#23 Alle har en fortid
7. Gar 1076AA i Braldirborg, Zrulf
Faros
gnubbede lidt på sine hænder for at varme dem, før han satte sig
ned på krobænken og hilste på sine to kumpaner, den stikkende
gobling og den gale dværg alkymist. ”Haft en god dag?” spurgte
Trak-Nal-Tox tørt ”havde Dolun gode nyheder?”. ”Både og”
svarede Faros vagt og vinkede efter en af kroens tjenere, som han
bestilte et krus øl mørkt øl og noget stegt klippedyr fra. ”Vi
har nok fået fat på en fjerdedel af bagværket, men andre
interesserede parter forsøger at anskaffe dem selv”. Trak rettede
forsigtigt ryggen, da hans sår fra mødet med Bageren stadig gjorde
ondt, og kiggede hurtigt Faros over skulderen, før han spurgte
”nogen specifikke navne”. Faros lænede sig lidt fremover og
svarede ham hviskende ”Dødens Hånd, Tyvenes Broderskab og Sø
Rotterne har forsøgt, men Krakkensønnerne er ved at gå af med
sejren”. For første gang i samtalen kiggede Bruntop op. Han havde
et uroligt blik i øjnene, da han spurgte ”Jarskon?”. Faros
rystede på hovedet og forsøgte at se så henkastet ud som muligt.
”Det ved jeg ikke” sagde han ”og jeg tror ikke, at han er
involveret. Ifølge mine rimeligt begrænsede kilder, så skulle han
stadig være i Crymron, hvor han er involveret i noget med nogle
lejesoldater”. Bruntop så en smule mere rolig ud, men han lod
heller ikke til at være tilfreds. ”Angående det” sagde Trak
”hvad er så status på netværket? Hvor mange har vi fået
genetableret forbindelse til?”. Faros sukkede kort, før han
svarede ”det kunne være bedre. Meget bedre. Men vi er ikke helt
blinde længere. De fleste af vores kontakter i Crymron har svaret på
mine beskeder. Ikke at det hjælper os besynderligt. Dolun og nogle
af hans folk er tilbage hos os, men deres antal er styrtdykket.
Ellers har vi nogle enkelte enspændere. Monolo har skrevet mange
gange i den seneste tid, og han opholder sig vist nok i Stenhal, hvor
Marintra er på vej til. Hun får en snak med ham og ser, hvad vi kan
redde. I mellemtiden må vi tage de muligheder, der dukker op. Og en
ganske lovende en præsenterede sig selv i dag”. Bruntop åbnede
munden for at spørge om noget, men Trak sparkede ham over
skinnebenet til sin egen smertefulde fortrydelse, da tjeneren nåede
tilbage til dem. Han placerede kruset og maden foran Faros. ”Det
bliver otte bronzemønter” sagde tjeneren. Faros vendte sig mod
sine venner og sagde ”jeg er desværre afhængig af jeres hjælp i
netop dette tilfælde, da min pung er blevet stjålet”. Trak lavede
en mistænksom grimasse, før han rakte ud efter sin egen pung. ”Din
pung er blevet stjålet?” sagde han skeptisk, da tjeneren var gået
sin vej igen ”det er da noget nyt. Jeg troede kun, at det var sket
en eneste gang”. ”Korrekt” svarede Faros og løftede kruset op
”og sidste gang ledte det til noget af et venskab. Som jeg sagde,
en mulighed har præsenteret sig”.
15. Falk 1015AA i Marxelon,
Mugball
Store Søs
bred blev konstant gennemskyllet af bølger, og det så ud til at
trække op til storm. Adskillige af sømændene fra Gildaron og
Grønnehavn havde allerede taget beslutningen om at undlade at sejle
ud denne aften og udskyde hjemrejsen til næste morgen. Dette passede
den enlige kriger helt fint. Han ønskede ikke at tiltrække sig
nogen opmærksomhed, og det var langt nemmere at skjule sig, når den
lille havneby var fuld af udenlandske sømænd. Kun fire personer
bemærkede ham ud af alle dem, der var samlet på havnen. ”Prøv
engang at se ham derovre” kommenterede en elver iført grønne og
brune klæder til sin ven fra Elwar ”gav vide, hvad der er hændt
ham”. ”Tja...” svarede mennesket. Han havde egentligt ikke lyst
til at se på den vansirede dværg, og han kiggede kvalmt væk, da et
specielt ubehageligt udseende brandsår kom til syne. ”Jeg er bare
glad for, at mit hjemland ikke er i krig med ildtroldene” sagde
mennesket og vendte igen blikket mod den stormfulde sø ”det ser
ikke ud til at falde til ro igen, vejret altså. Det skulle ikke
undre mig... hov pas på!”. De to sømand trådte hurtigt tilbage,
da en lille ungt udseende dværgpige spurtede forbi dem. ”Hvad
havde hun så travlt for?” kommenterede elveren undrende. Der
skulle gå mange timer, før han opdagede svaret på sit spørgsmål,
da han ville komme til at lede håbløst efter sin pung senere den
aften. Det samme galt hans ven.
”Sid nu
stille, du bumler som et klippedyr!” udbrød lægen utålmodigt, da
dværgkrigeren for hundrede og syttende gang rykkede sig. Krigeren
sukkede og rettede ryggen, så lægen kunne kigge nærmere på hans
sår. ”Det ser ikke godt ud. Slet slet ikke” mumlede lægen og
roede sin taske igennem efter en bestemt salve ”du er heldig, at du
ikke har mistet nogle lemmer, at du ved det. Hvad skete der?”.
”Ildtrolde” svarede krigeren hadefuldt ”vi gik lige i et
baghold”. ”Selvfølgelig, selvfølgelig” sagde lægen, imens
han smurte salven på sårene, som han allerede havde renset ”du er
fra legionen, ikke sandt?”. Krigeren nikkede bittert, og hans
hænder søgte ubevidst tohånds sværdet ved hans side. ”Hvor er
resten af din deling? Var de nødt til at rejse videre?” spurgte
lægen uden at kende til alvorens i sine egne ord. Krigeren kiggede
væk og strøg sin ene hånd hen over hagen, hvis røde skæg var
blevet brændt af to dage tidligere. Han undlod at svare lægen.
”Sådan der” sagde lægen en halv time senere ”så er mit
arbejde overstået. Det bliver to sølvmønter”. Dværgkrigeren
rakte ud efter sin pung, men opdagede til sin rædsel, at den var
væk. ”Ved Bæstet!” udbrød han frustreret efter at have kigget
sin taske igennem, hvor han ikke fandt andet end sin resterende
proviant og ringbrynje. ”Jeg venter” sagde lægen utålmodigt, da
krigeren for tredje gang rodede alle sine ting igennem. ”Min
pung...” sagde krigeren desperat ”jeg havde den da... hvor kan
den... hvem kan have?”. Lægen sukkede udmattet. ”Her havde jeg
regnet med en betalende kunde for en gangs skyld”. ”Men jeg havde
penge...” sagde krigeren vredt. Hans vrede var dog ikke rettet imod
hverken lægen eller tyven. Den var imod ham selv og Løjtnant Bhal.
Han lod dog ikke sin vrede styre sig, og han åbnede straks sin taske
igen for at give lægen en alternativ betaling. Så da krigeren kom
gående ned ad gaden få minutter efter iklædt sin ringbrynje, med
sit sidste brød i munden, hænderne fulde af tørret kød og med sit
sværd i skeden var det uden hans taske, som lægen havde accepteret
som betaling. For nu havde han ikke rigtigt en plan for, hvad han
skulle bære proviant i fremtiden, men det betød ikke rigtigt noget,
for hans stolthed var blevet såret. Krigeren var aldrig blevet
bestjålet før, og det var ikke noget, han blot kunne acceptere nu.
Så da han havde tygget sig igennem det sidste af brødet og kødet,
satte han kursen imod det sikreste sted i byen, han regnede med at
kunne finde en tyv. Tyvenes Broderskab.
Der blev
banket på døren. Intet svar. Der blev banket endnu en gang. Stadig
intet svar. Dværgkrigeren løftede sin hånd for at banke en tredje
gang, men han stoppede brat op, da en stemme tiltalte ham. ”Hvem
der?”. ”En ven af Irram” svarede krigeren. Døren blev åbnet,
og han trådte ind. ”Skab ikke nogen problemer, imens du er
herinde” advarede vagten per rutine og lukkede døren bag ham.
Dværgkrigeren nikkede kort og gik ind under det ophængte tæppe.
Han kom straks ind i et velkendt rum, som han dog ikke havde set i
mange år. Det var en lille underjordisk bar med tvivlsomme typer
hele vejen rundt. Der var alt fra lommetyve og rakkerpak til smuglere
og snigmordere.
Dværgkrigeren nikkede til en enkelt dværg eller to,
som han havde mødt tidligere i sit gamle liv, før han satte kursen
op mod selve baren. Her blev han mødt af netop den person, han
søgte. Klædt i sin sædvanlige rødbrune frakke og sine mørke
handsker, med både hår og skæg flettet i massevis af små
rottehaler stod han og kiggede ud over røverhulen med en skål rå
løg i den ene hånd. Han så ikke dværgkrigeren, før de stod lige
over for hinanden. Regin fik en stor potion rå løg galt i halsen,
da han genkendte sin gamle ven. Han hostede straks alle løgstumperne
op igen og udbrød ”ved Braldirs skæg! Faros, det er jo dig”.
”Virkelig?” sagde dværgkrigeren med mørk sarkasme og tydelig
utålmodighed ”det havde jeg slet ikke lagt mærke til”.
”Hvad er
der sket med dit ansigt?” spurgte Regin, da de lidt efter sad og
fik et krus øl hver. Regin havde hældt resten af sine rå løg i
sit krus. ”Ild” svarede Faros vagt og slugte halvdelen af krusets
indhold i et drag ”men jeg har brug for din hjælp”. ”Først
besvarer du lige mine spørgsmål” sagde Regin urokkeligt og
samlede et eksemplar af Braldirs Folk op, som lå lige ved siden af
ham. Han baskede kort til avisen og sagde så ”jeg har ikke hørt
fra dig i årevis, og avisen har ikke så meget som nævnt, hvad der
så end skete i Latynia med dig og Thomas. Det ene øjeblik går alt
fint for dig, og det næste, jeg hører, er, at du er blevet tvunget
ind i Den Grå Legion”. ”Jeg blev ikke tvunget” sagde Faros
pludseligt og kiggede Regin seriøst i øjnene ”jeg valgte det,
efter hvad der skete i Latynia. Jeg fortjente det, og jeg kunne ikke
stå at arbejde for Thomas et øjeblik længere”. ”Men hvorfor
Legionen?” spurgte Regin uforståeligt ”hvorfor af alverdens
steder meldte du dig der? Du er en tyv, ikke en soldat”. Faros
tøvede et øjeblik og berørte blidt sit hævede, blå øje. ”Jeg
fortjente det” gentog han ”jeg havde brug for at gøre noget
ærligt for en gangs skyld efter at have arbejdet med Thomas. Jeg
fortryder at nogensinde have mødt den mand for slet ikke at nævne
at slutte sig til hans slæng”. Nu var det Regins tur til at tøve,
som han tog en langsom slurk øl med rå løg. ”Hvad lærte din tid
som soldat dig så?” spurgte han forsigtigt. ”At soldater kan
være lige så store kvajpander som tyve” svarede krigeren. Regin
nikkede langsomt og tog endnu en slurk. ”Men hvad laver du så
pludseligt her, hvis du har så travlt med at opnå befrielse for
dine synder? Jeg har på fornemmelsen, at du ikke blot savnede din
gamle ven, for så kunne du vel have skrevet et brev noget
tidligere”. Faros bed tænderne sammen af smerte, da en
forbipasserende kom til at puffe til hans sårede ben. Regin
bemærkede smerten på sin vens ansigt. ”Hvad er der dog sket med
dig? Forsøgte du at indtage Den Brændte Slette på egen hånd?”.
”Ikke helt” svarede Faros ”men lad os sige, at mine dage i
Legionen døde sammen med min deling”. ”Så nu er du altså en
desertør” sagde Regin i en blanding af sarkasme og bekymring
”Legionen takker ikke ligefrem den slags”. Faros brød pludseligt
ud i en gal og mørk latter. ”Hvis Løjtnant Bhal nogensinde finder
ud af, at jeg lever, så vil jeg blive overrasket. Han sendte hele
min deling direkte ind i en fælde. Et baghold så han selv ville
undgå det. Den forbandede kryster”. ”Så han tror, du er død”
konstaterede Regin forstående ”men hvad vil du så gøre nu? Det
er umuligt ikke at løbe ind i Legionen fra tid til anden på disse
kanter, og de er rimeligt grundige i bogførelsen over samtlige af
deres soldater, og de gælder selv dem, der ryger i den første uge”.
Faros nikkede bistert. ”Jeg bliver ikke i Mugball” sagde han en
smule trist ”men jeg har ikke helt besluttet mig, hvor jeg vil
rejse hen endnu. Måske Zrulf eller Klippeøerne”. ”Og du har
brug for min hjælp til at sørge for transport ud af landet”
gættede Regin. Faros nikkede. ”Men først skal du hjælpe mig med
at få min pung tilbage”. ”Din pung?” gentog Regin med vidtåbne
øjne ”er du blevet bestjålet?”. Faros blev pludseligt rød i
den smule af sine kinder, som ikke var blevet fuldstændigt
forbrændte, og han ignorerede spørgsmålet. ”Jeg vil gerne vide
alt om de dygtigste tyve i byen, for jeg har brug for at få den pung
tilbage” sagde Faros beslutsomt. ”Du blev bestjålet” gentog
Regin med et drillende smil ”den var ny. Jeg troede, du var for
opmærksom til den slags, eller var det ikke, hvad du altid pralede
med som lille”. Faros sendte ham et kort døds blik, der fik Regin
til at holde kæft, og sagde så ”jeg har ikke tid til dine
vittigheder, Regin. Jeg har brug for din hjælp, og jeg... jeg er
nødt til at komme ud af landet og væk fra det hele”. Krigerens
gamle ven droppede sin sarkastiske attitude og kiggede seriøst og
medfølende på Faros. ”Undskyld” sagde han alvorligt ”jeg skal
nok hjælpe dig... jeg havde bare ikke regnet med at se dig
nogensinde igen”. ”Jeg havde heller ikke regnet med at komme
tilbage” svarede Faros lidt blidere ”men vil du ikke nok hjælpe
mig?”. Regin nikkede og drejede sig så rundt for at spejde hele
baren igennem. ”Der er en håndfuld af dygtige tyve i byen i
øjeblikket, men der er kun en, som jeg vil forestille mig kunne
stjæle dine penge. Det er ung pige på ikke mere end fyrre, som har
plaget havnen i de sidste par uger med, hvad hun kalder sit selvskab.
Jeg har hjulpet hende med at sælge et par objekter og skaffet hende
en opgave eller to fra Broderskabet, og hun viste sin taknemmelighed
ved at kalde mig for en sand møgdue. Mærkelig tøs...”. ”Hvad
er hendes navn?” spurgte Faros utålmodigt. ”Nu har jeg ingen
anelse om, hvorvidt det rent faktisk er hendes rigtige navn eller ej,
men hun har kaldt sig selv for Marintra”.
10. Gar 1076AA i Frangicas
hovedstad, Parin
”Han er
et medlem af Tidens Mestrer, selv hvis I er for dumme til at indse
det!”. ”Siger du gang på gang, men du har endnu ikke fremført
nogen beviser, og må jeg minde dig om, at Fortuna har siddet på
dette råd i årevis, imens du og din ven aldrig har været her før”.
Støvbold rystede frustreret på hovedet, da næsten samtlige
medlemmer af Rotternes Konges råd begyndte at råbe i munden på
hinanden for den hundrede og syttende gang. Hendes temperamentsfulde
ven, odderen Za-Sien, havde fornærmet resten af rådet en gang mere
end fornuftigt efter hendes mening, selv om at et par af dem
fortjente det. De havde ikke engang fundet nogen støtte hos
Rotternes Konge, som havde inviteret dem til mødet på grund af
deres erfaring med Tidens Mestrer, da han forsøgte at holde sig
neutral og ikke ønskede at starte en krig med nogen af sine gæster,
hvilket var en reel risiko, da han kontrollerede en tredjedel af
Frangica. Så han havde bare stået med sit ansigt skjult bag sin
magiske maske og aet en rotte med sine lange fingre. Oven i købet
havde Christoffer Fotuna eller Guldfyrsten, som han var kendt som i
den kriminelle underverden, vist sig at være en fremragende
skuespiller, og han havde virket ganske overrasket, da den aggressive
odder halvgud iklædt toga havde anklaget ham for at arbejde sammen
med Brennus og Rugbert. Alt i alt så gik mødet ikke helt efter
planen, og det var tvivlsomt, om de nogensinde ville blive enige om
noget som helst. På den lyse side så var Køter ikke længere i
live og kunne derfor ikke trække dem ud på endnu dybere vand. ”Jeg
har absolut ingen relationer til Tidens Mestrer” sagde Fortuna
fornærmet ”og jeg vil yderligere påpege at....”, men så blev
han afbrudt af en stemme, Støvbold ikke havde regnet med nogensinde
at høre igen. ”Møgduer!!!”. På et splitsekund havde den netop
ankomne Marintra fået hele rådets opmærksomhed, og hun gik staks
ned ad den lange trappe for at hilse på de folk, hun kendte.
”Støvbold, Roi de Rat, godt at se jer”. Så vendte hun sig mod
Za-Sien, som hun knap nok havde talt med, sidste gang hun havde mødt
dem, og så pludseligt meget seriøs ud. ”Za-Sien” sagde hun ”der
er en, jeg tror, du skal møde”. Og så trådte ikke-Fenrik ind i
rådskammeret. Eller Manwe altså hvis du foretrækker hans rigtige
navn.
Kommentarer
Send en kommentar