#13 Tærtetjenernes angreb

8. Zyval 1076 Anden Alder i Mzorg

Støv og røg blev spredt i alle retninger, og det var næsten umuligt at se noget. Men Faros kendte denne bygning ud og ind, for han havde boet her i mange år. Men dette var den første gang, de nogensinde var blevet angrebet. Så snart eksplosionen havde lydt, forstod Faros, at det var en fælde. Alle soldaterne ude på gaden havde bare været en distraktion, imens en anden gruppe havde plantet eksplosiverne, der havde forsaget eksplosionen. Det måtte være derfor, at Bageren og Den Ensomme Skygge havde kontaktet olddværgene. De ville aldrig have kunnet fået så effektive sprængstoffer andre steder, for de havde knust flere meter stenvæg for at komme ind i skjulestedet. Men alt dette havde Faros ikke tid til at fundere nærmere over, for eksplosionen havde skabt et kæmpestort hul lige ind til skjulestedets hovedrum. Han kunne se, at både Fenrik og Brildur lå sårede på gulvet, og han havde ingen anelse om, hvorvidt de var i live. Langs den ene mur i lokalet var hullet dukket op, og det var derfra, alt røgen og støvet var blevet spredt. Faros trak sit tohåndssværd, Aruddeler, og løb hen til sine to venner. Fenrik rørte svagt på sig, da han nåede derhen, og Faros følte en kortvarig lettelse. Han vendte sig imod Brildur og skulle lige til at løfte hende op, da Fenrik hostede ”hun er død... jeg er så ked af det, men det er for sent”. Faros tog en dyb indånding og vendte sig imod Fenrik igen. ”Op med dig” kommanderede han og tog fat i elverens skuldre, som nu var bare, fordi hans tøj var blevet flænset af flyvende træsplinter fra eksplosionen. Det overraskede ham en smule, at Fenriks krop var dækket af brandsår, men heller ikke det hvilede han ved. ”Vi må væk, før de når ind” sagde Faros og hjalp elveren op at stå. Fenrik nikkede, men han var lige ved at dratte om igen, da Faros gav slip på ham. Han skyndte sig at tage fat i elveren igen, men i netop det øjeblik lød der tunge skridt fra hullet i muren. Faros drejede hovedet og så, at der var flere tungt udrustede dværgkrigere på ved ud af røgskyen. Heldigvis lod det til, at de endnu ikke havde bemærket dem, men det var kun et spørgsmål om tid. ”Hvad er planen?” lød en sagte stemme ved siden af Faros. Han vendte sig om og fik øje på Trak, som havde trukket begge sine daggerter. Faros besluttede sig på et splitsekund. ”Tag Fenrik” beordrede han ”og få ham ud herfra. Tag kloakkerne, hvis de endnu ikke er bevogtet”. Trak nikkede og tog fat rundt om Fenriks skulder. Men elveren var ikke helt lige så lydig. ”Nej” hostede han ”vi efterlader dig ikke bare sådan”. Faros sukkede. De havde ikke tid til at diskutere det, men hvis Fenrik ikke gik med Trak frivilligt, ville ingen af dem slippe ud herfra i live. ”Der er noget, jeg må ordne først” hviskede han ”og så kommer jeg efter jer”. Fenrik så stadig trodsig ud, men Trak begyndte at styre ham væk. ”Du har bare at komme” hostede Fenrik, imens han kiggede ned på Brildurs blodige, livløse krop ”vi kan ikke miste flere”. Faros nikkede. Han forstod, hvad hans ven mente. Så vendte han sig imod skyen af røg og støv, som var ved at lægge sig. Han trak hurtigt sin hætte ned og løb hen til disken, hvor Brildur plejede at lave morgenmad til dem. Med et stik i hjertet knælede han ned bag den, hvor han fandt lige, hvad han skulle bruge. Så hørte han en alt for velkendt stemme tale fra den anden side af disken. ”Hvad har I fundet?”. Det var uden (skyggen af) tvivl Den Ensomme Skygge. Faros måtte holde sig fra at springe frem og gennembore fyren med Aruddeler. ”Eksplosionen må have dræbt denne dværg” svarede en helt monoton stemme ”er det hende, du leder efter”. En hånd dukkede op på disken over Faros. ”Nej” hvæsede Den Ensomme Skygge opgivende ”ser du nogen tatoveringer på hende?”. ”Nej” svarede den monotone stemme. Alt imens de snakkede, havde Faros færdiggjort sit arbejde. Han havde nu samlet flere krukker af Bruntops olie, som dværgen af en eller anden grund altid opbevarede i køkkenet. Det var eneligt meget belejligt, situationen taget i betragtning. Faros anede ikke, hvad Bruntop havde lavet denne olie af af, men han havde set den brænde flere gange. Og det var ikke et behageligt syn. Faros sukkede. Han havde aldrig forestillet sig, at han ville blive nødt til at bruge deres egne våben mod deres eget hjem, men han havde ikke rigtigt noget valg. Det var enten det eller at lade Den Ensomme Skygge få alle oplysningerne om deres netværk. Derfor tog Faros nu en krukke i hver hånd og stak fyrtøjet i lommen. I en bevægelse rejste han sig op og kastede begge krukker lige forbi Den Ensomme Skygge og ud til rummets hjørner. ”Hvad var det!” hvæsede Den Ensomme Skygge og vendte sig om imod bagsiden af disken, men Faros var allerede løbet. Han stod nu i den anden ende af rummet med den sidste krukke i hånden. Den Ensomme Skygge vendte hurtigt sit blik imod ham, men for første gang virkede han ikke længere så selvsikker. ”Bruntop sender sine hilsner” råbte Faros og kastede krukken ned for sine egne fødder ”nyd opholdet i Herroth”. Så tændte han fyrtøjet, lod det falde og sprang væk. Desværre lod Den Ensomme Skygge til at forstå fuldstændigt, hvad der foregik, for han tog flugten ud gennem hullet, som han var kommet ind ad. Både dværgen og han vidste nemlig, at denne ild ikke ville kunne stoppes af nogen kraft, de besad. Det sekund fyrtøjet berørte indholdet af den smadrede krukke, brød kaos løs. Faros nåede kun lige præcis at springe efter Fenrik og Trak ned i kloakken, før hele deres tidligere skjulested blev opslugt af flammer.

 Første Afsnit                     Forrige Afsnit                                                         Næste Afsnit