Det følgende er lidt anderledes fra noget, jeg har skrevet tidligere. Det er en slags eventyr og så alligevel ikke. Jeg fik ideen, da jeg sad og lyttede til Gordon Lightfoots sang Don Quixote, så på en eller anden måde udspringer følgende vel fra Cervantes, den gamle slubbert. Jeg skal nok købe ham en øl engang.

Ridder Regn

Der var engang en mand, sommetider en kvinde, der rejste verden rundt. Både som herre og dame har denne rejsende båret mange navne gennem årene, men det foretrukne nu om dage er Ridder Regn. For Ridder Regn lever stadig i blandt os og hjælper til, når der er brug for det. Han har været hele verden over og så alligevel ikke.
For selvfølgelig er Ridder Regn ikke ægte. Det ved han godt, og det har han affundet sig med for længe siden. Men indtil videre har det ikke stoppet hende.
I begyndelsen var Ridder Regn mest optaget af krig og hæder. Han har beskyttet konger, besejret drager og reddet ungmøer. Hun har fældet tyranner, vogtet over glemte hemmeligheder og forgivet forrædere.
Uanset hvor Ridder Regn kommer hen, taler han sproget og kan forstås af alle. Det er umuligt at sige, hvor hun stammer fra.
Med årene lærte ridderen, at der var mere til livet end strid. Da bønderne begyndte at sulte og fryse, var det Regn, der hjalp dem med at finde føde og varme til at overleve de hårde vintermåneder. Da den uheldsvangre pilgrim faldt og kom til skade på vejen, var det Regn, der ledte gæstfri lokale til at finde og pleje den rejsendes sår. Er man faret vild, er det Regn, der hjælper en med at falde til ro og vælge den rigtige sti.
Ridder Regn er draget over alle bjerge, gennem alle skove og under alle skyer. Han forstår alle, og selvom de færreste kan huske hende, genkender alle Ridder Regn med det samme. Når han drager videre, lægger mindet om ham sig i underbevidstheden, hvor det blandes sammen med andre erindringer og oplevelser.
Men eftersom Ridder Regn ikke er ægte, beklager hun sig ikke.

Den første del

Der var engang en lille Signe. Signen hun hed pige. Eller måske var det omvendt?
Den lille Signe boede i en krog. Signes Krog hed den. Hun havde den helt for sig selv.
Sådan var der så få ting i livet, men hun var bare glad for sin krog. Det var godt at have noget, der var hendes eget. Det lå der mellem fabrikken og bagerforretningen, så selv hvis hun kunne have fået lov til at vælge en hvilken som helst anden krog, ville hun ikke have taget imod tilbuddet. Det var hendes krog, og sådan var det.
En dag var den lille Signe nede på havnen for at kigge efter muslinger. Hun kendte en bedstemor, der gerne gav en skilling pr. stk. Hvis damen var i godt humør, fik den lille Signe somme tider noget lækkert oveni.
Det var selvfølgelig ikke den lille Signes bedstemor, men alle kaldte hende Bedste, så det gjorde hun også. Den lille Signe forstod ikke helt, hvordan hun kunne være nogens bedstemor og så ikke hendes. Hun kendte jo alligevel ikke andre, og Bedste var så sød.
Men denne dag fandt den lille Signe kun to muslinger. Hun var ked af det, fordi hun vidste, at hun kun ville få to skillinger og ingen lækkerier. Men hun var også ked af det, fordi hun vidste, at Bedste ville blive skuffet. Der tog hun fejl. Bedste var ikke skuffet. Bedste var sur.
Hun tog muslingerne fra den lille Signe, kaldte dem for sølle og kastede dem tilbage i hovedet på muslingesamleren. Det kunne hun gøre bedre, mente hun, og Bedste fik jo gæster her om to timer.
Dem var hun nødt til at servere muslinger, det havde hun lovet.
Den lille Signe gik tilbage på havnen, selvom hun vidste, at det var for sent og mørkt til at finde nogen nu. Men hun kunne ikke lide at gøre Bedste sur, så hun gjorde sit bedste.
En time senere havde hun kun fundet tre muslinger mere. Efter to stod hun med syv i alt.
Måske var Bedste i bedre humør nu? Syv muslinger var trods alt bedre end to.
Men døren åbnede sig ikke, da den lille Signe bankede på hos Bedste. Hun kunne nok ikke høre hende.
De lavede jo også en god del larm inde i stuen. Den lille Signe kunne høre musik derindefra og en latter, der kun kunne være Bedstes. Så var hun altså ikke sur mere. Men hun ville heller ikke åbne op.
Den lille Signe gik i stedet videre til en restaurant, hun kendte. Nogle gange når Bedste ikke var i humør til muslinger, eller når Signe havde plukket bær, kom hun her i stedet og ventede ved bagdøren. Der var en ung tjener her, hun godt kunne lide. Hun kunne ikke hans navn, det havde han aldrig fortalt, men han var altid god ved hende. Nogle gange fik hun lidt brød, en gulerod eller et æble.
Engang havde han været så god at snige en pølse ud til hende. Hun var jo det rene skind og ben, sagde han.
Det syntes den lille Signe var sjovt sagt, for hun vidste jo godt selv, at hun da i hvert fald ikke var særligt renlig.
Med muslingerne i favnen drejede hun om det velkendte gadehjørne. Der gik folk rundt og morede sig foran restauranten, men de skulle bare vide, hvor sjovt man havde det, når man kom om i baggården. Hun havde næsten ondt af dem.
Den lille Signe smilede ved synet af den velkendte dør med den velkendte grønne farve. Nu skulle hun bare stille sig og vente.
Den lille Signe ventede.
Og hun ventede.
Hun ventede til, at solen helt forsvandt.
Men hun turde ikke banke på, hvis den sure kok skulle vise sig.
Til sidst åbnede døren sig, og der var han med skraldespanden under armen. Han var lige ved at gå ind i den lille Signe og kunne slet ikke se hende bag affaldet. Og hvad var det for noget tøj, han havde på?
Det havde den lille Signe aldrig set før. Det måtte være nyt. Han lugtede også mærkeligt, og han havde blomster under armen. Var de mon til hende?
Den lille Signe trådte et skridt nærmere, imens han bøvlede med skraldet. Men han var ikke sur som Bedste.
Han fløjtede, og da han vendte sig rundt, begyndte han at smile. Den lille Signe rakte muslingerne op mod ham. Tjeneren gik lige forbi hende. Han havde slet ikke set hende. Der stod en kvinde i indgangen til gyden.
Hun havde en lang kjole på. Han gav hende blomsterne og smilede. Så glad havde den lille Signe aldrig set ham før.
Hun kiggede ned ad sit eget mugne tøj. Måske hvis hun havde taget en kjole på, ville han også give hende blomster. Da den lille Signe kiggede op igen, var tjeneren og kvinden væk. Her stod hun alene tilbage sammen med sine muslinger. Men dem kunne hun jo ikke spise. Hun havde prøvet engang og fik dårlig mave.
Måske var det ikke for sent at finde en anden, der ville tage imod dem? Ellers måtte hun prøve at komme af med dem i morgen. Bare de ikke blev dårlige.
Nogen hostede bag hende. Den lille Signe var ikke alene i gyden længere. Først håbede hun, at tjeneren var kommet tilbage, men det var den sure kok i stedet. Han var sur og råbte ting ad hende. Han kaldte hende skarn og møgunge og sagde, at hun aldrig skulle komme tilbage. Den lille Signe løb så hurtigt, hun kunne, men hun snublede på vej ud ad gyden og tabte sine muslinger bortset fra en enkelt. Flere af dem knækkede. Hun turde ikke blive og samle dem op igen.
Da den lille Signe var på vej hjemad, kunne hun snart ikke mere. Hun var træt, kold og våd efter at have samlet muslinger på havnen, og hun ville bare gerne sove. Måske var hun heldig at få lidt at spise af bageren. Han satte nogle gange noget ud til hende, hvis han var i godt humør.
Den lille Signe nåede til den velkendte gade og smilede, da hun fik øje på bagerforretningens skilt. Hun glemte næsten alle dagens strabadser ved tanken om sin krog. Der kunne hun få varmen og vejret og følelsen i sine fingre tilbage.
Den lille Signe trådte ind i sin gyde. Men der var noget galt. Hvor var hendes krog? Hvor var Signes krog?
Der var selvfølgelig en krog, det kunne hun se, men den var optaget. Den havde aldrig været optaget før.
For den var jo allerede optaget. Det var Signes Krog, sådan var det. Men nu lå der i stedet en stor fremmed mand med et langt skæg. Hun kendte ham ikke. Han lå og spiste noget. Var det brød? Så havde bageren alligevel sat noget ud til hende. Og hvad var det, han drak? Det lugtede stærkt.
Den lille Signe trådte nærmere og smilede til manden. Måske ville han lytte til hende, hvis hun forklarede misforståelsen? Det her var hendes krog. Det måtte han forstå. Man kunne ikke bare stjæle en anden persons krog. Ikke når de ikke havde andet.
Manden kiggede på hende og pustede. Han gad ikke lytte til hende. Det var hans krog nu, fortalte han.
Hun var ung, hun kunne sagtens sove ude på gaden. Da han mistænkte, at hun ikke lyttede efter, viste han hende en kniv som bevisførelse for sin sag. Den afgjorde, at hun ikke ville komme igen, fortalte han.
Den lille Signe lyttede og listede ud af gyden. Men det var jo hendes krog. Det var Signes Krog. Hvad skulle hun nu gøre? Hun havde ikke noget tilbage. Jov, der var selvfølgelig en enkelt ting. Hun kiggede ned på den sidste musling i sin ene hånd. Nej, den kunne han også få.
Hun løb, da den ramte ham i hovedet. Men han var hurtig og kom efter hende.
Nu skulle hun få en lærestreg, råbte han. Den lille Signe var hurtig, men manden var hurtigere. Hun havde håbet på, at han var stor og langsom. Sådan var det ikke.
Han var lige ved at fange hende ved et vejkryds, da en vogn pludseligt kom ud af intetheden og adskilte dem.
Den lille Signe kiggede sig ikke tilbage, men løb videre, indtil hun fandt nogle skraldespande, hun kunne gemme sig ved. Hun ventede, og hun ventede, og hun ventede, men manden kom ikke efter hende.
Måske havde han givet op? Den lille Signe vovede sig ud af skraldet. Der var alligevel ikke noget at spise.
Men hvor skulle hun gå hen nu? Hun kunne ikke finde tilbage til sin krog, hvor hun havde sit tæppe, sin flaske og sine skjulte skillinger under en løs sten. Dem kunne hun ikke få tilbage.
Den lille Signe vandrede videre ned ad gaden, til hendes ben var ved at falde af.
Da hun ikke kunne mere, satte hun sig ned på kantstenen. Hun måtte bare lige hvile sig lidt.
Der gik ikke længe, før hun begyndte at døse hen. Hun ville måske have sovet der hele natten, hvis ikke en vogn var kørt forbi. Den havde fuld fart på og ramte en vandpyt, så det plaskede op på den lille Signe.
Nu kunne den lille Signe ikke mere. Hun var gennemblødt, træt og sulten, og hun frøs, og hun havde ikke engang sin krog.  For første gang begyndte den lille Signe at græde. Normalt brød hun sig ikke om det, men i aften havde hun brug for det. Den lille Signe græd og græd til, hun ikke havde flere tårer tilbage.
Man kunne slet ikke se dem, da hun allerede var våd og beskidt i forvejen. Ingen der passerede forbi hende, skænkede hende mere end et enkelt blik eller en enkelt tanke. Der var kun en, der stoppede op og blev hos hende, men det var ikke nogen, der kunne ses.
En dør blev åbnet til højre for den lille Signe. Det var en fin villa, hvor hun havde hørt flere latterudbrud i løbet af aftenen, men nu var huset helt stille. Der stod ikke nogen i døren. Den lille Signe rejste sig op og trådte nærmere. Hun kunne se ind i opgangen, at beboerne og gæsterne var gået ovenpå for at sove. Der var ikke nogen at se, og allerede herudefra kunne hun mærke varmen. Der kom en dejlig lugt af mad inde fra stuen.
Den lille Signe mærkede et skub, og hun stod i opgangen. Hun kunne ikke huske at have taget nogle skridt.
Her hang en masse fine jakker, og der stod mange flotte sko. Ingen af dem havde mudder på sig.
Den lille Signe kiggede ned på sine egne. De var ikke andet end mudder.
Hun mærkede sine fingre tø lidt op igen. Der lugtede så dejligt inde fra stuen. Men hvad nu hvis hun blev opdaget? Den lille Signe kiggede nærmere på en af jakkerne. Der stak noget ud af lommen. Det var en bog. Måske kunne den lille Signe ikke læse, men hun genkendte denne bog. Den var vigtig, vidste hun. Det var vist nok en regelbog. Hun var sikker på, at der stod et sted i den, at man ikke måtte stjæle. Det havde hun i hvert fald fået at vide af Bedste engang. Sådan stod skrevet i bogen, og man måtte adlyde den.
Den lille Signe tog et skridt tilbage. Hun var lige ved at vende om og stikke af.
Men hun følte i stedet en hånd på skulderen. En stemme fortalte hende, at hun ikke skulle bekymre sig om, hvad Bedste sagde. Hvis Bedste virkeligt ville hjælpe hende, kunne hun have det gjort på så mange måder.
Den lille Signe lyttede til stemmen, og selvom den var fremmed, var hun ikke bange for den.
For den var ikke rigtig, forstod hun, og alligevel var den mere ægte end noget andet.
Den lille Signe gik ind i stuen, hvor en varm pejs varmede hendes lille krop. På bordet stod resterne af middagen og en vase med urørte rene blomster, men for hende var det et prægtigere festmåltid, end hun nogensinde havde set før.
De ville alligevel smide resterne ud i morgen, så den lille Signe satte sig op på en stol.
Hun spiste de løg og gulerødder, der var tilbage på tallerkenerne, og hun smilede igen. Men da hun havde spist dem alle, var hun stadig sulten. Der stod et fad på midten af bordet med et tungt låg, som hun ikke kunne få af. Den lille Signe var lige ved at blive ked af det, men nej, hun måtte ikke være grådig. Hun havde allerede fået bedre at spise, end hun gjorde mange dage. Dette havde været en fest nok i sig selv.
Hvis bare hun havde haft noget selskab. Men det havde hun jo, fortalte stemmen. Da hun kiggede op igen, indså hun, at den havde ret. Regn smilede til hende og løftede låget af fadet.
Den lille Signe havde fortjent et festmåltid, sagde ridderen, og det skulle hun have.
Bagefter havde de arbejde, der skulle udføres.

Delen der kommer efter den første

Der var engang en ung mand ved navn Jens. På mange områder var Jens som alle andre unge mænd.
Han var livlig, nervøs, selvsikker og træt som vejret skiftede, og han elskede kvinder mere end noget andet.
Det var alt, hans venner talte om. Meget af tiden var det også alt, han talte om. Men ikke på det seneste.
Nej, det var ikke længere kvinder, han elskede. Det var én kvinde. Den rigtige kvinde.
Det havde vennerne drillet ham med. De spurgte hele tiden, hvornår han skulle giftes. Til sidst havde han fortalt dem, at hun bare var indtil, han fandt en bedre en.
Men snakken havde spredt sig, og hun havde hørt det. Så var hun taget hjem fra festen. Jens venner syntes, det var godt. De ville gerne have ham med til en anden fest i stedet. En bedre fest med masser af kvinder.
Men Jens var ikke interesseret i masser af kvinder. Han havde kun sagt det for at slippe af med vennerne, men han vidste jo godt, at hun var alt for ham. Da han blev færdig med arbejde tidligere på aftenen, stod hun og ventede på ham i sin nye kjole, og han kunne ikke se noget andet end hende. Men kunne han gå tilbage? Ville hun overhovedet høre på ham? Og hvad ville vennerne ikke sige?
De var mødtes på biblioteket, hvor de ville låne den samme bog. Der var kun ét eksemplar tilbage, og de fandt den samtidigt. Selvfølgelig havde Jens løjet. Han skulle jo egentligt låne bogen til sin mor, men hun troede på ham, og det havde fået dem i snak. Han endte med selv at læse bogen højt for sin mor, så han kunne fortsætte med at tale med hende fremover. Da hun endelig fandt ud af sandheden, syntes hun, at historien var sjov. Mon hun stadig gjorde det?
Lige nu stod Jens ude foran festen, som hans venner havde ført ham til. Han skulle lige have lidt frisk luft, fortalte han dem. Frem for alt andet havde han ikke lyst til at gå indenfor igen.
Han overvejede, om det ikke var bedst bare at tage hjem og glemme hele affæren. Det kunne være, det gik over, hvis han ventede længe nok.
Der stod en pige ved siden af ham. Han kendte hende knap nok. En af vennerne havde forsøgt at få dem i tale, og Jens svarede høfligt på hendes spørgsmål, uden at gå dybere ind i dem. Men han havde sine tanker et helt andet sted og kunne ikke engang huske hendes navn.
Jens undskyldte og sagde, han havde brug for at strække benene. Alene.
Frustrationerne drejede rundt i hovedet på ham, imens han gik.
Hvordan var han endt her? Han havde aldrig før følt sådan her med nogen. Måske troede han nogle gange, at han var forelsket, men tidligere gjorde det ikke lige så ondt som nu.
Han sparkede til en efterladt flaske for at komme ud med sine frustrationer. Han mærkede knap nok stødet mod sin fod. Den var intet i forhold til, hvordan han allerede havde det.
Var det meningen, at det skulle gøre så ondt? Det kunne det vel næppe værre. Han havde også brugt meget af sin tid på hende og talt om hende ved hver en lejlighed, han kunne finde. Det måtte han give vennerne ret i. Spørgsmålet var nu, hvad al den tid ville betyde, hvis hun gik væk nu?
Den ville bare forsvinde med hende ud af døren, og minderne ville kun gøre ondt.
Efter biblioteket var de taget direkte ud for at drikke en kop kaffe, og som tiden gik, var kaffen udviklet sig til aftensmad og rødvin. En uge senere dansede de det meste af natten til tonerne fra gammel slidt guitar. Det havde måske været den bedste aften i hans liv.
Jens indså, at han var nødt til at få hende tilbage. Han var nødt til at sætte sig ned på en bænk, imens tankerne hvirvlede rundt i hovedet på ham.
Men hvad hvis hun ikke ville have ham tilbage? Måske havde hun allerede fundet en anden som hævn for det, han sagde. Det kunne ligne hende. Nej, det vidste han godt, at det ikke kunne. Det kunne ligne ham. Det ville han have gjort for at få det bedre med sig selv.
Han var sikker på, at hun ikke var sådan.
Men hvis hun nu var? Ellers hvad nu hvis hun ikke ville tilgive ham? Han kunne vel ikke rigtigt bebrejde hende, hvis hun havde fundet en anden. Det var jo præcis, hvad han havde foreslået at gøre.
Han overvejede at gå tilbage til festen, så han kunne slappe lidt af igen. Han fik ikke særligt meget ud af at sidde her helt alene. Desuden kendte hans venner måske ham bedre, end han selv troede. Det kunne være, at han overtænkte det hele. Hvis hun ikke kom tilbage, var hun måske ikke den rette. Enhver kunne jo sige sig selv, at det havde været en spøg, helt ærligt.
Det begyndte at blæse, og Jens frøs. På den anden side af gaden travede et muntert ung par afsted.
Han undgik at kigge på dem. De mindede ham for meget om aftenens begyndelse. Længere tilbage vandrede en enlig midaldrende kvinde med en flaske vin under armen. Hun holdt en god afstand til alle, hun så, og holdte hovedet nede. Jens fulgte hende med øjnene, til hun vraltede ned ad en sidegade. Hun virkede bekendt, men han kunne ikke sætte en finger på hvorfra. Lige før hun forsvandt, mødte deres øjne. De var mørke. Til hans overraskelse blinkede hun til ham.
Det blæste en kold vind, og Jens gnubbede sine arme. Han rykkede lidt på sig og rejste sig for at gå. Men hvad var det, der lå der? Jens rakte ned og samlede en buket blomster op fra bænken. Dem havde han ikke set før. De var håndplukkede. Han kunne ikke forestille sig, hvem der havde glemt dem her.
Jens vendte sig rundt, men han kunne ikke se nogen andre end sig selv længere. Et kort øjeblik syntes han at høre et sæt lette fortrin. Det var nok ikke noget. Hvem kunne have plukket de blomster?
Han duftede til dem og følte sig en smule stærkere. Det måtte være ham selv, indså han, selvom han ikke kunne huske det. Jov, han havde nok plukket dem for at tage hen og undskylde, sådan hang det sammen.
Han var nødt til at få styr på det her. Der var ingen smutveje eller nogen trøst, der ville gøre ham glad igen.
Desuden fortjente hun en undskyldning. Jens tog en dyb indånding og gik så afsted.
Omkring ham begyndte en let byge at falde, men den gjorde ikke noget. Han var på vej for at se sin drømmekvinde, og alt skulle nok løse sig.

Den del der er lidt midt i det hele og ikke ved, hvad den vil

Der var engang en maler. Maler Maiken hed hun, når vejret var til det. På andre dage var hun Trætte Maiken eller Sultne Maiken eller Kedelige Maiken. På en helt bestemt dag nåede hun at være alle fire.
Hun vågnede som Trætte Maiken og rullede rundt i sin seng i vildelse. Heldigvis var den så stor, at hun ikke trillede ud på gulvet.
Trætte Maiken åbnede øjnene og lukkede dem igen. Så åbnede hun dem og lukkede dem, og da hun var færdig med det, fik hun endelig åbnet øjnene. Hun lagde sig om på maven og lukkede øjnene.
Trætte Maiken var træt. Der var alligevel ikke nogen til at lave hende morgenmad, og hun ville bare blive sulten, når hun endelig fik kæmpet sig op. Så kunne hun vel lige så godt blive i sengen.
Hun vågnede en halv time senere og åbnede øjnene, denne gang uden at lukke dem igen.
Der var noget, hun skulle nå, det havde hun helt glemt. Faktisk havde hun afgivet et løfte om, at portrættet nok skulle blive færdigt i dag, så det var klar til udstillingen i morgen.
Det var selvfølgelig fjollet at have et selvportræt hængende i galleriet, det havde hun forklaret inspektøren, men hun ville ikke lytte. Hun mente, det var naturligt, at folkene kunne få kunstneren at se efter alle disse år. Det forstod Maiken ikke.
I badet blev hun langsomt forvandlet fra Trætte Maiken til Sultne Maiken, og hun trådte bagefter ind i køkkenet med dryppende hår. Der var lidt brød, to runkne æbler og en pose havregryn. Hun smagte på det ene æble og endte med at smide dem begge to ud. Det måtte blive havregrød. Det kunne ikke være så svært at lave.
Sultne Maiken fandt en opskrift i kogebogen under en bunke gamle breve og nogle visne blomster. Den var det reneste i hele køkkenet.
Hun bladrede, til hun fandt den rigtige side. Opskriften var så ligefrem, at Sultne Maiken næsten blev pinlig berørt, men hun turde ikke lægge den væk igen. Først skulle hun bruge en gryde. Sådan en havde hun da.
Der viste sig at være tre forskellige i skabet, og hun tog den mindste ud. Den var lidt snavset, men hun kunne da se sit forvrængede spejlbillede på bunden, så den gik nok. Sultne Maiken skyndte sig at hælde havregryn i, så hun slap for det ubehagelige blik.
Næste trin var vand, så lidt salt, og derefter kom gryden på komfuret. Sådan. Det skulle nok blive spiseligt på et tidspunkt.
Sultne Maiken drak lidt vand og stillede sig ved køkkenvinduet, så hun kunne se ned i gården.
En lille pige rendt rundt dernede og legede med sig selv. Maiken kunne ikke lige huske at have set hende før, men hun var heller ikke særligt vild med børn. Det var i grunden en del af problemet.
Det boblede fra gryden, og Maiken fik trukket sig væk fra vinduet. Hun skyndte sig at røre rundt.
Det vidste hun da, hvordan man gjorde. Nu kunne hun snart få noget at spise.
Grøden smagte ikke helt, som den skulle, men Maiken var ikke sikker på, om det skyldtes hendes indsats, havregrynenes alder eller noget helt tredje. Hun blev i det mindste mæt og fik endelig sat sig ind i sit arbejdsværelse.
Nu var det på tide at komme i gang.
Hun havde lovet at få arbejdet fuldført. Der var lidt streger på lærredet fra gårsdagens forsøg, der var endt på bunden af en flaske rødvin. Hun var kommet sent hjem i nat. De var ikke nået meget videre end til at danne omridset af hendes skuldre, hals og hoved. Der var endnu ingen detaljer til at demonstrere, at de tilhørte hende, og hun foretrak egentligt portrættet sådan.
Hun kiggede sig selv i spejlet og pillede ved sit hår. Hvordan skulle det sidde på portrættet? Måske hvis hun lavede en hestehale, kunne hun skjule det grå. Det grå og kedelige. Med den tanke blev hun Kedelige Maiken.
Der var engang, hun havde været sjov og spændende, men den tid var forbi.
I de dage var hun den mest interessante kunstner i byen. Gallerierne skændtes om hende og mændene og kvinderne ligeså.
Det føltes rigtigt, da hun endelig gav efter og slog sig ned. Indtil for nylig fungerede det fejlfrit, men hendes udstillinger var ikke, hvad de havde været. Inspektøren sagde ikke noget og dog gjorde hun.
Denne her var nødt til at gå godt. Men et selvportræt? Det var årevis siden, hun sidst havde lavet sådan et.
Kedelige Maiken var ikke noget særligt egnet emne med sit livløse blik, sine udtørrede øjne og sine falmede kinder. Det var som en skygge af den virkelige Maiken, af Maler Maiken, som hun ikke havde set i et stykke tid. Hun forsvandt ved skænderiet og var ikke dukket op siden.
Men det var hun nødt til snart at gøre, hvis den seneste samling skulle blive klar til galleriet.
Kun Kedelige Maiken kiggede dog tilbage fra spejlet, og hun kom ingen vegne, selv efter at have siddet ved lærredet i en time.
Kedelige Maiken var nem at genkende på øjnene. Ikke bare deres unaturlige alder og fremmedhed, men de besad ingen glød. Maler Maiken var berygtet for sin glød, der trak alles opmærksomhed mod hende, når hun var til stede i rummet. Selv når hun ikke havde noget andet, så beskyttede gløden hende og gav hende liv.
Kedelige Maiken havde ikke noget til at beskytte sig. Hun sad bare der, lige så runken som æblerne og lige så klar til at blive smidt ud.
Nogen bankede på døren, og hun rejste sig for at gå ud og svare.
Det var en uge siden, at døren sidst var blevet smækket i. Siden da havde den ikke været åben. Når hun søgte frisk luft, gik Maiken ned ad brandtrappen. Hun ønskede ikke spørgsmål fra naboerne. Heller ikke sympati.
Den knirkede lidt, men kæmpede ikke imod. Hun nåede lige at høre lette fodtrin på trapperne, da hun kom ud. Der var ikke andet på dørtærsklen end lidt post. Maiken skyndte sig at samle det op og komme ind igen, inden nogen kunne nå at se hende.
Hun satte sig ind til spisebordet og kiggede den lille bunke igennem. Mon hun havde noget kaffe tilbage?
Det kunne hun ikke huske. Første brev var en regning. Næste var noget med en fjern slægtning, der inviterede til bryllup. Derefter fulgte endnu en regning. Kedelige Maiken gabte og truede med at blive til Trætte Maiken igen. Var det ikke også ved at være sent? Hun havde jo sovet det meste af dagen.
Hun gik hen for at se, om der var mere kaffe og lod de sidste to breve ligge. De betød sikkert ikke noget alligevel.
Et kvarter senere satte hun sig igen ind i arbejdsværelset med en varm kop kaffe i hånden. Den smagte ikke særligt godt, men gjorde sin pligt og holdt hende fra at blive til Trætte Maiken. Så var Kedelige Maiken alligevel bedre. Hun vidste bedre end at begynde at drømme og havde accepteret sin skæbne.
Ansigtet i spejlet var som en gammel slagmark, hvor kun glemte gravhøje stod tilbage. Jorden var gold og forladt. Den havde ingen anden fremtid i møde end undergangen, og hun betragtede den langsomt nærme sig. Det eneste, der voksede, var råddenskaben.
Maiken førte en finger op til en sort vorte. Den havde været der i nogle år, men aldrig før virket så stor.
Kunne den være vokset?
Hun markerede den på lærredet, hvor den hang og svævede i omridset af hendes ansigt.
Det lignede et stort umenneskeligt øje, der holdt iagttog hende.
Kedelige Maiken satte sig ned på skamlen, men der lå allerede noget. Det var et brev. Vinden måtte have blæst det ind fra stuen. Hun tænkte ikke videre over det og åbnede brevet. Det var heldigvis ikke nogen regning, bemærkede hun som det første. Men den var værre endnu. Det var heller ikke nogen fjerne slægtninge eller gamle venner, der skrev for at se, hvordan hun havde det. Det var hverken ulidelig sympati eller kvalmende betænksomhed. Det var… hun lagde brevet fra sig.
Det var sikkert kommet forkert. Hun vidste, at der ikke var nogen, der skrev sådan til hende.
Der måtte være en anden Maiken, som boede på nummer seks, tredje sal til venstre.
Det store øje på læderet så ud til at være enig.
Hun rejste sig og trådte hen for at åbne vinduet. Der var overskyet udenfor, og det dryppede lidt.
Hun stak en hånd ud af vinduet og fangede en dråbe. Inden længe begyndte det at blive mørkt.
Maiken var ikke sikker på, hvad der var af mad i hjemmet til overs, hvis hun skulle have noget at spise.
Men hun var ikke engang særligt sulten.
Hun skulle lige til at lukke vinduet igen, da noget fløj forbi hende og kastede sig mod gaden nedenfor.
I sidste øjeblik nåede hun at gribe brevet. Nogle dråber ramte det, og hun trak det ind, for at det skulle blive vådt.
Da hun havde lukket vinduet, tog hun det ud af konvolutten for at se, hvor vådt det var blevet. Det var stadig læseligt, og hun havde snart løbet blikket over det for anden gang. Hun smilede.
Hun rettede sig op og pakkede brevet i lommen. Det ville forblive hendes hemmelighed.
Fra spejlet kiggede Maler Maiken nu tilbage mod hende. Det var på tide at komme i gang, hvis selvportrættet skulle blive færdig til tiden, mindede hun hende om.

Den del, der ikke er sidst, men næsten

Der var engang en fange. Hans navn var langt og kompliceret, men de andre indsatte kaldte ham blot Frits.
Et rygte fortalte, at han sad inde for mord. Et andet hævdede, at han havde brændt en hel landsby ned til grunden. Det blev også sagt, at han havde boet på gaden i skjul en hel måned, indtil han blev fanget.
Ingen af disse var nogensinde blevet bekræftet af Frits selv, men de fleste vidste bedre end at spørge. Frits var ikke den sociale type, og næsten alle var bange for ham.
Ikke mindre end syv gange var vagterne blevet nødt til at trække ham ud af et slagsmål.
Sidste gang havde en af hans modstandere mistet et øje. Frits huggede det ud med en gaffel.
Fra nabocellen blev det hvisket, at han snakkede med sig selv natten lang om alle de folk, han skulle skade, når han først var kommet ud herfra.
Uanset hvad man tænkte om Frits, måtte alle indrømme, at han fortjente respekt i fængslet, og at det var dumt at komme ham på tværs. Han havde kun fjender og ikke-fjender, så det var bedre at lade ham være i fred end at forsøge på at blive hans ven.
Frits sagde sjældent særligt meget, medmindre han var utilfreds, så det var som regel nemt nok at undgå ham.
Hans rutine var simpel. Hver dag startede med morgengymnastikken, et besøg på toilettet og mad i messen, lige før den lukkede, når der var færrest besøgende. Derefter gik han på biblioteket i to timer for at læse i stilhed. Han stod aldrig op i løbet af denne tid eller holdt pause, medmindre nogen afbrød ham.
Det betød som regel tæv, hvis man gjorde det.
Efter frokost trænede Frits en time i gården, han gik i bad, og han gik i værkstedet til aftensmadstid.
Ingen vidste, hvad han arbejdede på derinde, da han altid holdt sig i hjørnet, og kiggede ud i rummet med sit høgeblik. Efter aftensmaden var det lige tilbage til cellen, gerne med en bog under armen til natlæsning.
Hen mod ti-tiden begyndte snakken som regel at lyde derindefra.
Med undtagelse fra slagsmålene havde vagterne ingen klager over Frits. Han var den mest punktlige fange i hele anstalten, og det var kun nyankommne, der kunne finde på at provokere ham. Han var ikke med i nogen bander, udførte ingen lusket opførsel og brød sig ikke om at tale grimt. Det var nok for ham, at alle vidste, han var den mest barske i anstalten, og at han ikke havde brug for nogen andre.
Det seneste slagsmål var blevet startet over aftensmaden, da en indbrudstyv ville have afklaret, hvad der havde landet den tavse enspænder i spjældet.
Hver morgen spiste Frits sin mad i fred, gerne ved et ellers tomt bord.
Han foretrak stilheden. Ingen spurgte ind til hans fortid eller forsøgte at lære ham at kende.
Hver formiddag læste Frits alene i biblioteket.
Han foretrak sine egne tanker frem for en diskussion. Hvis man ikke lærte nogen at kende, undgik man at få venner.
Hver dag trænede Frits alene for sig selv i gården.
Han foretrak at konkurrere imod sig selv. Hvis man ikke fik venner, var der ikke noget at miste, eller nogen at sammenligne sig med.
Hver eftermiddag arbejdede Frits alene i værkstedet.
Han foretrak at holde sine hænder for sig selv. Hvis man ikke rørte andre, var der ikke nogen at skade.
Hver aften talte Frits med sig selv i cellen.
Han foretrak ikke at tale til nogen andre. Hvis de vidste noget, kunne de dømme en.
Hver nat drømte Frits. Det var hans eneste klage i tilværelsen.
Han foretrak ikke at drømme. Det var nemmere at være barsk, når man ikke dømte sig selv hver eneste nat.
Bag murene var det kun Frits og fængselsinspektøren, der vidste, hvilken forbrydelse havde bragt ham i spjældet. Ude i den virkelige verden vidste dommerne, advokaterne og politiet det. Ligeledes gjorde de pårørte og Frits egen familie. Ulig hans venner kunne de ikke afskære den tekniske forbindelse til ham, selvom det var lykkedes dem at lade enhver kontakt i praksis ophøre.
Men Frits havde ikke brug for dem. Han var barsk. Han var hård. Han var ond.
Det havde forbrydelsen bevist for alle andre, så måtte det også være nok for Frits.
De forventede alle en forklaring, da han blev arresteret og bragt for retten i sin tid. Hvis bare de fik at vide, hvorfor han havde gjort det, ville de måske kunne tilgive ham. De ville bare gerne forstå ham, så de kunne prøve på at hjælpe ham. Men Frits kunne ikke give dem nogen forklaring, og de opgav ham.
Selv nu var han ikke sikker på, hvorfor han havde gjort det. I øjeblikket virkede det til at give mening, men her i den større sammenhæng og med flere års tilbageblik, så var der vel egentligt ikke nogen årsag.
Hvis de ønskede en forklaring, kunne den tage den, han selv havde accepteret.
Frits var ondsindet. Han var et slet menneske, og han havde gjort det, fordi sådan var hans natur.
Han kom i slåskamp allerede på sin første dag i spjældet, da en mand forsøgte at tage hans frokost.
Morgengymnastikken blev udført hver dag, så han kunne være klar på det næste angreb.
Den anden kamp fulgte, da en bande forsøgte at rekruttere ham. Frits blev stukket med en kniv, men fik hævnet sig.
Under morgenmaden genoplevede han hver dag retssagen for at minde sig selv om anklagerne.
Den tredje kamp foregik ude i gården, da en anden bande forsøgte at tage udfordringen op.
Frits læste gerne i biblioteket, men ikke som så mange andre for at undslippe fængslet i sine tanker.
Det fjerde tilfælde skyldtes en misforståelse på et badeværelse.
Når han arbejdede i værkstedet, holdt han altid et øje i nakken. Som hærdet forbryder måtte man altid være beredt på at beskytte sit omdømme.
Femte gang var Frits lige ved at slå en medfange ihjel, da den anden spurgte ind til hans fulde navn.
Om aftenen udførte han den vigtigste del af sin hverdag. Hvis ikke han fik skældt sig selv ud, var han ikke sikker på, at han kunne overleve natten.
Den sjette hændelse kom, da en medfange kaldte ham tosset. Frits gjorde det ikke for at kritisere, men for at give ham ret.
Han var tosset. Han var gal. Han var ond, og han var barsk, og han hørte til herinde, hvor han udelukkende kunne skade andre forbrydere. Frits havde ingen illusioner om sig selv. Han fortjente ikke tilgivelse og søgte den derfor ikke. Desuden ville den være umulig at opnå.
Det eneste Frits havde udsigt til var at følge sin rutine. Uden den ville det hele falde fra hinanden. Den var alt, hvad han havde.
En morgen da Frits var færdig med at spise, gik en mand op til ham.
Det var en fremmed, sikkert en ny fange.
Frits kom med sin sædvanlige advarsel. Én advarsel det fik de fleste. Hvis de var heldige.
Den fremmede havde ikke lyst til at gå. Han var kommet for at tale med Frits og blev, indtil det var overstået.
Frits havde ikke lyst til at tale. Så ville han hellere slås. Han gik til angreb, men den fremmede var væk igen.
Ingen andre havde set noget.
Frits gik i biblioteket og skulle til at læse, da han fandt den fremmede på sin plads. Igen ville han tale, og Frits ville slås, men der kom ikke noget slagsmål. Den fremmede var væk. Han lod denne gang være med at spørge nogen om, de havde set ham.
Efter frokosten gik Frits ud i gården. Den fremmede ventede på ham og ville stadig tale.
Frits spurgte, hvad det drejede sig om. Han var begyndt at blive mistænksom. Den fremmede ville bare gerne lære ham at kende. Frits advarede ham igen. Det skete som regel ikke, at han gjorde det to gange, men han var træt af den fremmede. Før han kunne nå at gennemføre sin trussel, var han igen alene.
Frits begyndte at blive nervøs.
Da han gik i værkstedet, ventede han at se den fremmede, og han blev ikke skuffet. Nu måtte det snart være nok. Man kunne ikke bare provokere Frits og så ikke slås med ham. Sådan fungerede det ikke herinde.
Den fremmede spurgte, hvorfor det var nødt til at være sådan. Sådan var det jo bare.
Den fremmede spurgte, hvorfor Frits straffede sig selv, men forsvandt, før han kunne nå at svare.
Nogen var jo nødt til at gøre det.
Frits ventede med at gå tilbage til cellen den aften, og flere af vagterne begyndte at bekymre sig.
De havde aldrig set ham bryde sit mønster før. Det lignede ikke ham. Nogle af de andre fanger undrede sig også, men de turde ikke spørge ham.
De kendte ham jo ikke og var bange for til at bekymre sig.
Til sidst var der en, der tog sig sammen, og spurgte, om Frits vidste, hvad klokken var.
Han blev så fortumlet ved spørgsmålet, at han svarede på det og skyndte sig tilbage til sin celle for at være i fred.
Den fremmede ventede på ham. Frits truede ham en sidste gang, men han var træt. For træt til at slås.
Desuden virkede den fremmede jo ikke fjendtligt. Frits spurgte, hvem han var. Ridder Regn fortalte, at han var en ven. Men Frits havde ingen venner. Tanken gjorde ham udmattet, og han blev søvnig.
Han kæmpede ikke imod, da Regn gav ham et kram. Det var første gang i et år, at Frits rørte et andet menneske, uden at det førte til et slagsmål.

Den del der ikke efterfølges af noget

Der var engang en køter. Den havde ikke noget navn længere. Måske engang som hvalp da den boede i et varmt hjem med mad og tryghed og kærlighed, men den mistede det, da den blev sparket ud på gaden.
Nu var den bare køteren.
Det var en gammel dreng. Den havde selvfølgelig ikke nogen forstand på dage og år, men det var år og dag siden, den sidst havde været ung. Nu var der hverken år eller dag tilbage for køteren.
Den gamle dreng humpede hen ad gaden i sin søgen efter lidt at spise.
Den havde gumlet lidt snask forleden, men den var nu sulten igen. Nu om dage gumlede den mest, da den ikke havde nogen tænder tilbage. De var raslet ud.
Pels besad den heller ikke meget af, så den var et sølle syn. Det gjorde den ikke nogen gavn, når den skulle tigge om mad. Engang da den var yngre, kunne den bruge sin charme til at blive mæt, hvis den var heldig.
Da det ikke længere var muligt, lærte den at bruge sin fart og styrke til at stjæle, og han levede som en røverkonge på byens gader, men de dage var også ovre.
Nu måtte den gamle dreng være snedig eller heldig, hvis den ville have noget at spise.
Men det var noget tid siden, den sidst var blevet mæt.
Den gamle dreng kunne lugte mad fra flere vinduer, da den travede ned ad gaden, men ikke noget den kunne få fat i.
Hvis den var heldig, kunne den finde lidt ude bag ved slagteren.
Den trådte ned ad sidegaden, hvor den vidste, at butikken skilte sig af med affald.
Køteren kunne lugte noget spiseligt. Desværre var den ikke den eneste, der havde tænkt tanken.
Der stod en ung slyngel på pladsen med skarpe tænder og en logrende hale. Den gamle dreng havde for længe siden mistet sin egen hale.
Den humpede håbefuldt hen ved siden af kollegaen. Måske kunne de dele? Nogle af disse unge folk havde trods alt lidt respekt til overs for veteranerne.
Men den unge slyngel virkede ikke interesseret. Den knurrede ad den gamle dreng og viste tænder.
I sine yngre dage ville han have forsvaret sin ret, men han var ikke sikker.
Det virkede farligt.
Den gamle dreng trådte lidt til siden, hvor den fandt et gammelt ben, den unge ikke havde gjort krav på.
Det var bedre end ingenting, selvom der ikke var meget smag i det og da slet ikke for en gammel dreng uden tænder.
Han suttede lidt på benet og kiggede igen venskabeligt på slynglen. Men den unge blev sur.
Han ville ikke dele. Benet kunne den gamle dreng dog få lov at beholde. Det var for ynkeligt til en ung konge som ham. Et gammelt ben til en gammel dreng.
Den gamle dreng humpede tilbage ud på gaden. Måske kunne han finde noget bedre? Hov, hvad var det?
Nogen råbte, og han vendte sig rundt. For sent erfarede han, at det var slagteren, og han blev ramt af en sten på det ene forben. Den gamle dreng peb og skyndte sig væk, så hurtigt han kunne. I forvirringen glemte han helt det gamle ben.
Den gamle dreng kendte ikke til timer, men selv hvis den kunne tælle dem, ville den ikke vide, hvor få den havde tilbage.
Han humpede videre ned ad gaden i søgen efter noget andet at spise.  En død due blev vogtet af et katte-slæng. En skraldespand var blevet hjem for en mårhund. I sine unge dage ville han have udfordret disse rivaler og uhyrer og grådigt frådet sig ved byttet. I sin tid havde han været en tyran og erobrer, men ikke længere. Dette var ikke hans heldige dag.
Sådan en havde han ikke haft længe.
Han søgte, til han havde brug for en lur, og lagde sig så ned på siden af vejen. Han ville kun vågne en sidste gang, før den slags var forbi for ham.
Da han igen åbnede øjnene, listede han videre mod udkanten af byen med solen i ryggen. Den bagte mod hans ømme hud. Hans tunge var tør, og hans ben værkede, men han fortsatte sin gang. I det fjerne kunne han skimte en bakke. Den gamle dreng var ikke sikker på hvorfor, men han måtte nå frem til bakken. Den virkede bekendt.
I et andet liv hvor han havde tænder og et navn og en familie havde han måske besøgt den. Det kunne være, han var blevet fodret deroppe af børnene, imens moren skældte dem ud og i al hemmelighed overvejede at skifte ham ud med en yngre og renere kollega.
Den gamle dreng var for træt til at blive vred. Han ville bare op på bakken og huske tilbage til den simplere tid.
Da han var halvvejs mod bakken, trådte han forkert på sit ømme ben og faldt om.
Den gamle dreng havde ingen forstand på minutter, men selv hvis han kendte til dem, ville han ikke kunne spå, hvor mange det ville tage at nå bakken, og hvor få der var derefter.
En skygge faldt over ham, og han slap et øjeblik for solens varme.
Der stod et menneske foran ham. Det var et barn, men ikke et af dem han huskede.
Noget blev stillet foran den gamle dreng, og pigen aede hans falmede hoved.
Det var en skål med vand. Den gamle dreng tog en tår. Det var det bedste og det sidste vand, han nogensinde kom til at drikke.
Pigen kiggede ned på ham og samlede skålen op.
Det var på tide at komme videre. Han måtte nå bakketoppen.
Den gamle dreng takkede pigen ved at slikke på hendes knæ og rejste sig op.
Han var næsten hjemme.
Han tog de sidste skridt, som om himlen lå på hans skuldre. Da han endelig nåede bakketoppen, gav det ømme ben efter og faldt sammen. Køteren kiggede ud over landskabet og byen foran sig, imens han lå og pustede.
Solen var ved at gå ned. Det var hele hans verden, der nu gik på hæld.
Den gamle dreng havde aldrig lært at tælle, men selv han forstod nu, at han kun havde få sekunder tilbage.
Han kiggede sig rundt og forventede halvt at se sin gamle familie, men der var hverken nogen børn, nogen far eller nogen mor. Men han var heller ikke alene.
Ridder Regn aede køteren, imens han lukkede øjnene, og fortalte ham, at han ikke blot var en gammel dreng.
Han havde også været en god dreng.