tirsdag den 14. november 2017

Dværge #52 Nyt år, Samme Problemer

#52 Nyt År, Samme Problemer

Den 1. monic 1077AA, årets første morgen, Smedens Datter i Braldirborg
Kruset gav et gnavent ”klonk” fra sig, da Bruntop aggressivt slog det i bordet, og en lille dråbe af indholdet fløj op og landede på konvolutten ved siden af. Alkymistens øjne fulgte dens flugt og hvilede så dernæst på det mørke brev i et par sekunder. Men da han endelig rakte hånden ud for at samle det op og åbne det, bristede hans vilje, og han greb i stedet trækruset, som han endnu en gang førte op til munden. ”Jeg må indrømme, at jeg er imponeret” kommenterede Regin, der bagefter løftede det nu tomme bæger op og inspicerede det. ”To slurke og så var det pist væk. Jeg nåede ikke engang at se dig smage på den. Det er sgu værre end dengang med Manwes far, og denne gang er det oven i købet ægte Sortmuld, du har fået... det må være noget af et brev, du har modtaget”. Kroværten rakte ud efter konvolutten, men stoppede op, da Bruntop blokerede ham med sin hånd. ”Det er jo ikke engang blevet åbnet” udbrød han målløst og gav sig så til at betragte Bruntop med reel bekymring. ”Hvad skulle øllen så til for?”. ”Forberedelse” svarede Bruntop bestemt. ”Men det var ikke nok. Jeg har brug for en omgang til”.

Det tog endnu tre fyldte krus og omtrent fem minutter før alkymisten til sidst var klar. Med det nødvendige flydende mod i årerne skar han konvolutten hurtigt, men elegant op med sin kniv og lagde så indholdet frem på bordet foran sig. Der var naturligvis et stykke pergament dækket med stolte, solide bogstaver, men i den fandt han også en perfekt rund sten med en rune på og et meget mindre stykke pergament med en helt anden håndskrift, der også var ham bekendt. Bruntop vendte kortvarigt stenen i sin hånd, dog uden at forstå betydningen af den, og samlede derefter hovedbrevet op. Efter et langt åndedrag læste han det så hurtigt igennem uden at stoppe:

Til min søn Bruntop. 23. Qos 1076AA
Jeg skriver til dig nu med nyheder, jeg tænkte, du muligvis ville finde relevante eller interessante, og som din broder påpegede over for mig, at du måske kunne have en interesse i at modtage i fornuftig tid. I så fald mente jeg, at det var min pligt at skrive til dig personligt, sådan at du fik nyhederne i deres reneste form og direkte fra kilden. Sagen er nemlig den, at jeg blevet syg med achlys. Alvorligt syg fortæller mine læger mig, og efter nu at have søgt efter en kur i flere måneder er de blevet tvunget til at konkludere min tilstand uhelbredelig. Skylden skal hverken placeres hos mine trofaste medarbejdere eller vores institution, men snarere hvile hos min egen uforsigtighed, et problem vi dødelige nogle gange kan plages af, og som i så mange andre tilfælde har ført til ulidelige fejlkilder. Pointen med dette udsagn værende at hvis du skulle besidde en interesse i at besøge institutionen og mig, inden min tid udløber, så står døren nu åben for dig. Vedlagt er en adgangssten, der kan garantere passage for dig og hvem end, du måtte beslutte at medbringe, fra det øvre Mizil til en lift, som vil føre dig til universitetet og omegn. Alle gæsteprivilegier er inkluderet, så længe lov og orden opretholdes.
Din moder, Overprofessor Hylda

Bruntop stirrede længe på brevet efter at have lagt det fra sig, på en og samme tid fuldstændigt chokeret, men også bekræftet i alt, hvad han havde forventet. Uden rigtigt at vide, hvad han egentligt følte, eller hvad han burde føle for den sags skyld, vendte han endnu en gang stenen mellem sine hænder. Den var helt glat og tydeligvis udformet med delikat værktøj, det havde han også bemærket før, men det var ikke bare en magisk sten, som han havde regnet med. Denne ”adgangsten” tillod rejse ned i olddværgenes skjulte hemmelighedsfulde rige. Et sted mange søgte imod, men kun få nogensinde nåede, da indbyggerne regulerede al transport derfra og til. Der var mere end en god del folk i Zrulf og resten af Mortlan, som ville gøre meget for denne sten. Nok endda dræbe. Personligt havde Bruntop for længe siden opgivet drømmen om engang at besøge olddværgene, men nu da muligheden viste sig for ham, var det hele blevet vendt på hovedet. Det var den første gang i mange år, at der havde været nogen som helst form for kommunikation mellem ham og herskeri... hans moder. Måske var der endda gået ti siden det sidste brev. Han havde i hvert fald ikke set hende ansigt til ansigt siden '32... det var 45 år siden nu. Med hovedet tungt af blandede følelser og bare en lille smule øl kastede Bruntop sig i stedet over det andet brev, desperat efter en uddybelse. Præcis som han havde forventet, var det fra hans bror, som han til gengæld modtog regulære breve fra omtrent en gang årligt.

Hejsa, Brune. Ked af at du skal finde ud af det på den her måde, men det var alt, jeg kunne gøre. Jeg har kun lige fået lov til at skrive en ganske kort besked, så tilgiv min kortfattethed. Som mor nok har fortalt dig på sin egen måde, så er hun blevet inficeret med achlys. Jeg ved ikke, hvor længe hun har at leve igen, men synet er allerede ved at forlade hende. Hun tillod mig ikke at læse sit eget brev igennem, men jeg kan kun gætte mig til, at hun holdt sagen fuldstændigt forretningsmæssig. Jeg ved godt, at det er mange år siden, I to sidst havde et forhold, der bare så en lille smule positivt ud, men det ville betyde meget for mig, hvis du kunne komme og væres hos os i hendes sidste dage. Hun prøver at skjule det, men jeg ved, at hun har det samme måde. Hun savner dig, Brune, og selvom jeg ikke ved, om I nogensinde vil finde fred, så ville jeg være taknemmelig, hvis du i det mindste kunne give hende en chance. Kærlig hilsen din broder i evighed, Rødtop.

”Endnu et krus” kaldte Bruntop efter Regin, da han færdig læste sedlen og lagde den fra sig.

Braldirborg Slot, senere samme dag
”Er du helt sikker, Gavin?” spurgte Runa sin krumryggede rådgiver. Den lille mand nikkede beslutsomt og klappede på kortet imellem dem, sådan at hans hånd ramte Mcilen, den vestligste by i Dinorriget. ”Ja” sukkede han alvorsfuldt. ”Fjalar er i forhandlinger med Rothil og Prins Gjortnal, og langt inde kunne det tyde på. Jeg ved ikke, hvad han er blevet lovet, men jeg vil tro, det er sikkert nok at sige, at endnu en hertug har sluttet sig til vores opposition”. ”Med Mugball og støvdværgene fortsat på min side giver det tre mod tre” konkluderede Runa af Lodiahs Hus. ”Altså må vi handle, før flere potentielle allierede falder i bæstets kløer”. De befandt sig i Mågens gamle rådskammer, som for nu i hvert fald forblev hendes. ”Så lad os da mobilisere og rykke ud” støttede Tjarn hende ivrigt, idet vagtkaptajnen knyttede en beslutsom næve. Runa kom til at smile over sin trofaste vens opførsel, og hun lagde en hånd på hans skulder. ”Så simpelt er det desværre ikke. Denne kamp udkæmpes ikke på slagmarken, men over middagsmåltider og brevudveksling”. ”Så sandt, så sandt” istemte Gavin, og han placerede så tre mønter på kortet: En på Bjergsted, en på Mizil og en på Hzul. ”Som kandidater har vi den unge Hertug Heitz, den respektable Hertug Frerin og Hertuginde Bruni” opremsede han slavisk. ”Heitzs far var måske deres mands allierede, men den unge Denberg har ikke vist tegn på at pege i nogen bestemt retning. Faktisk kunne man næsten mistænke, at han ønsker at forblive neutral grundet hans alder, hans nylige udnævning og hans generelle misinteresse i sagen. Ærlig talt er han ragende ligeglad med, hvem der sidder på tronen, så længe han bliver ladt være i fred. Han har sine egne sager at passe og ønsker ikke at erhverve sig nogen fjender”. Runa havde udmærket hørt nogle af de rygter, der omsværmede Denberg Heitz, hans særlige interesser og hans lyssky forbindelser. ”Frerin derimod er en traditionalist” fortsatte rådgiveren. ”Ligeledes vil han nok forsøge at holde sig neutral, men kan dog potentielt overtales. Under alle omstændigheder vil Rothils sædvanlige taktik, der ellers har virket så fint på Froste og Fjalar, ikke har nogen effekt her. Gaver og personlige løfter har Frerin ikke megen brug for”. Runa nikkede. Gavin havde naturligvis fortalt alt dette til hende tidligere, men det var nu engang godt at få det diskuteret, inden de lagde flere planer. ”Til sidst er der Hertuginde Bruni...” Gavin tøvede et øjeblik. ”Det er svært at sige med hende. Hun holder sine kort tæt ind til kroppen. Alle ved, at hun er ambitiøs, ja for en halv snes år siden forventede ingen, at hun en dag ville blive herskerinde af Bjergsted, men det er svært at sige til hvilken grad. En meget privat kvinde er hun i hvert fald”. ”Hun er god til at forstå potentiale og handle hurtigt” bød en ny stemme ind. De tre dværge vendte sig alle overrasket mod Trak, der nu for første gang i løbet af mødet havde sagt noget. ”Hvad mener du?” spurgte Gavin tøvende, som om han ikke rigtigt vidste, om vagten havde været seriøs eller ej. ”Tja, det er ikke fordi, jeg har så meget forstand igen på alt det her politiske stads” begyndte Trak med et uforpligtende blik. ”Men jeg da har hørt om hende, og hvad hun har gjort”. ”Ja” sukkede Gavin, nu tydeligvis irriteret. ”Hun vandt Bjergsted over på sin side på trods af at stamme fra en mindre adelsslægt, som ikke tidligere havde haft nogen reel indflydelse...”. ”Ikke det” afbrød Trak i et høfligt, men afgjort toneleje. ”Jeg snakker om før det. Efter Elementernes By faldt altså, og Kolonikrigen endte, der var hun nok blandt de første til at tage imod mit folk og det med en plan i tankerne”. ”Så hun er venligstemt overfor goblinger” sukkede Gavin. ”Ikke for noget, men det fortæller virkeligt ikke noget om hendes handlekraft eller dømme...”. ”Du misforstår mig” sagde Trak i det samme tonefald. ”Mit folk kalder Lone Bruni for 'Erhververen', fordi hun skyndte sig at tage imod alle de goblinger, hun ønskede at ansætte. Alle de bedste smede, alkymister, politikere og endda adskillige shamaner, som overlevede ulykken, hyrede hun, og de har tjent hende trofast lige siden. Jeg snakker ikke om, hvorvidt hun var venligstemt imod mit folk eller ej, for det har jeg ærlig talt ingen anelse om, men hun handlede hurtigt og effektivt, og så skaffede hun sig en masse dygtige, kvalificerede folk over på sin side, som nu skylder hende deres troskab. Hvis det ikke var et snedigt træk, så ved jeg ikke, hvad det var”. Denne gang blødte Gavins ansigt op, og et lille smil dukkede op på hans læber. ”Det vidste jeg faktisk ikke” indrømmede han. ”God pointe”. Runa, der havde stået og lyttet til alt, hvad hendes livvagt sagde, vendte nu blikket mod Bjergsted på kortet, hvor Bruni herskede. ”Hvad foreslår du da, at jeg gør, Trak?”. Dette spørgsmål kom helt bag på goblingen. ”Mig?” sagde han overrumplet og rystede samtidigt på hovedet. ”Jeg har ikke forstand på politik, det har jeg allerede fortalt”. ”Det siger du” sagde Runa med en hånd på hagen. ”Men samtidigt har jeg dog bare svært ved at tro på det... så lad da se anderledes på situationen. Hvis du var tilbage på gaden som byvagt, og du skulle have Brunis hjælp i en sag, hvordan ville du så bære dig ad med det?”. ”Tja...” sagde Trak, idet han overvejede spørgsmålet. ”Jeg ville nok først og fremmest tale med hende ansigt til ansigt. Ikke over en middag eller sådan noget andet pjat. Det er måske også bare min måde at gøre tingene på, men noget fortæller mig nu engang, at Bruni er den direkte type. Jeg har i hvert fald hørt, at hun ikke er meget til tidsspild, og at hun ønsker ægte troværdighed, før hun afgør noget”. Han trådte hen ved siden af Runa og lagde en hånd på kortet over Bjergsted ved siden af hendes. ”Vær ærlig, og vis, hvad du er villig til at gøre, og hvor dedikeret du er til sagen. Under hertuginden siges det, at man får, hvad man fortjener, når man har fortjent det. Hvis du skal vinde hende over på din side, så nytter det ikke noget med løfter om ting i fremtiden. Du må gøre det klart, hvad du er i stand til at gøre lige her og nu. Direkte på og hårdt”. Runa kastede et enkelt blik over på Gavin, der til hendes overraskelse nikkede anerkende. ”Det var ikke helt dårligt foreslået fra en med ingen forstand på politik” roste hun så sin livvagt. ”Det er sandelig en anstændigt mand, du har fundet mig, Tjarn. Både skarp, formentligt dygtig i kamp og ikke helt ubehagelig for synet...”. Hun stoppede sig selv og trådte væk fra bordet. ”Så er spørgsmålet bare, hvad vi faktisk er i stand til at vise Bruni lige her og nu”.

Manwes værelse, Smedens Datter
Elverens blik flakkede, da søvnen endnu en gang truede ham. Han hørte den bløde seng kalde lokkende på sig, og et kort øjeblik var han lige ved at give efter. Faktisk nåede han at lukke øjnene i længere end bare et kort øjeblik denne gang, og da han endelig fik dem op igen, overvejede han, om han mon var faldet i søvn bare for en kort stund. Han tog også sig selv i at overveje bare at give efter og få sovet ud... men nej, det kunne han ikke tillade sig selv. Han var sikker på, at masken snart ville tale til ham igen... ja, faktisk syntes han at have hørt den før i dag, omend kun et sekunds tid. Nu kom der dog ingen lyde fra den stilleliggende kranie maske, og et eller andet sted vidste han også godt, at der ikke ville ske noget på denne måde. Det var ikke den rette vej, hvis han ønskede resultater. Kun halvt ved bevidsthed samlede han Den Ensomme Skygges maske op og vendte det i hænderne... før han tog den på. Først formørkedes hans blik blot, og han indså, hvad han havde gjort, men før han kunne nå at fjerne masken igen, hørte han det. Stemmen var helt fjern, ja ikke meget mere end et resterne af et ekko, men den var der. En stemme han havde glemt og alligevel huskede, som han havde sidste hørt den dagen forinden. Den tilhørte nemlig hans mor.

Samme aften i kroens kælder

Der var et sølle fremmøde til den aftens forsamling i kælderen, på trods af at Marintra havde ladet alle vide det morgen forinden. For det første så var Monolo naturligvis væk, men hans fravær var de langsomt ved at have genvundet sig til. Samtidigt arbejdede Trak jo på at opretholde deres alliance med Runa og Tjarn, så goblingen var heller ikke til at finde der den aften. Hvad Manwe angik, så blev han kun sjældent set på det seneste, da han opholdte sig på sit værelse det meste af tiden. Samtidigt lå Tsyseria og sov, denne gang med lukkede og låste vinduer, og Tugy, der ikke skulle have været med til mødet alligevel, passede på hende. Til de andres overraskelse var Bruntop heller ikke mødt op, ikke endnu i hvert fald, og dette efterlod kun Faros, Marintra og Za-Sien. De stod først i lille stykke tid og ventede tålmodigt, men der lod virkeligt ikke til at være andre på vej. ”Sølle mus” knurrede Marintra utilfreds. ”Der er for meget drama i gang lige nu”. ”Vi er ikke ligefrem på vores bedste” istemte Faros ”men der er trods alt foregået en del på det sidste”. ”Alt for meget” tilføjede odderen muggent og tog samtidigt plads på en stol. ”Der kommer ikke andre, så I kan lige så godt fortælle mig, hvad end det er, I havde tænkt jer. Så kan jeg komme tilbage til at oversætte resten af ambassadørens breve bagefter... det bliver endnu en sen aften, kan jeg forestille mig. I det mindste kan jeg få øvet mit slavehandler-skidderisk”. Faros hævede uforstående det ene øjenbryn. ”Anglorisk” forklarede odderen, og den rødskæggede kriger nikkede. ”Tja” sukkede han så. ”Det er ikke så meget en egentligt besked, jeg havde hertil aften, men snarere en diskussion. Marintra og jeg er begge nået frem til den samme beslutning. Vi er nødt til at finde en måde, hvorpå vi kan komme ned til olddværgene”. ”Mechai sagen?” gættede Za-Sien sig til. ”Ja” svarede Faros. ”Men ikke kun det. Gwora, som Arolnar er ude efter, har arbejdet sammen med Prins Gjortnal, og vi er nødt til at vide mere. For meget afhænger af den nuværende politiske situation, og lige nu er næsten alt fuldstændigt uklart”. ”Forståeligt nok” mumlede odderen. ”Hvem havde du i tankerne til at tage med ned under jorden? Personligt må jeg indrømme, at jeg ikke er meget for tage turen derned. Jeg kan ikke lide tanken om en hel race af slaver, men... min dømmekraft er ikke altid den mest objektive, når det kommer til... lad os bare sige, at det vil være for det bedste, hvis jeg bliver her for nu. Desuden har Manwe brug for min hjælp”. ”Sikke ansvarlig og fornuftig du er gået hen og blevet” kommenterede Marintra med et smil. ”Vend dig endeligt ikke til det” knurrede Za-Sien som svar. ”Det er en fase, det skal nok gå over”. ”Uanset hvad så kommer det på et passende tidspunkt” sagde Marintra, og der var denne gang en vis ros at spore i hendes stemme. ”I forhold til en vej ned til olddværgene, så står vi vist endnu på bar bund, og ikke den slags hvor de serverer drikkevarer. Det må vi finde ud af. Hvad angår personale, hvem havde du så i tankerne, Faros?”. ”Mig selv først og fremmest” svarede han bestemt. ”Jeg overvejer også Tugy, men det kommer an på, under hvilke omstændigheder vi kommer til at rejse derned. På den ene side kunne hun vise sig nyttig, samtidigt med at jeg ikke har lyst til at lade hende ude af syne lige foreløbig, men jeg har heller ikke noget ønske om at placere hende i alt for stor fare. Dog kunne jeg forestille mig, at hun ville sætte pris på turen”. ”Det ville hun nok” medgav Marintra. ”Men der er desværre vigtigere ting på spil end ren fornøjelse, og jeg kan ikke tro, at jeg lige sagde det”. ”Pas på” advarede Za-Sien tørt. ”Tålmodigheden smitter”. ”Ha. Ha. Ha” fnøs Marintra, hvorefter hun udstødte en dyb, ond latter. ”Hvor kom jeg fra? Når jov. Du tager Arolnar med dig”. Der var en lille stille pause, hvor odderen stirrede vantro på hende. ”Det havde jeg også overvejet” indrømmede Faros langsomt. ”Selvom det kan vise sig at være risikabelt”. ”Risikabelt?” gentog Za-Sien skarpt. ”Du er godt klar over, at han er fuldstændigt tosset og vil forsvinde i en mørk hule, så snart han ser sit snit til det?”. ”Måske” sagde den rødskæggede kriger overvejende. ”Men han er den, som ved mest om Gwora og hele sagen. Desuden er det kun et spørgsmål om tid, før nogen dukker op her på kroen og leder efter ham... og vi har ikke lyst til, at flere snigmordere skal komme her lige foreløbig, har vi?”. Dette var odderen dog kun helt enig i, og det samme gjaldt Marintra. ”Elverne har brug for at få hvilet ud” nikkede hun. ”De spinkle stakler”. Igen var odderen ikke sikker på, hvor meget der blev sagt for sjov, og hvor meget der var seriøst. ”Bruntop skal nok også med” tilføjede Faros. ”Faktisk havde jeg lidt håbet, at han måske ville have en ide i forhold til at komme derned... men af en eller anden grund af han ikke mødt op. Jeg ved ikke hvorfor”. ”Regin nævnte noget med et brev tidligere” bød Za-Sien ind ”og noget sort muld, hvorefter han kaldte ham 'maskinen'. Ved du, hvad han mener det?”. ”Sortmuld” rettede Faros ham. ”Det er en øl og en heftig en af slagsen”. ”Hvilket er mærkeligt” tilføjede Marintra. ”Han plejer ikke rigtigt at drikke mere end et enkelt krus i ny og næ, når vejret er til det”. ”Det var det i dag” lød det fra den netop oprejste Bruntop, der indtil da havde ligget i læ under et af bordene. Han var mødt tidligt op og havde sovet indtil halvvejs igennem deres samtale. Alkymisten svajede usikkert frem og tilbage, da han kom på benene, og hans øjne var røde. ”Faktisk var det lidt noget af et møgvejr”. De to andre dværge samt odderen betragtede ham bekymret, idet han gav sig til at hoste voldsomt og dernæst synke for at holde sig selv fra at kaste op. ”Dog passer det hele ind i planen, min gode herskerinde” lo Bruntop bittert og hævede samtidigt et halvfyldt krus mod klippeloftet over sig. ”For ser I, vejret har nemlig fundet en løsning på et problem, selv hvis det øsede ned. Der er en sti gennem møget, forstår I nok... Jeg har fundet os en vej ned til olddværgene”.