Så er det endnu en gang tid til Bag of Holding, da jeg i går aftes blev færdig med at se Luke Cage, og der er et par andre ting, jeg ikke har haft tid til at nævne på bloggen. Lad os springe ud i det.
Lego Star Wars - The Force Awakens
Ja. Jeg fik det nye Lego Star Wars spil i fødselsdagsgave. Ja. Jeg spillede det. Og ja. Nu anmelder jeg det.
 |
| Bada badaaa daaaa bada badaaaa daaaa bada badaaaa daaaa... da da da daaaaa! |
Da jeg var lille, var Lego Star Wars 1 og 2 på Playstation 2 blandt mine absolut yndlings spil, og jeg spillede også Lego Indiana Jones (dog ikke den med Crystal Skull heldigvis). Sidenhen har jeg også spillet både Lego LOTR, Marvel Superheroes og Harry Potter med mine søskende, og til min 17 års fødselsdag i sommerferien, sørgede min søster for, at jeg fik dette spil, da det jo var hvad, "jeg" ønskede mest. Personligt havde jeg tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at spille det, hvis muligheden bød sig, men nu har jeg altså fået det i fødselsdagsgave. Jeg havde knap nok været hjemme i fem minutter, før Minimiden tvang mig til at åbne min gave og blev sur på mig, fordi jeg gerne lige ville vente en halv time med at spille det. Jeg skulle ikke tro, jeg havde et valg, bare fordi det var mit spil. Den slags logik er jo kun for folk uden Star Wars elskende lillesøstre, så vi gik i gang med at spille det lige med det samme.
 |
| Det ser ud til, at der er noget galt med hans Poester... forstod I den? Åh.... det er lige meget. |
Så hvad der er at sige. Det er Lego Star Wars, det er sjovt, det er fjollet, nogle baner er meningsløst frustrerende på grund af Lego logik, der er Wookie småkager, og jeg elskede det hele vejen igennem. Hvad kan jeg sige, andet end at jeg elsker Lego spil? Der er bare noget over deres simplicitet og barnlige humor, der får mig hver gang. Og spillet havde utroligt mange skjulte vittigheder. Eksempelvis er der to stormtroopers, der diskuterer blasterskydnings rekorder, som er helt vildt morsomme. Selve spillet minder stadig meget om de gamle Lego spil dog med en række nye ting såsom coverbased skydning, hvilket skabte en sjov afveksling, selvom andre spil selvfølgelig havde gjort det bedre. Så var der også hele det faktum, at spillet kun var baseret på en enkelt film, så der var mindre materiale at bygge det på, og derfor blev nærmest hver eneste mulige scene gjort til en bane, og der er blevet tilføjet meget, hvilket også betyder, at de har været nødt til at hyre imitaterer til de fleste roller, og selvom de fleste var okay, var det lidt mærkeligt. Dog var Chewbaccas ret god.
 |
| Phew phew... |
Der er også mange sjove sidemissioner, hvoraf en omhandler Admiral Ackbar (så der var en lille sejr, og bare rolig... det er ingen fælde), og spillet har selvfølgeligt en lang række af både gamle og nye karakterer fra Star Wars universet, man kan spille som. Så min endelige dom af spillet.... Lad mig sige det sådan her: Der er gode spil (
Syndicate,
Fallout 4), der er rigtigt gode spil (
Wild Hunt,
Mass Effect), der er skuffende spil (
Unity), og så er der Lego spil. De fortjener næsten en kategori for dem selv. De behøver ikke at være banebrydende eller fantastiske, så længe de er Lego spil, og det betyder sjove, lette, hurtige og nostalgiske spil, man kan komme igennem på en dag eller to. Enten elsker man Lego spil, eller også er man fuldstændigt ligeglad. Som en afsluttende note vil jeg dog lige sige, at kampen mod Kylo Ren var rimelig elendig.
Sword of Destiny
Så er endnu en Wichter roman læst, og er nu kun to tilbage (den ene af dem er i min reol, og den anden er stadig kun på polsk), selvom jeg har læst, at der måske kommer en til om nogle år. Ligesom The Last Wish er Sword of Destiny en samling af korte historier om vor alles ynglings uhyrejæger (Buffy er en vampyrjæger, ikke en uhyrejæger, og I har ikke ret til en mening om, at andre er bedre, ellers tak), som han går på det ene eventyr efter det andet, gnaven og bister som altid. Alle historierne i bogen er gode, men der var især nogle enkelte, som fangede mig. Jeg tænker specifikt på The Bounds of Reasons og Ethernal Flame, som er de bedste enkelte historier i bogen. Bounds of Reasons er original, spændende og har noget mytisk over sig, imens Ethernal Flame bare er hylende morsom. De sidste to historier i bogen: Sword of Destiny og Something More er dog ikke så meget enkelt historier, som de egentligt er en prolog til
Blood of Elves, og jeg ville faktisk have ønsket, at jeg havde læst dem før, jeg gav mig i kast med hovedserien. I det hele taget fungerer meget af Sword of Destiny som en introduktion til resten af Witcher serien, så den har ikke lige så stor frihed som den overlegne The Last Wish, men denne bog er stadig en solid Witcher roman og værd at læse. Især Bounds of Reasons er læsetiden værd.
Luke Cage
Og så er vi nået til bunden af denne bag of holding, og på denne finder vi Netflixs nyeste Marvel serie, Luke Cage. Luke Cage (med Luke Cage som hovedperson sjovt nok) følger meget den samme vej som sine forudgængere
Daredevil og Jessica Jones, og de blander disse rigtigt meget. Plotmæssigt minder den mest om Daredevil, men stilen er mere den fra Jessica. Den er dog ikke helt på niveau med nogen af dem, selvom det er en ganske fornøjelig serie. Den har en række gode karakterer, men også et par knap så gode, og så er der nogle knaster med nogle af replikkerne. Lad os bare sige, at det sommetider kan blive lidt for fyldt med engelsk majs. Det største problem, serien har, er nok, at der bliver flyttet meget rundt på nogle tunge plotelementer undervejs, sådan at det sommetider kan føles som om, at man får tingene at vide i den forkerte rækkefølge. Nogle ting viser sig først at være plottwists senere hen, og det kan egentligt gøres godt, hvis det bliver gjort diskret, men det er ikke tilfældet her. Der er nogle tydelige problemer med den dramaturgiske opbygning, som skader en ellers potentielt fremragende oplevelse, og sammen med meget af manusskriptet sænkes kvaliteten altså. Det skal dog ikke betyde, at der ikke er gode ting i serien. Mange af karaktererne er som sagt fremragende med undtagelse fra et par dødbidere, og det er samtidigt meget interessant at se en lidt anderledes opfattelse af en superhelt. Især kampstilen er ganske speciel, da Cage for det meste af tiden bare går roligt rundt, uskadelig som han er, og tager våbene fra sine fjender, hvorefter han ødelægger dem med sine bare næver. Og den lokale hættetrøjesælger må elske Luke.
 |
| Everybody wants to be the villain... |
Samlet set er det en fængende serie, som dog aldrig hæver sig over sin status af værende god og når op på niveau med DD eller JJ.
Kommentarer
Send en kommentar