Middelalderlig i USA

For en uge siden kom jeg og min kæreste Nana-Margrethe hjem fra USA, hvor jeg skulle holde et oplæg på The International Congress on Medieval Studies på Western Michigan University med titlen: "Meeting Multiple Modes of Middelalderlig: Bridging the Gap Between Popular Medievalism and Academia Through Podcasting", der selvfølgelig handlede om mit hjertebarn podcasten Middelalderlig.

Det var en spændende oplevelse at rejse så langt og besøge en kongress på størrelse med ICMS, og jeg fik en masse gode samtaler med diverse middelalderforskere og hørte mange dragende oplæg. Jeg har fået en masse ideer til podcastens fremtid samt en stak af relevante bøger med hjem. Skulle man være interesseret i at læse de kloge (og de mindre kloge) ord fra mit oplæg, kan manusskriptet læses her; https://lnkd.in/dkCGgsEd


Udover det rent middelalderfaglige fik jeg (og Nana-Margrethe) også et stærkt indtryk af, hvordan tingene står til ovre i USA i forskningsverdenen. Før vi rejste afsted, var der flere, der pointerede for os, at det da var en lidt uheldig tid at besøge USA, og jeg gik selv med de samme tanker.
Men efter at have været på kongressen går jeg i stedet med en følelse af, at vi besøgte landet på det helt rigtige tidspunkt. Det er én ting at læse om de forandringer, der finder sted i USA, i nyhederne. Det er noget helt andet at høre personlige erfaringer fra forskere, der ikke længere må bruge ordet "woman" på deres pensumslister, som risikerer at miste deres job pga. seksuel orientering eller kønsidentitet, eller som generelt skal være forsigtige med at udtrykke normkritiske holdninger. Der var flere, som takkede os for, at vi overhovedet gad tage til USA i en tid, hvor forholdet til Europa er udfordret.

Mr. Beef som The Beef er baseret på.
Alt i alt er jeg ufatteligt glad for at have været afsted. Det har gjort indtryk på os begge, både på grund af de nuværende omstændigheder, men også i at få bekræftet, hvordan vi endnu kan udveksle ideer og netværke henover Atlanterhavet.
Andre højepunkter på turen inkluderede at få udlevet en barndomsdrøm om at komme på dinosaurmuseum, besøge en jazzbar, smage en snasket Italian Beef sandwich fra stedet bag tv-serien The Bear og at prøve Legolandsudgaven af middelalderen på Medieval Times.
Den kommende tid står på den mere middelalder (og vikingetid) for mit vedkommende; både idet jeg fortsat producerer podcasten, men også fordi jeg henover sommeren er involveret i både en middelalderfestival og et vikingemarked. I juni er jeg praktikant hos Horsens Kommune i forbindelse med Horsens Middelalderfestival, i juli-august arbejder jeg som aktør og formidler på Bork Vikingehavn, og endelig er jeg tilbage i Horsens som aktør og oplægsholder den sidste weekend i august. Til slut skal jeg holde foredrag om "Mordred, Morgana og Morgause", skurkene fra Kong Arthur legenden, på Fantasyfestival i Esbjerg til september.

Kommentarer

Populære opslag