Filmkultisterne: Øst for Paradis

 

Øst For Paradis

Øst for Paradis er kendt såvel i som uden for Århus. Denne specialbiograf har et stort og varieret katalog, der typisk indeholder mange filmoplevelser, man kun kan opleve på storskærmen ganske få steder i Danmark. I dette afsnit af Filmkultisterne er Valdemar draget ud i felten for først at tale med meget varierede biografgængere og dernæst Mathias Ruthner, den daglige leder i biografen.

Biografgængere

I afsnittet talte vi først med en række biografgængere, der var inde i Øst For Paradis for at se alverdens film. Nogle skulle opleve specialfilm som Miss Osaka, Supernova og Pinochio, der kun kører i et begrænset udvalg af biografer, imens andre var taget herind for at se Margrethe og Pagten, der ellers kan opleves mange andre steder.
Men hvad trækker så alligevel folk hertil, selvom der er andre muligheder?
For nogle drejede det udelukkende om det praktiske, at biografen lå tæt på, og at tidspunktet passede. For andre handlede det mere om at støtte den lille lokale biograf og det anderledes indtryk, som den har.

Mathias Ruthner

Jeg havde aftalt via mail at mødes med Mathias og stille ham nogle spørgsmål om biografens historie og dens mission så at sige.

”Præcis hvor gammel er Øst For Paradis?”

”Jamen biografen, den er grundlagt i 1978. Den præcise dato kan jeg ikke lige huske. Dengang lå der generelt flere biografer i Århus, det gjorde der generelt i hele landet.
Men Øst For Paradis blev åbnet mere eller mindre med samme vision, som den har i dag.
Vi viser nogle af de film, som der ikke er plads til de i de andre, såkaldt mere kommercielle biografer.

Biografen blev åbnet af tre mænd: af John og Flemming og Uffe, og den første film, der kom på lærredet var sjovt nok Øst For Paradis. Deri ligger en del af forklaringen bag navnet, en del ligger også i Paradis Gade”

”Hvorfor lige disse tre mænd?”

”De var alle tre filminteresserede og særligt interesserede i at se nogle af de film, der ikke kommer til Danmark. Det er der to måder, man kan gøre på; man kan starte et filmdistributionsselskab, der køber filmene hjem og distribuerer dem i biograferne, eller også tager man den hele vejen, og så åbner man også en biograf, der faktisk kan vise ens egne film.

”Jeg forestiller mig, at I stadig har et tæt samarbejde med distributionsselskaberne i forhold til at hente nogen film hjem, som de ikke viser i andre biografer?”

”Det har vi – og vi har faktisk også vores egen filmdistributionsafdeling, der køber film hjem fra filmfestivaler over hele verden, som vi så distribuerer til os selv, men også andre biografer i landet. Det er så stadig nogle ret smalle titler, som ikke nødvendigvis bliver vist i 50 biografer, men der har været nogle succeser, der så er endt med at blive vist i hele landet”.

”Udover selve programmet hvad adskiller jer så ellers fra andre biografer såsom f.eks. Cinemax?”

”Først og fremmest vil jeg sige, at Cinemax er rigtigt gode til det, de gør. De har et lydanlæg, de har iMax, og de har flere ting, som vi slet ikke kan konkurrere med.

Til gengæld så prøver vi at konkurrere med hele rammesætningen omkring filmvisningen. Vi synes selv, at vi viser de absolut bedste film, men vi vil også gerne have, at folk synes, vi er et sted, hvor man kan komme og drikke en kop kaffe, nyder selve atmosfæren i huset, det er jo en gammel bygning, som har masser af historie, og vi går rigtigt meget op i, at vi har god kaffe, god service, og at man har lyst til at komme her.

Jeg synes, det er sigende, at i næsten alle andre biografer, så går man ind et sted i biografen, og så bliver lukket ud et sted – som om, ’nu er du færdig med at se film, tak for i dag’. Og hos os, der kommer du ud i cafeen igen, og man kan sidde og summe over filmen og snakke filmen igennem bagefter over et glas vin eller en kop kaffe, eller hvad hjertet begærer.

Når der f.eks. er premiere events, så gør vi også noget ud af det. Det kan være så simpelt som et glas vin, men det kan også være en foredragsholder, der fortæller noget om filmen, eller det emne den handler om”

”Bare lige for at drille: Er der en årsag til, at I ikke sælger popcorn i biografen?

”Ja, det er der. Biografen har aldrig solgt popcorn, og er det ikke noget, jeg vil kloge mig alt for meget på, men så vidt jeg kan forstå, så er det noget af det, der er den allerstørste advance på, det er at sælge popcorn.

Jeg kan godt forstå, at der er nogen som forbinder det at gå i biografen med at spise en hel spand popcorn. Men vi synes, der er en del gener ved at servere popcorn. Vi kører ret tæt program, så vi skal hurtigt rydde op i salen, og så nytter det ikke noget, at der flyder med popcorn over det hele. Og så giver det også sådan en særlig lugt i hele cafeen og salen, som vi også gerne vil være foruden.

Vi synes, vi går efter kvalitet på en anden måde. Vi har nogen konfekt, vi har haft hernede lige siden biografen åbnede, som folk forbinder med det – så det er lidt ligesom vores popcorn.

Når vi sælger en cola, så er det også en flaskecola og ikke sådan en opblandings automat cola, som får andre steder.”

”Hvilke kriterier har I, når I skal udvælge film til jeres program?

”Selvfølgelig er det, der vægter højest, kvalitet, altså den kunstneriske kvalitet. Vi har ikke lyst til at vise nogle film, vi ikke kan stå inde for.

Der er også nogle gange, hvor man køber hele pakken, f.eks. så har vi biografklub danmark og viser alle film, der går. Det er nogle ret brede film, men vi vil gerne støtte op om det, og vi synes også, der er en del kvalitet blandt de film deri. Men vi har ligesom taget hele pakken, så man kan se alle de film nede hos os. Det er ligesom de mest kommercielle film, vi kører hernede.

Ellers så er vi jo meget interesserede i at vise film, der er ikke-amerikanske, og nogle der er ikke nødvendigvis danske. Vi er ikke så interesseret i de store danske folkekomedier. Vi vil gerne vise film fra hele Europa, fra Sydamerika, fra Asien, og når det er muligt fra Afrika. Så vores rolle er også at dække nogle af de ting, som de andre biografer overser.

Vi viser faktisk virkeligt mange forskellige film. Vi har syv sale, så det gør vi kan vise rigtigt mange film på en gang, og vi vil også gerne vise film, selvom der kun kommer 5-10 personer. Vi har også en sal, hvor der kun kan sidde 20 i

Vi er også en såkaldt European Art Cinema, hvilket betyder rent formelt at er forpligtet til at vise en del film, der er fra Europa. Men det er ikke en grænse, vi har noget problem med at nå”

”Kan du komme med en anbefaling, hvis man skal prøve at noget lidt anderledes fra det, man plejer at se?”

”Hvis man virkeligt har lyst til at udfordre sig selv, så kan man sige; jeg har aldrig set en film fra Mongoliet. Om et par uger har vi premiere på Den Gyldne Jord, som er en film, der handler om ulovlig minedrift i Mongoliet og nomadefolk i Mongoliet.

Jeg tror, det er noget, som de fleste folk kan sige, at ’det ved jeg ikke noget om ved’. Så hvis man skal have den ypperste Øst For Paradis oplevelse og se en film, som virkeligt ikke kører nogen andre steder, så synes jeg, man skal tage ind og se den Gyldne Jord.

Hele Interviewet kan høres i episode 15 af Filmkultisterne

Kultisternes Anbefaling

Uanset om du tager ind for at se Den Gyldne Jord, eller om du kigger forbi, når Øst For Paradis genudsender hele Harry Potter serien - en film om dagen over otte dage her i midt oktober - så har biografen en del at byde på.

Hvis du aldrig tidligere har besøgt Øst for Paradis, så kan Filmkultisterne varmt anbefale, at du kigger forbi. Måske bliver det en engangsoplevelse, måske ender du med at blive stamgæst dernede i de næste fyrre år.

Hør afsnittet på Spotify eller Youtube

Kommentarer