Vattes vandring

 Jeg begynder denne anmeldelse med en lille indrømmelse om, at jeg ikke er helt upartisk. Børnebøgen Vattes vandring, som udkom i anden udgave ved Klims Forlag tilbage i august, er nemlig blevet redigeret af en af mine nære venner, imens jeg også kender forfatteren Jane Mondrup en lille smule og har fået mit anmeldereksemplar direkte fra hende. Men dermed sagt står jeg stadigvæk fuldt ud ved mine holdninger, og disse holdninger blev til dels dannet, allerede før min redaktør-ven blev involveret, da jeg også læste førsteudgaven i sin tid. Men ikke mere dansen om den varme grød, nu skal jeg nok kaste mig ud i det.

Den nordiske mytologi har længe været en rig mine for både forfattere og kunstnere, og der findes stribevis af værker til børn såvel som voksne, der nyfortolker myterne og skaber deres helt egne udgaver af klassiske figurer som Thor, Loke og Odin. Men nogle forfattere går anderledes til stoffet ved at skabe deres nye figurer eller nye myter, som skal passe ind i den større mytologi. Sådan et værk er børnebogen Vattes vandring, i hvilken vi møder skabningen Vatte, som består af hår fra de tre gudefolk aser, vaner og jætter. Dermed tilhører Vatte på samme tid alle tre og ingen af disse folkeslag, og en stor del af Vattes historie handler netop om at finde ud af, hvem han selv er, og hvor han passer ind i verden. Det er en historie, som mange børn (og voksne) sikkert kan relatere til, og som figur er Vatte meget vellykket.

Da Vatte bliver skabt i bogens begyndelse, er hans viden om verden meget begrænset, og derfor fungerer han som god indgangsvinkel til den oldnordiske mytologi for de læsere, der ikke er så bekendt med den i forvejen. Men trods originaliteten i Vatte som karakter, så passer historien om hans ophav godt ind i de eksisterende myter, bland andet ved at minde om ophavet for vismanden Kvaser, der blev skabt af spyt fra to forskellige gudefolk. Vatte føles som en meget naturlig figur i mytologien og særligt i den børneorienterede tolkning af mytologien, som man møder i romanen. Han er på samme tid sød og uskyldig, men også forankret i noget magtfuldt og magisk.

Vattes vandring handler dog ikke udelukkende om sin charmerende hovedperson eller om at finde sig selv, for efterhånden på sine rejser begynder Vatte at høre om den kommende krig Ragnarok. Verden og gudernes undergang. Vatte frygter denne ulykke, og han regner med, at de magtfulde også forsøger at forhindre den. Men til hans overraskelse er flere af guderne indstillet på Ragnarok. De forbereder til konflikten og opbygger deres hære. I stedet for at tale for fred, taler de om krig og håber på sejr – velvidende at de fleste kommer til at dø. Vatte vælger dog en anden vej. Han vil forsøge at forhindre konflikten, så godt han kan.

På denne måde har Mondrup valgt at benytte et gammelt mytisk motiv til at drøfte noget højaktuelt; krig, oprustning og en følelse af håbløshed. Emner som de fleste børn uden tvivl har stiftet bekendtskab med i 2020’erne, og som det vil være godt at tale med dem om. Her kan Vattes vandring måske give de rette rammer for sådan en samtale, og den virker som oplagt læsemateriale i folkeskolen. Mondrup og Klim har da også udgivet undervisningsmateriale, som kan benyttes til at drøfte de emner og temaer, som bogen introducerer. Heriblandt er der ikke blot tale om krig osv., men selvfølgelig også selve mytologien, som romanen er inspireret af.

Bogen er rigtigt fint illustreret af Jacinta Madsen.

Både første og anden gang jeg har læst Vattes vandring, har det været en fornøjelse. Den nye udgave er forkortet lidt og sproget strammet op, men historien er den samme mellem versionerne. Som professionel formidler, der ofte fortæller børn om den nordiske mytologi på Bork Vikingehavn, har bogen da også haft en særlig interesse for mig. Jeg nyder især, hvordan den holder lidt tilbage på antallet af guder, som bliver introduceret. Det er ellers en nem fælde at gå i, at man som fortæller gerne vil præsentere hele menageriet.

Men jeg er trods alt ikke målgruppen på bogen, og derfor synes jeg ofte, det er svært at bedømme børnebøger. Det er en kunst, som få mestrer, at kunne læse noget, som et barn ville gøre det, uden at forsimple eller fordumme de forestillede børn. Børn må gerne udfordres, de skal ikke tales ned til, og samtidigt kan man som voksen nemt danne sig sine egne fejlopfattelser af, hvad et barn vil finde spændende. Bare fordi du selv fandt noget spændende som barn, betyder det ikke, at andre børn vil finde det samme spændende nu. Desværre. Sidst men ikke mindst er børn så vanvittigt forskellige.

Af disse årsager vil jeg slutte denne anmeldelse af med en reaktion, som ikke er min egen, men som tilhører min fætter og kusine på henholdsvis 10 og 7 år. For en måneds tid siden gav jeg dem nemlig min førsteudgave af Vattes vandring, og de virker til at være ret begejstrede. Ifølge min onkel har bogen været populær godnat læsning, og min fætter har siden da også talt fascineret om nordisk mytologi og ragnarok. Han valgte vist også emnet til en præsentation i skolen. Så helt ved siden af målgruppen har Vattes vandring nok ikke været. Fra min side af, såvel som mine yngre familiemedlemmer, lyder der en varm anbefaling.