Jeg har et kompliceret forhold til musik, og det er ikke fordi, at min blog fremover kommer til at anmelde en helt masse koncerter. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg også bare, at jeg gerne ville prale, da jeg skrev om Valkyrien sidste år. Denne gang er det mere, fordi jeg føler, jeg er nødt til at uddele ros.
Jeg har nemlig været inde for at høre Ringenes Herre - De To Tårne live med Aarhus Symfoni Orkester.
Som sagt så har jeg et kompliceret forhold til musik. Jeg har aldrig været særlig god til at genkende numre eller til at huske melodier. Klassisk har jeg altid godt kunne lide, og jeg hører en del i fritiden, men når det kommer til at kæde numre og navne sammen, så kan jeg kun med det samme nævne "De Fire Årstider", "Bethovens Femte" og "Valkyrien". Lige til info; hvis nogen, som rent faktisk ved en god del om klassisk musik hører mig sige, at jeg godt kan lide genren, så er det også præcis de tre numre, jeg altid bringer på banen.
Hvad andre genrer angår, så har det været endnu værre. Ikke mindst fordi jeg har en masse venner med langt bedre forstand på musik end mig, som altid fik mig til at tvivle på alt, hvad jeg skulle til at sige. For ikke at nævnte, at jeg aldrig kunne synge med på noget som helst, både grundet min hukommelse, og hvor ringe det ville lyde. Selvsamme venner var så selv rimeligt fornuftigere sangere (selvom de ofte synger så mget, at det bliver irriterende).
Det tog mig evigheder at blive enig med mig selv om, at det faktisk var Beatles, jeg ofte lyttede til på mit mørke kammer, når ingen andre kunne høre det (jeg kunne ikke risikere, at folk spurgte, hvad jeg hørte, og jeg ikke kunne svare), og generelt set så bevæger jeg mig langsomt fremad i forhold til musiksmag. Jeg kan godt lide at føle mig tryg og er egentligt bare dårlig til at opsøge ny musik.
Jeg kommer heller ikke til at skrive meget mere på min blog om musik end det her, vil jeg gætte på, for min almindelige skrivestil vil heller ikke fungere. Her kan jeg ikke bare komme med en dårlig vittighed og så springe videre til noget andet eller kort give min mening om plot, karakterer og så videre. Her er man nødt til at vide ting.
Men hvis der er noget musik, jeg ved noget om, så er det soundtracket til Ringenes Herre. Særligt De To Tårne, som jeg måske har lyttet til over tohundrede gange fra ende til anden. Det var det første, jeg oplevede noget af Tolkiens univers, da mine forældre satte cden på, engang da vi var ude at køre for mange år siden.
Jeg elsker Howard Shores musik til filmen, og da jeg så muligheden for at komme ind og høre den til en koncert, så kunne jeg ikke sige nej. Det er jeg utroligt glad for, at jeg ikke gjorde.
Man siger altid, at den slags var en oplevelse, og at man ikke har ord til at beskrive det, men sådan var det nu engang. Filmen blev spillet på en storskærm, og den var som altid god, men musikken fyldte bare meget mere end normalt. Den var renere, klarere og stærkere. Nogle få gange var det endda svært at høre, hvad der blev sagt i filmen, men det gjorde ikke noget. Det var musikken, det handlede om, imens historien flettede den sammen.
Det var forrygende, og det var de bedste rulletekster, jeg nogensinde har siddet igennem. Hende, der opførte Gollum's Song (ifølge deres hjemmeside var det Grace Davidson), havde en stemme som en engel, og der var en ung dreng, som lød magisk. Orkesteret var fremragende, og jeg er sikker på, at dirigenten var meget dygtig, men ærligttalt har jeg ingen forstand på, hvad alle hans fagter og bevægelser betyder. Det fungerede, og det er det vigtigste. Det var også interessant for mig som langvarig fan at høre et andet orkester opføre musikken, for man kunne nemlig høre forskel undervejs, ikke kun på stemmerne, men også i selve musikken.
Meget mere vil jeg ikke forsøge at sige. Jeg er ikke musikanmelder og kommer aldrig til at være det. Jeg kommer heller aldrig til at have nogen særlig forstand på musik, men jeg vil bare sige, at jeg følte mig helt trist til mode, da koncerten var ovre, og jeg glæder mig til, at Kongen Vender Tilbage kommer til næste år.
Jeg har nemlig været inde for at høre Ringenes Herre - De To Tårne live med Aarhus Symfoni Orkester.
Hvad andre genrer angår, så har det været endnu værre. Ikke mindst fordi jeg har en masse venner med langt bedre forstand på musik end mig, som altid fik mig til at tvivle på alt, hvad jeg skulle til at sige. For ikke at nævnte, at jeg aldrig kunne synge med på noget som helst, både grundet min hukommelse, og hvor ringe det ville lyde. Selvsamme venner var så selv rimeligt fornuftigere sangere (selvom de ofte synger så mget, at det bliver irriterende).
Det tog mig evigheder at blive enig med mig selv om, at det faktisk var Beatles, jeg ofte lyttede til på mit mørke kammer, når ingen andre kunne høre det (jeg kunne ikke risikere, at folk spurgte, hvad jeg hørte, og jeg ikke kunne svare), og generelt set så bevæger jeg mig langsomt fremad i forhold til musiksmag. Jeg kan godt lide at føle mig tryg og er egentligt bare dårlig til at opsøge ny musik.
Jeg kommer heller ikke til at skrive meget mere på min blog om musik end det her, vil jeg gætte på, for min almindelige skrivestil vil heller ikke fungere. Her kan jeg ikke bare komme med en dårlig vittighed og så springe videre til noget andet eller kort give min mening om plot, karakterer og så videre. Her er man nødt til at vide ting.
Men hvis der er noget musik, jeg ved noget om, så er det soundtracket til Ringenes Herre. Særligt De To Tårne, som jeg måske har lyttet til over tohundrede gange fra ende til anden. Det var det første, jeg oplevede noget af Tolkiens univers, da mine forældre satte cden på, engang da vi var ude at køre for mange år siden.
Jeg elsker Howard Shores musik til filmen, og da jeg så muligheden for at komme ind og høre den til en koncert, så kunne jeg ikke sige nej. Det er jeg utroligt glad for, at jeg ikke gjorde.
Man siger altid, at den slags var en oplevelse, og at man ikke har ord til at beskrive det, men sådan var det nu engang. Filmen blev spillet på en storskærm, og den var som altid god, men musikken fyldte bare meget mere end normalt. Den var renere, klarere og stærkere. Nogle få gange var det endda svært at høre, hvad der blev sagt i filmen, men det gjorde ikke noget. Det var musikken, det handlede om, imens historien flettede den sammen.
Det var forrygende, og det var de bedste rulletekster, jeg nogensinde har siddet igennem. Hende, der opførte Gollum's Song (ifølge deres hjemmeside var det Grace Davidson), havde en stemme som en engel, og der var en ung dreng, som lød magisk. Orkesteret var fremragende, og jeg er sikker på, at dirigenten var meget dygtig, men ærligttalt har jeg ingen forstand på, hvad alle hans fagter og bevægelser betyder. Det fungerede, og det er det vigtigste. Det var også interessant for mig som langvarig fan at høre et andet orkester opføre musikken, for man kunne nemlig høre forskel undervejs, ikke kun på stemmerne, men også i selve musikken.
Meget mere vil jeg ikke forsøge at sige. Jeg er ikke musikanmelder og kommer aldrig til at være det. Jeg kommer heller aldrig til at have nogen særlig forstand på musik, men jeg vil bare sige, at jeg følte mig helt trist til mode, da koncerten var ovre, og jeg glæder mig til, at Kongen Vender Tilbage kommer til næste år.
Kommentarer
Send en kommentar