torsdag den 19. oktober 2017

Bag Runner 2049 (dvs. Bag of Holding m. Blade Runner, Wise Man's Fear, Hellblazer samt Reaper og Mithril bordrollespils figurer)

Hvem er jeg? Et spørgsmål der mangen en gang gennem menneskehedens historie er blevet stillet såvel af store tænkere som små børn, der vel egentligt også er store tænkere på deres egen måde. Et spørgsmål der samtidigt ofte følges op med gamle klassikere såsom: "Hvor kommer vi fra?", "Hvad er meningen med livet?" og naturligvis "Hvornår bliver George R. R. Martin færdig med the Winds of Winter?". Den slags spørgsmål plager os ofte og vil nok fortsætte med at forfølge menneskeheden resten af vores dage. Det er også den type af spørgsmål, som vi ikke rigtigt kan udforske så meget i vores almindelige liv, men kun gennem historier. Gennem bøger, tv, rollespil, drama, flere bøger og så lige film. Og ja, der er pointe med denne lange introduktion til indlægget. Jeg skal nemlig til at snakke om Blade Runner, både den gamle og den nye, og jeg tænkte, at en ordenlig introduktion var på plads.

Drømmer androide Harrison om en elektrisk Ford?

Som enhver Sci-fi fan eller mediefags lærer sagtens kan fortælle dig, så er Blade Runner en anelse respekteret og faktisk lidt af en anerkendt film. Den slags film som ikke klarede sig særligt godt økonomisk set, da den udkom, men med tiden fik sig en dedikeret "kult" af trofaste fanatikere. For på trods af at filmen måske ikke var den mest adrenalin drevne oplevelse, så var det en tankefuld rejse med masser af visuelle vidundere, flere deprimerende, men behagelige numre på soundtracket og så ellers en masse andre cyberpunk træk. Foruden Harrison Ford i sine unge dage naturligvis.
Alt var mørkt, filosofisk og ellers bare noir, og takket være de interessante spørgsmål, som filmen præsenterede samt en fuldstændigt tosset (på den gode måde) Rutger Hauer, er den som sagt endt med at være rimeligt elsket. Det ville være noget af en underdrivelse at sige, at visse folk tog Blade Runner seriøst. For mange er det filmen over alle film, som alt andet sci-fi eller måske endda underholdning skal sammenlignes med. Personligt kan jeg også godt lide Blade Runner, men jeg vil dog samtidigt sige, at det ikke ligefrem er den type film, jeg kunne se hver dag. Den fylder på sindet og påvirker mine tanker i flere dage efter på samme måde som Rumrejsen 2001. I alt har jeg nok set den tre gange (kun Final Cut), hvor af den tredje gang var i mandags, inden min ven Jakob (om det er en ægte ven? Nej, hvis jeg havde råd til sådan en, så ville jeg nok ikke skrive min blog via google... bare en lille intern Blade Runner vittighed) og jeg tog ind for at se den nye, og hver gang har jeg ladet Blade Runners kølige charme ramme ind over mig som den regn, der evigt og altid plager Deckard i filmen. Udover at være en god film er det nemlig også en oplevelse, men jeg vil nu ikke sige, at jeg hører til blandt Blade Runner eliten. Jeg har som sagt kun set final cut-versionen, og jeg er ikke af den opfattelse, at det nødvendigvis er den absolut bedste film af alle, selvom jeg godt kan lide og værdsætte den.
Alligevel blev jeg nervøs, da jeg læste, at der i år ville komme en efterfølger til denne imponerende klassiker. Blade Runner er en... film for sig, der kan fortolkes på et halvt hundrede forskellige måder både på grund af dens surealistiske træk og bizare karakterer. Den er ikke den slags film, man bare lige sætter sig ned og nyder uden at blive påvirket. Jeg vil heller ikke kalde den for en action film, og det var nok mest der, at jeg frygtede for denne eftefølger med Ryan Gosling i hovedrollen. Reklamerne gav mig nemlig en fornemmelse af, at der ville være mere fart på denne gang, men uanset hvor meget jeg end gruede for filmens skæbne, så var jeg jo trods alt nødt til at se den.
Man har vel en pligt her i livet som blogger og sci-fi fan.
Hvad er der så at sige til filmen, der ifølge så mange umuligt kunne fungere? Altså for det første vil jeg lige bemærke, at jeg havde en smule ondt af instruktøren, selvom han nu nok selv valgte projektet. Da Blade Runner først udkom var det langt fra alle, der kunne lide den, men dens indflydelse og senere fans har sørget for, at det nok er en film, der sent bliver glemt. Den nye er derfor en film, som mange nok ikke var villige til overhovedet at give en chance, hvis jeg skal være helt ærlig. Flere brød sig aldrig om den første til at starte med, andre er for glade for den gamle til at være åbne, og en tredje part forventede at blive mødt af en spændende action-film. Men nok om det, så jeg endeligt kan komme i gang med selve filmen.
Visuelt set så er Blade Runner 2049 en sand fryd, og stilen har den samme tunge, beskidte aura over sig, der præsenterer en trist cyberpunk fremtid, der kun virker alt for realitisk på længere sigt. Masser af neon og regn. På en måde er Blade Runner den omvendte Guardians of the Galaxy på dette punkt, da de begge benytter sig af stærke farver til den samme grad, men med to forskellige formål. I Guardians er man på et eventyr, og der spilles med glade, lettere surealistiske billeder. Her er det også surealitisk på sin vis, men alligevel lidt for virkelighedsnært og som sagt trist. Blade Runners verden er smuk at kigge på, men det er godt nok ikke en, jeg kunne tænke mig at leve i. Samtidigt udvider filmen også en smule på verdenen, men uden at man får en masse unødig information. Der gives lidt om skabelsen af replikanter, og ormene fra den første forklares, samtidigt med at man hører mere om jordens status. Det tager dog ikke for meget fokus fra historien, der ligesom den første fokuserer på en ung blade runner på jagt efter en replikant eller to, imens vedkommende langsomt finder ud af mere om sagen, og en større hemmelighed afslører sig. Der er en masse noir detektiv elementer, og de få action sekvenser, som filmen nu engang har, er langsomme, intense og påvirket af den elektroniske cyberpunk musik. Der er som sagt en god detektiv historie heri, som fuldstændigt kom bag på mig. Til at starte med syntes jeg nemlig den virkede lidt for åbenlys og gennemskuelig, men efterhånden som den udfoldede sig, afslørede den flere uventede sider. Jeg vil ikke sige, at det var den bedste detektiv historie nogensinde eller sådan noget, men for mig kom der et par overraskelser på de rigtige tidspunkter, som vigtigst af alt hjalp historien og understøttede temaet.
Hvad angår historie og tema, så føles 2049 mest af alt som den naturlige efterfølger. Den stiller de relevante spørgsmål, man kan finde i kølvandet på originalens, og så tager den det oprindeligt koncept og udforsker det på en ny måde. Hvor der var mange spørgsmål om Harrison Fords Deckard i den oprindelige, så er Ryan Goslings K mere fastlagt fra starten. Men det er ikke en dårlig ting, for det præsenterer mere konkrete identitetsproblemer for ham, og det ville alligevel være kedeligt at prøve den samme ting to gange i træk. Man føler noget for denne yngre blade runner, og det er virkeligt hans film. Han har sin egen verden omkring sig, som man introduceres til, og i denne leges der med flere interessante temaer, der fungerer som forlængelser til originalen, uden at de gentager for meget. Af denne årsag er det nok også meget godt, at Fords rolle i filmen er begrænset. Han er med i en under en time, men hans scener er velbenyttede og har alle et formål, udover at det selvfølgelig er Harrison Ford, som jo for det meste er en god ting. Filmen er dog ikke helt uden sine problemer, selvom de er mindre. Skurken for eksempel er egentligt meget god og har forståelige motivationer, men Jared Leto (det er ikke en spoiler, at han spiller skurken, bare se på plakaten) har ikke rigtigt særligt meget at lave i filmen. Klimakset er heller ikke helt lige så tosset, som det i originalen, men det er dog intenst, og der står en del på spil. Mere er jeg bange for, at jeg ikke rigtigt kan sige uden at afsløre noget, og bare den mindste smule er desværre for meget. Jeg vil bare afslutte denne anmeldelse med at sige, at filmen klart er en værdig efterfølger, der står på egne ben og gør sin egen ting, imens den vedholder ånden fra den første film. Nogle har kaldt 2049 for lang, noget jeg ikke selv syntes, men det skal dog bemærkes, at jeg heller ikke ville kalde den for den perfekte film. Måske tæt på, men der er nogle små knaster under vejs, der kommer i vejen. Alligevel er det en, der skal ses af sci-fi fans og mediefagslærere, og jeg ser allerede frem til at gense den en gang i fremtiden. Nu frygter jeg bare, at der kommer en tredje film, for selvom denne ikke lægger synderligt op til det, kunne det jo godt ske, og jeg tvivler på, at succes kan slå til tre gange.

The Wise Man's Fear

Så er tiden kommet til en bog igen, nemlig murstensromanen The Wise Man's Fear, en efterfølger til The Name of the Wind, som jeg virkeligt godt kunne lide på trods af bogens få, mindre problemer i forhold til hovedpersonen. Denne længere efterfølger til en allerede rimeligt lang bog fortsætter så ellers, hvor den første slap. Kvothe er stadigvæk på universitetet, hvor han fortsat er i gæld, kommer i problemer med Ambrose, som han trækker sine venner ind i, og ellers bare lever sit liv. Denne del af bogen er nok den mest afslappede, på trods af der nu engang hænder et par ting, og det er dejligt, at den tager sig tiden til at udvide lidt på karakterer og deres forhold. Man kommer for alvor til at tro på venskaberne mellem Kvothe og de andre, og så får begge hans to bedste venner en smule fokus, hvilket også er rart, da det meste indtil da har handlet om hvor rødhårede protagonist og så Denna. Dette er dog kun den første del af bogen, da Kvothe snart rejser ud på eventyr, og man får kapitel efter kapitel af worldbuilding og fjerne, fremmede kulturer.

Her møder man en masse interessante koncepter, der ofte virker bizare eller ligefrem unaturlige, men alligevel præsenteres på en troværdig måde. Man får et bedre indblik i Rothfuss skønne fantasy univers, og det bliver aldrig kedeligt takket være hans velskrevne ord. Dog kan det til tider føles lidt for belejligt, at Kvothe er nødt til at rejse hen til alle disse steder. Historier gennemføres ikke altid helt, før han er nødt til at tage videre, og der er et par elementer og karakterer, der introduceres, men i sidste ende ikke bruges til særligt meget. Overgangen fra mindre eventyr til eventyr er ikke smertefuld eller noget, men den kunne godt være håndteret noget bedre. Det værste ved disse er dog, at man ved lige præcis, hvorfor de er der, og man kan se, at der er en tydelig mening med flere, ja især en, af disse mindre historier, nemlig at Kvothe skal være klar til treeren. Som læsere ved vi, at Kvothe kommer til at blive en legende og en berygtet sværdkæmper, så derfor er han nødt til at bruge tid på at lære det i denne bog. På det punkt i historien er jeg bare lige blevet så fokuseret på et andet plot, at denne nødvendige sidehistorie nærmest kommer i vejen for mig. Den del var nemlig ikke dårligt skrevet, men hele det afsnit var nok alligevel bogens svageste del af to årsager: Den føles lidt for meget som et redskab til at klargøre hovedpersonen til den næste bog, og så tager den fokus og tid væk fra en større historie, som bogen havde brugt så lang tid på at udfolde. Det er egentligt ret trist, da jeg tror, jeg ville have syntes meget mere om denne mindre fortælling om Kvothes "trænings montage", hvis dens placering i bogen havde været mere naturlig. I stedet kommer den i kølvandet på en af de bedste historier og falder så tæt på slutningen, at jeg mere var nervøs for, at bogen ikke ville få tid til at få afsluttet andre plotelementer. I det hele taget har den det med at introducere ting, der ikke altid bliver fulgt op på, men heldigvis er der så meget godt indhold i bogen, at de egentligt ikke betyder helt vildt meget på langt sigt. Det er bare en lang bog (ca. 1100 sider i paperback), og dens struktur gjorde, at jeg kunne lide nogle dele langt mere end andre. Især kapitlerne på kroen, hvor Kvothe skjuler sig og fortæller sin historie senere hen, syntes jeg om sammen med Elodin og hele skov-røver-plottet.

Hvad vor protagonist, Kvothe, angår, så synes jeg samtidigt, at denne bog var en forbedring over den første. Jeg har tidligere kommenteret, at han godt kan være lidt af Mary Sue, altså en karakter der er alt for god til alting og aldrig rammes af konsekvenserne fra sine fejltagelser, men det, tror jeg ikke længere, er den rette betegnelse. Kvothe har ganske vist en umenneskelig hukommelse og læreevne, der til tider kan få ham til at virke utroværdig, men han er også stolt, han kan være sårbar, han kan komme op i det røde felt, og så er det helt tydeligt ud fra kapitlerne, hvor han fortæller sin historie, at noget kommer til at gå helt galt for ham på et tidspunkt. Og jeg kan ikke vente med at finde ud af hvad. Dette betyder desværre bare, at Winds of Winter bliver gjort selskab af The Doors of Stone, som jeg så også må vente på, i Tolkien må vide hvor længe. 

Men fra denne rødhårede musikalske troldmand med sværdkundskaber og videre til den arrogante, men charmerende, trenchcoat bærende svindler af en middelmådig troldmand fra Liverpool, der går under navnet: John Constantine. Det er tid til at snakke om mere Hellblazer.

Bloodlines - Tainted Love - Rake at The Gates of Hell

I disse tre bind i serien forsætter den historie, som påbegyndte i den fremragende Dangerious Habits historie, hvorefter Constantine nu ikke ligefrem er i kridthuset med djævelen efter en sag med en smule svindel og en løftet langefinger. Bloodlines genoptager først, hvad Original Sin gjorde, idet den fortæller om en masse mindre sager, Constantine kommer ud for. Her møder man både hævngerrige spøgelser, triste hedenske juleånder (ja, julen er nu engang en meget gammel sag), gode gammeldavs' dæmoner, medlemmer af den britiske kongelige familie, vampyrer, og så er der mere tid med Johnnys bedste ven og trofaste chaufør Chas, alt imens djævelen begynder at planlægge sin hævn. Dog kan Constantines humør ikke dæmpes, da han i dette bind er glad for første gang i evigheder. Det er også dejligt at se ham i en så uvandt situation, men formålet med det er først og fremmest, at det kommer til at gøre langt mere ondt, når skæbnen nu engang indhenter Constantine og leverer ham hans sædvanlige måltid: smerte, døde venner og intet andet end dårlige valg. Samtidigt fungerer den som build up til bind syv, der nok er blandt mine yndlings i serien indtil videre.

Tainted Love, som det syvende bind hedder, var nemlig den rene fornøjelse på sådan en grufuld, smertefuld og til tider sjov måde. Heri kommer Constantine nok gennem flere af sine værste oplevelser, og det siger ikke så lidt, alt imens han forbereder sig på den uundgåelige krig mod The First of The Fallen altså djævelen, da de af en eller anden grund ikke måtte bruge Lucifer. Karakterer fra tidligere kommer tilbage, nogle mindre historier afsluttes, og Constantine plotter og manipulerer som sædvanligt. Dog får det konsekvenser, da han møder nogle nazister (ja, nazister, ingen dæmoner i den del af historien), og mere vil jeg ikke sige, men det efterfølges med nogle hårde tider for den bandende, meget menneskelige antihelt. Constantine er nemlig ikke den slags antihelt, man kan lide, bare fordi han sej, men snarere fordi han er så forståelig, som jeg har nævnt tidligere. Han begår fejl, masser af dem, og han kan være lidt af en skiderik til tider, men han har også potentialet til at gøre godt. Hellblazer er altid værd at læse på grund af Constantine selv samt den gode dialog og den anderledes måde, hvormed han løser eller undlader at løse et problem, men i Tainted Love er der bare mere end det. Vi starter ud med Constantine på hans højeste, og langsomt mister han alt. Bindet ender så med, at hans krig eller kamp eller hvad pokker, det end bør kaldes, med djævelen kan begynde, og den historie er fremragende, omend forstyrrende og noget for sig.

Derfor er det bare en skam, at det ottende bind Rake at the Gates of Hell starter ud med Damnation's Flame, hvor Constantine vælger at tage en lille ferie i New York, inden han begynder sin strid med djævelen. Denne alt for lange historie har nogle interessante ideer og et enkelt øjeblik af ren "øh hvad?", men ellers føles den bare unødvendigt lang og unødvendig i det hele taget. En gammel karakter bringes tilbage, som jeg egentligt godt kunne have tænkt mig at have set tidligere, men forholdet mellem denne og Constantine må i mellemtiden have udviklet sig, for han er pludseligt ude efter hævn, og halvdelen af tiden forstod jeg ikke rigtigt, hvad meningen med det hele var. Hvilket altsammen er trist, fordi den trækker tid fra Rake at the Gates of Hell, som egentligt burde have været længere. I denne, Garth Ennis sidste, Hellblazer historie står den britiske lurendrejer så endelig over for djævelen, idet både gamle venner og fjender trækkes ind i konflikten. Nogle ting forstod jeg ikke altid årsagen bag, men i sidste ende virkede det meste egentligt meget godt. Der er især en del, hvor Constantine taler med en præst, jeg godt kunne lide, men historien lider nu engang af for kort tid til at få alt fortalt. En hel del af Constantines forberedelse ryger naturligvis ud af vinduet, som det jo skal for at skabe spænding, men det sker lidt for hurtigt, og jeg kunne bare godt have brugt lidt længere tid på at få afsluttet en akt, der nu har fyldt hele fire bind i serien. Det er dog alligevel en interessant slutning, og den er heller ikke dårlig, langt fra, den mangler bare lidt mere plads til at udfolde sig. Den når næsten kun lige at komme i gang, og så er den ellers ovre. De fleste ting får den heldigvis afsluttet, og den har endda plads til lidt mere baggrundshistorie, fordi hvorfor ikke, men ja... jeg kom bare ikke til at føle mig helt mæt.

Lim, maling og nye mærker

Så er der også blevet malet et par bordrollespilsfigurer i denne efterårsferie, men for en gangs skyld er det ikke Games Workshop produkter, der har været fremme. Jeg besluttede mig i sommerferien, da jeg kiggede på internettet efter forskellige figurer, at jeg ville prøve nogle nye værker. Ved den lejlighed kiggede jeg dog fortsat kun efter Ringenes Herre, og det var der, jeg faldt over Mithril, der siden et tidspunkt før filmene har lavet figurer baseret på Tolkiens værker. Dette fandt jeg rimeligt interessant, da GWs figurer næsten udelukkende er baseret på filmene, og selvom de er meget flotte, så kunne jeg godt tænke mig noget variation blandt mine tropper. Desuden er GW ofte ret dyre. Der var så over i købet tilbud hos Mithril, og jeg bestilte et par, jeg godt kunne lide (primært orker). Samtidigt var jeg Dragons Lair i Aarhus for kort tid siden, hvor jeg faldt over nogle Reaper - Bones figurer, der ligeledes er meget billigere end GW, og kort fortalt havde jeg nu nok at male i ferien af andre mærker. Lad os tage et kig på udvalget:
Helt til venstre ser vi de to Reaper figurer. Et genfærd og en stor trold med en kølle (fik jeg nævnt, hvor meget jeg elskede at male trolde?). Disse var rimeligt billige i forhold til andre bordrollespilsfigurer, men desværre er materialet også en anelse blødere end eksempelvis GW (som jo egentligt er det eneste andet, jeg ejer). Det var ikket problem med trolden, da den var så tyk, eller ved spøgelset, men jeg kan godt forestille, at det ikke duer meget til mindre figurer. De tre til højre er så mithril, hvoraf der er to orker og en bjergtrold. Helt specifikt bjergtrolde kongen fra Hobbitten. Personligt kunne jeg faktisk godt lide bjergtroldene i Hobbitten filmene, hvad angår effekterne var de noget af det eneste, der imponerede mig, men deres bjergtrolde konge passede bare ikke ind i min forestilling af ham. Han var alt for stor i forhold til de andre, selvom jeg godt kunne lide stemmen. Denne her derimod er perfekt. Med en fin kappe, et løftet sværd og en smuk pelskrave ligner han bare en, der er støbt til at være konge. Meget mere troværdig. Ellers er der en ork shaman, der bare er perfektion i reneste form med løftet stav, kåbe og maske, og til sidst er der en ork bueskytte, jeg købte med, fordi han kostede ti kroner ved udsalget, og fordi jeg ikke har særligt mange ork bueskytter. Ellers er der ikke noget særligt ved ham. Det skal dog lige bemærkes, at materialet ved shamanen og bjergtrolden er bly, rimeligt gammeldags fordi det sådan rent set kan være giftigt, skulle man komme til at indtage det. De bliver heller ikke produceret længere, men nu er det trods alt heller ikke fordi, at jeg har tænkt mig at spise dem eller at lade små børn lege med dem, så det går nok.
Her ser vi så figurerne i malet udgave samt en jumbobog, fordi Anders And. Der er ikke meget andet at tilføje, end at jeg er meget tilfreds med at have købt dem, og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg ikke, de er blevet så slemme endda. Note til mig selv: Overvej at købe flere figurer fra disse mærker i fremtiden. De er nemlig billigere end GW og egentligt vældigt flotte. 

Nu tænker du måske, at jeg vist nok er begyndt at blive lidt for glad for bordrollespils figurer på det sidste. Til det kan jeg kun svare, at det ikke er noget nyt, men et gammelt behov der er vendt tilbage. Jeg går desuden lidt og leger med tanken om at indføre figurer i Mortlan, når vi spiller bordrollespil. Altså kun til de større kampe, men det kunne være praktisk for at holde styr på alle spillerne, og samtidigt kunne jeg måske lokke en ven eller to ind i hobbbyen på samme tid. Jeg stoppede nemlig i sin tid, fordi ingen rigtigt gad praktisere denne halvdyre interesse sammen med mig, men jeg tror nu engang, at der gemmer sig potentielle ofre blandt mine bordrollespillere.

Især den rødhårede tror jeg ikke, det kræver meget for at omvende... (indsæt ond latter her). Men nej, helt seriøst, så burde jeg nok komme tilbage til mine lektier. Denne lille pause i skrivningen af min fysikaflevering har vist varet for længe nu.

Ups

Sådan da