Middelalderlig 13: Om tro, kirke og klosterliv

Så har vi udgivet endnu et afsnit af Middelalderlig, denne gang vores længste hidtil. Afsnittet handler om kristendommens rolle i middelalderens samfund og spørgsmål om, hvordan man portrætterer middelalderlig kristendom i moderne rekonstruktioner eller nyfortolkninger af middelalderen.

Afsnittet kan høres her; https://open.spotify.com/episode/7Lck6BGNsH33yoG1XYKAhx?si=a-f-RQqFRlmAsnYL9yClhQ

Det blev bl.a. vores længste afsnit hidtil, fordi vi har hele fire segmenter med forskellige gæster. Først har min medvært Lasse fornøjelsen af at interviewe Carsten Selch Jensen fra KU, hvorefter jeg taler skiftevis med arrangørerne på Horsens Middelalderfestival, med Lise Kirketerp fra Scriptoriet og ikke mindst Anders Winther (ja, den Anders), som nu er folkekirkepræst. Vi klippede en del ud, men det var svært at gøre afsnittet kortere end det blev med så meget optaget materiale. Bl.a. måtte jeg klippe et kvarter fra Carsten Selch Jensen, selvom den fjernede del var voldsomt spændende, alene fordi segmentet med ham ellers ville have taget 50 minutter.

Her ses Anders på posten i en lille fynsk kirke

Dette afsnit er lidt specielt af særligt én årsag, hvilket ikke er længden, men fordi vi har inkluderet to af vores mest trofaste lyttere som gæster i afsnittet, dvs. Lise og Anders. Begge har fulgt med siden første afsnit, og begge havde en masse kloge ting at sige, når det kom til portrætteringer af middelalderlig kristendom. Tidligere har vi gjort brug af afsteminger på de sociale medier i forhold til at få lyttere til at komme med forslag til afsnit emner, men dette er første gang, vi ligefrem har inkluderet lytterne så direkte. Det var endda Lise, der i sin tid havde foreslået afsnittets emne. Dette håber jeg på, at vi kommer til at gøre mere i fremtiden.

Derudover er det selvfølgelig lidt spøjst at skulle interviewe en af sine allerbedste venner, sådan som jeg interviewer Anders i afsnittet, men selvom man godt kan mærke, at stemningen er lidt mere afslappet, synes jeg nu, at resultatet er blevet godt og fagligt forankret.

Her ses denne samme Anders som dæmon til live rollespil i gymnasieårene. Som man måske kan mærke, har han længe haft en interesse i mytologiske og religiøse spørgsmål.

Et grundlæggende spørgsmål i afsnittet er, hvilke overvejelser, man skal tage sig, hvis man ønsker at reenacte eller på anden vis påtage sig rollen som en person med anden religion end sig selv, og dette er absolut ikke noget nemt spørgsmål. Her er det vigtigt at forstå, at selv hvis man er troende kristen nu om dage, så er den moderne kristendom (særligt moderne dansk protestantisme) langt fra det samme, som de versioner og tolkninger af kristendommen, der er blevet praktiseret i middelalderens Danmark. 

Grundlæggende er der en vigtig forskel i forhold til begrebet tro; blandt mange akademikere er der enighed om, at tro i bund og grund ikke er noget særligt brugbart begreb i forhold til at undersøge middelalderens kristendom. Vi moderne mennesker er meget optagede af spørgsmålet om, hvorvidt et menneske tror eller ej. I forhold til middelalderen vil det måske være langt gavnligt at spørge, om og på hvilken måde vedkommende praktiserede sin religion. For mange har tro ikke været noget, man overvejede i det store. Der fandtes for de fleste vedkommende ikke nogen reelle alternativer til kristendommen; den har været et udgangspunktet, som man er vokset op med. Nærmest alle variationer i forhold til verdenssyn er derfor fundet sted inden for den ramme.

Men dette emne skal jeg selvfølgelig ikke mig selv til ekspert på, så i stedet anbefaler jeg, at du går ind på Spotify eller Apple podcast, og lytter til det nyeste afsnit af Middelalderlig, så du kan høre, hvad vores kloge gæster har at sige om emnet.

Podcasten vender allerede tilbage i næste uge, hvor det i stedet skal handle om krig. Her har vi besøg af Thomas Hebøll-Holm fra Mægtige Middelalder samt tre repræsentanter fra reenactor og middelalderkampgruppen Burgenda, som har hjemme på Bornholm. I kan allerede glæde jer, for det bliver også et spændende afsnit, det lover jeg.

Kommentarer