Bag of Holding (Doctor Who - The War Games, The Colour of Magic, V for Vendetta, Knigths of the Old Republic)

Så er det vist efterhånden ved at være alt for længe siden, jeg sidst har fået gjort noget ved det her blogprojekt. De sidste par måneder har bare været lidt travle med skolesager, en hel del optagede weekender og så en god del arbejde på min bog. Desuden har de sidste par bøger, jeg har været igennem, ikke rigtigt passet til bloggen, tænkte jeg, selv hvis jeg nok godt kunne bruge en smule tid på at gøre som så mange og fortælle, hvor meget jeg elskede at læse "Of Mice and Men" eller "Lord of the Flies". Harpiks var også ret god, men det var en skoleopgave, og det duer ikke her. Lad os hellere dykke ned i britisk sorthvid science fiction fra 60'erne, efterfulgt af en fantasy roman med en kæmpe skildpadde, et Bioware computerspil og så en dystopisk Alan Moore tegneserie. Meget mere passende. Vi kan jo ikke have, at Fantasy Nørden pludseligt skulle gå hen og blive en kultiveret læseoplevelse, vel.

Klassisk Who (The War Games)

Som nogen af jer måske ved, så er jeg lidt af en whovian. Jeg har set alt af den nye serie, har en sonisk skruetrækker liggende et sted og en bog om fænomenet "Whoology", der blev udgivet i forbindelses med halvtreds års jubilæummet. Dog er jeg aldrig før kommet rigtigt ind i den klassiske æra af serien (dvs. alt fra 1963-1989) med undtagelse fra den første historie med hulemændene, tyve års jubilæummet og så den noget kontroversielle film fra 1996, som forsøgte at bringe serien tilbage til live igen, dengang den befandt sig i sin mangeårige dvale tilstand. Forleden besluttede jeg mig så omsider for at give den gamle serie et forsøg for alvor, og jeg bestilte nogle blandede dvd'er fra amazon, dvs. ca. fem historier i sorthvid og lige så mange i farve. Nu er jeg så igennem alle de farveløse fra 60'erne. På den ene side nød jeg dem faktisk virkeligt meget, men på den anden side betyder det også, at jeg ikke har mere med Patrick Throughtons doktor, og det, synes jeg, er en skam.

Ikke at sige at jeg ikke nød de afsnit med William Hartnell i hovedrollen, jeg fik, for de havde masser af charme og gode ideer, men jeg må nu engang indrømme, at da jeg gik i gang med Tomb of the Cybermen blev jeg bare så meget mere interreseret, og da jeg i går aftes blev færdig med den ti afsnit lange "War Games" var jeg gået hen og blevet virkeligt glad for den anden doktor. Dette kan meget vel skyldes, at jeg har set specifikt de første tre afsnit med Hartnells doktor, imens jeg har udvalgt, hvad der vist nok skulle to af Throughtons bedste historier. Det er ikke til at sige. Jeg ved kun, at selvom min oprindelige plan bestod i løbende at skaffe en lille håndfuld historier fra hver doktor, så har jeg nu et pludseligt behov for at få flere historier specifikt med den anden doktor. Årsagen til dette er simpelthen bare The War Games.

Jeg må indrømme, at jeg havde visse reservationer, da jeg gik i gang med det gamle Who. Jeg tænkte, at det nok skulle blive interessant, og jeg glædede mig til at få set noget, men der var alligevel en vis frygt for, at det ville blive en smule kedeligt, eller at jeg ville blive skuffet. Hvad angik de tre første historier var jeg heller ikke super tilfreds. Jeg nød dem og syntes som sagt, at de havde en del charme, men jeg elskede dem ikke. Da jeg bagefter så Tomb of the Cybermen blev det en smule bedre, og der var nogle rigtigt gode øjeblikke, men det var først ved the War Games, at jeg virkeligt blev tilfreds med min egen beslutning om at komme i gang med klassisk Who. For jeg elskede næsten hvert et øjeblik af denne historie. Manglen på farve, de forældede effekter og det faktum, at det var en historie på 10 afsnit (ca. 4 timers sorthvid tv) gjorde ingenting. De dygtige skuespillere, det spændende plot og et helt vildt fantastisk koncept bar historien fra ende til anden. Det var en rigtig god oplevelse og en, jeg med glæde kunne finde på at gentage en dag. Throughton var fremragende, skurken var også rigtig god, og plottet udfoldede sig på dramatisk vis trin for trin på en måde, der aldrig fik det til at føles langsomt. Det var Doctor Who på sit højeste og overgik meget af den nye serie. Oven i det var det faktum, at doktoren rejste med en højlænder fra 1700-tallet og en pige fra fremtiden, noget den nyere serie virkeligt godt kunne trænge til.

Det er samtidigt tydeligt undervejs, hvor vigtig denne historie har været for serien i det hele taget, idet man lærer mange nye ting om doktoren selv, der endnu spiller en rolle den dag i dag. Personligt har jeg ingen anelse om, hvor højt den rangerer i forhold til resten af tidens Doctor Who blandt størstedelen af fans, men jeg kan varmt anbefale den til enhver, som er interesseret i at se noget af den anden doktor. Jeg kan ikke rigtigt sige meget mere uden at begynde at afsløre handlingen og det mærkelige plot, men jeg låner med glæde dvd'en ud, skulle nogen af mine ca. 10 læsere være interesserede.

Men lad os nu vandre videre til:

Discworld #1 - The Colour of Magic

Et andet stykke science fiction jeg har meget stærke følelser for er Blafferens Galakseguide, så da jeg hørte, at der var en tilsvarende satirisk fantasy bogserie, som fandt sted på ryggen af en kæmpestor skildpadde, der flyver gennem verdensrummet, vidste jeg med det samme, at det var noget, jeg bare måtte læse. Det tog mig heller ikke mere end et døgn at komme igennem seriens første bog "The Colour of Magic", en til tider fjollet, til tider bizar og til tider sær fortælling om en uduelig troldmand, en turist (der arbejder med forsikring) og et stykke levende baggage, der tager på eventyr.

Som lovet var det også en rigtig god oplevelse med en masse god britisk humor. Tænk en blanding af Blackadder og Monty Python med en fantasy verden til baggrund. Der er skarp dialog og utallige sjove koncepter, som udgør bogens rygrad, men desværre er der også nogle mangler. Plottet er ikke det stærkeste, ikke hele vejen igennem i hvert fald, og jeg syntes selv, at den gik for langt ud i at parodiere Conan og lignende "Sword & Sorcery" bøger på et tidspunkt. Det skyldes nok mest, at jeg ikke er særligt meget til den subgenre, samtidigt med at den ikke rigtigt er så udbredt længere, hvilket gør, at nogle af vittighederne om emnet er en smule forældede. Det virker heller ikke altid som om, at bogen er villig til at tage sit eget plot eller sin egen genre så seriøst til tider, hvilket jeg synes er en smule trist, for personligt mener jeg, at de bedste komedier er dem, der samtidigt forsøger at fortælle en historie. Selv Monty Python har fortalt sammenhængene historier nogle gange. Det skal dog ikke betyde, at jeg ikke nød The Colour of Magic, for som sagt kom jeg igennem den på under 24 timer midt i en skoleuge. Jeg glæder mig også til at komme i gang med efterfølgeren, for jeg har læst, at serien skulle blive bedre undervejs. Der er trods alt også noget i stil med 40 bøger... på den front kan det godt være, at jeg ender med at bruge al min SU i løbet af min universitets tid, hvis jeg først kommer i gang, men det problem må jeg vel tage til den tid.

V for Vendetta

Det ser ud til, at min ekspedition ind i tegneseriernes verden fortsætter i år. Årets første blev V for Vendetta, som jeg fik i julegave, og som jeg brugte det meste af 1. januar på at ligge og læse i min seng. Jeg må skamfuldt indrømme, at jeg allerede havde set filmen, og derfor kendte jeg allerede til en god del af plottet. Eller det troede jeg i hvert fald, at jeg gjorde.

Denne bizare, mørke tegneserie er nemlig en del anderledes fra den moderne filmatisering, men meget af den handler om det samme: overvågning, propaganda og omdømme. Hvad der virkede i filmen er trukket direkte ud af tegneserien, og man kan godt se, at de har udvalgt de stærkeste elementer.

Først og fremmest er der vores hovedperson, selveste den mystiske V. 50% af tegneseriens styrke ligger bare i ham. Han er den absolut bedste del af den, og uanset om han er underholdende, skræmmende eller dramatisk, tre træk han ofte bærer på samme tid, så brillerer han. Han er en karakter, der på papir, kunne se en smule irriterende eller prætentiøs ud, men som bare fungerer her, fordi han kombinerer sine lange taler om godt og godt med handling, med skarp planlægning og med en god indsprøjtning af galsskab, der gør ham både upålidelig og troværdig på samme tid, hvis det giver mening. Det faktum, at man faktisk ikke ved særligt meget om ham, gør kun mere for hans karakter, og mystikken omkring ham passer så godt til den historie om opfattelse, skygger og propaganda, som tegneserien fortæller.

V for Vendetta er en tidsløs fortælling, der måske ikke helt leverer det samme stød som Moores senere mesterværk: "Watchmen", men som står på egne ben og fortæller en spændende historie, selv hvis der er et mærkeligt skift undervejs, som vist nok skyldes en flerårig forsinkelse i tegneseriens færdiggørelse.

Star Wars - Knights of the Old Republic

Til sidst har jeg så et computerspil på tjeklisten. Et jeg faktisk gerne har villet spille i en del år efterhånden. (Høh, jeg indså lige, at dette spil fra 2003 er den ting nyeste i dette indlæg). En ven forsøgte i flere omgange at få mig til at spille det, da jeg gik på Mentiqa, og det faktum, at det er et Bioware spil og forgængeren til Mass Effect og Dragon Age, foruden at det er Star Wars, burde have lokket mig til for længe siden. I sidste ende viste det sig dog at være en ganske simpel ting, der fik mig til at prøve det af. Det kom på tilbud til ca. 30kr, hvilket betød, at der ikke var noget pres på mig for at nyde det, på samme måde som hvis jeg havde betalt 200kr for det. Nogle gange er penge nu bare den mest indflydelsesrige faktor.

Men hvad tænkte jeg mon så om spillet, da jeg fik spillet det... tja, det var godt, som alle siger, men jeg kunne også mærke alderen på det. Kampsystemet var en smule kedeligt, selv hvis det blev bedre, efter man fik et lyssværd, og der er flere tekniske problemer undervejs. Det er også mærkeligt for mig, der har spillet Mass Effect først, at genkende ting, som senere gik hen og indgik i nogle af mine yndlingsspil. I modsætning til eksempelvis sorthvid Doctor Who er de tekniske ting sværere at finde sig til rette med, da de bremser oplevelsen og sætter historien på pause. For historien var nemlig god, noget jeg gerne indrømmer, at jeg tager som lidt af en selvfølge, da det er Bioware, eller det blev den i hvert fald, så snart man kom nogle timer ind i spillet. Hele den første planet derimod var... altså, lad os bare sige, at jeg er glad for, at resten af historien foregik andetsteds. Tatoine er muligvis en ørkenplanet, men på det felt er intet så tørt som Taris. Derefter gik det heldigvis kun op ad bakke. Jeg synes også, at Star Wars vinklen fugnerede rigtigt godt i spillet, og Bioware forsøger nogle interessante ting med den fjerne galakse, vi kender så godt efterhånden, men disse har utalige andre nok allerede diskutteret ihjel. I stedet vil jeg bare slutte af med et billede af en yderst ædel jedi, der for nyligt vandt en kostume konkurrence til en fastalavnsfest.

For sådan fungerer en anmeldelse nemlig. Må kræften være med dig.