Tidligere afsnit:
Del 1 - Københavneren
Del 2 - Broen
Sushi og Cigarer
Hun satte sig stift op. Var hun i flyet? Eller var det
allerede overstået?
Anna kiggede rundt, men der var helt mørkt allevegne. Hvad var der sket?
Hun kunne vel ikke være død. Nej, hun ville huske det, hvis hun var død. Det var ikke den slags, man glemte igen, det var hun sikker på. Nej, der var i stedet sket noget langt værre.
Hvordan var det nu? John var løbet afsted efter skabningen, og så… og så…
Anna rakte en hånd ud i mørket i søgen efter et våben. I stedet fandt hun kontakten på sin sengelampe. Hun var i sin lille lejlighed på Vesterbro, ikke i flyet og ikke sammen med John.
Nej, det var længe siden. Minderne begyndte at vende tilbage til hende. Hun var blevet ramt af en langt værre skæbne. Hun var blevet degraderet til sekretær og sendt hjem til kontoret i Danmark.
Anna rejste sig op og trådte hen til spejlet. For sig så hun et slapt 66-årigt legeme, der engang havde været et pragteksemplar af en kvinde. Det var længe siden, og tiden havde forvandlet hendes muskler til menneskelig kartoffelmos. Hun fik lige et glimt af de bølgede ar på ryggen, men forsøgte i stedet at fokusere på ansigtet. Hendes engang så smukke, sorte lokker grånede, og hun manglede flere tænder fra en mission tilbage i 2002. Men de var gået tabt i sagens tjeneste, imens hun havde lavet rigtigt arbejde.
Nu om dage var det kun hendes skriveevner, der blev holdt ved lige, men med hvilket formål? Hun arbejdede kun sammen med viljesvage idioter, hvis man ellers kunne kalde den slags pjat, de lavede, for arbejde. Det ville hun i hvert fald ikke gøre.
Anna kiggede rundt, men der var helt mørkt allevegne. Hvad var der sket?
Hun kunne vel ikke være død. Nej, hun ville huske det, hvis hun var død. Det var ikke den slags, man glemte igen, det var hun sikker på. Nej, der var i stedet sket noget langt værre.
Hvordan var det nu? John var løbet afsted efter skabningen, og så… og så…
Anna rakte en hånd ud i mørket i søgen efter et våben. I stedet fandt hun kontakten på sin sengelampe. Hun var i sin lille lejlighed på Vesterbro, ikke i flyet og ikke sammen med John.
Nej, det var længe siden. Minderne begyndte at vende tilbage til hende. Hun var blevet ramt af en langt værre skæbne. Hun var blevet degraderet til sekretær og sendt hjem til kontoret i Danmark.
Anna rejste sig op og trådte hen til spejlet. For sig så hun et slapt 66-årigt legeme, der engang havde været et pragteksemplar af en kvinde. Det var længe siden, og tiden havde forvandlet hendes muskler til menneskelig kartoffelmos. Hun fik lige et glimt af de bølgede ar på ryggen, men forsøgte i stedet at fokusere på ansigtet. Hendes engang så smukke, sorte lokker grånede, og hun manglede flere tænder fra en mission tilbage i 2002. Men de var gået tabt i sagens tjeneste, imens hun havde lavet rigtigt arbejde.
Nu om dage var det kun hendes skriveevner, der blev holdt ved lige, men med hvilket formål? Hun arbejdede kun sammen med viljesvage idioter, hvis man ellers kunne kalde den slags pjat, de lavede, for arbejde. Det ville hun i hvert fald ikke gøre.
Forsamlingshusets falmede hal udfyldtes af Papirsklip
bløde toner, der lød fra en lille bærbar cd-afspiller. Endnu havde ingen
beklaget sig over, at det var tredje gang i dag, de hørte Midt om Natten igennem.
De vidste bedre end at antænde Michael. Han havde været i et muggent humør den
sidste måneds tid, men så snart han satte den slidte cd på, syntes han at live
op. Uanset hvor mange ridser den end lod til at have.
”Og det næste nummer er 88. To snemænd. Jeg siger det lige igen: 88. To snemænd”.
Ved et bord lidt til højre for alle de andre pensionister var to bedstemødre i gang med en diskussion. Imellem dem sad en hensunket vissen mand.
”Jeg siger bare, at det er lidt primitivt” forklarede Gërdâ, en rødhåret, pæreformet kvinde.
”Det der Spotify er trods alt ikke så svært. Mit barnebarn Iéns, I kender Iéns, ikke, ham den høje og flotte, ved I nok, med den lange uddannelse, han viste mig, hvordan det fungerer. Det er meget bedre end det her. Og så kan man que’e, ved I nok. Jeg vil i hvert fald snart høre noget andet”.
”Så blev det 27. Nogen der har 27? Jeg kan mærke, at Fru Mortensen snart har bingo. Nej, du kan ikke skjule det for mig, min kære” kaldte Michael fra den lille scene.
”Jeg tror ikke, det er nogen god ide at foreslå ham det” sagde den lille B/irtE ved siden af Gërdá.
”Han har kæmpet så lang tid med at få ændret den forflyttelse, og så til ingen nytte. Jeg hørte fra Anna, at han fik svar her til morges. Hele afdelingen skal rykkes, og det lyder til, at vi skal med”.
”Hva!” udbrød Gërdá. ”Vil de forlange, at vi kommer længere ud i ødemarken end det her? Det var da lige godt for meget. Jeg kan ikke vente med, at Iéns kommer tilbage. Knægten lovede, at han nok skulle finde os et hjem langt langt væk herfra. Måske endda et andet system. Det skal blive godt at komme væk fra denne triste flække”.
”Og det blev nummer 3. Sikke en lav en. Hvor har du dog gemt dig henne? Nummer 3. Har vi stadig ingen vindere? Det var dog utroligt. Nå, lad os trække en mere. Så skal det nok blive den”.
”Desuden” tilføjede Gërdá. ”Så ved jeg ikke, hvad du går og lytter til Anna for. Alle ved jo, at hun er bims. Lige siden hun løb ind i ham med følehornene… du ved… hvor var det nu, han var fra?”.
”Et sted omkring Orion” bød den visne mand ind.
”Nå, 0sm6n er du vågen?” sagde B/irtE. ”Du så ellers ud til at være langt væk. Jeg var ikke sikker på, du stadig var på Jorden”.
”Det er jeg desværre” erkendte han.
”Og det næste nummer er 88. To snemænd. Jeg siger det lige igen: 88. To snemænd”.
Ved et bord lidt til højre for alle de andre pensionister var to bedstemødre i gang med en diskussion. Imellem dem sad en hensunket vissen mand.
”Jeg siger bare, at det er lidt primitivt” forklarede Gërdâ, en rødhåret, pæreformet kvinde.
”Det der Spotify er trods alt ikke så svært. Mit barnebarn Iéns, I kender Iéns, ikke, ham den høje og flotte, ved I nok, med den lange uddannelse, han viste mig, hvordan det fungerer. Det er meget bedre end det her. Og så kan man que’e, ved I nok. Jeg vil i hvert fald snart høre noget andet”.
”Så blev det 27. Nogen der har 27? Jeg kan mærke, at Fru Mortensen snart har bingo. Nej, du kan ikke skjule det for mig, min kære” kaldte Michael fra den lille scene.
”Jeg tror ikke, det er nogen god ide at foreslå ham det” sagde den lille B/irtE ved siden af Gërdá.
”Han har kæmpet så lang tid med at få ændret den forflyttelse, og så til ingen nytte. Jeg hørte fra Anna, at han fik svar her til morges. Hele afdelingen skal rykkes, og det lyder til, at vi skal med”.
”Hva!” udbrød Gërdá. ”Vil de forlange, at vi kommer længere ud i ødemarken end det her? Det var da lige godt for meget. Jeg kan ikke vente med, at Iéns kommer tilbage. Knægten lovede, at han nok skulle finde os et hjem langt langt væk herfra. Måske endda et andet system. Det skal blive godt at komme væk fra denne triste flække”.
”Og det blev nummer 3. Sikke en lav en. Hvor har du dog gemt dig henne? Nummer 3. Har vi stadig ingen vindere? Det var dog utroligt. Nå, lad os trække en mere. Så skal det nok blive den”.
”Desuden” tilføjede Gërdá. ”Så ved jeg ikke, hvad du går og lytter til Anna for. Alle ved jo, at hun er bims. Lige siden hun løb ind i ham med følehornene… du ved… hvor var det nu, han var fra?”.
”Et sted omkring Orion” bød den visne mand ind.
”Nå, 0sm6n er du vågen?” sagde B/irtE. ”Du så ellers ud til at være langt væk. Jeg var ikke sikker på, du stadig var på Jorden”.
”Det er jeg desværre” erkendte han.
Michael Warming havde ligesom et løg flere lag. Det yderste
var det af en støvet bureaukrat i en ternet skjorte med firkantede briller. Men
hvis man kiggede nøje efter, ville man bemærke en størknet ketchupplet på
slipset, der blev dagligt vedligeholdt ved Kurts pølsevogn længere nede af
gaden. Gik man et skridt videre, kunne det være, at man fik øje på det lille
hul i øret, hvor Michael i sin fritid bar en guldring. Dog var det kun de
færreste, der nogensinde så det gale glimt i hans blik, der kun i ny og næ
viste sig, når Michael følte sig særligt nostalgisk.
Det meste af tiden bar han sin ydre maske, der fik ham igennem arbejdet.
”Lad mig se, lad mig se. Ja, Fru Mortensen, jeg kan se, at du er spændt. Du mangler kun en for at have bingo. Så må vi se, om du bliver den heldige i aften… 90! Men sådan en kan du vel næppe mangle. Du har jo allerede en Gamle Ole i dit liv, den heldige slyngel. Nå, du har simpelthen brug for to, du er sgu en umættelig, Fru Mortensen. Jamen det var så det for i aften. Fru Mortensen har bingo! Kom herop og hent din præmie. Og tag endelig Ole med, nu var det jo til dels hans fortjeneste”.
Fru Mortensen trådte smilende op til podiet med Ole i snor og tog imod den flaskeformede pakke.
”Nej, sherry! Det var lige, hvad jeg gik og manglede. Er det ikke dejligt, Ole?”.
Hendes mand mumlede noget uforståeligt, imens Michael gav sig til at lykønske den heldige kone.
Rundt omkring bandede flere af de andre pensionister over hendes unaturlige held. Men Michael var ikke så ked af det. Fru Mortensen havde tydeligvis mere brug den sherry end nogen anden, især når hun hver eneste onsdag vandt en flaske og alligevel kunne mangle en ugen efter.
Det begyndte at tynge ud blandt pensionisterne, og Michael glemte hurtigt alt om den selvtilfredse Fru Mortensen, da han fik øje på sin ekstravagante kollega i døren.
”Ja, ja, Fru Mortensen. Jeg er sikker på, at du bare er heldig. De andre er nok jaloux. Om vi ses næste uge? Det nåede jeg faktisk ikke lige at fortælle, men jeg skal faktisk… men jeg er nødt til at gå. Den mand der venter på mig”.
Han undslap pensionisterne og sluttede sig til den Ray-bann bærende livsnyder ved siden af udgangen.
”Du er sent på den” beklagede Michael sig. ”Du lovede, at det kun ville tage nogle dage. Fik du ham i det mindste?”.
Carl-Elias fremviste en småkagedåse og rystede den, så der lød en vred snerren fra indersiden.
”Chuck her var flygtet helt til provinsen. Jeg fandt ham i et eller andet fandens hul ved navn Sønder Borte. Der var ikke engang nogen afkørsel ved motorvejen. Jeg måtte køre igennem den ene skodstad efter den anden. Du skulle se vognen, den er møgbeskidt. Og så på vejen tilbage oplevede jeg det sygeste shit på Storebæltsbroen…”.
”Sønder Borte?” sagde Michael overrasket. ”Det var da spøjst”.
Carl-Elias rynkede panden. ”Du kender da vel ikke stedet? Når nogen siger bøhlandet, så har jeg altid tænkt Fredericia eller Esbjerg, men det her pis… Jeg ville end ikke eksilere min værste fjende til sådan et sted. Ikke en eneste ordentlig kaffebar i tredive kilometers afstand”.
”Tja” sagde Michael. ”Det må du jo nok lære at vænne dig til”.
Det meste af tiden bar han sin ydre maske, der fik ham igennem arbejdet.
”Lad mig se, lad mig se. Ja, Fru Mortensen, jeg kan se, at du er spændt. Du mangler kun en for at have bingo. Så må vi se, om du bliver den heldige i aften… 90! Men sådan en kan du vel næppe mangle. Du har jo allerede en Gamle Ole i dit liv, den heldige slyngel. Nå, du har simpelthen brug for to, du er sgu en umættelig, Fru Mortensen. Jamen det var så det for i aften. Fru Mortensen har bingo! Kom herop og hent din præmie. Og tag endelig Ole med, nu var det jo til dels hans fortjeneste”.
Fru Mortensen trådte smilende op til podiet med Ole i snor og tog imod den flaskeformede pakke.
”Nej, sherry! Det var lige, hvad jeg gik og manglede. Er det ikke dejligt, Ole?”.
Hendes mand mumlede noget uforståeligt, imens Michael gav sig til at lykønske den heldige kone.
Rundt omkring bandede flere af de andre pensionister over hendes unaturlige held. Men Michael var ikke så ked af det. Fru Mortensen havde tydeligvis mere brug den sherry end nogen anden, især når hun hver eneste onsdag vandt en flaske og alligevel kunne mangle en ugen efter.
Det begyndte at tynge ud blandt pensionisterne, og Michael glemte hurtigt alt om den selvtilfredse Fru Mortensen, da han fik øje på sin ekstravagante kollega i døren.
”Ja, ja, Fru Mortensen. Jeg er sikker på, at du bare er heldig. De andre er nok jaloux. Om vi ses næste uge? Det nåede jeg faktisk ikke lige at fortælle, men jeg skal faktisk… men jeg er nødt til at gå. Den mand der venter på mig”.
Han undslap pensionisterne og sluttede sig til den Ray-bann bærende livsnyder ved siden af udgangen.
”Du er sent på den” beklagede Michael sig. ”Du lovede, at det kun ville tage nogle dage. Fik du ham i det mindste?”.
Carl-Elias fremviste en småkagedåse og rystede den, så der lød en vred snerren fra indersiden.
”Chuck her var flygtet helt til provinsen. Jeg fandt ham i et eller andet fandens hul ved navn Sønder Borte. Der var ikke engang nogen afkørsel ved motorvejen. Jeg måtte køre igennem den ene skodstad efter den anden. Du skulle se vognen, den er møgbeskidt. Og så på vejen tilbage oplevede jeg det sygeste shit på Storebæltsbroen…”.
”Sønder Borte?” sagde Michael overrasket. ”Det var da spøjst”.
Carl-Elias rynkede panden. ”Du kender da vel ikke stedet? Når nogen siger bøhlandet, så har jeg altid tænkt Fredericia eller Esbjerg, men det her pis… Jeg ville end ikke eksilere min værste fjende til sådan et sted. Ikke en eneste ordentlig kaffebar i tredive kilometers afstand”.
”Tja” sagde Michael. ”Det må du jo nok lære at vænne dig til”.
”Hvad fanden mener du?” gentog Carl-Elias for hundrede og
syttende gang, da de nåede ud til hans bil. ”Du tager pis på mig, ik’? Selv
idioterne inde på Borgen kan da ikke være så hjernedøde. Der er brug for os her
i den civiliserede verden. Hvad satan skulle vi bestille ude i ødemarken?”.
”Det er en del af Projekt Udkantsdanmark” forklarede Michael, imens han lagde bingopladerne i bagagerummet. ”De rykker en masse af de mindre kritiske arbejdspladser ud til sådanne steder for at gøre dem mere attraktive for tilflyttere”.
”Siden hvornår har fangelejre været attraktive for tilflyttere?” spurgte den yngre kollega. Han rykkede vredt på sine solbriller, som han bar, på trods af at det var sent på eftermiddagen.
”Det nytter ikke noget at brokke sig” sagde Michael. ”Jeg har gjort mit bedste, men de ville ikke lytte. Sæt dig nu hellere ind i bilen, så vi kan komme afsted”.
Carl-Elias, der lige var blevet færdig med at rulle en smøg, satte sig ind på førersæddet og rodede efter sin lighter. ”Jeg forstår bare ikke, hvad vi skal lave derude? Den største koncentration af vores sager befinder sig her i København. Tænker de virkeligt, det bliver nemmere for os, hvis vi skal til at pendle for at lave vores arbejde?”.
”Størstedelen af de få sager, vi har, sender de med os” fortalte Michael. Han fandt zippo lighteren og rakte den til kollegaen. ”Både Gërdá, B/irtE og 0sm6n. Selvfølgelig følger Prinsen og Tommelise også med, og vi kommer en del tættere på Tycho. Desuden regner de med at etablere en ny familie i regionen”.
”En ny familie!” spyttede Carl-Elias, så han var lige ved at tabe smøgen. Han nåede lige at stoppe op, før de nåede et lyskryds. ”Nu? Jeg har bedt om et nyt projekt i årevis, og så sender de det til bøhlandet. Hvad har disse uheldige stakler dog gjort for at fortjene Sønder Borte af alle steder?”.
”De er plutanere” svarede Michael. ”Vi skal til højre her”.
”Skide plutanere”. Carl-Elias lavede et skarpt højresving og skræmte en flok cyklister. ”Spild af tid, hvis du spørger mig. Kan de ikke bare blive på Pluto? Det er sgu da deres egen skyld, at planeten er overbefolket. Hvorfor skal vi andre lide? Jeg klager sgu til Organisationen. Det her må de lytte til. Hov, hvor er det egentligt, vi er på vej hen?”.
”Vi skal hente Anna” fortalte Michael.
Carl-Elias lavede en hård opbremsning og gjorde holdt i siden af vejen. ”Shit. Var det i dag?”.
”I dag er hendes sidste dag, ja, og som hendes kollegaer er det vores pligt at fejre hende… selv hvis ingen andre har lyst til det. Forhåbentligt er det hurtigt overstået, og så kan vi smutte hjem igen. Bare smil og ignorer de spydige kommentarer”.
Carl-Elias rystede på hovedet. ”Det var ikke, hvad jeg mente. Det er for… for fanden da”.
”Hvad er der?” spurgte Michael. ”Du har da vel ikke glemt at reservere bord?”.
”Det er en del af Projekt Udkantsdanmark” forklarede Michael, imens han lagde bingopladerne i bagagerummet. ”De rykker en masse af de mindre kritiske arbejdspladser ud til sådanne steder for at gøre dem mere attraktive for tilflyttere”.
”Siden hvornår har fangelejre været attraktive for tilflyttere?” spurgte den yngre kollega. Han rykkede vredt på sine solbriller, som han bar, på trods af at det var sent på eftermiddagen.
”Det nytter ikke noget at brokke sig” sagde Michael. ”Jeg har gjort mit bedste, men de ville ikke lytte. Sæt dig nu hellere ind i bilen, så vi kan komme afsted”.
Carl-Elias, der lige var blevet færdig med at rulle en smøg, satte sig ind på førersæddet og rodede efter sin lighter. ”Jeg forstår bare ikke, hvad vi skal lave derude? Den største koncentration af vores sager befinder sig her i København. Tænker de virkeligt, det bliver nemmere for os, hvis vi skal til at pendle for at lave vores arbejde?”.
”Størstedelen af de få sager, vi har, sender de med os” fortalte Michael. Han fandt zippo lighteren og rakte den til kollegaen. ”Både Gërdá, B/irtE og 0sm6n. Selvfølgelig følger Prinsen og Tommelise også med, og vi kommer en del tættere på Tycho. Desuden regner de med at etablere en ny familie i regionen”.
”En ny familie!” spyttede Carl-Elias, så han var lige ved at tabe smøgen. Han nåede lige at stoppe op, før de nåede et lyskryds. ”Nu? Jeg har bedt om et nyt projekt i årevis, og så sender de det til bøhlandet. Hvad har disse uheldige stakler dog gjort for at fortjene Sønder Borte af alle steder?”.
”De er plutanere” svarede Michael. ”Vi skal til højre her”.
”Skide plutanere”. Carl-Elias lavede et skarpt højresving og skræmte en flok cyklister. ”Spild af tid, hvis du spørger mig. Kan de ikke bare blive på Pluto? Det er sgu da deres egen skyld, at planeten er overbefolket. Hvorfor skal vi andre lide? Jeg klager sgu til Organisationen. Det her må de lytte til. Hov, hvor er det egentligt, vi er på vej hen?”.
”Vi skal hente Anna” fortalte Michael.
Carl-Elias lavede en hård opbremsning og gjorde holdt i siden af vejen. ”Shit. Var det i dag?”.
”I dag er hendes sidste dag, ja, og som hendes kollegaer er det vores pligt at fejre hende… selv hvis ingen andre har lyst til det. Forhåbentligt er det hurtigt overstået, og så kan vi smutte hjem igen. Bare smil og ignorer de spydige kommentarer”.
Carl-Elias rystede på hovedet. ”Det var ikke, hvad jeg mente. Det er for… for fanden da”.
”Hvad er der?” spurgte Michael. ”Du har da vel ikke glemt at reservere bord?”.
Da de en halv time senere holdte ind på en parkeringsplads,
nu med Anna på forsædet og Michael presset ind bagi, var det ikke ved
Restaurant Krebsegården som ønsket, men ved en aflang grågrøn bygning. På et
skilt ved døren stod der: Mikki Tikki’s Sushi-&-Cigar-Club.
Det var mange år siden, Anna sidst havde været ved sine fulde fem, men hun erfarede alligevel, at der var noget galt. ”Det her var ikke, hvad jeg bad om. Hvis skyld er det her, I fladpander!”.
Hun rakte ud efter sin sorte håndtaske, men Michael skyndte sig at springe ind som diplomat.
”Det er jo netop en overraskelse, Anna. Vi tænkte, at da det var din sidste arbejdsdag, skulle du prøve noget nyt. Giv det nu en chance. Det er Carl, der har valgt stedet”.
Kollegaen sendte ham et tordnende blik, men Anna havde allerede vendt sig imod ham.
”Nå, så det har han? Og hvorfor skulle jeg stole på en som dig? Din slags spiser alt med bare en lille smule protein og en stærk dunst. Ved du godt, at man i min tid, da jeg begyndte på jobbet, end ikke tillod folk fra dit system på planeten? Space-trash kaldte min makker John jer. Han var lidt af en ordsmed, den Johnny. Og ferm med en pistol”. Hun klappede sin håndtaske.
Carl-Elias tog smøgen ud af kæften og rykkede lidt på sine solbriller.
”Hvad, om jeg må spørge, kaldte du mig lige?”.
”Hør” brød Michael igen ind. ”Hvorfor tager vi ikke og finder vores bord, Anna? Så kan Carl i mellemtiden parkere bilen”.
”Er klokken allerede så mange?” nikkede hun helt perplekst. ”Så skynd dig, Henry, we don’t wanna miss the bastard. Either we get him or…”. Hun tog Michaels hånd og fulgte ham ind i klubben.
Carl-Elias parkerede sin lille blå vogn og stillede sig så hen til indgangen, hvor han færdiggjorde sin smøg. Han havde dog ikke lyst til at gå indenfor og havde lige foldet sin tredje, da Michael trådte ud til ham. ”Du kan da også ryge indenfor. Ham værten siger, at han skylder dig en cubaner”.
”Jeg kan ikke ryge i fred indenfor” rettede Carl-Elias ham. ”Skøre kælling”.
”Det kan du godt sige to gange” nikkede Michael. ”Men det er hendes sidste dag på jobbet. Du behøver aldrig se hende igen efter det her. Og efter alt hun har gjort, må hun fortjene en smule respekt”.
Carl-Elias tog et langt sug. ”Jeg har læst rapporterne. Jeg ved, hvad hun har gjort, og hvad Organisationen har fået ud af hende. Men jeg ved også, at ingen af hendes gamle kollegaer er dukket op for at fejre hende. Det er i stedet os den tjans falder på. Som om vi ikke har haft nok af at babysitte hende de sidste ti år. Fortjener vi måske ikke også respekt for det, vi har gjort?
Men nej, der kommer næppe til at være nogen til at fejre os, når vi går på pension. Til den tid er afdelingen nok blevet lukket”.
”Man ved aldrig” sagde Michael. ”Nu kommer den nye rekrut om en uges tid”.
”Sender de alligevel en ny en? Stakkels nar. Fortæl mig lige en sidste ting: hvad sker der med Sonde-Sagen, hvis vi rykker til Jylland? Derfra kan vores udstyr ikke spore noget”.
”Den bliver rakt videre til svenskerne” fortalte Michael. ”Kommer du nu med ind?”.
Carl-Elias nikkede, smed smøgen på jorden og trådte den ud.
”Svenskerne” mumlede han, da han trådte ind ad døren. ”Fucking Gustaf”.
”Fucking Gustaf” gav Michael ham ret.
Det var mange år siden, Anna sidst havde været ved sine fulde fem, men hun erfarede alligevel, at der var noget galt. ”Det her var ikke, hvad jeg bad om. Hvis skyld er det her, I fladpander!”.
Hun rakte ud efter sin sorte håndtaske, men Michael skyndte sig at springe ind som diplomat.
”Det er jo netop en overraskelse, Anna. Vi tænkte, at da det var din sidste arbejdsdag, skulle du prøve noget nyt. Giv det nu en chance. Det er Carl, der har valgt stedet”.
Kollegaen sendte ham et tordnende blik, men Anna havde allerede vendt sig imod ham.
”Nå, så det har han? Og hvorfor skulle jeg stole på en som dig? Din slags spiser alt med bare en lille smule protein og en stærk dunst. Ved du godt, at man i min tid, da jeg begyndte på jobbet, end ikke tillod folk fra dit system på planeten? Space-trash kaldte min makker John jer. Han var lidt af en ordsmed, den Johnny. Og ferm med en pistol”. Hun klappede sin håndtaske.
Carl-Elias tog smøgen ud af kæften og rykkede lidt på sine solbriller.
”Hvad, om jeg må spørge, kaldte du mig lige?”.
”Hør” brød Michael igen ind. ”Hvorfor tager vi ikke og finder vores bord, Anna? Så kan Carl i mellemtiden parkere bilen”.
”Er klokken allerede så mange?” nikkede hun helt perplekst. ”Så skynd dig, Henry, we don’t wanna miss the bastard. Either we get him or…”. Hun tog Michaels hånd og fulgte ham ind i klubben.
Carl-Elias parkerede sin lille blå vogn og stillede sig så hen til indgangen, hvor han færdiggjorde sin smøg. Han havde dog ikke lyst til at gå indenfor og havde lige foldet sin tredje, da Michael trådte ud til ham. ”Du kan da også ryge indenfor. Ham værten siger, at han skylder dig en cubaner”.
”Jeg kan ikke ryge i fred indenfor” rettede Carl-Elias ham. ”Skøre kælling”.
”Det kan du godt sige to gange” nikkede Michael. ”Men det er hendes sidste dag på jobbet. Du behøver aldrig se hende igen efter det her. Og efter alt hun har gjort, må hun fortjene en smule respekt”.
Carl-Elias tog et langt sug. ”Jeg har læst rapporterne. Jeg ved, hvad hun har gjort, og hvad Organisationen har fået ud af hende. Men jeg ved også, at ingen af hendes gamle kollegaer er dukket op for at fejre hende. Det er i stedet os den tjans falder på. Som om vi ikke har haft nok af at babysitte hende de sidste ti år. Fortjener vi måske ikke også respekt for det, vi har gjort?
Men nej, der kommer næppe til at være nogen til at fejre os, når vi går på pension. Til den tid er afdelingen nok blevet lukket”.
”Man ved aldrig” sagde Michael. ”Nu kommer den nye rekrut om en uges tid”.
”Sender de alligevel en ny en? Stakkels nar. Fortæl mig lige en sidste ting: hvad sker der med Sonde-Sagen, hvis vi rykker til Jylland? Derfra kan vores udstyr ikke spore noget”.
”Den bliver rakt videre til svenskerne” fortalte Michael. ”Kommer du nu med ind?”.
Carl-Elias nikkede, smed smøgen på jorden og trådte den ud.
”Svenskerne” mumlede han, da han trådte ind ad døren. ”Fucking Gustaf”.
”Fucking Gustaf” gav Michael ham ret.
De fik plads ved et trekantet bord i hjørnet af den store
lounge. Anna sad allerede med en flyversjus i den ene hånd og et menukort i den
anden. En tjener i et grønt jakkesæt stod og afventede hendes yderligere
bestillinger. ”Ja, en af dem, og to af dem, lidt af det der, og den med
blæksprutte. Jeg tager også en æske af de der. Og gerne flere flyversjusser.
Nå, så kan vi være her, hva’?”.
De tog plads rundt om bordet med en så stor afstand fra hende som muligt.
Inden længe var Anna fem drinks inde, og hun var begyndt at beklage sig over sin gamle chefs forglemmelse, imens Carl-Elias hapsede den sushimi i sig, som hun havde undladt at røre. Michael skimtede til uret på væggen bag hende, så ofte han kunne komme til uden at virke mistænksom.
”Majoren er jo en storslået mand. En af Organisationens største. Allerede da jeg var under oplæring, kunne han se, at jeg var noget helt særligt. Som den eneste kadet nogensinde af dansk ophav, nåede jeg først at tjene på hjemmefronten efter at have arbejdet i hovedkvarteret. Ha, jeg skulle bare have trukket mig tilbage dengang. De sidste ti år har været det rene spild af tid. Bingoansvarlige, trafikassistance, efterforskning af konspirationsteoretikere. Jeg ved ikke, om jeg kan huske en eneste sag, der har været noget værd. Det gør næppe nogen forskel, at I bliver forflyttet. Det hele er noget pjat alligevel. Men i mine yngre dage, se da skete der noget. Johnny og jeg blev sendt hele verden rundt. Et par gange nåede jeg så langt som Orion, men I ved… åh, hvor kom jeg til”.
”Jeg tror, du var i gang med at tale om alle dine gamle venner” sagde Carl-Elias. Han tog et sip af sin mineralvand. ”Du ved; dem du gennemgik alle disse fantastiske eventyr sammen med. Personligt synes jeg bare, det er lidt sjovt, og det kan være, det bare er mig, men jeg synes sgu, det er lidt sjovt, at de ikke er dukket op endnu. Vi sendte da ellers en invitation til denne major for flere måneder siden, men han svarede fandeme aldrig. Har nok haft for travlt”.
”Henry er en travl mand” fortalte Anna med et fordrukkent nik. ”Han tog det hårdt dengang med John… næsten lige så hårdt som mig. Der går ikke en eneste dag, uden at jeg savner hans brune øjne og hans dumme smil”.
”Åh ja, gode gamle Johnny” smilede Carl-Elias. ”Hvorfor fortæller du os ikke noget mere om ham?”.
Anna gryntede. ”Hvorfor spørger du ind til ham? Som om du ville være i stand til at lytte efter. Han var mere mand, end du nogensinde kunne blive. Nogen af jer for den sags skyld. Hvis I vidste, hvad John har gjort for at holde denne planet sikker, så ville du skamme dig over din opførsel. Han har reddet planeten flere gange, end jeg kan tælle til”.
”Så sårn syv gange?” spurgte Carl-Elias. Michael rørte lidt uroligt på sig.
”Hmmm…” sagde Anna. ”Tænk, at du kan være så fræk. Du står i en forfærdeligt stor gæld til ikke blot denne mand, men også jeg. Var det ikke for mig, var en alien som dig aldrig sluppet igennem! Især ikke med sådan en beskidt fortid”.
”Jeg tror, den korrekte term nu om dage uden-jording eller extra terrestrial” rettede Carl-Elias hende.
”Er du sikker på den sidste?” spurgte Michael. ”Var der ikke den der sag?”.
”Spielberg tabte” svarede Carl-Elias. ”Og uanset hvad, Anna, så er jeg ligeglad. Du har gået og fyldt mig med det der skidt de sidste ti år. Men ved du hvad? Hvis du virkelig var så vigtig, så ville der nok være dukket nogen op i dag, tror du ikke? I det mindste en sekretær med et lykønskningskort og en buket blomster. Eller et gavekort til biffen. Et eller andet. I stedet sidder du her fanget med os, der ifølge dig ikke er andet end to tabere”.
Anna mødte hans mørke blik og bundede så sin flyversjus. ”Jeg går på toilettet” erklærede hun.
”Og når jeg kommer tilbage, forventer jeg bedre manerer end det her”.
Michael sukkede pædagogisk, så snart hun var borte. ”Hvorfor er du efter hende?”.
”Er jeg efter hende? Hvad helvede mener du? Så du ikke, hvordan hun opførte sig?”.
”Ja, jov, men kan du ikke bare”. Michael trak på skuldrene. ”Vente på at stormen blæser over?”.
”Sådan som du håndterer alle dine problemer?” spurgte Carl-Elias. ”Du mener den samme metode, der har fået os forflyttet til bøhlandet, imens hun sidder her og rigtigt kan trykke, hvor det gør ondt. Jov, lad os endelig få lidt mere af det. Den slags fungerer jo så godt for os”.
Michael undlod at svare, og de sad for en tid i stilhed, imens de spiste den sidste smule sushi.
En tjener dukkede op og samlede tallerkenerne ind, men det var først, da cigarerne blev serveret, at de begyndte at spekulere på, hvor Anna blev af.
De trak lod om, hvem der skulle se til hende. Michael tabte.
De tog plads rundt om bordet med en så stor afstand fra hende som muligt.
Inden længe var Anna fem drinks inde, og hun var begyndt at beklage sig over sin gamle chefs forglemmelse, imens Carl-Elias hapsede den sushimi i sig, som hun havde undladt at røre. Michael skimtede til uret på væggen bag hende, så ofte han kunne komme til uden at virke mistænksom.
”Majoren er jo en storslået mand. En af Organisationens største. Allerede da jeg var under oplæring, kunne han se, at jeg var noget helt særligt. Som den eneste kadet nogensinde af dansk ophav, nåede jeg først at tjene på hjemmefronten efter at have arbejdet i hovedkvarteret. Ha, jeg skulle bare have trukket mig tilbage dengang. De sidste ti år har været det rene spild af tid. Bingoansvarlige, trafikassistance, efterforskning af konspirationsteoretikere. Jeg ved ikke, om jeg kan huske en eneste sag, der har været noget værd. Det gør næppe nogen forskel, at I bliver forflyttet. Det hele er noget pjat alligevel. Men i mine yngre dage, se da skete der noget. Johnny og jeg blev sendt hele verden rundt. Et par gange nåede jeg så langt som Orion, men I ved… åh, hvor kom jeg til”.
”Jeg tror, du var i gang med at tale om alle dine gamle venner” sagde Carl-Elias. Han tog et sip af sin mineralvand. ”Du ved; dem du gennemgik alle disse fantastiske eventyr sammen med. Personligt synes jeg bare, det er lidt sjovt, og det kan være, det bare er mig, men jeg synes sgu, det er lidt sjovt, at de ikke er dukket op endnu. Vi sendte da ellers en invitation til denne major for flere måneder siden, men han svarede fandeme aldrig. Har nok haft for travlt”.
”Henry er en travl mand” fortalte Anna med et fordrukkent nik. ”Han tog det hårdt dengang med John… næsten lige så hårdt som mig. Der går ikke en eneste dag, uden at jeg savner hans brune øjne og hans dumme smil”.
”Åh ja, gode gamle Johnny” smilede Carl-Elias. ”Hvorfor fortæller du os ikke noget mere om ham?”.
Anna gryntede. ”Hvorfor spørger du ind til ham? Som om du ville være i stand til at lytte efter. Han var mere mand, end du nogensinde kunne blive. Nogen af jer for den sags skyld. Hvis I vidste, hvad John har gjort for at holde denne planet sikker, så ville du skamme dig over din opførsel. Han har reddet planeten flere gange, end jeg kan tælle til”.
”Så sårn syv gange?” spurgte Carl-Elias. Michael rørte lidt uroligt på sig.
”Hmmm…” sagde Anna. ”Tænk, at du kan være så fræk. Du står i en forfærdeligt stor gæld til ikke blot denne mand, men også jeg. Var det ikke for mig, var en alien som dig aldrig sluppet igennem! Især ikke med sådan en beskidt fortid”.
”Jeg tror, den korrekte term nu om dage uden-jording eller extra terrestrial” rettede Carl-Elias hende.
”Er du sikker på den sidste?” spurgte Michael. ”Var der ikke den der sag?”.
”Spielberg tabte” svarede Carl-Elias. ”Og uanset hvad, Anna, så er jeg ligeglad. Du har gået og fyldt mig med det der skidt de sidste ti år. Men ved du hvad? Hvis du virkelig var så vigtig, så ville der nok være dukket nogen op i dag, tror du ikke? I det mindste en sekretær med et lykønskningskort og en buket blomster. Eller et gavekort til biffen. Et eller andet. I stedet sidder du her fanget med os, der ifølge dig ikke er andet end to tabere”.
Anna mødte hans mørke blik og bundede så sin flyversjus. ”Jeg går på toilettet” erklærede hun.
”Og når jeg kommer tilbage, forventer jeg bedre manerer end det her”.
Michael sukkede pædagogisk, så snart hun var borte. ”Hvorfor er du efter hende?”.
”Er jeg efter hende? Hvad helvede mener du? Så du ikke, hvordan hun opførte sig?”.
”Ja, jov, men kan du ikke bare”. Michael trak på skuldrene. ”Vente på at stormen blæser over?”.
”Sådan som du håndterer alle dine problemer?” spurgte Carl-Elias. ”Du mener den samme metode, der har fået os forflyttet til bøhlandet, imens hun sidder her og rigtigt kan trykke, hvor det gør ondt. Jov, lad os endelig få lidt mere af det. Den slags fungerer jo så godt for os”.
Michael undlod at svare, og de sad for en tid i stilhed, imens de spiste den sidste smule sushi.
En tjener dukkede op og samlede tallerkenerne ind, men det var først, da cigarerne blev serveret, at de begyndte at spekulere på, hvor Anna blev af.
De trak lod om, hvem der skulle se til hende. Michael tabte.
Han ventede nogle minutter uden for dametoilettet, men da der
ikke kom nogen ud, han kunne spørge, forsøgte han at banke på. ”Anna? Anna, er
du der?”. Der kom nogle få ord fra den anden side af døren, men de lød ikke til
at være tiltænkt ham.
”What did you say? When did that happen? Let’s go then. We can’t just let this bastard get away with this. It’s Johnny we are talking about, Johnny! I can’t lose him. Do you hear me, Henry!”.
“Anna” kaldte Michael igen. Han åbnede forsigtigt døren og fandt hende liggende fortumlet på gulvet.
Hun rettede et stykke sæbe mod ham, som var det en pistol. ”Get away, you fucking creep!”.
”Anna” gentog Michael. Uden at tænkte over det havde han løftet hænderne i vejret.
”Don’t you touch him. I will fucking kill you, I swear”.
Han tog forsigtigt et skridt nærmere den farlige sæbe. ”Anna, kommer du med ud herfra igen? Du kan da ikke ligge på det beskidte gulv. Kom nu, og få et glas vand. Vi skulle lige til at åbne cigarerne”.
Anna blinkede et par gange og indså, hvor hun var henne. ”Hvad? Hvad laver du dog, din idiot! Kan du så flytte dig?”.
Michael adlød, og efter hun fik tørret lidt vand af kjolen, eskorterede han hende tilbage til bordet.
I mellemtiden var Carl-Elias gået i gang med at pulse en cubaner. Han smilede afslappet til dem begge, og stridighederne lod til at være blevet glemt for nu.
Den næste halve time lykkedes det dem faktisk at hygge sig. De udvekslede den smule anekdoter, de havde fra deres tid på kontoret sammen. Latter lød ved mindet om dengang, tyverialarmen blev igangsat af en fordrukken Michael, der havde glemt sine nøgler, og som i stedet kravlede ind gennem vinduet.
”Hvordan var det nu?” spurgte Carl-Elias. ”Du skulle bruge et eller andet. Månestenen tror jeg. Du prøvede at imponere hende den rødhårede”.
”Gërdá?” spurgte Anna.
”Nej, selvfølgelig ikke” vrissede Michael. ”Hende her var ikke nogen rynket madame. Hun var en skønhed, iklædt denne her lækre blå kjole”.
”Var det ikke hende, der lignede Kirsten Walther?” spurgte Carl-Elias.
”På alle de rigtige måneder” nikkede kollegaen. Han tog en slurk af sin fadøl.
”Men det lykkedes jo ikke for dig” brød Anna ind. ”Ellers ville vi næppe sidde her og tale om det?”.
Michael trak på skuldrene. ”Hvordan kan du dog være så sikker på det?”.
Han begyndte langsomt at smile selvtilfreds under deres analyserende blikke.
”Hva’ pokker?” udbrød Anna. ”Dig og Kirsten Walther!”.
Carl-Elias og Michael kiggede forvirret på hinanden. Så begyndte de alle tre pludseligt at grine.
”What did you say? When did that happen? Let’s go then. We can’t just let this bastard get away with this. It’s Johnny we are talking about, Johnny! I can’t lose him. Do you hear me, Henry!”.
“Anna” kaldte Michael igen. Han åbnede forsigtigt døren og fandt hende liggende fortumlet på gulvet.
Hun rettede et stykke sæbe mod ham, som var det en pistol. ”Get away, you fucking creep!”.
”Anna” gentog Michael. Uden at tænkte over det havde han løftet hænderne i vejret.
”Don’t you touch him. I will fucking kill you, I swear”.
Han tog forsigtigt et skridt nærmere den farlige sæbe. ”Anna, kommer du med ud herfra igen? Du kan da ikke ligge på det beskidte gulv. Kom nu, og få et glas vand. Vi skulle lige til at åbne cigarerne”.
Anna blinkede et par gange og indså, hvor hun var henne. ”Hvad? Hvad laver du dog, din idiot! Kan du så flytte dig?”.
Michael adlød, og efter hun fik tørret lidt vand af kjolen, eskorterede han hende tilbage til bordet.
I mellemtiden var Carl-Elias gået i gang med at pulse en cubaner. Han smilede afslappet til dem begge, og stridighederne lod til at være blevet glemt for nu.
Den næste halve time lykkedes det dem faktisk at hygge sig. De udvekslede den smule anekdoter, de havde fra deres tid på kontoret sammen. Latter lød ved mindet om dengang, tyverialarmen blev igangsat af en fordrukken Michael, der havde glemt sine nøgler, og som i stedet kravlede ind gennem vinduet.
”Hvordan var det nu?” spurgte Carl-Elias. ”Du skulle bruge et eller andet. Månestenen tror jeg. Du prøvede at imponere hende den rødhårede”.
”Gërdá?” spurgte Anna.
”Nej, selvfølgelig ikke” vrissede Michael. ”Hende her var ikke nogen rynket madame. Hun var en skønhed, iklædt denne her lækre blå kjole”.
”Var det ikke hende, der lignede Kirsten Walther?” spurgte Carl-Elias.
”På alle de rigtige måneder” nikkede kollegaen. Han tog en slurk af sin fadøl.
”Men det lykkedes jo ikke for dig” brød Anna ind. ”Ellers ville vi næppe sidde her og tale om det?”.
Michael trak på skuldrene. ”Hvordan kan du dog være så sikker på det?”.
Han begyndte langsomt at smile selvtilfreds under deres analyserende blikke.
”Hva’ pokker?” udbrød Anna. ”Dig og Kirsten Walther!”.
Carl-Elias og Michael kiggede forvirret på hinanden. Så begyndte de alle tre pludseligt at grine.
”Så, hvad bliver det til?” spurgte Anna, imens hun
nedstirrede den nervøse Michael. Hun dyppede sin cigar i askebægeret og førte
den så tilbage til munden. ”Skal vi sidde her og vente hele dagen?”.
Han kiggede igen ned på sine kort og så over på hendes, imens han forsøgte at huske alt, hvad der var hændt i løbet af spillet. ”Alle dine 7’ere”.
”Åh, pokkers”. Hun rakte ham opgivende tre kort, så han nu havde endnu et sæt. Han førte 2-1-1.
”Alle dine 4’ere, Carl” sagde han og vendte sig mod kollegaen.
”Der må jeg skuffe dig, homie. Jeg er flad… men også glad for, at det er min tur. Jeg snupper alle de 8’ere, du til gengæld har gået og gemt på det sidste lange stykke tid”.
Dem måtte Michael udlevere, og inden længe var det Carl-Elias, der førte.
De skulle lige til at påbegynde deres fjerde slag, da en lille mand i et sort jakkesæt trådte hen til deres bord. Ligesom Carl-Elias bar han solbriller indenfor, men hans var mere stive og firkantede i det. I hænderne havde han en buket blomster, et brev og noget, der så ud til at være en flaske rødvin.
”Anna Oblonski” sagde han og nikkede til det lille selskab. ”Jeg heter Agent @. Jeg har kommet på vegne av Majoren for å presentere deg disse gaverne i forbindelse med pensjonen din. Og kan jeg bare sige, at jeg beundrer arbeidet ditt, som du har gjort for Organisasjonen”.
”Du er fra Organisationen?” sagde Michael overrasket.
”Dit navn er Agent @?” påpegede Carl-Elias.
Anna alene undlod at sige noget. Agent @ ventede et lille minut, men da der intet svar lød, nikkede han blot og gik sin vej.
”Vent!” kaldte Carl-Elias efter ham. ”Der er noget, jeg gerne vil tale med hovedkontoret om”.
”Ta det opp med AR” svarede Agent @, og så var han væk.
Carl-Elias og Michael ventede begge på, at Anna skulle sige noget, men der kom ingen ord.
”Det så ud til, at du havde ret alligevel” sagde rumvæsnet med et venligt smil. ”Du fik din anerkendelse”.
”Min anerkendelse?” mumlede Anna. ”Min anerkendelse. Henry huskede mig, og så gør han det her. Jeg troede måske, at han var for travlt optaget, eller at han havde glemt mig”.
”Men det havde han jo ikke” nikkede Michael. ”Du hørte selv Agent @. De må stadig tale om dig i hovedkontoret, hvis en grønskolling som ham har hørt om dig”.
”Han huskede mig” sagde Anna en sidste gang. ”Og så gad han kraft’edme ikke dukke op! I al denne tid troede jeg, at jeg måske havde misforstået noget, eller at min hukommelse har været…
Men nej, det var sandt alt sammen. Alt hvad jeg er gået igennem for den forbandede organisation, og så er det her min belønning. En buket blomster og en flaske vin”.
Hun løftede afprøvende flasken i hånden og smadrede den så ned i gulvet.
Carl-Elias sprang tilbage for at undgå glasskårene, men Anna var tilsyneladende ligeglad.
”Ti år siden jeg blev degraderet til denne her lortepost, efter jeg var en af hans bedste agenter.
I ti år har jeg ikke hørt fra ham, og så tillader han sig at gøre det her mod mig. Han kunne lige så godt have sendt mig det gavekort til biffen”.
Før nogen kunne nå at rykke frem mod hende, greb hun sin sorte håndtaske og fremdrog en pistol.
”Hvad fanden!” råbte Carl-Elias og veg tilbage. ”Er du blevet fuldstændigt sindssyg?”.
”Nej, jeg ser endelig helt klart” fortalte Anna, idet hun rejste sig op.
”Nu forstår jeg omsider, hvad der er sket. Jeg blevet kastet af vognen. Henry må have skudt skylden på mig, efter det der skete med John. Han lovede ellers, alt nok skulle gå over dengang, og at jeg inden længe kunne vende tilbage. Men nej, der var ikke nogen løsning. Det var bare et spørgsmål om at finde en syndebuk. Ved I, hvad jeg gjorde den dag? Jeg reddede hans forbandede skind, og så har det været takken. Et nyttesløst kontorjob i de sidste ti år side om side med to idioter”.
”Anna, Anna” forsøgte Michael, men til ingen nytte. Han tog et skridt nærmere hende, men rykkede så to tilbage igen, da pistolen blev rettet mod ham. Det sorte stykke metal var slidt, men velplejet bemærkede han. Det måtte være Annas gamle pistol. Deres budget og restriktioner rakte ikke til den slags.
”Jeg forstår, at det er surt” fortalte Michael. ”Og at det er møgsituation, du står i, men det behøver ikke ende sådan her. Det er ikke for sent. Du kan stadig nå at gøre noget med dit liv. Lige hvad du ønsker dig. Der er ikke længere nogen til at stå i vejen for dig”.
En stresset Carl-Elias var af vane begyndt at rulle en smøg. En tjener stod lidt derfra og stirrede chokeret på scenen, uden at vide hvad han skulle foretage sig.
”Tag den helt roligt” nikkede rumvæsnet. ”Lyt til Michael, han ved bedst”.
”Nej, for han har misforstået noget helt centralt” fortalte Anna. ”Jeg har allerede gjort noget med mit liv. Jeg lagde det alt sammen i Organisationen og i Johnny, og jeg… jeg vil bare gerne have noget til gengæld. Er en smule respekt for meget at forlange, efter alt det hårde arbejde jeg har udført? Jeg har ventet i ti år på, at verden skulle betale gælden tilbage, og det her er min belønning”.
Hun sænkede pistolen og kiggede ned på den knuste flaske.
”I to idioter kunne ikke engang finde ud af at reservere bord på den rigtige restaurant”.
Anna trådte hende til bordet og duftede til buketten af røde roser, før hun så samlede brevet op.
”Lad os se, hvad Henry skriver”.
Hun åbnede konvolutten og skimmede hurtigt teksten igennem. Det tog et nervepirrende halvt minut.
Da hun var færdig, begyndte hun at grine. Hun satte sig og fortsatte med at le ustyrligt i et helt minut uden at forklare sin opførsel. Hver gang det så ud som om, hun var færdig, udstødte hun et ryst gennem hele kroppen og startede forfra.
Da Anna til sidst stoppede og kiggede op, stod Michael over hende. Det var lykkedes ham at få fingrene i hendes pistol. Hun smilede op til ham. ”Det var ikke hans håndskrift” fortalte hun.
Carl-Elias trådte over resterne af den knuste vinflaske, imens tjeneren til sidst besluttede sig for at påbegynde oprydningen, som var det ren rutine.
”Det er jeg ked af at høre, Anna” fortalte Michael. ”Og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Det var nok ikke sådan, du havde forventet, at denne dag ville gå. Men tænk på, hvad jeg sagde. Du skal nok finde noget andet at foretage dig. Du sagde selv, at jobbet har virket meningsløst de sidste ti år. Måske er det på tide, at du kommer videre?”.
Anna smilede. Der løb en smule savl ned over hendes ene kind.
”Du forstår det ikke” sagde hun. ”Uden dette job har jeg ikke noget; selv hvis det er meningsløst og hult. Hvis jeg først træder væk fra det, vil minderne med tiden forsvinde helt. Jeg kan ikke finde på noget nyt”.
”Det bliver du nødt til” sagde Michael i et forsøg på at være håbefuld. ”Dit liv er ikke ovre”.
”Det har det været længe” nikkede Anna søvnigt. Først nu bemærkede hendes to tidligere kollegaer, hvor meget savl der egentligt løb fra hendes mund. ”Jeg havde ikke tænkt mig at bruge pistolen alligevel. Alt for beskidt. Jeg tog pillen ude på toilettet. Shhh… ikke sige mere… or he gets us”.
Den nyklækkede pensionist sank sammen på stolen. I baggrunden fløjtede tjeneren i et forsøg på at distrahere sig selv. Michael tabte pistolen. Carl-Elias mislykkedes i at tænde sin smøg og pakkede den rystende væk igen. ”Stakkels tossede kælling” mumlede han.
Han kiggede igen ned på sine kort og så over på hendes, imens han forsøgte at huske alt, hvad der var hændt i løbet af spillet. ”Alle dine 7’ere”.
”Åh, pokkers”. Hun rakte ham opgivende tre kort, så han nu havde endnu et sæt. Han førte 2-1-1.
”Alle dine 4’ere, Carl” sagde han og vendte sig mod kollegaen.
”Der må jeg skuffe dig, homie. Jeg er flad… men også glad for, at det er min tur. Jeg snupper alle de 8’ere, du til gengæld har gået og gemt på det sidste lange stykke tid”.
Dem måtte Michael udlevere, og inden længe var det Carl-Elias, der førte.
De skulle lige til at påbegynde deres fjerde slag, da en lille mand i et sort jakkesæt trådte hen til deres bord. Ligesom Carl-Elias bar han solbriller indenfor, men hans var mere stive og firkantede i det. I hænderne havde han en buket blomster, et brev og noget, der så ud til at være en flaske rødvin.
”Anna Oblonski” sagde han og nikkede til det lille selskab. ”Jeg heter Agent @. Jeg har kommet på vegne av Majoren for å presentere deg disse gaverne i forbindelse med pensjonen din. Og kan jeg bare sige, at jeg beundrer arbeidet ditt, som du har gjort for Organisasjonen”.
”Du er fra Organisationen?” sagde Michael overrasket.
”Dit navn er Agent @?” påpegede Carl-Elias.
Anna alene undlod at sige noget. Agent @ ventede et lille minut, men da der intet svar lød, nikkede han blot og gik sin vej.
”Vent!” kaldte Carl-Elias efter ham. ”Der er noget, jeg gerne vil tale med hovedkontoret om”.
”Ta det opp med AR” svarede Agent @, og så var han væk.
Carl-Elias og Michael ventede begge på, at Anna skulle sige noget, men der kom ingen ord.
”Det så ud til, at du havde ret alligevel” sagde rumvæsnet med et venligt smil. ”Du fik din anerkendelse”.
”Min anerkendelse?” mumlede Anna. ”Min anerkendelse. Henry huskede mig, og så gør han det her. Jeg troede måske, at han var for travlt optaget, eller at han havde glemt mig”.
”Men det havde han jo ikke” nikkede Michael. ”Du hørte selv Agent @. De må stadig tale om dig i hovedkontoret, hvis en grønskolling som ham har hørt om dig”.
”Han huskede mig” sagde Anna en sidste gang. ”Og så gad han kraft’edme ikke dukke op! I al denne tid troede jeg, at jeg måske havde misforstået noget, eller at min hukommelse har været…
Men nej, det var sandt alt sammen. Alt hvad jeg er gået igennem for den forbandede organisation, og så er det her min belønning. En buket blomster og en flaske vin”.
Hun løftede afprøvende flasken i hånden og smadrede den så ned i gulvet.
Carl-Elias sprang tilbage for at undgå glasskårene, men Anna var tilsyneladende ligeglad.
”Ti år siden jeg blev degraderet til denne her lortepost, efter jeg var en af hans bedste agenter.
I ti år har jeg ikke hørt fra ham, og så tillader han sig at gøre det her mod mig. Han kunne lige så godt have sendt mig det gavekort til biffen”.
Før nogen kunne nå at rykke frem mod hende, greb hun sin sorte håndtaske og fremdrog en pistol.
”Hvad fanden!” råbte Carl-Elias og veg tilbage. ”Er du blevet fuldstændigt sindssyg?”.
”Nej, jeg ser endelig helt klart” fortalte Anna, idet hun rejste sig op.
”Nu forstår jeg omsider, hvad der er sket. Jeg blevet kastet af vognen. Henry må have skudt skylden på mig, efter det der skete med John. Han lovede ellers, alt nok skulle gå over dengang, og at jeg inden længe kunne vende tilbage. Men nej, der var ikke nogen løsning. Det var bare et spørgsmål om at finde en syndebuk. Ved I, hvad jeg gjorde den dag? Jeg reddede hans forbandede skind, og så har det været takken. Et nyttesløst kontorjob i de sidste ti år side om side med to idioter”.
”Anna, Anna” forsøgte Michael, men til ingen nytte. Han tog et skridt nærmere hende, men rykkede så to tilbage igen, da pistolen blev rettet mod ham. Det sorte stykke metal var slidt, men velplejet bemærkede han. Det måtte være Annas gamle pistol. Deres budget og restriktioner rakte ikke til den slags.
”Jeg forstår, at det er surt” fortalte Michael. ”Og at det er møgsituation, du står i, men det behøver ikke ende sådan her. Det er ikke for sent. Du kan stadig nå at gøre noget med dit liv. Lige hvad du ønsker dig. Der er ikke længere nogen til at stå i vejen for dig”.
En stresset Carl-Elias var af vane begyndt at rulle en smøg. En tjener stod lidt derfra og stirrede chokeret på scenen, uden at vide hvad han skulle foretage sig.
”Tag den helt roligt” nikkede rumvæsnet. ”Lyt til Michael, han ved bedst”.
”Nej, for han har misforstået noget helt centralt” fortalte Anna. ”Jeg har allerede gjort noget med mit liv. Jeg lagde det alt sammen i Organisationen og i Johnny, og jeg… jeg vil bare gerne have noget til gengæld. Er en smule respekt for meget at forlange, efter alt det hårde arbejde jeg har udført? Jeg har ventet i ti år på, at verden skulle betale gælden tilbage, og det her er min belønning”.
Hun sænkede pistolen og kiggede ned på den knuste flaske.
”I to idioter kunne ikke engang finde ud af at reservere bord på den rigtige restaurant”.
Anna trådte hende til bordet og duftede til buketten af røde roser, før hun så samlede brevet op.
”Lad os se, hvad Henry skriver”.
Hun åbnede konvolutten og skimmede hurtigt teksten igennem. Det tog et nervepirrende halvt minut.
Da hun var færdig, begyndte hun at grine. Hun satte sig og fortsatte med at le ustyrligt i et helt minut uden at forklare sin opførsel. Hver gang det så ud som om, hun var færdig, udstødte hun et ryst gennem hele kroppen og startede forfra.
Da Anna til sidst stoppede og kiggede op, stod Michael over hende. Det var lykkedes ham at få fingrene i hendes pistol. Hun smilede op til ham. ”Det var ikke hans håndskrift” fortalte hun.
Carl-Elias trådte over resterne af den knuste vinflaske, imens tjeneren til sidst besluttede sig for at påbegynde oprydningen, som var det ren rutine.
”Det er jeg ked af at høre, Anna” fortalte Michael. ”Og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Det var nok ikke sådan, du havde forventet, at denne dag ville gå. Men tænk på, hvad jeg sagde. Du skal nok finde noget andet at foretage dig. Du sagde selv, at jobbet har virket meningsløst de sidste ti år. Måske er det på tide, at du kommer videre?”.
Anna smilede. Der løb en smule savl ned over hendes ene kind.
”Du forstår det ikke” sagde hun. ”Uden dette job har jeg ikke noget; selv hvis det er meningsløst og hult. Hvis jeg først træder væk fra det, vil minderne med tiden forsvinde helt. Jeg kan ikke finde på noget nyt”.
”Det bliver du nødt til” sagde Michael i et forsøg på at være håbefuld. ”Dit liv er ikke ovre”.
”Det har det været længe” nikkede Anna søvnigt. Først nu bemærkede hendes to tidligere kollegaer, hvor meget savl der egentligt løb fra hendes mund. ”Jeg havde ikke tænkt mig at bruge pistolen alligevel. Alt for beskidt. Jeg tog pillen ude på toilettet. Shhh… ikke sige mere… or he gets us”.
Den nyklækkede pensionist sank sammen på stolen. I baggrunden fløjtede tjeneren i et forsøg på at distrahere sig selv. Michael tabte pistolen. Carl-Elias mislykkedes i at tænde sin smøg og pakkede den rystende væk igen. ”Stakkels tossede kælling” mumlede han.
Kommentarer
Send en kommentar