torsdag den 28. december 2017

Fortællinger fra Mortlan #26 Kragesønnens Medgift

#26 Kragesønnens Medgift

”Få legender er så omstridte og varierede, men dog mangfoldige og udspredte som dem om Kragekonen. Alle lande i Mortlan har hørt hendes navn og oplevet hendes tilstedeværelse på et eller andet tidspunkt gennem tiderne, om det værende omtalt i en sang, fremtrædende i en lokal fortælling eller ligefrem skjult som et af landets dødelige borgere. Denne gamle, men magtfulde kvinde har et utal af navne deriblandt: Moderheksen, Den Mørke Fjer, Moniems Skygge (Central Mortlan), Den Kloge Kone, Nephthys (Syden) og Fala (Det Vestlige Vildnis).”


Fortæller: Carina le Fey
Periode: Udbredt folkeeventyr fra ca. 205AA
Placering: Ukendt oprindelse

Hvad ved du rent faktisk om hekse? Er du blandt dem, der ser dem som intet andet end vildmarken og afkrogenes magikere og alkymister? Eller opfatter du dem som sortekunstnere, som plagebringere og måske endda som ondskabsbørn? Uanset hvad så tager du fejl. På samme tid er vi nemlig både begge dele og ingen af dem. At være en af os, en af de sande hekse, betyder mere end som så. Heks er ikke betegnelsen for et erhverv eller besidderen af en hemmelig magisk evne. Det betyder en af heksene, en af vort folk, hvad enten man så er en magiker eller ej. Vi er på den samme tid børn af naturen, af visdom og af mørket, men det betyder ikke, at vi foragter lyset, eller at vi tjener dæmoner. Vi lever i mange af verdens afkroge, selvom der selvfølgelig er flest i Tågelandet, på Natteøerne og Itrildar, men vi er ét folk, blot delt i mange stammer, og vi er af Mortlan og har været her længe. Og selvom der er mange af os, som besidder magiens gave eller har kundskab til alkymi og ånder, så er det vores kultur og vore skikke, der definerer os.

Det er samtidigt svært at sige, hvem der egentligt er skyld i alle disse fordomme. På den ene side har jeg ikke meget til overs for ignorante narhoveder med deres selvretfærdige anklager og handlinger i ”godhedens” navn. Men jeg ved også godt, at vi selv bærer en del af skylden. Mange af os nyder det omdømme, vi har, da det for det meste lader os leve i fred blandt vores egne. Det er heller ikke fordi, at der ingen er iblandt os, som faktisk er skyldige i nogle af de anklager, der er blevet fremlagt. Jeg har da kendt mere end en halvsnes ”sortekunstnere”, eller nekromantikere som nu de rent faktisk hedder, og blodmagikere blandt mit folk, og der har endda været en slægtning eller to. Jeg vil dog i samme forbindelse dog påminde dig om, at vi godt nok ikke er de eneste, og at andre magikere har været skyldige i mindst lige så slemme forbrydelser. Desuden er det heller ikke min opfattelse, at en bestemt form for farlig magi nødvendigvis bør være ond af natur, så længe den håndteres korrekt, og det er ikke min intention at retfærdiggøre denne holdning overfor nogen som helst, selv hvis Magiens Vogtere ikke er enige.

Men hvis der er en ting, vi i det mindste kan blive enige om, så er det, at der findes én heks, som rent faktisk fortjener al frygten og alle fordommene, og det er Kragekonen. Man siger, at ingen ved noget om hende, men personligt er der nu to ting, jeg ikke er i tvivl om: For det første så ved jeg, at hun er en rigtig heks eller i hvert fald har været det på et eller andet tidspunkt. For det andet så ved jeg, at hun betyder ondskab, og at verden ville være et bedre sted uden hende. De fleste af fordommene mod vores folk stammer fra hende og er blevet spredt gennem en af de mange fortællinger, hun optræder i, hvad enten det har været en sang, en saga eller et eventyr. Tag bare ”Kragesønnens Medgift” som et eksempel.

Der var engang en konge, som havde næsten alt, hvad man kunne ønske sig i livet. Et godt hjem, trofaste tjenere, et fornuftigt overskud, glade venner, mad på bordet og en elskværdig hustru, som han bedårede mere end alt andet i hele verden. Han manglede dog den endelige krone på værket, som ville gøre ham til den lykkeligeste mand, man kunne forestille sig. Det var dog desværre den ene ting, som fik resten af hans liv til at virke usikkert og midlertidigt, og som forhindrede ham i at nyde, hvad han havde om sig. Den gode konge manglede nemlig en arving.

I mange år havde kongen og dronningen forsøgt sig, men alt, der var kommet ud af det, havde været tre dødsfødte sønner, og de var begyndt at give op. Begge nærmede sig en alder, hvor det at få børn virkede nærmest umuligt, og blandt kongens landsmænd begyndte flere nu at kigge mod tronen og forestille sig, hvem der ville komme til at arve den. Der blev hvisket på kongens hof og i hans by, og til sidst gik han til sine rådgivere efter svar. Fra nær og fjern blev læger, alkymister og troldmænd tilkaldt, men selvom mange kom med løfter, var der i sidste ende ingen, som havde en løsning på kongens problem. Men da den sidste af de vise lærde forlod kongens slot, trådte en ydmyg kvaksalver i stedet frem for kongen. Ingen kunne rigtigt huske, hvornår han var ankommet, men han havde været der i månedsvis, vidste man, for alle de dygtige læger og troldmænd havde ofte gjort nar af ham, imens han stod og ventede på sin tur til at blive præsenteret for kongen. Den gamle kvaksalver ville nok heller aldrig have fået et ord med kongen, hvis ikke alle de andre til sidst var blevet smidt på porten, og kongens tjenere desperat havde trukket ham med indenfor, da deres hersker kaldte på at få den næste læge fremvist.

Men da det så endelig blev kvaksalverens tur til at stå foran kongen, hverken bukkede eller præsenterede han sig selv. Da man spurgte ham hvorfor, svarede han blot, at han var en gammel mand med en dårlig ryg, og at hvem, han var, ikke betød noget. ”Jeg kommer ikke for at kurere dig, konge” fortalte kvaksalveren ham efterfølgende. ”Det går udover mine ydmyge kundskaber, det kunne selv de tosser, dine rådgivere havde tilkaldt, se. Derimod er jeg kommet for at rådgive dig, hvis du ellers ønsker det. Jeg kan nemlig fortælle dig, hvem der faktisk er i stand til at løse dit problem”. Dette svar kom noget bag på både kongen og rådgiverne, men selv om de var en smule mistænksomme, så var de samtidigt nysgerrige og så ikke i øjeblikket ikke andre muligheder. Derfor spurgte de den gamle kvaksalver, hvad han skulle have for denne information. Nogle af dem tog ham nemlig for en bedrager, som kun var ude efter penge, og derfor kom svaret bag på dem. ”Det er ikke noget, du kan købe dig til, konge” lød det. ”For navnet er nemlig noget, jeg bringer til dig som en gave. I mange år har jeg boet i dette land, og selvom vi aldrig før har mødt hinanden, konge, så gør det os til landsmænd. Derfor har jeg ondt af dig, da jeg ved, hvad plager dig, og mener, at ingen i verden bør trække det barnløse lod, medmindre selveste skæbnen og gudernes vilje skulle stå imod det. Hør nu på mig, min landsmand, og så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre, og hvem du må opsøge.

Du skal gå ind i den gamle skov mod øst og vandre ad den krogede sti, indtil du kommer til en lille, åben lysning. Her vil du sætte dig og vente, og på et tidspunkt vil en mørk krage lande foran dig. Den må du ikke jage væk eller gøre noget ved. Om du drager ind i skoven på egen hånd, det bestemmer du selv, konge, men først når du er alene med kragen, vil den så føre dig til den person, du søger. Hun vil nemlig kun ønske dit selvskab, og du vil ikke modtage hendes, hvis du ikke er villig til at udvise en smule tillid. Denne kvinde er løsningen på dit problem, men jeg advarerer dig, for hun kan samtidigt være begyndelsen på et nyt. Vær på agt overfor hende, men vis samtidigt respekt, og sørg for at forstå hendes aftale. Hun vil nemlig i modsætning til mig ønske noget til gengæld, og uanset hvad du forsøger dig, så skal hun nok få det”.

Med disse ord vendte kvaksalveren sig om, og han forlod kongen og alle rådgiverene forundrede og tankefulde. Nogle mente endnu, at den gamle mand havde været en svindler, men kongen troede på, at manden havde ønsket at hjælpe ham. Derfor valgte han også den næste dag at arrangere en jagt i den gamle skov mod øst, hvor han sammen med sit følge begyndte på den krogede sti og ellers arbejdede sig ind mod midten i løbet af dagen. Omkring middagstid nåede selvsskabet også som forudsagt en lille, men åben lysning, hvor kongen besluttede sig for, at de ville tage et lille hvil. Mad blev fundet frem, og imens jagtselvskabet spiste, dukkede en mørk krage som lovet op og landede foran kongen. En jæger ville til drive den bort, men kongen forbød det, da han kunne se på fuglen, at den ønskede noget med ham. ”Er du kommet for at vise mig til hende, som har en løsning på mit problem?” spurgte kongen den, og straks fløj fuglen hen mellem nogle nære træer, hvor han nu fik øje på en mørk sti, der ikke tidligere havde været der.

Derfor beordrede kongen straks sine folk, at de måtte videre, og han skulle til at lede dem ad stien, da han opdagede, at den var borte, og det samme var kragen. Skuffet drog han så videre med jagtselvskabet, imens han forbandede sig selv for ikke at have fulgt kvaksalverens ord. Selvfølgelig gik det ikke an, at han tog selvskabet med hen for at besøge denne kvinde, hvis hun kun ville tale med ham. I stedet fortsatte kongen så jagten i mange timer, og da det endnu en gang blev tid til at holde rast, valgte han en anden plads til størstedelen af jægerne, imens han kun med sin væbner og sin bedste ven tog tilbage til den forrige. Endnu en gang dukkede kragen op efter en lille ventetid, men denne gang tøvede kongen, før han rejste sig op, da han allerede havde på fornemmelsen, hvad der ville komme til at ske. Efter en smule tid lykkedes det ham dog at komme på benene, men da han så kiggede på den mørke sti, der ligesom kragen var dukket op igen, fejlede hans mod ham. Han kaldte på væbneren og vennen, men akkurat som før forsvandt både fugl og sti af dette, og fortvivlet måtte kongen genoptage sin jagt.

Den varede resten af dagen, og da der ikke var nogen grund til at holde yderligere rast i skoven, satte de kort før solnedgang kursen tilbage mod vest og mod skovens udgang. En efter en forlod de så træernes voksende skygger, og snart var kongen den eneste, som ikke havde forladt den gamle skov. Han stod usikkert på skellet, for inderst inde vidste han godt, at han kun ville få denne ene chance, og da kongens følge kaldte på ham, vendte han i stedet om og red hurtigt tilbage ind i skoven, hvor ingen kunne følge efter. Det tog ham ikke længe at finde den efterhånden velkendte lysning, hvor han for tredje satte sig til at vente. Men denne gang dukkede kragen ikke op kort efter. Solen gik ned, og mørket omgav snart kongen, men han ventede, for han ville ikke miste denne sidste mulighed. Fra træerne omkring lysningen syntes han at høre sultne rovdyr, og fra tid til anden så han mærkeligt forvredne skikkelser af uhyrer og magiske skabninger, som hørte til i mørket og her i natten var blevet til jægerne. Men kongen holdt ud, selv da han efter lang tids venten begyndte at høre sine folk kalde på sig fra vest, og da lyden var kommet ganske nær, og kongen frøs fra top til tå, sad han endnu og ventede tålmodigt. Til sidst blev hans tålmodighed også belønnet, da kragen viste sig for ham en tredje og sidste gang.

Denne gang fulgte han den uden tøven, og uden noget ønske om selvskab tog han den mørke sti mellem træerne, der lukkede sig bag ham, så snart han var trådt ud fra lysningen. Skyggerne omgav og omfavnede ham, men han fulgte efter kragen, og takket være den forvildede han ikke sig bort og forsvandt for evigt, sådan som nogle har gjort det i det mørke tomrum. Imens kongen gik, forsøgte han at tænke sagen igennem og holde styr på tid og retning, men han indså snart, at ingen af delene gav nogen mening for ham. Hvor end han så var, så herskeder der ingen forståelige regler, og da kragen så til sidst stoppede op, vidste han ikke, om han var gået i et øjeblik eller resten af natten. Alt, han forstod, var, at han lidt længere fremme kunne se en lille træhytte, og at det var her, han var ment til at være.

Kongen trådte frem mod hytten, men døren åbnede sig, allerede før han nåede at banke på. Forsigtigt gik han så indenfor, da hans angst fra tidligere nu var vendt tilbage, og da han nåede indenfor og fik øje på den, han søgte, kom han endnu en gang i tvivl. Han havde naturligvis hørt om hende forinden. Længe før kvaksalveren havde fortalt, hvordan han skulle finde hende. Men aldrig havde han forestillet sig, at han ville komme til hende efter hjælp, og ingen af hans rådgivere havde så meget som overvejet at nævne. For alle vidste jo trods alt, at Kragekonen ikke fandtes.

”Vær hilset, o konge” hilste hun dog, da han den nat stod ansigt til ansigt med hendes sære, mørke skikkelse. ”Jeg har ventet dig i nogen tid efterhånden og havde ærligtalt håbet på, at du ville være kommet tidligere. Men du kom trods alt, og jeg vil nu alligevel lade det gælde for noget. Så fortæl mig da: Hvad er det, du ønsker fra mig?”.

”Jeg ønsker mig en søn, som kan arve mit kongerige” svarede kongen med ord, der krævede alt hans mod og al hans styrke. Han var nu engang en konge, og han ville opføre sig som en. ”Du skal nok blive rigeligt belønnet, hvis du kan hjælpe mig med at opnå en”.

”Hmmm…” svarede Kragekonen med en kaglen, og det lavede en rædsom lyd, da hun slog sine kløer mod et bord. En lyd som alene var lige med at tage det sidste mod fra kongen. ”En søn, en søn, en søn. Selvfølgelig ønsker du en søn, min gode konge. Men en søn kan jeg ikke skaffe dig. Tre gange har skæbnen nægtet dig en, og derfor er det nu ikke længere muligt. Var du kommet til mig tidligere, kunne jeg have fundet ud af noget, men selveste skæbnen kan hverken jeg eller guderne gå imod. Sådan er det bare”.

Dette svar skuffede kongen, men han vidste godt, at der var en anden udvej. ”En datter” sagde han. ”Hvis du kan skaffe mig en datter i stedet, vil du også blive rigeligt belønnet. Det lover jeg dig”.
”Ja” svarede Kragekonen, og hun nikkede til sig selv, idet hun begyndte at rode sine flasker og kedler igennem. ”Jeg kan brygge dig et middel, som vil hjælpe dig denne ene gang, og din hustru vil give liv til en datter. Men først må du give mig dit ord på, at du vil betale mig, hvad jeg kræver”.
”Du fremsiger bare din pris” sagde kongen lettet, da han vidste, at hans skattekammer alligevel indeholdte mere end rigeligt. ”Bronze, sølv, guld, natrina, magiske sten. Hvad end du ønsker, skal jeg nok levere”.

”Men du misforstår, min gode konge” lød Kragekonens svar. ”For min pris kommer hverken til at være i metaller, ædle sten eller andre genstande. Jeg har brug for en aftale, ser du. Et løfte. Den skønne datter som din hustru om ni måneder vil bringe til verden, hun vil gennem sin opvækst og barndom bringe meget liv og megen lykke med sig, og alle vil elske hende. Men hun vil voksne op og blive en kvinde, og en skønne dag vil tiden komme for hende til at ægte og finde sig en mand, som du finder værdig. Mange af dine venners sønner vil spørge om hendes hånd, men du må afvise dem alle. Først når jeg sender min søn til dig, må du lade hende gifte sig, og gennem deres ægteskab vil dit barn blive min svigerdatter, og min søn vil blive din”.

”Du ønsker, at din egen søn en dag skal sidde på min tro” sagde kongen ligeud, og selve tanken forfærdede ham. ”Opdrag ham, som du vil, når han kommer til dig” svarede Kragekonen på dette. ”Giv ham dit navn, hvis du vil. Træn ham til at blive en retfærdig og god hersker som du selv, hvis det er dit ønske. Men tag ham til dig, og vent på hans ankomst. På denne måde vil din efterfølger have min beskyttelse, og dit kongerige vil vinde sig en allieret i mig fremover. Dette er mit krav, hvis jeg skal løse dit problem, o konge. Ellers får du ingen børn, og du kan få lov til at se dit rige styrte sammen i en blodig borgerkrig”.

Da kongen ikke så nogen anden udvej og desuden vidste, at hun talte sandt, accepterede han Kragekonens handel, og hun rakte ham en gul mikstur i en lille krystalflaske. Den skulle kongen og dronningen så dele, når han vendte hjem til sit slot, og takket være miksturen ville deres ønske om et barn gå i opfyldelse. Uden yderligere snak tog kongen så lettet, men samtidigt tung om hjertet afsked med Kragekonen, og fuglen fra tidligere fulgte ham tilbage gennem skyggerne og mørket.
Det var så blevet morgen, da kongen endelig nåede tilbage til skoven, hvor han fandt sine bekymrede jagtkammerater. De havde søgt hele natten af frygt for, hvad der kunne være hændt ham, men til deres overraskelse var kongen både munter og livlig, da de stødte på ham. Forventningsfuldt og ivrigt skyndte han sig hjem til sin hustru, hvor de delte miksturen som fortalt, og som ved et mirakel kunne hoflægerne nogle få måneder senere konstatere, at dronningen var gravid. Al kongens gamle tvivl og frygt forsvandt med det samme, og for første gange i mange år kunne han nu nyde det gode liv, han havde omkring sig. Hans hjem kom til at virke mere hyggeligt end nogensinde, hans tjenere syntes at være muntere, overskuddet syntes nu at have et formål, hans venner delte hans lykke, hans mad smagte så meget bedre, og hans kærlighed til dronningen gjorde det umulige og voksede dag for dag.

Ni måneder efter jagten kom hans datter så til verden, og det var den smukkeste pige, man nogensinde havde set på de kanter. Hun kom til at blive hele kongerigets hjertenskær, og alle elskede hende, præcis som det var blevet lovet. Dette blev den lykkeliggeste tid i kongens liv, og for hvert år der gik, voksede datteren sammen med hendes skønhed, og hver gang hun lærte noget nyt, blev han mere stolt af hende. Hun var snart et livligt barn, som løb rundt i alle slottets korridorer med den samme kraft som en af selveste vindguderne, men selv når hun ødelagde noget, elskede alle hende for det. Dernærst blev hun en dygtig elev hos hoffets undervisere, og hun lærte hurtigt at skrive og læse så godt som nogen af kongens tjenere. Til sidst blev hun dog en ung voksen og en rigtig prinsesse, og kongen vidste, at tiden snart måtte være inde, selv hvis han forsøgte at trække den ud år for år. Det nåede dog sin ende, da kongen en sen aften blev mødt af en velkendt skikkelse på slottet. ”Det er tid” fortalte Kragekonen ham. ”De kommer snart, hver og en af dem. Alle kongerigets unge mænd ønsker din datter til ægte, men husk nu, hvad du lovede mig. Min søn blev også blive sendt, og du vil komme til at møde ham inden længe. Vent på ham, for kun han kan ægte din smukke datter”. Med disse ord forsvandt Kragekonen, og kongen mødte hende aldrig igen.

Allerede den næste dag gik hendes ord dog allerede i opfyldelse, da et større følge kom til syne foran slottets port. Der var mange tilsyneladende tilfældige skikkelser fra forskellige dele af landet, men alle som én var de kommet med det samme formål. ”Jeg bringer bud og gaver fra øst” fortalte en ung og beskidt svinedreng kongen, da han fremviste en flok grise til ham. ”Disse tilhører nu Dem, min konge, da de er en gave fra en håbefuld bejler, som er blevet betaget af Deres yndefulde datter”. Før svinedrengen kunne nå at tale ud, begyndte den næste i rækken at præsentere sin herres sag, idet han knælede og løftede et sværd smedet med magiske runer. ”Jeg tjener en rig og ærefuld prins fra nord, som ønsker at skænke dig denne klinge” sagde tjeneren, hvis klæder var simple, men elegante. ”Han vil selv ankomme om nogle få dage med flere gaver”. Dette fik kongen til at smile, da den nordlige hersker var en gammel ven og trofast allieret. Man kunne næppe tænke sig en bedre ægtemand til hans datter. Men hans glæde forsvandt, da den næste i rækken trådte frem, og han blev påmindet om sit løfte. Denne tjeners udseende fik ham nemlig til at tænke på Kragekonen, da han bar mørke, dystre klæder og desuden talte med tunge, alvorsfulde ord. ”Min herre er en prins af syden” sagde tjeneren, og for kongen præsenterede han et sort skjold. ”Jeg bringer denne gave samt bud om, at han vil være hos dig om ganske få dage”. Med disse ord trådte den mørke tjener indenfor, og kongen blev efterladt med dystre tanker, men ingen tid havde han til dem, for adskillige andre tjenere stod stadigvæk og ventede.

Sådan fortsatte det hele dagen, og først ved aftenstide var alle gaverne blevet bragt indenfor på slottet. Om dem samledes kongen, dronningen og prinsessen, idet de så dem igennem og forsøgte at holde styr på navnene af de mange friere, der alle havde lovet at komme til slottet inden for ganske kort tid. ”Disse første gaver er blevet skænket til mig og kongeriget som et tegn på respekt” fortalte kongen dem. ”Men inden længe vil det være din tur, min skønne datter, og du vil være omgivet af disse fremmede mænd langvejsfra”. ”Hvoraf vi vil vælge den bedste til dig” konkluderede dronningen, og prinsessen smilede lykkeligt. Så lykkeligt at det gav kongen dårlig samvittighed.

Ikke mange dage efter dukkede de første bejlere op med deres følger, og snart var slottet fyldt med alverdens adelssønner, mægtige krigere, trabadurer og rige handelsmænd. For hver dag der gik, syntes stedet at blive mere livligt og mere proppet, men ingen af de mange gæster så i denne tid noget til prinsessen. Kun kongen og dronningen tog høfligt imod dem, men ingen løfter blev givet, og ikke så meget som et kortvarigt glimt blev set af den eftertragtede unge kvinde, de alle var kommet så langt for at møde og gøre kur til. Hver evig eneste dag var der en, som spurgte kongen, hvornår de ville få muligheden for selv at møde hans skønne datter. Til dette faste spørgsmål havde kongen det samme faste svar. ”Prinsessen vil ikke vise sig, før jeg er sikker på at have mødt en værdig mand i blandt jer”,

Men i virkeligheden var kongen i en dyb dyb tvivl, da han på den ene side ønskede at opholde sin aftale, samtidigt med at han gerne ville finde en fornuftig ægtemand til sin elskede datter. Derfor var han evigt og altid i dårligt humør, og hver gang han gik gennem gårdspladsen, skyndte han sig bort, før svinedrengen eller andre tjenere kunne nå at indhente ham og fortælle om deres herreres kærlighed til prinsessen.

Til sidst ankom så de to mest afventede bejlere af dem alle; nemlig prinsen af norden og prinsen af syden. De red side om side ind i slotsgården, og dette syn fik kun deres kontraster til at virke endnu tydeligere. Den nordlige prins, der som sagt var søn af kongens gamle ven, var høj og muskuløs som en ægte kriger. Hans hår var gyldent, hans træk ædle, og han fremførte sig selv med værdigheden af en ægte prins. Nej, en konge. Synet af hans skikkelse fik alle til at smile og vækkede latter hos selv den mest triste sjæl. Den sydlige prins derimod var krumrygget og senet. Hans hår var mørkt, hans træk gustne, og han fremførte sig til gengæld på mistroisk vis som en med bedrag i sinde. Synet af hans skikkelse fik alle til at gyse og vækkede frygt hos selv den braveste sjæl. Alt ved hans væsen mindede kongen om besøget hos Kragekonen, og han var ikke et eneste øjeblik i tvivl om, at han var den søn, der var blevet lovet.

Sammen med resten af bejlerne førte kongen så disse prinser til sin storsal, hvor de alle opholdt sig i mange dage, så han kunne blive sikker i sin sag af, hvem han skulle vælge som svigersøn og arving. For hver dag der gik blev han dermed mere sikker på, at den sydlige prins betød forbandelser, krager og råddenhed, imens den nordlige prins måtte betyde velstand, retfærdighed og godhed. Og denne konklusion fik ham i sidste ende til at tage en alvorlig beslutning.

Imens alt dette stod på, sad prinsessen mutters alene i sit tårnværelse med kun en enkelt kammerpige til selvskab. Længe havde hun drømt om sit bryllup og om den mand, hun skulle ægte, så da bejlerne endelig ankom, og hun blev nægtet at møde dem, var hun ganske utilfreds. Hvad, hun ikke vidste, var naturligvis, at kongen havde holdt hende fra bejlerne så længe, da han ikke ønskede, at kragesønnen skulle have en chance for at møde hende og udøve trolddom på hans elskede datter.

Dag for dag ventede prinsessen tålmodigt, men da der fortsat intet svar kom, valgte hun til sidst selv at opsøge svarene. Med sin skrækslagne kammerpige på slæb forklædte hun sig som en tjenerske, og forsigtigt sneg hun sig igennem slottet for til sidst at nå frem til storsalens indgang. Her tøvede hun dog, da hun vidste, at hendes far ville genkende hende og blive vred, men før hun nåede at tage en beslutning, blev hun genkendt af en anden, som hun dog aldrig i sit liv havde set før. Det var svinedrengen, som mangen en nat havde betragtet hendes smukke skikkelse fra svinestalden, da hun længselsfuldt havde kigget ud af et vindue fra tårnet i håbet om at finde ud af, hvordan tingene stod til. For at undgå at komme i klemme indviede hun straks svinedrengen i sine gøremål og forbød ham at nævne dem for andre samt at hjælpe hende med at komme uset rundt på slottet. Til hendes overraskelse tilbød han dog mere end bare, hvad hun krævede. ”Lad mig være dine øjne og ører” sagde svinedrengen. ”Jeg serverer for bejlerne hver eneste dag, og jeg ser mangt og meget. Hvis du vil mødes med mig hver dag i min hytte, så kan jeg berette for dig alt, hvad der er hændt i storsalen i dagens løb”.

Lykkeligt takkede prinsessen ja til dette tilbud, og sådan begyndte en månedlang rutine. Hver dag spionerede svinedrengen for hende, og hver dag rapportede han det tilbage, da de sammen sad og spiste i hans hytte. Men efterhånden som tiden gik, begyndte nyhederne bare at blive kedelig for hende, for alt hendes fader og bejlerne tilsyneladende talte om var politik, handel og tvekampe. For prinsessen virkede der ikke til at være megen forskel fra den nordlige prins til den sydlige, da hun intet for alvor vidste om dem, og efterhånden begyndte selvskabet i stedet at blive årsagen til hendes mange besøg. For i svinedrengen fandt hun en reel person, hun kunne tale med, som ikke gemte sig bag adelige titler og store godser. Han var virkelig, og han var villig til at tale med hende hver eneste dag, og dette kom langsomt til at blive af større interesse for prinsessen end, hvad de bejlere egentligt lavede.

Da måneden så var omme, forlod kongen omsider storsalen, og han skyndte sig at opsøge prinsessen i tårnet, fuldstændigt uvidende om hendes mange besøg til svinehytten. ”I morgen” fortalte han muntert sin datter. ”I morgen vil du komme ned og møde vores mange gæster, og så skal jeg nok introducere dig til din kommende ægtemand”. Denne nyhed kom en smule bag på prinsessen, der halvt havde glemt, at de mange bejlere jo var kommet for at bede om hendes hånd. Egentligt ønskede hun ikke længere noget med dem at gøre, men trofast fortalte hun faderen, at hun nok skulle gøre, som der blev sagt.

Den næste morgen vendte livet tilbage til slottet, da nyheden blev kendt af alle, og en forventningsfuld folkemængde stillede ivrigt op for at betragte prinsessen og kongen, der i fællesskab vandrede ned til storsalen, hvor bejlerne ventede. Hver og en af dem var i sit pæneste tøj, og alle som én knælede de ved synet af kongen, dronningen og deres underskønne datter. Tydeligst i mængden var de to prinser, som begge var glade for endelig at få sagen afgjort, samtidigt med at de hver især troede på, at de nok skulle blive den udvalgte ægtemand. Denne dag trak kongen heller ikke tiden ud længe, og efter en kort tale bad han nordens prins rejse sig, så han kunne tage plads foran kongen og blive velsignet. ”Dig har jeg fundet ædlest af alle, mit barn” sagde kongen. ”Og det vil være min største fornøjelse at have dig til svigersøn og arving, da jeg ved, at du en skønne dag vil blive en fantatisk konge”.

Der var jubel og klapsalver i få sekunder, men så gennemskar et forfærdeligt skrig storsalen. Røg og ild fyldte rummet, og i kaosset forvandlede kragesønnen sig. En rædselsvækkende drage med sorte skæl, der var hårde som bjerge, og en ånde, der var varm som selveste den første ild, stod nu i blandt dem, og omkring sig spredte den død. Dens skarpe hale huggede hovederne af en lang række af bejlere, og inden den nordlige prins kunne nå at trække sit sværd, greb udyrets kløer ham og slyngede ham gennem salen. Den gamle konge blev her lammet af en gammel frygt, da han med det samme indså, at dette var hans egen skyld. Han nåede netop at tænke, at dette måtte være Kragekonens straf, da drageilden fortærrede hans kød og gjorde hans knogler til aske.

Midt i dette kaos og denne røg styrtede prinsessen fortumlet rundt, og der ville hun have endt sine dage, hvis ikke den trofaste svinedreng havde fundet hende og hurtigt ført hende ud derfra. ”Mine forældre” udbrød hun fortvivlet, da han fik sat hende fra sig i slotsgården. ”De er stadigvæk derinde”. Det var dog kun et lille stykke af den fulde sandhed, da svinedrengen, prinsessen og kammerpigen faktisk var de eneste, som var undsluppet dragens vrede. Men da hun forsøgte at rejse sig op og løbe tilbage ind efter sin familie, stoppede kammerpigen hende, da hun havde til ordre at holde sin frøken ude af fare. ”Vent her” fortalte svinedrengen dem begge. ”En sidste gang vil jeg være dine øjne og ører”.

Han løb frem mod storsalens port, men før han trådte ind, knælede han først ned og samlede et sværd og et skjold op, som var faldet til jorden. Det var faktisk netop det gyldne sværd og det mørke skjold, som kongen halvanden måned tidligere havde modtaget som gaver, og bevæbnet med disse stormede svinedrengen ind i storsalen.

Udefra hørte man nu bølen og bruldren som fra et drabeligt slagsmål, men inden andre turde komme svinedrengen til hjælp. Storsalen og resten af slottet rystede, og alle forestillede sig, hvordan at dragen måtte have endt knægtens liv. Men netop som der lød et sidste skrig, og alle opgav håbet, fløj dragen ud gennem taget på storsalen, og med en lille skikkelse på ryggen bevægede den sig mod øst, mod den gamle skov.

Prinsessen og kammerpigen skyndte sig nu ind i storsalen, men der var ikke eneste levende sjæl at finde derinde. De genkendte hurtigt resterne af kongen og dronningen sammen med den nordlige prins og de mange andre bejlere. Der var kun to skikkelser, man ikke fandt blandt ødelæggelsen og de mange døde. Det var svinedrengen og den sydlige prins, som de kort forinden havde set flyve afsted mod øst, den ene oven på den anden.

På prinsessens ordre red et kompagni af jægere nu i samme retning, alt imens de døde blev tilset og på respektfuldvis fjernet fra storsalen. Langt blev deres ridt dog ikke, for da de nåede udkanten af den gamle skov, blev jægerne mødt af svinedrengens lille skikkelse. I bæltet havde han det gyldne sværd, på ryggen hang det mørke skjold, og i hans favn lå det afhuggede hoved af den sydlige prins. ”Dragen er død” erklærede svinedrengen, og jægerne jublede.

Sammen red de så tilbage til slottet, og da prinsessen fik øje på den unge svinedreng, blev hun lettet og varm om hjertet, selvom sorgen ved forældrenes død endnu hang over hende. Folket var i denne stund lederløse, og da prinsessen så erklærede, at hun ville ægte dragedræberen, var der ingen, som stod hende imod. Alle de andre bejlere var døde, og det ville ikke være rigtigt at benægte en helt hans velfortjente belønning.

Således kom det altså til at ende med, at den tidligere svinedreng og prinsessen nu blev kronet som konge og dronning, og hånd i hånd genopbyggede de riget og herskede sammen i mange år. Deres slægt kom til at blive velsignet og stærk, og mange børn bragte den nye dronning til verden, som tilførte glæde til det hulrum, hendes forældre havde efterladt sig. Svinedrengen blev også en dygtig konge, som regerede med både visdom og tålmodighed, og han blev kendt som en meget ydmyg mand. Mest af alt fordi han altid nægtede at berette om, hvordan han egentligt havde endt dragens liv. ”Det var ikke noget” hørte man ham ofte sige. ”Retfærdigheden sejrede og lod den skyldige tabe”. Selv hans egen hustru fortalte han i mange år ikke den fulde historie, selvom hun ofte spurgte ham, til sidst mere af vane end af nysgerrighed.


Det var først en sen aften, da den unge konge og dronning begge var blevet gamle og havde foruden børn også børnebørn, at hun fik et svar. ”Du har ofte stillet mig det spørgsmål” sagde den tidlige svinedreng alvorligt, da hun den aften spurgte ham for allersidste gang. ”Og jeg har altid nægtet at besvare det. Ikke mere. I aften skal du nok få sandheden at vide”. Kongen tøvede og vendte sit mørke blik mod øst, hvor han netop kunne ane udkanten af den gamle skov. ”Jeg dræbte ikke dragen” fortalte han sin hustru. ”Kun de skyldige faldt foran mig. Edsbryderen og tyvene, der forsøgte at tage det, der retmæssigt var mit. For ser du, min kære; jeg er dragen. Jeg er den, som du blev lovet til allerede før din fødsel. Jeg er kragesønnen, og jeg ankom sammen med de mange indbildske bejlere, men til forskel fra dem, så gjorde jeg krav på, hvad der var mit. Havde blot din far villet lytte til mig og æret sit ord, så ville tingene være endt anderledes. Men da han brød sin ed og trodsede min mor, så trådte skæbnen ind, og jeg var tvunget til at handle. Kongen lovede, at vi skulle blive mand og kone, og Kragekonen får altid, hvad hun bliver lovet”.

Andre Historier