#31 Kiku-Nao og Troldmanden af Glas
”Almindeligvis inddeles vandet, der adskiller
Mortlans landmasser, i fem have:
- Nord for Oranori og fra Det Hvide Kontinent til langt mod øst finder man Vinterhavet.
- Går man vest fra samme udgangspunkt møder man Krigshavet fra Oranori til Det Angloriske Kontinent (døbt sådan 1040AA, tidligere kaldt Det Blå Hav), der løber til De Enøjede Øer i syd.
- Sommerhavet dækker de sydlige egne fra Iponia til Den Tørre Kyst, men især omkring Det Frangicanske Kontinent og det settiske bruger man denne betegnelse. Mod øst møder det Lysets Hav ved øen Cinidad og Qing-Midori.
- Lysets Hav finder man mellem Vinterhavet og Sommerhavet. Natteøerne, Crymron og Det Brune Kontinent ligger i den østlige del af dette farvand, imens det møder Mugballs kyster i vest.
- Det femte hav, som færrest har sejlet i og levet længe nok til at prale med det, kaldes Verdens Ende. Dette hav finder man mellem Det Angloriske Kontinent og Det Brune Kontinent, og det var i mange år spekuleret, at det skulle være umuligt at krydse havet. Enten ville man falde ud over kanten på verden, man ville blive ædt af dybets rædsler, eller man ville blot fare vild og løbe tør for mad. Verdens Ende er større end noget andet hav og næsten uden nogen landmasse, så det var først i 788AA, at det lykkedes den alganoriske opdagelsesrejsende Kiku-Nao at finde søvejen.”
Fortæller: Ratun Rævesyn
Periode: 782AA - 785AA - 788AA
Placering: Verdens Ende
Lad mig fortælle jer en historie om snuhed og snilde.
Der vides ikke meget om havet mellem De Mizinske Bystater og Solens Rige, og alene dets navn fortæller historien om de mange, der har forsøgt at krydse det uden noget held. Verdens Ende hedder det, og det krævede en særligt heldig, snedig og udholdende eventyrer at finde søvejen til den anden side.
Der vides ikke meget om havet mellem De Mizinske Bystater og Solens Rige, og alene dets navn fortæller historien om de mange, der har forsøgt at krydse det uden noget held. Verdens Ende hedder det, og det krævede en særligt heldig, snedig og udholdende eventyrer at finde søvejen til den anden side.
Kiku-Nao blev født som den ottende datter ud af en familie
af silkespindere fra Xin, Alganor. Det var et simpelt, men trygt liv at lave
tøj til byens munke og resten af Rævens Folk. Hendes far oplærte alle sine
døtre i sit erhverv, da han ønskede, at de skulle leve sikkert og godt, som han
havde gjort det. Hans forældre havde været silkespindere før ham og deres
forældre før dem. Takket være sommerfuglelaverne på grænsen til den store skov
var de sikre på at aldrig løbe tør for arbejde.
Kiku-Nao, eller bare Kiku, blev undervist i ydmyghed, respekt og balance, og hver aften når hun skulle sove som lille, fortalte hendes far historien om Den Store Ræv Húshén. Ræven søgte ulig guderne ikke magt eller hæder, men blot at vejlede de fortabte og de misledte til at finde fred. Han rejste måske verden rundt og bar mange navne, men det var alt sammen for et godt formål, og gennem deres arbejde med silkelarverne var deres familie med til at gøre Húshéns hjem til et trygt og sikkert sted, hvor enhver ville føle sig velkommen, hvis man søgte asyl.
Faderen håbede på, at det ville være nok til at dæmpe hendes eventyrlyst og sikre, at hun ikke begav sig ud i den store farlige verden.
Men Kiku voksede også op ved havet, og hver morgen når hun stod op, kunne hun se Verdens Ende strække sig ud mod øst, så langt øjet rakte. Hun fik fortalt historier om sømænd, der blev drevet gale af sult og de rædsler, de havde oplevet i deres forsøg på at krydse vandet, eller om ulykkelige sjæle der var blevet dræbt af uhyrer eller sejlet lige ud over kanten og ind i tomrummet. Dog vidste Kiku også, at langt borte fandtes et andet kontinent, hvis borgere kunne stirre ud over et lignende hav med helt de samme historier, og at der nok stod andre nysgerrige og ventede på at se, om det kunne lade sig gøre at krydse farvandet.
Kiku-Nao, eller bare Kiku, blev undervist i ydmyghed, respekt og balance, og hver aften når hun skulle sove som lille, fortalte hendes far historien om Den Store Ræv Húshén. Ræven søgte ulig guderne ikke magt eller hæder, men blot at vejlede de fortabte og de misledte til at finde fred. Han rejste måske verden rundt og bar mange navne, men det var alt sammen for et godt formål, og gennem deres arbejde med silkelarverne var deres familie med til at gøre Húshéns hjem til et trygt og sikkert sted, hvor enhver ville føle sig velkommen, hvis man søgte asyl.
Faderen håbede på, at det ville være nok til at dæmpe hendes eventyrlyst og sikre, at hun ikke begav sig ud i den store farlige verden.
Men Kiku voksede også op ved havet, og hver morgen når hun stod op, kunne hun se Verdens Ende strække sig ud mod øst, så langt øjet rakte. Hun fik fortalt historier om sømænd, der blev drevet gale af sult og de rædsler, de havde oplevet i deres forsøg på at krydse vandet, eller om ulykkelige sjæle der var blevet dræbt af uhyrer eller sejlet lige ud over kanten og ind i tomrummet. Dog vidste Kiku også, at langt borte fandtes et andet kontinent, hvis borgere kunne stirre ud over et lignende hav med helt de samme historier, og at der nok stod andre nysgerrige og ventede på at se, om det kunne lade sig gøre at krydse farvandet.
Hun gjorde sit første forsøg i 782AA, ikke som kaptajn, men
som besætningsmedlem på Gule Tzaos skib. Han var en hærdet sømand fra
Bantu-Klanen, der havde hørt rygtet, at Engeldahl Banken efter sigende ville
betale i dyre domme til den modige sjæl, der kunne finde en sikker søvej på
tværs af det berygtede farvand. Han fortalte det aldrig til sin besætning før
afgangen, men Tzao var begravet i gæld og så ikke nogen andre løsninger på sit
problem end at gennemføre rejsen, og han ville hellere dø end mislykkedes. Da
besætningen to måneder efter var hårdt ramt af skørbug og hallucinationer,
tvang et mytteri ham til at vende om, og han endte i fængslet ved sin
hjemkomst. Men Kiku, der havde fundet et blad mange hundrede kilometer fra
Alganors kyst, lod sig ikke slå ud. Hun vidste nu, at det måtte findes noget
land derude et sted, og hun skulle nok være den, der fandt det.
Det andet forsøg kom tre år senere, hvor hun nu var
førstestyrmand på Marco Vespuccis lette hurtigsejler Den Lille Sommerfugl.
Denne mizinske sømand havde rejst alt det kendte farvand rundt, og han ville nu
forsøge på at skyde en genvej hjemad. Kiku mødte han to år tidligere på
Cinidad, og de to var blevet nære. Rygterne vil endda vide, at de var elskere,
men det er aldrig blevet bekræftet.
Denne gang lykkedes det Kiku at opspore oprindelsen af det mystiske blad, som hun stadig bar på, til en lille vulkansk ø næsten en måned fra Alganors kyst. De kunne endda skimte flere små øer ikke langt fra denne, sådan at de udgjorde en kæde på fire-fem stykker. Det overraskede alle, at den var så nær, og at ingen før havde fundet den, selv hvis det var en mærkelig vinkel, man skulle sejle, og hvis den var omgivet af tåge. Først da de gik i land, fik de dette mysterium forklaret. På midten af øen fandt de en dal, og i den dal var en grotte. Marco sendte fire matroser ned med fakler for at kigge den igennem, men de viste sig aldrig sidenhen. Imens de ventede, fandt Kiku noget bag en kampesten i udkanten af dalen. Det var et rustent sværd og en brækket knogle, og hun indså, at de ikke var de første til at opdage denne ø. Netop som de besluttede sig for at gå tilbage til Sommerfuglen, lød et skrig.
Der boede noget på øen. Noget med skarpe kløer og hurtige vinger, der kunne indhente næsten alt, der flygtede fra det.
I Kikus senere skrevne beretninger beskriver hun væsnet som ”en giftig vind, der omgav og kvalte en. Det tog sin tid og udvalgte os en ad gangen, som om det nød at se os sørge for vores faldne venner”.
Med nød og næppe slap hun selv og Marco tilbage til skibet med en håndfuld mænd. Besætningen ønskede nu at sætte kursen tilbage mod Alganor, men Kiku indså, at væsnet ville jage dem og dræbe dem alle, inden de nåede så langt. De havde lidt tid, men ikke så megen af den. I stedet satte hun kursen mod den næste ø, og da Marco var såret og bevidstløs kunne han ikke sige hende noget imod.
Her boede intet uhyre, men en gammel troldmand med et ansigt som et spejl, der havde hjem i et rødt palads midt på øen.
Denne gang lykkedes det Kiku at opspore oprindelsen af det mystiske blad, som hun stadig bar på, til en lille vulkansk ø næsten en måned fra Alganors kyst. De kunne endda skimte flere små øer ikke langt fra denne, sådan at de udgjorde en kæde på fire-fem stykker. Det overraskede alle, at den var så nær, og at ingen før havde fundet den, selv hvis det var en mærkelig vinkel, man skulle sejle, og hvis den var omgivet af tåge. Først da de gik i land, fik de dette mysterium forklaret. På midten af øen fandt de en dal, og i den dal var en grotte. Marco sendte fire matroser ned med fakler for at kigge den igennem, men de viste sig aldrig sidenhen. Imens de ventede, fandt Kiku noget bag en kampesten i udkanten af dalen. Det var et rustent sværd og en brækket knogle, og hun indså, at de ikke var de første til at opdage denne ø. Netop som de besluttede sig for at gå tilbage til Sommerfuglen, lød et skrig.
Der boede noget på øen. Noget med skarpe kløer og hurtige vinger, der kunne indhente næsten alt, der flygtede fra det.
I Kikus senere skrevne beretninger beskriver hun væsnet som ”en giftig vind, der omgav og kvalte en. Det tog sin tid og udvalgte os en ad gangen, som om det nød at se os sørge for vores faldne venner”.
Med nød og næppe slap hun selv og Marco tilbage til skibet med en håndfuld mænd. Besætningen ønskede nu at sætte kursen tilbage mod Alganor, men Kiku indså, at væsnet ville jage dem og dræbe dem alle, inden de nåede så langt. De havde lidt tid, men ikke så megen af den. I stedet satte hun kursen mod den næste ø, og da Marco var såret og bevidstløs kunne han ikke sige hende noget imod.
Her boede intet uhyre, men en gammel troldmand med et ansigt som et spejl, der havde hjem i et rødt palads midt på øen.
Troldmanden kaldte sig selv Den Anden, og han inviterede den udmattede besætning indenfor i sit hjem. Så længe de var hans gæster, kunne udyret ikke røre dem, fortalte han.
Kiku og hendes besætning rykkede ind i troldmandens hjem, og
selvom de var nervøse til at starte med, begyndte flere af dem hurtigt at falde
til ro i deres afslappede, trygge omgivelser. Det var måske et mærkeligt hjem
uden sølvtøj, glas eller noget springvand, men hver aften blev der serveret god
nærende aftensmad af usete tjenere, og han lod dem komme og gå i huset, som de
ville. Kun i toppen af tårnet, hvor han havde sit bibliotek, var der adgang
forbudt.
Til at starte med var de nervøse nær Den Anden og hans besynderlige udseende, men da de spurgte ind til historien bag, forklarede ham dem ærligt, at han var blevet forbandet for en forbrydelse, han engang havde begået, og som han nu inderligt fortrød. Han stjal fra en smed og led nu den skæbne ikke at kunne bære sit eget ansigt, men kun andres. Enhver der kiggede på ham, ville se dem selv i ham, men han kunne aldrig se sit eget ansigt igen.
Efterhånden som dagene gik, begyndte besætningen at udforske øen, men Marco, der var ved at være kommet sig efter sine skrammer, spekulerede kun på troldmandens bibliotek, og hvad der lå skjult i det.
Han undrede sig, om der mon ikke skulle være noget af værdi derinde, eller måske gemte han et eller andet, der kunne hjælpe dem med at komme videre herfra og forbi uhyret.
Kiku advarede ham imod at bryde gæstefreden og stjæle fra deres vært, men Marco hørte ikke efter.
En dag da hun vendte hjem efter en lang vandretur med besætningen, var hendes kaptajn simpelthen borte.
Hun spurgte troldmanden, men han havde ikke noget svar til hende. Samme aften blev der ikke serveret nogen aftensmad for dem, og det samme gjaldt fremtidige dage, hvor hun vovede at stille spørgsmålet.
De overvejede at angribe troldmanden og true ham til at hjælpe dem, men det var tydeligt, at han var magtfuld, og de ville ikke vide, hvordan de skulle gribe det an. Særligt kvartermesteren var ivrig efter at handle, men da han en aften også forsvandt, begyndte de andre at hviske mere forsigtigt, hver gang de overvejede at gøre noget.
Til at starte med var de nervøse nær Den Anden og hans besynderlige udseende, men da de spurgte ind til historien bag, forklarede ham dem ærligt, at han var blevet forbandet for en forbrydelse, han engang havde begået, og som han nu inderligt fortrød. Han stjal fra en smed og led nu den skæbne ikke at kunne bære sit eget ansigt, men kun andres. Enhver der kiggede på ham, ville se dem selv i ham, men han kunne aldrig se sit eget ansigt igen.
Efterhånden som dagene gik, begyndte besætningen at udforske øen, men Marco, der var ved at være kommet sig efter sine skrammer, spekulerede kun på troldmandens bibliotek, og hvad der lå skjult i det.
Han undrede sig, om der mon ikke skulle være noget af værdi derinde, eller måske gemte han et eller andet, der kunne hjælpe dem med at komme videre herfra og forbi uhyret.
Kiku advarede ham imod at bryde gæstefreden og stjæle fra deres vært, men Marco hørte ikke efter.
En dag da hun vendte hjem efter en lang vandretur med besætningen, var hendes kaptajn simpelthen borte.
Hun spurgte troldmanden, men han havde ikke noget svar til hende. Samme aften blev der ikke serveret nogen aftensmad for dem, og det samme gjaldt fremtidige dage, hvor hun vovede at stille spørgsmålet.
De overvejede at angribe troldmanden og true ham til at hjælpe dem, men det var tydeligt, at han var magtfuld, og de ville ikke vide, hvordan de skulle gribe det an. Særligt kvartermesteren var ivrig efter at handle, men da han en aften også forsvandt, begyndte de andre at hviske mere forsigtigt, hver gang de overvejede at gøre noget.
Kiku begyndte at fokusere sin tid imod at udforske resten af øen, eftersom paladset nu føltes som et fængsel. De havde tilbragt tre måneder hos troldmanden, og der var ingen tegn på, at de snart fik tilladelse til at rejse hjemad igen. For Kiku var ikke i tvivl om, at han havde indflydelse på uhyret, der havde jaget dem, og at han kunne beordre det til at lade dem rejse, hvis han ønskede det.
En aften, da Kiku var alene, undersøgte hun den lille skov
ved siden af paladset. Indtil videre havde den virket kedelig og livløs i
forhold til resten af øen, men den mindede hende lidt om munkenes have i Xin
derhjemme, og hun kom igen til at undre sig over, at der ikke var noget
springvand. Det ville ellers være så oplagt, og troldmanden manglede i hvert
fald ikke midlerne.
Hun blev i skoven til mørket begyndte at falde på, og det nærmede sig spisetid, da hun opdagede, at nogen var på vej ned mod hende. Det var en lille flok på seks-syv stykker i tjenerklæder, og Kiku indså, at det måtte være dem, der forberedte og serverede den mad, de spiste. De havde blå masker på, der forestillede onde ånder, og hun undrede sig over, om de mon også var forbandet. Det var mærkeligt, at de aldrig viste sig på selve paladset, men da de kom nærmere, begyndte de at tage maskerne af, og hun forstod det hele. Under maskerne var intet andet end blanke hudstykker.
Den første tjener var høj og slank med brunt hår, og hun genkendte ham med det samme. Det var Marco. Selvom han manglede sit ansigt, var der ingen tvivl om sagen. Efter ham kom kvartermesteren og en anden sømand, der var blevet væk ved deres ankomst til øen.
Kiku turde ikke tale med dem af frygt for, at de skulle rapportere til troldmanden, for hun forstod, at de var under hans magt, men hun indså, at de var nødt til at komme væk fra øen så hurtigt som muligt.
Svaret på uhyret måtte være i biblioteket, som Marco havde gættet, men så længe troldmanden var der, kunne hun ikke komme derind. Hun var nødt til at finde en måde at håndtere ham på først.
Det var da, at hun virkeligt begyndte at tænke over troldmandens forbandelse, og hvad han havde fortalt. Han stjal sine ofres ansigter, men kunne ikke se sit eget.
En aften sneg hun sig ned til Den Lille Sommerfugl for at lede efter et spejl, men opdagede, at de alle var blevet knust. Ligeledes var sølvtøj og alt andet med en blank overflade blevet slået i stykker.
Hun måtte lave sit eget spejl, hvis hun skulle få ram på troldmanden.
På sit værelse i paladset havde hun flere hvide fliser, og hun begyndte at snige kopper med vand ind hver aften, som hun opbevarede i sit skab. På denne måde fik hun gemt vand nok af vejen til at fuldføre sin plan.
En aften gik hun udenfor og ventede i skoven, hvor hun vidste, at tjenerne ville dukke op.
Denne gang viste hun sig selv for Marco og fortalte ham, at han skulle møde hende på hendes værelse om en time, hvor de i sikkerhed kunne tale om deres flugtplaner fra øen. Marco kunne ikke svare hende, men bekræftede med et nik, at han ville være der.
Så skyndte Kiku sig tilbage for at sætte det sidste led i sin plan i gang. Hun stillede alle kopperne med vand frem og ventede til, hun hørte fodtrin ude på gangen, før hun væltede dem, så de hvide fliser dannede et glitrende spejl på gulvet.
Troldmanden trådte ind og nåede lige at opdage, hvad der var sket, før det var for sent.
Han skreg og skreg, indtil han splintredes i tusind glasstykker, da han så sin egen refleksion, og til sidst var der intet andet tilbage end en kåbe og et tungt nøglebundt. Med det i hånden bevægede Kiku sig op til troldmandens bibliotek.
Hun blev i skoven til mørket begyndte at falde på, og det nærmede sig spisetid, da hun opdagede, at nogen var på vej ned mod hende. Det var en lille flok på seks-syv stykker i tjenerklæder, og Kiku indså, at det måtte være dem, der forberedte og serverede den mad, de spiste. De havde blå masker på, der forestillede onde ånder, og hun undrede sig over, om de mon også var forbandet. Det var mærkeligt, at de aldrig viste sig på selve paladset, men da de kom nærmere, begyndte de at tage maskerne af, og hun forstod det hele. Under maskerne var intet andet end blanke hudstykker.
Den første tjener var høj og slank med brunt hår, og hun genkendte ham med det samme. Det var Marco. Selvom han manglede sit ansigt, var der ingen tvivl om sagen. Efter ham kom kvartermesteren og en anden sømand, der var blevet væk ved deres ankomst til øen.
Kiku turde ikke tale med dem af frygt for, at de skulle rapportere til troldmanden, for hun forstod, at de var under hans magt, men hun indså, at de var nødt til at komme væk fra øen så hurtigt som muligt.
Svaret på uhyret måtte være i biblioteket, som Marco havde gættet, men så længe troldmanden var der, kunne hun ikke komme derind. Hun var nødt til at finde en måde at håndtere ham på først.
Det var da, at hun virkeligt begyndte at tænke over troldmandens forbandelse, og hvad han havde fortalt. Han stjal sine ofres ansigter, men kunne ikke se sit eget.
En aften sneg hun sig ned til Den Lille Sommerfugl for at lede efter et spejl, men opdagede, at de alle var blevet knust. Ligeledes var sølvtøj og alt andet med en blank overflade blevet slået i stykker.
Hun måtte lave sit eget spejl, hvis hun skulle få ram på troldmanden.
På sit værelse i paladset havde hun flere hvide fliser, og hun begyndte at snige kopper med vand ind hver aften, som hun opbevarede i sit skab. På denne måde fik hun gemt vand nok af vejen til at fuldføre sin plan.
En aften gik hun udenfor og ventede i skoven, hvor hun vidste, at tjenerne ville dukke op.
Denne gang viste hun sig selv for Marco og fortalte ham, at han skulle møde hende på hendes værelse om en time, hvor de i sikkerhed kunne tale om deres flugtplaner fra øen. Marco kunne ikke svare hende, men bekræftede med et nik, at han ville være der.
Så skyndte Kiku sig tilbage for at sætte det sidste led i sin plan i gang. Hun stillede alle kopperne med vand frem og ventede til, hun hørte fodtrin ude på gangen, før hun væltede dem, så de hvide fliser dannede et glitrende spejl på gulvet.
Troldmanden trådte ind og nåede lige at opdage, hvad der var sket, før det var for sent.
Han skreg og skreg, indtil han splintredes i tusind glasstykker, da han så sin egen refleksion, og til sidst var der intet andet tilbage end en kåbe og et tungt nøglebundt. Med det i hånden bevægede Kiku sig op til troldmandens bibliotek.
Døren var ikke blevet malet i mange år, og der var kun et
gult skær over det mørke træ.
Da Kiku stak nøglen ind og drejede rundt, hørte hun en klirren fra den anden side af døren.
Rummet, hun trådte ind, lignede på ingen måde noget bibliotek, hun tidligere havde set.
For det første var der ikke nogen tekster, før hun kom tre meter ind. Det første stykke havde i stedet reolerne fyldt med krukker og urner, og da hun af nysgerrighed åbnede en af dem, fandt hun ud af, at de alle sammen var fyldt med sand.
Derefter dukkede mange gamle skriftruller op på et sprog, hun ikke kunne forstå, og hun spildte ikke tiden på at kigge nærmere på dem. Men da hun lidt efter kom forbi et kabinet fyldt med kort, tøvede hun igen. Her var søkort, hvis lige hun aldrig havde set, der viste ikke blot de kendte farvande, men også steder og kontinenter, hun aldrig før havde hørt om. Nogen af dem så ikke ud til at tilhøre denne verden.
Kiku skulle lige til at gå, da hendes blik blev grebet af et kort, der havde bystaterne ved sit østligste punkt og Alganor i det vestligste. Det viste vejen tværs gennem Verdens Ende. Kiku kunne ikke holde sig tilbage. Hun jublede og tog kortrullen fra kabinettet. Hvis blot hun kunne nå hjem igen og planlægge en ny ekspedition, så skulle det nok lykkes at gennemføre rejsen.
Et sæt klodsede fodtrin bragte hende tilbage til den nuværende situation, og da hun vendte sig rundt, så hun, at hun ikke var alene. En lille deform tjener vandrede rundt i biblioteket. I modsætning til de andre havde han stadigvæk sit ansigt. Måske skyldtes det, at han var så grim?
Tjeneren kiggede på Kiku i nogle sekunder og fortsatte så sit arbejde. Med en knækkende vralten slæbte han krukker fra den ene ende af biblioteket til den anden. Kiku fulgte nysgerrigt efter ham, indtil hun så, hvad han arbejdede på. Det viste sig at være et enormt timeglas, han var ved at fylde med sand.
Hun betragtede ham arbejde i nogle minutter, imens hun undrede sig over formålet. Den nederste kugle af timeglasset var næsten fyldt helt op, og hun spekulerede over, hvad tjeneren ville gøre som det næste. Netop som han hældte det sidste sand gennem et lille hul i siden, så Kiku noget bevæge sig derinde.
Et arm stak først ud af sandet og så et hoved. Det var Marcos hoved.
Kiku bankede på glasset, og han vendte sig imod hende, men før hun kunne nå at gøre noget, slog tjeneren på en lille klokke, og timeglasset vendte sig rundt. Nu var sandet og Marco, der igen var skjult under det, i toppen, og det begyndte at risle ned.
Kiku forlangte, at tjeneren lod Marco ud, men han svarede blot, at det allerede var for sent.
Hun kiggede tilbage mod timeglasset, hvor omtrent en urne fuld af sand nu havde ramt bunden.
Det fordelte sig ikke ud på bunden, men havde lagt sig i to forhøjninger, der kun voksede.
Hun indså, at det var to fødder og snart to ben, der voksede frem af sandet. Troldmandens fødder og troldmandens ben.
Kiku havde travlt, hvis hun skulle ud herfra. Men hun havde endnu ikke fundet noget, der kunne få dem forbi uhyret.
Hun forlangte, at tjeneren skulle hjælpe hende, men han fortalte, at der ikke var noget i biblioteket, der kunne bestemme over det. Kun troldmanden havde nogensinde haft magt over uhyret.
Fortvivlet greb Kiku en skammel og truede med at knuse timeglasset. Sandet stoppede med at drysse, og da tjeneren nu talte, var det med troldmandens stemme.
Han tilbød hende en aftale. Hvis Kiku og hendes resterende besætning sejlede afsted nu, ville han holde uhyret borte. Til gengæld skulle hun lade glasset være og aldrig komme tilbage til øen.
Kiku spurgte efter Marco, og troldmanden fortalte, at han allerede var borte. Hun kunne kun redde sit eget og sin besætnings liv. Uden noget andet valg accepterede Kiku hans forslag.
Da Kiku stak nøglen ind og drejede rundt, hørte hun en klirren fra den anden side af døren.
Rummet, hun trådte ind, lignede på ingen måde noget bibliotek, hun tidligere havde set.
For det første var der ikke nogen tekster, før hun kom tre meter ind. Det første stykke havde i stedet reolerne fyldt med krukker og urner, og da hun af nysgerrighed åbnede en af dem, fandt hun ud af, at de alle sammen var fyldt med sand.
Derefter dukkede mange gamle skriftruller op på et sprog, hun ikke kunne forstå, og hun spildte ikke tiden på at kigge nærmere på dem. Men da hun lidt efter kom forbi et kabinet fyldt med kort, tøvede hun igen. Her var søkort, hvis lige hun aldrig havde set, der viste ikke blot de kendte farvande, men også steder og kontinenter, hun aldrig før havde hørt om. Nogen af dem så ikke ud til at tilhøre denne verden.
Kiku skulle lige til at gå, da hendes blik blev grebet af et kort, der havde bystaterne ved sit østligste punkt og Alganor i det vestligste. Det viste vejen tværs gennem Verdens Ende. Kiku kunne ikke holde sig tilbage. Hun jublede og tog kortrullen fra kabinettet. Hvis blot hun kunne nå hjem igen og planlægge en ny ekspedition, så skulle det nok lykkes at gennemføre rejsen.
Et sæt klodsede fodtrin bragte hende tilbage til den nuværende situation, og da hun vendte sig rundt, så hun, at hun ikke var alene. En lille deform tjener vandrede rundt i biblioteket. I modsætning til de andre havde han stadigvæk sit ansigt. Måske skyldtes det, at han var så grim?
Tjeneren kiggede på Kiku i nogle sekunder og fortsatte så sit arbejde. Med en knækkende vralten slæbte han krukker fra den ene ende af biblioteket til den anden. Kiku fulgte nysgerrigt efter ham, indtil hun så, hvad han arbejdede på. Det viste sig at være et enormt timeglas, han var ved at fylde med sand.
Hun betragtede ham arbejde i nogle minutter, imens hun undrede sig over formålet. Den nederste kugle af timeglasset var næsten fyldt helt op, og hun spekulerede over, hvad tjeneren ville gøre som det næste. Netop som han hældte det sidste sand gennem et lille hul i siden, så Kiku noget bevæge sig derinde.
Et arm stak først ud af sandet og så et hoved. Det var Marcos hoved.
Kiku bankede på glasset, og han vendte sig imod hende, men før hun kunne nå at gøre noget, slog tjeneren på en lille klokke, og timeglasset vendte sig rundt. Nu var sandet og Marco, der igen var skjult under det, i toppen, og det begyndte at risle ned.
Kiku forlangte, at tjeneren lod Marco ud, men han svarede blot, at det allerede var for sent.
Hun kiggede tilbage mod timeglasset, hvor omtrent en urne fuld af sand nu havde ramt bunden.
Det fordelte sig ikke ud på bunden, men havde lagt sig i to forhøjninger, der kun voksede.
Hun indså, at det var to fødder og snart to ben, der voksede frem af sandet. Troldmandens fødder og troldmandens ben.
Kiku havde travlt, hvis hun skulle ud herfra. Men hun havde endnu ikke fundet noget, der kunne få dem forbi uhyret.
Hun forlangte, at tjeneren skulle hjælpe hende, men han fortalte, at der ikke var noget i biblioteket, der kunne bestemme over det. Kun troldmanden havde nogensinde haft magt over uhyret.
Fortvivlet greb Kiku en skammel og truede med at knuse timeglasset. Sandet stoppede med at drysse, og da tjeneren nu talte, var det med troldmandens stemme.
Han tilbød hende en aftale. Hvis Kiku og hendes resterende besætning sejlede afsted nu, ville han holde uhyret borte. Til gengæld skulle hun lade glasset være og aldrig komme tilbage til øen.
Kiku spurgte efter Marco, og troldmanden fortalte, at han allerede var borte. Hun kunne kun redde sit eget og sin besætnings liv. Uden noget andet valg accepterede Kiku hans forslag.
Med det stjålne søkort under armen fik hun samlet sin besætning og fortalt dem, hvad der var sket. De plyndrede hurtigt paladset for alt spiseligt, men andet turde de ikke røre, og begav sig så ned til Den Lille Sommerfugl. Hverken Marco, kvartermesteren eller de resterende tjenere fik de nogensinde at se igen.
Sommerfuglen nåede til en alganorisk havn, et halvt år efter de først sejlede ud.
Kikus endelige forsøg blev gjort i 788AA. Denne gang tjente
hun selv som kaptajn på Den Lille Sommerfugl, og takket være de erobrede søkort
lykkedes det hende at fastsætte den rette kurs.
Denne rejse var overraskende bemærkelsesfri, og hun ankom i Cesira to måneder efter sin afrejse.
Som den første dødelige nogensinde havde hun krydset Verdens Ende, og med denne bedrift blev hendes navn udødeliggjort.
Andre historier
Fugl, Varhjorten og Nymfen, En Uheldig Affære i Kienzieht, Historien om Tash
Denne rejse var overraskende bemærkelsesfri, og hun ankom i Cesira to måneder efter sin afrejse.
Som den første dødelige nogensinde havde hun krydset Verdens Ende, og med denne bedrift blev hendes navn udødeliggjort.
Andre historier
Fugl, Varhjorten og Nymfen, En Uheldig Affære i Kienzieht, Historien om Tash
Kommentarer
Send en kommentar