mandag den 18. december 2017

SRP Bag of Holding (The Last Jedi, Shadow of War, Critical Mass, DM of the Rings og Styx: Shards of Darkness)

Så er vi ved at være godt inde i december, og jeg tror, at vi allesammen udmærket ved, hvad det betyder. Star Wars... hov vent, hvad siger du? Betydet det faktisk SRP... som jeg skal aflevere om to dage. Hvorfor pokker er jeg så ikke travlt optaget af at arbejde på den i stedet for at sidde og skrive et blogindlæg? Tja, det skal du da ikke spørge mig om. Til benægtelses-mobilen!!!

Nå, hvor kom jeg fra? Star Wars, der var det, for hvad kunne være vigtigere her i denne tid. Det eneste jeg behøver at fokusere på i denne tid er at skrive på min blog... og måske også lige en smule videre på den bog, jeg så længe har arbejdet på. Faktisk skal jeg i gang med at skrive et kapitel udelukkende fra skurkenes synsvinkel, så det glæder jeg mig til. Ellers hvad vigtige ting, der skal skrives, angår, så kunne jeg jo begynde på det vintersolhvervs bordrollespils scenarie, jeg skal afholde. Var det ikke det hele? Det tror jeg da. Nå... Star Wars.

The Last Jedi

Endnu en gang er det december, og endnu en gang betyder december en ny Star Wars film. I går aftes var jeg så inde for at se forsættelsen i den nye triologi, og for en gangs skyld var det ikke alt for længe efter alle andre. I år forsøgte jeg også at gøre alt, hvad jeg kunne for at undgå trailere, da jeg ikke ønskede at få noget som helst afsløret. Med undtagelse fra nogle få sekunder af Kylo Ren, der stod og så intens ud, lykkedes det også mere eller mindre for mig. I modsætning til sidste år igen ved The Force Awakens, hvor jeg havde overhørt en rimeligt stor spoiler, anede jeg altså næsten intet om plottet. Hvilket jeg er ganske glad for, da der var en hel del af gode sager at finde the Last Jedi. Der var flere, inklusiv mig selv, som frygtede, at den ville komme til at blive lidt for meget som the Empire Strikes Back, men det syntes jeg ikke var tilfældet, når man først var kommet ind i filmen. Plottet var på mange måder overraskende, og det udviklede sig i nye retninger indenfor Star Wars universet, så det var meget spændende at prøve noget lidt andet i en historie, der trods alt er ved at have nogle film på sig.

Det skal dog også siges, at filmen til tider kunne være en smule følelsesmæssigt manipulerende, på den gode måde altså. Man forventer, at en ting kommer til at ske, hvorefter filmen gør præcis det modsatte. Ikke for at sige at den afhænger udelukkende af chock effekten, for så chockerende er de fleste ting nu heller ikke, når man overvejer dem bagefter, men den spiller nu alligevel en vigtig rolle i the Last Jedis struktur. Jeg ved heller ikke helt, om jeg vil sige, at den gentager sig selv, men den benytter i hvert fald "vildspors" teknikken nok gange til, at det kan bemærkes. Bagefter sad jeg lidt og overvejede halvt fascineret, hvordan filmen gjorde det og slap afsted med det, men jeg er samtidigt nået frem til, at havde den gjort det en gang til, ville det have været for meget. Som sagt er det heller ikke alt, filmen indeholder. Der er nemlig også rimeligt af andre former for overraskelser undervejs som sammen med de sædvanligvis smukke planeter, spændende rumskibskampe, John Williams musik og de religiøse rumtroldmænd udgør en solid film og et vigtigt kapitel i Star Wars historien. Om det er den bedste film i sagaen, som nogle har sagt, ved jeg ikke. Der var nogle ting, jeg havde håbet på at se, som slet ikke blev udforsket, men samtidigt tilbød the Last Jedi mig noget, jeg ikke havde forventet, som jeg dog alligevel fandt ud af, at serien havde brug for. Men det er svært at sige særligt meget mere om filmen uden at gå ind i plottet, så det vil jeg undlade og blot ende med at konkludere, at jeg sagtens kan anbefale den.

Nå, nu da det er ovre, er der vist noget andet, jeg burde få skrevet... nemlig om flere ting i dette blogindlæg. 

Tolkien Fanfiction - Shadow of War

Nu er det ganske rigtigt et lille stykke tid siden, at Middle-Earth - Shadow of War udkom, men jeg er først nået frem til at anmelde det nu, så tja...

Så hvad er der at sige om efterfølgeren til 2014s rimeligt succesfulde action-fantasy spil placeret i Tolkiens Midgård? For det første så er Shadow of War langt langt større. Jeg tror, at selve spilverdenen er omtrent fire-fem gange så stor, samtidigt med at historien er en hel del længere. Desuden fylder spillet også alt for, mere end 100GB tror jeg faktisk. Det er en smule tosset, hvordan at et relativt simpelt spil pludseligt er vokset til sådant et uhyre, som Shadow of War er. På nogle punkter er det også lidt en skam, for Shadow of War lider af det samme, som så mange andre større spil lider af nu om dage. De skal allesammen være helt vildt store, både hvad spilverden, historie og indhold angår. Man praler med, hvor mange timer det tager at gennemføre ens spil, og jeg synes ærligttalt, at det er en skam. For når alle spil begynder at skulle se sådan ud, bliver det kvantitet over kvalitet. Ikke alle spil kan være Witcher III. Det var præcis det samme, der var galt med Mass Effect - Andromeda. Der skal simpelthen være så meget indhold, at der ikke er tid til at virkeligt at finpudse de bedste dele, og ærligttalt så ender der altid være så meget unødvendigt fyld, som jeg bare ikke orker at gennemføre.
Mine yndlingsspil er ofte dem, jeg kan gennemføre på forholdsvis kort tid, men som jeg har genspillet utallige gange, fordi de har prioriteret godt indhold over meget indhold. Jeg vil også vædde med, at hvis man skar halvdelen af indholdet væk fra Shadow of War, alt fedtet så at sige, og havde fokuseret lidt mere på de dele, der virkeligt virkede, så ville resultatet være et dobbelt så godt spil. For sagen er nemlig den, at der er godt indhold i Shadow of War, en helt masse af det faktisk, men det er ofte begravet under en masse unødvendigt pjat og så mange gentagelser, at sjove oplevelser med tiden bliver dødkedelige. Tag for eksempel forterobringerne i spillet. Til at starte med syntes jeg de var sjove, fordi de havde så megen fart på og så mange ting, der skete på samme tid. Men efterhånden som jeg kom igennem spillet og skulle indtage flere og flere fæstninger, begyndte charmen lidt at falme. Det var ikke længere nødvendigt for mig at bruge så lang tid på forberedelser, og orkerne i slagene begyndte at blive fremmede for mig, hvor jeg tidligere havde mødt gamle fjender, som jeg havde kæmpet mod flere gange forinden. Hvis spillet nu havde sat tempoet bare en lille smule ned ved belejringerne, men til gengæld haft færre af dem, lad os nu sige, hvis de tilføjede belejringstårne, katapulter og konstruktion af disse, så tror jeg, at jeg havde husket hver af dem bedre i sidste ende. De var virkeligt sjove, som de var, men de kunne have været fantastiske. Det samme gælder orkerne, der ligesom i det første spil er styret og reguleret af det interessante nemesis system, som denne gang er blevet udvidet med trolde. Disse orker og trolde er virkeligt et af de bedste elementer i spillet, men desværre er det kun i begyndelsen, at man virkeligt får tid til at lære dem at kende. Senere går det så hurtigt, at man næsten ikke engang når at opfange deres navne, og der begynder at komme så mange gentagelser af de samme arketyper og navne, at det hele flyder sammen. Man vil bare gerne videre i spillet, og for at gøre det skal man måske igennem 50-60 orkkaptajner. Et lidt langsommere system med flere muligheder ville have gjort meget.
Nu skal jeg selvfølgelig ikke forlange alt for meget. Det drejer sig naturligvis om tilfældigt computergenerede orker, ikke A Song of Ice and Fire skurke. For selve orkerne og deres programmører skal nemlig have deres velfortjente ros. Hvis det ikke havde været for dem, så tvivler jeg virkeligt på, at Shadow of Mordor overhovedet havde været succesfuldt nok til at få en toer. I det hele taget er orkerne og troldene bare den bedste del af spillet, også i historien. De passer ikke altid ind med Tolkiens lore, men de er altid udstyret med ca. 300% mere personlighed end menneskene til stede. For igen er de rimeligt kedelige. Altså Talion er en smule bedre med måske et eller to interessante øjeblikke, men udover orkerne så har man virkeligt kun Celebrimbors aggresive sarkasme til at lade sig underholde. Ligeledes falder historien rimeligt meget sammen under sin egen vægt. Spillet prøver på at gøre sytten forskellige ting på samme tid, uden rigtigt at finde ud af, hvordan den skal håndtere balancen eller Tolkiens univers. Når man ser et interview med folkene bag spillet, så fornemmer man også, hvor glade de er for Ringenes Herre, og hvor meget de gerne vil bidrage til den verden selv, men de lader samtidigt til ikke rigtigt at forstå hvorfor, den fungerer. Jeg er sikker på, at de har haft rigitigt sjovt med at lave spillet, og der er naturligvis også et par sjove eller måske ligefrem halvseje øjeblikke, men det bliver aldrig "episk", som de ellers kalder det for.

Sagen er nemlig den, at episk ikke betyder drager, genfærd, eksplosioner og enorme kampe. Hvis noget skal være episk, så skal det først og fremmest indeholde en god historie, og selv hvis folkene bag spillet i hvert fald lader til at have fat i et par gode ideer, så ligger deres fokus nu alligevel først og fremmest i underholdningsværdien. Tolkiens univers er ikke episk, fordi der er balrogger, troldmænd, drager, trolde og onde, smykkeentusiastiske fyrster i høje tårne. Det er episk, fordi det fortæller en historie om noget, der er større end karakterer i den. Fordi det fortæller noget universielt om godt og ondt og om det almenes menneske kamp for at overkomme livets udfordringer.

Desuden så har Tolkiens rigtige univers i modsætning til dette spil en spændende lore og baggrundshistorie, der giver mening...

Undskyld.

Det var jeg bare lige nødt til at komme ud med. 

Nå, nu da jeg har fået min indre Tolkien fan mættet (Shelob giver ikke mening i spillet, og heksekongen er ligeledes virkeligt irriterende), kan jeg med ro i sindet få afsluttet min anmeldelse. Kort fortalt så er Shadow of War en sjov oplevlese, men man skal igennem en masse unødvendigt indhold for at komme frem til de gode dele nogle gange. Hvad historien angår, så er der faktisk interessante ideer undervejs og faktisk en yderst udmærket sidehistorie (ud af måske fire desværre), men det er ikke meget mere end en sjæleløs Tolkien fanfiction. Prikker man lidt til den, finder man måske en smule liv, men den er rimeligt tilfreds med bare at smide kompromiret mytologi, store slag og alt for snakkesagelig ringånder efter en. God oplevelse som helhed, men ikke en jeg kommer til genopleve ligesom det første spil, da det ville tage alt for lang tid.

Hellblazer - Critical og DM of the Rings

Så inden vi når til det sidste element i denne bag of holding (endnu et computerspil, må jeg skuffe de mere litteære læsere med), vil jeg lige smide et enkelt Hellblazer album ind samt en anden tegneserie. Jeg blev nemlig færdig med vol. 9 for halvanden uge, tror jeg nok, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte komme ind på det her, før jeg glemte alt om det. Egentligt havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke ville gå i gang med dette album, før jeg var færdig med at læse Sarum (som jeg har kæmpet med siden september), men ligesom med min SRP holdt jeg ikke helt løftet til mig selv. Ups. Jeg ved det, jeg ved det. Hvad er der sket med alle de mange bøger, jeg plejede at læse? Hvorfor er jeg pludseligt begyndt at læse så mange tegneserier? Jeg skammer mig ærligttalt en lille smule over det, men jeg har bare ikke haft så meget tid til at få læst her i efteråret/december. Enten det eller også har jeg været doven. Tegneserier er dejligt nemme har jeg fundet ud af, men de slår nu alligevel ikke god gammeldags romaner, og så snart jeg får juleferie, skal Sarum nok komme til at smage støvet... på min bogreol, fordi jeg bliver færdig med den og sætter bogen tilbage. Nå, men Hellblazer. Så albummet er lidt en mærkelig sag, da den egentligt udgøres af to længere historier. Den første, hvis navn jeg ikke erindrer, så lad os bare kalde den for "den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus", og så Critical Mass historien. "Den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus" er den med dæmonkatten, spøgelserne og den mærkelige virus, og det faktum, at jeg ikke husker meget mere, bør næsten fortælle dig, hvad jeg syntes om den. Den var vel meget fin, tror jeg, men historien var en lille smule mærkelig, syntes jeg, og det var desværre på den forkerte måde. Critical Mass derimod var en påformindelse om, hvorfor jeg er blevet så glad for Hellblazer. I den historie fornæmrer Constantine en masse folk, han forsøger på desperat vis at løse de problemer, han er havnet i, og så møder han nogle mytologiske skabninger. Den var fyldt med humor, deprimerende skikkelser, creapy skurke og så naturligvis John Constantine, som trods alt er 70% af årsagerne til, at man skal læse Hellblazer.

Den anden tegneserie er internetserien: DM of the Rings, som på humorristisk vis genfortæller Ringenes Herre, hvis det havde været en bordrollespilskampagne... en fuldstændigt elendig bordrollespilskampagne. Den har en masse interne vittigheder bundet til enten bordrollespil, Tolkiens univers og naturligvis Monty Python, og den er egentligt bare den rene fornøjelse at læse.
Jeg fandt den egentligt halvtilfældigt, imens jeg havde hørt lidt om den tidligere, og så kom jeg til at læse det hele fordelt ud over en eftermiddag og den efterfølgende aften (tog mig vist 2-3 timer). Da jeg først var gået i gang, var det svært at stoppe, og heldigvis kunne den findes på Goodsreads bagefter, så den tæller med i min udfordring for... bøger, jeg skal have læst i år. Ja, jeg skammer mig lidt over det, men jeg fortryder ikke at have læst den... (indsæt suk her)... jeg burde komme i gang med at læse lidt mere igen... og skrive og alt for meget andet. Sarum skal bare lige besejres først.

Nå, hvis nogen skulle være interesserede, så efterlader jeg her et link til tegneserien.

https://www.shamusyoung.com/twentysidedtale/?p=612

Nå, så må jeg hellere komme videre til den vigtige ting, der begynder med S. S... S... hvad var det nu. Nå jov, Styx - Shards of Darkness.

Styx - Shards of Darkness

Igen drejer det sig om en efterfølger til et andet spil, denne gang 2014 gobling simulator Styx - Shards of Darkness. Shards of Darkness fortsætter så historien om den lille evigt bandende, evigt rav-hungrenede gobling med en serie af besværlige missioner, hvor man ligesom i forgængeren forsigtigt sniger sig fremad og bare håber på ikke at blive opdaget. Det er også ligesom som forængeren et sjovt spil, omend udfordrende, med velstrukturerede baner og en dejligt samling værktøjer til spillerens rådighed, man kan benytte sig af for at gennemføre dem. Det er dog også et frustrerende spil til tider, og det tog mig mange måneder (måske endda ni-ti styks er jeg bange for), hvor jeg i korte intervaller vendte tilbage til spillet hver tredje måned efter at have siddet fast, før jeg endeligt gennemførte det i november.
Med nogle få ændringer, visse for det bedre, visse for det værre, så er det mere eller mindr den samme oplevelse som etteren. Det er stadigvæk sjovt at snige sig rundt, selv hvis det til tider kan være frusterende, og på den postive side er grafikken blevet meget bedre, og der er ikke nær så mange bugs og tekniske problemer. Historien er dog en smule svagere denne gang. Altså etteren var ikke noget mesterværk på det punkt, men den var simpel, ligefrem og havde et godt plottwist til sidst. Denne gang virker det til, at spillet ønsker at vise meget mere, men samtidigt virker det aldrig som om, man ser nok eller rettere sagt det rigtige til at bekymre sig særligt meget om situationen. For eksempel er der en mission, hvor man skal håndtere nogle forrædere, der har stukket Styx i ryggen, men som spilleren har man bare aldrig mødt disse individer før, kun den organisation de er medlemmer af, og missionen føles derfor hul og meningsløs. Der er også andre tidspunkter, hvor man begynder at tænke over, hvad Styxs motivation overhovedet har været i denne situation, og selvom en forklaring ofte følger senere hen, så er det bare strukturet på en ueffektiv måde. Selve Styx er også fortsat en fornuftig protagonist, men jeg tror nu alligevel, at han var bedre i etterne. Jeg tror, at studiet bag spillet hørte, hvor meget folk kunne lide ham, når han var sjov, så i dette spil prøver han ofte alt for meget. Han har stadigvæk gode vittigheder, men flere er bare referencer til overlegne historier, og der behøver altså ikke være en vittighed hver fjerde sekund, især ikke hvis kun halvdelen af dem duer til noget. Det værste er næsten, når man skal lytte til de samme kedelige vittigheder flere gange, som spillet nogle gange tvinger en til. Styx spiller dog stadigvæk sin rolle som hovedperson fint nok, men han føles bare for meget en del af tiden. Skulle der komme en treer, så har studiet altså brug for at finde en balance til ham, og når de er i gang med det, så skal de også lige sørge for, at hans motivationer bliver lidt klarere.
Hvad angår personerne rundt om Styx, så synes jeg dog, at toeren var etteren overlegen. Det er nok primært, fordi jeg ikke kan huske nogen personer fra det første spil, hvorimod der her var flere, som i hvert fald var visuelt og plotmæssigt mere interessante. De fik ikke altid en helt masse udviklig, og der er langt igen til stærke karakterer, men det hjalp, at Styx havde andre at interreagere med end papfigurerne fra etteren. Nu synes jeg dog, at jeg har fået det til at lyde, som om jeg ikke kunne lide spillet. Det er ikke rigtigt. Jeg nød det, og jeg er glad for, at jeg fik spillet det, men jeg tror, at jeg venter på en tilbudspris, skulle der engang komme en treer.

Nå. NU er det så tid. Jeg er ked af det, men jeg vil gerne fremsætte en ERKLÆRING! Det gør mig ondt at måtte bekendtgøre, at - selv om et bag of holding indlæg er en alt for kort tid at leve blandt jer - er dette SLUTNINGEN. Jeg går min vej. Jeg forlader jer NU. FARVEL!
Han steg ned og frosvandt. Man så et blændende lysglimt, og alle læserne blinkede. Da de lukkede øjnene op igen, var Fantasy Nørden ikke at se nogen steder. Et hundrede og fireogfyrre himmelfaldne læsere sad målløse tilbage. Unge Jakob Stoltenhår tog fødderne ned fra bordet, spiste en smule rugbrød stumper og stampede. Så blev der dødstille, indtil pludseligt hver eneste onkel, mentiqaner, fjerne slægtning, gamle ven fra rollespil og klassekammerat efter flere dybe indåndinger begyndte at snakke i munden på de andre.

SRPen havde taget ham, og han ville ikke vende tilbage, før den var overstået.