Her kan du finde første del af historien om Carl-Elias.
Broen
Bilen bremsede op for femte gang inden for hundrede meter.
Carl-Elias sukkede og rakte ud efter sin kaffe. Hans humør var efterhånden ved at være lige så tyndslidt som lakken på den hæslige orange vogn foran ham.
Men han kunne ikke opgive alt håb nu. Han var næsten hjemme i civilisationen igen.
Han kunne se til Sjælland, så nu gjaldt det om at forblive rolig.
Der var bare tale om en lille smule vejarbejde og en lille kø.
Det her var ikke nogen krise, han ikke kunne kla… ”Ad, for helvede! Føj!”.
Han slyngede koppen om på bagsædet, hvor dens indhold lavede pletter på betrækket.
Kaffen var kold. Og ikke bare kold, men lige præcis den rigtige grad af hverken lunken eller kølig, der vækkede alle de værste smagscentre i hjernen.
”Føj for Satan. Helvede. Lort” mumlede han og greb ud efter nogle servietter, han kunne bruge til at tørre bagsædet af med.
”Dyyyyyt!” lød det fra vognen bag ved. Køen havde rykket endnu ti meter.
”Ja, ja for fa’en. Tag det nu roligt. Det er ikke, fordi vi går glip af noget alligevel. DSB Orange skal ingen vegne lige nu. Jeg har hørt dig, jeg har hørt dig. Kører nu… forbandede… hmmm…”.
Carl-Elias trillede de få tomme meter og hev så i håndbremsen med et voldsomt suk.
Han fik igen fundet servietterne frem for at få i gang med bagsædet, men skaden var allerede sket.
En hånd kravlede ud mellem knapperne på hans lyserøde skjorte for at servere ham en smøg, men han havde lænet sig for langt forover, og resultatet var en ren katastrofe.
”Nej! Nej, nej, nej, det er bare for meget”. Han bøjede sig ned og rakte ud efter smøgen, men den var forsvundet i rillen ved siden af forsædet.
Han kunne lige præcis mærke papiret på spidsen af sin pegefinger helt nede i bunden, men ikke få fat i den.
Der lød en latter fra småkagedåsen på sædet til højre for Carl-Elias.
”Ja, selvfølgelig elsker du det her. Det er sjovt, ik? Ha. Ha. Ha. Her sidder jeg fanget i trafikken, så tæt på at være hjemme, uden nogen smøger eller kaffe, imens du vel bare sidder der og mæsker dig. Lige noget for dig, hva? Du nyder det sikkert rigtigt, det her helvede. Måske skulle jeg bare tage og kaste dig ud på vejen. Så kan du rigtigt få kø-skærsilden at se helt tæt på. Hvordan lyder det?”.
Småkagedåsen undlod at svare.
Carl-Elias lagde hænderne på rettet og trommede febrilsk på læderet med sine fingre.
Hvad han ikke ville give for en smøg. Det havde været hans sidste.
Men han var næsten hjemme, det måtte han bare fokusere på.
Han kunne se Sjælland. Tænk på det. Han var tættere på, end han havde været, siden han begyndte køreturen.
Hvorfor var det så, at han følte sig længere væk, end han havde gjort i Jylland?
Uden at tænke over det var han begyndt at bide i sin højre pegefinger.
Hvor længe skulle han holde her? Nu var det efterhånden noget tid, siden den orange bil sidst bevægede sig.
Måske var den brudt sammen?
Men så igen; en bil der så så slidt ud var velsagtens stædig nok til at fortsætte længe endnu.
Han kunne sagtens have bildt sig selv ind, at den hørte til på et museum.
Altså hvis den ikke havde været for hæslig til at blive udstillet.
Men han så den køre lige før, så noget i den fungerede nok stadigvæk.
Der burde dog være love for at køre i sådan noget gammelt, grimt skidt.
Stod det til ham, burde den blive tvangsindlagt hos en skrotforhandler.
Den havde gjort sin tjeneste og fortjente at blive pensioneret. Gerne et sted langt væk fra enhver, der besad velfungerende øjne. Måske omme bag et værksted med en presenning henover.
Netop som alle disse tanker løb gennem hans hoved, begyndte det orange uhyre langsomt at bevæge sig.
Håbet nåede lige at hoppe op i halsen på Carl-Elias for så at flygte ud ad vinduet og springe ud over kanten på broen, hvor det druknede med en serie af paniske svømmetag.
De kunne ikke have rykket sig mere end 8 meter. Røvsyge 8 meter.
Det var en ny bundrekord.
Han kunne jo være nået at løbe til Sjælland, så lang tid det her tog.
(Ikke at Carl-Elias løb. Men det kunne han helt sikkert gå i gang med. Fra næste uge af; det lovede han. Hvis han nogensinde slap ud af denne situation, så ville han gå i gang på mandag, og han ville fortsætte og komme i bedre form og så… nej vent, han havde selvfølgelig den der aftale på mandag… pokkers… nå, det var der vel ikke noget at gøre ved).
Bilen bag ham dyttede og den bag ved den og tre led længere tilbage.
Normalt forsøgte han at forholde sig rolig i disse situationer. Han brød sig ikke om at presse på.
Det nyttede jo alligevel ikke noget.
Men som det sidste led i en lang dominorække af trafikalt had hamrede Carl-Elias næven i hornet.
Den orange bil svarede ikke på orkesteret.
Carl-Elias sukkede og rakte ud efter sin kaffe. Hans humør var efterhånden ved at være lige så tyndslidt som lakken på den hæslige orange vogn foran ham.
Men han kunne ikke opgive alt håb nu. Han var næsten hjemme i civilisationen igen.
Han kunne se til Sjælland, så nu gjaldt det om at forblive rolig.
Der var bare tale om en lille smule vejarbejde og en lille kø.
Det her var ikke nogen krise, han ikke kunne kla… ”Ad, for helvede! Føj!”.
Han slyngede koppen om på bagsædet, hvor dens indhold lavede pletter på betrækket.
Kaffen var kold. Og ikke bare kold, men lige præcis den rigtige grad af hverken lunken eller kølig, der vækkede alle de værste smagscentre i hjernen.
”Føj for Satan. Helvede. Lort” mumlede han og greb ud efter nogle servietter, han kunne bruge til at tørre bagsædet af med.
”Dyyyyyt!” lød det fra vognen bag ved. Køen havde rykket endnu ti meter.
”Ja, ja for fa’en. Tag det nu roligt. Det er ikke, fordi vi går glip af noget alligevel. DSB Orange skal ingen vegne lige nu. Jeg har hørt dig, jeg har hørt dig. Kører nu… forbandede… hmmm…”.
Carl-Elias trillede de få tomme meter og hev så i håndbremsen med et voldsomt suk.
Han fik igen fundet servietterne frem for at få i gang med bagsædet, men skaden var allerede sket.
En hånd kravlede ud mellem knapperne på hans lyserøde skjorte for at servere ham en smøg, men han havde lænet sig for langt forover, og resultatet var en ren katastrofe.
”Nej! Nej, nej, nej, det er bare for meget”. Han bøjede sig ned og rakte ud efter smøgen, men den var forsvundet i rillen ved siden af forsædet.
Han kunne lige præcis mærke papiret på spidsen af sin pegefinger helt nede i bunden, men ikke få fat i den.
Der lød en latter fra småkagedåsen på sædet til højre for Carl-Elias.
”Ja, selvfølgelig elsker du det her. Det er sjovt, ik? Ha. Ha. Ha. Her sidder jeg fanget i trafikken, så tæt på at være hjemme, uden nogen smøger eller kaffe, imens du vel bare sidder der og mæsker dig. Lige noget for dig, hva? Du nyder det sikkert rigtigt, det her helvede. Måske skulle jeg bare tage og kaste dig ud på vejen. Så kan du rigtigt få kø-skærsilden at se helt tæt på. Hvordan lyder det?”.
Småkagedåsen undlod at svare.
Carl-Elias lagde hænderne på rettet og trommede febrilsk på læderet med sine fingre.
Hvad han ikke ville give for en smøg. Det havde været hans sidste.
Men han var næsten hjemme, det måtte han bare fokusere på.
Han kunne se Sjælland. Tænk på det. Han var tættere på, end han havde været, siden han begyndte køreturen.
Hvorfor var det så, at han følte sig længere væk, end han havde gjort i Jylland?
Uden at tænke over det var han begyndt at bide i sin højre pegefinger.
Hvor længe skulle han holde her? Nu var det efterhånden noget tid, siden den orange bil sidst bevægede sig.
Måske var den brudt sammen?
Men så igen; en bil der så så slidt ud var velsagtens stædig nok til at fortsætte længe endnu.
Han kunne sagtens have bildt sig selv ind, at den hørte til på et museum.
Altså hvis den ikke havde været for hæslig til at blive udstillet.
Men han så den køre lige før, så noget i den fungerede nok stadigvæk.
Der burde dog være love for at køre i sådan noget gammelt, grimt skidt.
Stod det til ham, burde den blive tvangsindlagt hos en skrotforhandler.
Den havde gjort sin tjeneste og fortjente at blive pensioneret. Gerne et sted langt væk fra enhver, der besad velfungerende øjne. Måske omme bag et værksted med en presenning henover.
Netop som alle disse tanker løb gennem hans hoved, begyndte det orange uhyre langsomt at bevæge sig.
Håbet nåede lige at hoppe op i halsen på Carl-Elias for så at flygte ud ad vinduet og springe ud over kanten på broen, hvor det druknede med en serie af paniske svømmetag.
De kunne ikke have rykket sig mere end 8 meter. Røvsyge 8 meter.
Det var en ny bundrekord.
Han kunne jo være nået at løbe til Sjælland, så lang tid det her tog.
(Ikke at Carl-Elias løb. Men det kunne han helt sikkert gå i gang med. Fra næste uge af; det lovede han. Hvis han nogensinde slap ud af denne situation, så ville han gå i gang på mandag, og han ville fortsætte og komme i bedre form og så… nej vent, han havde selvfølgelig den der aftale på mandag… pokkers… nå, det var der vel ikke noget at gøre ved).
Bilen bag ham dyttede og den bag ved den og tre led længere tilbage.
Normalt forsøgte han at forholde sig rolig i disse situationer. Han brød sig ikke om at presse på.
Det nyttede jo alligevel ikke noget.
Men som det sidste led i en lang dominorække af trafikalt had hamrede Carl-Elias næven i hornet.
Den orange bil svarede ikke på orkesteret.
34m og 33min senere begyndte det at regne.
Carl-Elias forbandede igen tabet af sin cd-afspiller. Normalt ville han blot bruge bluetooth-systemet i sin bil, men det havde ikke virket på det sidste, og desuden var hans telefon tør for strøm.
Han havde glemt opladerstikket derhjemme. Eller nej, det var Anna. Hun ville sørge for at have alt pakket, inden han tog afsted, det lovede hun.
Alt indebar vel også opladeren til hans telefon.
Men man kunne vel efterhånden ikke forvente andet fra den gamle kone end en snarlig pension og en invitation til begravelsen kort tid efter.
Carl-Elias skævede mistænksomt til radioen. Sidste gang han risikerede lotteriet endte han med at sidde og høre på dødsmetal i to timer bare for at kunne holde sig vågen.
Han trykkede på tænd. Den først kanal lød til at være nyhederne.
De snakkede om Amerika og Rusland og noget med udenrigspolitikken.
”… indtil videre lader det til, USA's udenrigsminister George M…”. Han skiftede kanal.
”… al sympati til overs for dem, der er fanget på den anden side af tæppet, men…”
”… sådan som situationen er lige nu, er der kun et muligt resultat, og det er…”
”… krig. Det er der ikke nogen, der ønsker, det kan jeg forsikre jer om. Hverken USA eller S…”
”… skovens grønne træer. Forstår du alle hjerter der banker her og der. Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær. Så har du fundet ud af noget, som er meget værd”.
Carl-Elias sukkede, men kunne ikke lade være med at nynne med.
”Lidt retro måske, men der er selvfølgelig ikke noget galt med lidt Reichhardt, den gamle”.
Som svar hakkede radioen, og i ti sekunder blev hans trommehinder tortureret med den danske synkronisering af ”Let it Go”.
”Ar… ad… hvad fanden!” bandede Carl-Elias og slukkede radioen.
Han ignorerede den luskede latter fra småkagedåsen og gnubbede øjnene, lige da en skygge passerede forbi det åbne vindue.
Hov vent, der var sgu fri bane. Han sparkede til speederen og nåede kun lige i sidste øjeblik at bremse igen.
”Shit!”.
Han kunne ellers have svoret, at den orange bil ikke længere holdte foran ham.
Der var fri bane. Eller det havde der været. Eller det…
Nu var alt han kunne se den rustne orange vogn med dens vejrbidte nummerplade.
DA-978-42
”DA. Ikke DK. Er det sådan en slags alternativ… Ad for helvede! Føj!”.
Rent instinktivt havde han rakt ud efter kaffen igen og helt glemt alt om dens temperatur.
Endnu en gang blev den kylet om på bagsædet, og endnu en gang måtte han i gang med en serviet.
”Ja, ja for fa’en. Tag det nu roligt” råbte han, da bilen bag ham dyttede. ”Det er kun nogle få meter alligevel”. Udenfor var det stoppet med at regne.
Noget faldt ud af hans skjortelomme, da han atter trak i håndbremsen lidt længere fremme.
Det var hans æske med smøger. Eller rettere sagt: æske uden smøger.
Han havde jo tabt den sidste ned under sædet tidligere… eller havde han.
Carl-Elias åbnede æsken, og der var ganske rigtigt én eneste cigaret tilbage.
Han kunne ellers have svoret.
Men hans hukommelse havde vel allerede en gang vist sig at være hullet, så hva’ pokker?
Alene det at sætte den mellem tænderne føltes godt. Han lavede en kunstpause, før han førte zippo lighteren op til målet, og ”av for satan!”.
Han trak fingrene væk fra den lille flamme og glemte i et halvt sekund alt om smøgen, der fulgte den første ned i rillen ved siden af sædet.
Hvordan det skete, havde Carl-Elias ingen anelse om. Den lighter havde været i hans besiddelse i fem år, og dette var den første gang han nogensinde var blevet brændt.
Desperat stak han igen hånden ned ved siden af sædet, men ligesom sin forgænger var smøgen gået tabt. Han lagde æsken i handskerummet og forsøgte at glemme denne tragedie.
Carl-Elias forbandede igen tabet af sin cd-afspiller. Normalt ville han blot bruge bluetooth-systemet i sin bil, men det havde ikke virket på det sidste, og desuden var hans telefon tør for strøm.
Han havde glemt opladerstikket derhjemme. Eller nej, det var Anna. Hun ville sørge for at have alt pakket, inden han tog afsted, det lovede hun.
Alt indebar vel også opladeren til hans telefon.
Men man kunne vel efterhånden ikke forvente andet fra den gamle kone end en snarlig pension og en invitation til begravelsen kort tid efter.
Carl-Elias skævede mistænksomt til radioen. Sidste gang han risikerede lotteriet endte han med at sidde og høre på dødsmetal i to timer bare for at kunne holde sig vågen.
Han trykkede på tænd. Den først kanal lød til at være nyhederne.
De snakkede om Amerika og Rusland og noget med udenrigspolitikken.
”… indtil videre lader det til, USA's udenrigsminister George M…”. Han skiftede kanal.
”… al sympati til overs for dem, der er fanget på den anden side af tæppet, men…”
”… sådan som situationen er lige nu, er der kun et muligt resultat, og det er…”
”… krig. Det er der ikke nogen, der ønsker, det kan jeg forsikre jer om. Hverken USA eller S…”
”… skovens grønne træer. Forstår du alle hjerter der banker her og der. Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær. Så har du fundet ud af noget, som er meget værd”.
Carl-Elias sukkede, men kunne ikke lade være med at nynne med.
”Lidt retro måske, men der er selvfølgelig ikke noget galt med lidt Reichhardt, den gamle”.
Som svar hakkede radioen, og i ti sekunder blev hans trommehinder tortureret med den danske synkronisering af ”Let it Go”.
”Ar… ad… hvad fanden!” bandede Carl-Elias og slukkede radioen.
Han ignorerede den luskede latter fra småkagedåsen og gnubbede øjnene, lige da en skygge passerede forbi det åbne vindue.
Hov vent, der var sgu fri bane. Han sparkede til speederen og nåede kun lige i sidste øjeblik at bremse igen.
”Shit!”.
Han kunne ellers have svoret, at den orange bil ikke længere holdte foran ham.
Der var fri bane. Eller det havde der været. Eller det…
Nu var alt han kunne se den rustne orange vogn med dens vejrbidte nummerplade.
DA-978-42
”DA. Ikke DK. Er det sådan en slags alternativ… Ad for helvede! Føj!”.
Rent instinktivt havde han rakt ud efter kaffen igen og helt glemt alt om dens temperatur.
Endnu en gang blev den kylet om på bagsædet, og endnu en gang måtte han i gang med en serviet.
”Ja, ja for fa’en. Tag det nu roligt” råbte han, da bilen bag ham dyttede. ”Det er kun nogle få meter alligevel”. Udenfor var det stoppet med at regne.
Noget faldt ud af hans skjortelomme, da han atter trak i håndbremsen lidt længere fremme.
Det var hans æske med smøger. Eller rettere sagt: æske uden smøger.
Han havde jo tabt den sidste ned under sædet tidligere… eller havde han.
Carl-Elias åbnede æsken, og der var ganske rigtigt én eneste cigaret tilbage.
Han kunne ellers have svoret.
Men hans hukommelse havde vel allerede en gang vist sig at være hullet, så hva’ pokker?
Alene det at sætte den mellem tænderne føltes godt. Han lavede en kunstpause, før han førte zippo lighteren op til målet, og ”av for satan!”.
Han trak fingrene væk fra den lille flamme og glemte i et halvt sekund alt om smøgen, der fulgte den første ned i rillen ved siden af sædet.
Hvordan det skete, havde Carl-Elias ingen anelse om. Den lighter havde været i hans besiddelse i fem år, og dette var den første gang han nogensinde var blevet brændt.
Desperat stak han igen hånden ned ved siden af sædet, men ligesom sin forgænger var smøgen gået tabt. Han lagde æsken i handskerummet og forsøgte at glemme denne tragedie.
Minutterne sneglede sig videre og blev efterhånden til en
halv time, men Carl-Elias følte ikke, han kom nogen vegne. Han kunne fortsat se
et rødt ”Adgang forbudt for uvedkommende” skilt ude til højre på kanten
af broen, der lignede et helt magen til det, han havde kigget på tidligere.
Radioen havde han givet op på. Der var ikke noget på, der sagte ham særligt meget.
I stedet tilbragte han tiden med at betragte bilerne omkring sig i køen.
Den arrige vogn bag ham var sort, blank og sandsynligvis spritny.
Noget ved den skreg ”tandlæge”, men Carl-Elias kunne ikke komme med nogen anden forklaring end den tydeligt høje pris. Det var lidt af et skruml, på den der pralende, ”jeg-har-firehjulstræk-fordi”-facon.
Kvinden på forsædet var høj, blondt og bister med en snerren som en ilter kamphund.
Det var kun alt for tydeligt, at hun i hvert fald ikke havde tid til den her forsinkelse.
Bag hende holdt en glatpoleret veteran med en ung herre i jakkesæt bag forsædet.
Var han overhovedet gammel nok til at køre bil?
Hans øjne glødede med en farve, Carl-Elias ikke kunne beskrive på anden vis end champagnebrus, selvom han nu var sikker på, at den unge chauffør var for fin til varer, der blev sagsøgt af den franske provins.
Endnu en byge ramte broen, da køen rykkede nogle få meter længere frem.
I sporet til venstre var en børnefamilie parkeret. Den grønne lak var ridset og mudret, og bagsædet var en krigszone, så der så alting egentligt ud, som det skulle være.
To biler tilbage blev en dør åbnet, og den unge mand trådte ud.
Champagnen boblede i knægtens blik, da han styrede fremad gennem køen.
Han trådte lige forbi Carl-Elias og nåede frem til den lunke appelsinvogn foran.
Der var fri bane, men den havde af en eller anden årsag ikke rørt sig.
Det bragede, da han hamrede på bildøren. Han skulle nok give den sin mening om sagen, og Carl-Elias håbede blot på, at det ikke ville tage for længe. Den orange vogn havde allerede spildt for meget af deres tid…
”Ad for helvede! Føj!”.
Der gik ti sekunder, før Carl-Elias indså, hvad han havde gjort.
Et dyt mindede ham om, at der var fri bane, og han gennemførte de få ledige meter.
Men hvordan pokker? Han kiggede om på bagsædet, hvor kaffekoppen for tredje gang lå og svinede.
Men han havde ikke hentet den igen. Desuden kunne der umuligt være noget tilbage i den efterhånden.
En central nerve i hans hjerne var lige ved at begå selvmord, da en smøg faldt fra skjortelommen og lige ned i rillen ved siden af sædet.
Han kunne ellers have svo… nej, han vidste det.
Der havde ikke været flere cigaretter tilbage. For ikke at nævne at den tomme æske burde ligge i handskerummet.
Carl-Elias tog sin hat på og trådte ud af bilen.
Regnen var forsvundet. Pagne-fyren var tilbage i veteranen.
Halvtreds meter længere fremme hang et skilt på højre hånd.
Adgang forbudt for uvedkommende stod der.
Hans første reaktion var at trække telefonen op af lommen.
Efter at have forsøgt at indtaste nummeret kom han i tanke om, at den var tør for strøm.
Han kunne altså ikke tilkalde kontoret. Hvilket ville sige, at de ikke kunne tilkalde det internationale hovedkontor. Hvilket ville sige, at han var nødt til at løse denne sag selv.
En sag der var langt over hans løn-og-autoriseringsniveau.
Han var nok ikke engang kvalificeret til at klare det efterfølgende papirarbejde.
Hvad kunne han gøre?
Alle bilerne omkring ham var de samme som før, som de havde været i, hvem ved hvor længe.
Var det her kun tredje gang, han smagte på kaffen? Fjerde? Femte?
Der lød et dyt i det fjerne. Så et tættere på.
Det var bare for meget, hele det her skidte’møg, og så at skulle tænke på tomme lunger.
Hvis bare han kunne… men det kunne han ikke.
Et vredt blik fra tandlægen fik ham til at sætte sig ind i bilen. ”Sure kælling”.
Ved siden af kagedåsen på passagersædet lå hans rygsæk, og selvom han vidste, der ikke var noget, han kunne bruge i den, rodede han den igennem.
En tom colaflaske, en bog, noget nyttesløst papir, en pose uden tobak, indpakningen fra en Ritter Sport og flere hjemmebrændte cd-er, end han vidste, hvad han skulle gøre af, selv hvis afspilleren ikke var gået i stykker.
Med andre ord: røv og nøgler.
Han tænkte sagen igennem fra alle tænkelige vinkler og samtlige 4½ dimensioner.
Han burde selvfølgelig forsøge at finde ud af årsagen, men det var for åbenlyst.
Den slags ville jo bare lede til problemets kerne, og han var næsten sikker på, at det ikke var en kerne, han havde lyst til at kigge nærmere på.
Så hellere tænke lidt over det.
Radioen havde han givet op på. Der var ikke noget på, der sagte ham særligt meget.
I stedet tilbragte han tiden med at betragte bilerne omkring sig i køen.
Den arrige vogn bag ham var sort, blank og sandsynligvis spritny.
Noget ved den skreg ”tandlæge”, men Carl-Elias kunne ikke komme med nogen anden forklaring end den tydeligt høje pris. Det var lidt af et skruml, på den der pralende, ”jeg-har-firehjulstræk-fordi”-facon.
Kvinden på forsædet var høj, blondt og bister med en snerren som en ilter kamphund.
Det var kun alt for tydeligt, at hun i hvert fald ikke havde tid til den her forsinkelse.
Bag hende holdt en glatpoleret veteran med en ung herre i jakkesæt bag forsædet.
Var han overhovedet gammel nok til at køre bil?
Hans øjne glødede med en farve, Carl-Elias ikke kunne beskrive på anden vis end champagnebrus, selvom han nu var sikker på, at den unge chauffør var for fin til varer, der blev sagsøgt af den franske provins.
Endnu en byge ramte broen, da køen rykkede nogle få meter længere frem.
I sporet til venstre var en børnefamilie parkeret. Den grønne lak var ridset og mudret, og bagsædet var en krigszone, så der så alting egentligt ud, som det skulle være.
To biler tilbage blev en dør åbnet, og den unge mand trådte ud.
Champagnen boblede i knægtens blik, da han styrede fremad gennem køen.
Han trådte lige forbi Carl-Elias og nåede frem til den lunke appelsinvogn foran.
Der var fri bane, men den havde af en eller anden årsag ikke rørt sig.
Det bragede, da han hamrede på bildøren. Han skulle nok give den sin mening om sagen, og Carl-Elias håbede blot på, at det ikke ville tage for længe. Den orange vogn havde allerede spildt for meget af deres tid…
”Ad for helvede! Føj!”.
Der gik ti sekunder, før Carl-Elias indså, hvad han havde gjort.
Et dyt mindede ham om, at der var fri bane, og han gennemførte de få ledige meter.
Men hvordan pokker? Han kiggede om på bagsædet, hvor kaffekoppen for tredje gang lå og svinede.
Men han havde ikke hentet den igen. Desuden kunne der umuligt være noget tilbage i den efterhånden.
En central nerve i hans hjerne var lige ved at begå selvmord, da en smøg faldt fra skjortelommen og lige ned i rillen ved siden af sædet.
Han kunne ellers have svo… nej, han vidste det.
Der havde ikke været flere cigaretter tilbage. For ikke at nævne at den tomme æske burde ligge i handskerummet.
Carl-Elias tog sin hat på og trådte ud af bilen.
Regnen var forsvundet. Pagne-fyren var tilbage i veteranen.
Halvtreds meter længere fremme hang et skilt på højre hånd.
Adgang forbudt for uvedkommende stod der.
Hans første reaktion var at trække telefonen op af lommen.
Efter at have forsøgt at indtaste nummeret kom han i tanke om, at den var tør for strøm.
Han kunne altså ikke tilkalde kontoret. Hvilket ville sige, at de ikke kunne tilkalde det internationale hovedkontor. Hvilket ville sige, at han var nødt til at løse denne sag selv.
En sag der var langt over hans løn-og-autoriseringsniveau.
Han var nok ikke engang kvalificeret til at klare det efterfølgende papirarbejde.
Hvad kunne han gøre?
Alle bilerne omkring ham var de samme som før, som de havde været i, hvem ved hvor længe.
Var det her kun tredje gang, han smagte på kaffen? Fjerde? Femte?
Der lød et dyt i det fjerne. Så et tættere på.
Det var bare for meget, hele det her skidte’møg, og så at skulle tænke på tomme lunger.
Hvis bare han kunne… men det kunne han ikke.
Et vredt blik fra tandlægen fik ham til at sætte sig ind i bilen. ”Sure kælling”.
Ved siden af kagedåsen på passagersædet lå hans rygsæk, og selvom han vidste, der ikke var noget, han kunne bruge i den, rodede han den igennem.
En tom colaflaske, en bog, noget nyttesløst papir, en pose uden tobak, indpakningen fra en Ritter Sport og flere hjemmebrændte cd-er, end han vidste, hvad han skulle gøre af, selv hvis afspilleren ikke var gået i stykker.
Med andre ord: røv og nøgler.
Han tænkte sagen igennem fra alle tænkelige vinkler og samtlige 4½ dimensioner.
Han burde selvfølgelig forsøge at finde ud af årsagen, men det var for åbenlyst.
Den slags ville jo bare lede til problemets kerne, og han var næsten sikker på, at det ikke var en kerne, han havde lyst til at kigge nærmere på.
Så hellere tænke lidt over det.
Hans beslutsomhed vendte tilbage på samme tid som regnen.
Det her kunne jo ikke gå.
Han var timelønnet og vidste, at den samme time ikke kunne indskrives flere gange.
”Nå, tid til at finde ud af hvem der har lavet en lort på mit hoved?” sagde han og trådte ud af bilen.
Hvad med tandlægen? Hun så i hvert fald ondsindet ud.
Men hele den her situation virkede ikke som nogen dyster plan, det var den alt for vellykket til.
Nej, det her var en fejltagelse.
Havde nogen forsøgt at bygge en tidsmaskine?
Det var lidt åbenlyst, men kunne meget vel være forklaringen.
Der var altid et eller andet ambitiøst geni, der var nødt til at ødelægge det for alle andre.
Pagne-fyren lignede ikke ligefrem noget geni, men det kunne selvfølgelig ikke udelukkes.
Nogle mennesker havde overskud til både at være provokerende rige, provokerende veltrænede og provokerende kloge.
Carl-Elias antændte en mental smøg og trådte nogle skridt ned mod veteranbilen.
Hmmm… nu da han kiggede nærmere på møgungen, begyndte han at komme i tvivl.
Hvis denne fyr var snedig nok til at fremtænke en tidsmaskine, ville han nok have fået nogle andre til at bygge og afprøve den for sig. Han manglede tydeligvis ikke midlerne.
I sporet til venstre søgte han efter familiebilen, men den var borte.
På dens plads holdt nu en ung kvinde med et sæt lynskarpe øjne og et nervøst smil.
Hun så til gengæld alt for klog ud til at bygge en tidsmaskine.
Den slags var altid for folkene i midten. Dem der havde evnerne, men ikke forstanden til at tænke sagen igennem.
Desuden måtte det betyde, at fænomenet var begrænset til dette spor.
”Lad os nu se”.
Carl-Elias trådte ud af sporet og opdagede med det samme, at han var tilbage i bilen.
Nogen bag ham dyttede. ”Ja, ja, for helvede” skred han. ”Det er jo ikke fordi, at…”.
Men der var jo fri bane. Den orange bil var borte.
Han tænkte ikke over sagen og satte fuld fart fremad.
Sådan, sådan, sådan!?? ”… kraaabraaaa-bang!”. Carl-Elias slog hovedet fremad og blev overfaldet af airbaggen. ”Satan i helvede…”.
Han tog sig til næsen og krøb ud af bilen.
Der var den orange vogn. Han var kørt lige ind i den.
Men den havde ikke været der for fem sekunder siden, det var et faktum.
”Er du okay?”. Det var tandlægen, men hun så nu mere opbragt ud end oprevet.
Carl-Elias nåede knap nok at svare, før hun var i gang med at hamre løs på appelsinvognen.
”Hvad fanden tror du, du laver! Du kan ikke bare bakke sådan op i folk, din stjernepsykopat!”.
Døren blev åbnet, og han fik et glimt af den forvirrede mand på forsædet.
”Øh, undskyld, skete der noget? Jeg er næsten helt sikker på, at jeg hørte noget. Hvad med dig?
Hørte du noget?”
”Om jeg hørte noget! Du har lige smadret denne mands bil. Du kunne nær have taget livet af ham – og nu kan ingen af os komme videre. Hvem tror du lige, du er! Jeg har en date, jeg skal nå og…”.
”En date? Åh, ja, sådan en har jeg også. Er han sød, ham du skal ud med? Sonja er i hvert fald sød.
Vi skal mødes om… øh, lige om lidt tror jeg. Måske kommer jeg endda lidt for sent.
Jeg håber ikke, hun bliver alt for vred. Tror du, hun gør det?”.
”Jeg skal give dig vred, din kraftidiot! Fatter du ikke, hvad der lige er sket?”.
”Jeg har dog købt blomster, så det går nok, men jeg vil virkeligt ikke have, at hun bliver sur…”.
Carl-Elias pressede en serviet mod blødningen for ikke at få mere grønt på tøjet.
Han var virkeligt så forbandet svimmel… hvad ævlede ham manden dog om?
Måske var han træt? Carl-Elias kunne i hvert fald godt bruge en lille lur…
Det her kunne jo ikke gå.
Han var timelønnet og vidste, at den samme time ikke kunne indskrives flere gange.
”Nå, tid til at finde ud af hvem der har lavet en lort på mit hoved?” sagde han og trådte ud af bilen.
Hvad med tandlægen? Hun så i hvert fald ondsindet ud.
Men hele den her situation virkede ikke som nogen dyster plan, det var den alt for vellykket til.
Nej, det her var en fejltagelse.
Havde nogen forsøgt at bygge en tidsmaskine?
Det var lidt åbenlyst, men kunne meget vel være forklaringen.
Der var altid et eller andet ambitiøst geni, der var nødt til at ødelægge det for alle andre.
Pagne-fyren lignede ikke ligefrem noget geni, men det kunne selvfølgelig ikke udelukkes.
Nogle mennesker havde overskud til både at være provokerende rige, provokerende veltrænede og provokerende kloge.
Carl-Elias antændte en mental smøg og trådte nogle skridt ned mod veteranbilen.
Hmmm… nu da han kiggede nærmere på møgungen, begyndte han at komme i tvivl.
Hvis denne fyr var snedig nok til at fremtænke en tidsmaskine, ville han nok have fået nogle andre til at bygge og afprøve den for sig. Han manglede tydeligvis ikke midlerne.
I sporet til venstre søgte han efter familiebilen, men den var borte.
På dens plads holdt nu en ung kvinde med et sæt lynskarpe øjne og et nervøst smil.
Hun så til gengæld alt for klog ud til at bygge en tidsmaskine.
Den slags var altid for folkene i midten. Dem der havde evnerne, men ikke forstanden til at tænke sagen igennem.
Desuden måtte det betyde, at fænomenet var begrænset til dette spor.
”Lad os nu se”.
Carl-Elias trådte ud af sporet og opdagede med det samme, at han var tilbage i bilen.
Nogen bag ham dyttede. ”Ja, ja, for helvede” skred han. ”Det er jo ikke fordi, at…”.
Men der var jo fri bane. Den orange bil var borte.
Han tænkte ikke over sagen og satte fuld fart fremad.
Sådan, sådan, sådan!?? ”… kraaabraaaa-bang!”. Carl-Elias slog hovedet fremad og blev overfaldet af airbaggen. ”Satan i helvede…”.
Han tog sig til næsen og krøb ud af bilen.
Der var den orange vogn. Han var kørt lige ind i den.
Men den havde ikke været der for fem sekunder siden, det var et faktum.
”Er du okay?”. Det var tandlægen, men hun så nu mere opbragt ud end oprevet.
Carl-Elias nåede knap nok at svare, før hun var i gang med at hamre løs på appelsinvognen.
”Hvad fanden tror du, du laver! Du kan ikke bare bakke sådan op i folk, din stjernepsykopat!”.
Døren blev åbnet, og han fik et glimt af den forvirrede mand på forsædet.
”Øh, undskyld, skete der noget? Jeg er næsten helt sikker på, at jeg hørte noget. Hvad med dig?
Hørte du noget?”
”Om jeg hørte noget! Du har lige smadret denne mands bil. Du kunne nær have taget livet af ham – og nu kan ingen af os komme videre. Hvem tror du lige, du er! Jeg har en date, jeg skal nå og…”.
”En date? Åh, ja, sådan en har jeg også. Er han sød, ham du skal ud med? Sonja er i hvert fald sød.
Vi skal mødes om… øh, lige om lidt tror jeg. Måske kommer jeg endda lidt for sent.
Jeg håber ikke, hun bliver alt for vred. Tror du, hun gør det?”.
”Jeg skal give dig vred, din kraftidiot! Fatter du ikke, hvad der lige er sket?”.
”Jeg har dog købt blomster, så det går nok, men jeg vil virkeligt ikke have, at hun bliver sur…”.
Carl-Elias pressede en serviet mod blødningen for ikke at få mere grønt på tøjet.
Han var virkeligt så forbandet svimmel… hvad ævlede ham manden dog om?
Måske var han træt? Carl-Elias kunne i hvert fald godt bruge en lille lur…
”Ad for helve… for HELVEDE!”.
Denne gang lykkedes det ham lige akkurat ikke at kaste koppen fra sig.
Han satte den i stedet tilbage i kaffeholderen og tog en dyb indånding.
Der kom tandlægens dyt.
Han rullede de få meter.
”Okay… okay… okay. Hvad er det næste, der sker? Hvad er det næste”.
Blodet var væk, og hans bil var intakt, men hovedet snurrede stadigvæk en smule.
Han kiggede bagud og opdagede, at bagsædet var rent.
Noget godt var der i det mindste kommet ud af det her skidt.
Han skulle lige til at række ud efter kaffen igen. Han nåede at stoppe sig selv.
Det her var det første skridt, han havde taget fremad, og han ville ikke ødelægge det hele nu.
Så indså han, hvad det næste led i kæden var.
Carl-Elias havde ikke et hjerte i nogen menneskelig forstand, men hans tilsvarende indvolde lavede en saltomortale.
Han trådte ud af bilen og fandt forsigtigt den lille cigaretæske frem fra inderlommen.
Der! I denne lille rektangelformede papbeholder lå en gudeskøn cylinder af lungekræft og rolige nerver. Han satte den mellem fingrene og løftede den op, helt afslappet så han ikke kom til at tabe den.
Lyden af Prometheus skønne ild tændte en glød i hans indre, og hele verden faldt til ro, da han smagte på smøgen. Hvor der før havde været kaos, var der nu en overvældende stilhed.
Alle tænkelige problemer skulle nok løse sig. Glæde og kærlighed ville sprede sig fra dette punkt og forandre hele denne grå verden til et paradis. Intet virkede længere negativt.
Det skulle nok gå alt sammen. Han glemte endda, at han stod i en evig bilkø på Storebæltsbroen med et uvejr på vej.
Han skulle have set den komme. Men desværre var Carl-Elias ikke typen, der var for klog til at bygge tidsmaskiner. Han var ikke engang klog nok til at gøre det.
Vindstødet kom pludseligt og voldsomt.
Han forsøgte at gribe smøgen, men den sneg sig imellem fingrene på ham.
Den bevægede sig hurtigere end ham og stoppede først op omtrent halvtreds meter længere fremme.
”Bliv!” advarede Carl-Elias cigaretten, imens den lå og kiggede selvtilfreds op på ham.
Over den hang et skilt. Adgang forbudt for uvedkommende.
Han tog chancen og sprang, men den var for hurtig til ham.
Hans desperate blik fulgte den helt ned til havets overflade, og han knyttede en næve.
Nu var det ved at være nok. Det var jo den rene tortur det her. Respektløst.
Det var tid til at efterprøve hele denne situation, uvedkommende eller ej.
Han trådte frem til rækværket og kravlede op på det. Der kunne ikke være mere end 30-40m.
Det kunne han sagtens overleve.
Han sprang.
Luften pressede mod hans ansigt. Vandet kom nærmere og nærmere.
Han nåede lige at fortryde sin beslutning, da han landede på noget blødt med sin bagdel.
Tilbage i bilen. Hans øjne fæstnede sig ved noget længere fremme.
Hornet fik en vældig omgang tæv, og han glemte alt om sin tvivl ved flugtforsøget.
Alt det her, hele denne her forbandede situation, skyldtes den orange bil, det var han sikker på.
Der havde været et eller andet galt med dens chauffør. For ikke at nævne at han var bakket ind i Carl-Elias tidligere. Han burde fortælle ham, hvad han egentligt tænkte. Han fortjente det.
Det var sikkert også hans skyld, at cigaretten var blæst væk.
Måske havde den fremmede endda nedkølet afkølet hans kaffe.
Før han vidste af det, stod Carl-Elias ved siden af den orange vogn.
Lakken så endnu mere hærget ud her tæt på. Resterne af et gammelt klistermærke sad på bildøren.
Nu stod der kun: Mak Love War.
Han bankede på med et ”Satan i helvede!”, og vinduet blev rullet manuelt ned af chaufføren.
”Undskyld, kan jeg hjælpe dig med noget?”.
Det tidligere glimt af manden havde ikke forberedt ham på dette syn.
Han var ikke bare tynd, men bogstaveligt talt det rene skind og ben.
Der var absolut intet mellem hans hud og knogler. Hans kinder var trukket så langt ind, at man kunne se tændernes form igennem dem.
Udenover dette triste legeme var en falmet jakke, der engang havde været rød.
Der var stadigvæk hår på hans hoved, men de lignede den slags lange nullermænd, der sommetider blokerer for støvsugerens slange.
Øjnene var det eneste, der indikerede, at han overhovedet var i live, men de havde til gengæld den samme blinde forvirring, man finder hos nyfødte spædbørn.
Resten af bilens indre var ikke meget bedre stillet. Men ikke fordi der var beskidt eller rodet.
Faktisk lå der kun en gammel, udtørret buket blomster på sædet ved siden af.
Carl-Elias blev helt paf. Vreden sivede ud af ham.
”Undskyld” sagde manden igen. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?”.
”Nej… nej” svarede han. ”Nej, faktisk var det lige præcis det, jeg ville spørge dig om.
Er du okay, kammerat? Du ser ud til at være faret en smule vild”.
Et indtørret smil spredte sig på den fremmedes læber. Et halvt sekund var Carl-Elias bange for, at huden ville flække ved anstrengelsen.
”Det var da venligt af dig at spørge… jov, jeg tror faktisk, jeg er lidt forvirret.
Jeg er på vej for at mødes med en pige, ser du. Sonja hedder hun, og jeg tror, jeg er sent på den”.
”Hun lyder sød” svarede Carl-Elias. ”Har du nogen særlige planer?”.
”Årh, tja… nu ved jeg ikke, hvordan det går, men jeg købte de her to billetter”.
Han fremviste to hærgede stykker papir, han havde knuget ind til brystkassen i sin venstre hånd.
”Men jeg ved ikke, hvad hun siger til det. Hendes far er ikke så glad for historien, ser du.
Måske siger han, at hun ikke må tage med til koncerten. Det er selvfølgelig også lidt vovet, sådan at spørge en pige ud til dansemusik, når man ikke har kendt hende så længe”.
Et bekymret blik dukkede op i den fremmedes øjne.
”Nu jeg tænker over det, så går det sikkert galt. Jeg er også ved at komme for sent.
Jeg er ikke så hurtig på speederen. Der må have været mindst fem personer, der har dyttet af mig på køreturen. Jeg tror også, der var en, der råbte tidligere. Hørte du noget?
Hvad vil hun ikke tænke, når jeg kommer dumpende? Jeg vidste, at jeg skulle have købt roser i stedet for violer. Mine kammerater havde sikkert ret. Som om jeg har en chance med hende.
Hun er alt for fin en pige til mig, og her holder jeg bare og fylder og…”
”Hey, hey, kammerat” afbrød Carl-Elias ham. Mod sin egen bedre vilje lagde han en hånd på skelettets skulder. ”Ved du hvad, jeg tror? Jeg tror, at Sonja er en rigtigt heldig pige.
Du bekymrer dig tydeligvis en hel del. Og hvad så, hvis du kommer en lille smule for sent?
Du skal ikke bekymre dig om, hvad folk tænker. Hverken dine venner eller hendes far.
Eller idioterne der dytter og råber ad dig. Nu tager du bare og falder helt til ro.
Du har brug for alle dine kræfter, hvis du skal vinde tøsens hjerte.
Du skal nok nå frem, bare rolig”.
Den fremmede tog Carl-Elias hånd og gav den et svageligt klem.
”Tak, skal du have, kammerat. Jeg var bare lidt… jeg er en tosse, det er, hvad jeg er.
Hvorfor bekymrer jeg mig om alle disse ting? Det er jo fjollet, det har du ret i.
Tusind tak. Det tror jeg lige, jeg havde brug for at høre”.
Carl-Elias sendte ham et smil og trådte væk fra bilen.
Da han vendte tilbage til sin egen, var den orange vogn ikke andet end en plet på vejen.
Tandlægen bag ham dyttede, men han lod ikke larmen stresse sig.
Selv lysten til en smøg var helt forsvundet.
”Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær” nynnede han afslappet, da han satte sig ind på forsædet og fik bilen i gear. Den trillede ubesværet fremad uden at bekymre sig om larmen.
Denne gang lykkedes det ham lige akkurat ikke at kaste koppen fra sig.
Han satte den i stedet tilbage i kaffeholderen og tog en dyb indånding.
Der kom tandlægens dyt.
Han rullede de få meter.
”Okay… okay… okay. Hvad er det næste, der sker? Hvad er det næste”.
Blodet var væk, og hans bil var intakt, men hovedet snurrede stadigvæk en smule.
Han kiggede bagud og opdagede, at bagsædet var rent.
Noget godt var der i det mindste kommet ud af det her skidt.
Han skulle lige til at række ud efter kaffen igen. Han nåede at stoppe sig selv.
Det her var det første skridt, han havde taget fremad, og han ville ikke ødelægge det hele nu.
Så indså han, hvad det næste led i kæden var.
Carl-Elias havde ikke et hjerte i nogen menneskelig forstand, men hans tilsvarende indvolde lavede en saltomortale.
Han trådte ud af bilen og fandt forsigtigt den lille cigaretæske frem fra inderlommen.
Der! I denne lille rektangelformede papbeholder lå en gudeskøn cylinder af lungekræft og rolige nerver. Han satte den mellem fingrene og løftede den op, helt afslappet så han ikke kom til at tabe den.
Lyden af Prometheus skønne ild tændte en glød i hans indre, og hele verden faldt til ro, da han smagte på smøgen. Hvor der før havde været kaos, var der nu en overvældende stilhed.
Alle tænkelige problemer skulle nok løse sig. Glæde og kærlighed ville sprede sig fra dette punkt og forandre hele denne grå verden til et paradis. Intet virkede længere negativt.
Det skulle nok gå alt sammen. Han glemte endda, at han stod i en evig bilkø på Storebæltsbroen med et uvejr på vej.
Han skulle have set den komme. Men desværre var Carl-Elias ikke typen, der var for klog til at bygge tidsmaskiner. Han var ikke engang klog nok til at gøre det.
Vindstødet kom pludseligt og voldsomt.
Han forsøgte at gribe smøgen, men den sneg sig imellem fingrene på ham.
Den bevægede sig hurtigere end ham og stoppede først op omtrent halvtreds meter længere fremme.
”Bliv!” advarede Carl-Elias cigaretten, imens den lå og kiggede selvtilfreds op på ham.
Over den hang et skilt. Adgang forbudt for uvedkommende.
Han tog chancen og sprang, men den var for hurtig til ham.
Hans desperate blik fulgte den helt ned til havets overflade, og han knyttede en næve.
Nu var det ved at være nok. Det var jo den rene tortur det her. Respektløst.
Det var tid til at efterprøve hele denne situation, uvedkommende eller ej.
Han trådte frem til rækværket og kravlede op på det. Der kunne ikke være mere end 30-40m.
Det kunne han sagtens overleve.
Han sprang.
Luften pressede mod hans ansigt. Vandet kom nærmere og nærmere.
Han nåede lige at fortryde sin beslutning, da han landede på noget blødt med sin bagdel.
Tilbage i bilen. Hans øjne fæstnede sig ved noget længere fremme.
Hornet fik en vældig omgang tæv, og han glemte alt om sin tvivl ved flugtforsøget.
Alt det her, hele denne her forbandede situation, skyldtes den orange bil, det var han sikker på.
Der havde været et eller andet galt med dens chauffør. For ikke at nævne at han var bakket ind i Carl-Elias tidligere. Han burde fortælle ham, hvad han egentligt tænkte. Han fortjente det.
Det var sikkert også hans skyld, at cigaretten var blæst væk.
Måske havde den fremmede endda nedkølet afkølet hans kaffe.
Før han vidste af det, stod Carl-Elias ved siden af den orange vogn.
Lakken så endnu mere hærget ud her tæt på. Resterne af et gammelt klistermærke sad på bildøren.
Nu stod der kun: Mak Love War.
Han bankede på med et ”Satan i helvede!”, og vinduet blev rullet manuelt ned af chaufføren.
”Undskyld, kan jeg hjælpe dig med noget?”.
Det tidligere glimt af manden havde ikke forberedt ham på dette syn.
Han var ikke bare tynd, men bogstaveligt talt det rene skind og ben.
Der var absolut intet mellem hans hud og knogler. Hans kinder var trukket så langt ind, at man kunne se tændernes form igennem dem.
Udenover dette triste legeme var en falmet jakke, der engang havde været rød.
Der var stadigvæk hår på hans hoved, men de lignede den slags lange nullermænd, der sommetider blokerer for støvsugerens slange.
Øjnene var det eneste, der indikerede, at han overhovedet var i live, men de havde til gengæld den samme blinde forvirring, man finder hos nyfødte spædbørn.
Resten af bilens indre var ikke meget bedre stillet. Men ikke fordi der var beskidt eller rodet.
Faktisk lå der kun en gammel, udtørret buket blomster på sædet ved siden af.
Carl-Elias blev helt paf. Vreden sivede ud af ham.
”Undskyld” sagde manden igen. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?”.
”Nej… nej” svarede han. ”Nej, faktisk var det lige præcis det, jeg ville spørge dig om.
Er du okay, kammerat? Du ser ud til at være faret en smule vild”.
Et indtørret smil spredte sig på den fremmedes læber. Et halvt sekund var Carl-Elias bange for, at huden ville flække ved anstrengelsen.
”Det var da venligt af dig at spørge… jov, jeg tror faktisk, jeg er lidt forvirret.
Jeg er på vej for at mødes med en pige, ser du. Sonja hedder hun, og jeg tror, jeg er sent på den”.
”Hun lyder sød” svarede Carl-Elias. ”Har du nogen særlige planer?”.
”Årh, tja… nu ved jeg ikke, hvordan det går, men jeg købte de her to billetter”.
Han fremviste to hærgede stykker papir, han havde knuget ind til brystkassen i sin venstre hånd.
”Men jeg ved ikke, hvad hun siger til det. Hendes far er ikke så glad for historien, ser du.
Måske siger han, at hun ikke må tage med til koncerten. Det er selvfølgelig også lidt vovet, sådan at spørge en pige ud til dansemusik, når man ikke har kendt hende så længe”.
Et bekymret blik dukkede op i den fremmedes øjne.
”Nu jeg tænker over det, så går det sikkert galt. Jeg er også ved at komme for sent.
Jeg er ikke så hurtig på speederen. Der må have været mindst fem personer, der har dyttet af mig på køreturen. Jeg tror også, der var en, der råbte tidligere. Hørte du noget?
Hvad vil hun ikke tænke, når jeg kommer dumpende? Jeg vidste, at jeg skulle have købt roser i stedet for violer. Mine kammerater havde sikkert ret. Som om jeg har en chance med hende.
Hun er alt for fin en pige til mig, og her holder jeg bare og fylder og…”
”Hey, hey, kammerat” afbrød Carl-Elias ham. Mod sin egen bedre vilje lagde han en hånd på skelettets skulder. ”Ved du hvad, jeg tror? Jeg tror, at Sonja er en rigtigt heldig pige.
Du bekymrer dig tydeligvis en hel del. Og hvad så, hvis du kommer en lille smule for sent?
Du skal ikke bekymre dig om, hvad folk tænker. Hverken dine venner eller hendes far.
Eller idioterne der dytter og råber ad dig. Nu tager du bare og falder helt til ro.
Du har brug for alle dine kræfter, hvis du skal vinde tøsens hjerte.
Du skal nok nå frem, bare rolig”.
Den fremmede tog Carl-Elias hånd og gav den et svageligt klem.
”Tak, skal du have, kammerat. Jeg var bare lidt… jeg er en tosse, det er, hvad jeg er.
Hvorfor bekymrer jeg mig om alle disse ting? Det er jo fjollet, det har du ret i.
Tusind tak. Det tror jeg lige, jeg havde brug for at høre”.
Carl-Elias sendte ham et smil og trådte væk fra bilen.
Da han vendte tilbage til sin egen, var den orange vogn ikke andet end en plet på vejen.
Tandlægen bag ham dyttede, men han lod ikke larmen stresse sig.
Selv lysten til en smøg var helt forsvundet.
”Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær” nynnede han afslappet, da han satte sig ind på forsædet og fik bilen i gear. Den trillede ubesværet fremad uden at bekymre sig om larmen.
Kommentarer
Send en kommentar