#38 Et endnu kortere pusterum
Note:
Så ja lige en kort information for at være besværlig og
forvirrende. I Mortlan er Qos (den tredje vinter måned) årets sidste måned, imens Monic er
den første. Dette afsnit foregår altså efter det sidste og ikke
før.
3.
Baigh 1076AA i Braldirborg på Smedens Datter
Faros svarede ikke vagtkaptajnen lige med det samme, og da han
endelig gjorde det, var det med den mindst forpligtende stemme, han
kunne mønstre. ”Du vil altså have os til forsvare dinoren og
finde disse snigmordere?”. Tjarn sendte ham et strengt blik som
svar, der viste, at han udmærket kendte til årsagen til hans tøven.
Folkene, der havde forsøgt at dræbe Dinor Mågens, kunne ødelægge
den nødvendige orden og stabilitet, dinoren havde opbygget siden sin
kroning, i et træk, hvis deres næste forsøg lykkedes. Det ville
være rigtigt skidt for alle, der levede i både Zrulf, Mugball og
sandsynligvis også Elwar, der som naboland til begge kunne kastes
ind i en altødelæggende borgerkrig. Det ville i hvert fald være enden
på alle Faros og Marintras planer og dødsdømme det arbejde, de
allerede havde udført, hvis en borgerkrig skulle starte, men sagen
var alligevel ikke så simpel. ”Det kan have været hvem som helst,
der stod bag angrebet på dinorens liv” sagde Faros forsigtigt, men
blev straks afbrudt af vagtkaptajnen. ”Og hvis det skulle være en
større magt, ønsker I at holde jer neutrale, det er jeg udmærket
klar over” sagde han skarpt ”men jeg er samtidigt klar over, hvad
I gjorde ved Baldan af Bartius Hus, som ellers var en højtstående
adelsmand i Yngol”. ”Det var anderledes” protesterede Faros så
høfligt, han kunne. ”Nå ja” sukkede Tjarn med et ligegyldigt
smil ”det var en magisk dosne med lysende øjne, der dræbte ham,
ikke sandt? I nåede jo aldrig at få jeres hænder beskidte. Hvor
var det belejligt?”. Med ét droppede Faros høfligheden. ”Du
misforstår mig” sagde han ”det var ikke derfor, det var
anderledes”. ”Hvorfor dog så?” spurgte Tjarn en smule
overrasket. ”Fordi det var personligt” svarede Faros og vinkede
Tugy hen til sig, som serverede dem hver et krus øl. ”Ja så”
sagde Tjarn langsomt med kontrolleret utålmodighed i stemmen og tog
en slurk ”så det var personligt... jeg havde ikke lyst til at
spille det her kort, men hvis i virkeligt ikke kan motiveres på
andre måder. Prøv at tænk dig om, Faros, og husk lidt tilbage til
for nogle måneder siden. I er brudt ind på Braldirborg slot,
dinorens hjem, for at stoppe en af jeres personlige fjender. Efter at
have gjort dette, pågribes I, men den nye Dinor er forstående for
jeres sager og sympatiserer med jer. Han arrangerer endda et lille
besøg hos jeres gode ven Baldan i Yngol, hvilket kunne have ødelagt
hans omdømme meget, var det blevet opdaget. Ydermere får han jeres
alkymist helbredt og passet af sine dygtigste læger, og han lader
jer fortsætte med jeres arbejde. Ikke mange ville have taget den
risiko. I er berygtede forbrydere, og der er både tyve og mordere i
jeres rækker. Marintra selv rø... bestjal dinorens bedsteforældre,
jeres krovært Mortus har stjålet fra mange vigtige folk, og din
egen historie involverer både desertering fra Den Grå Legion og
tjeneste hos Krakkensønnerne. Dinoren lader jer være til gengæld
for, hvad I gør. Han har givet jer en chance til”. ”Han havde
brug for os” fnøs Faros ”og det har han stadigvæk”.
Vagtkaptajnen smed også nu høflighedsfraserne til siden. ”Ja, det
har han” sagde Tjarn hårdt ”han har brug jer til at finde disse
snigmordere eller i det mindste at finde give os et fingerpeg i deres
retning... han har måske brug for jer og beskytter jeres
hemmeligheder af den grund, men hvis I ikke er til nytte... tjaaa så
har han vel ikke brug for jer alligevel”. Faros tog en dyb
indånding og sagde så stift mellem sine tænder ”det er forstået.
Jeg skal nok kigge på det, men jeg lover intet, uanset hvad I så
truer med, for jeg finder det ikke høfligt at lyve over for
allierede”. Han lagde ekstra tryk på det sidste ord. ”Godt”
sagde Tjarn, drak så sin øl ud i en slurk og rejste sig for at gå.
”Som sagt havde jeg ikke lyst til at spille det kort” sagde han.
Der var et kortvarigt glimt af usikkerhed eller måske endda
skyldsfølelse i vagtkaptajnens stemme og blik. ”Men som du selv
sagde, så bør vi være ærlige”.
Samtidigt
nedenunder
”Er du sikker på, du er klar, Nattergal?” spurgte Marintra og
rakte de to træningsknive til sin elskede elver. De var helt sløve,
men kunne dog sagtens gøre ondt, hvis man slog hårdt nok. ”Jeg er
klar” sagde Tsyseria og tog en dyb indånding ”jeg er klar”.
Hun løftede knivene op, klar til kamp. ”Bare tag det roligt”
rådede Marintra hende ”du behøver ikke overanstrenge dig, du
kæmper kun mod Monolo”. ”Hvad skal det betyde?” udbrød Monolo
og løftede sit trænings kortsværd utilfreds i luften. ”Bare at
du kæmper værre end min afdøde bedstemor” hviskede Marintra lige
højt nok til, at de begge kunne høre det, hvorefter hun tilføjede
i almindeligt toneleje ”hvem sagde det?”. Monolo fnøs. ”Jeg
har et yderst velsmedet kortsværd med magiske runer, bare så I ved
det” sagde han til sit eget forsvar ”og jeg har deltaget i et
utal af kampe”. ”Og hvornår ramte du sidst nogen med dit
kortsværd?” spurgte Marintra. Monolo blev en anelse rød i
hovedet. ”Det er et rimeligt nyt sværd” mumlede han ”jeg har
ikke ejet det mere end et halvt år så...”. ”Så du har aldrig
ramt nogen med det” oversatte Marintra og gestikulerede mod
træningsvåbnet i hans hånd ”det lader vist til, du også kunne
trænge til lidt træning”. ”Nu behøver du ikke være så ond
ved Monolo” lød det fra Tsyseria, som forsøgte at skjule et smil
”han er trods alt mere diplomat end kriger. Du burde ondskylde”.
”Det var dråben” vrissede dosnen muggent og vendte sig mod sin
bedste ven ”skal vi kæmpe eller hvad?”. Tsyseria nikkede, tog en
dyb indånding og parrede så Monolos første angreb med begge sine
knive. Hele hendes krop gav et spjæt fra sig, da de sløve klinger
mødtes, men elveren holdt stand. Så skubbede hun instinktivt
diplomaten tilbage, som var ved at snuble, og sprang ud på hans
venstre side for at følge op med et modangreb. Med i stedet for at
fortsætte med det samme, trak hun sig pludseligt sammen, da hendes
brystkasse gav et stik af smerte fra sig. Tsyseria bed sig i
underlæben, tog endnu en dyb indånding og forsøgte sig så med et
angreb, som Monolo i mellemtiden havde forberedt sig på. Sådan
fortsatte kampen i adskillige minutter, indtil dosnens trænings
kortsværd til sidst forlod sin ejers hænder og fløj flere meter
væk fra ham, samtidigt med at han blev slået i gulvet. Hele
Tsyserias krop værkede af smerte og udmattelse, og hun var
gennemblødt af sved fra top til tå. Stønnende og hostende lagde
hun knivene fra sig og tog imod et krus med koldt vand fra Marintra.
”Hvordan har du det?” spurgte dværgen bekymret. Tsyseria stod et
halvt minut, hvor hun skiftevis tog dybe vejrtrækninger og drak
vand, inden hun svarede. ”Godt” svarede hun til sidst og tørrede
en smule sved fra panden ”træt, udmattet og helt smadret... men
godt”. I mellemtiden var Monolo kommet på benene, og han humpede
med adskillige mærkværdige lyde hen til elveren og dværgen. ”Tak
for omsorgen” mumlede han og smed sig på en stol. ”Hvor er mit
kolde vand?” forlangte han. Marintra ignorerede ham. ”Hvis du
ikke er klar til det her endnu, Nattergal” sagde hun langsomt og
forsigtigt ”så behøver du altså ikke”. ”Jeg sætter pris på
bekymringen, Blækblink” svarede elveren og drak det sidste af det
kolde vand ”men du tager fejl... jeg er nødt til at gøre det her.
I tre år har jeg været spærret inde på et mørkt sted, hvor jeg
ikke har haft plads eller mulighed for at være Tsyseria. For at være
mig. For at være andet end en svag, hjælpeløs og syg fange. Jeg
har ikke lyst til at være spærret inde længere, Blækblink. Jeg
vil gerne være Tsyseria igen”. Marintra lagde hånden på elverens skulder og aede hendes kind. ”Det
forstår jeg godt, din tossede elver” sagde hun med et smil ”men
du behøver ikke forsøge at gøre alting på en gang... bare tag det
stille og roligt”. ”Det skal jeg nok” sukkede Tsyseria ”det
er jo også derfor, jeg kæmper mod Monolo”. ”Jeg er altså lige
her” beklagede dosnen sig.
Samme
aften på et mindre værtshus i Braldirborgs fattige kvarterer
”Go' aften, gobling” hilste kroværten, da Trak tog plads ved
bardisken ”du kender reglerne, formoder jeg?”. Han pegede på en
tavle bag sig med en række skrevne regler på. Der stod:
Kun betalende kunder bydes velkommen
Ingen slagsmål
Ingen snyd i hverken kort eller terningespil
Ingen tyve toleres
Brud på reglerne vil medføre udsmidning, forvisning og eventuelt
bøder
Trak nikkede til kroværten. Han forstod udmærket reglerne og
hvorfor, de var nødvendige. Ethvert almindeligt værtshus ville blot
lade bygarden tage sig af problemer og forbrydelser, men på et sted
som dette var lovens håndhævere ikke ligefrem æresgæster. Nej
tænkte goblingen de tager sig af deres egne problemer for at
beskytte deres og kundernes hemmeligheder. Han lod henkastet
blikket hen over stuen, og til ingens overraskelse var han langt fra
den eneste grønhud til stede. Et beskidt, halvt ulovligt sted som
dette har det med at tiltrække de desperate. Hvilket desværre vil
sige mit folk. Værtshuset var fyldt med flygtninge, der uden
tvivl havde fundet mindre lovligt arbejde, men Trak var ikke her for
at tage sig af disse. Faktisk kunne de snarere være til hans fordel.
Han bestilte et krus øl fra værten og tog så plads ved et
hjørnebord, hvor der sad fem andre goblinger og spillede kort. ”Hvad
er indsatsen?” spurgte Trak og tog plads på en stol. ”Et sølv
og otte bronze” svarede en af goblingerne. Trak lagde mønter på
bordet og tog imod et sæt kort. Han spillede tålmodigt tre spil,
hvor han både vandt og tabt lidt, før han drejede samtalen ind på
sit ønskede spor. ”Så, har I hørt om dinorens nye plan?”
spurgte han ”om hvordan han vil investere mere hos olddværgene i
håb om at kunne sælge deres nyeste dimser”. Dette var en løgn,
men en som uden tvivl ville provokere goblingerne. ”Hmmm”
brummede en af dem utilfreds ”han har sku' dej i bogen, den tosse.
Hvis han har penge til at investere, har han også penge til at
hjælpe os”. Der lød et mumlende bifald fra de fem andre goblinger
inklusiv Trak. ”Tja, investeringer er nok ikke lige hans største
bekymring i øjeblikket” indbød en af de andre bedrevidende. ”Hvad
mener du, Zan?” spurgte en anden. ”Har I ikke hørt det?” fnøs
goblingen ved navn Zan selvtilfreds ”en eller anden forsøgte at
myrde dinoren”. Der blev helt stille blandt kortspillerne. ”Det
mener du ikke?” hviskede en af goblingerne lidt efter.
”Selvfølgelig gør jeg det, din båtnakke” insisterede Zan ”det
er ikke mere end fire-fem dage siden”. ”Hvem var det?” lød en
ny stemme. Det var en dværg fra nabobordet, som havde overhørt en
del af samtalen. ”Ikke godt at vide, Vølgar” svarede Zan. ”Du
må da have en fornemmelse” spurgte en af de andre goblinger, og
Zan smilede smigret. ”Tja...” sagde han tøvende ”jeg har hørt
en ting eller to. Den første indskydelse, alle havde, var
selvfølgelig, at det måtte være Dødens Hånd... men de feje
kujoner ville aldrig gå efter en dinor, selv ikke i en tid som
denne”. Dværgen Vølgar kastede nervøst et blik over skulderen,
og flere af goblingerne fik skræmte udtryk ved Zans kommentar til
den berygtede snigmorder-gruppe. Historiefortælleren bemærkede
dette og smilede arrogant. ”Tøsedrenge” mumlede han ”de
slapsvanse kan ikke gøre os noget, og de kan da slet ikke høre
os... nej, det lader til, at en langt mere effektiv morder er efter
vor usle dinor. Den Brændte”. Vølgar og goblinger trak sig alle
sammen i frygt lige med undtagelse fra Trak selv, og det bemærkede
Zan. ”Nå, du er vist ikke lige så slem en kujon som disse her”
fnøs han, men Trak trak bare på skuldrene. ”Han er jo ikke ægte”
sagde han ligegyldigt ”Den Brændte er bare en myte”. Et udsagn,
han selv vidste, var løgn. ”Nå, så det tror du” mumlede Zan
”men du skal nok få at se. Dinoren overlevede denne gang ved rent
og skært held. Den slags holder ikke for evigt. Og når Mågens den
syvendes held udløber... tja, så får vi måske en dinor, der rent
faktisk bekymrer sig om os i rendestenen”.
Kommentarer
Send en kommentar