Hvis du studerer sammen med mig i Århus, er der en god chance for, at jeg har brugt dit navn, og at din navnefælle lider en grum skæbne i historien.
I
- Bodegaen
Det var
en skidt situation. Der var ingen anden måde at beskrive det på. Anton trommede
nervøst på bordpladen ved siden af, men han overgjorde det som sædvanligt. Han
troede, han vidste, hvad han lavede. Problemet var bare, at alle andre også
vidste det. Når han spillede så nervøs, så kunne det kun betyde én ting. Han
måtte have gode kort, og Anton gav sig aldrig med en vinderhånd.
Frederiks hånd var til gengæld lige til at lukke op og… Kort fortalt havde han ikke en chance.
Normalt ville han ikke vove i sådan en situation, men hans allersidste pakke gær lå allerede på bordet.
Hvis han ikke fik den tilbage, ville han ikke få noget at spise i aften. Så hellere risikere lidt snyd. Sidste gang var det måske ikke gået så godt, men hvad andet kunne han gøre? Frederik var tør for muligheder.
Han skævede over til Nikolaj, bodegaens massive sikkerhedsvagt, og mærkede efter de blå mærker fra sidste gang, han var blevet taget i at snyde. Han var ikke sikker på, at Nikolaj ville holde igen, hvis det skete igen. Frederik sank en klump, da sikkerhedsvagten berørte sin revolver. Martin bag baren havde én helt magen til, og Frederik vidste, at han kun ledte efter en undskyldning for at bruge den.
”Så hvad bliver det til?”.
Han kiggede op. Det var Rose, dealeren, der havde talt. Hun var slank som en pyton med to gule giftige øjne. Der gik rygter om, om at hun var blevet sendt i eksil fra resterne af mutanterne, fordi hun var for menneskelig.
Frederik sank en usynlig klump ved synet af sine kort. Han måtte trække noget bedre ud af ærmet.
”Jeg er ombord” nikkede han uden at afsløre noget.
Rose smilede ondskabsfuldt. Flere af hendes tænder var sylespidse.
”Du er lidt bagud med indsatsen, hvis du skal følge med. Jeg tror ikke, jeg kan tillade, at du fortsætter”.
”Men jeg er allerede all-in!”.
”Og det er ikke nok. Din indsats er ikke i nærheden af de andres”.
”Der er jo ikke en skid at vinde” nikkede Anton.
Gamle Søren, spillets sidste deltager, mumlede enigt og svang med sin stok.
”Jeg har jo ikke andet! Okay, okay, men hvis jeg ikke må være med…”. Frederik rakte ud efter sin indsats, men blev mødt af Antons blanke stål.
”Er der et problem, frøken Rose?” spurgte Martin bag baren.
”Bare en misforståelse. Men bare rolig. Nisse kender reglerne. Ingen indsats kan trækkes tilbage fra bordet”.
Frederik Nissen trak sin hånd til sig og vurderede situationen. Hun så ud til at mene det. Han kunne hverken spille eller undgå at betale for deltagelsen. Men hvis han ikke fik den pakke gær med hjem…
”Vent et øjeblik. Hvad med den her?”.
Det gjorde ondt bare at foreslå det, og han nåede lige at fortryde det. Men det var for sent.
Rose havde allerede raget æsken med lakridspiber til sig og nærstuderede den nu.
”Det er løgn” mumlede Gamle Søren.
”Næh, den er sgu ægte nok” fortalte Frederik.
”Men hvordan?” spurgte Rose. ”Jeg troede ikke, der var flere tilbage. De er da ikke blevet produceret siden Styrtet”.
”Jeg fandt den ude på den gamle børnehave, da min… ekspartner og jeg gennemsøgte stedet et stykke tid tilbage. Der var fem af dem, og vi vidste, at nogen på Aros nok ville betale gode penge for dem. Jeg gemte den sidste til hårde tider. Det må jo så være i dag. Og minsandten om det ikke ser ud til, at jeg nu lægger an i puljen. I to andre må hellere lægge lidt ekstra til”.
Rose skulede mistroisk, men hverken Søren eller Anton skulle gå glip af chancen for at vinde piberne. Frederik udnyttede muligheden til at forbedre sine chancer.
De lagde deres udstående til, så alle parter var glade og tilfredse.
”Så” sagde Rose. ”I kender reglerne. Hvis nogen brokker sig eller snyder, får I med Nikolaj at bestille”. Sikkerhedsvagten brummede.
”Det er forstået” smilede Frederik. Hans mod var blevet fornyet sammen med hans kort.
Frederiks hånd var til gengæld lige til at lukke op og… Kort fortalt havde han ikke en chance.
Normalt ville han ikke vove i sådan en situation, men hans allersidste pakke gær lå allerede på bordet.
Hvis han ikke fik den tilbage, ville han ikke få noget at spise i aften. Så hellere risikere lidt snyd. Sidste gang var det måske ikke gået så godt, men hvad andet kunne han gøre? Frederik var tør for muligheder.
Han skævede over til Nikolaj, bodegaens massive sikkerhedsvagt, og mærkede efter de blå mærker fra sidste gang, han var blevet taget i at snyde. Han var ikke sikker på, at Nikolaj ville holde igen, hvis det skete igen. Frederik sank en klump, da sikkerhedsvagten berørte sin revolver. Martin bag baren havde én helt magen til, og Frederik vidste, at han kun ledte efter en undskyldning for at bruge den.
”Så hvad bliver det til?”.
Han kiggede op. Det var Rose, dealeren, der havde talt. Hun var slank som en pyton med to gule giftige øjne. Der gik rygter om, om at hun var blevet sendt i eksil fra resterne af mutanterne, fordi hun var for menneskelig.
Frederik sank en usynlig klump ved synet af sine kort. Han måtte trække noget bedre ud af ærmet.
”Jeg er ombord” nikkede han uden at afsløre noget.
Rose smilede ondskabsfuldt. Flere af hendes tænder var sylespidse.
”Du er lidt bagud med indsatsen, hvis du skal følge med. Jeg tror ikke, jeg kan tillade, at du fortsætter”.
”Men jeg er allerede all-in!”.
”Og det er ikke nok. Din indsats er ikke i nærheden af de andres”.
”Der er jo ikke en skid at vinde” nikkede Anton.
Gamle Søren, spillets sidste deltager, mumlede enigt og svang med sin stok.
”Jeg har jo ikke andet! Okay, okay, men hvis jeg ikke må være med…”. Frederik rakte ud efter sin indsats, men blev mødt af Antons blanke stål.
”Er der et problem, frøken Rose?” spurgte Martin bag baren.
”Bare en misforståelse. Men bare rolig. Nisse kender reglerne. Ingen indsats kan trækkes tilbage fra bordet”.
Frederik Nissen trak sin hånd til sig og vurderede situationen. Hun så ud til at mene det. Han kunne hverken spille eller undgå at betale for deltagelsen. Men hvis han ikke fik den pakke gær med hjem…
”Vent et øjeblik. Hvad med den her?”.
Det gjorde ondt bare at foreslå det, og han nåede lige at fortryde det. Men det var for sent.
Rose havde allerede raget æsken med lakridspiber til sig og nærstuderede den nu.
”Det er løgn” mumlede Gamle Søren.
”Næh, den er sgu ægte nok” fortalte Frederik.
”Men hvordan?” spurgte Rose. ”Jeg troede ikke, der var flere tilbage. De er da ikke blevet produceret siden Styrtet”.
”Jeg fandt den ude på den gamle børnehave, da min… ekspartner og jeg gennemsøgte stedet et stykke tid tilbage. Der var fem af dem, og vi vidste, at nogen på Aros nok ville betale gode penge for dem. Jeg gemte den sidste til hårde tider. Det må jo så være i dag. Og minsandten om det ikke ser ud til, at jeg nu lægger an i puljen. I to andre må hellere lægge lidt ekstra til”.
Rose skulede mistroisk, men hverken Søren eller Anton skulle gå glip af chancen for at vinde piberne. Frederik udnyttede muligheden til at forbedre sine chancer.
De lagde deres udstående til, så alle parter var glade og tilfredse.
”Så” sagde Rose. ”I kender reglerne. Hvis nogen brokker sig eller snyder, får I med Nikolaj at bestille”. Sikkerhedsvagten brummede.
”Det er forstået” smilede Frederik. Hans mod var blevet fornyet sammen med hans kort.
Den
fremmede trådte ind på bodegaen. Nikolaj stoppede ham ved døren og så ham an.
”Jeg stoler på, at du kan holde skyderen for dig selv?”.
Den fremmede trak på skuldrene. ”Jeg har ikke nogen planer om at dele den”.
Sikkerhedsvagten smilede, men lo ikke. Han havde set rigeligt til spasmagere gennem årene. Denne fyr var ikke anderledes. Faktisk lignede han en nar. Ikke blot var hans skæve smil provokerende i sig selv, så havde han også prydet sin grå frakke med et save-the-planet-emblem.
”Du bør nok hellere tage den der af” foreslog Nikolaj. ”Jeg ved ikke, hvor du kommer fra, men folk på disse kanter synes ikke, at den slags er særligt sjovt. Der er ingen årsag til at være et røvhul”.
”Så lad endelig være” foreslog den fremmede og trådte forbi ham op til baren.
”Sikke en nar” mumlede Nikolaj.
Der var ikke særligt mange kunder på bodegaen. Foruden de fire forsamlede om spillebordet, kunne han skimte tre-fire andre rundt omkring i hjørnerne, der foretrak at nyde deres sprut i fred.
Ved baren var en enkelt bleg kvinde i samtale med bartenderen.
”Nej, Martin, du hører jo ikke, hvad jeg siger. Det handler ikke om pengene. Det var fordi, hun efterlod mig.
Hvem ved, hvad der kunne være sket? Nej, selvfølgelig var det ikke alvorligt, men det kunne hun ikke have vidst. Hun var klar på at bruge hele molevitten på sprøjter, da jeg dukkede op. Sikke en ven, hva?”.
”Hmmm” mumlede Martin. ”Jov, jeg advarede dig jo, da du slog dig sammen med hende”.
”Du hentydede, at hun måske havde en skidt fortid. Du forberedte mig slet ikke på den her slags opførsel”.
”Hvad end du siger, Clara… nå, hvad skulle det være, den herre?”.
Den fremmede tog plads på stolen ved siden af Clara og lagde sin kasket på disken.
”En øl. Odense Classic hvis du har det. Ellers tager jeg en lokal”.
”Odense? Nej, den slags har vi ikke her. Du kan få en fra mit eget bryggeri. Hvad betaler du i?”.
”Det lyder godt. Jeg tager den i krydderi? Hvad skal jeg af med?”.
”Har du noget karry?”.
Den fremmede fandt en bøtte frem fra lommen. ”Der var du heldig”.
Martin servede ham en fadøl. ”Det er altid en fornøjelse at handle med en, der har sine sager i orden. Hvad må jeg kalde dig?”.
”Lenk for nu. Hvis du lærer mig bedre at kende, kan det være, vi opgraderer det til noget sjovere”.
”Jamen velkommen Le…” begyndte Martin. Han gik død det sekund, kunden drejede sig, og emblemet kom til syne. I stedet for at fuldende sætningen hostede han og gik i gang med at rengøre et glas.
Han mumlede et næsten uhørligt ”røvhul”.
Lenk lo for sig selv og smagte på øllet. Ikke dårligt det måtte han give ham.
”Du er ikke så lidt fræk at komme herind med det der” bemærkede Clara. ”Jeg er overrasket over, at Nikolaj overhovedet lod dig ind ad døren”.
Ovre fra spillebordet lød der et udråb, da en mand i trediverne lod til at vinde sin tredje runde i træk.
Hans modspillere skulede dystert.
”Er der nu noget galt i en lille smule aktivisme?” spurgte Lenk.
”Tror du ikke, at det er lidt for sent til den slags?”.
”Det skader aldrig at prøve. Man kan vel lige så godt gøre en forskel, hvor end man kommer hen”.
Clara lagde en hånd på hagen.
”De færreste folk kommer særligt langt nu om dage. Men du kunne godt ligne en mand, der har set lidt af hvert”.
”Lidt har jeg da set, men der er stadigvæk meget, jeg har til gode. Var dog i hovedstaden for lidt under et år siden. Eller det der er tilbage af den i hvert fald. Det var ikke en oplevelse, jeg har brug for at få gentaget”.
Lenks mørke øjne fandt deres spejlbillede i ølglasset. Han blinkede til det.
”Efterhånden har jeg erfaret, at det er bedst ikke at tænke for meget over, hvordan vi nåede hertil, men bare at fokusere på at vende situationen til den bedst mulige på det nære plan. Verden er, hvad den er. Man kan kun arbejde med et hjørne af den ad gangen og de problemer, der må følge med. Hvis nogen står i vejen, har jeg ikke tænkt mig at bekymre mig om dem”.
Clara rynkede panden, så hendes mælkehvide hud blev strækket til næsten at være gennemsigtig. Det var ikke noget, hun brød sig om at diskutere, og da slet ikke med fremmede, men hun var den eneste overlevende ud af en særlig mutation af virussen.
”Vent et øjeblik” sagde hun. ”Jeg har hørt om dig. Det var dig, der skød Alma-Jozephine ovre ved Tanken!”.
Dette fangede Martins opmærksomhed, og han øjnede forsigtigt haglgeværet på bagvæggen.
”Hun startede” insisterede Lenk.
”Så hun skød dig først eller hvad?”.
Lenk tog en slurk af sin øl.
”Nej, jeg lod hende aldrig få chancen. Hun startede det, da hun efterlod Lukas Gråbøl blødende i en grøft lige uden for byen. Heldigvis for os begge to stødte jeg på ham før mutanterne”.
Der lød endnu et jubelråb ovre fra spillebordet. Den stakkels idiot, der lige havde vundet, så ikke ud til at fatte, hvilken fare han dvælede i.
”Så du er en dusørjæger?” spurgte Clara.
”Mig? Nej, jeg er bare bager. Men så vidt jeg kan forstå var Gråbøl ikke den eneste, hun har skadet, så jeg forstår ikke, hvorfor du klager dig”.
”Det gør jeg skam heller ikke. Den syge kælling fortjente klart en kugle for panden. Ved du hvad? Lad mig udvise lokalsamfundets taknemmelighed. Martin, giv mig to krydderurt. Jeg betaler”.
Bartenderen skænkede to snapseglas og servede dem for gæsterne.
”Meget gavmildt af dig. Jeg takker” skålede Lenk. Han tog den i ét drag.
”Men hvad bringer dig egentligt til Århus?” spurgte Clara lidt efter. ”Er der ikke brug for bagere på Fyn?”.
”Tjo, det er der vel nok, men jeg havde sparet en del ferie op. Nu leder jeg efter en kvinde”.
Clara smilede. ”Mon ikke du har fundet sådan en?”.
”En bestemt kvinde” rettede Lenk sig selv. ”Min kone og den mand, der tog hende. Jeg har hørt, at de kom forbi herinde”.
Clara falmede lidt. ”Så må du hellere spørge Martin. Han taler med alle, der kommer forbi”.
Hun vinkede bartenderen til sig, men han virkede ikke særligt samarbejdsvillig.
”Jeg stoler på, at du kan holde skyderen for dig selv?”.
Den fremmede trak på skuldrene. ”Jeg har ikke nogen planer om at dele den”.
Sikkerhedsvagten smilede, men lo ikke. Han havde set rigeligt til spasmagere gennem årene. Denne fyr var ikke anderledes. Faktisk lignede han en nar. Ikke blot var hans skæve smil provokerende i sig selv, så havde han også prydet sin grå frakke med et save-the-planet-emblem.
”Du bør nok hellere tage den der af” foreslog Nikolaj. ”Jeg ved ikke, hvor du kommer fra, men folk på disse kanter synes ikke, at den slags er særligt sjovt. Der er ingen årsag til at være et røvhul”.
”Så lad endelig være” foreslog den fremmede og trådte forbi ham op til baren.
”Sikke en nar” mumlede Nikolaj.
Der var ikke særligt mange kunder på bodegaen. Foruden de fire forsamlede om spillebordet, kunne han skimte tre-fire andre rundt omkring i hjørnerne, der foretrak at nyde deres sprut i fred.
Ved baren var en enkelt bleg kvinde i samtale med bartenderen.
”Nej, Martin, du hører jo ikke, hvad jeg siger. Det handler ikke om pengene. Det var fordi, hun efterlod mig.
Hvem ved, hvad der kunne være sket? Nej, selvfølgelig var det ikke alvorligt, men det kunne hun ikke have vidst. Hun var klar på at bruge hele molevitten på sprøjter, da jeg dukkede op. Sikke en ven, hva?”.
”Hmmm” mumlede Martin. ”Jov, jeg advarede dig jo, da du slog dig sammen med hende”.
”Du hentydede, at hun måske havde en skidt fortid. Du forberedte mig slet ikke på den her slags opførsel”.
”Hvad end du siger, Clara… nå, hvad skulle det være, den herre?”.
Den fremmede tog plads på stolen ved siden af Clara og lagde sin kasket på disken.
”En øl. Odense Classic hvis du har det. Ellers tager jeg en lokal”.
”Odense? Nej, den slags har vi ikke her. Du kan få en fra mit eget bryggeri. Hvad betaler du i?”.
”Det lyder godt. Jeg tager den i krydderi? Hvad skal jeg af med?”.
”Har du noget karry?”.
Den fremmede fandt en bøtte frem fra lommen. ”Der var du heldig”.
Martin servede ham en fadøl. ”Det er altid en fornøjelse at handle med en, der har sine sager i orden. Hvad må jeg kalde dig?”.
”Lenk for nu. Hvis du lærer mig bedre at kende, kan det være, vi opgraderer det til noget sjovere”.
”Jamen velkommen Le…” begyndte Martin. Han gik død det sekund, kunden drejede sig, og emblemet kom til syne. I stedet for at fuldende sætningen hostede han og gik i gang med at rengøre et glas.
Han mumlede et næsten uhørligt ”røvhul”.
Lenk lo for sig selv og smagte på øllet. Ikke dårligt det måtte han give ham.
”Du er ikke så lidt fræk at komme herind med det der” bemærkede Clara. ”Jeg er overrasket over, at Nikolaj overhovedet lod dig ind ad døren”.
Ovre fra spillebordet lød der et udråb, da en mand i trediverne lod til at vinde sin tredje runde i træk.
Hans modspillere skulede dystert.
”Er der nu noget galt i en lille smule aktivisme?” spurgte Lenk.
”Tror du ikke, at det er lidt for sent til den slags?”.
”Det skader aldrig at prøve. Man kan vel lige så godt gøre en forskel, hvor end man kommer hen”.
Clara lagde en hånd på hagen.
”De færreste folk kommer særligt langt nu om dage. Men du kunne godt ligne en mand, der har set lidt af hvert”.
”Lidt har jeg da set, men der er stadigvæk meget, jeg har til gode. Var dog i hovedstaden for lidt under et år siden. Eller det der er tilbage af den i hvert fald. Det var ikke en oplevelse, jeg har brug for at få gentaget”.
Lenks mørke øjne fandt deres spejlbillede i ølglasset. Han blinkede til det.
”Efterhånden har jeg erfaret, at det er bedst ikke at tænke for meget over, hvordan vi nåede hertil, men bare at fokusere på at vende situationen til den bedst mulige på det nære plan. Verden er, hvad den er. Man kan kun arbejde med et hjørne af den ad gangen og de problemer, der må følge med. Hvis nogen står i vejen, har jeg ikke tænkt mig at bekymre mig om dem”.
Clara rynkede panden, så hendes mælkehvide hud blev strækket til næsten at være gennemsigtig. Det var ikke noget, hun brød sig om at diskutere, og da slet ikke med fremmede, men hun var den eneste overlevende ud af en særlig mutation af virussen.
”Vent et øjeblik” sagde hun. ”Jeg har hørt om dig. Det var dig, der skød Alma-Jozephine ovre ved Tanken!”.
Dette fangede Martins opmærksomhed, og han øjnede forsigtigt haglgeværet på bagvæggen.
”Hun startede” insisterede Lenk.
”Så hun skød dig først eller hvad?”.
Lenk tog en slurk af sin øl.
”Nej, jeg lod hende aldrig få chancen. Hun startede det, da hun efterlod Lukas Gråbøl blødende i en grøft lige uden for byen. Heldigvis for os begge to stødte jeg på ham før mutanterne”.
Der lød endnu et jubelråb ovre fra spillebordet. Den stakkels idiot, der lige havde vundet, så ikke ud til at fatte, hvilken fare han dvælede i.
”Så du er en dusørjæger?” spurgte Clara.
”Mig? Nej, jeg er bare bager. Men så vidt jeg kan forstå var Gråbøl ikke den eneste, hun har skadet, så jeg forstår ikke, hvorfor du klager dig”.
”Det gør jeg skam heller ikke. Den syge kælling fortjente klart en kugle for panden. Ved du hvad? Lad mig udvise lokalsamfundets taknemmelighed. Martin, giv mig to krydderurt. Jeg betaler”.
Bartenderen skænkede to snapseglas og servede dem for gæsterne.
”Meget gavmildt af dig. Jeg takker” skålede Lenk. Han tog den i ét drag.
”Men hvad bringer dig egentligt til Århus?” spurgte Clara lidt efter. ”Er der ikke brug for bagere på Fyn?”.
”Tjo, det er der vel nok, men jeg havde sparet en del ferie op. Nu leder jeg efter en kvinde”.
Clara smilede. ”Mon ikke du har fundet sådan en?”.
”En bestemt kvinde” rettede Lenk sig selv. ”Min kone og den mand, der tog hende. Jeg har hørt, at de kom forbi herinde”.
Clara falmede lidt. ”Så må du hellere spørge Martin. Han taler med alle, der kommer forbi”.
Hun vinkede bartenderen til sig, men han virkede ikke særligt samarbejdsvillig.
En del
af Frederiks hjerne fortalte ham, at han hellere måtte tabe denne runde, både
for stemningen og hans egen sikkerheds skyld. Han havde allerede vundet mere
end rigeligt til at komme igennem de næste par dage.
Den ene lomme var fuld af gær, krydderi og smøger, og i den anden havde han tilmed en erobret flaske fernet.
Det var altid bedst at stoppe, imens legen var god.
Desværre for Frederiks hjerne kørte hans krop lige nu i automatgear.
”Hvad så, Søren? Jeg er sikker på, at det snart vender for dig. Kom nu, Anton, du gemmer på et eller andet godt, jeg kan mærke det. Så lad os se, hvad jeg får… og hvis jeg lige – ups! Det må du undskylde. Jeg skal nok købe dig en ny øl. Hey Martin, kan vi få en klud herned. Jeg kom til at spilde, ja”.
I forvirringen byttede Frederik et kort ud, men Rose havde ikke et sekund taget blikket fra ham.
”Din slyngel!”. Hun sprang på benene og prikkede hans fingerspids med sin kniv. ”Du snyder, jeg vidste det. Din elendige slyngel”.
Frederik sank en klump og tabte paf alle sine kort.
”Jeg ved ikke, hvad du snakker om” sagde han, men de andre var kun alt for glade ved denne drejning.
Anton rev triumferende et kort ud af ærmet på ham.
”Jeg vidste det” gentog Rose. ”Det skal du nok komme til at fortryde, Nisse. Du kommer aldrig til at glemme denne dag. Og du kommer i hvert fald ikke herind igen, det skal jeg love dig for. Martin, kommer du eller hvad?”.
Bartenderen kiggede op fra sin samtale med den fremmede. Han så ud til at være glad for en undskyldning, så han kunne afbryde den.
”Jeg har jo sagt, at jeg ikke ved noget” fortalte han den fremmede en sidste gang og trådte så ned til spillebordet. ”Hvad sker der, Rose?”.
”Vores gode nisse her brød sit løfte. Han kunne simpelthen ikke overholde reglerne”.
Martin kunne ikke lade være med at grine. ”Er det rigtigt, Nisse? Er du nu igen blevet grebet på fersk gerning? Det er tredje gang. Du er godt klar over, hvad der så kommer til at ske, ikke?”.
”Nej, Martin, det kan du ikke! Du behøver ikke blande borgmesteren ind i det her. Jeg skal nok gå, det lover jeg. Du får mig aldrig at se igen”.
”Borgmesteren?” sagde bartenderen. ”Nej, bare rolig. Han har for travlt med mutanterne og banderne.
Vi sender ham måske en rapport i morgen, når alt er overstået, men han kommer næppe til at læse den.
Nej, Nikolaj kan få lov til at tage sig af dig, og du har helt ret. Jeg får dig aldrig at se igen”.
Frederik greb desperat ud efter bartenderens pistol, men blev holdt tilbage af Rose og Anton, der gav ham en på sylten.
”Hmmm” lød en mild hosten bag Martin. Den fremmede stod og åndede ham i nakken.
”Vi blev vist ikke færdige med at tale sammen”.
Bartenderen tog et halvt skridt væk fra ham, men var klemt op mod spillebordet.
”Det tror jeg nu, at vi var. Som sagt ved jeg ikke noget om denne Johannes Jensen. Eller nogen Cecilie Jensen for den sags skyld. Der er ikke kommet nogen forbi med de navne”.
”Cecilie Lenk” rettede den fremmede ham. ”Hun er min kone”.
”Og jeg ved ikke noget om hende” insisterede Martin. ”Så, hvis du vil være venlig at vende tilbage til din plads. Jeg er lige optaget”.
”Det er du nemlig. Men af mig. Du skjuler et eller andet for mig, og jeg går ikke, før du har fortalt mig, hvad det er. De kom forbi, det ved jeg, og du hjalp idioten. Så meget er jeg blevet fortalt af de lokale. Jeg ved udmærket, at dette er meget mere end bare et bodega”.
Martin rettede sig fuldt op. Også Rose, Anton og Søren havde nu opmærksomheden mod den fremmede, dog uden at slippe taget i Frederik.
”Jeg er ikke sikker på, hvad det er, du anklager mig for”.
”Du hjælper folk som denne Jensen med at forsvinde. Jeg beder dig blot om at hjælpe ham med at dukke op igen”.
Det lykkedes Frederik at liste en kniv ud af bæltet. Den var dog knap nok halvt størrelse af den, som Rose pressede mod hans strube. Han besluttede sig for at se tiden an.
”Denne kvinde” sagde den fremmede og fremviste et fotografi. ”Var herinde for måske en uge eller to siden. Hvis du fortæller mig, hvad der blev af hende, vil jeg betale dig. Hvis ikke begynder jeg at skifte taktik”.
Martin sagde ikke noget, men sendte et blik til Nikolaj over skulderen på den fremmede.
Sikkerhedsvagten trak sin pistol og nærmede sig.
Pludseligt slog det Frederik, da han genkendte de lyse lokker på fotografiet.
”Hende har jeg sgu da set før” udbrød han. Rose skyndte sig at stramme sit greb. Martin sendte ham et dødsblik.
Men den fremmede lyste op. ”Hvad ved du?”.
”Ikke meget” indrømmede Frederik. ”Men jeg tror at… Martin, du solgte da manden to forklædning… arg!”.
Han stoppede med at tale, da Rose slog hans pande ned mod bordpladen. Alt begyndte at dreje rundt for ham.
”Du skal ikke lytte til ham” fortalte Martin et sted til venstre. ”Nisse er en tyv og en svindler. Han ville fortælle en hvilken som helst løgn, hvis han mente, der var noget i det for ham”.
”Så passer han vel fint herinde”.
”Hvor vover du? Jeg er nødt til at bede dig om at gå”.
”Ikke uden din fine ven her. Nisse, var det? Det lyder til, at jeg kunne få brug for ham”.
”Ikke tale om. Du har efterhånden opbrugt min tålmodighed: ud med dig og dét med det samme! Ellers skal jeg… NIKOLAJ!”.
Bang! Frederik blinkede svimmelt. Bang! Bang!
Han blev trukket på benene af personen bag sig. Rose. Hun havde stadig en kniv på hans strube.
”Du har vist noget, jeg har brug for” sagde den fremmede.
”Kom ikke et skridt nærmere. Jeg advarer dig! Jeg ved ikke, hvorfor du er så interesseret i denne idiot, men hvis du skyder, dør han også”.
Hun trak bagud, forbi Antons livløse legeme der var faldet ned fra sin stol. På gulvet lå hans pistol.
Frederik kunne mærke, at Rose overvejede at gribe ud efter den.
Ovre ved døren lå Nikolaj og rallede. Martins slappe skikkelse kunne lige skimtes under spillebordet.
Gamle Søren havde søgt tilflugt i en bås.
Den fremmede affyrede et skud til, og Nikolaj blev stille på jorden. Hvor mange skud havde han mon tilbage? Frederik vidste ikke nok om skydevåben til at kunne bedømme det på udseendet. Den var sort og metallisk, var alt han kunne afgøre.
”Har du slet ikke hørt efter, hvad jeg har sagt?” spurgte den fremmede. ”Jeg vil bare gerne vide, hvad der blev af Johannes og Cecilie. Din chef kunne sagtens have fortalt mig det, men han tog en anden beslutning”.
”Og hvad tror du så, at der kommer til at ske nu? Så snart rygtet spreder sig om, hvad der er sket her, kommer folk efter dig. Martin havde forbindelser hos borgmesteren. Du bliver serveret for mutanterne, eller hvis du er heldig; skudt. Du slipper aldrig levende væk fra Midtbyen”.
”Hvis du giver mig det, jeg leder efter, er jeg borte, før nogen opdager noget. Fortæl mig nu: Hvad skete der med Cecilie?”.
”Rend mig” snerrede Rose. Hun kylede kniven efter den fremmede og trak Frederik med sig på jorden som et skjold. Hendes bistre træk lyste op et smil, da hendes fingre lukkede sig om Antons pistol. ”Bingo”.
Frederik indså, at det var nu eller aldrig.
Han begravede kniven i Roses håndled og tvang pistolen fra hende. Den skøjtede to meter hen ad gulvet.
”Din lille…”. Hun greb ham med begge hænder og satte tænderne i hans strube. Frederik kæmpede alt han kunne med at få hende af, men mærkede kun sin egen styrke svinde ind. Hun var virkeligt umenneskeligt stærk.
Efter ca. fem sekunder kom hun i tanke om pistolen og slap ham, men blodtørsten havde kostet hende livet. Den fremmedes fod landede på den, lige før hun kunne samle den op.
”Sidste chance” sagde han. ”Hvor er Cecilie og det røvhul?”.
Mutanten snerrede ad ham en sidste gang. Han trykkede på aftrækkeren. Hun blev tavs.
Den fremmede skubbede liget til siden og samlede afprøvende Antons pistol op.
”Hvordan har du det?” spurgte han den nær bevidstløse Frederik.
”Erhhh…”.
”Mente du, hvad du sagde? Ved du, hvad der skete med Cecilie og Johannes?”.
”Arg… hrrrmmm”.
Den fremmede sank i knæ og vendte Antons pistol i hånden. ”Hør nøje efter. Jeg er kommet langvejs for at finde den kvinde, jeg elsker, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu. Der ligger allerede fire døde herinde over denne sag. Det ville være spildt, hvis ikke du ved noget brugbart”.
Frederik nikkede hæst. ”Martin… solgte manden forklædninger. De rejste… med karavane mod nord”.
Mere lykkedes det ham ikke at sige, før hans stemme blev helt uforståelig.
”Super” nikkede den fremmede. ”Jeg finder nogle bandager og lapper dig sammen. Vi tager afsted i morgen tidlig”.
Frederik skulle til at protestere, men han havde alt for travlt med at besvime.
Den ene lomme var fuld af gær, krydderi og smøger, og i den anden havde han tilmed en erobret flaske fernet.
Det var altid bedst at stoppe, imens legen var god.
Desværre for Frederiks hjerne kørte hans krop lige nu i automatgear.
”Hvad så, Søren? Jeg er sikker på, at det snart vender for dig. Kom nu, Anton, du gemmer på et eller andet godt, jeg kan mærke det. Så lad os se, hvad jeg får… og hvis jeg lige – ups! Det må du undskylde. Jeg skal nok købe dig en ny øl. Hey Martin, kan vi få en klud herned. Jeg kom til at spilde, ja”.
I forvirringen byttede Frederik et kort ud, men Rose havde ikke et sekund taget blikket fra ham.
”Din slyngel!”. Hun sprang på benene og prikkede hans fingerspids med sin kniv. ”Du snyder, jeg vidste det. Din elendige slyngel”.
Frederik sank en klump og tabte paf alle sine kort.
”Jeg ved ikke, hvad du snakker om” sagde han, men de andre var kun alt for glade ved denne drejning.
Anton rev triumferende et kort ud af ærmet på ham.
”Jeg vidste det” gentog Rose. ”Det skal du nok komme til at fortryde, Nisse. Du kommer aldrig til at glemme denne dag. Og du kommer i hvert fald ikke herind igen, det skal jeg love dig for. Martin, kommer du eller hvad?”.
Bartenderen kiggede op fra sin samtale med den fremmede. Han så ud til at være glad for en undskyldning, så han kunne afbryde den.
”Jeg har jo sagt, at jeg ikke ved noget” fortalte han den fremmede en sidste gang og trådte så ned til spillebordet. ”Hvad sker der, Rose?”.
”Vores gode nisse her brød sit løfte. Han kunne simpelthen ikke overholde reglerne”.
Martin kunne ikke lade være med at grine. ”Er det rigtigt, Nisse? Er du nu igen blevet grebet på fersk gerning? Det er tredje gang. Du er godt klar over, hvad der så kommer til at ske, ikke?”.
”Nej, Martin, det kan du ikke! Du behøver ikke blande borgmesteren ind i det her. Jeg skal nok gå, det lover jeg. Du får mig aldrig at se igen”.
”Borgmesteren?” sagde bartenderen. ”Nej, bare rolig. Han har for travlt med mutanterne og banderne.
Vi sender ham måske en rapport i morgen, når alt er overstået, men han kommer næppe til at læse den.
Nej, Nikolaj kan få lov til at tage sig af dig, og du har helt ret. Jeg får dig aldrig at se igen”.
Frederik greb desperat ud efter bartenderens pistol, men blev holdt tilbage af Rose og Anton, der gav ham en på sylten.
”Hmmm” lød en mild hosten bag Martin. Den fremmede stod og åndede ham i nakken.
”Vi blev vist ikke færdige med at tale sammen”.
Bartenderen tog et halvt skridt væk fra ham, men var klemt op mod spillebordet.
”Det tror jeg nu, at vi var. Som sagt ved jeg ikke noget om denne Johannes Jensen. Eller nogen Cecilie Jensen for den sags skyld. Der er ikke kommet nogen forbi med de navne”.
”Cecilie Lenk” rettede den fremmede ham. ”Hun er min kone”.
”Og jeg ved ikke noget om hende” insisterede Martin. ”Så, hvis du vil være venlig at vende tilbage til din plads. Jeg er lige optaget”.
”Det er du nemlig. Men af mig. Du skjuler et eller andet for mig, og jeg går ikke, før du har fortalt mig, hvad det er. De kom forbi, det ved jeg, og du hjalp idioten. Så meget er jeg blevet fortalt af de lokale. Jeg ved udmærket, at dette er meget mere end bare et bodega”.
Martin rettede sig fuldt op. Også Rose, Anton og Søren havde nu opmærksomheden mod den fremmede, dog uden at slippe taget i Frederik.
”Jeg er ikke sikker på, hvad det er, du anklager mig for”.
”Du hjælper folk som denne Jensen med at forsvinde. Jeg beder dig blot om at hjælpe ham med at dukke op igen”.
Det lykkedes Frederik at liste en kniv ud af bæltet. Den var dog knap nok halvt størrelse af den, som Rose pressede mod hans strube. Han besluttede sig for at se tiden an.
”Denne kvinde” sagde den fremmede og fremviste et fotografi. ”Var herinde for måske en uge eller to siden. Hvis du fortæller mig, hvad der blev af hende, vil jeg betale dig. Hvis ikke begynder jeg at skifte taktik”.
Martin sagde ikke noget, men sendte et blik til Nikolaj over skulderen på den fremmede.
Sikkerhedsvagten trak sin pistol og nærmede sig.
Pludseligt slog det Frederik, da han genkendte de lyse lokker på fotografiet.
”Hende har jeg sgu da set før” udbrød han. Rose skyndte sig at stramme sit greb. Martin sendte ham et dødsblik.
Men den fremmede lyste op. ”Hvad ved du?”.
”Ikke meget” indrømmede Frederik. ”Men jeg tror at… Martin, du solgte da manden to forklædning… arg!”.
Han stoppede med at tale, da Rose slog hans pande ned mod bordpladen. Alt begyndte at dreje rundt for ham.
”Du skal ikke lytte til ham” fortalte Martin et sted til venstre. ”Nisse er en tyv og en svindler. Han ville fortælle en hvilken som helst løgn, hvis han mente, der var noget i det for ham”.
”Så passer han vel fint herinde”.
”Hvor vover du? Jeg er nødt til at bede dig om at gå”.
”Ikke uden din fine ven her. Nisse, var det? Det lyder til, at jeg kunne få brug for ham”.
”Ikke tale om. Du har efterhånden opbrugt min tålmodighed: ud med dig og dét med det samme! Ellers skal jeg… NIKOLAJ!”.
Bang! Frederik blinkede svimmelt. Bang! Bang!
Han blev trukket på benene af personen bag sig. Rose. Hun havde stadig en kniv på hans strube.
”Du har vist noget, jeg har brug for” sagde den fremmede.
”Kom ikke et skridt nærmere. Jeg advarer dig! Jeg ved ikke, hvorfor du er så interesseret i denne idiot, men hvis du skyder, dør han også”.
Hun trak bagud, forbi Antons livløse legeme der var faldet ned fra sin stol. På gulvet lå hans pistol.
Frederik kunne mærke, at Rose overvejede at gribe ud efter den.
Ovre ved døren lå Nikolaj og rallede. Martins slappe skikkelse kunne lige skimtes under spillebordet.
Gamle Søren havde søgt tilflugt i en bås.
Den fremmede affyrede et skud til, og Nikolaj blev stille på jorden. Hvor mange skud havde han mon tilbage? Frederik vidste ikke nok om skydevåben til at kunne bedømme det på udseendet. Den var sort og metallisk, var alt han kunne afgøre.
”Har du slet ikke hørt efter, hvad jeg har sagt?” spurgte den fremmede. ”Jeg vil bare gerne vide, hvad der blev af Johannes og Cecilie. Din chef kunne sagtens have fortalt mig det, men han tog en anden beslutning”.
”Og hvad tror du så, at der kommer til at ske nu? Så snart rygtet spreder sig om, hvad der er sket her, kommer folk efter dig. Martin havde forbindelser hos borgmesteren. Du bliver serveret for mutanterne, eller hvis du er heldig; skudt. Du slipper aldrig levende væk fra Midtbyen”.
”Hvis du giver mig det, jeg leder efter, er jeg borte, før nogen opdager noget. Fortæl mig nu: Hvad skete der med Cecilie?”.
”Rend mig” snerrede Rose. Hun kylede kniven efter den fremmede og trak Frederik med sig på jorden som et skjold. Hendes bistre træk lyste op et smil, da hendes fingre lukkede sig om Antons pistol. ”Bingo”.
Frederik indså, at det var nu eller aldrig.
Han begravede kniven i Roses håndled og tvang pistolen fra hende. Den skøjtede to meter hen ad gulvet.
”Din lille…”. Hun greb ham med begge hænder og satte tænderne i hans strube. Frederik kæmpede alt han kunne med at få hende af, men mærkede kun sin egen styrke svinde ind. Hun var virkeligt umenneskeligt stærk.
Efter ca. fem sekunder kom hun i tanke om pistolen og slap ham, men blodtørsten havde kostet hende livet. Den fremmedes fod landede på den, lige før hun kunne samle den op.
”Sidste chance” sagde han. ”Hvor er Cecilie og det røvhul?”.
Mutanten snerrede ad ham en sidste gang. Han trykkede på aftrækkeren. Hun blev tavs.
Den fremmede skubbede liget til siden og samlede afprøvende Antons pistol op.
”Hvordan har du det?” spurgte han den nær bevidstløse Frederik.
”Erhhh…”.
”Mente du, hvad du sagde? Ved du, hvad der skete med Cecilie og Johannes?”.
”Arg… hrrrmmm”.
Den fremmede sank i knæ og vendte Antons pistol i hånden. ”Hør nøje efter. Jeg er kommet langvejs for at finde den kvinde, jeg elsker, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu. Der ligger allerede fire døde herinde over denne sag. Det ville være spildt, hvis ikke du ved noget brugbart”.
Frederik nikkede hæst. ”Martin… solgte manden forklædninger. De rejste… med karavane mod nord”.
Mere lykkedes det ham ikke at sige, før hans stemme blev helt uforståelig.
”Super” nikkede den fremmede. ”Jeg finder nogle bandager og lapper dig sammen. Vi tager afsted i morgen tidlig”.
Frederik skulle til at protestere, men han havde alt for travlt med at besvime.
Lenk
gennemsøgte hurtigt baren efter brugbare rationer, som han fyldte i en sæk, og
slæbte snydepelsen ud derfra. Der ville stadig gå noget tid, inden
borgmesterens folk hørte om det her. Så vidt han kunne forstå, var området nord
for Åen fuldstændigt løbet over ende af mutanterne. Det måtte han finde en
løsning på i morgen.
Han skulle lige til at træde ud af bagdøren, da han hørte nogen bag sig. Det var Clara. Hende havde han glemt alt om.
”Din psykopat. Hvorfor slog du dem alle sammen ihjel?”.
Lenk skimtede tilbage mod hende.
”Som jeg fortalte dig vil jeg gerne finde min kone. Står man i vejen, bliver man flyttet”.
”Du er virkeligt et røvhul”.
Lenk smilede og fiflede med sit emblem. ”#SaveThePlanet. Det gør jeg et menneske ad gangen”.
Han trak kasketten ned over hovedet, vinkede farvel og trådte ud af bagdøren med sin oppakning.
Da han var trehundrede meter væk, hørte han det første udråb. Hans lille gerning var blevet opdaget, men det var lige meget. Han skulle alligevel aldrig tilbage hertil.
Han fandt sin bil, en falmet volvo, parkeret en kilometer fra Bodegaen og lagde snydepelsen fra sig på passagersædet.
Sækken lagde han i bagagerummet med undtagelse fra det nyerhvervede haglgevær, en æske patroner og lakridspiberne, som han åbnede. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde smagt sådan en.
Det måtte være mindst to år siden. Han tog en bid af piben og satte ned mod resterne af havnen i andet gear.
”Hvad laver du?” spurgte hans halvt bevidstløse passager. Blødningen var stoppet og såret dækket af en bandage.
”Finder et sted at overnatte” fortalte Lenk. ”Hvor vi kan få set på dine sår og planlagt, hvad vi gør i morgen. Det var Nisse, ikke sandt?”.
”Det er der nogen, der kalder mig… vent! Har du spist mine lakridspiber?”.
”Kun halvdelen. Jeg var sulten efter at have reddet dit usle skind. Betragt det som et ydmygt honorar. Desuden fik vi alle dine andre tyvekoster ud derfra. Fernet brancaen er nok ikke dårlig til at rense dit sår. Det er det rene medicin”.
Han bremsede lidt ved synet af en vejbarrikade længere fremme bestående af gamle biler.
Indtil videre havde de ikke set nogen andre køretøjer på gaderne. Han tog endnu en pibe.
”Hvordan slap du overhovedet ind i Midtbyen i den her?” spurgte Nisse. ”Borgmesteren har udstedt forbud mod private biler. De skal alle overdrages til myndighederne”.
”Jeg kørte igennem et hegn. Det ser ud til, at jeg må udføre en lignende manøvre for at slippe ud igen”.
”Og hvad har du så tænkt dig at gøre bagefter?”.
”Som sagt kører vi to mod nord i morgen. Hvor sagde du, at denne karavane var på vej hen?”.
”Hvad! Nej, det siger jeg dig. Jeg skal absolut ikke nogen steder hen med dig”.
”Har du da nogen bedre planer?” spurgte Lenk, idet han gumlede den sidste bid lakrids.
”Hvad tror du selv, der sker, hvis du bliver hængende her? Selv hvis du ikke bliver hængt op på det, jeg gjorde, så lød det til, at du havde problemer nok på egen hånd. Men hvis du tager med mig mod nord, slipper du ikke blot for disse problemer, så betaler jeg dig også en god sum. Har du ærlig talt noget, der holder på dig her?”.
Nisse tøvede. ”Ønsket om ikke at blive mutantføde?” foreslog han.
”Jeg skal nok passe på dig. Der sker ikke noget, det lover jeg dig. Men jeg kender simpelthen ikke området godt nok til at vove mig ud på egen hånd. Det lyder derimod til, at du er lokal. Så hvad siger du? Hvad blev der af Cecilie og den stodder til Johannes?”.
Han skulle lige til at træde ud af bagdøren, da han hørte nogen bag sig. Det var Clara. Hende havde han glemt alt om.
”Din psykopat. Hvorfor slog du dem alle sammen ihjel?”.
Lenk skimtede tilbage mod hende.
”Som jeg fortalte dig vil jeg gerne finde min kone. Står man i vejen, bliver man flyttet”.
”Du er virkeligt et røvhul”.
Lenk smilede og fiflede med sit emblem. ”#SaveThePlanet. Det gør jeg et menneske ad gangen”.
Han trak kasketten ned over hovedet, vinkede farvel og trådte ud af bagdøren med sin oppakning.
Da han var trehundrede meter væk, hørte han det første udråb. Hans lille gerning var blevet opdaget, men det var lige meget. Han skulle alligevel aldrig tilbage hertil.
Han fandt sin bil, en falmet volvo, parkeret en kilometer fra Bodegaen og lagde snydepelsen fra sig på passagersædet.
Sækken lagde han i bagagerummet med undtagelse fra det nyerhvervede haglgevær, en æske patroner og lakridspiberne, som han åbnede. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde smagt sådan en.
Det måtte være mindst to år siden. Han tog en bid af piben og satte ned mod resterne af havnen i andet gear.
”Hvad laver du?” spurgte hans halvt bevidstløse passager. Blødningen var stoppet og såret dækket af en bandage.
”Finder et sted at overnatte” fortalte Lenk. ”Hvor vi kan få set på dine sår og planlagt, hvad vi gør i morgen. Det var Nisse, ikke sandt?”.
”Det er der nogen, der kalder mig… vent! Har du spist mine lakridspiber?”.
”Kun halvdelen. Jeg var sulten efter at have reddet dit usle skind. Betragt det som et ydmygt honorar. Desuden fik vi alle dine andre tyvekoster ud derfra. Fernet brancaen er nok ikke dårlig til at rense dit sår. Det er det rene medicin”.
Han bremsede lidt ved synet af en vejbarrikade længere fremme bestående af gamle biler.
Indtil videre havde de ikke set nogen andre køretøjer på gaderne. Han tog endnu en pibe.
”Hvordan slap du overhovedet ind i Midtbyen i den her?” spurgte Nisse. ”Borgmesteren har udstedt forbud mod private biler. De skal alle overdrages til myndighederne”.
”Jeg kørte igennem et hegn. Det ser ud til, at jeg må udføre en lignende manøvre for at slippe ud igen”.
”Og hvad har du så tænkt dig at gøre bagefter?”.
”Som sagt kører vi to mod nord i morgen. Hvor sagde du, at denne karavane var på vej hen?”.
”Hvad! Nej, det siger jeg dig. Jeg skal absolut ikke nogen steder hen med dig”.
”Har du da nogen bedre planer?” spurgte Lenk, idet han gumlede den sidste bid lakrids.
”Hvad tror du selv, der sker, hvis du bliver hængende her? Selv hvis du ikke bliver hængt op på det, jeg gjorde, så lød det til, at du havde problemer nok på egen hånd. Men hvis du tager med mig mod nord, slipper du ikke blot for disse problemer, så betaler jeg dig også en god sum. Har du ærlig talt noget, der holder på dig her?”.
Nisse tøvede. ”Ønsket om ikke at blive mutantføde?” foreslog han.
”Jeg skal nok passe på dig. Der sker ikke noget, det lover jeg dig. Men jeg kender simpelthen ikke området godt nok til at vove mig ud på egen hånd. Det lyder derimod til, at du er lokal. Så hvad siger du? Hvad blev der af Cecilie og den stodder til Johannes?”.
II
- Mutanterne
”Hvad er
der så særligt ved Skejby?” spurgte Lenk.
Det var tidligt om morgenen, og de lå skjult i et krat og spejdede mod nord. Ikke mere end seks hundrede meter derfra stod to mutanter på vagt. Den ene af dem var bevæbnet med et koben, den anden havde en riffel. De var hårdhudede og langhårede med sygeligt gule øjne. Af en eller anden årsag bar de gamle brandmandsuniformer.
”Hvis man tror på historierne, skulle det være det rene Utopia” fortalte Frederik. ”Masser af læger på det gamle hospital, lys, varme og rent vand i alle bygningerne, godt med sikkerhedsvagter og rigeligt at spise og drikke. Jeg hørte endda, at de har deres egen biograf kørende”.
”Hvorfor er I så ikke alle flyttet derop?”.
”Det er sgu ikke alle og enhver, de lukker indenfor. Kun de særligt udvalgte. De egnede til at genopbygge samfundet i fremtiden og sådan noget. Ind imellem kører en karavane igennem for at nå derop. Uden beskyttelsen fra sådan en er det det rene selvmord at forsøge rejsen. Flere jeg kender har forsøgt, men vi hørte aldrig fra nogen af dem igen”.
Området foran dem, som lå mellem den afdækkede og delvist genopbyggede midtby og så det isolerede Skejby i nord, var den rene ødemark. De færreste bygninger havde overlevet Styrtet i en intakt nok stand til, at man kunne bo i dem, og beplantningen havde erobret omtrent en tredjedel. Gaderne lugtede af råddenskab og affald. Som noget af det første stødte de på en halvt opløst måge i en syreholdig vandpyt. Kun mutanternes lejr og udposter var vedligeholdte, men de var så til gengæld blevet indviet i blod, fæstningsværker og sort spraymaling.
Ingen vidste helt, hvordan mutanterne var blevet til. Selvfølgelig havde det noget med strålingen at gøre under krigen, men mon ikke også virussen havde spillet ind? For slet ikke at glemme de brede biologiske ændringer, der var sket som følge af Styrtet gennem resten af økosystemet. Man er, hvad man spiser, og mutanterne indtog nogle meget mærkelige sager, bl.a. flere bestrålede dyr og stærk ’medicin’.
De varierede meget. Nogle var mere eller mindre som Rose; brutale, blodtørstige og usympatiske, men stadig intelligente og tilvænningsparate. Andre havde helt mistet evnen til at tale.
Det var blevet foreslået af en psykolog, at deres natur måske var udelukkende mental, og at de var gået i en katatonisk overlevelsestilstand, hvor de opførte sig som vilde dyr for at klare situationen.
Han fastholdt denne hypotese frem til den dag, han blev spist af mutanterne i et forsøg på at hjælpe dem med at blive mennesker igen.
Hans åndelige efterfølger tænkte i samme baner, men konkluderede i stedet, at mutanterne ikke opførte sig sådan ud af nød eller frygt. De var blot blevet sat fri fra civilisationens rammer og udtrykte nu alle de lyster og det begær, de længe havde undertrykt. Han endte, ulig sin forgænger, med at slutte sig til dem.
De to eksemplarer foran Lenk og Frederik lignede ikke ligefrem to genier.
Den med kobenet gumlede på et gammelt ben, imens den anden stod og pillede næse. Omkring sig havde de sat en lille lejr op, men de virkede ikke som særligt ivrige vagtposter. For de meste skændtes de bare lidt med hinanden gennem en blanding af simple ord og utilfredse grynt.
”Hvordan tænker du, at vi håndterer de to idioter der?” spurgte Lenk. ”Tager vi en hver herfra, eller skal vi tættere på først?”.
Frederik vidste ikke, om han lavede sjov.
”Jeg har en 308. riffel i bagagerummet?” foreslog Lenk.
”Hvad med at snige os udenom dem? Resten af dem kommer da løbende, hvis vi begynder at larme”.
”Hmmm... hvorfor skal du være så kedelig. Og hvad havde du egentligt tænkt, der skulle ske med volvoen, hvis vi ’sniger’ os?”.
”Kunne den ikke vente her? Du kan vel altid finde den igen, når du har Cecilie”.
”Og efterlade den til at blive fundet af nogle andre? Mutanterne massakrerer den, og din kære borgmester konfiskerer den. Den bil har tjent mig trofast gennem årene, og jeg opgiver den ikke, imens den kan køre. Faktisk tror jeg stadig, at garantien er gældende”.
”Vi kunne også tage vestpå og finde en anden vej til Skejby?” foreslog Frederik, men han vidste allerede, hvad svaret ville blive. Kom man meget længere end Brabrand, var der kun et langt krater, der strakte sig mange kilometer mod vest. Det skulle nå helt ud til Galten. En bombe var ramt ved siden af Århus tilbage i krigens sidste dage. Det ville være et værre spild af brændstof, hvis de skulle til at rejse så langt for at finde en omvej, og de ville blive nødt til at krydse endnu mere mutant territorium.
Lige nu befandt de sig vest for Midtbyen i et mere mennesketomt område, hvor kun klunsere, lovløse og mutanter færdedes.
”Der må være en anden løsning” insisterede Frederik. ”Hvis vi først begynder at skyde, kommer vi ikke langt. Lad os prøve at finde en anden vej igennem. Måske ude ved søen”.
Lenk sukkede, men gav sig, og de fandt tilbage til bilen, der var parkeret bag kadaveret af en totalskadet lastbil. Nogen havde spraymalet Dommedag hvornår? på siden af den.
Resten af formiddagen gik med at lede efter åbne veje, de kunne bevæge sig ad, men da det blev frokosttid, var de ikke nået mere end to kilometer nordpå.
De sad og spiste i volvoen, skjult i en gammel garage, imens de ventede på, at en patrulje af mutanter passerede forbi trehundrede meter længere fremme. På væggene omkring dem hang rådnede plakater for et eller andet heavy metal band, som ingen af dem havde hørt om. Ovre i et kabinet i hjørnet fandt de to støvede øldåser, der hidtil var blevet overset af både klunsere og mutanter. En længe størknet rød plet fortalte del af en historie, som Frederik ikke havde lyst til at grave videre i.
”Hvis de nærmer sig, skifter vi til min metode. Jeg skal ikke trænges op i en krog af dem” fortalte Lenk.
Foruden bajerne bestod måltidet af dåse kippers og tørt knækbrød.
”Det er jo det, jeg prøver at undgå” svarede Frederik. ”Jeg har heller ikke lyst at lære dem bedre at kende. Min fætter Rasmus gik i et baghold for et år siden, da mutanterne kun lige var begyndt at organisere sig her på egnen. Vi fik ikke meget af ham at se igen, men det var nok til at give mig mareridt i flere måneder. Resterne af ham kunne vi begrave i en skotøjsæske”.
”De er noget for sig” nikkede Lenk. ”Man kan kun få god samvittighed af at skyde på dem. Det renser ligesom ud”.
Frederik satte sin mad fra sig.
”Hør… jeg ville bare sige, at jeg sætter pris på det, du gjorde tilbage på Bodegaen. Jeg er ked af, at Martin, Anton og Nikolaj skulle dø, men du reddede mit liv. Det behøvede du ikke at gøre. Du kunne bare være gået din vej og have fundet oplysningerne på egen hånd. Det kan ikke have været en nem beslutning, men jeg synes, du tog den rette”.
Lenk kiggede overrasket op. ”Tænk ikke på det. Helt seriøst. Jeg gjorde det ikke for dig. Og jeg er fuldstændigt ligeglad med de idioter. De truede mig, og jeg håndterede det. Det tager jeg ikke så tungt. Verden er alligevel for forskruet nu om dage til, at man skal lade den slags komme i vejen. Det handler om at finde det, man holder af”.
Lenk drejede på sit emblem og smilede nærmest stolt.
”Hun må virkeligt betyde meget for dig, hende Cecilie”.
”Hun er mit et og alt. Hele mit liv har virket meningsløst, siden hun blev… Du ved sikkert, hvordan det er, når man bare ved, at hun er den rigtige for en, og man ikke ønsker noget andet. Jeg advarer dig på forhånd: Hvis jeg ikke får hende tilbage, kommer jeg til at skyde en eller anden”.
”Så lad os da håbe, at vi kan redde hende. Jeg havde selv en kæreste før Styrtet, der betød det hele for mig... men ikke længere. Hvad er det for en mand, der har kidnappet hende?”.
”Johannes? Han er menneskeligt affald. Kunne ikke udholde at se andre folk glade, uden at han var nødt til at blande sig. Nå, skal vi se, om kysten er ved at være klar?”.
Lenk rejste sig og trådte hen til vinduet i garageporten. ”Jeg kan ikke se dem derude, og vi har vist spildt tid nok herinde med at sidde og pille hinanden i røven”.
Det var tidligt om morgenen, og de lå skjult i et krat og spejdede mod nord. Ikke mere end seks hundrede meter derfra stod to mutanter på vagt. Den ene af dem var bevæbnet med et koben, den anden havde en riffel. De var hårdhudede og langhårede med sygeligt gule øjne. Af en eller anden årsag bar de gamle brandmandsuniformer.
”Hvis man tror på historierne, skulle det være det rene Utopia” fortalte Frederik. ”Masser af læger på det gamle hospital, lys, varme og rent vand i alle bygningerne, godt med sikkerhedsvagter og rigeligt at spise og drikke. Jeg hørte endda, at de har deres egen biograf kørende”.
”Hvorfor er I så ikke alle flyttet derop?”.
”Det er sgu ikke alle og enhver, de lukker indenfor. Kun de særligt udvalgte. De egnede til at genopbygge samfundet i fremtiden og sådan noget. Ind imellem kører en karavane igennem for at nå derop. Uden beskyttelsen fra sådan en er det det rene selvmord at forsøge rejsen. Flere jeg kender har forsøgt, men vi hørte aldrig fra nogen af dem igen”.
Området foran dem, som lå mellem den afdækkede og delvist genopbyggede midtby og så det isolerede Skejby i nord, var den rene ødemark. De færreste bygninger havde overlevet Styrtet i en intakt nok stand til, at man kunne bo i dem, og beplantningen havde erobret omtrent en tredjedel. Gaderne lugtede af råddenskab og affald. Som noget af det første stødte de på en halvt opløst måge i en syreholdig vandpyt. Kun mutanternes lejr og udposter var vedligeholdte, men de var så til gengæld blevet indviet i blod, fæstningsværker og sort spraymaling.
Ingen vidste helt, hvordan mutanterne var blevet til. Selvfølgelig havde det noget med strålingen at gøre under krigen, men mon ikke også virussen havde spillet ind? For slet ikke at glemme de brede biologiske ændringer, der var sket som følge af Styrtet gennem resten af økosystemet. Man er, hvad man spiser, og mutanterne indtog nogle meget mærkelige sager, bl.a. flere bestrålede dyr og stærk ’medicin’.
De varierede meget. Nogle var mere eller mindre som Rose; brutale, blodtørstige og usympatiske, men stadig intelligente og tilvænningsparate. Andre havde helt mistet evnen til at tale.
Det var blevet foreslået af en psykolog, at deres natur måske var udelukkende mental, og at de var gået i en katatonisk overlevelsestilstand, hvor de opførte sig som vilde dyr for at klare situationen.
Han fastholdt denne hypotese frem til den dag, han blev spist af mutanterne i et forsøg på at hjælpe dem med at blive mennesker igen.
Hans åndelige efterfølger tænkte i samme baner, men konkluderede i stedet, at mutanterne ikke opførte sig sådan ud af nød eller frygt. De var blot blevet sat fri fra civilisationens rammer og udtrykte nu alle de lyster og det begær, de længe havde undertrykt. Han endte, ulig sin forgænger, med at slutte sig til dem.
De to eksemplarer foran Lenk og Frederik lignede ikke ligefrem to genier.
Den med kobenet gumlede på et gammelt ben, imens den anden stod og pillede næse. Omkring sig havde de sat en lille lejr op, men de virkede ikke som særligt ivrige vagtposter. For de meste skændtes de bare lidt med hinanden gennem en blanding af simple ord og utilfredse grynt.
”Hvordan tænker du, at vi håndterer de to idioter der?” spurgte Lenk. ”Tager vi en hver herfra, eller skal vi tættere på først?”.
Frederik vidste ikke, om han lavede sjov.
”Jeg har en 308. riffel i bagagerummet?” foreslog Lenk.
”Hvad med at snige os udenom dem? Resten af dem kommer da løbende, hvis vi begynder at larme”.
”Hmmm... hvorfor skal du være så kedelig. Og hvad havde du egentligt tænkt, der skulle ske med volvoen, hvis vi ’sniger’ os?”.
”Kunne den ikke vente her? Du kan vel altid finde den igen, når du har Cecilie”.
”Og efterlade den til at blive fundet af nogle andre? Mutanterne massakrerer den, og din kære borgmester konfiskerer den. Den bil har tjent mig trofast gennem årene, og jeg opgiver den ikke, imens den kan køre. Faktisk tror jeg stadig, at garantien er gældende”.
”Vi kunne også tage vestpå og finde en anden vej til Skejby?” foreslog Frederik, men han vidste allerede, hvad svaret ville blive. Kom man meget længere end Brabrand, var der kun et langt krater, der strakte sig mange kilometer mod vest. Det skulle nå helt ud til Galten. En bombe var ramt ved siden af Århus tilbage i krigens sidste dage. Det ville være et værre spild af brændstof, hvis de skulle til at rejse så langt for at finde en omvej, og de ville blive nødt til at krydse endnu mere mutant territorium.
Lige nu befandt de sig vest for Midtbyen i et mere mennesketomt område, hvor kun klunsere, lovløse og mutanter færdedes.
”Der må være en anden løsning” insisterede Frederik. ”Hvis vi først begynder at skyde, kommer vi ikke langt. Lad os prøve at finde en anden vej igennem. Måske ude ved søen”.
Lenk sukkede, men gav sig, og de fandt tilbage til bilen, der var parkeret bag kadaveret af en totalskadet lastbil. Nogen havde spraymalet Dommedag hvornår? på siden af den.
Resten af formiddagen gik med at lede efter åbne veje, de kunne bevæge sig ad, men da det blev frokosttid, var de ikke nået mere end to kilometer nordpå.
De sad og spiste i volvoen, skjult i en gammel garage, imens de ventede på, at en patrulje af mutanter passerede forbi trehundrede meter længere fremme. På væggene omkring dem hang rådnede plakater for et eller andet heavy metal band, som ingen af dem havde hørt om. Ovre i et kabinet i hjørnet fandt de to støvede øldåser, der hidtil var blevet overset af både klunsere og mutanter. En længe størknet rød plet fortalte del af en historie, som Frederik ikke havde lyst til at grave videre i.
”Hvis de nærmer sig, skifter vi til min metode. Jeg skal ikke trænges op i en krog af dem” fortalte Lenk.
Foruden bajerne bestod måltidet af dåse kippers og tørt knækbrød.
”Det er jo det, jeg prøver at undgå” svarede Frederik. ”Jeg har heller ikke lyst at lære dem bedre at kende. Min fætter Rasmus gik i et baghold for et år siden, da mutanterne kun lige var begyndt at organisere sig her på egnen. Vi fik ikke meget af ham at se igen, men det var nok til at give mig mareridt i flere måneder. Resterne af ham kunne vi begrave i en skotøjsæske”.
”De er noget for sig” nikkede Lenk. ”Man kan kun få god samvittighed af at skyde på dem. Det renser ligesom ud”.
Frederik satte sin mad fra sig.
”Hør… jeg ville bare sige, at jeg sætter pris på det, du gjorde tilbage på Bodegaen. Jeg er ked af, at Martin, Anton og Nikolaj skulle dø, men du reddede mit liv. Det behøvede du ikke at gøre. Du kunne bare være gået din vej og have fundet oplysningerne på egen hånd. Det kan ikke have været en nem beslutning, men jeg synes, du tog den rette”.
Lenk kiggede overrasket op. ”Tænk ikke på det. Helt seriøst. Jeg gjorde det ikke for dig. Og jeg er fuldstændigt ligeglad med de idioter. De truede mig, og jeg håndterede det. Det tager jeg ikke så tungt. Verden er alligevel for forskruet nu om dage til, at man skal lade den slags komme i vejen. Det handler om at finde det, man holder af”.
Lenk drejede på sit emblem og smilede nærmest stolt.
”Hun må virkeligt betyde meget for dig, hende Cecilie”.
”Hun er mit et og alt. Hele mit liv har virket meningsløst, siden hun blev… Du ved sikkert, hvordan det er, når man bare ved, at hun er den rigtige for en, og man ikke ønsker noget andet. Jeg advarer dig på forhånd: Hvis jeg ikke får hende tilbage, kommer jeg til at skyde en eller anden”.
”Så lad os da håbe, at vi kan redde hende. Jeg havde selv en kæreste før Styrtet, der betød det hele for mig... men ikke længere. Hvad er det for en mand, der har kidnappet hende?”.
”Johannes? Han er menneskeligt affald. Kunne ikke udholde at se andre folk glade, uden at han var nødt til at blande sig. Nå, skal vi se, om kysten er ved at være klar?”.
Lenk rejste sig og trådte hen til vinduet i garageporten. ”Jeg kan ikke se dem derude, og vi har vist spildt tid nok herinde med at sidde og pille hinanden i røven”.
Det var
længe siden, at Lenk sidst havde haft en rejsemakker. Den forrige var en færøsk
havnearbejder, der bevægede sig lidt for langt ind i ruinerne af Odense og døde
af strålingsforgiftning. Det var måske tre måneder siden nu. Han havde klaret
sig fint i mellemtiden.
Alligevel måtte han indrømme, at Frederik viste sig at være nyttig. Den lokale havde en god hukommelse og kendte det meste af byen ind og ud. På egen hånd var Lenk aldrig nået så langt mod nord, før det gik galt. For galt gik det, men de var godt undervejs, da det endelige kom til det.
Scenen var denne:
Omgivet af et højt tornekrat, der pressede ind på den allerede snævre vej fra begge sider, fik Lenk øje på en enlig rystende kvindeskikkelse, liggende på maven. Uden at forhøre sig med Frederik sprang han ud af bilen og nærmede sig med et oversavet haglgevær. Det havde engang været et parcelhuskvarter, men så nu ud til at være blevet overtaget af en flok muterede mårhunde. På hvert et tag sad mindst tre krager.
”Er du sikker på, at det er en god ide det her?” kaldte Frederik.
”Jeg er nødt til at tjekke efter. Bare bliv i bilen!”.
Lenk hoppede over en væltet motorcykel og tjekkede instinktivt efter fælder eller mutanter klar på et baghold, imens han bevægede sig, men kunne ikke få øje på nogen.
Dog var han ikke dum. Han vidste udmærket, hvordan denne situation så ud.
Men hvis han ikke tjekkede efter, ville han komme til at fortryde det.
Lenk nåede frem til kvinden, der langsomt krøb fremad. Hendes hår var blondt og uredt, og hun blødte fra et sår i ryggen. Det var umuligt at afgøre, hvad farve det iturevne tøj oprindeligt havde haft.
En mårhund sad lidt derfra og vurderede, om maden snart var serveret. Lenk sendte den et advarende blik.
”Cecilie?”.
Kvinden stoppede med at bevæge sig. Havde hun hørt ham, eller var hun mon død?
Lenk trådte om på siden af hende og prikkede til hende med sin støvlespids, helt forsigtigt.
Hun stønnede.
”Hallo? Er du i live?”.
”Bvaadrrr”.
Lenk tog chancen og drejede hende om på ryggen. Det var ikke Cecilie, men en fremmed.
”Hey Lenk!” lød det tilbage fra volvoen.
”To sek”.
Han forstod godt, at han var kommet i tvivl. På mange måder lignede hun hans kone, sådan som hun havde set ud tilbage i starten af gymnasiet for femten år siden, da han mødte hende for første gang. Det virkede så uendeligt længe siden, og alligevel huskede han det, som var det i går. Men denne pige var vokset op i en helt anden verden.
Hun kunne ikke være meget mere end seksten år gammel, men den seneste tid havde taget hårdt på hende. Hendes blonde hår var møgbeskidt, det meste af hendes krop dækket af jord, og hun manglede størstedelen af sine tænder. De få resterende var umenneskeligt spidse. Der var blod i hendes mund. Kæben sad lidt skævt. Nogen, eller noget, havde vist givet hende en god omgang tæv.
”Mutant. Kan du tale?”.
”Ahhhrrr?”. (”Lenk!”).
”Kom nu, du kan jo godt. Sig ’be om’, så skal jeg nok lade dig være i fred”.
”Bvaaar ammmm”.
”Ikke helt godt nok”. Bang!
Han trådte tilbage og ladte det oversavede haglgevær. Nu havde mutanten ingen tænder tilbage.
”LENK!”.
Han vendte irriteret om. ”Ja, hvad er de…”. Lenk sukkede.
Frederik var ikke alene. Med ham stod to idioter i rødmalede gasmasker. Den ene havde en revolver vendt mod Frederik, den anden rettede et gevær fremad mod ham.
Pludseligt fortrød Lenk igen, at han havde taget nogen med sig.
”Hvad vil I to så?” spurgte han og trådte tilbage mod bilen. ”Vær sød at fortælle mig; at I bare har et selvmordsønske”.
”Pas på, hvad du siger” advarede den ene, en kvinde lød det til. ”Ellers får du din vens hjerne at se”.
Frederik forsøgte at sende ham et bedende smil. Han havde fået et blåt øje. Det var da altid noget, at han havde kæmpet imod.
”Vi tager din bil og alt i den” fortalte den anden, en mand. ”Og hvis du er heldig, lader vi dig beholde livet i behold”.
”Wauw” sagde Lenk. ”Sikke et tilbud. Du er den fødte salgsmand, kan jeg godt høre”.
”Hold din kæft, og smid mig bilnøglerne. Ellers skyder vi din ven”.
”Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kalde ham min ven. Kender ham knap nok”.
”Gør nu bare, som jeg siger” hylede manden, så hans stemme knækkede. Knækkede…
”Hør, hvor gamle er I to lige?” spurgte Lenk, helt afslappet.
”Hvor gamle… hvad har det med noget som helst at gøre?” pustede pigen.
”Jeg tænkte bare på, om jeg ikke skulle køre jer hjem til jeres forældre. De er jo nok bekymrede”.
”Hold nu kæft. Jeg mener det. Hvis du ikke kaster mig nøglerne og lægger geværet fra dig, så pløkker jeg ham i skallen, ven eller ej”.
”Lenk?” sagde Frederik nervøst.
Lenk pustede irriteret og fæstnede blikket ved et eller andet i det fjerne.
”Var det jer, der ordnede hende mutanten? En gammel skoleveninde måske”.
”Og du faldt for den. Kunne ikke lade være med at undersøge det, kunne du?” smilede drengen selvtilfreds.
”Det gjorde jeg vel” nikkede Lenk. ”Jeg havde ikke tænkt mig om… apropos ikke at tænke sig om, så tror jeg, der er nogen, der gerne vil tale med jer”.
Lyden af flere motorer, der accelererede, nåede dem. Nogen udstødte et euforisk skrig.
Anførerbilen var en mishandlet firehjulstrækker med et maskingevær på toppen. En nøgen mutant dækket i grøn maling var bundet fast til det. Det var ham, der havde skreget. Eller rettere sagt var det ham, der stadigvæk var ved at skrige sine lunger ud.
På hver side var Helvedets firehjulstrækker flankeret af en motorcykel. Længere tilbage nærmede yderligere fire biler sig.
”Sikke et spildt af brændstof” mumlede Lenk.
De to teenagere blev ramt af panik, og han skyndte sig at handle. Med en knytnæve tvang han pigen i jorden og pressede drengen op mod volvoen med en kniv mod halsen.
”Her” sagde han og rakte sit haglgevær til Frederik. ”Ind i bilen med dig. Tag bagsædet, lige bag føreren”.
Frederik skyndte sig at adlyde, uden at kigge på de to teenagere.
Lenk behøvede ikke tænke mere et halvt sekund, før han tog en beslutning.
”Ind mod jer begge to. I får én chance. Hvis jeg ikke stoler på jer, får I en kugle. Men forhåbentligt er vi enige om, at vi hellere vil skyde på mutanterne. Godt så, hvad venter I på”.
De nåede kun lige at hoppe ind, før Lenk allerede var kørt. Der var ingen tid at spilde.
På hans højre hånd sad nu pigen. Hun havde taget gasmasken af og mistet enhver form for selvtillid.
Bilen lavede et lille hop, da de kørte den døde mutant over. ”Ti point” mumlede Lenk.
Bag dem nærmede firehjulstrækkeren sig. Ratatatata!
Sidespejlet til venstre for Lenk fløj af.
Den grønne tosse var gået i gang med maskingeværet. Frederik og knægten på bagsædet forsøgte at gengælde skyderiet, men det lød ikke til, at de ramte noget.
”Hvad sker der, hvis de fanger os?” mumlede pigen ved siden af Lenk.
”Det skulle du måske have spurgt dig selv om, før du angreb en af dem”.
Han trykkede speederen helt i bund, da volvoen nærmede sig gadens allermest snævre punkt.
”Arggg” lød det fra bagsædet. De var blevet ramt.
”Hvad sker der?” spurgte Lenk.
”Jeg… jeg bløder” fortalte knægten. ”Det er slemt… jeg… arrggg… jeg kan ikke… har brug for hjælp”.
”Andreas?” hulkede pigen.
”Hvis du har brug for at komme ud med nogen frustrationer, så kig i handskerummet”.
Forvirret gjorde hun, som der blev sagt, og sad kort efter med et granatbælte.
”Træk og kast, når jeg drejer vognen” fortalte Lenk. ”Om fem-fire-tre…”.
”Til venstre!” råbte Frederik.
Volvoen knækkede en gren og strejfede et sidespejl fra en parkeret rustvogn, men de klarede det smalle stykke.
I en brat bevægelse kastede Lenk bilen mod højre, og pigen kastede granaterne ud af vinduet mod firehjulstrækkeren, der var lige i hælene. Den grønne skytte nåede lige at smile ved synet af dem, før Frederik ramte ham i benet. Han faldt ned på bilens tag i tide til at blive kastet bagover sammen med faretøjet.
Firehjulstrækkeren slog en baglæns saltomortale og destruerede den næste bil i flåden. Kun de to motorcykler nåede lige at undslippe ødelæggelsen.
Der lød et støn fra bagsædet. Det var Frederik.
”Hvad så, Nisse? Klarer du den?”.
”Jeg tror, mit sår er gået op. Arggg, men jov… jeg skal nok overleve”.
De kørte nu ned ad en større vej. Lenk smilede, da et vejskilt meddelte ham, at der var en kilometer til Skejby. Et skud til højre bragte ham tilbage til virkeligheden. Motorcyklerne havde indhentet dem.
”Hvem er klar på en smule sjov?” spurgte Lenk.
Frederik hostede, og Andreas lå tavs på bagsædet. Kun pigen nikkede og begyndte at skyde efter motorcyklen. Mutanten på den smilede gustent til dem.
”Kom nu, kom nu, kom nu”. Lenk hældte til højre, da vejen begyndte at dreje. Der var en rundkørsel ligefremme, og de skulle til venstre for at komme til Skejby. De var der stort set. Han kunne ane fæstningsværket, der beskyttede dette ”Utopia”. Et hegn med flere vagttårne omgav bydelen.
Det lykkedes pigen at ramme mutanten på motorcyklen, og han styrtede ind i en lygtepæl.
”Sådan!” pustede hun. ”Tag den, din afskyelige stodder. Nå, hvor var den anden?”.
Al sejrsrus forlod hende igen, da hun fik øje på den anden motorcykel. Den havde taget en genvej væk herfra for at hente hjælp, så det ud til.
”Det… der”.
Lenk kastede et blik til venstre for at se, hvad hun mente. Han kunne kun være enig i det, hun sagde.
Han havde set meget i løbet af de sidste tre år, men den her var alligevel ny.
”Ser man det” smilede han, med et glimt i øjet, der var renset for fornuft. ”Nu har jeg aldrig”.
Ding-ding-ding-ding sagde hjem-is-bilen.
Den kunne umuligt nå at indhente dem, det kunne Lenk ikke tro på. Den var simpelthen for langsom.
Desuden kørte han jo en volvo. Han var helt selvsikker i, at det nok skulle gå. Faktisk var det lidt ærgerligt, at han ikke fik lov til at håndtere de sidste mutanter. Pigen ville nok have godt af at hævne sin kæreste lidt.
Det var i grunden en skam at lade dem slippe væk.
”Øhhh, hr.?”.
”Jaja, bare skyd, hvis de prøver på noget. Skyd for Guds skyld”.
”Hr!”.
”Lenk!” istemte Frederik. ”De har kraftedme en bazooka”.
Han kiggede op. Han bekræftede, hvad der var blevet sagt. Han mødte den gale mutant-ismands blik og vinkede. Han forsøgte at bearbejde det i sit hoved.
Ding-ding-ding-ding sagde hjem-is-bilen.
Hele verden blev vendt på hovedet. Airbaggen ramte Lenk, og han besvimede.
Da han vågnede, var han ikke sikker på, hvor lang tid der var gået.
Alt omkring ham var mørkt og gjorde ondt. Eller var det bare hans hoved?
Han mærkede efter sin pande og fandt en våd flænge. Den måtte stamme fra et af de mange glasskår, der omgav ham. Af en eller anden årsag begyndte han at grine. Hvad var det, der var så morsomt?
Han vidste det godt, men kunne ikke lige sætte ord på det.
Ved siden af ham lå pigen bevidstløs. Muligvis var hun død. Muligvis var han selv død inden længe.
Nogen ramlede rundt udenfor. Det var nok mutanterne.
Så kom han i tanke om det sjove.
”Hey, Nisse?” kaldte han, men han nåede kun lige at ane et ben blive trukket udenfor.
Nogle sekunder senere lød der en banken på hans egen dør.
Lenk forsøgte halvhjertet at gribe ud efter pigens pistol, men for sent.
Bildøren blev flået af, og to stærke arme trak ham udenfor. Det var overskyet, lagde han mærke til.
Hjem-is-bilen holdt parkeret fire meter væk sammen med motorcyklen. Der var seks mutanter i alt.
De havde smidt en bundet Frederik på jorden og en død Andreas ved siden af. Pigen var ved at blive båret ud.
Flere af dem slikkede sig sultent om munden.
Også disse var klædt som brandmænd, og Lenk følte, at der var en eller anden intern vittighed, han ikke var med i. Heldigvis havde han jo sin egen. Han kunne ikke lade være med at grine, selv da han blev kastet ned for fødderne af mutantlederen, en to meter høj gorilla med skæve tænder og usædvanligt dårlig hygiejne, selv for en mutant at være. Han holdt en dolk mellem fingrene og bøjede sig ned for at tale til Lenk.
”Jeg kan godt lide dit emblem. Sig mig, hvornår regner du med at blive færdig med at redde planeten? Selv glæder jeg mig til at kunne gå ned på stranden igen uden at blive ætset af syre”.
Lenk lo til svar.
”Nå, den tanke kunne du godt lide. Måske skulle vi så tage en tur derned sammen? Jeg kender det perfekte soppested”.
”Hahahahaha”.
Mutantens smil kølede en smule af. Han drejede kniven mellem hænderne og aede Lenks kind med bladet. ”Har du lyst til at fortælle mig, hvad der er så sjovt?”.
”Jov, det, jov klart… det er bare, at jeg lige er kommet i tanke om, at garantien på min volvo. Den udløber sgu i dag”.
Mutantlederen kunne ikke lade være med at le.
”Ved du hvad? Det er faktisk det sjoveste, jeg har hørt længe”.
”Tak, det glæder mig”.
Med de ord sprang Lenk frem og gav lederen en skalle. Mutanten væltede om og famlede efter kniven.
Lenk gav ham en knytnæve i fjæset. Det lykkedes uhyret at gribe kniven. Han forsøgte at stikke sin modstander. Det lød som en ballon, der sprang. Mutanten smilede. Men Lenk var ikke færdig.
Han trak dolken ud af sin side og begravede den i lederens brystkasse. Mutanten skreg.
Omkring dem lød der støj og panik, men Lenk hørte ikke efter. Han stak og stak og stak, og da ikke kunne stikke mere, greb han mutantens hoved og bed til af alle kræfter.
Uhyret rallede. Lenk smagte blod og spyttede et øre ud på jorden. Mutanten kiggede skræmt op på ham.
Nogen talte et sted bag ham. (”Vent, vent, I må ikke skyde ham. Han er ikke en af dem!”).
”Hvad er der galt?” spurgte Lenk mutanten. ”Jeg troede, du morede dig”.
Klonk! Noget ramte ham i baghovedet, og Lenk gik kold ned over mutantens varme, blodige legeme.
Alligevel måtte han indrømme, at Frederik viste sig at være nyttig. Den lokale havde en god hukommelse og kendte det meste af byen ind og ud. På egen hånd var Lenk aldrig nået så langt mod nord, før det gik galt. For galt gik det, men de var godt undervejs, da det endelige kom til det.
Scenen var denne:
Omgivet af et højt tornekrat, der pressede ind på den allerede snævre vej fra begge sider, fik Lenk øje på en enlig rystende kvindeskikkelse, liggende på maven. Uden at forhøre sig med Frederik sprang han ud af bilen og nærmede sig med et oversavet haglgevær. Det havde engang været et parcelhuskvarter, men så nu ud til at være blevet overtaget af en flok muterede mårhunde. På hvert et tag sad mindst tre krager.
”Er du sikker på, at det er en god ide det her?” kaldte Frederik.
”Jeg er nødt til at tjekke efter. Bare bliv i bilen!”.
Lenk hoppede over en væltet motorcykel og tjekkede instinktivt efter fælder eller mutanter klar på et baghold, imens han bevægede sig, men kunne ikke få øje på nogen.
Dog var han ikke dum. Han vidste udmærket, hvordan denne situation så ud.
Men hvis han ikke tjekkede efter, ville han komme til at fortryde det.
Lenk nåede frem til kvinden, der langsomt krøb fremad. Hendes hår var blondt og uredt, og hun blødte fra et sår i ryggen. Det var umuligt at afgøre, hvad farve det iturevne tøj oprindeligt havde haft.
En mårhund sad lidt derfra og vurderede, om maden snart var serveret. Lenk sendte den et advarende blik.
”Cecilie?”.
Kvinden stoppede med at bevæge sig. Havde hun hørt ham, eller var hun mon død?
Lenk trådte om på siden af hende og prikkede til hende med sin støvlespids, helt forsigtigt.
Hun stønnede.
”Hallo? Er du i live?”.
”Bvaadrrr”.
Lenk tog chancen og drejede hende om på ryggen. Det var ikke Cecilie, men en fremmed.
”Hey Lenk!” lød det tilbage fra volvoen.
”To sek”.
Han forstod godt, at han var kommet i tvivl. På mange måder lignede hun hans kone, sådan som hun havde set ud tilbage i starten af gymnasiet for femten år siden, da han mødte hende for første gang. Det virkede så uendeligt længe siden, og alligevel huskede han det, som var det i går. Men denne pige var vokset op i en helt anden verden.
Hun kunne ikke være meget mere end seksten år gammel, men den seneste tid havde taget hårdt på hende. Hendes blonde hår var møgbeskidt, det meste af hendes krop dækket af jord, og hun manglede størstedelen af sine tænder. De få resterende var umenneskeligt spidse. Der var blod i hendes mund. Kæben sad lidt skævt. Nogen, eller noget, havde vist givet hende en god omgang tæv.
”Mutant. Kan du tale?”.
”Ahhhrrr?”. (”Lenk!”).
”Kom nu, du kan jo godt. Sig ’be om’, så skal jeg nok lade dig være i fred”.
”Bvaaar ammmm”.
”Ikke helt godt nok”. Bang!
Han trådte tilbage og ladte det oversavede haglgevær. Nu havde mutanten ingen tænder tilbage.
”LENK!”.
Han vendte irriteret om. ”Ja, hvad er de…”. Lenk sukkede.
Frederik var ikke alene. Med ham stod to idioter i rødmalede gasmasker. Den ene havde en revolver vendt mod Frederik, den anden rettede et gevær fremad mod ham.
Pludseligt fortrød Lenk igen, at han havde taget nogen med sig.
”Hvad vil I to så?” spurgte han og trådte tilbage mod bilen. ”Vær sød at fortælle mig; at I bare har et selvmordsønske”.
”Pas på, hvad du siger” advarede den ene, en kvinde lød det til. ”Ellers får du din vens hjerne at se”.
Frederik forsøgte at sende ham et bedende smil. Han havde fået et blåt øje. Det var da altid noget, at han havde kæmpet imod.
”Vi tager din bil og alt i den” fortalte den anden, en mand. ”Og hvis du er heldig, lader vi dig beholde livet i behold”.
”Wauw” sagde Lenk. ”Sikke et tilbud. Du er den fødte salgsmand, kan jeg godt høre”.
”Hold din kæft, og smid mig bilnøglerne. Ellers skyder vi din ven”.
”Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kalde ham min ven. Kender ham knap nok”.
”Gør nu bare, som jeg siger” hylede manden, så hans stemme knækkede. Knækkede…
”Hør, hvor gamle er I to lige?” spurgte Lenk, helt afslappet.
”Hvor gamle… hvad har det med noget som helst at gøre?” pustede pigen.
”Jeg tænkte bare på, om jeg ikke skulle køre jer hjem til jeres forældre. De er jo nok bekymrede”.
”Hold nu kæft. Jeg mener det. Hvis du ikke kaster mig nøglerne og lægger geværet fra dig, så pløkker jeg ham i skallen, ven eller ej”.
”Lenk?” sagde Frederik nervøst.
Lenk pustede irriteret og fæstnede blikket ved et eller andet i det fjerne.
”Var det jer, der ordnede hende mutanten? En gammel skoleveninde måske”.
”Og du faldt for den. Kunne ikke lade være med at undersøge det, kunne du?” smilede drengen selvtilfreds.
”Det gjorde jeg vel” nikkede Lenk. ”Jeg havde ikke tænkt mig om… apropos ikke at tænke sig om, så tror jeg, der er nogen, der gerne vil tale med jer”.
Lyden af flere motorer, der accelererede, nåede dem. Nogen udstødte et euforisk skrig.
Anførerbilen var en mishandlet firehjulstrækker med et maskingevær på toppen. En nøgen mutant dækket i grøn maling var bundet fast til det. Det var ham, der havde skreget. Eller rettere sagt var det ham, der stadigvæk var ved at skrige sine lunger ud.
På hver side var Helvedets firehjulstrækker flankeret af en motorcykel. Længere tilbage nærmede yderligere fire biler sig.
”Sikke et spildt af brændstof” mumlede Lenk.
De to teenagere blev ramt af panik, og han skyndte sig at handle. Med en knytnæve tvang han pigen i jorden og pressede drengen op mod volvoen med en kniv mod halsen.
”Her” sagde han og rakte sit haglgevær til Frederik. ”Ind i bilen med dig. Tag bagsædet, lige bag føreren”.
Frederik skyndte sig at adlyde, uden at kigge på de to teenagere.
Lenk behøvede ikke tænke mere et halvt sekund, før han tog en beslutning.
”Ind mod jer begge to. I får én chance. Hvis jeg ikke stoler på jer, får I en kugle. Men forhåbentligt er vi enige om, at vi hellere vil skyde på mutanterne. Godt så, hvad venter I på”.
De nåede kun lige at hoppe ind, før Lenk allerede var kørt. Der var ingen tid at spilde.
På hans højre hånd sad nu pigen. Hun havde taget gasmasken af og mistet enhver form for selvtillid.
Bilen lavede et lille hop, da de kørte den døde mutant over. ”Ti point” mumlede Lenk.
Bag dem nærmede firehjulstrækkeren sig. Ratatatata!
Sidespejlet til venstre for Lenk fløj af.
Den grønne tosse var gået i gang med maskingeværet. Frederik og knægten på bagsædet forsøgte at gengælde skyderiet, men det lød ikke til, at de ramte noget.
”Hvad sker der, hvis de fanger os?” mumlede pigen ved siden af Lenk.
”Det skulle du måske have spurgt dig selv om, før du angreb en af dem”.
Han trykkede speederen helt i bund, da volvoen nærmede sig gadens allermest snævre punkt.
”Arggg” lød det fra bagsædet. De var blevet ramt.
”Hvad sker der?” spurgte Lenk.
”Jeg… jeg bløder” fortalte knægten. ”Det er slemt… jeg… arrggg… jeg kan ikke… har brug for hjælp”.
”Andreas?” hulkede pigen.
”Hvis du har brug for at komme ud med nogen frustrationer, så kig i handskerummet”.
Forvirret gjorde hun, som der blev sagt, og sad kort efter med et granatbælte.
”Træk og kast, når jeg drejer vognen” fortalte Lenk. ”Om fem-fire-tre…”.
”Til venstre!” råbte Frederik.
Volvoen knækkede en gren og strejfede et sidespejl fra en parkeret rustvogn, men de klarede det smalle stykke.
I en brat bevægelse kastede Lenk bilen mod højre, og pigen kastede granaterne ud af vinduet mod firehjulstrækkeren, der var lige i hælene. Den grønne skytte nåede lige at smile ved synet af dem, før Frederik ramte ham i benet. Han faldt ned på bilens tag i tide til at blive kastet bagover sammen med faretøjet.
Firehjulstrækkeren slog en baglæns saltomortale og destruerede den næste bil i flåden. Kun de to motorcykler nåede lige at undslippe ødelæggelsen.
Der lød et støn fra bagsædet. Det var Frederik.
”Hvad så, Nisse? Klarer du den?”.
”Jeg tror, mit sår er gået op. Arggg, men jov… jeg skal nok overleve”.
De kørte nu ned ad en større vej. Lenk smilede, da et vejskilt meddelte ham, at der var en kilometer til Skejby. Et skud til højre bragte ham tilbage til virkeligheden. Motorcyklerne havde indhentet dem.
”Hvem er klar på en smule sjov?” spurgte Lenk.
Frederik hostede, og Andreas lå tavs på bagsædet. Kun pigen nikkede og begyndte at skyde efter motorcyklen. Mutanten på den smilede gustent til dem.
”Kom nu, kom nu, kom nu”. Lenk hældte til højre, da vejen begyndte at dreje. Der var en rundkørsel ligefremme, og de skulle til venstre for at komme til Skejby. De var der stort set. Han kunne ane fæstningsværket, der beskyttede dette ”Utopia”. Et hegn med flere vagttårne omgav bydelen.
Det lykkedes pigen at ramme mutanten på motorcyklen, og han styrtede ind i en lygtepæl.
”Sådan!” pustede hun. ”Tag den, din afskyelige stodder. Nå, hvor var den anden?”.
Al sejrsrus forlod hende igen, da hun fik øje på den anden motorcykel. Den havde taget en genvej væk herfra for at hente hjælp, så det ud til.
”Det… der”.
Lenk kastede et blik til venstre for at se, hvad hun mente. Han kunne kun være enig i det, hun sagde.
Han havde set meget i løbet af de sidste tre år, men den her var alligevel ny.
”Ser man det” smilede han, med et glimt i øjet, der var renset for fornuft. ”Nu har jeg aldrig”.
Ding-ding-ding-ding sagde hjem-is-bilen.
Den kunne umuligt nå at indhente dem, det kunne Lenk ikke tro på. Den var simpelthen for langsom.
Desuden kørte han jo en volvo. Han var helt selvsikker i, at det nok skulle gå. Faktisk var det lidt ærgerligt, at han ikke fik lov til at håndtere de sidste mutanter. Pigen ville nok have godt af at hævne sin kæreste lidt.
Det var i grunden en skam at lade dem slippe væk.
”Øhhh, hr.?”.
”Jaja, bare skyd, hvis de prøver på noget. Skyd for Guds skyld”.
”Hr!”.
”Lenk!” istemte Frederik. ”De har kraftedme en bazooka”.
Han kiggede op. Han bekræftede, hvad der var blevet sagt. Han mødte den gale mutant-ismands blik og vinkede. Han forsøgte at bearbejde det i sit hoved.
Ding-ding-ding-ding sagde hjem-is-bilen.
Hele verden blev vendt på hovedet. Airbaggen ramte Lenk, og han besvimede.
Da han vågnede, var han ikke sikker på, hvor lang tid der var gået.
Alt omkring ham var mørkt og gjorde ondt. Eller var det bare hans hoved?
Han mærkede efter sin pande og fandt en våd flænge. Den måtte stamme fra et af de mange glasskår, der omgav ham. Af en eller anden årsag begyndte han at grine. Hvad var det, der var så morsomt?
Han vidste det godt, men kunne ikke lige sætte ord på det.
Ved siden af ham lå pigen bevidstløs. Muligvis var hun død. Muligvis var han selv død inden længe.
Nogen ramlede rundt udenfor. Det var nok mutanterne.
Så kom han i tanke om det sjove.
”Hey, Nisse?” kaldte han, men han nåede kun lige at ane et ben blive trukket udenfor.
Nogle sekunder senere lød der en banken på hans egen dør.
Lenk forsøgte halvhjertet at gribe ud efter pigens pistol, men for sent.
Bildøren blev flået af, og to stærke arme trak ham udenfor. Det var overskyet, lagde han mærke til.
Hjem-is-bilen holdt parkeret fire meter væk sammen med motorcyklen. Der var seks mutanter i alt.
De havde smidt en bundet Frederik på jorden og en død Andreas ved siden af. Pigen var ved at blive båret ud.
Flere af dem slikkede sig sultent om munden.
Også disse var klædt som brandmænd, og Lenk følte, at der var en eller anden intern vittighed, han ikke var med i. Heldigvis havde han jo sin egen. Han kunne ikke lade være med at grine, selv da han blev kastet ned for fødderne af mutantlederen, en to meter høj gorilla med skæve tænder og usædvanligt dårlig hygiejne, selv for en mutant at være. Han holdt en dolk mellem fingrene og bøjede sig ned for at tale til Lenk.
”Jeg kan godt lide dit emblem. Sig mig, hvornår regner du med at blive færdig med at redde planeten? Selv glæder jeg mig til at kunne gå ned på stranden igen uden at blive ætset af syre”.
Lenk lo til svar.
”Nå, den tanke kunne du godt lide. Måske skulle vi så tage en tur derned sammen? Jeg kender det perfekte soppested”.
”Hahahahaha”.
Mutantens smil kølede en smule af. Han drejede kniven mellem hænderne og aede Lenks kind med bladet. ”Har du lyst til at fortælle mig, hvad der er så sjovt?”.
”Jov, det, jov klart… det er bare, at jeg lige er kommet i tanke om, at garantien på min volvo. Den udløber sgu i dag”.
Mutantlederen kunne ikke lade være med at le.
”Ved du hvad? Det er faktisk det sjoveste, jeg har hørt længe”.
”Tak, det glæder mig”.
Med de ord sprang Lenk frem og gav lederen en skalle. Mutanten væltede om og famlede efter kniven.
Lenk gav ham en knytnæve i fjæset. Det lykkedes uhyret at gribe kniven. Han forsøgte at stikke sin modstander. Det lød som en ballon, der sprang. Mutanten smilede. Men Lenk var ikke færdig.
Han trak dolken ud af sin side og begravede den i lederens brystkasse. Mutanten skreg.
Omkring dem lød der støj og panik, men Lenk hørte ikke efter. Han stak og stak og stak, og da ikke kunne stikke mere, greb han mutantens hoved og bed til af alle kræfter.
Uhyret rallede. Lenk smagte blod og spyttede et øre ud på jorden. Mutanten kiggede skræmt op på ham.
Nogen talte et sted bag ham. (”Vent, vent, I må ikke skyde ham. Han er ikke en af dem!”).
”Hvad er der galt?” spurgte Lenk mutanten. ”Jeg troede, du morede dig”.
Klonk! Noget ramte ham i baghovedet, og Lenk gik kold ned over mutantens varme, blodige legeme.
III
– Utopia
Alt
gjorde ondt. Lenk forsøgte at åbne øjnene. Hele verden var blevet hvid og
skinnende. Nogen stak et lys op i ansigtet på ham. Det var en skikkelse lige så
lys som nyfalden sne med to glasagtige øjne. Lenk kunne ikke huske, hvornår han
sidst havde set sne.
”Kan du høre mig?” spurgte det mærkelige væsen.
”Shhh… jeg har ondt i hovedet”.
”Er du sikker på, at det er en god ide at tale med ham der?” lød en tredje stemme. ”Nina, rækker du mig lige stetoskopet?”.
Nogen knipsede over ham.
”Hey, bliv lige vågen ikke? Jeg er nødt til at udføre nogle prøver. Kan du også se mig?”.
”Det afhænger…”.
”Afhænger? Hvad afhænger det af? Hvad kan du se?”.
”En stor fed idiot”.
Lenk besvimede igen med et smil på læben.
”Kan du høre mig?” spurgte det mærkelige væsen.
”Shhh… jeg har ondt i hovedet”.
”Er du sikker på, at det er en god ide at tale med ham der?” lød en tredje stemme. ”Nina, rækker du mig lige stetoskopet?”.
Nogen knipsede over ham.
”Hey, bliv lige vågen ikke? Jeg er nødt til at udføre nogle prøver. Kan du også se mig?”.
”Det afhænger…”.
”Afhænger? Hvad afhænger det af? Hvad kan du se?”.
”En stor fed idiot”.
Lenk besvimede igen med et smil på læben.
”Du gør
det virkeligt ikke nemt for dig selv”.
Lenk åbnede øjnene. Lokalet var en del mørkere, og det eneste lys stammede fra en sengelampe på højre hånd. Ved siden af den sad Frederik på en stol. Han havde fået rent tøj på og en ny bandage om halsen.
Han var også selv blevet klædt om, bemærkede han, da han kiggede ned ad sig selv. Nu han havde en grøn hospitalsdragt på. Noget raslede, da han satte sig op.
”Hvad pokker?”.
Han var lænket til sengen med et sæt håndjern.
”Ja, du var ikke ligefrem modtagelig over for lægernes hjælp” fortalte Frederik. ”Jeg måtte gøre mit allerbedste for at overbevise dem om, at du ikke var en mutant. De skulle lige til at føre dig til laboratoriet, sådan som du håndterede deres leder”.
”Hvad gjorde du dog det for?”.
”Hva-hvad mener du? De eksperimenter jo på psykopaterne for bedre at forstå dem og deres opførsel. Selvfølgelig skulle du ikke der ind?”.
”Måske, måske ikke”.
”Jeg forstår dig ikke”.
”Nej, det gør du nok ikke. Nå”. Lenk kastede et blik rundt i den sterile, hvide hospitalsstue. Der lå kun én anden patient herinde, på en seng i den anden ende. Han kunne ikke skelne særligt mange træk under de tunge bandager. ”Så nåede vi Utopia. Der ser da i hvert fald ud til at være rent. Hvem er min roommate?”.
Frederik kiggede ned mod den anden seng.
”Anne-Mette” fortalte han. ”Hende pigen som vi… hun er rimeligt slet tilredt. Men hun overlevede, ulig Andreas”.
”Ja, han var heldigere” nikkede Lenk. ”Og hvordan er her ellers? Er gaderne fulde af liv og glade dage?”.
”Der er rimeligt stille og roligt. Jeg var ude på en gåtur tidligere, efter lægerne var færdige med at kigge på mig. De fleste folk lå og sov, men jeg fandt en bar, der havde åbent”.
”Nu har du vel ikke været i gang med at spille kort?”.
”Nej, det havde jeg ikke lige lyst til. De skal ikke have en undskyldning for at smide mig ud allerede. Jeg er stadig overrasket over, at de tog os indenfor. Men lægerne virkede ivrige over alle de tilfangetagne mutanter. Især lederen glædede de sig til at kigge nærmere på”.
”Så vi har betalt portvogteren, og til gengæld har de ikke smidt os ud?”.
”Det tror jeg” nikkede Frederik. ”Men jeg ved nu heller ikke, om de havde smidt os på porten alligevel. Folkene her virker fine nok. Lidt strenge, men ellers har jeg ikke hørt noget fra dem. Jeg er blevet tilbudt et job som hjælpebartender nede på den lokale bodega”.
”Javel, javel, sikke en charmetrold. Det er da ikke så ringe et tilbud”.
”Slet ikke. Men det var egentligt ikke det vigtigste. Jeg fik snakket lidt med en af de nyankommne fra den seneste karavane. En af dem huskede mig fra dengang, de passerede gennem Midtbyen, og det lykkedes mig at få den her”.
Han rakte en lille lap til Lenk, der knap nok kunne afkode teksten her i halvmørket. Det var en adresse.
”Er det, hvad jeg tror, det er?”.
Frederik nikkede. ”Jeg fortalte ham, at jeg havde set min gamle ven Johannes i karavanen, og at jeg gerne ville kigge forbi ham en dag. Han driver et lille skrædderi ikke så langt herfra, inden for hegnet”.
”Det havde du ikke behøvet. Vores aftale var, at du hjalp mig med at komme til Skejby. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan betale dig længere”.
”Du skal ikke tænke på det. Det her er bedre, end jeg turde håbe på. Desuden trænger du til min hjælp”.
Han kiggede ned på Lenks håndjern og fremviste en lille nøgle.
”Før jeg slipper dig fri, er jeg nødt til at stille nogle spørgsmål”.
”Hvad har du på sinde?”.
”Først skal jeg være sikker på, at du ikke falder om, så snart du træder ud af døren”.
Lenk mærkede efter sit sår i siden og bed tænderne sammen.
”Jeg har prøvet værre. Og hvis jeg venter for længe, finder Johannes bare ud af, at jeg er i byen”.
”Hvad så når du finder dem? Har du en plan til at komme væk herfra med hende? Eller regner du med, at han bare lader hende gå?”.
”Hvorfor lader du ikke bare mig bekymre mig om detaljerne? De skal nok falde på plads”.
”Jeg tænkte bare på, om det ikke ville være bedst at gå til myndighederne. Lederen her på egnen lyder til at være ret fornuftig. Jeg er sikker på, at hun vil hjælpe dig med at arrestere denne Johannes, hvis du taler med hende”.
Lenk sukkede.
”Jeg takker for tilbuddet, men svaret er nej. Det her er et personligt anliggende”.
”Det tænkte jeg nok, at du ville sige. Jamen, i så fald har jeg det her til dig”.
Frederik rakte ham en papirspose med rent tøj. Et eller andet af metal raslede i bunden.
”Og så lykkedes det mig at redde den her. Jeg ved ikke, hvorfor du går med den, men måske ville du have den tilbage”.
Han fandt emblemet frem fra lommen. Det var godt svedent og lugtede, men teksten kunne stadig læses.
Det blev lagt i papirsposen sammen med nøglen.
”Vil du ikke være sød at vente en time eller to, før du gør noget? Den er kun omkring midnat, så du har stadig rigeligt med tid, men jeg vil gerne nå at skaffe mig et alibi, hvis det går galt det her”.
”Jeg skal nok tælle sekunderne for at være helt sikker” blinkede Lenk.
Lenk åbnede øjnene. Lokalet var en del mørkere, og det eneste lys stammede fra en sengelampe på højre hånd. Ved siden af den sad Frederik på en stol. Han havde fået rent tøj på og en ny bandage om halsen.
Han var også selv blevet klædt om, bemærkede han, da han kiggede ned ad sig selv. Nu han havde en grøn hospitalsdragt på. Noget raslede, da han satte sig op.
”Hvad pokker?”.
Han var lænket til sengen med et sæt håndjern.
”Ja, du var ikke ligefrem modtagelig over for lægernes hjælp” fortalte Frederik. ”Jeg måtte gøre mit allerbedste for at overbevise dem om, at du ikke var en mutant. De skulle lige til at føre dig til laboratoriet, sådan som du håndterede deres leder”.
”Hvad gjorde du dog det for?”.
”Hva-hvad mener du? De eksperimenter jo på psykopaterne for bedre at forstå dem og deres opførsel. Selvfølgelig skulle du ikke der ind?”.
”Måske, måske ikke”.
”Jeg forstår dig ikke”.
”Nej, det gør du nok ikke. Nå”. Lenk kastede et blik rundt i den sterile, hvide hospitalsstue. Der lå kun én anden patient herinde, på en seng i den anden ende. Han kunne ikke skelne særligt mange træk under de tunge bandager. ”Så nåede vi Utopia. Der ser da i hvert fald ud til at være rent. Hvem er min roommate?”.
Frederik kiggede ned mod den anden seng.
”Anne-Mette” fortalte han. ”Hende pigen som vi… hun er rimeligt slet tilredt. Men hun overlevede, ulig Andreas”.
”Ja, han var heldigere” nikkede Lenk. ”Og hvordan er her ellers? Er gaderne fulde af liv og glade dage?”.
”Der er rimeligt stille og roligt. Jeg var ude på en gåtur tidligere, efter lægerne var færdige med at kigge på mig. De fleste folk lå og sov, men jeg fandt en bar, der havde åbent”.
”Nu har du vel ikke været i gang med at spille kort?”.
”Nej, det havde jeg ikke lige lyst til. De skal ikke have en undskyldning for at smide mig ud allerede. Jeg er stadig overrasket over, at de tog os indenfor. Men lægerne virkede ivrige over alle de tilfangetagne mutanter. Især lederen glædede de sig til at kigge nærmere på”.
”Så vi har betalt portvogteren, og til gengæld har de ikke smidt os ud?”.
”Det tror jeg” nikkede Frederik. ”Men jeg ved nu heller ikke, om de havde smidt os på porten alligevel. Folkene her virker fine nok. Lidt strenge, men ellers har jeg ikke hørt noget fra dem. Jeg er blevet tilbudt et job som hjælpebartender nede på den lokale bodega”.
”Javel, javel, sikke en charmetrold. Det er da ikke så ringe et tilbud”.
”Slet ikke. Men det var egentligt ikke det vigtigste. Jeg fik snakket lidt med en af de nyankommne fra den seneste karavane. En af dem huskede mig fra dengang, de passerede gennem Midtbyen, og det lykkedes mig at få den her”.
Han rakte en lille lap til Lenk, der knap nok kunne afkode teksten her i halvmørket. Det var en adresse.
”Er det, hvad jeg tror, det er?”.
Frederik nikkede. ”Jeg fortalte ham, at jeg havde set min gamle ven Johannes i karavanen, og at jeg gerne ville kigge forbi ham en dag. Han driver et lille skrædderi ikke så langt herfra, inden for hegnet”.
”Det havde du ikke behøvet. Vores aftale var, at du hjalp mig med at komme til Skejby. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan betale dig længere”.
”Du skal ikke tænke på det. Det her er bedre, end jeg turde håbe på. Desuden trænger du til min hjælp”.
Han kiggede ned på Lenks håndjern og fremviste en lille nøgle.
”Før jeg slipper dig fri, er jeg nødt til at stille nogle spørgsmål”.
”Hvad har du på sinde?”.
”Først skal jeg være sikker på, at du ikke falder om, så snart du træder ud af døren”.
Lenk mærkede efter sit sår i siden og bed tænderne sammen.
”Jeg har prøvet værre. Og hvis jeg venter for længe, finder Johannes bare ud af, at jeg er i byen”.
”Hvad så når du finder dem? Har du en plan til at komme væk herfra med hende? Eller regner du med, at han bare lader hende gå?”.
”Hvorfor lader du ikke bare mig bekymre mig om detaljerne? De skal nok falde på plads”.
”Jeg tænkte bare på, om det ikke ville være bedst at gå til myndighederne. Lederen her på egnen lyder til at være ret fornuftig. Jeg er sikker på, at hun vil hjælpe dig med at arrestere denne Johannes, hvis du taler med hende”.
Lenk sukkede.
”Jeg takker for tilbuddet, men svaret er nej. Det her er et personligt anliggende”.
”Det tænkte jeg nok, at du ville sige. Jamen, i så fald har jeg det her til dig”.
Frederik rakte ham en papirspose med rent tøj. Et eller andet af metal raslede i bunden.
”Og så lykkedes det mig at redde den her. Jeg ved ikke, hvorfor du går med den, men måske ville du have den tilbage”.
Han fandt emblemet frem fra lommen. Det var godt svedent og lugtede, men teksten kunne stadig læses.
Det blev lagt i papirsposen sammen med nøglen.
”Vil du ikke være sød at vente en time eller to, før du gør noget? Den er kun omkring midnat, så du har stadig rigeligt med tid, men jeg vil gerne nå at skaffe mig et alibi, hvis det går galt det her”.
”Jeg skal nok tælle sekunderne for at være helt sikker” blinkede Lenk.
Gaderne
var rene og oplyste, så meget måtte Lenk give distriktet. Folk så oven i købet
ud til at få nok at spise for det meste. En eller anden venlig sjæl vinkede til
ham, da han gik ud af hospitalet.
Han brød sig ikke om det.
En lille dame var ude at gå med sin hund. Et andet sted fløjtede en politibetjent på sin natterunde.
Lenk fandt et gammelt busstoppested og ledte efter adressen, han var blevet givet. Huset var to gader væk. Det virkede alt for nemt det her.
Han kunne ikke vente med at komme væk herfra med Cecilie. Det her sted føltes bare forkert, som om at beboerne slet ikke var klar over alt det, der var sket de sidste ti år. Eller endnu værre: som om de vidste det, men havde overskud nok til ikke at lade sig røre af det.
”Har du brug for hjælp?”.
Lenk var lige ved at trække sin pistol mod den fremmede, men nåede at stoppe sig selv i sidste øjeblik.
Det var kvinden med hunden. Hun var omkring de fyrre og smilede varmt til ham. Hendes lille gadekryds sniffede nysgerrigt til hans ene bukseben.
”Nej ikke rigtigt. Jeg prøver bare at finde den her adresse”. Han viftede med sedlen.
”Lad mig se”. Hun greb den ud af hænderne på ham. ”Åh ja, det er ikke langt herfra. Du skal bare ned ad den gade der og til højre nede for enden, og så er du der næsten. Det er hos ham den nye skrædder, ikke?”.
”Hva… jov, jeg har en høne at plukke med ham”.
”Ja, en af de knapper, han syede på min vinterjakke faldt også af igen. Han virker god nok, men lidt doven. Du er også ny på egnen, ikke?”.
”Ankom med den seneste karavane”.
”Ja selvfølgelig. Jamen, velkommen til da. Jeg håber, du synes om vores lille ydmyge fællesskab. Hvis du er interesseret, står jeg for at holde fællessang hver morgen på pladsen. Jeg synes ikke, jeg har set dig før”.
”Det-det skal jeg nok overveje” sagde Lenk, helt overrasket over sine egne ord.
Kvinden rynkede panden, da hun fik øje på hans emblem. Nu kom den, det var han sikker på. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken.
”Hvad er nu det for noget? Nej, arbejder du for velgørenhed. Jeg vidste slet ikke, at I var startet op igen. Det er da kun på tide, sådan som alting ser ud. Du skal endelig bare sige til, hvis der noget, jeg kan hjælpe med. Vi kunne organisere en indsamling ved fællessangen, hvis du gider”.
Lenk var målløs. ”Tak” var det eneste ord, han kunne få frem.
Hun smilede en sidste gang til ham og tog så sin afsked.
Han brød sig ikke om det.
En lille dame var ude at gå med sin hund. Et andet sted fløjtede en politibetjent på sin natterunde.
Lenk fandt et gammelt busstoppested og ledte efter adressen, han var blevet givet. Huset var to gader væk. Det virkede alt for nemt det her.
Han kunne ikke vente med at komme væk herfra med Cecilie. Det her sted føltes bare forkert, som om at beboerne slet ikke var klar over alt det, der var sket de sidste ti år. Eller endnu værre: som om de vidste det, men havde overskud nok til ikke at lade sig røre af det.
”Har du brug for hjælp?”.
Lenk var lige ved at trække sin pistol mod den fremmede, men nåede at stoppe sig selv i sidste øjeblik.
Det var kvinden med hunden. Hun var omkring de fyrre og smilede varmt til ham. Hendes lille gadekryds sniffede nysgerrigt til hans ene bukseben.
”Nej ikke rigtigt. Jeg prøver bare at finde den her adresse”. Han viftede med sedlen.
”Lad mig se”. Hun greb den ud af hænderne på ham. ”Åh ja, det er ikke langt herfra. Du skal bare ned ad den gade der og til højre nede for enden, og så er du der næsten. Det er hos ham den nye skrædder, ikke?”.
”Hva… jov, jeg har en høne at plukke med ham”.
”Ja, en af de knapper, han syede på min vinterjakke faldt også af igen. Han virker god nok, men lidt doven. Du er også ny på egnen, ikke?”.
”Ankom med den seneste karavane”.
”Ja selvfølgelig. Jamen, velkommen til da. Jeg håber, du synes om vores lille ydmyge fællesskab. Hvis du er interesseret, står jeg for at holde fællessang hver morgen på pladsen. Jeg synes ikke, jeg har set dig før”.
”Det-det skal jeg nok overveje” sagde Lenk, helt overrasket over sine egne ord.
Kvinden rynkede panden, da hun fik øje på hans emblem. Nu kom den, det var han sikker på. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken.
”Hvad er nu det for noget? Nej, arbejder du for velgørenhed. Jeg vidste slet ikke, at I var startet op igen. Det er da kun på tide, sådan som alting ser ud. Du skal endelig bare sige til, hvis der noget, jeg kan hjælpe med. Vi kunne organisere en indsamling ved fællessangen, hvis du gider”.
Lenk var målløs. ”Tak” var det eneste ord, han kunne få frem.
Hun smilede en sidste gang til ham og tog så sin afsked.
Det var
ikke svært at komme indenfor. Hoveddøren var måske låst, men han fandt et åbent
vindue omme i haven og sneg sig ind. Han bevægede sig forsigtigt igennem den
rodede stue med pistolen i højre hånd.
På den ene væg hang stadig et gammelt familieportræt fra husets tidligere ejere. Det var blevet pudset af for nyligt, men ikke taget ned. Det lignede lige Johannes at gøre den slags. Han var typen, der kunne finde på at beholde resterne af andres menneskers liv for at få dem til at passe ind i sit eget.
Gad vide, hvor han holdte hende henne? Hvis han skulle gætte, ville han nok mene, at soveværelserne var ovenpå.
Lenk bevægede sig videre fra stuen og ud i entreen. På højre hånd førte en dør ud til garagen, der var blevet gjort til et skrædderværksted. Til venstre lå et lille badeværelse og køkkenet. En trappe førte op på første sal. Der måtte de være.
Han trådte hurtigt forbi de nøje anrettede sko ved døren og knagerækkens jakker. Han genkendte den lilla, som Cecilie havde fået i trediveårs fødselsdagsgave af sine forældre.
Trapperne knagede, da han bevægede sig ovenpå.
Nu var han så tæt på. Han kunne godt gøre det her.
Der lød et skyl til højre, og nogen sukkede ude på badeværelset. De havde simpelthen rindende vand i alle husene. Havde disse mennesker slet ikke fået at vide, at verden var gået under?
Lenk knyttede sine fingre om pistolen og tog en dyb indånding. Så var det nu.
Døren blev åbnet, og en mand trådte ud. Han havde en blå undertrøje på. Der sad et langt lyst hår på hans skulder.
Først da han var lige ved at gå ind i Lenk, fik han øje på ham.
”Hvad… hvad vil du? Vi har ikke gjort noget forkert, okay. Jeg ved ikke, hvem du er…”.
”Ti stille” snerrede Lenk. ”Ti stille, og gå ind på toilettet igen. Og bliv der!”.
Men Johannes rørte sig ikke.
”Kender jeg dig? Jeg synes, du lyder bekendt”.
En dør gik op bag Lenk, før han kunne nå at svare. En kontakt blev trykket ind, og lyset tændte.
”Johannes, hvad sker… Åh Gud, lad nu være med at gøre noget. Vi har ikke særligt meget, men hvis du…”.
Lenk vendte sig imod hende.
Hun var ældre, end han huskede hende. Hendes lyse hår var begyndt at gråne en lille smule, men det gjorde ham ikke noget. Lenks hjerte slog hurtigere, end det havde gjort under kampen med mutanterne.
Han indså først nu, hvor slemt såret han var, og han måtte kæmpe for ikke at vakle.
”Sebastian” sagde Cecilie. ”Hvad-hvad laver du her? Og på denne tid af natten?”.
”Jeg er kommet for at finde dig. Jeg har ledt efter dig så længe, at jeg ikke kan beskrive det. Cecilie, du er mit et og…”.
”Sebastian” gentog Cecilie. ”Hvad. Laver. Du. Her?”.
”Det siger jeg jo. Jeg vil redde dig”.
”Redde mig? Fra hvad dog? Hør, hvorfor går vi ikke nedenunder og tager en kop kaffe, og så falder vi til ro”.
Johannes trådte forbi Lenk og hen til sin kone.
”Jeg går ned og sætter den over, skat” tilbød han og gav hende et kys på kinden. De lod begge til helt at have glemt, at han havde en pistol i hånden.
”Nej!” beordrede Lenk. ”Nej, du går ingen steder, din forræder. Du bliver her, og så følger du ikke efter os”.
”Følger efter jer? Hvor skal I da hen?”.
”Ja” sagde Cecilie. ”Hvor skal vi hen?”.
”Vi skal” begyndte Lenk. ”Vi skal videre. Væk herfra. Der er en helt ny verden derude, Cecilie, og den vil jeg gerne vise dig. Kom nu, skat. Det bliver bare dig og mig ligesom i gamle dage”.
Cecilie begyndte at blive rød i hovedet.
”Først og fremmest skal du ikke kalde mig ’skat’. Sebastian, vi blev skilt for fire år siden. Johannes og jeg har været sammen næsten lige siden. Hvad er det, du har troet her? At bare fordi verden er gået under, kan du komme og… og hvad helt præcist? Erobre mig tilbage?”.
”Jamen, jeg elsker dig jo” fik Sebastian fremstammet. Han kunne mærke, at såret var gået op. Han følte sig svag. Svagere end han havde været de sidste tre år.
Cecilie sukkede. ”Sebastian, jeg ved ikke, hvad det er, du har bildt dig selv ind, men det kommer ikke til at ske. Det liv er langt bag mig. Vi er to helt andre mennesker nu. Jeg tror, jeg er nødt til at bede dig om at gå”.
”Vi kan da i det mindste byde manden en kop kaffe” bød Johannes venskabeligt ind. ”Han ser mig en anelse træt ud. Hvad siger du til det, Sebastian?”.
Sebastian sank en klump og hævede pistolen.
”Hvad laver du?” sagde Cecilie. For første gang siden hun identificerede ham, lød der til at være frygt i hendes stemme. ”Sebastian, hvis du ikke går med det samme, bliver jeg nødt til at tilkalde politiet”.
Johannes forsøgte at spille diplomatisk og hævede en hånd op foran sin kone.
”Okay, nu vi gør vi ikke noget drastisk, vel? Lad os nu bare slappe af alle sammen, og så tager vi den kop kaffe”.
Sebastian hørte ikke rigtigt efter. Han vendte pistolen i sin hånd og lagde en arm mod væggen for ikke at vælte. Blodet løb ned ad siden på ham.
”Nej tak” siger han. ”Jeg tror, jeg bliver nødt til at springe den kop over”.
På den ene væg hang stadig et gammelt familieportræt fra husets tidligere ejere. Det var blevet pudset af for nyligt, men ikke taget ned. Det lignede lige Johannes at gøre den slags. Han var typen, der kunne finde på at beholde resterne af andres menneskers liv for at få dem til at passe ind i sit eget.
Gad vide, hvor han holdte hende henne? Hvis han skulle gætte, ville han nok mene, at soveværelserne var ovenpå.
Lenk bevægede sig videre fra stuen og ud i entreen. På højre hånd førte en dør ud til garagen, der var blevet gjort til et skrædderværksted. Til venstre lå et lille badeværelse og køkkenet. En trappe førte op på første sal. Der måtte de være.
Han trådte hurtigt forbi de nøje anrettede sko ved døren og knagerækkens jakker. Han genkendte den lilla, som Cecilie havde fået i trediveårs fødselsdagsgave af sine forældre.
Trapperne knagede, da han bevægede sig ovenpå.
Nu var han så tæt på. Han kunne godt gøre det her.
Der lød et skyl til højre, og nogen sukkede ude på badeværelset. De havde simpelthen rindende vand i alle husene. Havde disse mennesker slet ikke fået at vide, at verden var gået under?
Lenk knyttede sine fingre om pistolen og tog en dyb indånding. Så var det nu.
Døren blev åbnet, og en mand trådte ud. Han havde en blå undertrøje på. Der sad et langt lyst hår på hans skulder.
Først da han var lige ved at gå ind i Lenk, fik han øje på ham.
”Hvad… hvad vil du? Vi har ikke gjort noget forkert, okay. Jeg ved ikke, hvem du er…”.
”Ti stille” snerrede Lenk. ”Ti stille, og gå ind på toilettet igen. Og bliv der!”.
Men Johannes rørte sig ikke.
”Kender jeg dig? Jeg synes, du lyder bekendt”.
En dør gik op bag Lenk, før han kunne nå at svare. En kontakt blev trykket ind, og lyset tændte.
”Johannes, hvad sker… Åh Gud, lad nu være med at gøre noget. Vi har ikke særligt meget, men hvis du…”.
Lenk vendte sig imod hende.
Hun var ældre, end han huskede hende. Hendes lyse hår var begyndt at gråne en lille smule, men det gjorde ham ikke noget. Lenks hjerte slog hurtigere, end det havde gjort under kampen med mutanterne.
Han indså først nu, hvor slemt såret han var, og han måtte kæmpe for ikke at vakle.
”Sebastian” sagde Cecilie. ”Hvad-hvad laver du her? Og på denne tid af natten?”.
”Jeg er kommet for at finde dig. Jeg har ledt efter dig så længe, at jeg ikke kan beskrive det. Cecilie, du er mit et og…”.
”Sebastian” gentog Cecilie. ”Hvad. Laver. Du. Her?”.
”Det siger jeg jo. Jeg vil redde dig”.
”Redde mig? Fra hvad dog? Hør, hvorfor går vi ikke nedenunder og tager en kop kaffe, og så falder vi til ro”.
Johannes trådte forbi Lenk og hen til sin kone.
”Jeg går ned og sætter den over, skat” tilbød han og gav hende et kys på kinden. De lod begge til helt at have glemt, at han havde en pistol i hånden.
”Nej!” beordrede Lenk. ”Nej, du går ingen steder, din forræder. Du bliver her, og så følger du ikke efter os”.
”Følger efter jer? Hvor skal I da hen?”.
”Ja” sagde Cecilie. ”Hvor skal vi hen?”.
”Vi skal” begyndte Lenk. ”Vi skal videre. Væk herfra. Der er en helt ny verden derude, Cecilie, og den vil jeg gerne vise dig. Kom nu, skat. Det bliver bare dig og mig ligesom i gamle dage”.
Cecilie begyndte at blive rød i hovedet.
”Først og fremmest skal du ikke kalde mig ’skat’. Sebastian, vi blev skilt for fire år siden. Johannes og jeg har været sammen næsten lige siden. Hvad er det, du har troet her? At bare fordi verden er gået under, kan du komme og… og hvad helt præcist? Erobre mig tilbage?”.
”Jamen, jeg elsker dig jo” fik Sebastian fremstammet. Han kunne mærke, at såret var gået op. Han følte sig svag. Svagere end han havde været de sidste tre år.
Cecilie sukkede. ”Sebastian, jeg ved ikke, hvad det er, du har bildt dig selv ind, men det kommer ikke til at ske. Det liv er langt bag mig. Vi er to helt andre mennesker nu. Jeg tror, jeg er nødt til at bede dig om at gå”.
”Vi kan da i det mindste byde manden en kop kaffe” bød Johannes venskabeligt ind. ”Han ser mig en anelse træt ud. Hvad siger du til det, Sebastian?”.
Sebastian sank en klump og hævede pistolen.
”Hvad laver du?” sagde Cecilie. For første gang siden hun identificerede ham, lød der til at være frygt i hendes stemme. ”Sebastian, hvis du ikke går med det samme, bliver jeg nødt til at tilkalde politiet”.
Johannes forsøgte at spille diplomatisk og hævede en hånd op foran sin kone.
”Okay, nu vi gør vi ikke noget drastisk, vel? Lad os nu bare slappe af alle sammen, og så tager vi den kop kaffe”.
Sebastian hørte ikke rigtigt efter. Han vendte pistolen i sin hånd og lagde en arm mod væggen for ikke at vælte. Blodet løb ned ad siden på ham.
”Nej tak” siger han. ”Jeg tror, jeg bliver nødt til at springe den kop over”.
Frederik
var i højt humør, da han traskede ned ad gaden sammen med sin nye ven. Hvad var
det nu, han hed? Jon måske. Ej, den var ikke helt god. Manden havde trods alt købt
ham øl de sidste to timer.
Han måtte da kunne huske navnet.
”Men du skal have tak igen for at hjælpe mig med at få jobbet” sagde Frederik, da han begyndte at få dårlig samvittighed.
”Det skal du slet ikke tænke på, kammerat. Det bliver godt at have dig her i byen. Og jeg er sikker på, at Jon trænger til den ekstra hjælp”.
Så for pokker. Jon var selvfølgelig hans nye chef. Hvad hed den gavmilde ven så? Viggo?
”Sig mig, er stemningen altid så høj på en fredag her på egnen?”.
”Hva? Jov, mere eller mindre. Nu skal man selvfølgelig også lære folkene i den nye karavane at kende. Det er ikke så tit, vi får nye naboer. Størstedelen af dem bor faktisk lige her på gaden”.
Frederik kiggede op. Han havde slet ikke holdt styr på, hvor de var havnet henne.
Et vejskilt lidt derfra bekræftede hans mistanke.
”Vi kunne prøve at tage hjem til William. Han er egentligt københavner oprindeligt, men han virker fin nok. Han burde bo lige her et sted…”.
Frederik pegede på bygningen foran sig. ”Hvad med det hus lige der?”.
”Hva? Nej, det er vist ham den nye skrædder. Ka’ ikke lige huske hans navn, men konen virker meget flink”.
”Ja, ja” mumlede Frederik. Han kiggede op mod et vindue på første sal, hvor der var tændt et lys. ”Det ligner et hyggeligt nabolag”.
Hans nye ven smilede. ”Måske kan vi også finde dig et hus her et sted. Der er stadig en del tilbage, og det er ikke langt fra bodegaen. Men i aften kan du sove hjemme hos mig”.
”Tak, tak” mumlede Frederik. ”Ved du hvad? Jeg er faktisk allerede ved at være lidt søvnig”.
”Ja, det er nok også en god ide at smutte til køjs. Jeg skal op og arbejde i morgen formiddag på værkstedet. Chefen bliver bare sur, hvis jeg er for udkørt. Nå, følg efter mig så… og endnu en gang velkommen til Skejby”.
”Jeg takker” nikkede Frederik.
De nåede at tage tyve skridt, før lyden fra et enkelt pistolskud fik dem til at stoppe op.
Han måtte da kunne huske navnet.
”Men du skal have tak igen for at hjælpe mig med at få jobbet” sagde Frederik, da han begyndte at få dårlig samvittighed.
”Det skal du slet ikke tænke på, kammerat. Det bliver godt at have dig her i byen. Og jeg er sikker på, at Jon trænger til den ekstra hjælp”.
Så for pokker. Jon var selvfølgelig hans nye chef. Hvad hed den gavmilde ven så? Viggo?
”Sig mig, er stemningen altid så høj på en fredag her på egnen?”.
”Hva? Jov, mere eller mindre. Nu skal man selvfølgelig også lære folkene i den nye karavane at kende. Det er ikke så tit, vi får nye naboer. Størstedelen af dem bor faktisk lige her på gaden”.
Frederik kiggede op. Han havde slet ikke holdt styr på, hvor de var havnet henne.
Et vejskilt lidt derfra bekræftede hans mistanke.
”Vi kunne prøve at tage hjem til William. Han er egentligt københavner oprindeligt, men han virker fin nok. Han burde bo lige her et sted…”.
Frederik pegede på bygningen foran sig. ”Hvad med det hus lige der?”.
”Hva? Nej, det er vist ham den nye skrædder. Ka’ ikke lige huske hans navn, men konen virker meget flink”.
”Ja, ja” mumlede Frederik. Han kiggede op mod et vindue på første sal, hvor der var tændt et lys. ”Det ligner et hyggeligt nabolag”.
Hans nye ven smilede. ”Måske kan vi også finde dig et hus her et sted. Der er stadig en del tilbage, og det er ikke langt fra bodegaen. Men i aften kan du sove hjemme hos mig”.
”Tak, tak” mumlede Frederik. ”Ved du hvad? Jeg er faktisk allerede ved at være lidt søvnig”.
”Ja, det er nok også en god ide at smutte til køjs. Jeg skal op og arbejde i morgen formiddag på værkstedet. Chefen bliver bare sur, hvis jeg er for udkørt. Nå, følg efter mig så… og endnu en gang velkommen til Skejby”.
”Jeg takker” nikkede Frederik.
De nåede at tage tyve skridt, før lyden fra et enkelt pistolskud fik dem til at stoppe op.
Kommentarer
Send en kommentar