onsdag den 4. oktober 2017

Dværge #51 Et Spring Ind I Det Nye År

Lige en "lille" note, inden vi når til historien.

Det er nu et godt stykke tid siden, jeg sidst har skrevet på denne længere varende fortælling. 51 afsnit siden jeg påbegyndte serien i en alder af femten år. Noget jeg er meget glad for, at jeg gjorde, for dværge har ofte været mit flugtsted, når så meget andet har presset på i mit liv. Den bog jeg snart har arbejdet på i fem år, den synes jeg også er sjov at arbejde på, det nyder jeg virkeligt, og jeg elsker også at skrive fortællinger fra Mortlan, men dværge er bare noget helt andet. Serien har haft to formål for mig fra begyndelsen: At lade mig øve mig i at skrive og at lade mig have det sjovt med at skrive noget, som til tider/meget ofte kan være fuldtændigt tosset. For lad mig lige være helt ærlig: Dværge er langt ude med skiftende fokus, lamme vittigheder, variende tone og skurke trukket direkte ud fra superhelte historier eller Star Wars. Hvad angår det første punkt så synes jeg i hvert fald selv, at jeg er blevet bedre til at skrive, siden jeg begyndte på serien. Det gør helt ondt for mig at kigge tilbage på de tidlige afsnit nu og se, hvor stift et sprogbrug jeg havde dengang. Ikke for at sige at jeg er fantatisk nu eller noget, men personligt vil jeg mene, at serien har ladet mig forbedre min skrivestil og måske endda (hvem ved) muliggjort min langvarige drøm om en dag at få en bog udgivet.

Nu om dage betyder det dog for det meste, at jeg efterhånden har så mange andre ting at skrive på, at jeg ofte udsætter dværge. Jeg vil gerne færdiggøre den fjerde udgave af Tronen af Træ (min bog som har været fem år undervejs) i løbet af tredje g (25% i øjeblikket af den nyeste udgave), jeg vil gerne i gang med at afholde bordrollespil igen (efter efterårsferien, det lover jeg, mine trofaste spillere), jeg vil gerne skrive videre på Fortællinger (historien om Fredegar og Rosa skal færdiggøres, og så har jeg et par andre ting planlagt), jeg vil gerne have tid til at lave andet end at skrive såsom at læse, at spille live, male bordrollespils figurer og være sammen med mine venner, og så vil jeg gerne kunne passe min skolegang ("SRP is coming", og det bliver langt ondere end en hær af is udøde).

Dog kan jeg ikke forlade Marintra, Faros, Bruntop, Trak og alle de andre nu. Vi er kommet så langt, og jeg har brugt tid på at udtænke plot, og hvor jeg vil føre historien hen. Deri ligger nemlig et andet problem. Da Dværge begyndte var det små, korte afsnit med en relativ simpel historie, som på ingen måde var inspireret af visse tv serier, film og andre bøger, jeg er eller har været fan af. Nu derimod er jeg blevet ambitiøs, og med ca. 49 afsnit tilbage er der et stykke igen. Jeg skylder mine karakterer at færdiggøre historien, og jeg skylder de få personer, der rent faktisk har gidet læse dværge, at få fortalt en ordenlig afslutning. Noget jeg heller ikke bare kan gøre uden videre. Nu er det større plot først gået i gang, og det kan ikke stoppes, før vi er igennem Mechai Oprøret, Den Politisk Kamp og Et Par Mindre Historier. Heldgivis har dværge stadig to friheder, som Tronen af Træ og Fortællinger ikke har: 1) Jeg behøver ikke rette det igennem hundrede gange, for dværges udgangspunkt i kvalitet er ikke svær at leve op til og 2) Jeg kan fortsætte med den samme elendige humor, jeg har haft siden starten.

Så hvis du har fulgt med i dværge enten fra den smertefulde begyndelse (bare drop de første 20afsnit, hvis de er for meget, så vigtige er de ikke) eller fra et senere og forhåbentligt bedre punkt, så takker jeg dig, og jeg lover, at denne historie nok skal fortsætte og vil ende en dag, uanset hvor mange pauser jeg så end bliver nødt til at tage undervejs.


#51 Et Spring Ind I Det Nye År

Den 29. Qos 1076AA, nytårsaftensdag, tidligt om morgenen
Elverkvindens øjenlåg fløj op, og hun holdt med besvær en voldsom rysten inde, imens hendes skræmte blik var rettet mod det mørke træloft... træloft? Hvor var hun dog henne? En gru lagde sig over hende med følelsen af en kold hånd, der lukkede sig om hendes hjerte, indtil det bristede og blev til et tusinde små stykker is. Elverkvinden tog en dyb indånding og så endnu én, imens hendes ben helt af sig selv kravlede op til hendes brystkasse, så hun kom til at ligge i skrædderstilling. Det er ikke cellen, hviskede en stemme i hendes hoved. Selvfølgelig er det ikke det, svarede hun den irriteret igen. Det kan jeg da selv se, din... din... din middelmådige observatør. Av, sagde stemmen og blev så tavs. I stedet krøb stilhed tilbage i sindet på hende, en ulidelig intethed som kun kunne blive brudt af flere åndssvage tanker. Men der kom ingen.

Sådan lå hun længe uden at røre sig. Gik der mon minutter eller timer? Det vidste hun ikke. Alt hun vidste var, at den krybende og kravlende stilhed til sidst blev for meget for hende. Hun var nødt til at give lyd fra sig. Nødt til at larme. Til at skrige. Vent! Kaldte stemmen fra før dog, før hun kunne nå at gøre nogen af disse ting. Find ud af, hvor du er først. Mon du overhovedet er bevogtet i øjeblikket. Dette kunne være din chance. Din eneste chance for at komme væk. Komme væk? Ideen virkede fjern for hende, ja nærmest fremmed eller uforståelig. Sidste gang jeg forsøgte, mindede hun stemmen om, blev jeg fanget. Hans hænder... brændende som ild, og staffen... smertefuld som en fakkel. Men ser du ham måske nogen steder, hva? Spurgte stemmen, nu nærmest bedende, nej tiggende. Kom nu. Tag dig sammen. Hvis du har muligheden for at komme væk nu, og du ikke tager den... Det vil jeg aldrig kunne tilgive dig for. Det ville du aldrig kunne tilgive dig selv for, og det ved jeg. Elverkvinden sukkede lydløst. Stemmen havde ret. For Herroth da også, det havde den sgu, og hvis hun forspildte en mulighed på grund af frygt...

Uden yderligere tøven kom hun elegant på benene, præcis som en kat, og med vagtsomme øjne betragtede hun lokalet. Det lod til at være et lille soveværelse, og da elverkvinden kiggede ned, opdagede hun, at hun lå i en seng. En rigtig seng. Hun kunne ikke erindre, hvor længe siden det sidst havde været. Men netop som hun overvejede dette, og fjerne, behagelige minder svævede rundt i udkanten af hendes bevidsthed, bemærkede hun noget andet, der skræmte hende. Hun var ikke alene i sengen. Uden at værdige den fremmede et ekstra blik, hoppede hun ned fra sengen, greb instinktivt en læderomsvunden daggert på sengebordet og stormede så frem mod det åbne vindue, hvorfra hun kunne høre og lugte livet fra gaden udenfor. Friheden ventede forude, og hun tog springet uden at kigge efter. Men netop som elverkvinden forlod soveværelset, vågnede sengens anden ejer op, og den lille mørkhårede dværg satte sig først forvirret, så skræmt op. ”Tsyseria!” kaldte Marintra efter elverkvinden, idet hun sprang op fra sengen.

Samtidigt nedenunder, i kælderen hos Smedens Datter
”Duk dig, højre, højre, stik, venstre” instruerede Faros, imens han skiftevis angreb med træsværdet og undveg sin modstanders træk. ”Hold nu op med det der!” beklagede Tugy sig irriteret. ”Hvorfor gør du det?”. ”Det er svært, ikke sandt” svarede den gamle kriger hende igen med et lusket smil. ”At handle når man har først fået en kommando. I stedet for at lægge en plan selv, tvinges man ind i en ramme, og hjernen lader som regel kun to muligheder være tilbage. Man kan gøre, som der bliver sagt, eller man kan gøre det præcis modsatte”. Han markerede blidt på siden af hendes ribben med træsværdet og undgik samtidigt hendes modangreb. ”Man har ikke lyst til at følge kommandoen, det er jo tydeligvis dumt. Så ved modstanderen, hvad man har tænkt sig. Hop, parrer, hug, højere, venstre, venstre, højre. På den anden side så kunne det modsatte også være en fælde, tænker man. Hvis han nu ved, at jeg ikke vil følge instruksen. Hvis han nu ikke regner med det”. Træklingerne mødtes i luften, Tugy med sin fulde styrke bag sit hug og Faros med kun en andel af sin. ”Det er en labyrint” fortalte han, imens de stod der, ansigt til ansigt. ”Og når man først har forvitret sit sind derind, så finder man aldrig ud igen. Kampen er ikke kun noget, der foregår her i denne virkelighed. Den udkæmpes også herinde”. Han prikkede to gange på Tugys pande med sin ene pegefinger, imens han kun holdt sværdet med sin ene hånd, og hun snerrede arrigt ad ham. ”Derfor skal man undgå labyrinten helt. Vær opmærksom, men lad dig ikke distrahere, når du kæmper”. ”Faktisk” tilføjede han med et nyt smil ”så er det nok et godt råd sådan helt generelt”. Tugy fnøs og dukkede sig så for at placere en knytnæve i maven på Faros, idet hun helt gav slip på sværdet. Dette kom bag på den skæggede kriger, og han stønnede smertefuldt, dog uden at vige. I stedet vendte han straks træsværdet ned mod hende, men det skete et halvt sekund for langsomt. ”Og hvad så nu?” spurgte Faros hæst, da hun rejste sig op flere meter fra ham. ”Du har mistet dit sværd og for hvad? At få mig til at tie stille”. Et provokerende smil spillede sig Tugys læber, og hun trak på skuldrene. ”Dine ord, ikke mine” lo hun. ”Men ja... du var sgu begyndt at gå mig på nerverne. Ved Bæstet da også, du ævler bare løs, når du først er gået i gang, gør du ikke?”. Faros rynkede brynene over kommentaren, men nåede ikke at komme med noget velovervejet svar, da Marintra pludseligt trådte ind i hulen. ”Har I set Tsyseria?” spurgte hun bekymret.

Braldirborg Slot
Goblingen gav et kort, næsten usynligt buk fra sig, da Runa trådte ude fra sit værelse. ”Godmorgen” hilste han kortfattet. ”Man kan have lov at håbe” svarede den gravide enke, lettere underholdt over vagtens opførsel. ”En stor dag bliver det i hvert fald” sukkede hun. ”I nat begynder et nyt år, og kun guderne kan vide, hvad det må bringe med sig”. ”Nye tider... eller de samme?” mumlede goblingen tankefuldt med et hævet øjebryn. ”Lige præcis” afgjorde hun og vendte så blikket ned mod gangens anden ende. ”Skal vi?” foreslog hun, og vagten nikkede. Hun var i dagens anledning klædt i en kobberfarvet kjole, imens han bar en sin sædvanlige læderrustning og ved siderne havde sine trofaste daggerter. ”Du lader til at være en mand af få ord, Trak” bemærkede Runa, imens de gik. ”Hvis det er fordi, du er bange for at sige noget, så slap endelig af. Personligt foretrækker jeg mine livvagter livlige, eller i hvert fald sådan at jeg kan føre en samtale med dem”. ”Hvis jeg kun har få ord, så er det fordi, jeg ikke ved, hvilke der er passende” indrømmede goblingen. ”Jeg er ikke særligt vandt til hoflivet”. ”Det var jeg heller ikke indtil for to år siden, hvor jeg blev gift med Mågens” svarede Runa ham. ”I Mugball er alt det her anderledes, ser du. Der er slet ikke den samme...”. ”Illusion?” foreslog Trak, hvilket Runa til at smile. ”Ja” fnøs hun. ”Det er kynisk måde at se på det, men ja. Hvor jeg kommer fra, er man praktisk anlagt. Hele det her rænkespil har vi hverken råd eller tid til. Det måtte jeg lære, da jeg kom til Zrulf. Derfor tænkte jeg egentligt, at det ville være fornøjeligt at have en anden udlænding ved min side, som heller ikke var vandt til alt det her. Måske endda en ærlig person. Ikke for at sige at jeg er helt uden venner ved hoffet, men de er alle charlataner, strateger og politiker, der ser verden som én stor slagmark”. ”Undskyld mig” sagde Trak med så megen høflighed, han kunne mønstre. ”Men hvorfor fortæller du mig egentligt alt det her bare uden videre? Jeg har kun arbejdet for dig i ganske kort tid”. ”Tja” sukkede Runa. ”Måske er jeg bare ensom. Måske synes jeg, at du virker som en troværdig mand. Eller måske er det en fælde, idet jeg allerede nu har regnet ud, at du er en spion for Hertug Rothil. Det er ikke til at vide, er det vel?”. Trak fnøs. ”Sikke en køn verden du lever i”. ”I sandhed” nikkede Runa med et smil. ”Men nok om mig, hvis du insisterer. Fortæl mig i stedet noget om dig selv. Tjarn nævnte for mig, at du tidligere har arbejdet som vagt. Jeg kan næsten gætte mig selv til, at det ikke har været på et hof, medmindre du altså er en spion for Rothil”. ”Byvagt” svarede Trak uden at uddybe. ”'Ingen er så forbandede'” sagde Runa sagte, og goblingen fnøs endnu en gang. ”Et hårdt liv, ja” sagde han. ”Og ofte et utaknemmeligt et af slagen ligeså”. ”Noget af at skridt opad i så fald” bemærkede Runa. ”Ganske beundringsværdigt ville nogle nok kalde det for og heller ikke helt dårligt, hvad angår forholdene. Jeg kan i hvert fald forestille mig, at sengekvaliteten og maden er anelse bedre”. ”Tja” sagde Trak overvejende. ”De to områder er måske en lille smule mere komfortable her, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg langt mere bange på hoffet, end jeg nogensinde var på gaden. Kroslagsmål, tyve og knive i mørke gyder, det har jeg forstand på. Politik og snigmordere derimod. Der ser man de sande rædsler”. ”Et klogt valg af frygt” svarede enken bifaldende.

Tilbage på Smedens Datter, i kælderen
Det snaskede vand boblede fredsommeligt, og alkymisten mærkede et gab trænge sig på, da den blide aroma af damp nåede hans næsebor. Men Bruntop måtte ikke falde i staver nu, og han rystede søvnen af sig. Ikke at den pludselige trang til en lur var en dårlig ting, da den nemlig beviste, at hans sovemiddel virkede efter hensigten. ”Godt at se” mumlede alkymisten til sig selv. ”Længe siden sidst”. ”Hvad er længe siden?”. Bruntop vendte sig om og fik til sin overraskelse øje på Bella, der var kommet ned i kælderen. ”Hvordan?” spurgte han lettere mistænksomt. Heksens øjne funklede, og hun aede blidt broxaen på sin skulder. ”Troede du virkeligt, at en skjult dør ville kunne stoppe mig? Den slags har vi altså også i Itrildar”. Dette svar beroligede dog ikke alkymisten, og han trådte forsigtigt et skridt nærmere hende med vagtsomt blik. Endelig gik det op for heksen, hvad han tænkte, og hendes mund formede en tynd streg. ”På den måde” sagde hun forstående. ”Jeg skulle altså have spurgt først, før jeg gik ned i jeres lille hemmelige 'skjulehule'”. Dette havde Bruntop ikke noget svar på. ”Bare rolig” sukkede heksen en anelse stødt. ”Jeg skal nok gå igen, hvis du ikke stoler på mig. Ellers kan jeg også gå tilbage til mit værelse, men det var dig selv, som sagde, at jeg ikke var jeres fange”. ”Det er du heller ikke” udbrød Bruntop, før han kunne nå at overveje sit svar, og han blev straks en smule rød i hovedet. ”Undskyld... ville ikke hentyde den slags. Så længe du ikke piller ved nogen af Faros eller Marintras sager, går det nok. Mine sager kan klare det, hvis er forsigtig”.

Bella smilede, denne gang uden at skjule det, og hun trådte så ind i Bruntops lille værksted, hvor hun gav sig til at betragte den kogende kedel. ”Hvad brygger man så her, hvis man må have lov at spørge?”. Før alkymisten kunne nå at svare, faldt hendes blik på den åbne krukke med tørrede drømmeblade. ”Sovemiddel” gættede hun sig til. ”Enten det eller også har du den samme mærkelige smag i te som min faster”. ”Ikke te” svarede Bruntop, og heksen nikkede. ”Er det så til ham elveren med dødsblikket? Den Ensomme Skygges søn?” spurgte hun. ”Han ser ellers ud som en, der godt kunne bruge noget til at sove bedre om natten med de rander, han har under øjnene. Ganske forståeligt egentligt”. ”Ikke til Manwe” svarede Bruntop. ”Noget andet”. Da elverens navn blev nævnt, mistede Bella straks den lille smule farve, hun havde fået i kinderne. ”Manwe” gentog hun. ”Sønnen er altså opkaldt efter faderen...”. Før Bruntop kunne nå at svare, sluttede en tredje sig dog til dem i kælderen, nemlig Regin.

”Bruntop” kaldte kroværten, da han trådte ind i værkstedet. ”Hvordan går det med sovemidlet? De har ikke fundet Tsyseria endnu, men...”. Dværgen frøs på stedet, da han fik øje på Bella, og hans øjne knep sig mistænksomt sammen. ”Hvad laver hun hernede?” spurgte han høfligt, men fjendtligt. ”Kedede sig” svarede Bruntop, der atter var blevet en lille smule rød i hovedet. ”Manglede nok selskab”. ”Jeg er sikker på, at du kan finde bedre selskab, Bruntop” svarede Regin ham. ”Den slags som ikke truer folk i mørke gyder midt om natten...”. Han tav, da han indså, hvad han lige havde sagt, og gav sig til at ændre på sine ord. ”Altså måske ikke helt” tilføjede han ”men i hvert fald nogen som ikke har gjort det ved mig... var min pointe”. ”Ikke mig” svarede Bruntop. ”Hun var ensom”. ”Fundet Tsyseria?” spurgte Bella skarpt, idet hun ignorerede kroværtens nag og alkymistens kommentar. ”Hvad er der sket?”. ”Ikke noget der vedrører dig” svarede Regin hende igen og sendte samtidigt alvorlige blikke til alkymisten. ”Nej, det var ikke sådan...” begyndte heksen, men tav så. ”Jeg mener” forsøgte hun på ny. ”Altså hvis I har brug for at finde hende... I leder Tsyseria, men kan ikke finde hende. Hun er et sted i byen, kan jeg altså konkludere, og I har brug for hjælp. Min hjælp”. ”Hvorfor skulle vi have brug for din hjælp?” fnøs Regin. ”Eller overhovedet stole på den?”. ”Fordi” svarede heksen og klappede samtidigt broxaen på sin skulder. ”Jeg har denne. Hvis I leder efter nogen i en by så stor som Braldirborg, kan jeg love dig for, at du ønsker et ekstra sæt øjne i luften. Det var sådan, jeg fandt dig dengang i Platnir”. Regin blev en anelse paf og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, imens han vreden i hans kinder kun voksede. Dog besad kroværten nu alligevel en vis fornuft. ”Fint!” snerrede han fyrigt og vinkede Bella med sig. ”Kom så”. Hun gjorde, som der blev sagt, dog med et sejrrigt smil på læberne. ”Kommer du Bruntop?” kaldte Regin, da hun næsten var nået ud af kælderen. ”Lige et øjeblik” sagde alkymisten, idet han fyldte flere flasker samt en lille sprøjte op med det nu færdige sovemiddel. ”Hov” mumlede Regin så pludseligt og tabte helt tråden. ”Der var faktisk en ting til... nåh jov”. Frem fra sin bæltetaske fremdrog han en mørk konvolut, som han lagde i hænderne på alkymisten. ”Brev til dig her i morges. Glemte det helt i alt postyret”. ”Tak” svarede Bruntop, der straks genkendte håndskriften, som havde nedfældet adressen. ”Kigger på det senere”. Uden yderligere ord skyndte de sig ellers af sted for at slutte sig til de andre, imens Bruntop knugede brevet til sig og forsøgte med al sin viljestyrke ikke at tænke nærmere over det. Men det var en svær sag, for brevet var nemlig fra hans moder og gamle lærermester, som han ikke havde hørt noget fra i mange år. Overprofessor Hylda, olddværgenes leder.

Samme aften, andetsteds i byen
”Noget nyt?” spurgte Marintra desperat, men Faros rystede blot på hovedet. Det lykkedes kun lige præcis for hende at holde sin vrede inde og undlade at sparke til den nærmeste væg. ”Egern møg” hviskede hun i stedet og bed sig i underlæben. Ganske forsigtigt bevægede den rødskæggede kriger sig nærmere, og da han talte, var det med stor vagtsomhed. ”Jeg troede” sagde han blidt ”at hun var begyndt at få det bedre. I løbet af de sidste par uger har hun været fuld af liv og munterhed”. ”Præcis” svarede Marintra ham igen. ”Jeg håbede det samme. Der er intet i hele denne verden, jeg ønsker mig mere, end at hun skal få det godt igen, men...”. Dværgens blik formørkedes. ”Lige siden snigmorderen” vrissede hun vredt og sendte samtidigt et rødt blik mod nord, hvor byens slot lå. ”Ved du, hvad han vovede at bede mig om?” spurgte hun så. ”Den selvvigtige dyndorm, Tjarn. Han spurgte, om Tsyseria ikke kunne vogte over hende Mågens' enke”. Faros rynkede panden. ”Det har du ikke nævnt tidligere” bemærkede han. ”Nej” sukkede Marintra ”det har jeg ikke... prøv engang at forestille dig, hvad Nattergal ville tænke, hvis jeg fortalte hende, at jeg sagde nej. Hun ville føle sig holdt tilbage og tænke, at jeg var overbeskyttende”. Marintra gav en lavmælt, glædesløs latter fra sig. ”Overbeskyttende. Jeg har kun lige fået hende tilbage, og hun tror, at alt er ved det gamle igen. At hun bare lige kan springe tilbage i dette liv igen...”. Hun tav pludseligt, da hun indså sit eget dårlige ordvalg. ”Kom nu” bød Faros ind med et venligt smil. ”Lad os nu bare komme videre og finde hende. Tidligere spion eller ej, så må hun dukke op på et eller andet tidspunkt”.

Han var lige i nærheden, Tsyseria kunne mærke det. Mærke hans arrogante, provokerende blik. Mærke hans flammende hænder og de tunge metalkæder, han havde sat hende i. Hun kunne umuligt undslippe ham. Aldrig nogensinde. Men han er ikke her nogen steder, insisterede stemmen i hendes hoved. Den evigt irriterende og for altid plagende stemme, der opførte sig som om, den vidste bedre end hende. Du er sluppet væk, fortsatte den, dette er ikke skibet. Det er en by. En stor, kaotisk, levende by. Men hvilken en? Burde du ikke hellere tage og finde ud af det? Tsyseria forsøgte igen at ignorere stemmen, men den konstante nagen gik ikke væk, før hun handlede, det havde hun erfaret. Med tungt hoved listede hun sig så op til en fremmed dværg, der stod i siden af gaden, hvor han var ved at hamre et skilt fast. Tsyseria prikkede ham forsigtigt på skuldrene, og dværgen sprang i vejret af chok. Han bandede på et fremmed sprog og vendte sig så om mod hende med anklagende øjne. ”Hvad skulle det til for?” forlangte han at få at vide. ”Undskyld” hviskede Tsyseria, idet hun betragtede den fremmede dværg. Hans træk var sydlige, hans hud mørk, og under sin flade tud havde han et kæmpestort overskæg. Samtidigt så dværgen hende an. Han skævede først lidt betænksomt ved hendes nattøj, men frøs så fast på stedet, da han lagde mærke til daggerten ved hendes side. ”Hvor er jeg?” spurgte hun høfligt. ”I en lille gyde ved siden af Skt. Laust Stræde” lød det forskræmte svar. Denne information hjalp ikke Tsyseria på nogen måde, men før hun kunne nå at stille et opfølgende spørgsmål, dukkede en ny skikkelse op et stykke bag dværgen. En skikkelse hun straks genkendte. ”Rugbert” hviskede hun skrækslagent, og før den fremmede dværg kunne nå at se, hvad der havde påvirket hende sådan, var hun forsvundet. ”Hvad handlede det nu om, Didgo?” spurgte hans kollega, en skaldet mand, der dog ikke var en pyromantiker, og som heller aldrig havde sat fødderne i Frangica. ”Aner det ikke” svarede Didrik-Dolgo og trak så på skuldrene. ”Og hvis jeg skal være helt ærlig, så gider jeg egentligt heller ikke vide det”.

Marintra blev ramt af mange forskellige følelser ved synet af Bella, der sammen med Bruntop og Regin sluttede sig til dem. Hverken Za-Sien, Manwe eller Tugy havde fundet noget nyt, men det kunne jo være, at heksen havde vist sig at være nyttig. ”Jeg kan se hende” fortalte Bella ganske rigtigt til Marintras fryd. ”Se hende?” spurgte Manwe mistroisk. ”Hvad mener du med, at du kan se hende? Du kigger jo på os”. Men det gjorde hun nu alligevel ikke, som hendes slørede øjne afslørede. Hun kiggede nemlig gennem sin sjælebundne broxa, fra et punkt højt oppe over byen. ”Hun er kun et lille stykke herfra” fortsatte heksen. ”Hvis vi skynder os, kan vi måske nå at indhente hende”.


Han var fulgt efter hende siden mødet med den fremmede dværg. Det havde været en fejl at stoppe op, det forstod hun nu. Bare bevæg dig, indtil solen går ned, sådan havde hendes plan lydt, men den var nu umuliggjort. Rugbert var lige i hælene på hende, og der var ingen mulighed for flugt. Du løj over for mig, anklagede hun stemmen i sit hoved, men for en gangs skyld sagde den ikke noget. ”Tsyseria” hørte hun ham kalde. ”Vent”. Men hun gjorde ikke, som der blev sagt. I stedet satte hun i løb og flygtede ned til højre, som hun havde gjort det så mange gange tidligere, men det viste sig denne gang at være en blindgyde, ikke endnu en flugtvej. ”Nej, nej, nej” hviskede hun til sig selv, idet hun placerede ryggen mod muren og løftede daggerten op for at beskytte sig selv. ”Tsyseria” kaldte stemmen endnu en gang, og Rugbert var nu kun få meter fra hende. ”Det er bare mig”. Men hun gjorde ikke, som der blev sagt. Ikke igen. Ikke tilbage til Charybdis og fangekælderen. Så hellere dø. Kniven blev peget mod den hadede pyromantiker, og for første gang kiggede hun ordenligt på våbnet i sin hånd. ”Tsyseria?”. Det var Hugtand, hendes Hugtand. Hendes fars gamle daggert. Den havde hun ikke set siden... siden Elementernes By... men den havde Blækblink da? ”Nattergal?” kaldte stemmen, men den tilhørte nu ikke længere Rugbert. I stedet så hun Marintra for sit blik, og Tsyserias krop slappede helt af. Daggerten faldt fra hendes hånd og ramte gaden med et ”klank”. ”Blækblink?” hviskede hun med genkendelse i stemmen og blev så omfavnet af den lille dværgkvinde. ”Det er mig, ja” trøstede Marintra hende grådkvalt. ”Du er hos mig. Du er hjemme igen. Husker du det ikke?”.

Første Afsnit        Forrige Afsnit                                                                              Næste Afsnit