Blueberry: De Samlede Eventyr #1 - En Croissant-Western Genfødes

”Næ, mildest talt…! Druk… Spil… Bedrageri… Opsætsighed… Ballademageri… Kværulanteri… Et kønt skudsmål…!”

På en måde fylder tegneserier mere end nogensinde i disse dage.
Superheltefilm giver finansielle tæv på det store lærred, og internettet er befolket af folk, der går amok, hvis man forveksler begreberne ”comic book” og ”graphic novel”.

Her i Danmark kan vi se Marvel og DCs resultater i fusioneringen af Dragon’s Lair og Faraos Cigarer, hvor der har været nedskalering på rollespilsgrej og opmagasinering af merchandise og superheltefortællinger.

Men traditionelt set er det jo egentligt ikke de amerikanske tegneserier, der har domineret i Danmark. Ganske vist har superheltene haft deres tilstedeværelse sammen med Garfield, Basserne og Sten & Stoffer, men de rigtige europæiske tegneserier ligger langt tættere på hjemmebanen.
Det franske sprog har givet os klassikere som Tintin, Asterix, Splint og co. og selvfølgelig Lucky Luke.
Men manden, der er hurtigere end sin skygge, har også en ”edgy” lillebror i form af Løjtnant Mike Blueberry, hovedpersonen i sin egen tegneserie af samme navn.

Jeg skal være helt ærlig; jeg havde aldrig hørt om Blueberry, før jeg modtog denne ny oversættelse af den oprindelige tegneserie. Men allerede på de første par sider, før historien gik i gang, var jeg bidt.
Denne ny oversættelse starter med en gennemgang af tegneseriens historie med anekdoter fra forfatteren Jean-Michel Charlier og tegneren Jean Giraud og den komplicerede udgivelseshistorie tilbage fra 1963, da historien først gik i gang.

Man fornemmer hurtigt den passion og dedikation, der blev lagt i arbejdet, uden at det kommer til at føles som en opgave, man er påtvunget til at gennemføre, inden man kan læse selve tegneserien. Ellers er den også egnet til at læse efterfølgende, hvis man ikke kan vente. Uanset hvad er det en lækker detalje.

Blueberry – De Samlede Eventyr #1 indeholder tre historier fra det vilde vesten, men det er måske mere rigtigt at kalde dem for kapitler i en større fortælling.
I Fort Navajo introduceres vi til den kyniske, men charmerende Løjtnant Blueberry, og efter en blød opstart med et værtshusslagsmål bliver vi smidt ind i konflikten mellem den amerikanske hær og de lokale apachehøvdinger, der udgør skelettet i plottet.
Her er Charlier ikke bange for at holde igen med volden og grusomhederne på nogen side i kampen, og både soldaterne og indianerne har helte og skurke iblandt sig.
Der bliver bragt spørgsmål om loyalitet og nationalitet på banen, og de fleste karakterer har realistiske motivationer, uanset hvor amoralske de end forekommer.

Fort Navajo har mest af alt til opgave at sætte historien i gang og introducere læseren til alle de vigtigste karakterer, men den begrænser sig ikke til ét plot og har flere sideløbende fortællinger.
Alle disse bliver der bygget videre på i Torden i Vesten, hvor tempoet er det hurtigste ud af de tre numre, og dette var klart min yndlingsdel.
Karaktererne udsættes konstant for svære beslutninger, og selvom man som læser kan se på lang afstand, at det her ikke har en lykkelig slutning, bliver man ved med at håbe.
I den tredje historie, Ensomme Ørn, sænkes tempoet en hel del, og hovedplottet sættes en smule til side, idet Løjtnant Blueberry får til at ansvar at føre en karavane sikkert gennem ørkenen.
Det har nok været nødvendigt med lidt pusterum efter de første to afsnit, men som afslutning på samlingen er den lidt tam, da den først til sidst samler op på det forrige for så at ligge op til en efterfølger.
Ensomme Ørn når ikke at blive kedelig, men ud af de tre føles den mindst relevant og er derfor mindst spændende. Af den årsag kan den godt give læseren en lidt lunken smag i munden, når man slutter albummet af.

Persongalleriet i Blueberry er meget typisk af en western. Blueberry selv er en udbrændt, sarkastisk og barsk veteran af den amerikanske borgerkrig.
Han præsenterer sig selv som en realist frem for en idealist, men alligevel kan han ikke lade være at sætte sig op imod moralsk forskruede autoritetsfigurer.
Han er en ”ægte” cowboy med en hurtig seksløber og en forkærlighed for whiskey.
Omkring finder ham man andre arketyper af genren såsom den krigslystne officer, den nyuddannede grønskolling, der gerne holder sig til drejebogen, og den stoiske apachehøvding, men de fungerer alle sammen på trods af klicheerne.

En af de mere interessante karakterer i historien er den identitetsplagede Crowe, der er halvt indianer, og som ikke føler sig helt hjemme på nogen af de to sider i kampen.

Ligeledes er stilen passende til genren. Giraud formår at bruge massevis af farver og alligevel få en ørken til at se øde og deprimerende ud. Der er simple elementer bag stilen, men de irriterer ikke, og indimellem kommer et imponerende billede, hvor af jeg godt kunne have et par hængende som plakat.

Den største visuelle sejr er dog, at det er muligt at skelne alle karaktererne, på trods af at flere af dem bærer den præcis samme uniform.

Her ved vejs ende, er der kun tilbage at anbefale Blueberry – De Samlede Eventyr #1.
Selv hvis den tredje historie er lidt tam i forhold til de to andre, gør især midterdelen oplevelsen værd – for ikke at nævne den indholdsrige introduktion.
Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at læse det næste bind for at se, hvor historien fører hen.
Der er dog en lille hage involveret, og det er prisen.

Disse ny oversættelser koster næsten 400kr pr. album, og når det ikke tager mere end 2-3 timer at læse dem, er det lidt af en sum lige at punge ud.
Tegneserier er som regel dyre, især en lækker udgave som denne, men ud fra min egen erfaring, er det usædvanligt meget for sølle 167 sider. Det skyldes måske den komplicerede udgivelseshistorie med dens rettighedsstrider og det faktum, at det er en ny oversættelse.
Uanset tror jeg nu, jeg godt kan vente lidt, inden jeg bestiller det næste album af den årsag alene.