#13 Et indespærret fængsel
”Djinner er
elementer-hybrider af ild og luft, som lever i det sydlige Mortlan. De er
magtfulde magiske væsner med magten til manipulere med verdenen omkring dem på
hver sin måde, og de bliver ofte jagtet for deres kræfter. Det forholder sig
nemlig sådan, at ifølge magiens ældste love vil en fangen og bunden djinn
udføre tre ordrer fra hvem end, der holder dens fængsel. Hver bundne djinn vil
kun udføre tre ordrer, før den vil slippe fri, og intet kan da forhindre den i
at opnå sin frihed. End ikke guderne, da det netop var djinnernes gave fra
guderne, da verden blev skabt. På den anden side kan en djinn ikke benægte en
ordre givet af sin nuværende herre, og de kan ikke skade deres herskere.”
Fortæller: Tash Rizzian
Periode: Baigh 1070AA
Placering: Pereturs Bjerge i Set
Vi blev
eskorteret yderst høfligt ind i lejren, og ikke en af dem rørte os, efter de
havde fjernet vores våben. Vi blev ikke bundet, skubbet eller trukket, og vi
fik lov til at gå i vores eget tempo. Men alt dette ændrede ikke det på det
faktum, at vi nu var fanger af Lintunguls Broderskab. Hvis noget viste det
blot, at de havde helt styr på situationen, og at de besad den medfølgende
selvtillid. Lejren bestod af mindst hundrede telte placeret systematisk i den
store klippedal med en af lejrens sider direkte op til en bjergside, hvor jeg
kunne skimte en huleindgang. ”Vi har ventet Dem et godt stykke tid, min kære
Hr. Rizzian” informerede Abd Al-Makr mig høfligt, da vi gik ”men De kom som
lovet, og det er alt, der betyder noget”. ”Som lovet?” gentog jeg nysgerrigt,
og djinnen smilede. ”Enhver ting til sin tid, Hr. Rizzian”.
Som jeg
havde regnet med, blev vi ført frem til den del af lejren, som lå op til
bjergvæggen. Her var ganske rigtigt en tynd huleindgang, og ved synet af den
blev Didgo ganske bleg. ”Ja” sagde Abd Al-Makr koldt til dværgen ”jeg er bange
for, at din tid i cellen ikke er ovre endnu, men hvad andet kan en forbryder
forvente? Vær dog ikke bange. Når først vores arbejde her er ovre, vil du få en
rigtig dom, og det kan endnu nå at blive en nådig en”. Didgo sank en klump og
vendte blikket mod jorden. Jeg spekulerede et halvt sekund over, hvad han
egentligt havde gjort. Jeg kendte ham trods alt ikke, og det kunne næsten have
været hvad som helst. Måske fortjente han ikke engang nåde? Det kunne jeg ikke
vide. Men dog tænkte jeg så har han hjulpet mig. Jeg besluttede
mig for at lade det dilemma vente til, at jeg rent faktisk havde nogen form for
indflydelse på det. Da djinnen bagefter vendte sig mod Azmer, blev jeg straks
mere bekymret. Venner kunne man måske ikke ligefrem kalde os, men han havde
ført mig hertil og advaret mig imod Litunguls Broderskab, som nu havde taget os
til fange. ”Den mørke vandringsmand” hilste Abd Al-Makr med et enkelt buk ”Dem
har jeg hørt adskillige ting om. Fascinerende, imponerende ting. De levede
mange år i Crymron, ikke sandt? Tjente blandt De Røde Jægere?”. Azmer svarede
ham ikke, men hans ansigt trak sig alligevel sammen, da den østlige verdensdel
og ordenen for jægere af blodmagi blev nævnt. Et smil spillede sig på djinnens
læber. ”Du behøver ikke sige noget” sagde han ”jeg ved, hvad jeg ved. Og hvad,
jeg ved, er noget af en historie passende til noget af en mand. Har De
nogensinde overvejet, at De måske spilder tiden på egen hånd? Tænk engang på,
hvad De kunne udrette, hvis De valgte en ny sag og nye våbenbrødre”. ”Ikke
interesseret” svarede Azmer uden skyggen af følelser, og djinnens smil døde
bort, men han så ikke vred ud. ”Det er selvfølgelig Deres egen beslutning”
sagde Abd Al-Makr ligegyldigt ”jeg ønskede blot at give Dem tilbuddet. Hvad
Deres ophold her angår, så er vi ikke Deres fjender, men De kan heller ikke
forlade os lige med det samme. Ikke før Tash har hjulpet os med et problem, vi
har. Jeg skal få givet Dem et telt, noget at spise og måske en bog til at
fordrive tiden, hvis De ønsker det”. Azmer nikkede uden at sige noget, og efter
et vink fra djinnen blev både han og Didgo ført bort. Min vejleder sendte mig
et enkelt nik, imens dværgen stirrede anklagende efter mig, da han blev slæbt
ind i hulen. ”Sådan” sagde Abd Al-Makr, da kun vi to var alene tilbage. Alle
vagterne var også gået, men vi var trods alt stadig i deres lejr, og den
nærmeste kriger var ikke mange meter væk. ”Skal vi ikke se at komme i gang?”
foreslog djinnen og rettede armen inviterende mod huleindgangen.
Hulen blev
straks meget større efter de første ti meter, og vi befandt os snart inde i en
gammel, bred mineskakt, som førte langt ind i bjerget. Nær indgangen blev Didgo
holdt i et slidt og rustent metalbur, hvor han sad og lige så nervøs ud, som
situationen påkrævede. Lidt derfra sad tre vagter og spillede kort. ”Du nævnte
noget med Litungul tidligere” sagde jeg, da vi var nået et stykke ind i minen. ”Ah
ja” sukkede Abd Al-Makr ”De har netop rørt sagens kerne. Hvor meget kender De
til vores broderskab?”. ”Nok” svarede jeg. ”Godt” sagde djinnen ”De kender
altså til vores formål? Vores søgen?”. ”I ønsker at finde Litungul” erindrede
jeg. Min fangevogter begyndte endnu en gang at smile, men denne gang var det
anderledes, og hans øjne brændte af stolthed. ”Ikke længere, Hr. Rizzian” lød
det højtideligt fra djinnen ”nu ønsker vi at befri ham”
Netop da
han havde sagt det, endte mineskakten i en stor, rund grotte, som om Abd
Al-Makr havde ventet med at sige dette til det rette øjeblik for at opnå den
størst mulige dramatiske effekt. Ved skellet mellem skakten og grotten sad
resterne af nogle gamle, rådne brædder, der nok engang havde været del i en væg
med det formål at skjule grotten. Og med god grund. Grotten var nemlig et
nemlig ét stort skattekammer. Mange kister, skjolde, våben, rustninger, spejle
og bøger lå i bunker hist og pist, og i midten af det hele var et langt bord
dækket med sølvbestik. Mange stole stod langs bordets kant, alle forskellige.
Den mest imponerende stod for bordenden. Den var ikke særligt stor, men hugget
i hvad, jeg vidste, var malerion, og på den var mange inskriptioner af en
dosne, der udførte forskellige bedrifter. En afbillede ham som jæger, en anden
som sværdfægter, og på en tredje besteg han et tårn. Fascineret trådte jeg
nærmere. ”Ja” sagde Abd Al-Makr, da jeg lod min hånd strejfe stolens ryg ”De
har gættet, hvis skat dette er”. Jeg nikkede og satte mig med ærefrygt på
stolen. ”Abbas Arif” konstaterede jeg ”den største tyv dette kontinent
nogensinde har haft”. ”Den mest berømte i hvert fald” rettede djinnen mig og
tog selv plads på en anden stol ”jeg antager, at De er bekendt med hans
historie”. Jeg hvilede min hage på mine hænder og kastede endnu et blik ud over
grotten. Selvfølgelig havde jeg hørt om Abbas Arif, men legendariske tyve havde
aldrig været min største interesse. Dog kom jeg pludseligt i tanke om et rygte,
jeg engang havde overhørt to af mine elever diskutere. ”Mener du, at Abbas Arif
faktisk bandt Litungul? Tror du, at hans fængsel faktisk er her i hulen et
sted?”. Abd Al-Makr smilede endnu en gang og rystede på hovedet. ”Nej, det ved
jeg, at det ikke er her… min herres fængsel befinder sig umådeligt fjernt
herfra. Det er end ikke i de dødeliges rige, hr. Rizzian. Men porten er her i
grotten, og De vil hjælpe mig med at åbne den”. Jeg hævede interesseret et
øjenbryn som svar.
Porten,
Abd Al-Makr havde omtalt, var ikke langt derfra. Hans folk havde ryddet området
omkring den for skatte, så den gyldne cirkel var helt tydelig i jorden. ”En
tomrums hule” identificerede jeg cirklen som, men indså så, at jeg havde
benyttet mig af et knap så akademisk udtryk, der var populært blandt de unge,
og rettede mig selv. ”Et parallelplan”. ”Ganske rigtigt” nikkede djinnen ”og
heri er fængslet skjult”. Jeg satte mig på knæ for at kigge nærmere på cirklen
af natrinastøv. Den både så og føltes ny, og jeg antog, at den ikke kunne være
ældre end et år maksimalt. ”Kan du åbne den?” spurgte Abd Al-Makr. Hans stemme
var nu tung af ambition og grådighed. ”Jeg er bange for, at jeg bliver nødt til
at skuffe dig” sagde jeg langsomt til ham ”men portaler og den slags har aldrig
været mit speciale, og selv hvis det havde været det, så ville kun en yderst
dygtig ekspert eller en verdenvandrer kunne tvinge den op uden at kende
nøgleordet. Eller nøglesætningen. Det kunne endda være nøglesangen, det er ikke
til at sige. Du ville derimod have en reel chance for at åbne den, hvis du
kunne finde skaberen eller en af dennes nærmeste”. Abd Al-Makr så dog alt andet
end skuffet ud. ”De forstår vist ikke sammenhængen mellem Deres ærinde og
dette, hr. Rizzian” sagde han ”det er jo netop Deres læremester Zok-Jawa-Qul,
der har forseglet Litungul ude af denne verden, og De skal hjælpe os med at få
ham tilbage”.
Hjertet
sank ned i maven på mig, og jeg mistede straks al nysgerrighed. Med en blanding
af frygt og målbevidsthed kastede jeg først et stjålent blik mod portalen og så
mod udgangen, alt imens Abd Al-Makr betragtede mig vagtsomt. ”Ja” sagde han
koldt ”kortene er på bordet, eller det tror De i hvert fald. Jeg kan forestille
mig, at De gerne vil flygte, og at De overvejer Deres chancer. Eller også har
De allerede nu gættet nøglen og tænker på, hvor hurtigt De kan få nogle svar ud
af min herre om Deres mentors rejsemål”. Mit blik mødte djinnens, da han havde
gættet helt rigtigt, men alligevel ikke så spor bekymret ud. ”Lad mig lige
åbenbare hele sagen for Dem” sagde han forretningsmæssigt ”vi har vigtige folk
og mange forbindelser. Jeg vidste ikke blot, at De var på vej hertil, jeg ved
alt om Dem, Hr. Rizzian. Jeg kender til Deres søn Richaras og Deres kone
Carina, og jeg sværger overfor Dem, at hvis De så meget som træder på en
mistænksom måde, så vil De ikke være den eneste Rizzian involveret i sagen. Er
det forstået?”. Hele min krop blev oversvømmet af had mod manden foran mig, og
jeg ønskede intet andet end at afslutte hans eksistens, men jeg nikkede blot
dybt. Han havde vundet… for nu i hvert fald.
Mange
timer var gået, da jeg senere sluttede mig til Azmer i vores tildelte telt. Der
blev serveret mad for mig, men jeg var ikke særligt sulten. Derimod var jeg
meget træt. Abd Al-Makr havde forventet, at jeg ville gætte nøgleordet lige med
det samme, men det havde ikke været tilfældet. Efter de første to-tre forsøg
havde jeg taget længere tid med gættene, da hvert forsøg på at åbne portalen
tog på mine kræfter og drænede mig for magisk energi. Jeg var derfor mere træt
end sulten, da jeg kom tilbage til teltet, og desuden hjalp nervøsiteten for
min familie ikke ligefrem på appetitten, men det lykkedes mig alligevel at
klemme en lille smule ned. Efter at have spist lagde jeg mig til rette på et
tildelt liggeunderlag en halv meter fra Azmer. Jeg havde netop lukket øjnene,
da en velkendt, dyb stemme hviskede til mig. ”Hvad ønskede de fra dig?”. Jeg
kunne ellers have svoret på, at min vejleder sov. Jeg fortalte ham hviskende om
Litungul og forbindelsen til min mentor, men jeg nævnte ikke direkte min familie.
I stedet sagde jeg blot, at han havde haft nogle ret effektive argumenter. Azmer
forlangte heller ikke mere, og jeg er rimeligt sikker på, at han allerede der
regnede ud, hvilken slags argumenter jeg hentydede til. ”Jeg vil ikke fortælle
dig, hvad du skal gøre” hviskede Azmer lidt efter ”men tanken om denne Abd
Al-Makr i stand til at give ordrer til Litungul kan ikke ende godt”. Det var
jeg også selv nået frem til, og jeg regnede heller ikke med, at Litunguls
Broderskab bare ville lade os gå, selv hvis vi hjalp dem. Og hvis det blev
muligt var jeg også nødt til at finde ud, hvor Zok nu var henne. Han var ikke i
Set længere, det var sikkert, men hvor han var draget til herfra, det var ikke
til at sige. Hvis muligheden bød sig, måtte jeg forsøge at finde ud af det. En
spæd ide havde præsenteret sig i min hjerne, men den var risikabel og kunne
vise sig at blive meget farlig.
Den næste
morgen eskorterede et halvt dusin vagter mig tilbage til hulen, men denne gang
var Abd Al-Makr der ikke. ”Han er ude på et vigtigt ærinde” informerede en af
vagterne mig. Først kunne jeg ikke tro mig eget held, men det viste sig, at
vagterne havde til ordre at holde mig mindst tre meter fra portalen hele tiden.
Så placerede jeg mig altså ved langbordet, hvor jeg fandt Zoks journal frem og
gav mig til at læse videre fra, hvor jeg var kommet til den forrige aften. Da
jeg havde forsøgt at åbne portalen, var jeg i første omgang gået igennem alle
de mest åbenlyse nøgleord, jeg kunne komme i tanke om, såsom Zoks
familiemedlemmer, hans hjemby, hans livret og hans yndlingsbesværgelser. Det
havde delvist været for at trække tiden ud, men også for at jeg ikke skulle
overse noget vigtigt. Inderst inde vidste jeg dog godt, at Zok aldrig ville
vælge den slags banaliteter, som han kaldte dem. Hvis jeg kendte Zok ret, og
det gjorde jeg, så ville hans nøgleord have en dybere betydning i en eller
anden historie eller myte. Den gamle gobling havde altid elsket eventyr. Især
ét specifikt eventyr havde været hans yndlings. Et Vintersolhvervs Eventyr. Jeg
smilede ved tanken om hans fascination ved denne historie, som så længe havde
fyldt så meget i hans liv. Efter at have fået hans journal havde jeg også
forstået vigtigheden af dette eventyr. Med ét indså jeg, hvad nøglen måtte
være, og tilkaldte mine vagter.
Der gik
ikke engang ti minutter, før Abd Al-Makr dukkede op, men han var ikke alene. På
trods af sine mange høflighedsfraser mod Azmer, blev min vejleder nu trukket
fremad af flere vagter, og han arme var blevet bundet. Det samme gjaldt for
Didgo, selvom kun en enkelt vagt sørgede for ham. ”Er den slags virkeligt
nødvendigt?” spurgte jeg djinnen, men han var ikke så høfligt anlagt i dag. ”Jeg
må have mine forholdsregler” sagde han skarpt. Han var rød i hovedet og så en
anelse forpustet ud. Jeg undrede mig et kort øjeblik over, hvad det mon kunne
have været for et ærinde, der havde optaget ham. ”Nå” sagde han så ret
utålmodigt ”har De nøgleordet?”. Jeg nikkede og trådte hen mod portalen, men
Abd Al-Makr var hurtig og nåede frem før mig. Hans brændende øjne stirrede
mistænksomt på mig. ”Åbn den” befalede han. ”Jeg gør det nu, bare rolig” svarede
jeg og kastede et diskret blik bagud forklædt som om, jeg blot kløede mig i
nakken. I det korte blik nåede jeg netop at opfatte et ganske kort nik fra
Azmer. Så tog jeg en dyb indånding og trådte hen ved siden af djinnen. Adskillige
mistænksomme krampetrækninger gik gennem hans ansigt ved hver eneste bevægelse,
jeg foretog mig. Så løftede jeg hånden ud over portalen, fornemmede dens
magiske energi og sagde nøglesætningen. ”Jeg har begået en frygtelig fejl i et
forsøg på at hjælpe”. For hvert ord af citatet fra et Vintersolhvervs Eventyr,
jeg sagde højt, hørte jeg en lyd bag mig fra det slagsmål, Azmer netop havde
startet. Efter to ord havde det lykkedes ham at kvæle sin ene fangevogter med
sine bundne arme. Ved ”frygtelig” blev en anden slået i gulvet, og ved ”hjælpe”
begravede en kastekniv sig dybt i Abd Al-Makrs ene ben. Djinnen, der havde
været for optaget af at holde øje med mig, skreg af smerte, netop som den
gyldne cirkel begynde at lyse, og portalen åbnede sig. Jeg reagerede med det
samme og sprang igennem den, imens djinnen endnu var lammet af chok.
Tashs Historie
Afsnit 4 - Den Første Djinn Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel Afsnit 6 - Litungul
Kommentarer
Send en kommentar