Jeg har forsøgt mig med noget nyt denne gang. Ikke sikker på, hvordan resultatet er blevet, men lad os nu se. Det er en lille mærkelig sci-fi historie, som forhåbentligt ikke lugter alt for meget af Douglas Adams.
Det kan være, jeg skriver mere i samme stil en dag, men jeg har bare haft denne idé til en karakter i et stykke tid.
Københavneren
Rastepladsen havde som sædvanligt mere plads, end den
vidste, hvad den skulle gøre af. Den kunne sagtens have byttet over halvdelen
af sine parkeringspladser i bytte for noget, den havde mere brug for, såsom
folk til at gøre brug af den anden halvdel.
Svendsens gamle øse holdte i sin faste bås, der var et par tyske nummerplader, hvis ejere lå og sov, og så var Dortes lille vogn nydeligt parkeret lige foran indgangen. Ind i mellem kunne man høre noget passere forbi ude på landevejen, men ingen af dem virkede interesserede i at holde ind.
Svendsen selv sad inde i ”Bedstes Biks” med blikket rettet ud ad vinduet, imens han lod som om, han læste dagens avis. ”Vejret er da ikke værst for en november morgen, hva?” bemærkede han til Dorte, der stod bag disken og tørrede et beskidt krus af med en endnu mere snavset klud.
Hun svarede med en uforståelig lyd.
”Ikke ligesom i fredags. Mig og Viggo sku’ have været ude og jage, men han måtte jo ikke for sin fruentimmer, det skøre kvindemenneske. Hun mente, han bare ville blive syg. Ved du hvad, jeg så sagde, hva?”. Dorte skænkede ham et enkelt bliks opmærksomhed og vendte så tilbage til sin kamp med kruset. ”Jeg sagde, at den gamle knark sgu da alligevel er så syg, som han kan blive. Sådan som han går og hoster og harker hele tiden, er det minsandten et mirakel, han stadig er i live. Og hvis et helt liv sammen med hende ikke har været nok til at slå ham ihjel, så kan en smule regn vel næppe gøre ham noget. Men nej, vi kom ikke ud og jage. Ikke i går. Så må det blive i dag i stedet, men nu har jeg siddet her og ventet på ham i snart en time”.
Dorte undlod at påminde ham om, at Svendsen alligevel sad her hver morgen, fra solen stod op, og spurgte i stedet, om han ville have en kop kaffe mere. Det ville han gerne, og inden længe var han gået tilbage til at stirre ud på rastepladsen.
Svendsens gamle øse holdte i sin faste bås, der var et par tyske nummerplader, hvis ejere lå og sov, og så var Dortes lille vogn nydeligt parkeret lige foran indgangen. Ind i mellem kunne man høre noget passere forbi ude på landevejen, men ingen af dem virkede interesserede i at holde ind.
Svendsen selv sad inde i ”Bedstes Biks” med blikket rettet ud ad vinduet, imens han lod som om, han læste dagens avis. ”Vejret er da ikke værst for en november morgen, hva?” bemærkede han til Dorte, der stod bag disken og tørrede et beskidt krus af med en endnu mere snavset klud.
Hun svarede med en uforståelig lyd.
”Ikke ligesom i fredags. Mig og Viggo sku’ have været ude og jage, men han måtte jo ikke for sin fruentimmer, det skøre kvindemenneske. Hun mente, han bare ville blive syg. Ved du hvad, jeg så sagde, hva?”. Dorte skænkede ham et enkelt bliks opmærksomhed og vendte så tilbage til sin kamp med kruset. ”Jeg sagde, at den gamle knark sgu da alligevel er så syg, som han kan blive. Sådan som han går og hoster og harker hele tiden, er det minsandten et mirakel, han stadig er i live. Og hvis et helt liv sammen med hende ikke har været nok til at slå ham ihjel, så kan en smule regn vel næppe gøre ham noget. Men nej, vi kom ikke ud og jage. Ikke i går. Så må det blive i dag i stedet, men nu har jeg siddet her og ventet på ham i snart en time”.
Dorte undlod at påminde ham om, at Svendsen alligevel sad her hver morgen, fra solen stod op, og spurgte i stedet, om han ville have en kop kaffe mere. Det ville han gerne, og inden længe var han gået tilbage til at stirre ud på rastepladsen.
Der gik yderligere et kvarter, før en bil omsider kørte fra
landevejen og ind på pladsen.
Svendsen sprang næsten op af stolen i sin ivrighed efter at komme afsted, men faldt så skuffet ned igen, da han fik kigget ordentligt på vognen. Den var blå, skinnende, spejlblank havblå og så ren, at den kunne være kommet lige fra fabrikken. Svendsen kunne ikke erindre nogensinde i sit liv at have set noget så blåt. Den havde ikke engang noget mudder på sine dæk. Derudover var den besynderligt lille, der kunne da i hvert fald ikke være megen fornøjelse i at klemme sig ind i på det bagsæde. Men værst af alt så sagde et klistermærke på forruden: I♥COPENHAGEN.
Selv Dorte stirrede, da den lagde til på parkeringspladsen. Men hvad, der trådte ud af fartøjet, var nu næsten endnu mere besynderligt.
Han var høj og slank med en unaturligt lang hals, fuldstændigt indflettet i uldne tørklæder af alverdens farver. De blev opslugt i toppen af et tykt blondt fuldskæg, som var flettet og kæmmet i en slags hestehale. Sammen med de mørke Ray-ban solbriller og den hvide, runde hat udgjorde det næsten en maske, sådan at man slet ikke kunne forestille sig noget ansigt på den anden side.
Resten af hans tøj var lige så usædvanligt. En pink ternet skjorte dækkede ene og alene overkroppen, som om den kølige efterårsvind ikke sagde ham spor (”hvad tænker han dog på, den tosse?” mumlede Svendsen), hans bukser var helt mælkehvide som hatten, og på fødderne havde han sandaler. Rundt om hans hals hang en hel souvenirbod af fredssymboler, metalliske blade og forskellige farvede dyr.
Den fremmede smilede, da han trådte ud af bilen, greb en rygsæk fra det lille bagsæde og trådte hen mod cafeteriet. Han var lige nået døren, da han så ud til at ombestemme sig og i stedet fandt en pose tobak og noget papir frem fra tasken. Han fik hurtigt rullet sig en smøg og tændt den med en zippo lighter, alt imens de to lokale iagttog ham fascineret fra den anden side af den fedtede rude.
”Hvad tror du, han er for en?” spurgte Svendsen. ”Udlænding eller bare fra storbyen? Jeg kan ikke tænke nogen anden forklaring på… det der. Jeg mener; har du set, hvad han har på fødderne her midt i november? Han er da ikke rigtig klog, er han”. Dorte gryntede enigt.
De var så optagede af hans mærkværdighed, at de slet ikke opdagede, han var et rumvæsen.
Svendsen sprang næsten op af stolen i sin ivrighed efter at komme afsted, men faldt så skuffet ned igen, da han fik kigget ordentligt på vognen. Den var blå, skinnende, spejlblank havblå og så ren, at den kunne være kommet lige fra fabrikken. Svendsen kunne ikke erindre nogensinde i sit liv at have set noget så blåt. Den havde ikke engang noget mudder på sine dæk. Derudover var den besynderligt lille, der kunne da i hvert fald ikke være megen fornøjelse i at klemme sig ind i på det bagsæde. Men værst af alt så sagde et klistermærke på forruden: I♥COPENHAGEN.
Selv Dorte stirrede, da den lagde til på parkeringspladsen. Men hvad, der trådte ud af fartøjet, var nu næsten endnu mere besynderligt.
Han var høj og slank med en unaturligt lang hals, fuldstændigt indflettet i uldne tørklæder af alverdens farver. De blev opslugt i toppen af et tykt blondt fuldskæg, som var flettet og kæmmet i en slags hestehale. Sammen med de mørke Ray-ban solbriller og den hvide, runde hat udgjorde det næsten en maske, sådan at man slet ikke kunne forestille sig noget ansigt på den anden side.
Resten af hans tøj var lige så usædvanligt. En pink ternet skjorte dækkede ene og alene overkroppen, som om den kølige efterårsvind ikke sagde ham spor (”hvad tænker han dog på, den tosse?” mumlede Svendsen), hans bukser var helt mælkehvide som hatten, og på fødderne havde han sandaler. Rundt om hans hals hang en hel souvenirbod af fredssymboler, metalliske blade og forskellige farvede dyr.
Den fremmede smilede, da han trådte ud af bilen, greb en rygsæk fra det lille bagsæde og trådte hen mod cafeteriet. Han var lige nået døren, da han så ud til at ombestemme sig og i stedet fandt en pose tobak og noget papir frem fra tasken. Han fik hurtigt rullet sig en smøg og tændt den med en zippo lighter, alt imens de to lokale iagttog ham fascineret fra den anden side af den fedtede rude.
”Hvad tror du, han er for en?” spurgte Svendsen. ”Udlænding eller bare fra storbyen? Jeg kan ikke tænke nogen anden forklaring på… det der. Jeg mener; har du set, hvad han har på fødderne her midt i november? Han er da ikke rigtig klog, er han”. Dorte gryntede enigt.
De var så optagede af hans mærkværdighed, at de slet ikke opdagede, han var et rumvæsen.
Da den fremmede endelig blev færdig med sin smøg, trådte han
hen til cafeteriet og slog begge dobbeltdøre op med et ”sup, guys! Hvordan står
det til? En cappuccino, tak, med ekstra mandelmælk, så er du en skat”. Han
knipsede til Dorte bag disken, smed sig på stolen ved siden af Svendsen og tog
hatten af, så hans blonde hår kom til syne.
”Carl-Elias, men du kan bare kalde mig CE. Er lige ude for at nyde det jyske land med al dets charme, du ved. Indånde den friske luft, mærke det rustikke landskab, smage den brune jord. Ikke bogstaveligt, men du forstår mig, mand, du forstår mig”.
Svendsen stoppede endelig med at lade som om, han læste i avisen, og lagde den fra sig.
Han værdigede den fremmede et overvejende blik, imens han spekulerede på den bedste måde at håndtere situationen på. Hvis bare jeg havde tænkt mig om, mumlede han i sit indre, så kunne jeg være nået væk, inden han kom indenfor. Årh… hvad gør jeg nu, hvad gør jeg nu, (er det en sten, han har i øret?), åh forbandede storbyfolk, lige hvad denne dag manglede.
Men eftersom dette ikke ville være særligt høfligt (og hvis der var en ting, Fru Svendsen havde lært sin søn i sin tid, inden hendes sprog var muteret til en uforståelig gammelmenneske dialekt, så var det godt nok manerer) at sige højt, nøjedes han med at stikke en behåret hånd frem mod den fremmede med ordene: ”Svendsen. Nydeligt vejr, ikke sandt, Carl?”.
”Det er ikke dårligt” nikkede Carl-Elias. ”Varmere end jeg havde regnet med på denne tid af året. I hvert fald varmere end det var i KBH, da jeg tog afsted i går aftes”.
”Så du er fra hovedstaden, hva?” spurgte Svendsen automatisk. Nej, lad nu være med at opmuntre ham. Du er selv ude om det, hvis han begynder at snakke om økologi.
”Jeg er i hvert fald langvejs fra. Men jov, i de sidste par år har jeg haft min rede der. Selv en eventyrlysten fyr som mig har brug for et sted at få en morfar ind imellem. Mit sande hjem er dog kort fortalt; verden. Altså det er vel vore alle sammen sande hjem, når man tænker over det, men det er trist så få, der virkeligt får oplevet noget af den. Af verden mener jeg. Følger du mig, Svendsen?”.
”Hmmm, jov jov da” nikkede den lokale, selvom han ikke helt var sikker på, at de to overhovedet talte det samme sprog. Hvor bliver ham Viggo dog af? ”Har du kørt hele vejen i den vogn der? Den ser ellers spritny ud”.
”Det er den faktisk også. Jeg fik den for en uge siden. Den er lille nok til at passe ind i trafikken, og så er det selvfølgelig en hybrid. Jeg tænkte efter alt den snak, der har stået på i Cirkus Danmark om klimabevarelse og miljøet og alt sådan noget, så tænkte jeg, det var bedre at gøre noget ved sagen selv. Kender du ikke det, når man bliver træt af folk, der bare ævler uden at komme nogen vegne her i livet? Hvis vi skal ændre verden, så er vi nødt til at tage fat i problemerne selv og ikke bare komme med undskyldninger for at lade være”.
For første gang syntes Svendsen, at noget af det, den fremmede sagde, gav mening. Ikke meget ganske vist, men der var da en klar bagtanke i det mindste. Men hvad bedre var, så kom Dorte endelig over med kaffe til manden, så forhåbentligt kunne det få ham til at klappe i.
Der var to kopper på den bakke, hun havde med sig ned til dem, og Svendsen nikkede taknemmeligt, da Dorte satte en kulsort bryg foran ham. Carl-Elias derimod var ikke tilfreds.
”Undskyld mig” sagde han. ”Jeg synes bare, det er lidt sjovt, at der står skummet på den her karton, når jeg nu bad om mandelmælk”.
”Hvis du vil have mandler” svarede Dorte. ”Så kan du købe en pose Kims”.
Carl-Elias rykkede forstyrret på sine sorte Ray-ban, og Svendsen nåede lige at få et kort glimt af de mørke øjne bag. ”Jeg drikker ikke komælk” sagde han. ”Støtter ikke op om den slags binære artslige hierarki, som den tradition er bygget på. Er du sikker på, at du ikke har noget sojamælk i stedet?”.
Dorte rystede på hovedet. ”Det bliver en tyver”. Gnavent fandt Carl-Elias sin pung frem fra taskens indhold, der også inkluderede en bærbar cd-afspiller, en halvdrukket Coca Cola og en bog med titlen: Blending in with the primates, a quick and fun guide.
”Er du så en af de der planteædere eller hvad?” spurgte Svendsen, da Dorte var listet tilbage til disken.
Carl-Elias, der havde været i gang med at inspicere fedtlaget på koppens hank, kiggede forvirret op i et sekund og begyndte så at smile. ”Nah, det kan jeg vist ikke helt tillade mig at sige. Jeg mener; på en måde er vi vel alle planteædere, selv når vi spiser kød, kommer det et sted af fra planter, og jeg prøver da at leve sundt, men min største svaghed her i livet er nu en rejecocktail. Sådan en kan jeg aldrig stå for. Men hvad med dig, homie, du må da også have en achilleushæl? Noget du ikke kan få nok af, og som du ville proppe dig med, hvis du kunne få det lige nu”.
”Fred og ro” svarede Svendsen, og sådan endte den samtale.
”Carl-Elias, men du kan bare kalde mig CE. Er lige ude for at nyde det jyske land med al dets charme, du ved. Indånde den friske luft, mærke det rustikke landskab, smage den brune jord. Ikke bogstaveligt, men du forstår mig, mand, du forstår mig”.
Svendsen stoppede endelig med at lade som om, han læste i avisen, og lagde den fra sig.
Han værdigede den fremmede et overvejende blik, imens han spekulerede på den bedste måde at håndtere situationen på. Hvis bare jeg havde tænkt mig om, mumlede han i sit indre, så kunne jeg være nået væk, inden han kom indenfor. Årh… hvad gør jeg nu, hvad gør jeg nu, (er det en sten, han har i øret?), åh forbandede storbyfolk, lige hvad denne dag manglede.
Men eftersom dette ikke ville være særligt høfligt (og hvis der var en ting, Fru Svendsen havde lært sin søn i sin tid, inden hendes sprog var muteret til en uforståelig gammelmenneske dialekt, så var det godt nok manerer) at sige højt, nøjedes han med at stikke en behåret hånd frem mod den fremmede med ordene: ”Svendsen. Nydeligt vejr, ikke sandt, Carl?”.
”Det er ikke dårligt” nikkede Carl-Elias. ”Varmere end jeg havde regnet med på denne tid af året. I hvert fald varmere end det var i KBH, da jeg tog afsted i går aftes”.
”Så du er fra hovedstaden, hva?” spurgte Svendsen automatisk. Nej, lad nu være med at opmuntre ham. Du er selv ude om det, hvis han begynder at snakke om økologi.
”Jeg er i hvert fald langvejs fra. Men jov, i de sidste par år har jeg haft min rede der. Selv en eventyrlysten fyr som mig har brug for et sted at få en morfar ind imellem. Mit sande hjem er dog kort fortalt; verden. Altså det er vel vore alle sammen sande hjem, når man tænker over det, men det er trist så få, der virkeligt får oplevet noget af den. Af verden mener jeg. Følger du mig, Svendsen?”.
”Hmmm, jov jov da” nikkede den lokale, selvom han ikke helt var sikker på, at de to overhovedet talte det samme sprog. Hvor bliver ham Viggo dog af? ”Har du kørt hele vejen i den vogn der? Den ser ellers spritny ud”.
”Det er den faktisk også. Jeg fik den for en uge siden. Den er lille nok til at passe ind i trafikken, og så er det selvfølgelig en hybrid. Jeg tænkte efter alt den snak, der har stået på i Cirkus Danmark om klimabevarelse og miljøet og alt sådan noget, så tænkte jeg, det var bedre at gøre noget ved sagen selv. Kender du ikke det, når man bliver træt af folk, der bare ævler uden at komme nogen vegne her i livet? Hvis vi skal ændre verden, så er vi nødt til at tage fat i problemerne selv og ikke bare komme med undskyldninger for at lade være”.
For første gang syntes Svendsen, at noget af det, den fremmede sagde, gav mening. Ikke meget ganske vist, men der var da en klar bagtanke i det mindste. Men hvad bedre var, så kom Dorte endelig over med kaffe til manden, så forhåbentligt kunne det få ham til at klappe i.
Der var to kopper på den bakke, hun havde med sig ned til dem, og Svendsen nikkede taknemmeligt, da Dorte satte en kulsort bryg foran ham. Carl-Elias derimod var ikke tilfreds.
”Undskyld mig” sagde han. ”Jeg synes bare, det er lidt sjovt, at der står skummet på den her karton, når jeg nu bad om mandelmælk”.
”Hvis du vil have mandler” svarede Dorte. ”Så kan du købe en pose Kims”.
Carl-Elias rykkede forstyrret på sine sorte Ray-ban, og Svendsen nåede lige at få et kort glimt af de mørke øjne bag. ”Jeg drikker ikke komælk” sagde han. ”Støtter ikke op om den slags binære artslige hierarki, som den tradition er bygget på. Er du sikker på, at du ikke har noget sojamælk i stedet?”.
Dorte rystede på hovedet. ”Det bliver en tyver”. Gnavent fandt Carl-Elias sin pung frem fra taskens indhold, der også inkluderede en bærbar cd-afspiller, en halvdrukket Coca Cola og en bog med titlen: Blending in with the primates, a quick and fun guide.
”Er du så en af de der planteædere eller hvad?” spurgte Svendsen, da Dorte var listet tilbage til disken.
Carl-Elias, der havde været i gang med at inspicere fedtlaget på koppens hank, kiggede forvirret op i et sekund og begyndte så at smile. ”Nah, det kan jeg vist ikke helt tillade mig at sige. Jeg mener; på en måde er vi vel alle planteædere, selv når vi spiser kød, kommer det et sted af fra planter, og jeg prøver da at leve sundt, men min største svaghed her i livet er nu en rejecocktail. Sådan en kan jeg aldrig stå for. Men hvad med dig, homie, du må da også have en achilleushæl? Noget du ikke kan få nok af, og som du ville proppe dig med, hvis du kunne få det lige nu”.
”Fred og ro” svarede Svendsen, og sådan endte den samtale.
Den følgende halve time udviklede sig for københavneren til
en regulær cyklus af rygepauser, halvhjertede forsøg på at læse i den engelske
bog, vældige suk og endnu flere rygepauser. I sidste ende blev kaffen også
drukket alligevel, han forsøgte først uden mælken, men tilføjede den så med den
undskyldning, at han havde lidt ondt i halsen.
I Svendsens tilfælde blev tiden brugt på at undgå enhver form for kontakt med den fremmede. Han havde vist oplevet nok af Carl-Elias til en hel livstid og så helst, at de endte enhver form for relation mellem dem på permanent basis. Han gik endda så langt som faktisk at læse sin avis bare for ikke at skulle få øjenkontakt med ham.
Han var nået til en artikel om politikernes seneste diskussion af emnet fornuft og specifikt manglen på den iblandt dem, da en rød skrammelkasse endelig trillede ind på rastepladsen.
”Så for satan” mumlede Svendsen. ”Så kan man være her, hva?”.
Han rejste sig for at gå ud og tage imod Viggo, så de kunne komme afsted, men stoppede op i døren, da han fik øje på dagens tredje dårlige overraskelse. Nej, nej, nej, ikke hende. Hvad i al helvede laver hun nu her? Viggo din idiot, din forbandede torsk! Kan du ikke holde udyret derhjemme? Det er slemt nok, at hun skal med til alle aftenerne i klubben.
Men det kunne Viggo åbenbart ikke, for ved hans side traskede den evigt mugne kvindeskikkelse, han havde valgt at ægte. I dagens anledning så hun ekstra tvær ud, men Svendsen forsøgte, imod sine bedrevidende instinkter, der blot fortalte ham, at han burde stikke af, alligevel at smile.
”Margit, rart at se dig. Det er godt, at du kan holde Viggo lidt i ørene, så han kommer til tiden. Uden dig ville han uden tvivl stadigvæk ligge derhjemme og snue”.
”Nej, uden mig ville han være rendt ud i skoven i det her vejr og være frosset halvt ihjel” angreb Margit ham, det sekund hun nåede ind ad døren. ”Sig mig, Svendsen, forsøger du at slå min mand ihjel med den slags åndsvage idéer? Du ved godt, at Viggo er syg og ikke kan holde til den slags. Det er præcis ligesom i sidste uge, da du ville have ham med ud på et værtshus, imens han burde ligge i sengen og få hvilet sig. Du er ikke rigtigt klog, er du?”.
”Skat” peb Viggo. ”Nu synes jeg, du er lidt uretfærdig over for Svendsen. Det var trods alt ikke ham alene, der fandt på, at vi skulle… altså, han foreslog jo bare…”.
”Nu skal du klappe i” snerrede Margit ad ham. ”Du er en dygtig mekaniker, Viggo, men du har sgu ikke en original tanke i hovedet. Alt hvad Svendsen siger til dig, det gør du bare uden at tænke dig om. Prøv engang at kigge på ham, Svendsen, ser han ud til, at han kan holde til alle de drengestreger, du finder på?”.
Selvom han ikke var meget for at give hende ret i noget som helst, selv hvis hun havde sagt, at jorden var rund, så måtte han alligevel anerkende, at vennen så en anelse sløj ud. Han var bleg med koldsved på panden og rystede over hele kroppen, det vil sige mere end han plejede, når Margit var i nærheden.
Ovre fra hjørnet kiggede Carl-Elias nysgerrigt op fra sin bog, netop som han fik tømt resten af sin cola. Imens var Dorte bag disken i fuld fart med at finde kaffe frem til de nyankomne, som hun satte ved Margits faste navnemarkerede bås.
Svendsen og Viggo blev genet ind på plads, uden noget at skulle have sagt, så Margit kunne fortsætte sin mentale nedbrydelse af dem. Kaffen blev hurtigt drukket op, imens Viggo syntes at blive blegere og blegere for hvert ord, hans kone sagde. Inden længe var Dorte nødt til at komme forbi med endnu en kande, da Margit langt fra så ud til at være færdig med de to herrer.
I sit hjørne havde Carl-Elias nu fundet den bærbare cd-afspiller frem sammen med en bunke forskellige hjemmebrændte cd-er.
”Det jeg siger er vel i bund og grund bare, at du må være lidt mere ansvarlig, Svendsen, tænke før du handler. Du kan ikke bare trække min Viggo med til den ene galestreg efter den anden, han er jo ikke helt ung længere, og hvordan kan du overhovedet vide, at han gider. Nej, du kan ikke vide, hvad der er bedst for ham”. Viggo nikkede besejret og kiggede ned i gulvet. ”Altså hvis nogen gør det, så tror jeg da fa’en, det må være den af os, der er gift med ham, eller hvad siger du? Tror du virkeligt, du kender min mand bedre end mig?”.
”Altså, nu har jeg kendt Viggo stort set siden, vi blev født…” forsøgte Svendsen, men blev straks afbrudt igen, denne gang af et voldsomt hosteudbrud fra barndomsvennen.
Margit skyndte sig at klappe sin mand på skulderen. ”Der kan du selv se! Han kan slet ikke holde til alt den her spænding, han har brug for at ligge derhjemme og sove. Så, så, min ven, prøv at trække vejret. Stille og roligt. Viggo, Viggo, kan du høre mig. Viggo?”.
Men Viggo var fuldstændigt ude af stand til at svare i øjeblikket. Helt ligbleg var han efterhånden af at hoste, og da han forsøgte at rejse sig op, væltede han ind over bordet. ”Viggo!”.
Svendsen skyndte sig at hjælpe ham op igen, imens Margit løb hen og åbnede døren ud til.
”Kom med ham, vi er nødt til at få ham hjemad. Det var en dum idé overhovedet at lade ham tage med hertil. Hvorfor i alverden lod jeg ham også overtale mig?”.
Cafeteriets to andre tilstedeværende nærmede sig begge for at se, hvad der foregik.
Omtrent halvvejs mod indgangen væltede Viggo om igen, og på gulvet rallede han voldsomt omkring. ”Viggo, Viggo, kan du høre mig?” kaldte Svendsen, men han blev skubbet til siden af Margit, før han fik noget svar. ”En eller anden ring efter en ambulance” kaldte hun, selvom Dorte allerede havde grebet en telefon. ”Og hvad laver I andre? I står bare der. Gør dog noget for Guds skyld!”.
”Det var præcis, hvad jeg skulle til. Hvis du vil træde til siden, Svendsen”. Den lokale opfattede knap nok, hvad der skete, før Carl-Elias pludseligt var trådt forbi ham med sin cd-afspiller i hånden.
”Hvis du vil lade mig komme til, kan jeg hjælpe” sagde han til den knælende Margit, men da hun nu for første gang fik set nærmere på den fremmede, ændrede hun straks attitude til at få hjælp.
”Jeg bliver lige, hvor jeg er. Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg foreslår, du gør det samme, kammerat. Eller endnu bedre; tag og skrid. Jeg rykker mig i hvert fald ikke”.
Hun lagde en hånd på Viggos hoved og kiggede efter, om han stadig ikke kunne få vejret, lige i tide til at blive mødt af tre øjne, der kiggede op på hende.
Margit sprang tilbage, ind under et bord i sikkerhed, hvorfra hun ikke længere kunne se sin mands åbne mund og det tekop-store øjeæble, der lå i den.
”Så” sagde Carl-Elias, idet han pegede cd-afspilleren mod Viggo. ”Jeg er bange for, at budgettet er faldet lidt siden sidst, Chi’Ken’Tho, men heldigvis findes der en low tech løsning. Showtime!”.
Han trykkede på cd-afspilleren. Først kom der kun nogle få bløder toner, men så efter nogle sekunder; ”Do you remember. The 21. first night. Of September. Love was changing the minds…”.
Dorte frøs midt i en sætning med hospitalsfolkene på telefonen. Margit stirrede med åben mund inde fra sit skjulested under bordet. Svendsen kløede sig forvirret i baghovedet.
Der kom nogle få ulykkelige lyde fra Viggo, og øjet i hans mund fæstnede sig på Carl-Elias i noget nær en hånlig stirren.
”Okay, måske ikke lige denne” mumlede Carl-Elias. ”Men du skal ikke tro, jeg er besejret. Jeg har mere, hvor det kommer fra”. Han trykkede igen på cd-afspilleren, som i stedet gik i gang med Walking on Sunshine. Viggo vred sig på jorden, men øjeæblet var der stadigvæk.
Ved disken blev Dorte mindet om, at hun var i gang med en samtale af personen på den anden ende af linjen. Margit lukkede øjnene og forsøgte at vågne op. Svendsen måbede videre.
Skuffet, men entusiastisk skiftede Carl-Elias tyve sekunder videre til en ny sang igen og derefter igen, imens han blev mere alvorlig for hver gang.
”Undskyld mig” sagde Svendsen efter fem forskellige sange. ”Må jeg have lov at spørge, hvad i alverden du laver?”.
”Det er Chi’Ken’Tho, prins af den glemte galakse og tidligere hersker af… skabningen der har slået sig ned i din ven, han er allergisk over for lykke” forklarede Carl-Elias frustreret. ”Nok derfor, han valgte din ven i første omgang, ikke megen glæde i hans liv, så vidt jeg kan forstå. Arh, hvad er der galt med Shubidua, så sdååber du mand! Den eneste måde at slippe af med ham igen er ved at frembringe lykke hos Viggo her”.
”Aha. Javel. Allergisk over for lykke. Det giver jo logisk mening” sagde Svendsen. ”Og det har du tænkt dig at gøre ved hjælp af… Shubidua?”.
”Okay, måske ikke lige dem, men jeg giver ikke op. Jeg har et trumfkort tilbage på denne blanding. Der findes ikke en sjæl i verden, der kan stå for C. V. Jørgensen”. Han trykkede en sidste gang på cd-afspilleren, og Costa del Sol lød ud gennem cafeteriet.
Endelig lod musikken til at have en effekt på Viggo. Hans egne øjne vendte sig mod Carl-Elias og kilden til musikken. Med en kraftanstrengelse lykkedes det ham at komme på benene, og Svendsen løb frem for at holde ham fra at falde igen. ”Viggo” sagde han. ”Viggo, kan du høre mig?”.
Øjet var stadig i munden på ham, men det så næsten ud til at være skrumpet. Viggo nikkede til vennen, der omfavnede ham.
Men Carl-Elias var ikke overbevist. ”Vent lige, Svendsen. Prinsen har ikke forladt din ven. Hold ham der, og så… arg!”. I en bevægelse nåede Viggo københavneren, så cd-afspilleren blev kastet ind i en væg, hvor den blev slået i stykker. ”Hey” råbte Carl-Elias. ”Den var retro, den model!”.
(Det er her værd at nævne, at Chi’Ken’Tho i forvejen ikke brød sig særligt meget om begrebet ”retro”, eller hvordan det blev brugt til at retfærdiggøre ufatteligt høje priser på varer, der var blevet solgt til en tiendedel for ikke så længe siden endda, og at han derfor kun kom til at hade termen yderligere efter Carl-Elias forsøg på at bruge cd-afspilleren imod ham på denne overraskende varme november morgen. Med andre ord vakte københavnerens problemer ikke nogen synderlig sympati hos Prinsen af Den Glemte Galakse).
Han slog derefter Carl-Elias så hårdt, at københavneren fløj halvvejs gennem cafeteriet og landede pladask på gulvet i en ubehagelig position med et ”av, det gjorde sgu ondt for fa’en!”.
Svendsen fik få sekunder efter samme tur, da han havde forsøgt at blande sig.
”I kan ikke stoppe mig!” brølede rumvæsnet fra Viggos mund. ”Tristheden i denne mand… jeg har aldrig dens lige før. Så mange knuste drømme, så mange grådfyldte nætter, sikke et mindreværdskompleks. Jeg har aldrig set magen. Intet kan stoppe mig nogensinde igen!”.
”Så for Satan” sagde Carl-Elias, da han havde rejst sig op. ”Jeg ved ikke, hvad der er værst, at det ikke virkede, eller at Viggo virkeligt ikke lader til at kunne elske noget her i livet. Hver og en af de sange burde have resulteret i det mindste med en reaktion, men nej. Ikke Wonderwall, ikke Hey Jude. Intet. Jeg troede, jeg gjorde det her for at redde et menneske, ikke hvad end det er for en følelseskold skabning, der står her foran mig”.
”Nu synes jeg lige, du skal tage og vise lidt respekt” sagde Svendsen arrigt. ”Det er min ven, du taler om. Jeg ved ikke, hvad der foregår, eller hvad han har spist, men Viggo er absolut ikke nogen følelseskold skabning, det kan jeg love dig for”. I mellemtiden havde Viggos krop bevæget sig hen til Dorte for at stoppe hende fra at fuldføre samtalen i telefonen.
”Men hvad siger du så?” spurgte Carl-Elias. ”Du er hans ven, du må vide det. Hvilken skod bonderøvssang tror du, der kan hjælpe ham? Sikkert et eller andet man skal have en kartoffel galt i halsen for overhovedet at kunne udtale. Hvorfor kunne han ikke have besat en deprimeret unistuderende i stedet?”.
”Der er en sang… som Viggo holder af at gå og nynne, når vi er på jagt. Ret træls faktisk. Skræmte engang en sneppe væk. Men den kunne virke, hvis hvad du siger, er sandt”. Han fortalte københavneren, hvad det var.
”Åh, Viggo” smilede Carl-Elias. ”Dit smukke smukke menneske”.
I Svendsens tilfælde blev tiden brugt på at undgå enhver form for kontakt med den fremmede. Han havde vist oplevet nok af Carl-Elias til en hel livstid og så helst, at de endte enhver form for relation mellem dem på permanent basis. Han gik endda så langt som faktisk at læse sin avis bare for ikke at skulle få øjenkontakt med ham.
Han var nået til en artikel om politikernes seneste diskussion af emnet fornuft og specifikt manglen på den iblandt dem, da en rød skrammelkasse endelig trillede ind på rastepladsen.
”Så for satan” mumlede Svendsen. ”Så kan man være her, hva?”.
Han rejste sig for at gå ud og tage imod Viggo, så de kunne komme afsted, men stoppede op i døren, da han fik øje på dagens tredje dårlige overraskelse. Nej, nej, nej, ikke hende. Hvad i al helvede laver hun nu her? Viggo din idiot, din forbandede torsk! Kan du ikke holde udyret derhjemme? Det er slemt nok, at hun skal med til alle aftenerne i klubben.
Men det kunne Viggo åbenbart ikke, for ved hans side traskede den evigt mugne kvindeskikkelse, han havde valgt at ægte. I dagens anledning så hun ekstra tvær ud, men Svendsen forsøgte, imod sine bedrevidende instinkter, der blot fortalte ham, at han burde stikke af, alligevel at smile.
”Margit, rart at se dig. Det er godt, at du kan holde Viggo lidt i ørene, så han kommer til tiden. Uden dig ville han uden tvivl stadigvæk ligge derhjemme og snue”.
”Nej, uden mig ville han være rendt ud i skoven i det her vejr og være frosset halvt ihjel” angreb Margit ham, det sekund hun nåede ind ad døren. ”Sig mig, Svendsen, forsøger du at slå min mand ihjel med den slags åndsvage idéer? Du ved godt, at Viggo er syg og ikke kan holde til den slags. Det er præcis ligesom i sidste uge, da du ville have ham med ud på et værtshus, imens han burde ligge i sengen og få hvilet sig. Du er ikke rigtigt klog, er du?”.
”Skat” peb Viggo. ”Nu synes jeg, du er lidt uretfærdig over for Svendsen. Det var trods alt ikke ham alene, der fandt på, at vi skulle… altså, han foreslog jo bare…”.
”Nu skal du klappe i” snerrede Margit ad ham. ”Du er en dygtig mekaniker, Viggo, men du har sgu ikke en original tanke i hovedet. Alt hvad Svendsen siger til dig, det gør du bare uden at tænke dig om. Prøv engang at kigge på ham, Svendsen, ser han ud til, at han kan holde til alle de drengestreger, du finder på?”.
Selvom han ikke var meget for at give hende ret i noget som helst, selv hvis hun havde sagt, at jorden var rund, så måtte han alligevel anerkende, at vennen så en anelse sløj ud. Han var bleg med koldsved på panden og rystede over hele kroppen, det vil sige mere end han plejede, når Margit var i nærheden.
Ovre fra hjørnet kiggede Carl-Elias nysgerrigt op fra sin bog, netop som han fik tømt resten af sin cola. Imens var Dorte bag disken i fuld fart med at finde kaffe frem til de nyankomne, som hun satte ved Margits faste navnemarkerede bås.
Svendsen og Viggo blev genet ind på plads, uden noget at skulle have sagt, så Margit kunne fortsætte sin mentale nedbrydelse af dem. Kaffen blev hurtigt drukket op, imens Viggo syntes at blive blegere og blegere for hvert ord, hans kone sagde. Inden længe var Dorte nødt til at komme forbi med endnu en kande, da Margit langt fra så ud til at være færdig med de to herrer.
I sit hjørne havde Carl-Elias nu fundet den bærbare cd-afspiller frem sammen med en bunke forskellige hjemmebrændte cd-er.
”Det jeg siger er vel i bund og grund bare, at du må være lidt mere ansvarlig, Svendsen, tænke før du handler. Du kan ikke bare trække min Viggo med til den ene galestreg efter den anden, han er jo ikke helt ung længere, og hvordan kan du overhovedet vide, at han gider. Nej, du kan ikke vide, hvad der er bedst for ham”. Viggo nikkede besejret og kiggede ned i gulvet. ”Altså hvis nogen gør det, så tror jeg da fa’en, det må være den af os, der er gift med ham, eller hvad siger du? Tror du virkeligt, du kender min mand bedre end mig?”.
”Altså, nu har jeg kendt Viggo stort set siden, vi blev født…” forsøgte Svendsen, men blev straks afbrudt igen, denne gang af et voldsomt hosteudbrud fra barndomsvennen.
Margit skyndte sig at klappe sin mand på skulderen. ”Der kan du selv se! Han kan slet ikke holde til alt den her spænding, han har brug for at ligge derhjemme og sove. Så, så, min ven, prøv at trække vejret. Stille og roligt. Viggo, Viggo, kan du høre mig. Viggo?”.
Men Viggo var fuldstændigt ude af stand til at svare i øjeblikket. Helt ligbleg var han efterhånden af at hoste, og da han forsøgte at rejse sig op, væltede han ind over bordet. ”Viggo!”.
Svendsen skyndte sig at hjælpe ham op igen, imens Margit løb hen og åbnede døren ud til.
”Kom med ham, vi er nødt til at få ham hjemad. Det var en dum idé overhovedet at lade ham tage med hertil. Hvorfor i alverden lod jeg ham også overtale mig?”.
Cafeteriets to andre tilstedeværende nærmede sig begge for at se, hvad der foregik.
Omtrent halvvejs mod indgangen væltede Viggo om igen, og på gulvet rallede han voldsomt omkring. ”Viggo, Viggo, kan du høre mig?” kaldte Svendsen, men han blev skubbet til siden af Margit, før han fik noget svar. ”En eller anden ring efter en ambulance” kaldte hun, selvom Dorte allerede havde grebet en telefon. ”Og hvad laver I andre? I står bare der. Gør dog noget for Guds skyld!”.
”Det var præcis, hvad jeg skulle til. Hvis du vil træde til siden, Svendsen”. Den lokale opfattede knap nok, hvad der skete, før Carl-Elias pludseligt var trådt forbi ham med sin cd-afspiller i hånden.
”Hvis du vil lade mig komme til, kan jeg hjælpe” sagde han til den knælende Margit, men da hun nu for første gang fik set nærmere på den fremmede, ændrede hun straks attitude til at få hjælp.
”Jeg bliver lige, hvor jeg er. Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg foreslår, du gør det samme, kammerat. Eller endnu bedre; tag og skrid. Jeg rykker mig i hvert fald ikke”.
Hun lagde en hånd på Viggos hoved og kiggede efter, om han stadig ikke kunne få vejret, lige i tide til at blive mødt af tre øjne, der kiggede op på hende.
Margit sprang tilbage, ind under et bord i sikkerhed, hvorfra hun ikke længere kunne se sin mands åbne mund og det tekop-store øjeæble, der lå i den.
”Så” sagde Carl-Elias, idet han pegede cd-afspilleren mod Viggo. ”Jeg er bange for, at budgettet er faldet lidt siden sidst, Chi’Ken’Tho, men heldigvis findes der en low tech løsning. Showtime!”.
Han trykkede på cd-afspilleren. Først kom der kun nogle få bløder toner, men så efter nogle sekunder; ”Do you remember. The 21. first night. Of September. Love was changing the minds…”.
Dorte frøs midt i en sætning med hospitalsfolkene på telefonen. Margit stirrede med åben mund inde fra sit skjulested under bordet. Svendsen kløede sig forvirret i baghovedet.
Der kom nogle få ulykkelige lyde fra Viggo, og øjet i hans mund fæstnede sig på Carl-Elias i noget nær en hånlig stirren.
”Okay, måske ikke lige denne” mumlede Carl-Elias. ”Men du skal ikke tro, jeg er besejret. Jeg har mere, hvor det kommer fra”. Han trykkede igen på cd-afspilleren, som i stedet gik i gang med Walking on Sunshine. Viggo vred sig på jorden, men øjeæblet var der stadigvæk.
Ved disken blev Dorte mindet om, at hun var i gang med en samtale af personen på den anden ende af linjen. Margit lukkede øjnene og forsøgte at vågne op. Svendsen måbede videre.
Skuffet, men entusiastisk skiftede Carl-Elias tyve sekunder videre til en ny sang igen og derefter igen, imens han blev mere alvorlig for hver gang.
”Undskyld mig” sagde Svendsen efter fem forskellige sange. ”Må jeg have lov at spørge, hvad i alverden du laver?”.
”Det er Chi’Ken’Tho, prins af den glemte galakse og tidligere hersker af… skabningen der har slået sig ned i din ven, han er allergisk over for lykke” forklarede Carl-Elias frustreret. ”Nok derfor, han valgte din ven i første omgang, ikke megen glæde i hans liv, så vidt jeg kan forstå. Arh, hvad er der galt med Shubidua, så sdååber du mand! Den eneste måde at slippe af med ham igen er ved at frembringe lykke hos Viggo her”.
”Aha. Javel. Allergisk over for lykke. Det giver jo logisk mening” sagde Svendsen. ”Og det har du tænkt dig at gøre ved hjælp af… Shubidua?”.
”Okay, måske ikke lige dem, men jeg giver ikke op. Jeg har et trumfkort tilbage på denne blanding. Der findes ikke en sjæl i verden, der kan stå for C. V. Jørgensen”. Han trykkede en sidste gang på cd-afspilleren, og Costa del Sol lød ud gennem cafeteriet.
Endelig lod musikken til at have en effekt på Viggo. Hans egne øjne vendte sig mod Carl-Elias og kilden til musikken. Med en kraftanstrengelse lykkedes det ham at komme på benene, og Svendsen løb frem for at holde ham fra at falde igen. ”Viggo” sagde han. ”Viggo, kan du høre mig?”.
Øjet var stadig i munden på ham, men det så næsten ud til at være skrumpet. Viggo nikkede til vennen, der omfavnede ham.
Men Carl-Elias var ikke overbevist. ”Vent lige, Svendsen. Prinsen har ikke forladt din ven. Hold ham der, og så… arg!”. I en bevægelse nåede Viggo københavneren, så cd-afspilleren blev kastet ind i en væg, hvor den blev slået i stykker. ”Hey” råbte Carl-Elias. ”Den var retro, den model!”.
(Det er her værd at nævne, at Chi’Ken’Tho i forvejen ikke brød sig særligt meget om begrebet ”retro”, eller hvordan det blev brugt til at retfærdiggøre ufatteligt høje priser på varer, der var blevet solgt til en tiendedel for ikke så længe siden endda, og at han derfor kun kom til at hade termen yderligere efter Carl-Elias forsøg på at bruge cd-afspilleren imod ham på denne overraskende varme november morgen. Med andre ord vakte københavnerens problemer ikke nogen synderlig sympati hos Prinsen af Den Glemte Galakse).
Han slog derefter Carl-Elias så hårdt, at københavneren fløj halvvejs gennem cafeteriet og landede pladask på gulvet i en ubehagelig position med et ”av, det gjorde sgu ondt for fa’en!”.
Svendsen fik få sekunder efter samme tur, da han havde forsøgt at blande sig.
”I kan ikke stoppe mig!” brølede rumvæsnet fra Viggos mund. ”Tristheden i denne mand… jeg har aldrig dens lige før. Så mange knuste drømme, så mange grådfyldte nætter, sikke et mindreværdskompleks. Jeg har aldrig set magen. Intet kan stoppe mig nogensinde igen!”.
”Så for Satan” sagde Carl-Elias, da han havde rejst sig op. ”Jeg ved ikke, hvad der er værst, at det ikke virkede, eller at Viggo virkeligt ikke lader til at kunne elske noget her i livet. Hver og en af de sange burde have resulteret i det mindste med en reaktion, men nej. Ikke Wonderwall, ikke Hey Jude. Intet. Jeg troede, jeg gjorde det her for at redde et menneske, ikke hvad end det er for en følelseskold skabning, der står her foran mig”.
”Nu synes jeg lige, du skal tage og vise lidt respekt” sagde Svendsen arrigt. ”Det er min ven, du taler om. Jeg ved ikke, hvad der foregår, eller hvad han har spist, men Viggo er absolut ikke nogen følelseskold skabning, det kan jeg love dig for”. I mellemtiden havde Viggos krop bevæget sig hen til Dorte for at stoppe hende fra at fuldføre samtalen i telefonen.
”Men hvad siger du så?” spurgte Carl-Elias. ”Du er hans ven, du må vide det. Hvilken skod bonderøvssang tror du, der kan hjælpe ham? Sikkert et eller andet man skal have en kartoffel galt i halsen for overhovedet at kunne udtale. Hvorfor kunne han ikke have besat en deprimeret unistuderende i stedet?”.
”Der er en sang… som Viggo holder af at gå og nynne, når vi er på jagt. Ret træls faktisk. Skræmte engang en sneppe væk. Men den kunne virke, hvis hvad du siger, er sandt”. Han fortalte københavneren, hvad det var.
”Åh, Viggo” smilede Carl-Elias. ”Dit smukke smukke menneske”.
Den besatte Viggo fik trukket Dorte væk fra disken og bundet
hende, imens han forhørte sig om, hvor meget ambulanceredderne vidste, og hvor
lang tid det ville tage dem om at ankomme.
(Kort fortalt var de ikke ligefrem rundt om hjørnet).
Margit sad endnu under bordet, hvor hun rystede over hele kroppen.
”Viggo?” kaldte Svendsen, der var gået tilbage til de andre. ”Viggo, min ven, prøv engang at høre her… øh, jeg ved sgu ikke, hvad der sker her, men måske skulle du falde lidt til ro?”.
Rumvæsnet i Viggos mund vendte sig mod ham, og vennens krop fulgte med.
”Menneske” sagde skabningen. ”Er du kommet for at udfordre mig? I så fald er du dømt til fejle. Jeg kan ikke besejres af nogen på denne planet. Jeg er mægtigere end hele din ynkelige art. Du har ingen våben, der kan skade mig. Sorg, smerte og tristhed gør mig kun stærkere!”.
”Øh” mumlede Svendsen og kradsede sig selv i nakken. ”Ey d… ey øh… ja”.
”Du tør ikke engang kæmpe mod mig” snerrede rumvæsnet og tog et skridt nærmere ham. ”Tag du hellere og løb din vej, imens du endnu kan. Måske når du endda at slippe væk!”.
Svendsen sank en klump. Jeg ville bare gerne have været på jagt i dag, er det for meget at forlange? Nå, for helvede, så lad da gå, lad os gøre det her.
”Ey, Danmark” sagde han og overfaldt Viggos krop i en krammer. ”Hvad sker der for dig?”.
”Hvad!” snerrede rumvæsnet, idet det prøvede at kæmpe sig fri, men alene de få ord havde vækket en del af Viggos bevidsthed op til overfladen. Han kæmpede stadig imod Svendsens omfavnelse, dog kun i et halvhjertet forsøg, og da Carl-Elias uset sprang på mekanikeren bagfra, blev han helt overrumplet.
”Jeg tror, vi tager low low tech løsningen i dag, Chi’Ken’Tho. Jeg kan se det ske’ - det’ ak, det’ ve”.
Prinsen af Den Glemte Galakse slog ud efter ham, så Ray-ban solbrillerne fløj af københavneren.
Synet bag dem var lige ved at besejre Svendsen, men gennem ren og skær benægtelse af virkeligheden, lykkedes det ham at ignorere de brune flueøjne.
I sandhed menneskehedens største superkraft.
Sammen skrålede de, så godt de nu kunne, til de var hæse og trætte, imens Viggos krop blev slappere og slappere. Da de blev færdige med sangen, startede de blot forfra igen, indtil den besatte mekaniker til sidst begyndte at hoste voldsomt. ”Sådan” sagde Svendsen. ”Ud med det. Kom så, kammerat. Puha, ja, ud med det øh… det skidt. Bare ligesom at have slim i halsen”.
Der lød et rygradssmuldrende ”blob”, og det store grønne øjeæble ramte gulvet.
Her vendte det sig med det samme og stirrede rundt efter en mulig flugtvej, men før det kunne nå at regne ud, hvordan det skulle bære sig af med at løbe uden nogen ben, (i bund og grund hvordan det kunne igangsætte en lille personlig evolution efter så mange år uden træning, og når det var i så dårlig form i forvejen oven på alle Margits frygteligt fede tarteletter) fangede Carl-Elias det med en småkage dåse, han havde fundet bag disken. ”Fik dig, din snotklat”. Han rystede dåsen et par gange, hvorfra der lød en hylen og hvinen.
”Se” sagde han og viste dåsen til Svendsen. ”Jeg udvalgte den godt nok efter øjemål, men den passende alligevel. Øjemål… nah, lige meget”.
Men den lokale opfattede ikke rigtigt, hvad københavneren sagde. Han var for optaget af vennens mumlen.
”Svendsen, Svendsen, er det dig? Åh nej, åh nej… nu husker, hvad der skete. Jeg er så ked af det. Jeg kom for sent igen, gjorde jeg ikke. Åh… tror du måske stadig, vi kan nå på en pürch inden frokost, eller er det for sent?”.
”Jeg tror lige, det går, Viggo” smilede Svendsen. Margit styrtede frem fra sit skjulested for at overfalde sin mand, og for en gang skylds blandede Svendsen sig ikke.
I stedet trådte han hen til Carl-Elias, der var ved at befri Dorte. ”Her” sagde han og rakte ham de faldne Ray-ban solbriller. Hans mave faldt straks mere til ro, da de igen dækkede københavnerens øjne. Nu kunne han bedre overskue situationen, da alle visuelle beviser var forsvundet.
Viggo var syg. Hvordan kan jeg nok ikke forstå alligevel. Tror du måske, jeg er læge? Nej. Nej, den slags ved storsnudede københavnertyper mere om end mig, det må jeg indrømme. Det tilstår jeg. Hellere bare komme videre til at hjælpe Viggo. Han er nok lidt nede. Vi kan trods alt stadig nå på jagt.
”Hvad sker der nu?” spurgte han den fremmede. ”Finder du en dims frem og får alting til at gå, ligesom den der film?”.
”Ikke helt” svarede Carl-Elias. ”Nej, det mest’ freaky ved den her situation er næsten budgettet. Jeg kan godt love dig for, at Dr ikke er de eneste, der er blevet skåret nogle procent. Få jer i stedet en kop kaffe og tag og kig denne her igennem”.
Han rakte Svendsen en stak sedler fra sin rygsæk, som den lokale skimmede.
”Hva’ for noget er det her… licens… hva’, nu er du vel ikke licensmand, din slyngel?”.
”Nej, nej” svarede københavneren. ”Trust me, det er meget bedre. Hvis I underskriver dem her og lover aldrig fortælle nogen om, hvad I så… så slipper I for licens på livstid. Altså, det er jo næsten bedre end at fjerne hukommelsen, ikke? Så bliver I belønnet for det, I har været udsat for”.
”Slipper for licens” mumlede Svendsen skuffet. ”Men det betalte jeg sgu da i… nårh, ja, skal vi så ikke få den kop kaffe?”.
”Ahhh” trak Carl-Elias på skuldrene. ”Jeg tror næsten, jeg har fået nok af jeres øh, kaffe kalder du det alligevel, for i dag. Det er ikke godt for maven med for meget af den slags. Desuden er det lang køretur tilbage til civilisationen”.
”Aha, javel” nikkede Svendsen. ”Civilisationen”. Nu var de ved at tilbage ved noget, han kunne forholde sig til. ”Så må du ha’ det”.
Carl-Elias lavede et mærkeligt håndtegn, samlede sine sager sammen og styrede ud på parkeringspladsen, hvor tyskerne nu var ved at vågne op. Han nærmest dansede hen til sin blå hybrid, klappede den på taget og sprang ind på forsædet. Lygterne tændtes, motoren startede, og så kørte han ellers derudaf.
”Forbandede københavnere” mumlede Svendsen.
Find resten af historien her:
#2 Broen
(Kort fortalt var de ikke ligefrem rundt om hjørnet).
Margit sad endnu under bordet, hvor hun rystede over hele kroppen.
”Viggo?” kaldte Svendsen, der var gået tilbage til de andre. ”Viggo, min ven, prøv engang at høre her… øh, jeg ved sgu ikke, hvad der sker her, men måske skulle du falde lidt til ro?”.
Rumvæsnet i Viggos mund vendte sig mod ham, og vennens krop fulgte med.
”Menneske” sagde skabningen. ”Er du kommet for at udfordre mig? I så fald er du dømt til fejle. Jeg kan ikke besejres af nogen på denne planet. Jeg er mægtigere end hele din ynkelige art. Du har ingen våben, der kan skade mig. Sorg, smerte og tristhed gør mig kun stærkere!”.
”Øh” mumlede Svendsen og kradsede sig selv i nakken. ”Ey d… ey øh… ja”.
”Du tør ikke engang kæmpe mod mig” snerrede rumvæsnet og tog et skridt nærmere ham. ”Tag du hellere og løb din vej, imens du endnu kan. Måske når du endda at slippe væk!”.
Svendsen sank en klump. Jeg ville bare gerne have været på jagt i dag, er det for meget at forlange? Nå, for helvede, så lad da gå, lad os gøre det her.
”Ey, Danmark” sagde han og overfaldt Viggos krop i en krammer. ”Hvad sker der for dig?”.
”Hvad!” snerrede rumvæsnet, idet det prøvede at kæmpe sig fri, men alene de få ord havde vækket en del af Viggos bevidsthed op til overfladen. Han kæmpede stadig imod Svendsens omfavnelse, dog kun i et halvhjertet forsøg, og da Carl-Elias uset sprang på mekanikeren bagfra, blev han helt overrumplet.
”Jeg tror, vi tager low low tech løsningen i dag, Chi’Ken’Tho. Jeg kan se det ske’ - det’ ak, det’ ve”.
Prinsen af Den Glemte Galakse slog ud efter ham, så Ray-ban solbrillerne fløj af københavneren.
Synet bag dem var lige ved at besejre Svendsen, men gennem ren og skær benægtelse af virkeligheden, lykkedes det ham at ignorere de brune flueøjne.
I sandhed menneskehedens største superkraft.
Sammen skrålede de, så godt de nu kunne, til de var hæse og trætte, imens Viggos krop blev slappere og slappere. Da de blev færdige med sangen, startede de blot forfra igen, indtil den besatte mekaniker til sidst begyndte at hoste voldsomt. ”Sådan” sagde Svendsen. ”Ud med det. Kom så, kammerat. Puha, ja, ud med det øh… det skidt. Bare ligesom at have slim i halsen”.
Der lød et rygradssmuldrende ”blob”, og det store grønne øjeæble ramte gulvet.
Her vendte det sig med det samme og stirrede rundt efter en mulig flugtvej, men før det kunne nå at regne ud, hvordan det skulle bære sig af med at løbe uden nogen ben, (i bund og grund hvordan det kunne igangsætte en lille personlig evolution efter så mange år uden træning, og når det var i så dårlig form i forvejen oven på alle Margits frygteligt fede tarteletter) fangede Carl-Elias det med en småkage dåse, han havde fundet bag disken. ”Fik dig, din snotklat”. Han rystede dåsen et par gange, hvorfra der lød en hylen og hvinen.
”Se” sagde han og viste dåsen til Svendsen. ”Jeg udvalgte den godt nok efter øjemål, men den passende alligevel. Øjemål… nah, lige meget”.
Men den lokale opfattede ikke rigtigt, hvad københavneren sagde. Han var for optaget af vennens mumlen.
”Svendsen, Svendsen, er det dig? Åh nej, åh nej… nu husker, hvad der skete. Jeg er så ked af det. Jeg kom for sent igen, gjorde jeg ikke. Åh… tror du måske stadig, vi kan nå på en pürch inden frokost, eller er det for sent?”.
”Jeg tror lige, det går, Viggo” smilede Svendsen. Margit styrtede frem fra sit skjulested for at overfalde sin mand, og for en gang skylds blandede Svendsen sig ikke.
I stedet trådte han hen til Carl-Elias, der var ved at befri Dorte. ”Her” sagde han og rakte ham de faldne Ray-ban solbriller. Hans mave faldt straks mere til ro, da de igen dækkede københavnerens øjne. Nu kunne han bedre overskue situationen, da alle visuelle beviser var forsvundet.
Viggo var syg. Hvordan kan jeg nok ikke forstå alligevel. Tror du måske, jeg er læge? Nej. Nej, den slags ved storsnudede københavnertyper mere om end mig, det må jeg indrømme. Det tilstår jeg. Hellere bare komme videre til at hjælpe Viggo. Han er nok lidt nede. Vi kan trods alt stadig nå på jagt.
”Hvad sker der nu?” spurgte han den fremmede. ”Finder du en dims frem og får alting til at gå, ligesom den der film?”.
”Ikke helt” svarede Carl-Elias. ”Nej, det mest’ freaky ved den her situation er næsten budgettet. Jeg kan godt love dig for, at Dr ikke er de eneste, der er blevet skåret nogle procent. Få jer i stedet en kop kaffe og tag og kig denne her igennem”.
Han rakte Svendsen en stak sedler fra sin rygsæk, som den lokale skimmede.
”Hva’ for noget er det her… licens… hva’, nu er du vel ikke licensmand, din slyngel?”.
”Nej, nej” svarede københavneren. ”Trust me, det er meget bedre. Hvis I underskriver dem her og lover aldrig fortælle nogen om, hvad I så… så slipper I for licens på livstid. Altså, det er jo næsten bedre end at fjerne hukommelsen, ikke? Så bliver I belønnet for det, I har været udsat for”.
”Slipper for licens” mumlede Svendsen skuffet. ”Men det betalte jeg sgu da i… nårh, ja, skal vi så ikke få den kop kaffe?”.
”Ahhh” trak Carl-Elias på skuldrene. ”Jeg tror næsten, jeg har fået nok af jeres øh, kaffe kalder du det alligevel, for i dag. Det er ikke godt for maven med for meget af den slags. Desuden er det lang køretur tilbage til civilisationen”.
”Aha, javel” nikkede Svendsen. ”Civilisationen”. Nu var de ved at tilbage ved noget, han kunne forholde sig til. ”Så må du ha’ det”.
Carl-Elias lavede et mærkeligt håndtegn, samlede sine sager sammen og styrede ud på parkeringspladsen, hvor tyskerne nu var ved at vågne op. Han nærmest dansede hen til sin blå hybrid, klappede den på taget og sprang ind på forsædet. Lygterne tændtes, motoren startede, og så kørte han ellers derudaf.
”Forbandede københavnere” mumlede Svendsen.
Find resten af historien her:
#2 Broen
Kommentarer
Send en kommentar