En Smuk og Melankolsk Undergang: Anmeldelse af Efter København

Normalt forbinder vi den postapokalyptiske genre med action, med blod og støv og en desperat kamp efter de få ressourcer, der er tilbage på jorden. Det er ofte en barsk genre, hvor almindelige mennesker har været nødt til at tilpasse sig og er blevet forandret for at kunne overleve. Der er måske en gruppe af barbariske muterede mennesker, som udgør en trussel for heltene, og som demonstrerer ideen om noget dyrisk og voldeligt i mennesket, der er arvet tilbage fra urmennesket. De fleste af disse ting er også sande om Christian Skovgaards Efter København (2022), men den er på samme tid noget helt andet end det, de fleste ville forbi med post apokalypse. Endnu mere så hvis personen havde sagt ”postapokalyptisk tegneserie”, hvor værker som The Walking Dead dominerer forståelsen.

Denne storslåede 200 siders hardback tegneserie er snarere skrevet som et digt end et drama om overlevelse eller en action-serie. Der bruges ikke mange kræfter på at fortælle, hvad præcis der er sket med verden; kun at en stor pestsky er dukket op, og at København samt mange andre storbyer ligger i ruiner. Der er også kun en begrænset mængde tekst; i stedet bliver nærmest hele historien fortalt af billederne og små universelle symboler.

Det er svært at benægte, at Efter København er en vild flot tegneserie – og ikke mindst en flot bog at have liggende på kaffebordet eller stående i reolen. Dens stil er i grunden ret simpel, måske endda til tider lidt børnet, og dens farveskema nærmest begrænset til et sted mellem 3-5 farver, alt efter om man tæller hvid og sort med. Alligevel fungerer det visuelle udtryk vildt godt. Jeg studsede først lidt over farverne, hvor rød og grøn er dominante hele vejen igennem og i andre toner, end man typisk forestiller sig en falden jordklode.

Jeg må indrømme, at netop disse toner er langt fra min egen personlige smag, men jeg kan alligevel ikke lade være med at blive fortryllet af Efter Københavns brug af farver. Den spiller så meget med kontrasten imellem de to, at der opstår en lidt hypnotiserende effekt. Der er også noget genialt i at bruge grøn/rød kontrast til at tegne en verden, der på den side er fuldstændigt tilgroet, men som også er plaget af ødelæggelse og undergang. Den samme tegning kan på den måde fra det ene panel til det andet forvandles fra græs til flammer, blot ved et farveskift, der føles helt naturligt, fordi læseren har vænnet sig til stilen.

Hvis man skal rette en kritik imod tegnestilen, er det, at farvevalget på sigt ender med at begrænse variationen, og at mange bygninger kommer til at ligne hinanden. Det kunne måske have været fint, særligt som man udforsker Københavns forskellige landemærker i anden halvdel af værket, at introduceret en anden farve for at skille særlige steder ud.
Så kan det på den anden side være, at jeg nu havde siddet her og var irriteret over, at Skovgaard ikke havde turde fastholde sin stringente stil. Så den dedikation skal også værdsættes.

Man kan læse Efter København på tyve minutter, eller man kan læse den på tre timer, med blikket tætklistret til hver eneste tegning, idet man nærstuderer de mange bølgende tegninger. Den bedste oplevelse er nok i grunden at finde tid til at gøre begge dele. Min egen første læsning var meget fokuseret på at følge historien, på trods af at jeg godt vidste, at det ikke nødvendigvis var den, der havde hovedsædet i dette værk.

For der er en historie; eller faktisk to at følge i tegneserien.
Første del omhandler flere af de typiske postapokalyptiske elementer; kampen om mad, farerne ved en verden efter civilisationernes fald og det nye samfund, som mennesket skaber i det forriges fravær. Denne del, selvom den ikke fylder vildt meget, fangede mig godt og grundigt med dens simple fortælleteknikker og fik mig til at ønske mere.

Den anden og mere fyldende historie i tegneserien er også god, men den virkede både lidt langtrukken og lidt forhastet på samme tid.

Her følger vi relationen mellem C og E; en mand og en kvinde, der har skabt et liv sammen i den nye verden, men som nu vendes på hovedet, da E beslutter sig for, at hun vil ud og se mere af den gamle verden. C, der er dygtig til at tegne og lidt ligner Christian Skovgaard selv, beslutter sig for at tage ud og finde hende, og undervejs ser vi bl.a. Vor Frue Kirke, Glyptoteket, Rundetaarn og mange andre ikoniske landemærker.

Det er en dejlig detalje, at små tal løbende hjælper med at identificere dem. Især når man måske ikke har det tætteste forhold til Københavns gader og stræder.
Her kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere af E i historien og lidt mere narrativ vævet sammen med landemærkerne. Det virker som om, hun skal fylde en del mere, end hun gør i sidste ende.

Den historie, der er, fortælles effektivt med en charmerende minimalisme, og den uforklarlige dialog mellem de to karakterer god, men jeg blev ikke fanget på helt samme måde som i begyndelsen af tegneserien. Jeg tror til gengæld, at en person med en tættere tilknytning til København ville værdsætte denne del endnu mere.

Det er værd at stoppe op og værdsætte, at Efter København overhovedet er blevet realiseret. En dansk skrevet, dansk tegnet og dansk udgivet hardcover tegneserie på denne skala er en sjældenhed.

Projektet har været undervejs i over elleve år, og det er en sejr, det nu ligger færdig rundt omkring i landets bogbutikker.

Værket er kommet i tryk takket være en kickstarter kampagne, der kørte tilbage i foråret, og jeg tror, det var en god taktik for Forlaget Forlæns at tage denne løsning, for at det lille forslag kunne investere lidt ekstra penge i at producere en særlig flot udgave.

Resultatet taler for sig selv. Man bliver glad bare af at kigge på det store flotte cover, og selvom Efter København sikkert også havde været god i en lille paperback, så er formatet i den grad med til, at læseoplevelsen føles som noget helt særligt.

Det kan dog også vise sig at være en ulempe i forhold til cirkulationen. Den flotte udgave er ikke helt billig med en pris, der lander et sted mellem 325-400kr, og jeg skal da gerne indrømme, at jeg ikke er sikker på, om jeg selv havde købt den i min tilværelse som studerende på SU. Jeg tror slet ikke, at jeg er den eneste, der lige skal tænke lidt over den.

Det er et nicheværk, som potentielt har gjort sig selv endnu mere niche gennem sin form. Dog kan det også være, at det vilde blikfang gør nok for at skille Efter København ud og lokke læserne til. Så selvom jeg måske ikke havde købt Efter København selv, så kan det være, jeg i stedet havde ønsket mig den i julegave.

Jeg kommer helt sikkert til at læse Efter København igen, når den har fået lov at stå og se flot ud på reolen i nogle ugers tid eller måske ligge på sofabordet, og jeg glæder mig til at se, hvad Christian Skovgaard finder på i fremtiden, selv hvis hans næste værk også kommer til at tage elleve år. Forlaget Forlæns og Skovgaard bruger selv begrebet grafisk roman om værket, en betegnelse jeg sjældent er fan af, men hvis vi allerede arbejder i den boldgade, vil jeg snarere karakterisere den som en grafisk digtsamling, hvor digtene både udgøres af teksten og af billederne, der spiller sammen i en nøje anrettet harmoni.