#12 Hukommelsestab og hemmeligheds afsløring
8. Zyval 1076 Anden Alder
Bruntop
vågnede, da han hørte skridt. Først frygtede han, at Den Ensomme
Skygge var vendt tilbage, men så så han den velkendte dværgkvinde
foran sig. Først følte han lettelse, men den blev kort efter
erstattet af frygt. ”Du må tilbage til hovedkvarteret” hviskede
Bruntop, da Marintra gik i gang med at løsne hans bånd. ”Ikke
uden dig” svarede hun stædigt ”jeg går ikke uden min alkymist”.
Bruntop rystede vildt på hovedet. ”Han ved” sagde han ”han
ved, hvor hovedkvarteret ligger”. Marintra stoppede op. Hun fik et
meget bekymret udtryk i ansigtet. ”Hvem ved?” spurgte hun. ”Den
Ensomme Skygge” svarede Bruntop med tungt hjerte ”hans maske er
magisk. Han kunne høre mine tanker”. Marintra bandede groft. Så
fortsatte hun med befrielsen. ”Du må skynde dig tilbage og advare
de andre” hviskede Bruntop. Marintra sendte ham et hårdt blik.
”Ikke uden dig” hvæsede hun ”ingen diskussion”.
”De
dukkede bare op her til morgen”. Faros fik et skræmt udtryk i
ansigtet, som Fenrik inderligt delte. ”Der kan kun være en
forklaring” kommenterede Trak ” de leder efter os”. De vidste
alle sammen, at goblingen havde ret. Men at vide det gjorde bare
synet endnu værre. Som om det ikke var nok, at en deling på fyrre
tungt bevæbnede krigere var dukket op på deres dørtærskel. Faros,
Trak og Fenrik befandt sig alle tre oppe i et af Mzorgs tårne. Det
var et gammelt vagttårn fra dengang, hvor byen havde været meget
mindre. Det lå derfor mellem mange huse, og Faros havde for længe
siden sørget for, at de havde adgang til det via skjulestedet. Det
gjorde bare også, at det ikke kunne bruges som flugtvej, medmindre
man var villig til at falde tyve meter og ramme ind i et hustag.
Nedenfor tårnet stod der en masse rustningsklædte soldater, som
havde været der i adskillige dage. De patruljerede hele kvarteret og
udspurgte folk, om de havde set noget mistænkeligt på det seneste.
De havde også spurgt efter Marintra ved navn mere end en gang. ”Det
er kun et spørgsmål om tid, før de får fat i en af vores folk”
sukkede Faros ”vi kan nemlig hverken sende væk eller hente dem
hjem. Begge dele vil enten bringe vores folk i fare eller afsløre
vores lokalitet. Og hvis det sker, så ryger hele vores netværk.
Alle vores kontaktoplysninger er nede i skjulestedet, og de vil tage
alt for lang tid at fjerne”. Fenrik vidste, at Faros talte om alle
brevene, sedlerne og alle de andre oplysninger, som lod dem komme i
kontakt med deres store netværk af spioner. Og uden dem ville de
ikke have en chance imod deres fjender. ”Jeg går ned og tjekker på
Brildur” sukkede Fenrik og begyndte at gå ned af trappen. Han
fandt barden stående ved den opslagstavle, som Marintra brugte til
at holde styr på deres fjender og venner. Brildur stod og stirrede
på et enkelt navn på tavlen. Tsyseria. Bardens øjne var våde af
tårer. Fenrik fik på fornemmelsen, at han forstyrrede et meget
privat øjeblik, så han vendte sig om for at gå. ”Bliv endelig”.
Fenrik vendte sig om igen, og nu stod Brildur og kiggede på ham. Han
tøvede. Han havde trods alt ikke kendt Brildur så længe, så han
vidste ikke, hvordan han skulle stille sit spørgsmål. ”Øhhh”
sagde han ”jeg tager det, at du kendte Tsyseria”. Flere tårer
dukkede op i Brildurs øjne. ”Undskyld” sagde Fenrik ”jeg ville
ikke snage eller noget”. Men Brildur tørrede bare øjnene i sit
ærme og rystede på hovedet. ”Det er helt fint” sagde hun ”og
ja, jeg kendte Tsyseria. Det gjorde vi alle sammen. Og vi savner
hende også alle. Alting er gået ned ad bakke, siden hun...”.
Brildur begyndte at græde igen. Da Fenrik ikke vidste, hvad han
skulle gøre, gav han dværgen en forsigtig krammer. Hun gengældte
den med det samme. ”Tak” snøftede hun ”det er bare så svært
nogle gange. At fortsætte altså. Når man har set så meget, og når
man har mistet en nær ven. Det tynger en ned med tvivl, og man
bliver bange. Bange for hvordan det dog skal gå”. Fenrik nikkede.
Han vidste, hvad hun mente. Han mindedes at have mistet nogen... men
han kunne ikke huske hvem. Fenrik fik en kold fornemmelse indeni.
Hvordan kunne han glemme sådan noget? Han indså pludseligt, at det
ikke var det eneste, han ikke kunne huske. Han kunne ikke huske, hvad
hans forældre hed. Hvorfor havde han ikke indset det før nu? Det
eneste, han havde tænkt på i de sidste par måneder, var, at han
var nødt til at bringe orden til Mortlan. Han var nødt til at
hjælpe Marintra. Det ville han fordi, at han... han... Så fæstnede
Fenriks blik sig på opslagstavlen, og han fik kuldegysninger. Der
var et navn på den, som sagde ham noget. Han huskede smerte.
Brændende smerte. Og noget andet. Glæde måske? Havde den person
mon været hans ven? Han fik dog ikke tid til at tænke yderligere
over noget som helst, for pludseligt lød der et højt brag. ”De
angriber!” hørte han Faros råbe, netop som han og Brildur blev
slynget til gulvet. Med smertende krop satte Fenrik sig langsomt op.
Alt omkring ham virkede sløret, og hans brystkasse brændte med
smerte. Han kiggede ned af sig selv og så, at hans tunika var blevet
flænset, så hans mange brandsår var blevet tydelige. Så kiggede
han til venstre for sig, og hans indvolde snørede sig sammen.
Brildur lå blodig og død ved hans side. Han kunne mærke, at han nu
selv var grådens rand. Han havde endelig genvundet sin frihed, og så
mistede han en af sine første venner. Hans blik faldt for sidste
gang på opslagstavlen og på det velkendte navn. Navnet på den ven
der havde hjulpet ham med at genvinde sin frihed. Za-Sien.
Kommentarer
Send en kommentar