onsdag den 19. juli 2017

Sommer Bag of Holding (Bombadil vs Balrog, Don Quijote de La Mancha, Homecoming, Mass Effect, Doctor Who - Farvel Capaldi, og sprang hans efterfølger lige internettet i luften?)

Så ja, jeg er bange for, at du lige er blevet udsat for det internetfænomen, der vist nok kaldes "clickbait". Kun en lille del af indlægget omhandler rent faktisk en konfrontation mellem vores allesammens ynglings tossede, syngende og mystiske skovånd og en af en Fyrst Melkors formskiftende, mørke tjenere. Undskyld, det skal ikke ske igen. Det var bare det, at jeg fik ideen om det billede til indlægget og kunne ikke lade den gå igen. Nå, bag of holding. Lad mig lige gennemgå et spil, en film og en klassisk roman først, så skal jeg nok komme til det med balroggen og den lille mand i den blå frakke. Til sidst kigger vi så på Doctor Who.

Så er det her omsider. Min anmeldelse af det længe ventede fjerde spil i Mass Effect serien, Andromeda, længe efter at alle de rigtige anmeldere kom med deres. Men bare vent på den næste sag listen, for der er jeg faktisk endnu længere bagefter... som i flere århundreder. Ja, alt er er, som det plejer.

Nå, Mass Effect - Andromeda. Efterfølgeren til den højt elskede og lige så højt priste science fiction computerspils triologi, hvori man fløj rundt i Mælkevejen ombord på skibet, Normandy med sin besætning af farverige karakterer, nogle mennesker, nogle rumvæsner og nogle maskiner, imens man bekæmpede rædselsvækkende Lovecraft lignende rumuhyrer i et hav af drama, grå dilemmaer og moralske debatter om godt, ondt og krogans blandet med en god del humor. Det, jeg egentligt prøver at fortælle jer, er, hvor stort et pres der hvilede på denne sene efterfølger, som primært blev produceret af et helt andet hold af spildesignere. Andromeda blev skabt med en arv hængende over sig, som naturligvis skabte interesse, men som samtidigt kom til at blive en forbandelse selv med spillets løfte om at drage til en ny galakse, klar til at blive udforsket.
Du har muligvis hørt om den kritik, der faldt over spillet, det øjeblik, det kom ud. Det blev kaldt grimt, ødelagt, ufærdigt og alle mulige andre negative ting. Personligt er jeg også glad for, at jeg ventede med at spille det igennem, til de første par opdateringer havde løst mange af de største problemer. Nogle af dem i hvert fald. Men grafikken er virkeligt et område, hvor Andromeda ikke føles færdigt. Normalt går jeg ikke særligt meget op i den slags, men problemet ligger først og fremmest i uregelmæssigheden. Det ene øjeblik kan Andromeda være et af de smukkeste spil og køre som en ny film, det næste sekund er det under det oprindelige Mass Effects standarder, og her taler vi altså om noget, der udkom for ti år siden. Når spillet hele tiden springer frem og tilbage i kvalitet, brydes oplevelsen, og dertil oplevede jeg også adskillige forstyrrelser i lyden.
På det gameplaymæssige område var Andromeda i sin kerne et virkeligt stærkt spil. Kampene var sjove, den nye jetpack passede godt ind med de gamle Mass Effect elementer, og jeg hadede ikke mako-erstatningen helt vildt meget. Kun en lille smule, men det var mere takket være planeterne end selve køretøjet. For de var ofte meget kedelige. Løftet om udforskelse af nye planeter blev besvaret med tomme sletter fyldt med kedelige "gå derhen"-opgaver. Især Eos var ulidelig, selvom den egentligt kunne være meget smuk til tider, og det samme gjaldt den der irriterende jungleplanet, hvor man blev overfaldet af de samme uhyrer hver fjerde sekund. På en måde mindede det mig om Dragon Age Inquisition, hvor et par af områderne føltes helt tomme og kedelige på den samme måde, men hvor der også var mindre og langt sjovere områder. Der var også et område eller to i Andromeda, jeg godt kunne lide, og som på grund af sin mindre størrelse tillod færre tomme pladser. Ikke at de store planeter ikke indeholdte nogen gode missioner overhovedet, for der var et par, problemet var bare, at de var skjult under alle de uendeligt mange repetitions missioner. Jeg nød også at kolonisere planeterne, men der var ofte mere besvær involveret end fortjeneste og underholdning.
"Men hvad så med hovedhistorien?" spørger du måske. Det er trods alt et af de områder, hvor Bioware som regel er stærke, og noget af det, de er bedst kendt for. Lyder deres almindelige standarder kombineret med løftet om en ny galakse og den slags historiemuligheder, det medbringer, ikke som en god ting? Det gør det i hvert fald... desværre bliver det ikke til særligt meget. I stedet for at fokusere historien om de mange interessante koncepter og ideer, der er ved at rejse til en ny galakse, møde nye rumvæsner, forhandle og kolonisere, vælger historien i stedet at lægge sig op af det velkendte. For denne nye galakse har naturligvis en masse prothean, jeg mener remnant ruiner, og de er naturligvis nøglen til at starte teraformningen af de nyopdagede verdener. På samme tid forsøger en ny skurk, med samme vandindhold som rugfras, naturligvis at finde disse ruiner selv, så han kan bruge dem til sine onde planer, muhahaha og så videre. Alt i alt ikke særligt spændende. Altså remnant ruinerne er ganske smukke, og jeg nød nogle enkelte af dem, men jeg havde klart foretrukket dem som sideindhold eller måske blot en enkelt planet, men ligesom keth føles som kopi collectors, så føles disse ruiner bare som den irriterende erstatning for protheans. Yderligere så har ruinerne ikke meget mysterium over sig, de er der bare, og i stedet for hemmeligheder indeholder de blot macguffins. Grunden til, at protheans virkede så godt i den gamle serie, var, at deres historie var så forbundet til, hvad Shepard gennemgik, og at man langsomt lærte mere om dem. Der var den her aura af mystik, som disse erstatnings remnants bare ikke besidder. Folk virker knap nok til at interessere sig for dem, og alle tager deres plotteknologi lettere for givet. Hvad skurken angår, lad os kalde ham #SarenFan17, så er han ikke blot kedelig og uinteressant, han føles samtidigt, ligesom hele keth racen om remnant ruinerne, som et ekko af tidligere og langt mere interessante skurke. Især når man kigger tilbage på, hvad der har været, så falder han hurtigt til jorden. Ingen motivation, ingen originalitet, og han er hverken skræmmende, underholdende, karismatisk eller særligt menneskelig. #SarenFan17 er måske det svageste element i hele hovedhistorien.
Det skal dog ikke betyde, at spillets historie ikke har sine øjeblikke, men de kan desværre tælles på én hånd. Begyndelsen især er smertefuld på grund af det kvalmende manuskript, dog går det langsomt bedre for spillet, selvom det aldrig når tidligere Mass Effects spils niveau. I det hele taget føles det ikke færdigt, som om spillet godt kunne have brugt et år eller to mere i udviklingen. For dér er gode ideer til stede i Andromeda, der er interessante historier og komplekse karakterer. Som altid har man nemlig en dejlig, farverig besætning med både sjove og meningsfulde øjeblikke, desværre benytter hovedhistorien sig sjældent af disse, og sådan går det også med alle de mest interessante ideer. Loyalitets missionerne er nemlig tilbage i Andromeda, og jeg ved ikke, hvad der helt præcist er foregået ovre hos Bioware, da de lavede spillet, men så snart man starter en af disse... så kommer spillet til live. Nogle er sjove og hæsblændende minieventyr, imens andre drejer sig om selve konceptet med Andromeda, koloniseringen og tilpasningen i en ny galakse. Flere af dem håndterer de emner, som hovedhistorien undgik at gå dybere ind, og når man spiller disse, så får man at se, hvor smukt Andromeda faktisk kunne være blevet. Lad mig tage et eksempel: Når man først møder en ny rumvæsenrace i hovedhistorien og skal igennem de første forhandlinger, er det ovre på fem minutter, og så sendes man ud på en kedelig fetchquest, for at man kan komme videre med keth plottet.

Hvorimod hvis man spiller den tilknyttede loyalitetsmission og en sidemission eller to, så bliver det for alvor interessant. Her arbejder man med intrigefyldt politik, imens man forsøger at undgå krig med dette nye folkefærd. Der er debatter, om hvorvidt man er besættere i denne nye galakse, og fanatikere på begge sider forsøger at skabe konflikt. Bare en mission af det er bedre end hele hovedhistorien.
Eller et andet eksempel: I en anden loyalitetmission skal man sikre Krogan nybyggernes afgrøder fra piraterne for at vinde deres venskab, imens man kæmper side om side med en gammel krogan bedstefar, der opfører sig som en hård kriger, men i virkeligheden bare vil passe på sit barnebarn. Den leder så op til en anden mission, hvor man får et rent faktisk interessant moralsk valg. Hvad sker der samtidigt i hovedhistorien: Man skyder keth og får at vide af #SarenFan17, der var så kedelig, at jeg har glemt hans reelle navn, at man er uforstående og aldrig vil kunne sætte sig ind i hans perspektiv og bla bla bla. Med andre ord så har han stjålet replikker fra Sovereign i det oprindelige spil, som altså bare virker bedre, når de kommer fra en flere kilometer høj metal blæksprutte fra rummet. Nej, i stedet for det burde spillet nok snarere have drejet sig om de mange små historier, der kommer med at flytte til en ny galakse, og der er en masse fremragende koncepter skjult i spillet, ikke kun i loyalitetsmissionerne. Sidemissionerne føles nemlig ofte mere relevante end selve hovedhistorien, og hvis tankerne bag dem var blevet udvidet og bygget videre på, kunne de sagtens have udgjort hele spillet. Jeg fandt en lille bitte mission, som omhandlede en syg kolonist, der var blevet bragt til Andromeda, og som risikerede at smitte alt og alle. Hvis det var blevet udvidet til et fuldt Columbus plot, hvor man risikerede at inficere en planet med indfødte rumvæsner, kunne det være blevet en fremragende historie.

Der er en masse godt indhold begravet under de kedelige, tomme verdner i Mass Effect Andromeda, det kræver bare en smule gravearbejde at finde det. Men når man finder dem, så føles det i sandhed, som om man spiller en del af den oprindelige Mass Effect triologi igen, det er bare ærgeligt, at der er så meget fyld, så mange genbrugte ideer og sådan en uduelig skurk, som det bliver holdt skjult bag. Faktisk tror jeg, jeg havde nydt spillet mere, hvis jeg havde købt det på tilbud, og det ikke havde været en Mass Effect efterfølger, for der er et godt spil heri, når skærer skidtet væk. Det er bare ikke, hvad han forventer fra Mass Effect. Jeg ville også gerne spille Andromeda igen, hvis jeg kunne springe alle de kedelige dele og nøjes udelukkende med loyalitetsmisionerne og en håndfuld sidemissioner.

Nå lad os springe videre til et stykke klassisk litteratur.

Don Quijote de La Mancha

Det har taget mig en smule tid, men jeg har nu besejret Cervantes spanske klassiker fra 1605 og 1615, både første og anden del. For de, der ikke ved, hvad jeg ævler om (for det er der åbenbart, nogle der ikke gør, og med nogle mener jeg primært folk på min egen alder), så skal I blot vide, at Don Quijote er en parodi på klassiske ridderomaner, og egentligt fantasy i det hele taget, hvori en ellers så begavet adelsmand læser en masse af omtalte genre, går lettere balajka, beslutter sig for at blive ridder og tager så ellers på eventyr efter at have skiftet navn til Don Quijote. Jeg har gerne villet læse bogen i stykke tid af to årsager: 1) Det er en klassisk roman med stor indflydelse på senere værker og 2) Et par af mine familiemedlemmer har advareret mig om, at det er, hvad der kommer til at ske med mig, når jeg læser så meget fantasy. I så fald har min skæbne også bare at blive en klassiker.

Don Quijote er som resultat lidt et mismask af genrer. Den er meget sjov til tider, da det jo er en parodi, og den kan også være spændende i visse kapitler, især mange af hans eventyr er begge dele. Samtidigt indeholder bogen dog også mange andre historier, hvoraf en stor del desværre føles ret unødvendige, selvom de skam er velskrevne for det meste, og det skader lidt historiens gang, især i del 1 er det ofte tilfældet. Der er også ulideligt lange "diskussioner" og taler om diverse ting, men primært litteratur, hvor man ofte føler sig en smule udeladt, hvis man ikke, som jeg, har læst en eneste af de værker, der omtales. Men det er også en lille del af det. Det, som jeg fandt mest langtrukkent, var de endeløse debatter, hvor det mest af alt føltes, som om Cervantes bare sad og gav sig selv ret. Igen handler det primært om ridderromaner, hvor han har adskillige karakterer være enige med hinanden i, at de er uduelige, og at man skal holde sig inden for virkelighedens grænser, når man skriver fiktion. Jeg ved ikke, om Cervantes bare ikke bryder sig om ridderromaner, men jeg synes nogle gange, at han går lidt langt i at fremføre sit budskab. Der er egentligt også en god meddelse deri, om at man ikke skal tro på alt, hvad man læser, og at litteratur bør variere sig, som jeg er helt enig, men når hans karakterer bare bliver ved med at være enige med hinanden med den gale Don Quijote som den eneste modpart, så er jeg altså bange for, at der ikke kommer nogen diskussion ud af sagen, og derfor bliver de samme ting gentaget gang på gang. Der er også et par kapitler, hvor han kritiserer en masse anden litteratur samt teater og poesi, hvor det ligeledes bare er to karakterer, der er enige med hinanden. Faktisk ender det nogle gange med at føle rimeligt meget som selvros fra Cervantes' side, da folk samtidigt kommer med kommentarer såsom "se ham Don Quijote der, han er så gal, at jeg er sikker på, ingen kunne opdigte en nær så fascinerende og underholdende person, selv hvis de bedste forfattere forsøgte". Ja, den slags sker fra tid til anden. Andre tider er det, som om han siger: "Alle de her forfattere er elendige, fordi de ikke følger fiktionens regler, imens jeg er god". Jeg er sikker på, at det ikke er det, han (udelukkende) mener, men sådan kan det altså komme til at føles fra tid til anden, og det fylder altså en god del af bogen. Nu vil jeg heller ikke angribe Cervantes, for han er samtidigt en god forfatter, men han bruger flere gange alt for lang tid på disse modstandsløse enetaler, og de føles nogle gange endeløse, imens man venter på, at Cervantes kommer videre med historien.
Hvad selve historien angår, så er den dog god, og den kan som sagt være både spændende og sjov, når den ellers kommer i gang i del 1. Del 2 er dog, hvor den virkeligt bliver til en klassiker. Den indeholder ikke nær så mange irriterende enetaler, men derimod flere eventyr og færre tilfældige historier. Der kommer mere kødpå, og den eneste gang, hvor Cervantes virkeligt begiver sig ind i litteratur kritik, er, da han angriber en anden forfatter for at have skrevet en falsk del 2 til hans værk i selve bogen. Jeg vil ikke afsløre, hvad der præcis sker, men lad os bare sige, at Don Quijote finder den anden del 2, læser dele af den og siger, at den er noget værre sludder. Et andet område hvor del 2 også forbedrer på historien er ved Sancho Panza, Don Quijotes "trofaste" væbner. I del 1 virker han lidt urealistisk, idet han hele tiden skifter mellem meget snedig og meget dum. I del 2 bliver han mere sammenhængende og føles mere som en fast karakter i stedet for at være fanget mellem to forskellige som i del 1, hvor han virker som om, han hele tiden skifter mellem den snedige sæson 1 Baldrick og den dumme sæson 3 Baldrick fra Blackadder, en karakter der er baseret til dels på Sancho Panza. Fik jeg forresten nævnt, at jeg elsker Blackadder.

Nå, men del 1 og del 2 af Quijote fungerer godt sammen som en længere oplevelse, og selvom der er et par kontinuitets fejltagelser, enkelte karakterer skifter navne og den slags, så er det en god oplevelse. Tung til tider, primært de lange og repetitive taler, men fornøjelig og sjov.
Advarsel: Dette er ikke en karakter fra Don Quijote eller Spider-Man. Jeg er bare glad for Blackadder og så muligheden for at indsætte et billede af Baldrick.
Og ja, Spider-Man er det næste på listen...

Spider-Man Homecoming

Så er Spider-Man tilbage i biograferne med den tredje inkarnation af karakteren siden 2002, og den britiske og langt yngre Tom Holland har erstattet Andrew Garfield, der sidst spillede karakteren i the Amazing Spider-Man (2012) og efterfølgeren The Amazing Spider-Man 2 (2014).

Det var mig, der forsøgte at lyde som en rigtig anmelder. Men uanset hvad, så er den nye Spider-Man film ude, forskellen fra de tidligere værende at Sony har lavet en aftale med Marvel, som placerer ham i marvels store filmunivers fyldt med talende træer, blodige voldsmænd og en lillebitte Paul Rudd. Noget der virkeligt kan ses i filmen. Altså ikke det med Paul Rudd (tror jeg da), mere at man kan se effekterne af de andre film på denne. Det betyder dog ikke, at filmen er begrænset, tværtimod så går den i en ny retning, som ingen tidligere Spider-Man film eller andre Marvel film har forsøgt sig med. Alting bliver mindre (ikke helt på Paul Rudd måden) i denne meget personlige film, der omhandler Peter Parkers første dage som den der edderkoppe-ting. Noget som virkeligt puster nyt liv i en ellers rimeligt brugt karakter.

Den nye Pater Per... Peter Parker er mere ungdommelig og uerfaren end sine forgængere, og selvom jeg altid vil have et særligt forhold til Toby McGuires Spider-Man film, så fanger denne nye bedre hele teenage situationen, samtidigt med at den har lige den rette skuespiller i den tomme hollænder til at blande ung, genert nørd med en sjov og rimeligt grøn superhelt. I Homecoming handler det ikke om at redde verden eller bare hele Manhattan. Nej, filmen har et dejligt budskab om, at man kan lige så godt være en helt ved at gøre med de små ting: hjælpe en gammel dame med at finde vej, give fremmede noget at smile over og naturligvis besejre en superskurk... som i forhold til tidligere Spider-Man skurke (og superskurke generelt) virkeligt ikke er en særlig stor sag. Men lad os lige snakke om ham et kort øjeblik. For selvom Micheal Keatons Vulture er en relativt lille fisk i det store hav af skurke, så er han klart blandt de bedste. Altså Spider-Man har altid haft gode filmskurke (noget der ikke kan siges om de fleste andre superhelte), men denne gang ramte Sony plet. Jeg kan ikke helt afgøre, om det er den menneskelighed, Keaton bringer til karakteren, der gør det, eller bare hans truende tilstedeværelse. Under alle omstændigheder lykkedes det ham at fremstille en skurk, som egentligt ikke er så ond igen, da han har klare motivationer for alt, han gør. Han har ikke engang rigtigt lyst til at slå nogen ihjel eller overtage nogen form for verdensherredømme, bare at leve sit liv i fred.

Resten af castet gør det også meget godt, og der er naturligvis et par andre marvel karakterer med, som plakaten måske indikerer en lille smule, men det er virkeligt disse to, protagonist og antagonist, som driver filmen og gør den til en lille, men sjov og frisk film. Den kan i hvert fald godt holde til at blive set to gange, hvilket jeg også skal. Så det var da meget heldigt.

Men nå, lad os nu lige vende tilbage til det billede i starten, for hvad handlede det nu om? Som jeg vist har nævnt et par gange tidligere på bloggen, gik jeg meget op i Games Workshops serie af Ringenes Herre figurer før i tiden, selvom jeg aldrig rigtigt fik helt styr på reglerne, da jeg forsøgte at spille det. Tja, da jeg ryddede på mit værelse for halvanden uge siden, fandt jeg min gamle regelbog, og jeg forsøgte for første gang i mange år at få styr på dem. Lad os bare sige, at jeg er blevet en del bedre til engelsk end dengang, jeg første gang forsøgte mig i fjerde klasse, og i sidste uge blev der både spillet og malet derhjemme.

Lord of the Rings Strategy Battle Game

Jeg har altid nydt at stille mine mange figurer op til slag og forsøge på at spille efter reglerne som yngre, og jeg ved ikke, hvor mange malede figurer jeg har derhjemme, men jeg vil bare sige, at selve spillet også er ganske underholdende. Man kan både spille scenarier og slag, men da jeg foretrækker at håndtere komplekse historier med karakterark og tyvesiddede, holdt jeg mest til slagene.

Betragt det intelligente valg af sodavand. "Looks like tonix is
back on the menu, boys!"... ... bare glem, at det lige skete.
Det meste af spillet virker godt balanceret, selvom at bueskytter er virkeligt svage, og jeg havde det sjovt med at knuse mine søskende... i ét ud af de tre slag, vi spillede. Det første låste jeg de andre inde i et fort og stak af med min heksekonge af Angmar og sidste tilbageværende ork, og det andet snakker vi ikke om. Til mit forsvar vil jeg sige, at orker er uduelige imod spøgelser og elvere. Men på trods af det så spillede jeg som dem i alle de tre slag (dog gobling underrace anført af balrog i det tredje og sidste slag, som jo var det eneste, der virkeligt betød noget). Jeg elsker bare Tolkiens orker.


I dette omtalte sidste slag, hvor jeg slog Aragorn ihjel med en trold og Gandalf ihjel med en balrog, fandt konfrontationen, jeg nævnte i begyndelsen af indlægget, også sted. Noget jeg havde drømt om i årevis faktisk. Tom Bombadil kæmpede mod Durins Bane for at holde den væk, så Aragorn, Gimli, Boromir og Gandalf kunne fokusere på horden af goblinger. Resultatet var en smule skuffende, da balroggen blot blev skubbet 2cm bagud hver runde, men samtidigt ret passende. Faktisk er Bombadil en god karakter til crowdcontrol i spillet samt en healer, og jeg elsker, hvad de har gjort ved hans stats (?????). Gyldenbær blev også brugt af mine ærkefjender, også kendt som mine yngre søskende, med mere eller mindre de samme egenskaber. I starten fandt jeg det også sjovt og udfordrende, da jeg var nødt til at undgå dem og finde andre måder at føre mine trolde gennem det hårde terræn, som jeg selv havde opstillet.
Senere endte slaget dog med at trække ud i evigheder, da jeg næsten havde vundet, og mine ondskabsfulde rivaler skjulte deres sidste helte (Gandalf, Gimli og Boromir) bag Bombadil og Gyldenbær, sådan at jeg umuligt kunne komme til dem. En ting var, at jeg var nødt til at slå dem ihjel på en runde, fordi de kunne blive healet. Det var noget helt andet, at jeg ikke engang kunne komme til dem. Til sidst lavede de dog et sidste angreb, hvori jeg gladeligt nedslagtede dem. Det er altid dejligt med en god slutning, omend en smule bitter... jeg mistede nemlig en af mine smukke trolde, som jeg selv havde malet.

Men det var i det hele taget sjovt at komme i gang med spillet igen efter så mange år, og reglerne gik bedre, for hver gang vi spillede. De er gode til større slag, ikke alt for komplicerede, men ikke heller alt for simple. Mit eneste virkelige problem med dem var bueskydningen, som var alt for svag, måske ikke så meget for goblingerne, men i hvert for karakterer som Legolas, der burde være en mesterskytte.

Det var dejligt at få spillet lidt igen, og min interesse for figurerne vendte straks tilbage. Men efter at have malet et par kom jeg i tanke om, hvorfor var jeg var stoppet til at begynde med: 1) Figurerne fylder, 2) Jeg forstod aldrig reglerne i første omgang, 3) Det var svært at få venner med ind i hobbyen (som ikke er helt billig og kræver en del tålmodighed) og 4) Man bruger en del maling. Alligevel tænker jeg, at jeg giver det en chance til. Jeg har stadigvæk halvanden pakke af figurer, der mangler at blive malet, og der er så mange andre, jeg godt kunne tænke mig at få fat i. Det ser i hvert fald ikke ud til at gå super godt for Games Workshop, for der er mange, de ikke længere producerer såsom Denethor, Beregond og deres gamle udgave af Radagast, som måske ikke er prydet med den syvende doktors ansigt, men til gengæld havde en del mere troldmands værdighed end den nye. Derfor tænker jeg, at jeg hellere må skaffe mig de sidste, jeg gerne vil have, imens tid er. Jeg mangler i hvert fald Træskæg, Shelob, Galadriel og Saruman.... men det kunne egentligt også være dejligt med Faramir, Eowyn, Theoden og Eomer. Og måske nogle dyssegæster, nogle warger og et par uruk-haier. Og trolde. Jeg har brug for flere trolde, for to er slet ikke nok, og de er så sjove at male.

Jeg er bange for, at jeg har et problem.

Men nu er det tid til at gå videre til det sidste punkt på den ikkeeksisterende liste over ting, jeg vil indkludere i dette indlæg. Det er nemlig blevet den tid igen, hvor en regeneration nærmer sig, og en ny skikkelse snart vil træde ind og overtage styringen af tardissen.

Doctor Who - Farvel Capaldi (sæson 10)

Her er vi så. Peter Capaldis sidste sæson som Doktoren er nået til vejs ende, og han har kun et enkelt juelafsnit tilbage af sin tid i tardissen. Det der med at regenere i julen er virkeligt ved at blive en fast ting. Hans sidste sæson, sæson 10 af den nye serie, var utvivlsomt den stærkeste af de tre, han har haft. Sæson 8 var rimeligt fornuftig, synes jeg, men den havde det problem, der var dens mangel på gode måder at bruge Danny Pink på. Sæson 9 opfulgte en masse godt build up med en stor skuffelse i det sidste afsnit, som serien bare lader til at have glemt sidenhen. Sæson 10 derimod sluttede på to sollide afsnit, og selvom jeg ikke var super glad for hele sideplottet med olieklatten (det er dumt), så virkede alt andet for mig. Hvad angår de mindre historier i sæsonnen, så var der som sædvanligt et par stærke og et par svage. Munkehistorien var en sær mellemting, fordi der var to gode afsnit med build up, og så blev det hele løst alt for hurtigt på ét enkelt afsnit. Færre monster of the week og mere tid til længere akter kunne have været sundt for serien, selvom det lidt går imod rutinen.

Det har været godt at se nogle gamle karakterer igen og at få genskabt en smule kontinuitet, der både er Doctor Whos skønhed og forbandelse. På rejsekammerat området var det også forfriskende at få to diverse karakterer med Doktoren, hvoraf ingen af de tre omrejsende havde nogen romantiske forbindelser. De var bare tre venner, der rejste gennem tid og rum, og især Nardole kom jeg til at holde af langt mere, end jeg havde regnet med. Bill var også god, men det var godt at se, at serien forstår sig på at bringe tidligere engangskarakterer tilbage som kompagnoner og udbygge på dem, ligesom serien i sin tid gjorde med Donna. Jeg håber på, at vi får begge at se igen, men især Nardole kunne godt bruge en sæson mere, fordi han var så anderledes fra de seneste karakterer i serien. For en gangs skyld havde vi en kompagnon, som ikke var et menneske.

Men det allerbedste ved hele sæsonen, samt sæson 8 og 9 vil jeg lige tilføje, har helt klart været Peter Capaldis ældre læreragtige doktor. Alle de forskellige skuespillere har naturligvis bragt noget nyt med sig til rollen. Den oprindelige var en hård, gnaven bedstefar med en skjult, munter side. To var lidt af en hygge onkel, tre var en hemmelig agent, fire var noget helt for sig og så videre og videre. Personligt har jeg mest set de nyere doktor (et faktum jeg overhovedet ikke forsøgte at skjule ved at bruge de ældre som eksempler), og jeg fandt virkelig Capaldi som en dejlig afveksling efter Smiths tilsyneladende muntre, men hemmelighedsfulde og mørke doktor, præcis som han selv stod ud fra Tennants heroiske og seje doktor. Capaldi bragte noget ærligt til rollen, og den tolvte doktor forsøgte ikke at give sig ud for at være en anden person end den, han i virkeligheden var. I stedet forsøgte han at regne ud, hvem det præcis var. Han var en gammel mand til tider, men han var samtidigt fuld af energi, karisma og passion, og der er en tydelig kærlighed for rollen i Capaldis optræden. Det havde de andre selvfølgelig også, men jeg vil alligevel mene, at 12 måske har været den bedste taler af dem alle, i hvert fald når det kommer til diskussionerne om godt og ondt, om krig, om nød og mest af alt om venlighed. Han kunne samtidigt være så fjollet, som doktoren behøver at være, når det var passende, og selvom Tennant måske så sejere ud, når han løb, så kunne 12 også være ganske sej, når han ønskede det.
Der var dengang, han spillede titelmelodien på sin guitar

Ikke noget ondt ment mod Tennant, han var også fantastisk. Ved du hvad? Jeg tror bare, vi siger, at jeg elsker alle doktorene, og så er det det. Men pointen er, at jeg har nydt Capaldis tur som doktoren, og det bliver svært at tage afsked med ham til jul. Selv når serien har gjort forfærdelige ting og haft svage manusskripter (sæson 9s afslutning), så han har været der, og Capaldi gjorde rollen til sin egen, sådan som enhver doktor bør gøre det. På trods af det så ser jeg dog meget frem til juleafsnittet, hvis præmis lyder skønt, og jeg er også spændt på at se, hvad fremtiden har i vente med den kommende doktor.

For erstatningen er jo allerede blevet annonceret, noget der lader til at have bragt internettet i brand over debatten om dette kontroversielle valg. Personligt vil jeg også sige, at jeg er irriteret... over at de annoncerede skuespilleren så tidligt. Jeg ville have foretrukket at finde ud af det i juleafsnittet, så det var blevet en overraskelse, men desværre er det ikke sådan, verden fungerer.

Men for at være helt alvorlig i et øjeblik, så synes jeg, folk er alt for aggresive på begge sider af debatten, da det jo er internettets (og essentielt set menneskehedens, desværre) måde at opføre sig på nogle gange. For dem, der ikke har hørt annonceringen, vil jeg helst ikke afsløre det, men det tvivler jeg nu på, du ikke har, hvis du går meget op i det.

Forandringen er jo, at doktoreren denne gang kommer til at blive spillet af en kvinde, en ide serien har leget en smule med i årevis efterhånden og langsomt afprøvet med først Missy, men også andre timelords. Mange fans er vrede og siger, at det aldrig kommer til at gå, og at det er noget værre møg, som skyldes politik og BBCs ønsker om at fremstå i et godt lys og bla bla bla. Disse folk har det med at bande en del og kalde andre folk for slemme ting. Samtidigt vil jeg dog sige, at de helt ekstreme støtter for en kvindelig doktor er lige så aggresive og ubehagelige. I det hele taget er situationen lidt brændfarlig i øjeblikket, hvilket, jeg synes, er synd, for det ødelægger ofte muligheden for en ordenlig debat, og så har jeg undt af Jodie Whittaker, den kommende doktor, på grund af al den negativitet, hun er blevet ramt af, før hun overhovedet har spillet rollen et eneste afsnit.
Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde andet end, at jeg blev en lille smule nervøs ved annonceringen, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det skyldtes som så mange af disse vrede fans' holdninger nok den pludselige forandring ved at have en kvindelig doktor, men forandring er jo grunden til, at serien har overlevet så længe. Desuden bliver jeg altid en smule nervøs, når jeg skal til at skifte doktor, fordi man lige har vænnet sig en ting, og jeg tror, det lige så meget skyldes, at jeg skal af med Capaldi. Der var også mange, der var vrede, dengang han fik rollen, og flere kaldte ham for gammel, noget jeg personligt finder rimeligt latterligt.

Men nu vi snakker om gamle og kvindelige doktorer... betyder det så, at vi i fremtiden kan få Maggie Smith? Jeg nævner det bare lige, for det, tror jeg, kunne blive forrygende. Uanset hvad så glæder jeg mig til at se, hvad Whittaker gør med rollen, og jeg synes, alle bør give hende en chance, selvom man selvfølgelig har ret til at have sin egen holdning, uanset hvad den så end må være. Hun var i hvert god i Broadchurch, men det er også alt, jeg ved om hende.

Hvis hun gør det godt i rollen, så er det egentligt det eneste, der betyder noget for mig. Det og så hvorvidt vi nogensinde får en bedre afslutning på Galifrey plottet, samt hvorvidt Mickey, Martha, Jack og Nardole kommer tilbage. Det kunne også være sjovt at se McGanns ottende doktor igen, for jeg har lidt ondt af ham, da han kun fik den middelmådige film og så et miniafsnit til at vise sine evner... men lad os nu holde os på sagen. Jeg ønsker held og lykke til Whittaker, selvom jeg kommer til at savne Capaldi, men mest af alt glæder jeg mig til juleafsnittet, der har potentialet til at blive det bedste i årevis.

Men jeg tror, jeg bare vil lade Capaldi udtrykke sig på området.


Nå, fortsat god sommer allesammen. Personligt har jeg ikke fået hverken læst eller skrevet nær så meget, som jeg havde håbet på, men vi har lige fået en hund, og så bliver jeg atten lige om ganske få dage. Så jeg har haft en smule at se til.