Her kommer årets første Bag of Holding indlæg (det kalder jeg dem fra nu af), hvor jeg fortæller om diverse bøger, film, serier og andet, jeg har oplevet, eller der sket inden for den seneste tid. Jeg vil starte ud med et spil, jeg spillede i juleferien.
Divinity Dragon Commander
Divinity: Dragon Commander er et lille unikt PRG, jeg gennemspillede på et par dage i juleferien, og det er noget for sig. I spillet er man the Dragonknigt. Ens far var et menneske, og ens mor var en drage, så man kan skifte imellem de to former. Riget er i borgerkrig, og det er op til en selv at genskabe imperiet med en selv som kejser. Undervejs skal man tage en masse politiske beslutninger (vil man lytte til elverne og lovliggøre homoseksuelle ægteskaber eller til dværgene og give dem monopol på vand med sukker), som vil afgøre ens forhold med de forskellige racer, hvilket kan få store konsekvenser for den taktiske del af spillet, hvor man spiller en masse RTS kampe (Warcraft 3, Age of Imperies og lignende), imens man kan flyve rundt i en drageform. Man skal langsomt overtage områder (eller hurtigt som jeg gjorde det), bygge fabrikker og træne hære, man tager med ind i RTS kampene. Samtidigt har man en del karakterer på sin side med deres egne historier, og man skal beslutte, hvad man vil studere for at forbedre sine hære.
DDC er et dejligt friskt pust, og det minder ikke om noget, jeg før har spillet, men det er dog heller ikke perfekt. RTS kampene er ikke helt vildt underholdene, og de underminerer hele konceptet med at medbringe sin egen hær til slaget, da man kan bygge en i løbet af fem minutter inde i selve kampen, hvis man spiller selv. Jeg elsker, at man kan lade sine generaler lede slagene i stedet, men det frustrerer mig lidt, at de skal have penge for det i stedet for bare at have en fast løn. Dragedelen af slagene er dog helt vildt sjove, da man flyver rundt som en drage med en jetpack på ryggen, og jeg ville have foretrækket mere af det end selve ledelsen af hærene. Det er okay med noget strategi, men jeg hader, at de medbragte hære ofte ikke betyder særligt meget, hvis man selv tager slaget.
Samtidigt vil jeg sige, at de politiske valg (vil du lade gnomerne skabe supersoldater? Vil du lade gnomerne grave ved elvernes hellige grave? Vil du tillade, at religion bliver fjernet fra undervisningen? Vil du lade gnomerne fuldføre deres drøm om at sprænge verden i luften? I det hele taget skal du passe på med gnomerne) er langt den bedste del af spillet. De påvirker priser på soldater og bygninger og mange andre aspekter af spillet, og de er virkeligt sjove at tage stilling til. De er dejligt originale, og jeg håber på at se lignende koncepter i fremtidige RPGer.
Det eneste problem med dem er, at de ikke fører til meget mere end gameplay bonusser og minusser. Der er ikke sand diplomati eller allianceopbyggelse i spillet, da den eneste måde, du kan vinde på, er at ved at smadre alle fjenderne. De forskellige lande har ikke særligt meget substans ud at være store og truende, og man kommer aldrig til at møde de forskellige skurke, som man ellers hører flere skrækkelige historier om. Samlet set vil jeg sige, at dette spil er en dejlig unik oplevelse, som helt klart er tiden og pengene værd (især hvis du køber det på tilbud, som jeg gjorde), men det er samtidigt rimeligt lille, og det er nogle enkelte stærke elementer, der hæver spillet op. Den samlede oplevelse forringes desværre af de irriterende kampe, der tvinger en ud af drageform, mangel på drage indhold (du kan ikke engang flyve frit rundt uden for kamp) og indholdløse fjender, der ikke reagerer på politik.
The Black Magician
Så er jeg også blevet færdig med at læse The Black Magician trilogien (af Truide Canavan), som er forgangeren til The Traitor Spy triologien, jeg læste for nogle år tilbage. Det er en længere fantasy historie med fokus på karaktererne, klassekampe og et par interessante og anderledes koncepter for magi.
Serien har nogle vildt gode karakterer, som udgør dens rygrad, og som driver historien fremad. Samtidigt griber den fat i en masse interesse emner, men det er helt klart karakterne, der er det bedste ved historien. Jeg må dog samtidigt sige, at plottet er en smule langsomt, men det er fint nok, da det langsomt bygger op til noget, som bør ende helt fantastisk (lidt ligesom Daenerys i ASOIAF). Jeg vil også sige, at seriens klimaks og hele tredje bog er rimelig god, men jeg blev lidt irriteret, da en del af det mest interessante blev strøget til gengæld for en unødvendig romance, som dukkede op ud af ingenting. Og jeg blev også en smule træt af hvad, jeg kalder MP-striden. MP-striden er det koncept bøgerne har med, at alle hele tiden siger: "Åh nej, vi kan slet ikke besejre vores fjender, da de har langt mere MP end os. Vi vil aldrig kunne vinde". Det virker lidt kedeligt til sidst, for alle de mest spændende dele af serien er, når de dropper MP-striden og bruger andre unikke magiske metoder til at besejre fjenderne i stedet. Det er helt klart, hvad der gør den sidste bog så god, så jeg forstår ikke, hvor der skal være så meget "åh nej, de har mere MP end os", når en stor del af den anden bog handler om, at svagere magikere sagtens kan besejre stærkere med kløgt og evner. Jeg vil dog næsten sige, at bogens karakterer er så gode, at man tilgive det (selvom jeg ikke helt kan tilgive det aflyste spion-subplot).
Snape er død
Så til noget mere alvorligt. Jeg er sikker på, at I allerede ved det nu, men Allan Rickman døde af kræft i sidste uge. Jeg ved, at der nok ikke er så meget nyt at sige om sagen, men jeg ville alligevel gerne nævne det. Ingen vil nogensinde sige "Mr Potter..." nær så skræmmende og truende, som han gjorde det.
Men lad os slutte af med gode nyheder (for nogle af os)
Men videre fra disse triste nyheder og til noget knap så sørgeligt. Jeg ved ikke, om nogen af jer (hvem I så end) har set The Gamers eller JourneyQuest, som jeg har nævnt adskillige gange på min blog. Det er indie fantasy komedie serier, som er helt forrygende sjove, og som skabes specifikt til rollespillere. Hvis du har ikke har set noget af, hvad de har lavet, og du er en stor rollespiller, så vil jeg råde dig til at følge dette link: TheRedPill
(Fordi Matrix)
Men kickstarteren til sæson tre af JourneyQuest er oppe, og det gik hurtigt med at få indsamlet en femtedel af det nødvendige beløb. Det er en helt fantastisk serie støttet af fans, så du bør give den en chance (og måske vil du endda donere).
Nå, det var det.... Mr Potter...
Kommentarer
Send en kommentar