Filmkultisterne: Scott Pilgrim vs. The World

Filmkultisterne

Filmverdenen indeholder alt fra uforglemmelige klassikere og berygtede makværker til underholdende Hollywood produktioner med mange cifrede indtjeninger. Men et sted imellem disse svæver mere smalle, skæve eller somme tider absurde filmperler, der dog ofte er værd at diskutere. Tag med, når Esben og Valdemar går på jagt efter halvglemte kultklassikere med tasken fuld af uforberedte analyser og bizarre historier fra filmbranchen. Måske finder du endda et godt forslag til den næste fredagsfilm, hvis den skal være lidt anderledes end sædvanligt? Nye afsnit lander sidste mandag, hver måned.

At Elske Det Problematiske – Scott Pilgrim vs. The World

En ung punkmusiker uden noget formål med livet, en mystisk, spændende kvinde med farvet hår og syv onde ekskærester, der ønsker at kontrollere hendes fremtidige kærlighedsliv. Hipstere, vilde visuelle effekter og et komplekst forhold til en ellers sjov film. Følg med, når Valdemar og Esben drager ind i computerspil og tegneseriernes verden gennem en kvindeglad bassists øjne, og forsøger at besvare spørgsmålet: Kan man stadig nyde et stykke kunst, hvis man ikke nødvendigvis er forelsket i dets hovedperson eller dets tematiske historie?

Vi havde to vidt forskellige indgangsvinkler til denne film. Jeg (Valdemar) havde faktisk kun set traileren, som var på en dvd, jeg havde som teenager, adskillige gange og hørt om filmens grundkoncept, imens Esben havde set filmen flere gange gennem årene – dog var det nogle år siden sidst. Ideen om at vælge denne film til et afsnit kom i forbindelse med jubilæet sidste år og genudvidelsen af den nyere remaster-udgave af filmen. Vi kunne dog kun få fingre i den gamle udgave, og ud fra, hvad jeg kunne forstå om filmen, dvs. usædvanlig visuel stil, begrænset økonomisk succes ved udgivelsen og en loyal følgerskare på internettet, så ville den passe perfekt til Filmkultisterne.

Problemer med filmen

For ingen af os var Scott Pilgrim vs. The World helt den uskyldige underholdende oplevelse, som vi havde regnet med.
For mit vedkommende var den første udfordring Michael Ceras Scott Pilgrim, som jeg fandt øretøveindbydende ynkelig igennem hele filmen. Derudover diskuterede vi nogle problemer med filmens historie, dens kvindelige karakterer og dens slutning. Især den kvindelige ekskæreste Roxy var der kvaler med. Scott Pilgrim vs. The World har i alt to homoseksuelle karakterer, der begge er overseksualiseret på hver sin måde – men med Roxy kan portrættering være decideret ukomfortabel i en scene, der jo i grunden er ment til at være sjov. Det er meningen, at der skal være en årsag med Scott Pilgrims ubehagelige opførsel, og at han skal lære noget undervejs, men hvorvidt det rent faktisk er tilfældet kan diskuteres.

Filmens Stærke sider

Det skal dog ikke sige, at Scott Pilgrim ikke fik ros på podcasten. Som altid leverer Edgar Wright med humoren, den har et solidt soundtrack, og der er adskillige fede kampsekvenser undervejs, efterhånden som Scott Pilgrim bekæmper de syv ekskærester. Det er svært at forstå, hvorfor filmen har så mange fans, som den har, særligt blandt den generation, der voksede op med computerspillene. Derfor er det også trist, at filmen lider under de problemer som den har, men det betyder selvfølgelig ikke, at den ikke skal have point for sine stærke sider.

Svar fra kulten

Foruden at se filmens gennem vores egne perspektiver, så rakte vi også ud til folk på internettet, hvor vi fik nogle fans af filmen til at svare et spørgeskema i relation til 1) deres ageren som fans omkring filmen og 2) deres syn på filmens hovedperson, afslutning og repræsentation af kvinder.
Her fik vi svar over hele spektret. Det var meget almindeligt, at folk havde set filmen som unge og stadig elskede den helt vildt (15/25 deltagere havde merchandise forbundet til franchiset), men hvor de afveg var i forhold til at genoverveje nogle af filmens aspekter. Der var en generel konsensus om, at Scott Pilgrim var ”kind of a dick”, og flere fans havde et ambivalent forhold til kærlighedshistorien og portrætteringen af kvinder i filmen. En deltager skrev ”Manic pixie dream girls, obviously written by a dude”. Dette forhindrede dem ikke nødvendigvis fra stadig at gense filmen med stor, om end kritisk fornøjelse. Mine to yndlingssvar til spørgsmålet ”What do you think about the movie’s portrayal of women?” var dog et bund-ærligt (måske forvirret) “It does” og et afvisende ” Irrelevant (question) :)”. Det skal selvfølgelig også være muligt blot at nyde filmen for dens visuelle fornøjelser, som den er propfyldt med, uden at overtænke ethvert af filmens aspekter. Det skader dog ikke at være opmærksom på dem, særligt ikke hvis kommende filmskabere ser denne film og føler sig inspirerede.

Skal du se Scott Pilgrim vs. The World?

I grunden er det jo ikke vores opgave at afgøre, hvorvidt du som enkeltperson ender med at se (eller gense) filmen eller ej, men vi synes alligevel, det er værd at kigge på den og diskutere dens svagheder og styrker. Vi ønsker ikke at være alt for hysse i forhold til problematiske elementer i filmen eller svagheder i dens historier, men synes heller ikke, det bidrager med noget konstruktivt at stikke hovedet i sandet og lade som ingenting. Som svarene på vores undersøgelse også viste os, så findes der, ulig hvad kommentarsporene på facebook somme tider indikerer, et nuanceret midtpunkt imellem decideret cancel kultur og forarget vrede fra folk, der nægter at erkende nogen fejltrin ved noget, de holder kært. Det er i dette midtpunkt, at vi kan have en samtale og måske lære noget uanset vores indgangsvinkel.


Vores endelig vurdering af filmen lød:
Esben = 7/10
Valdemar = 6/10

Du kan høre hele podcasten på spotify eller på youtube:
https://open.spotify.com/episode/2LhENHlsVgVSp0Bd6k4ZWZ?si=ec78b928511d4b3e

https://www.youtube.com/watch?v=yQ1lmQo4L9s


Kommentarer