Homunculus

Homunculus

Benni Bødker og Rune Ryberg leverer farverig kosmisk ”horror” med lidt for travlt

Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

De seneste år er genren kosmisk horror langsomt begyndte at snige sig mere og mere ind i søgelyset med sine lange slimede tentakler. Sidste år kunne man på netflix finde Guillermo del Toros Cabinet of Curiosities, tilbage i 2019 bragte Robert Eggers os The Lighthouse, og H. P. Lovecrafts uhyrlige noveller fortsætter med at finde nye læsere som aldrig før.
Det er en genre, der oftest er genkendelig med alvor og ubehag.
Den befinder sig i en verden meget lig vores egen, men hvor uforståelige mægtige skabninger dvæler lige uden for omfanget af vores egen bevidsthed. Måske er de uinteresserede i os dødelige, måske venter de, eller måske er de allerede i gang med en invasion. Uanset hvad er vi mennesker mere eller mindre forsvarsløse over for disse ufattelige magter, og de fleste af os har inden anelse om, hvor tæt vi er på vores egen undergang, eller hvad der lurer derude i mørket.
Der er sjældent særligt konkrete svar at finde, og de få, der er, kan ofte have dødelige konsekvenser.
Kosmisk horror kan være mange forskellige ting og kommer i et utal af former.
Det er dog sjældent, at kosmisk horror benytter sig af hverken den lysere ende af farvepaletten eller slapstick.
Nu har danske Benni Bødker og Rune Ryberg dog givet deres bud i form af tegneserien Homunculus; udgivet i to bind hos forlaget Fahrenheit.


Homunculus er fortællingen om den arrige filologiprofessor og okkulte-kritiker Dr. Harryhausen og den lille Homunculus; en kunstig skabning med evnen til at se det parallelle æterplan, hvor ånder, gespenster og et utal af mærkelige skabninger eksisterer.

Vi befinder os i en verden lig 1800-tallet, men både byen og det præcise årstal kender vi ikke.
Dr. Harryhausens kone er for nylig afdød og begravet, men der er intet lig at finde i hendes kiste.
Hun var i live et medie, og kunne ligesom Homunculus se æterplanet, samt et medlem af det hemmelighedsfulde Ashra-Selskab; en loge af privilegerede mystikere med en fascination af alt overnaturligt og eksotisk.
Efter hans kones død er Dr. Harryhausen begyndt at efterforske selskabet, og han erfarer hurtigt, at de planlægger et mystisk ritual, der involverer kommunikation med mægtige magter i det hinsides.
Men hvad er der sket med hans kone?
Hvad planlægger Ashra-Selskabet?
Hvad er Slangeilden?
Hvor kommer Homunculus egentligt fra?

Dette og mange flere spørgsmål præsenteres, imens Dr. Harryhausen og hans lille hjælper stormer rundt i den anonyme by i deres ofte knap-så-diskrete efterforskning.
Det bliver til et hæsblæsende mysterium, der ofte har lidt for travlt med at nå fra A til B.
Første bind bruger sin tid på at stille alle de relevante spørgsmål for så at levere svarene i bind to.
Der er for det meste tale om fine spørgsmål og tilfredsstillende svar, men desværre kommer tegneserien nogle gange lidt til korte, når det handler om at opbygge mystik og forundring.
Man bliver aldrig helt fanget af mysteriets adskillige spørgsmål, og det er ærgerligt, for der er tale om en historie, der på papiret burde fungere rigtigt godt. Det er en klassisk kosmisk horror fortælling med lidt genretwist, som har nok at byde på i det mærkelige og det okkulte.

Problemet virker til at ligge i strukturen; tempoet er somme tider lidt for hurtigt, og det kan føles som om, at man kommer ind i historien en smule for sent. Harryhausen og Homunculus forhold er allerede godt etableret, og de fleste af mysteriets brikker er sat i gang. Professoren virker til at vide lidt for meget på forhånd, og hans udgangspunkt kan virke forvirrende. Han kender til æterplanet og ved, hvem der er, og hvem der ikke er mystikere og mediere, men samtidigt er han skeptiker over for folk, der dyrker det okkulte, på trods af at der ikke finder en eneste falsk seance sted. Denne konflikterende opførsel når aldrig helt at udfolde sig i historien, og det føles som om, man mangler noget. Derudover så får man heller aldrig noget vildt stærkt indtryk af Ashra-Selskabet, denne loge af mystikere og rigmænd, der står bag det hele. Der mangler en lidt mere udpenslet karakter iblandt disse, som læseren kunne gribe bedre fat i. Generelt set kunne historien have nydt af et højere sideantal til at fortælle sin historie eller en strukturering, der gjorde bedre brug af de sider, den har.

Til gengæld fungerer dynamikken mellem doktoren og Homunculus fremragende.
Man får meget hurtigt et stærkt indtryk af begge karakterer. Dr. Harryhausen er kontrollerende, dramatisk og gnaven. Han giver ordrer, handler uden at tøve, og han er ikke bange for at fortælle verden, hvad han synes om den. Homunculus på den anden side er uskyldig og på mange måder blød, med en stor livslyst og et ønske om en anden tilværelse. Det er måske Dr. Harryhausen, der har erklæret krig imod verdens okkulte selskaber og de mystiske skabninger på æterplanet, men det er Homunculus, der rent faktisk kan se dem, og som ofte plages af mærkelige skabninger.
Den uheldige duo kommer ud for flere uheldige situationer, der håndteres med en blanding af humor og drama. Det ene øjeblik puster og pruster de på klassisk tegneserie-stribe manér for at komme væk fra farerne, det næste får man et øjeblik af følelse og refleksion. Denne relation fylder meget og bærer heldigvis tegneserien på trods af dens strukturelle kvaler.

Homunculus vinder også en del point på det visuelle.
Det er en charmerende tegneserie med flotte farver og en fortryllende streg, der lykkes i at fange flere følelser; både de lette og de mere tunge. Den kombinerer det fjollede, det mærkelige og det alvorlige på en måde, der føles som om, den ikke burde fungere, men så gør den det bare alligevel. Den fanger det kosmiske element godt med sine deforme uhyrer og sine syrede farver, der indbyder læseren til en anden verden. Horror-elementet i kosmisk horror gør Homunculus til gengæld mindre brug af. Det er sjældent, at tegneserien rigtigt forsøger at blive uhyggeligt, men stregen demonstrerer dog, at den godt kan levere dette element, når det bliver nødvendigt.
Man kommer næsten til at ønske, at Ryberg havde skruet lidt mere op for uhyggen.

Konklusionen lyder, at Homunculus har ret meget kørende for sig, men at den desværre ikke helt kommer i mål. Det er helt sikkert en god tegneserie, og hvert bind giver op til en times charmerende underholdning, alt efter hvor længe man tager om at nærstudere tegningerne. Den er også værd at genlæse, men historien når aldrig til det punkt, hvor alting bare klikker og falder på plads. Jeg nød at læse den, men ville ønske, at mysteriet havde grebet mig stærkere; for der er helt sikkert spændende svar at finde. Særligt et af mysteriets spørgsmål leder et ret dystert sted hen, som i koncept er helt perfekt og har potentialet til at ramme plet. Vejen derhen kunne blot have brugt lidt mere finpudsning.

Homunculus bind 1: Slangeilden og Homunculus Bind 2: Flammeherrerne kan begge findes i butikkerne nu.
Pris: 198,- kr pr. bind


 

Kommentarer