#39 Nyt på flere fronter
6.
Baigh 1076AA i Mizil, Zrulf
Faros kastede et stjålent blik på Tugys begejstrede og afventende
ansigtsudtryk, da de red over den sidste bakkekam, og Mizil kom til
syne. Hun ville aldrig i sit liv indrømme det, men Faros vidste, at
den lille skarnsunge havde glædet sig til denne tur. Mizil lå i
hjertet af Zrulf og var måske blot en stor mineby på ydersiden, men
byen huserede samtidigt den største samling af olddværge på
overfladen. Byen fungerede som deres port til resten af dværgenes
land, og dybt nede i Mizil skulle indgangene til olddværgenes
tunneler og underjordiske byer være. Faros smilede ved tanken, noget
han skjulte ved samtidigt at klø sit røde skæg. Han ønskede ikke
at fjerne den eventyrlyst og forventning, Tugy som så mange
andre unge dværge havde ved sit første besøg i byen, men sagen var
nu engang den, at olddværgene i Mizil ikke bare vandrede rundt på
gaderne for at holde folket underholdt. Nej, Faros havde været i
Mizil massevis af gange, og det tidspunkt, han havde været tættest
på en olddværg, havde været tilbage Pan, da Marintra havde
udspioneret Bageren, Den Ensomme Skygge og en eller anden professor
fra dybet, samme dag som Bruntop blev taget til fange. Det var ikke
ligefrem et minde, Faros værdigede over alle andre. Han kastede et
hurtigt blik mere på Tugy, som nu stirrede spændt på den store
mineby, der spredte sig foran dem. Det var nok bedst, han ikke lige
nævnte den sag for hende lige med det samme. ”Jeg antager, du ikke
har været i Mizil før” sagde den hundrede-og-elleveårige kriger
”hvor var det nu, du sagde, at du kom fra? Rundt omkring? Altså
ikke Mizil”. ”Ikke Mizil” svarede Tugy uden at give ham mere.
De mødtes med Dolun, Faros' mangeårige, trofaste spion på et lille
hjørne af markedspladsen. Den unge, brunskæggede dværg hilste
straks på sin chef med et ”godt at se dig, mand”. Så fik han
øje på Tugy og tilføjede ”jeg vidste ik', du havde en lærling?”.
”Praktikant” svarede Tugy ham igen med et ryst på hovedet ”eller
det har jeg da fået at vide. Jeg ved stadig ik', hvad det betyder”.
”Det betyder, at du skal holde vagt” instruerede Faros hende
”hvis nogen kigger lidt for meget på os eller ser ud til at være
på vej herhen ad, så siger du lige til”. ”Fint, fint” nikkede
pigen, gik et par skridt væk og gav sig til at fløjte. Dolun
kiggede efter hende nogle få sekunder med svag genkendelse i
ansigtet. ”Havde du også hende sidste gang, jeg så dig?”
mumlede han overvejende ”jeg kan ikke huske det, mand, men hun
virker bare bekendt”. ”Nej, overhovedet ikke” svarede Faros
hurtigt, da han ikke ønskede at komme ind på sagen om den stjålne
pung. Han fandt så en lap papir frem fra sin taske og rakte den til
Dolun. ”Det var, hvad Gjortnals spion i Braldirborg havde på sig.
Det er instruktioner til hans folk. De kom for at lede efter Arolnar,
men ganske belejlig havde deres leder en arrestordre fra Mugball, og
et anonymt tip fik bygarden til at låse dem inde. De kommer ikke ud
lige foreløbigt”. Dolun læste hurtigt sedlen igennem, imens han
nikkede tydeligvis ganske stolt over, hvad han havde gjort. ”Jeg
sa' jo, det var råt, mand” sagde han og rakte sedlen tilbage til
Faros ”og jeg bad dig ik' om at komme til byen for ing'ting. Hvad
jeg har fund't... ik' den slags man bare sender. For vigtigt”. Med
et nyt smil stak han venstre hånd ind under sin frakke og fremdrog
en læderindbunden journal. På omslaget var der skrevet initialerne:
T.B. Jorak. ”Jorak?” læste Faros. Navnet sagde ham et eller
andet, men han vidste ikke lige hvad. ”Hvis er dette?” spurgte
han, og Dolun trak på skuldrene. ”Jeg ved det en'ligt ik'”
svarede han ”kun at denne person kontaktede mig for hjælp og
beskyttelse mod et eller and't... men jeg fik beskeden for sent og
modtog så denne... Hvem end Jorak er, så vid'st personen lidt om
vor forsvundne prins. Det er råt, mand”. Faros bar over med sin
spions sprogbrug og åbnede bogen. Det var en blanding noter, hvis
forfatter lod til at have fulgt Prins Gjortnals handlinger og rejse,
siden han forsvandt for flere måneder siden. Ifølge disse havde
prinsen først tilbragt en måned i Mzorg ironisk nok, før han var
taget til Mizil. Her havde han kontaktet en eller anden, hvis
identitet lod til at være et mysterium for denne T.B. Jorak. Faros
stoppede pludseligt op på en side, hvor han genkendte et navn. Det
lod til at være et afskrift af et brev fra den mystiske ukendte til
prinsen:
Nu har
jeg gjort, som du ønskede, og sat dig i forbindelse med de rigtige
folk, så du kan gøre med din fætter, som du ønsker. Til gengæld
forventer jeg, at du opretholder din del af aftalen, min fine ven.
Bring mig din gamle makker, denne Bager, som har stået bag den
mikstur, du har bragt mig. Jeg ønsker at møde geniet, som har
kunnet skabe en perfekt opskrift, noget jeg selv forsøgte og fejlede
i gennem et utal af år, før jeg endelig gav op. Bring mig dette
geni, prins, for hans viden og intelligens kan enten blive til vores
fordel eller vores endeligt. Hvis du mislykkedes i dette, ser jeg
ikke længere nogen grund til at fortsætte samarbejdet. Du er nu
advaret. Gwora.
”Ser man det” mumlede Faros, da han læste navnet på den person,
Bageren havde forsøgt at lokke frem, og som ifølge Arolnar ville
dræbe ham, hvis hun kunne. Det så ud til, hun til gengæld ikke
havde nogen anelse om, hvem han var. Eller også kendte hun bare ikke
til hans selvvalgte titel: Bageren, og Gjortnal havde ikke givet
hende det rigtige navn? Eller også havde prinsen aldrig vidst, hvad
det var? En ting var dog sikkert. Prins Gjortnal havde fået hjælp
fra denne Gwora til at kontakte snigmordere, så han kunne få ram på
sin fætter. Om det var den samme snigmorder, som allerede havde
forsøgt sig, var dog ikke til at sige, men det var noget at gå
efter.
7.
Baigh 1076AA i Braldirborg en sen aften
”Jeg siger ikke, at det er uretfærdigt” vrissede den unge ashas
dreng kendt som Snothvalp og sparkede til en sten på vejen, som
landede et par meter længere fremme, hvorefter han sparkede til den
igen. ”Forstået” svarede Skruml neutralt, den unge troldepige,
som vandrede af sted ved siden sin ven. ”Ikke uretfærdigt”.
”Præcis” svarede Snothvalp og sparkede til stenen for hundrede
og syttende gang, hvorefter han stoppede op og vendte sig mod
trolden. ”Det er ikke uretfærdigt, at hun får lov til at tage til
Mizil, og at hun får lov til at tage med chefen, når han skal på
en eller anden forretningsrejse. Det er da overhovedet ikke
uretfærdigt... især ikke når han jo stoler så meget på hende. Og
hvad gjorde hun for at vinde den tillid. Hun stjal fra ham”. Hans
stemme var tung med vrede, kunne Skruml høre, men ikke misundelse.
Der var noget andet bag dette udbrud. ”Hvad vil du alligevel til
Mizil for, Snothvalp?” spurgte hun forsigtigt, men fortrød
øjeblikkeligt sit ordvalg. ”Lad så være med at kalde mig det!”
råbte han i vrede og skræmte ved samme lejlighed en hjemløs, som
sprang på benene og styrtede væk. ”Undskyld” sagde Skruml
straks og helhjertet ”det er jeg ked af... det er bare det, at du
aldrig har givet nogen af os... ikke engang Irram, dit rigtige navn”.
Ashas drengen tidligere kendt som Snothvalp kiggede først
fortrydningsfuldt på Skruml i flere sekunder, men pludseligt
spærrede han så øjnene helt op i rædsel. ”Løb!” råbte han
og vendte sig om på stedet, før troldepigen kunne nå at forstå,
hvad der foregik. ”Det er ham!”. Skruml blev pludseligt kastet i
vejret af en kraft uden form, imens hun sparkede, slog og bed i alle
retninger helt forgæves. Kraften, der løftede hende, var en
besværgelse, og ud af mørket kunne hun nu ane omridset af en
fremmed skikkelse. Det måtte være en dværg, og vedkommende så ud
til at være klædt i en blå kåbe. Det var ham, som havde
skræmt den hjemløse og ikke råbet. ”Hjælp!” skreg Skruml og
kiggede efter ashas drengen, som næsten var ude af syne. ”Quedas
aquí, mozo” sagde dværgen i kåben og pegede sin finger mod
knægten, som frøs på stedet. Et smil bredte sig over dværgens
læber, han havde kun et kort, sort skæg. ”Muy bueno”. Han
vendte sig så mod Skruml, og hun kunne se, at hans hænder rystede
af spænding. ”Chica hábil” hviskede han til hende og lagde så
hånden på troldens kind og aede hende. Skruml kæmpede alt, hvad
hun kunne for at gøre modstand, slå ham, sparke, bide, flygte, bare
et eller andet, men besværgelsen holdt hende stadig frosset ude af
stand til at bevæge sig. Med tårer i øjnene kastede hun desperat
blikket rundt efter et tegn på hjælp fra hvem som helst. Men der
var kun hende og Den Angloriske Ambassadør. Hun følte pludseligt
det løbe koldt ned ad ryggen. Snothvalp var forsvundet! ”Hvad har
du gjort?” spurgte hun magikeren med sammenbidte tænder i en
blanding af vrede og frygt. Dværgen kiggede forvirret på hende i
nogle sekunder, men vendte sig så om og opdagede til sin
overraskelse, at ashas drengen var væk. Slavehandleren mumlede et
bandeord på det fremmede sprog og skyndte sig så af sted, imens
besværgelsen løftede Skruml lige bag ved ham. ”Snothvalp!”
skreg hun en sidste gang, før magien også gjorde hende stum. Langt
derfra hørte ashas drengen råbet, men han fortsatte blot med at
løbe.
8.
Baigh den næste morgen på Smedens Datter
Tugy gabte højlydt, da hun trådte ind på kroen. De havde ikke
sovet særligt længe den nat, da Faros havde ønsket at komme
hurtigt tilbage med de vigtige nyheder. Der sad kun nogle få af
deres stamgæster og fik morgenmad, da de to ”forretningsrejsende”
kom ind, og i baren var Monolo og Tsyseria. ”Godt, I er tilbage”
hilste Monolo hurtigt ved synet af Faros ”jeg har modtaget et
rimeligt vigtigt brev”. ”Så er jeg ikke den eneste med nyt”
svarede Faros ”skal vi ikke se at komme nedenunder?”. Dosnen
nikkede og skulle til at træde hen til kælderdøren, da Tugy løb
hen til dem. Hendes ansigtsudtryk var bekymret, og hun spurgte straks
”hvor er Skruml? Og Snothvalp?”. ”De er ikke mødt op endnu”
svarede Monolo, men tilføjede så for at berolige hende ”de kommer
sikkert bare lidt for sent”. Dværgpigen så ikke helt tilfreds ud
med det svar, men hun spurgte ikke yderligere ind til. ”Du må også
hellere se at komme hjem i seng” gabte Faros ”bare tag
formiddagen fri. Det har du fortjent”. Tugys træk blev hurtigt
mistænksomme, men endnu et gab fra hendes side erstattede tvivlen
med træthed. ”Jeg skal nok føre dig hjem” tilbød Tsyseria og
gik hen til pigen ”jeg har allerede hørt, hvad Monolo havde at
sige”. Tugy smilede enigt og fulgtes så med elveren ud derfra.
Havde det været en hvilken som helst anden, der havde tilbudt det,
ville Tugy nok have brokket sig på trods af Irrams regler om, at de
ikke måtte færdes alene. ”Kroen kan nok klare sig selv et par
minutter” sagde Monolo og vinkede så til en af stamkunderne, som
sad og læste i det nyeste eksemplar af Braldirs Folk, for at vise,
at de ikke skulle brænde alt ned, imens han var væk.
Faros fremlagde straks sine opdagelser i korte træk for Marintra,
Trak, Za-Sien, Manwe, Bruntop og Monolo. Smerten blev som sædvanligt
tydelig i alkymistens øjne, da Arolnar blev nævnt, men den gik
hurtigt over igen. ”Prins Gjorte Naller er altså en mulig mus”
konkluderede Marintra, og Faros vrikkede på næsen for at vise sin
enighed. Så vendte han sig mod deres dosne for at give ham ordet.
”Interessant” kommenterede Monolo hurtigt ”men det, jeg har
fundet ud af, er lidt mere konkret og påtrængende”. Han samlede
en læderkonvolut op og rakte den til Faros. ”Det er et brev fra
Regin” forklarede han ”han er løbet ind i nogle problemer... en
mindre krise i Platnir”. ”Ikke for noget” sagde Trak nysgerrigt
”men hvorfor skulle Regin skrive til dig og ikke Faros?”.
”Faktisk skrev han til os begge” svarede dosnen ”men hvorfor
han valgte også at skrive til mig... tja, han huskede nok en myte,
jeg plejede at finde ganske interessant. Jeg rejste engang helt til
Dragefjeldet for at følge den og endte ved samme lejlighed med at
blive involveret ved Stenhal”. Det smertefulde udtryk vendte med ét
tilbage til Bruntops ansigt nu ti gange så slemt. Han vaklede
baglæns og tog plads på en stol. ”Ikke ham” hviskede alkymisten
til sig selv og sendte et skarpt blik mod Manwe, der gjorde elveren
bleg af forståelse. ”Ikke ham. Det forkerte blod i årerne. Ikke
ham”. Manwe vendte blikket skræmt væk fra Bruntop og kiggede i
stedet på Faros med en følelse af at afvente en dom, han allerede
vidste ville falde. ”Ja” sagde Faros tungt, nikkede til elveren
og pakkede brevet væk, som han var færdig med at læse. ”Det ser
ud til, at Den Ensomme Skygge er tilbage”.
Kommentarer
Send en kommentar