Zoi

 Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af et presseeksemplar af romanen, som jeg har fået af forfatteren.

Jane Mondrups nye roman Zoi er science fiction i sin reneste inkarnation. Mange store sci-fi fortællinger rummer mindst lige så store dele af action, tragedie, gyser eller endda fantasy, som de gør sci-fi, men der ingen slåskampe eller eksplosioner i Zoi, alt det fremmede er dybt forankret i værkets bærende sci-fi koncept, og selvom romanen ofte er ubehagelig, så er den aldrig uhyggelig på gyser facon. Det er en roman, som har til formål til at forundre læseren og sætte tankerne i gang, idet den præsenterer en version af ikke-jordisk liv, som sjældent er set før i litteraturen. Zoien, som den fremmede skabning, der er omdrejningspunkt for romanen, hedder, er meget langt fra at ligne noget, der er bare det mindste menneskeligt.

Romanen foregår en uklar række år ude i fremtiden; måske to-tre generationer efter vores tid. Her dukker først et og senere flere fremmedlegemer op i solsystemet, som viser sig at være i live. Disse fremmedlegemer reagerer indbydende på menneskelig tilstedeværelse, bl.a. ved at producere ilt og mad, og en serie af eksperimenter bliver sat i gang med det spørgsmål; Kan mennesket leve inde i zoien og med hvilke konsekvenser?  Vi følger i romanen biologien Amira, der sammen med tre andre astronauter, er i spidsen for afviklingen af sådan et eksperiment – endda af livslang karakter, idet de vælger at blive ombord på zoien, idet den forlader vores solsystem og bevæger sig videre ud i galaksen. De ved, at de aldrig kan vende hjem igen. Der er altså tale om en rumrejse, imod det uendelige univers, ombord på et levende væsen.

Zoi handler til en større grad om samhørighed, familie og reproduktion. I takt med at Amira og hendes kollegaer forsøger at tilpasse sig livet på zoien, som samtidigt forsøger at tilpasse sig dem og ligeledes ændre på astronauternes biologi via hormoner, får man indblik i Amiras egen fortid og hendes overvejelser omkring at stifte familie. Både i fortiden og i nutiden ombord på zoien bliver der sat spørgsmålstegn ved den traditionelle kernefamilie som værende et neutralt udgangspunkt, og der bliver præsenteret alternativer dertil. Der leveres ikke noget endegyldigt svar derpå, men ved at kæde det ikke-jordiske liv på zoien sammen med det alternative familieliv, man møder i fortiden, foreslår romanen, at vi bør åbne vores ideer om, hvad menneskeligt er og kan være, mere op.

Som jeg skriver indledningsvist, er Zoi ikke en gyser, selvom emnet og de kropslige forvandlinger, der finder sted for Amira og co., ellers ville have egnet sig godt til rendyrket bodyhorror. Astronauterne mister agens over egen biologi, i takt med at tiden går på zoien, men de reagerer forskelligt på det. Nogle omfavner det straks, imens andre er mere tilbageholdende. Det er her uklart nærmest hele vejen igennem, hvad zoien er ude på, hvis den da overhovedet er ude på noget eller endda besidder en bevidsthed, og denne del af fortællingen er meget spændende. Jeg slugte selv romanen på en enkelt søvnig søndag, og jeg sad tilbage med en følelse af, at historien sagtens kunne have været længere, men det er nok ganske fint, at den ikke var det. Det er et værk, som man går og tygger på i dagene efter, særligt fordi slutningen er relativt åben. Jeg har taget mig selv i dag at spekulere over, hvordan mit liv ville være ombord på zoien – samtidigt med at selve tanken giver mig myrekryb.

Zoi er en overskuelig, men forundrende dansk sci-fi roman, som nærmest læser sig selv. Den er både spændende, ukomfortabel og overraskende varm på samme tid, og ulig mange andre science fiction romaner gør den ikke en last ud af at worldbuilde. Man skal nok være til genren eller alternativt dens specifikke temaer, men i så fald opfordrer jeg til at lægge den klar på natbordet.