Man kan ikke se Camelot for bare konger: Der findes ikke kun en Kong Arthur

Ære og hæder, Den Hellige Gral, storslået kærlighed og brave dueller udkæmpet af riddere i skinnende rustning samt ikke mindst trekantsdramaer og tragedie; alle disse emner forbinder vi med det britiske ikon; den sagnomspundne Kong Arthur.

De fleste af os kan se Arthur for sig, så snart man hører navnet. Ædel og stolt, men også vis, måske iklædt rustning. Det kan være, at du forestiller dig Sean Connery, eller Graham Chapman med en trofast Terry Gilliam i hælene, der slår to kokosnøddeskaller sammen, eller måske den unge Arthur fra Disneys filmatisering af Sværdet i Stenen. Det er for slet ikke at nævne Richard Harris, Clive Owens romersk-keltiske tolkning fra 2004, Charlie Hunnam som et nyere skud på stammen, Bradley James i teenageserien Merlin og mange mange andre.

Forresten havde Monty Python and The Holy Grail 50 års jubilæum i april!

Kong Arthur figuren er blandt de mest populære public-domain karakterer i verden og har optrådt i utallige film; også mere uortodokse eksempler som Shrek 3 og Michael Bays Transformers: The Last Knight. Hans udfoldelse i litteraturen er mindst lige så varieret. Store navne som Mark Twain, Tolkien, Stephen King, T. H. White, Bernard Cornwell, John Steinbeck og Lord Tennyson har inden for de seneste to århundreder kastet sig over legenden, og dens rødder fører tilbage til britiske hovedværker som Historia Regum Britannie og Le Morte d’ Arthur, men også tyske, nordeuropæiske og ikke mindst franske værker fra 1200-1300-tallet. Kong Arthurs spæde begyndelse har måske været på det britiske fastland, men han var aldrig blevet til den skikkelse, vi i dag kender, hvis ikke det havde været for den historiske Charlemagne, hersker af frankerne, og den franske digter Chrétien de Troyes, der tilføjede helt centrale elementer som Lancelot, Den Hellige Gral og høvisk kærlighed til universet gennem sine ridderromaner. Selv uniformiteten i den britiske begyndelse på legenden er kritisabel; der er tydelige forskelle på den walisiske, den saksiske og den skotske indflydelse på myterne, der jo i grunden alle tre er baseret på en fjerne og forvirrede beretninger om en historisk skikkelse, som måske, måske ikke har eksisteret.

Sandheden er, at Kong Arthurs historien aldrig har tilhørt én homogen kultur, men at den er opstået på tværs af forskellige sprog og kulturelle normer, og at dens mangfoldighed bør fejres, fremfor skydes ned. Selv det britiske hovedværk Le Morte d’Arthur har en fransk titel, der indikerer historiens transkulturalitet.
Kong Arthurs skikkelsens popularitet skyldes, at den udgør et grundsæt af ideer og tematikker om retfærdighed, visdom, godt og ondt og ikke mindst kærlighed. Dertil kommer et stort persongalleri med karakterer, der kan komme og gå alt efter, hvor godt de passer med den enkelte fortælling; med de mest ikoniske værende Arthur selv, troldmanden Merlin, Dronning Guinevere og ridderen Lancelot.
En fortælling behøver end ikke Arthur selv for at eksistere som forlængelse af den arthuriske fiktion; flere værker fokuserer i stedet på udvalgte riddere fra Det Runde Bord eller endda på Merlin, helt uden at behøve Kong Arthurs tilstedeværelse. Af nyere og mere voksne fortællinger finder vi Kazuo Ishiguros The Buried Giant (2015); hvori ridderen Gawain optræder i årene efter Arthurs død, nu som en tilsyneladende senil og forvirret gammel mand. Et af de mere spøjse eksempler kunne være den amerikanske sitcom Mr. Merlin, fra 1981, hvori vi følger den udødeliges troldmands senere liv efter Kong Arthur sagaen. Han lever nu i samtidens Amerika under dække af at være mekaniker og tager en ung amerikansk mand til sig som sin troldmandslærling.
Denne tv-serie er meget langt fra Thomas Malory eller De Troyes klassiske udgaver, men den er dog langt mere passende til sin egen tid i format og indhold med dens blanding af mytologiske stof og troper fra kongen over det amerikanske fjernsyn: sitcom genren.

Man kan sige det samme om 1800-tallets romantikere og deres idylliske, nationalistiske portrættering af Kong Arthur, som man bl.a. finder hos Tennyson. Figuren genvandt netop en ny popularitet uset siden middelalderen i denne imperialistiske, nationalromantiske tidsalder.
Nærmest som svar på dette finder man Mark Twains A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889), hvori en amerikansk ingeniør fra bogens samtid bliver sendt tilbage til Kong Arthurs hof og ender med at udfylde en Merlin lignende rolle. Værket er stærk satirisk og komisk, uden den ærefrygtige behandling, man fandt hos Tennyson. Det repræsenterer Twain og flere andre samtidiges utilfredshed med romantiske præsentationer af middelalderen, sådan som der var skik for i Twains samtid.

På samme måde handler The Once And Future King (1958), der er skrevet op til og under anden verdenskrig, om forfærdelighederne ved krig, om farlige ideologier og om menneskets søgen efter en fredelig verden. Steinbecks Tortilla Flat (1935) genbruger legendens struktur til at skabe en historier om vagabonder, sexarbejdere og andre medlemmer af samfundets bund. Der har været genfortællinger fra Guineveres perspektiv og fra de to typiske skurke Mordred og Morganas, og så tidligt som 1905 har der været japansk Kong Arthur litteratur. Det er for slet ikke at nævne alle de gange Kong Arthur er blevet tolket radikalt anderledes inden for tegneserieverdenen.
1100-tallets Kong Arthur har en anden betydning end den, som vores tids børn og ungdom vil forbinde ham med, og det samme gælder 1500-tallets eller 1900-tallets.

Grundideen er mere eller mindre konstant, hvad enten den vendes mod aktuelle politiske problematikker, ophøjes til noget tidløst, satiriseres eller vendes på hovedet for at skabe en historie, hvor Arthur er skurken.

Det på samme tid skønneste og mest skræmmende ved det hele er, at der ikke findes en udgave af Kong Arthur, der er ”forkert”. Værker som Le Morte D’Arthur og De Troyes ridderromaner er måske blandt de ældre og mest indflydelsesrige, men selv de har viderearbejdet og modificeret stof, som de har arvet fra ældre kilder. Nu om dage tænker vi, at Lancelot og kærlighedsdilemmaet med Guinevere er helt centralt for fortællingen, men det havde aldrig været sagen, hvis ikke sagaen var kommet i hænderne på andre end proto-briterne. Figurens stadig høje popularitet skyldes ligeledes, at så mange amerikanske forfattere inden for det sidste århundrede har benyttet sig af universet, og at de stadig gør det.

Alligevel er der nogle fortolkninger og udgaver, der får os til at føle, at der er noget forkert.
Det er mærkeligt at se Kong Arthur side om side med intelligente formskiftende robotter i Transformers: The Last Knight eller gjort til en mangakarakter i den japanske tegneserie Fairytale.
Det føles nærmest kættersk på en eller anden måde, men det er i grunden ikke meget mere mærkeligt end, hvad Mark Twain eller T. H. White gjorde. Twains værk blev i sin samtid kritiseret af mange og set som en uværdig latterliggørelse af det arthuriske univers, men nu om dage benyttes teksten ofte i undervisning og studier af Kong Arthur til netop at demonstrere, hvor mangfoldig den arthuriske litteratur kan være. Litteraturhistorien viser os, at Kong Arthur mere end nogen andet er en værktøjskasse eller et køleskab fuld af ingredienser, som forfattere, filminstruktører, tegnere osv. kan tage i brug i deres arbejde. Man kan knap nok kalde Kong Arthur britisk længere; han tilhører både verdenslitteraturen og Hollywood produceren, akademikeren og lægmanden, englænderen, waliseren og japaneren. I mange værker identificeres hans rige end ikke som britisk, men i stedet blot som det sagnomspundne Camelot uden nogen konkret geografisk lokation.

Det er derfor i princippet en lige så ægte Kong Arthur, man oplever, hvis man så det kongelige teaters opførsel af myten, hvori alle rustningerne var lavet af gamle rugbydragter, som hvis man læser Le Morte D’Arthur. Eller for den sags skyld Michael Bays transformers film. Det er sandt, selv hvis det gør lidt ondt at sluge, da hvert værk er lavet til at bringe Kong Arthur ind i sin egen tid.

Hvad der derimod er gode Kong Arthur værker; det er en helt anden sag.

 

Af disse årsager agter jeg at skrive en lille serie af indlæg på bloggen, der skal fungere som en introduktion til forskellige udgaver af Kong Arthur legenden og danne et overblik. Dette er gjort før, men så vidt jeg ved ikke, aldrig før på dansk.

Kong Arthur legenden fylder meget i mit liv; både personligt og akademisk. Jeg skrev bl.a. mit litteraturhistoriespeciale om tre moderne Arthur-værker, som bruger en negativ tolkning af den typisk idealistiske konge til at kritisere engelsk og britisk nationalisme i tiden omkring brexit; hvilket kan læses her for de interesserede - https://www.academia.edu/129462039/Kong_Arthurs_Moralske_Forfald. Jeg har derudover holdt foredrag om arthuriana, skrevet et arthuriansk rollespil (https://www.alexandria.dk/da/data?scenarie=17798), og en af mine absolut yndlingsromaner er The Once and Future King, som jeg læste sommeren mellem gymnasiet og universitetet, omkring tiden hvor jeg fyldte 19.

Jeg skal igen holde foredrag om det arthurianske på Horsens Middelalderfestival i august og FantasyFestival i Esbjerg til september, og over sommeren vil jeg derfor læse og genlæse en stak af forskellige Arthur-værker. Planen er derfor at skrive en række blogindlæg undervejs i min læseproces, hvor jeg gør mig nogle tanker, introducerer de forskellige tekster, og vejleder i forhold til, hvad man kan gøre, hvis man gerne vil læse dem – uden at skulle af med en hel bondegård.

Måske fortsætter projektet også derefter, men i første omgang er planen at kaste sig over flere af de middelalderlige versioner; dvs. den tidlige walisiske Arthur, Geoffrey af Monmouths Arthur, Chretien de Troyes Arthur, Malorys Arthur og måske en enkelt postmiddelalder Arthur. Vi får se, hvordan det går.

Jeg håber, at du vil læse med, og at jeg kan bidrage til at give de danske læsere lidt mere smag for det arthurianske!