The Man Who Killed Don Quixote

Filmbranchen kan være en hård verden. Projekter sættes i gang, skrottes og skifter hænder, som var de netop kogte æg. Mange film når aldrig ud i den rigtige verden, når aldrig at undslippe deres skabelse for at få eget liv, men aflives i konferencelokaler af højt placerede forretningsfolk.
I de fleste tilfælde gøres der kort proces, og man hører aldrig fra projektet igen. Men det er ikke altid tilfældet.

Få film har dog været igennem så mange problemer (både med budget, ophavsret, sygdom og uvejr) som Terry Gilliams "The Man Who Killed Don Quixote", der både har haft John Hurt, Michael Palin og Johnny Depp involveret på forskellige tidspunkter, og alligevel er den nu blevet en realitet.

After more than 25 years in the making...

Sådan står der skrevet i filmens indledende tekster. Det er et projekt, der er blevet udgydt blod, sved og tårer for, og ikke alle, der har været involveret undervejs, er nu i live til at se resultatet.

Men det lykkedes alligevel Terry Gilliam at få filmen ud, i et ufatteligt begrænset omfang, kun en dag i udvalgte biografer verden over, spillede den, efter den først blev vist på en række filmfestivaler.

Finansielt set kommer den nok aldrig til at tjene bare en femtedel ind af det, der er blevet brugt på den, da den er blevet forhindret i at blive distribueret for alvor verden over, men forhåbentligt vil det, at de involverede nåede målstregen være nok. Efter næsten 30 år kan den efterhånden ikke helt unge python tænke tilbage på filmen som en realitet, ikke kun en ufuldstændig drøm.

Selv var jeg inde for at opleve fænomenet igår i Øst for Paradis med en flok venner og min bedstefar.

Det var en chance, der nok ikke vil komme igen lige foreløbig, og personlig synes jeg, det klart var turen værd.

The Man Who Killed Don Quixote er ganske vist en mærkelig størrelse, der både låner dele direkte ud af den legendariske roman, det hele er baseret på (som jeg også har tænkt mig at skrive eksamensopgave om her til maj), imens den selv kommer med nye tilføjelser.

Der er mange fortællelag, præcis som i den oprindelige roman, flere tidszoner, og "el caballero de triste figura"s galskab er ustyrlig som altid. Oven i alt dette finder man en god portion af Terry Gilliams egen syrede fantasi, som viser, at selvom hans python-dage ligger mange år bag ham, så behøver tanken ikke nødvendigvis være tom.

Det er måske ikke ligefrem "Holy Grail" (en af mine absolut yndlingsfilm) eller "Life of Brian", men hans udgave af Den Sindrige Ridder af La Mancha sprudler alligevel med fantasi, kreativitet og mærkværdighed.

Dertil havde filmen et fremragende sæt af skuespillere. Jonathan Pryce (som jeg erindrer varmt fra Pirates of the Caribbean og Game of Thrones samt en bizar Doctor Who parodi fra 90'erne) gør det storslået i sin inkarnation af den voldelige farende ridder, imens Adam Driver leverer en gennemført optræden som det irriterede, udbrændte hollywood geni, der langsomt selv bliver opslugt af ridderens galskab. Filmens bedste dele kommer klart af samspillet mellem disse to og de situationer, de kommer ud for. Der er megen charme at hente fra begge parter og en god portion latter, idet de blander levende skuespil med humor af varieret slags.
Faktisk sad jeg næsten bagefter og ønskede mig en rigtig Don Quixote film med disse i hovedrollerne, selv hvis Adam Driver på ingen måde ligner Sancho Panza.

Kærlighed er der også at finde i historien, for hvad ville Don Quixote ikke være uden smukke ungmøer i vanskeligheder, hvad enten de er reelle eller indbildninger fra don'ens side. Derudover er det hele gennemvævet af en fortælling om hollywoods mørke side og den absurde verden, Toby (Drivers karakter) lever i. Måske er den endda galere end gode gamle Don Q.

Der er en spændende kritik her af hele systemet bag filmskabelse, som muligvis reflekterer dele af denne films egen tilblivelse.

Uden Don Quixote elementerne tror jeg dog ikke, den ville fungere særligt godt.
Disse dele bliver til tider mere alvorlige og mørkere, end jeg oprindeligt havde forestillet mig, filmen ville være, og ind imellem kan de ligefrem virke absurd overdrevne.

Men netop ved koblingen med Cervantes absurditet og den solbrændte Tobys langsomt krakkelerende forstand, kommer de alligevel til at fungere.

Instruktøren Terry Gilliam sammen med Jonathan Pryce

Når jeg kigger tilbage i dag på filmen, er jeg stadig lidt uklar på, hvordan jeg skal dømme den.

"The Man Who Killed Don Quixote" er på ingen måde en perfekt film, og den kommer helt sikkert til at falde uden for de fleste personers smag. Jeg ved heller ikke helt, hvor meget af bogen, man er nødt til at have læst for at forstå den, da jeg som sagt kun var inde at se den med folk, som allerede var inde i Cervantes fortælling.

Men for mit eget vedkommende kunne jeg virkeligt godt lide den. Allerede nu har jeg lidt lyst til at se den igen, en følelse der ofte siger meget.
Ikke kun fordi jeg nød den, men også fordi der var så mange sider i den, som jeg måske vil kunne kigge nærmere på i et gensyn.

Den var så anderledes, at den umuligvis kan ende med at gå hen og blive andet end en kultfilm, især med den lange og komplicerede historie den har bag sig. Man kan vel næsten sige, at den har været en kultfilm, før den overhovedet blev til en rigtig film.

Så ja, hvis det er en film, du har overvejet at se på et tidspunkt, hvor det end skulle kunne lade sig gøre henne, kan jeg godt anbefale den, hvis du leder efter noget anderledes, eller hvis du er til noget af det, jeg har beskrevet. Det er klart en unik konstruktion, en klods der ikke passer ind i nogen kasse, jeg lige kan komme i tanke om, men samtidigt en vigtig og spændende genstand at studere, selv hvis man virkelig ikke kan døje resultatet af Gilliams mange års hårde arbejde.