mandag den 16. maj 2016

Dværge #23 Alle har en fortid

#23 Alle har en fortid

7. Gar 1076AA i Braldirborg, Zrulf
Faros gnubbede lidt på sine hænder for at varme dem, før han satte sig ned på krobænken og hilste på sine to kumpaner, den stikkende gobling og den gale dværg alkymist. ”Haft en god dag?” spurgte Trak-Nal-Tox tørt ”havde Dolun gode nyheder?”. ”Både og” svarede Faros vagt og vinkede efter en af kroens tjenere, som han bestilte et krus øl mørkt øl og noget stegt klippedyr fra. ”Vi har nok fået fat på en fjerdedel af bagværket, men andre interesserede parter forsøger at anskaffe dem selv”. Trak rettede forsigtigt ryggen, da hans sår fra mødet med Bageren stadig gjorde ondt, og kiggede hurtigt Faros over skulderen, før han spurgte ”nogen specifikke navne”. Faros lænede sig lidt fremover og svarede ham hviskende ”Dødens Hånd, Tyvenes Broderskab og Sø Rotterne har forsøgt, men Krakkensønnerne er ved at gå af med sejren”. For første gang i samtalen kiggede Bruntop op. Han havde et uroligt blik i øjnene, da han spurgte ”Jarskon?”. Faros rystede på hovedet og forsøgte at se så henkastet ud som muligt. ”Det ved jeg ikke” sagde han ”og jeg tror ikke, at han er involveret. Ifølge mine rimeligt begrænsede kilder, så skulle han stadig være i Crymron, hvor han er involveret i noget med nogle lejesoldater”. Bruntop så en smule mere rolig ud, men han lod heller ikke til at være tilfreds. ”Angående det” sagde Trak ”hvad er så status på netværket? Hvor mange har vi fået genetableret forbindelse til?”. Faros sukkede kort, før han svarede ”det kunne være bedre. Meget bedre. Men vi er ikke helt blinde længere. De fleste af vores kontakter i Crymron har svaret på mine beskeder. Ikke at det hjælper os besynderligt. Dolun og nogle af hans folk er tilbage hos os, men deres antal er styrtdykket. Ellers har vi nogle enkelte enspændere. Monolo har skrevet mange gange i den seneste tid, og han opholder sig vist nok i Stenhal, hvor Marintra er på vej til. Hun får en snak med ham og ser, hvad vi kan redde. I mellemtiden må vi tage de muligheder, der dukker op. Og en ganske lovende en præsenterede sig selv i dag”. Bruntop åbnede munden for at spørge om noget, men Trak sparkede ham over skinnebenet til sin egen smertefulde fortrydelse, da tjeneren nåede tilbage til dem. Han placerede kruset og maden foran Faros. ”Det bliver otte bronzemønter” sagde tjeneren. Faros vendte sig mod sine venner og sagde ”jeg er desværre afhængig af jeres hjælp i netop dette tilfælde, da min pung er blevet stjålet”. Trak lavede en mistænksom grimasse, før han rakte ud efter sin egen pung. ”Din pung er blevet stjålet?” sagde han skeptisk, da tjeneren var gået sin vej igen ”det er da noget nyt. Jeg troede kun, at det var sket en eneste gang”. ”Korrekt” svarede Faros og løftede kruset op ”og sidste gang ledte det til noget af et venskab. Som jeg sagde, en mulighed har præsenteret sig”.

15. Falk 1015AA i Marxelon, Mugball
Store Søs bred blev konstant gennemskyllet af bølger, og det så ud til at trække op til storm. Adskillige af sømændene fra Gildaron og Grønnehavn havde allerede taget beslutningen om at undlade at sejle ud denne aften og udskyde hjemrejsen til næste morgen. Dette passede den enlige kriger helt fint. Han ønskede ikke at tiltrække sig nogen opmærksomhed, og det var langt nemmere at skjule sig, når den lille havneby var fuld af udenlandske sømænd. Kun fire personer bemærkede ham ud af alle dem, der var samlet på havnen. ”Prøv engang at se ham derovre” kommenterede en elver iført grønne og brune klæder til sin ven fra Elwar ”gav vide, hvad der er hændt ham”. ”Tja...” svarede mennesket. Han havde egentligt ikke lyst til at se på den vansirede dværg, og han kiggede kvalmt væk, da et specielt ubehageligt udseende brandsår kom til syne. ”Jeg er bare glad for, at mit hjemland ikke er i krig med ildtroldene” sagde mennesket og vendte igen blikket mod den stormfulde sø ”det ser ikke ud til at falde til ro igen, vejret altså. Det skulle ikke undre mig... hov pas på!”. De to sømand trådte hurtigt tilbage, da en lille ungt udseende dværgpige spurtede forbi dem. ”Hvad havde hun så travlt for?” kommenterede elveren undrende. Der skulle gå mange timer, før han opdagede svaret på sit spørgsmål, da han ville komme til at lede håbløst efter sin pung senere den aften. Det samme galt hans ven.

”Sid nu stille, du bumler som et klippedyr!” udbrød lægen utålmodigt, da dværgkrigeren for hundrede og syttende gang rykkede sig. Krigeren sukkede og rettede ryggen, så lægen kunne kigge nærmere på hans sår. ”Det ser ikke godt ud. Slet slet ikke” mumlede lægen og roede sin taske igennem efter en bestemt salve ”du er heldig, at du ikke har mistet nogle lemmer, at du ved det. Hvad skete der?”. ”Ildtrolde” svarede krigeren hadefuldt ”vi gik lige i et baghold”. ”Selvfølgelig, selvfølgelig” sagde lægen, imens han smurte salven på sårene, som han allerede havde renset ”du er fra legionen, ikke sandt?”. Krigeren nikkede bittert, og hans hænder søgte ubevidst tohånds sværdet ved hans side. ”Hvor er resten af din deling? Var de nødt til at rejse videre?” spurgte lægen uden at kende til alvorens i sine egne ord. Krigeren kiggede væk og strøg sin ene hånd hen over hagen, hvis røde skæg var blevet brændt af to dage tidligere. Han undlod at svare lægen. ”Sådan der” sagde lægen en halv time senere ”så er mit arbejde overstået. Det bliver to sølvmønter”. Dværgkrigeren rakte ud efter sin pung, men opdagede til sin rædsel, at den var væk. ”Ved Bæstet!” udbrød han frustreret efter at have kigget sin taske igennem, hvor han ikke fandt andet end sin resterende proviant og ringbrynje. ”Jeg venter” sagde lægen utålmodigt, da krigeren for tredje gang rodede alle sine ting igennem. ”Min pung...” sagde krigeren desperat ”jeg havde den da... hvor kan den... hvem kan have?”. Lægen sukkede udmattet. ”Her havde jeg regnet med en betalende kunde for en gangs skyld”. ”Men jeg havde penge...” sagde krigeren vredt. Hans vrede var dog ikke rettet imod hverken lægen eller tyven. Den var imod ham selv og Løjtnant Bhal. Han lod dog ikke sin vrede styre sig, og han åbnede straks sin taske igen for at give lægen en alternativ betaling. Så da krigeren kom gående ned ad gaden få minutter efter iklædt sin ringbrynje, med sit sidste brød i munden, hænderne fulde af tørret kød og med sit sværd i skeden var det uden hans taske, som lægen havde accepteret som betaling. For nu havde han ikke rigtigt en plan for, hvad han skulle bære proviant i fremtiden, men det betød ikke rigtigt noget, for hans stolthed var blevet såret. Krigeren var aldrig blevet bestjålet før, og det var ikke noget, han blot kunne acceptere nu. Så da han havde tygget sig igennem det sidste af brødet og kødet, satte han kursen imod det sikreste sted i byen, han regnede med at kunne finde en tyv. Tyvenes Broderskab.

Der blev banket på døren. Intet svar. Der blev banket endnu en gang. Stadig intet svar. Dværgkrigeren løftede sin hånd for at banke en tredje gang, men han stoppede brat op, da en stemme tiltalte ham. ”Hvem der?”. ”En ven af Irram” svarede krigeren. Døren blev åbnet, og han trådte ind. ”Skab ikke nogen problemer, imens du er herinde” advarede vagten per rutine og lukkede døren bag ham. Dværgkrigeren nikkede kort og gik ind under det ophængte tæppe. Han kom straks ind i et velkendt rum, som han dog ikke havde set i mange år. Det var en lille underjordisk bar med tvivlsomme typer hele vejen rundt. Der var alt fra lommetyve og rakkerpak til smuglere og snigmordere. 

Dværgkrigeren nikkede til en enkelt dværg eller to, som han havde mødt tidligere i sit gamle liv, før han satte kursen op mod selve baren. Her blev han mødt af netop den person, han søgte. Klædt i sin sædvanlige rødbrune frakke og sine mørke handsker, med både hår og skæg flettet i massevis af små rottehaler stod han og kiggede ud over røverhulen med en skål rå løg i den ene hånd. Han så ikke dværgkrigeren, før de stod lige over for hinanden. Regin fik en stor potion rå løg galt i halsen, da han genkendte sin gamle ven. Han hostede straks alle løgstumperne op igen og udbrød ”ved Braldirs skæg! Faros, det er jo dig”. ”Virkelig?” sagde dværgkrigeren med mørk sarkasme og tydelig utålmodighed ”det havde jeg slet ikke lagt mærke til”.

”Hvad er der sket med dit ansigt?” spurgte Regin, da de lidt efter sad og fik et krus øl hver. Regin havde hældt resten af sine rå løg i sit krus. ”Ild” svarede Faros vagt og slugte halvdelen af krusets indhold i et drag ”men jeg har brug for din hjælp”. ”Først besvarer du lige mine spørgsmål” sagde Regin urokkeligt og samlede et eksemplar af Braldirs Folk op, som lå lige ved siden af ham. Han baskede kort til avisen og sagde så ”jeg har ikke hørt fra dig i årevis, og avisen har ikke så meget som nævnt, hvad der så end skete i Latynia med dig og Thomas. Det ene øjeblik går alt fint for dig, og det næste, jeg hører, er, at du er blevet tvunget ind i Den Grå Legion”. ”Jeg blev ikke tvunget” sagde Faros pludseligt og kiggede Regin seriøst i øjnene ”jeg valgte det, efter hvad der skete i Latynia. Jeg fortjente det, og jeg kunne ikke stå at arbejde for Thomas et øjeblik længere”. ”Men hvorfor Legionen?” spurgte Regin uforståeligt ”hvorfor af alverdens steder meldte du dig der? Du er en tyv, ikke en soldat”. Faros tøvede et øjeblik og berørte blidt sit hævede, blå øje. ”Jeg fortjente det” gentog han ”jeg havde brug for at gøre noget ærligt for en gangs skyld efter at have arbejdet med Thomas. Jeg fortryder at nogensinde have mødt den mand for slet ikke at nævne at slutte sig til hans slæng”. Nu var det Regins tur til at tøve, som han tog en langsom slurk øl med rå løg. ”Hvad lærte din tid som soldat dig så?” spurgte han forsigtigt. ”At soldater kan være lige så store kvajpander som tyve” svarede krigeren. Regin nikkede langsomt og tog endnu en slurk. ”Men hvad laver du så pludseligt her, hvis du har så travlt med at opnå befrielse for dine synder? Jeg har på fornemmelsen, at du ikke blot savnede din gamle ven, for så kunne du vel have skrevet et brev noget tidligere”. Faros bed tænderne sammen af smerte, da en forbipasserende kom til at puffe til hans sårede ben. Regin bemærkede smerten på sin vens ansigt. ”Hvad er der dog sket med dig? Forsøgte du at indtage Den Brændte Slette på egen hånd?”. ”Ikke helt” svarede Faros ”men lad os sige, at mine dage i Legionen døde sammen med min deling”. ”Så nu er du altså en desertør” sagde Regin i en blanding af sarkasme og bekymring ”Legionen takker ikke ligefrem den slags”. Faros brød pludseligt ud i en gal og mørk latter. ”Hvis Løjtnant Bhal nogensinde finder ud af, at jeg lever, så vil jeg blive overrasket. Han sendte hele min deling direkte ind i en fælde. Et baghold så han selv ville undgå det. Den forbandede kryster”. ”Så han tror, du er død” konstaterede Regin forstående ”men hvad vil du så gøre nu? Det er umuligt ikke at løbe ind i Legionen fra tid til anden på disse kanter, og de er rimeligt grundige i bogførelsen over samtlige af deres soldater, og de gælder selv dem, der ryger i den første uge”. Faros nikkede bistert. ”Jeg bliver ikke i Mugball” sagde han en smule trist ”men jeg har ikke helt besluttet mig, hvor jeg vil rejse hen endnu. Måske Zrulf eller Klippeøerne”. ”Og du har brug for min hjælp til at sørge for transport ud af landet” gættede Regin. Faros nikkede. ”Men først skal du hjælpe mig med at få min pung tilbage”. ”Din pung?” gentog Regin med vidtåbne øjne ”er du blevet bestjålet?”. Faros blev pludseligt rød i den smule af sine kinder, som ikke var blevet fuldstændigt forbrændte, og han ignorerede spørgsmålet. ”Jeg vil gerne vide alt om de dygtigste tyve i byen, for jeg har brug for at få den pung tilbage” sagde Faros beslutsomt. ”Du blev bestjålet” gentog Regin med et drillende smil ”den var ny. Jeg troede, du var for opmærksom til den slags, eller var det ikke, hvad du altid pralede med som lille”. Faros sendte ham et kort døds blik, der fik Regin til at holde kæft, og sagde så ”jeg har ikke tid til dine vittigheder, Regin. Jeg har brug for din hjælp, og jeg... jeg er nødt til at komme ud af landet og væk fra det hele”. Krigerens gamle ven droppede sin sarkastiske attitude og kiggede seriøst og medfølende på Faros. ”Undskyld” sagde han alvorligt ”jeg skal nok hjælpe dig... jeg havde bare ikke regnet med at se dig nogensinde igen”. ”Jeg havde heller ikke regnet med at komme tilbage” svarede Faros lidt blidere ”men vil du ikke nok hjælpe mig?”. Regin nikkede og drejede sig så rundt for at spejde hele baren igennem. ”Der er en håndfuld af dygtige tyve i byen i øjeblikket, men der er kun en, som jeg vil forestille mig kunne stjæle dine penge. Det er ung pige på ikke mere end fyrre, som har plaget havnen i de sidste par uger med, hvad hun kalder sit selvskab. Jeg har hjulpet hende med at sælge et par objekter og skaffet hende en opgave eller to fra Broderskabet, og hun viste sin taknemmelighed ved at kalde mig for en sand møgdue. Mærkelig tøs...”. ”Hvad er hendes navn?” spurgte Faros utålmodigt. ”Nu har jeg ingen anelse om, hvorvidt det rent faktisk er hendes rigtige navn eller ej, men hun har kaldt sig selv for Marintra”.

10. Gar 1076AA i Frangicas hovedstad, Parin

”Han er et medlem af Tidens Mestrer, selv hvis I er for dumme til at indse det!”. ”Siger du gang på gang, men du har endnu ikke fremført nogen beviser, og må jeg minde dig om, at Fortuna har siddet på dette råd i årevis, imens du og din ven aldrig har været her før”. Støvbold rystede frustreret på hovedet, da næsten samtlige medlemmer af Rotternes Konges råd begyndte at råbe i munden på hinanden for den hundrede og syttende gang. Hendes temperamentsfulde ven, odderen Za-Sien, havde fornærmet resten af rådet en gang mere end fornuftigt efter hendes mening, selv om at et par af dem fortjente det. De havde ikke engang fundet nogen støtte hos Rotternes Konge, som havde inviteret dem til mødet på grund af deres erfaring med Tidens Mestrer, da han forsøgte at holde sig neutral og ikke ønskede at starte en krig med nogen af sine gæster, hvilket var en reel risiko, da han kontrollerede en tredjedel af Frangica. Så han havde bare stået med sit ansigt skjult bag sin magiske maske og aet en rotte med sine lange fingre. Oven i købet havde Christoffer Fotuna eller Guldfyrsten, som han var kendt som i den kriminelle underverden, vist sig at være en fremragende skuespiller, og han havde virket ganske overrasket, da den aggressive odder halvgud iklædt toga havde anklaget ham for at arbejde sammen med Brennus og Rugbert. Alt i alt så gik mødet ikke helt efter planen, og det var tvivlsomt, om de nogensinde ville blive enige om noget som helst. På den lyse side så var Køter ikke længere i live og kunne derfor ikke trække dem ud på endnu dybere vand. ”Jeg har absolut ingen relationer til Tidens Mestrer” sagde Fortuna fornærmet ”og jeg vil yderligere påpege at....”, men så blev han afbrudt af en stemme, Støvbold ikke havde regnet med nogensinde at høre igen. ”Møgduer!!!”. På et splitsekund havde den netop ankomne Marintra fået hele rådets opmærksomhed, og hun gik staks ned ad den lange trappe for at hilse på de folk, hun kendte. ”Støvbold, Roi de Rat, godt at se jer”. Så vendte hun sig mod Za-Sien, som hun knap nok havde talt med, sidste gang hun havde mødt dem, og så pludseligt meget seriøs ud. ”Za-Sien” sagde hun ”der er en, jeg tror, du skal møde”. Og så trådte ikke-Fenrik ind i rådskammeret. Eller Manwe altså hvis du foretrækker hans rigtige navn.

Første Afsnit          Forrige Afsnit                                                                             Næste Afsnit