Witcher-Flix

Netflixs "The Witcher" er et underholdende fantasydrama, der skulle have haft fem minutter længere i ovnen

Efter det larmende brag der bragte Game of Thrones til vejs ende i foråret 2019, er det forfriskende at se en fantasy tv-serie, der på en ene side underholder, men samtidigt ikke nomineres til nogen emmy’er, den ikke fortjener.

Den 20. december landede Netflixs adaptation af den polske romanserie Witcher, en dyster, sarkastisk og alligevel håbefuld fantasy saga udspændt over 7-8 bøger, alt efter hvordan man tæller.
Franchiset har især vundet stor omtale i de seneste år på grund af de tilhørende computerspil, hvilket også var årsagen til, at jeg læste bøgerne i sin tid.
Både på grund af bøgernes succes, men mindst lige så meget takket være spillene og deres fans giver det derfor fremragende mening for Netflix at gøre historien til en tv-serie.
På den ene side er navnet Witcher velkendt verden over grundet computerspillene, men samtidigt er der materiale i bøgerne, der nok egner sig bedre til en tv-serie, og som endnu ikke er blevet fortalt på engelsk uden for det litterære. I visse kredse på internettet har optakten til udgivelsen været passioneret i den ene eller den anden retning. Personligt har jeg håbefuldt set frem til den, uden måske at forvente alt for meget. Det kan være, at det har spillet ind i min endelige tilfredshed, men hvem ved?

Jeg indrømmer gerne, at The Witcher ikke er nogen perfekt tv-serie. Mange har sammenlignet den med Game of Thrones, allerede længe før dens udgivelse, og jeg har set folk placere den både højere og lavere end denne.
Selvom jeg forstår årsagen til sammenlignelsen, ved jeg ikke, om den er passende.
Allerede fra første afsnit af hælder the Witcher langt mere ind i fantasy elementerne end HBOs megaserie. Der er ikke nogen langsom optakt til konfrontationen med det overnaturlige, og serien skammer sig ikke over det magiske. I stedet har den så meget sjov med disse elementer som overhovedet muligt. Verdenen i Witcher er kold, brutal og nådesløs, men der er skønhed at finde i dens mytologiske karakter. Ikke alle magiske væsner er ude på at slå dig ihjel, og nogle gange er menneskerne mere monstre end uhyrerne. Alle besidder deres egne målsætninger og udspekulerede planer, lige fra kongerne og dronningernes rænkespil til vor hovedpersonernes søgen efter en større mening med tilværelsen. I sidste ende handler det ligesom alle gode historier om virkelighedstro karakterer, der passerer gennem livet. Til forskel fra så mange andre består disse figurer af stoiske uhyrejægere, sarkastiske troldkvinder, hjemløse prinsesser og kujonagtige lutspillere.

Henry Cavill spiller Geralt med en så indlevet stoicisme og irritation, at man kommer i tvivl om, hvorvidt han selv tror, at han er en Witcher. Han skulle efter sigende være en kæmpe fan af historien forud for denne produktion, og det er tydeligt, at han kender karakteren ud og ind.
Selv i the Witchers svagere afsnit er hans barske ydre og charmerende mangel på charme en fryd for øjet. Men ikke kun det æstetiske ydre fanger han Geralt. Han viser også sårbarhed på de rigtige øjeblikke, og takket være ham og manuskriptforfatterne føles det som en direkte overførsel af Geralt fra papir til tv. Han har heldigvis en god kemi med sin trofaste torn i siden/ven; trubaduren Jaskier (spillet af Joey Batey), og jeg begyndte at smile, hver gang de var på skærmen sammen.

Serien har foretaget flere omstruktureringer og tilføjelser i forhold til den originale historie. De første to bøger, som sæson 1 er bygget på, foregår over adskillige år, og for at introducere alle sagaens hovedpersoner allerede fra begyndelsen af leger den med kronologien og flere tidslinjer.
Jeg har hørt fra nogle, at de var forvirrede over dette, og da jeg så serien med min lillebror, blev jeg også nødt til at klargøre ham nogle ting i forhold til tidslinjen undervejs. Derfor er jeg ikke helt sikker på, hvordan en person med ingen indsigt i bøgerne har oplevet dette. Jeg forstår godt, hvordan det kan have været forvirrende, men nogle afsnit inde bliver det klargjort af serien selv, hvordan tidsforskellen mellem begivenhederne er.

Hvad det tilføjede og ændrede materiale angår, var der både positive og negative overraskelser. Nogle af mine yndlingshistorier fra bøgerne blev skåret ned og føltes lidt flade, men til gengæld blev det suppleret af nyt materiale. Noget af det føltes som en undskyldning for at have visse karakterer med i afsnit, de ellers ikke burde være i, og især ét subplot føltes som konsekvens ikke til at føre nogen steder hen.

Til gengæld elskede jeg den tilføjede baggrundshistorie for en anden af seriens helt store karakterer; den sarkastiske kælling med et hjerte af guld Yennefer of Vengerberg. I bøgerne får man kun bittesmå bidder af hendes fortid, men Anya Chalotra fører os her igennem Yennerfers udvikling fra uskyldig pukkelryk til iskold pragmatiker. Det er på en gang en historie om en kvinde, der kæmper sig til tops og besejrer sin egen frygt, og alligevel en tragedie om tabet af uskyld og magtens pris.
Jeg var så grebet, at jeg faktisk blev ked af, at der ikke var mere af denne vinkel, selv når der blev skåret tid fra Geralt og Jaskiers eventyr til denne udvikling.

Modsat finder man historien om Prinsesse Cirilla (spillet af Frey Allen), der ligeledes var blevet udvidet i denne fortolkning. På trods af at jeg ved, hvor hendes historie leder hen, og seriens insisteren på hendes langsigtede vigtighed, så følte jeg mig ofte irriteret, når der blev klippet til hende.
Hendes historie føles bare som en optakt til det punkt, hvor hun faktisk inkluderes i det større plot. Den har ikke særligt megen substans på egen hånd, og selvom man tilbringer mere tid i serien med hende her, inden hun møder Geralt, end man gjorde i bøgerne, så lærer man hende ikke rigtigt at kende. Hun hopper rundt fra den ene fare til den anden, uden at nogen af dem virker særligt alvorlige.
Forhåbentligt bliver det bedre i sæson 2, når serien bevæger sig ind i de af romanerne, hvor hun på samme fod som Geralt er sagaens hovedperson.

Det er derfor en mærkelig fornemmelse, jeg sidder med, nu da jeg er igennem sæson 1.
På den ene side ville jeg gerne være gået længere ind i nogle ting undervejs, imens andet føltes lidt meningsløst. Dog var ”hvornår kommer sæson 2?” den første tanke, jeg havde, da rulletekster kørte.
For selvom nogle af kostumerne måske er lidt tamme, nogle af reglerne for seriens magi lidt inkonsistent og logikken bag den benyttede krigsstrategi lidt hjerneløs, så er the Witcher underholdende fra ende til anden, og der er en helt masse potentiale for fremtiden. Flere af afsnittene var virkeligt gode, og især et af uhyrerne er en stærk kandidat til at optræde i mange fremtidige mareridt. Jeg havde en god oplevelse og kan ikke vente på at se, hvad fremtidige sæsoner bringer.
Hvis de sidste brikker lige falder på plads, vil Netflix i den grad have erhvervet sig en serie, der fortjener at blive så stor som Game of Thrones.