#11 Det forkerte blod i årene
Hjemme igen... næsten da
Faros så
umådeligt træt ud, da han trådte ind i skjulestedet. Hans
rejsekappe var møgbeskidt, og han begravede sit hoved i hænderne,
så snart han trådte ind. Fenrik skyndte sig hen til hans side, men
dværgen vinkede ham bare væk. ”Er der noget galt?” spurgte
Brildur, som sammen med Trak var fulgt efter Fenrik hen til Faros.
Den gamle, arrede kriger sukkede, sank en klump og mumlede ”ja...
der er noget meget galt. Bruntop er væk. Kidnappet af Den Ensomme
Skygge, og Marintra insisterer på, at hun vil lede efter ham alene.
Hun mente, at jeg skulle være her, hvis der nu skulle opstå nogle
problemer....”. Fenrik sendte Trak et bekymret blik, som goblingen
gengældte. Brildur så også en smule forstyrret ud. Og det var ikke
kun fordi, at Bruntop var blevet kidnappet. Det var fordi, at der
rent faktisk var opstået nogle problemer, som kunne blive lidt
vanskelige at løse.
Bruntop
åbnede langsomt sine tunge øjenlåg. Hvor var han henne? Og var det
blod, han kunne lugte? Med noget besvær lykkedes det ham at åbne
øjnene helt, så han kunne tage et kig på sine omgivelser. Han var
hængt op med jernkæder på en væg, og rummet foran ham lignede en
beskidt, gammel fangekælder, der ikke så ud til at have været
blevet brugt i mange år. ”Vågn op” kaldte en fjern stemme, som
Bruntop genkendte. Det var ham, som herskerinden kaldte for
Maskemusen. ”Hvor vover du?” lød den vrede, hæse stemme, og en
lussing fløj op i Bruntops fjæs. Men dværgen smilede blot. For Den
Ensomme Skygge havde netop bekræftet Bruntops teori. ”Men vil du
leve længe nok til at videregive den information?” spurgte den
hæse stemme hånligt, netop som Den Ensomme Skygge trådte frem
foran Bruntop. De mærkelige G-tegn i hans maske lyste grønt, og han
bar ikke længere sin sorte kåbe. I stedet havde han nu lyse klæder
på, som slet ikke passede til denne stemning. Han havde en ladt
armbrøst i den ene hånd, og i hans anden var der en lille flaske
med en grønlig væske. ”Du genkender denne væske” konstaterede
Skyggen, og Bruntop gav et mentalt, uhøfligt nik, der ville have
skræmt hans egen mor (og hun havde ikke ligefrem været en artig,
lille dosne). ”Ufortyndet formic-blod er yderst smertefuldt, og jeg
ser det som min specialitet at bruge det til at frembringe smerte.
Jeg har gjort det mange gange i løbet af mit lange liv, men du har
været den første i over et årtusind, som ikke virker bange. Der
har ikke været nogen siden den gamle, skallede kriger fra Elwar, men
selv han bad om nåde før enden. Lad os se, hvor længe du holder”.
Skyggen pegede sin armbrøst imod Bruntops ben og affyrede.
Projektilets kolde, natrina spids borede sig ind i Bruntops lår, men
dværgen gav ikke et hyl fra sig. Han sendte vrede tanker imod
elveren foran ham, men ikke et ord kom over hans læber. ”Du er
sej, hård og udholdende” hvæsede Den Ensomme Skygge ”og du har
min respekt”. Så hældte han flaskens indhold ud over såret, og
Bruntop skreg i vilden sky. Han havde ikke følt sådan en smerte i
et helt årti, der ellers ikke havde været helt fredeligt.
”Kom så
Brune, du kan godt” opmuntrede Rødtop muntert. Bruntop følte sig
dog ikke særlig munter eller opmuntret. Han havde mest af alt lyst
til at slippe væk herfra. Væk fra denne prøve, så han kunne gå
en tur i skoven i stedet for dette bavl. Dette åndssvage forsøg på
at tvinge ham til at bevise sit værd, som hans mor havde startet.
Som deres mor havde udsat dem begge for. Men Bruntop stak ikke af, da
han ikke ville skuffe sin bror. Han ville ikke skuffe den eneste ven,
han havde, som havde hjulpet ham så meget med at forberede til denne
dag. Så derfor sank Bruntop en klump og gik i gang med at inspicere
flaskerne og krukkerne. Det tog ham ikke længe at identificere
enhver substans, der var at finde, og det tog ham endnu kortere tid
at genkende giften, han skulle modvirke. Basilisk gift. Med nervøse
sideblik på både sin smilende broder og sin strikse moder, gik
Bruntop i gang med arbejdet. Han fandt nogle tørrede skovstjerner og
puttede dem i sin store natrina kedel, som boblede lystigt. Så
tilføjede han blodbær og en masse andre ingredienser. Hver og en af
dem gled ned under vandets boblende overflade, hvor de hurtigt blev
en del af modgiften, som Bruntop var ved at skabe. Han sendte fortsat
stjålne blikke imod både hans moder og hans broder, men de kiggede
begge afventende på ham nu. Der var mere opmuntring at hente hos
Rødtop. Nervøst gik Bruntop i gang med at røre rundt i miksturen,
imens han rystende åbnede flasken med den sidste ingrediens.
Drageblod. Med noget besvær fik han proppen op, men et frygtsomt hop
fik ham til at hælde halvdelen af de dyrebare dråber ud på jorden.
Han skyndte sig at sigte, så resten kom i kedlen, men han var bange.
Han skulle have brugt det hele, hvis han ville have den ønskede
effekt. ”Er du færdig?” lød det krævende fra hans mor, som
sendte ham sit mest intense døds blik. Bruntop sank endnu en klump.
”Moder...” begyndte han, men hun rappede ham hurtigt over
nallerne med sin malerion stav. ”Min gode herskerinde” ændrede
han det til ”jeg er ikke sikker på, at det vil virke, hvis der
ikke er nok drageblod i modgiften...”. Hans moder hævede sit ene
øjenbryn og slog ham igen over nallerne for god ordens skyld. ”Siger
du, at du har begået en fejl” sagde hun vredt ”indrømmer du, at
du ikke er god nok!”. Bruntop rystede voldsomt på hovedet. ”Nej,
nej, nej, min frue. Det gør jeg slet ikke” skyndte han sig
undskylde, men det var allerede for sent. Han havde allerede fået
sin moders vrede. ”Så bevis dit værd” sagde hun hånligt og
pegede på giften foran Bruntop. Med et desperat blik på sin broder,
der så ud til at være enig med hans moder, tog Bruntop langsomt fat
om giften med den ene hånd. Så tog han et krus og stak det ned i
kedlen, så det blev fyldt med hans modgift. I en bevægelse tømte
han begge væsker ned i sin hals, men smerten var ubærlig. Han skreg
i vilden sky.
Kommentarer
Send en kommentar