onsdag den 28. september 2016

Dværge #32 Meget kort pusterum

#32 Meget kort pusterum

15. December på Smedens Datter i Braldirborg
”Jeg har forstået det” brokkede Za-Sien sig endnu en gang, da de trådte ind på kroen ”så næste gang må vi have en bedre plan. Hvilket vi ville have haft, hvis I havde lyttet til mig”. ”Det er ikke pointen” svarede Trak gnavent ”jeg havde kommandoen. Jeg sagde, at du ikke skulle skyde ham, men du gjorde det alligevel. Du gik direkte imod mine ordrer. Du har overhovedet ingen respekt for mig”. Odderen vendte sig om for at kigge på goblingen, en sidste gang inden han trådte på kroen, og sagde ”endelig har du fået noget rigtigt”. Trak-Nal-Tox bandede det sekund, Za-Zien var forsvundet ind på kroen, og så fulgte han selv efter nogle sekunder senere. Da de fire var draget af sted fra kroen tidligere på dagen, havde den været fyldt, men nu var den nærmest tom. Det var også ved at være sent, og der sad kun et halvt dusin gæster tilbage. Monolo og Tsyseria stod ved disken, hvor de diskuterede et eller andet med Tugy, den lille dværgpige. Manwe og Bruntop var allerede nået halvvejs over til dem, da odderen og goblingen kom ind. ”Hej” hilste Monolo, da de sidste to nåede over til ham ”mit navn er Monolo Mortus. Hvad skulle det være?”. ”Den første del vidste vi allerede” svarede Manwe med et smil ”og jeg tænker, at vi godt kunne bruge noget varmt at spise alle fire. Det har været en våd dag”. ”Det bakker jeg op om” mumlede Trak. ”Så længe det er bedre end Julius' Roeblanding” lød det fra Za-Sien, og odderens kommentar vandt et smil hos Monolo. Det måtte være en intern vittighed. ”Godt, godt, godt” mumlede Monolo og noterede unødvendigt det bestilte på en seddel, som han rakte til Tugy, der stod lige ved siden af ”skaf mig det, som står på sedlen, og skynd dig lidt”. Men Tugy stirrede blot på sedlen med hævet øjenbryn i flere sekunder, før hun svarede ”jeg kan ikke læse. Det har jeg fortalt dig”. ”Hvilket er grunden til, at jeg har tegnet fire portioner suppe med tilhørende krus” sagde Monolo lettere irriteret ”hent det nu”. Men Tugy fortsatte blot med at stirre på sedlen. ”Skal det være suppeportioner? Jeg troede, det var sneglehuse”. Monolo blev en anelse rød i hovedet, men det lykkedes ham så at kontrollere sig selv. ”Kan du ikke bare hente maden? Vi bliver altså nødt til at fremstå en lille smule professionelle” spurgte han venligt. Tugy rettede for første gang sit blik væk fra sedlen og op på selve Monolo. ”Så det betyder altså, at jeg ikke skulle have stjålet fra ham trolden med temperamentsproblemerne?” spurgte hun henkastet, og pludseligt dukkede et uønsket smil op på Monolos ansigt, som han straks tvang væk, hvorefter han blev rød i hovedet. Dosnen så i et kort øjeblik ud til at være i en indre konflikt, der endte ganske pludseligt, da Tsyseria rejste sig forsigtigt op og gik hen for at hjælpe Tugy. ”Kom” sagde hun ”og så skal jeg fortælle dig, om alle de ting Monolo har stjålet gennem tiden”. Dette fik straks Tugy til at følge med ud i køkkenet, imens Monolo kiggede efter dem. ”Hvem er det egentligt, som laver maden her på kroen?” spurgte Manwe nysgerrigt, da de var gået. ”Øh hvad...” svarede Monolo og kiggede op ”tja... øh... det er en eller anden”. ”Hvem er en eller anden?” lød det pludseligt fra Marintra, der netop var dukket op, med et smil på læben, men frøs med det samme. ”Det er vel ikke mig... jeg kan ikke tro, at jeg er blevet en eller anden, uden at I har fortalt mig om det”. ”Vi diskuterede bare, hvem der egentligt laver maden her på kroen” forklarede Za-Sien hende irriteret. ”Åh...” sagde Marintra og snuppede en gulerod fra under disken, som hun gav sig til at spise ”det er bare en eller anden”. ”Angående det” afbrød Monolo hende pludseligt ”jeg er lige kommet i tanke om noget. Der var faktisk en eller anden herinde tidligere, som ledte efter dig, Trak”. ”Hvad?” udbrød Marintra og spyttede en halv knust gulerod ud på bordet ”ledte kokken efter Trak?”. ”Nej” svarede Monolo hende utålmodigt ”det var en gobling, som ønskede at se Trak angående noget med Elementernes By. Han var meget påtrængende og havde travlt. Virkede ellers som en flink, uhøflig fyr... hov vent, der er han vidst igen”. Han sagde den sidste del, netop som døren til kroen gik op, og en gobling trådte ind. Goblingen genkendte straks Trak og vice versa, hvorefter han skyndte sig hen til disken. ”Trak-Nal-Tox!” udbrød han ”hvor har du været, din forbandede Dyngorm?”. ”Kiq...” sagde Trak chokeret ”jeg troede, at du ikke ville...”, men han stoppede så pludseligt sig selv og vendte sig mod de andre. ”Dette er Kiq-Nal-Tox” fortalte han dem ”min storebror og herren af Elementernes By”.

Faros lagde rapporten fra sig på bordet foran sig. Det var den seneste rapport modtaget fra Dolun, hans spion i Mizil, som lå længere sydpå i Zrulf. Han havde netop fået læst den helt igennem. Hovedparten af den havde ikke været særligt vigtig eller relevant, men det sidste lille stykke havde været store nyheder for Faros. De havde omhandlet Prins Gjortnal, den tidligere Dinors søn som havde allieret sig med Bageren, men som aldrig havde fået tronen takket være den nuværende Dinor Mågens den 7. Faros havde siden konfrontationen med Bageren under Braldirborgs slot ledt efter Gjortnal, da han frygtede, at prinsen havde fået fat i nogle af Bagerens plantegninger, eller at han måske plottede noget andet mod Mågens. Zrulf havde haft det hårdt i mange år nu, men Mågens havde virkeligt været for det bedre, og Faros ønskede ham ikke afsat lige med det samme. Især ikke af en potentiel fjende som Gjortnal. Når han fik samlet energien til at læse stykket igennem igen, ville han gøre det, men det krævede en del viljestyrke at komme igennem noget, Dolun havde skrevet:

Men altså så fik jeg at vide noget rimeligt nyt her for kort tid siden, mand. Jeg siger dig, det var helt nyt, mand, ellers ville jeg have puttet det først i rapporten. Det var kun lige med lidt held, jeg overhovedet når at få det med, mand, det siger jeg dig. Men altså det nye var faktisk om ham Prins Gjortnal. Ham du bad mig holde udkig efter, hvis jeg li'som sku' høre noget. Og jeg siger dig bare, at det jeg hørte var bare vildt. Åbenbart er Gjortnal ikke flygtet fra landet, som du ellers havde troet, mand, men jeg siger dig... eller faktisk siger de mig... men jeg siger dig, at han er faktisk er lige her i Mizil, og jeg siger dig faktisk, at han har lagt planer, fået allierede og den slags her. Det er helt sygt, så heldigt det er, mand... at vi ved det altså, hvis du forstår, hvad jeg mener. Men det bedste ved det hele, mand, er bare, at han har en spion i Braldirborg, og jeg ved, hvor han vil befinde sig den 19. december om ikke så længe. Er det ikke bare råt? Hva, mand?

Der gik et stykke tid, før det lykkedes Faros at læse stykket igennem igen, men han var alligevel meget glad for at have læst det i første omgang. ”Jov” mumlede Faros tankefuldt til sig selv ”det er ganske råt, Dolun”, hvorefter han gav sig til at finde adressen fra rapporten på et kort. Han var lige blevet færdig, da han fik øje på Marintra, Trak, Za-Sien, Monolo, Manwe, Bruntop og en fremmed gobling, som var på vej over broen med seriøse miner. ”Hvad sker der?” spurgte Faros og rejste sig op ”og hvem er vores gæst”. ”Traks bror” svarede Monolo ham vagt ”Kiq-Nal-Tox. ”Okay...” mumlede Faros, da de alle gik ind i planrummet ”hvad laver han her?”. ”Jeg er kommet for at bede om hjælp” forklarede Kiq med et mørkt blik rettet mod sin bror ”nej, faktisk er jeg kommet for at forlange hjælp fra min undersåt”. ”Den del forstår jeg stadig ikke helt” sagde Bruntop ”hvordan er Trak din undersåt, bare fordi han er din broder?”. ”Det er heller ikke derfor, at han er min undersåt” svarede Kiq irriteret ”det er han fordi, at jeg er herren over Elementernes By, imens han er et medlem af bygarden”. ”Var” kommenterede Trak vredt ”jeg var et medlem af bygarden. Nu er jeg en desertør sammen med størstedelen af de resterende overlevende. Hvis du ønsker at henrette mig for det, så er du velkommen til at prøve... du sender bare dine vagter ud for at arrestere mig”. Han stillede sig stædigt foran sin bror, som stirrede nærmest hadefuldt tilbage på ham. ”Vent lige et øjeblik!” råbte Za-Sien arrigt og gestikulerede for at få dem begge til at stoppe ”det forklarer ingenting. Jeg troede, at Elementernes By blev udslettet i slutningen af Kolonikrigen. Hvordan kan han være herren over en udslettet by?”. Kiq fnøs pludseligt, og fniset blev hurtigt til en mørk, glædesløs latter. ”Elementernes By” lo han ”blev i den grad udslettet. Det betyder dog ikke, at vi ikke stadig bor der. Vi er mange tusinde goblinger, som enten blev af stædighed, af håbløse ambitioner, eller fordi der ikke var andre steder at tage hen. De fleste af os flygtede ganske vist og forståeligt nok. Men ikke alle kunne, og der stadig mange syge i byen. Det er dog ikke alle af os, som har vendt ryggen til vores folk”. Han sendte Trak et vredt blik, og lillebroderen kiggede skamfuldt væk. ”Jeg var det øverst rangerende medlem af bygarden, som overlevede ødelæggelsen af vores by, og derfor blev jeg den nye agerende vagtkaptajn. Og da hele rådet af højshamaner var blevet udslettet, og resten af var flygtet, var jeg den eneste tilbage i byen med autoritet, som ikke vendte ryggen til alting. Jeg var den højest rangerende i byen, og den eneste som gad gøre noget. Derfor er jeg herre over Elementernes By, og hvis nogen tør komme tilbage til øen for at hjælpe med vores problemer, som mener, de bør have titlen, så er jeg villig til at diskutere det... men der findes ikke sådan en person. Jeg er alt, folket har”. Der var en kold stilhed, hvori Trak ikke kunne bevæge sit blik fra gulvet. ”Er det alt, du er kommet for at sige?” spurgte han langsomt ”hvor meget bedre end mig, du er? Hvordan du er den, som goblingerne fortjener, imens alle andre flygter?”. Der var endnu en pause med stilhed. ”Nej” svarede Kiq til sidst ”jeg er kommet, fordi jeg ikke er nok til at løse vores nuværende problem. Jeg er kommet efter din hjælp”. Omsider lykkedes det Trak at løfte blikket op fra gulvet og vende det mod sin broder. ”Jeg kan ikke...” fremstammede han grådkvalt ”jeg kan ikke tage tilbage dertil... ikke efter mor og far... og Qixil... du havde ret i, hvad du sagde efter eksplosionen. Jeg er en kujon”. Kiq trådte langsomt nærmere sin bror, indtil han stod lige foran ham. ”Hvis du virkelig er en kujon, så bliv endelig her... men jeg beder dig ikke om at komme tilbage permanent. Vi har et kritisk problem, som ikke kan vente, og vi har brug for krigere til at klare det”. ”Hvad drejer det sig om?” spurgte Faros for at bevæge samtalen videre ”og jeg troede, at både kongen af Elwar og flere andre posterede soldater i byen efter eksplosionen”. ”Det var kun for en kort tid” svarede Kiq ”de blev sendt for at hjælpe med evakuere byen, hvorefter de fleste tog af sted igen, da Elwar blev ramt af hungersnød... men det er ikke en hær, jeg har brug for. Jeg har bare brug for nogle få krigere, som kan hjælpe os med vores nuværende uhyre problem”. ”Hvad sker der?” lød det pludseligt, da Tsyseria dukkede op i planrummet, men hun blev straks bleg, da hun indså, hvad der egentligt foregik. ”Åh...” sagde hun tørt ”i er i gang med at have et møde...”, hvorefter hun skyndte sig væk. Kiq kiggede forvirret efter hende i nogle sekunder, før han vendte sig spørgende mod de andre. ”Tal I bare videre” sagde Marintra og skyndte sig efter elveren. ”Såååå...” sagde Manwe, da hun var gået ”I har altså et problem med et uhyre”. ”Præcist” svarede Kiq og vendte sig igen mod sin bror ”og jeg kan ikke klare det alene. Der er få tilbage i byen, som kan finde ud af at kæmpe og da slet ikke mod det, vi står over for. Vi har brug for din hjælp. Og det ville ikke skade, hvis du tog nogle af dine venner med”. Trak kiggede skræmt op på sin bror igen med et ubeslutsomt og frygtsomt blik. ”Bruntop og jeg skal nok tage med” sagde Manwe pludseligt og klappede tohånds sværdet på sin ryg. ”Og jeg vil ikke gå glip af en god uhyre jagt” sagde Za-Sien bistert til Traks overraskelse, men taknemmelighed. Trak kiggede skiftevis på de tre, som havde meldt sig, med hamrende hjerte. Han ønskede ikke at vende tilbage til Elementernes By... ikke for alt i verden. Men så stoppede hans blik på Kiq, som ikke længere så vred ud. Han kiggede desperat på Trak, som sank en klump. ”Lad gå da” sagde han til sidst med falsk mod ”lad os jage dette uhyre”.


Marintra indhentede Tsyseria allerede ved broen, da elveren ikke bevægede sig særligt hurtigt. ”Hvad er der galt, nattergal?” spurgte hun sin kæreste, som fortsat var bleg. Tsyseria stoppede opgivende op og kastede et blik tilbage mod planrummet. ”Ikke noget” sukkede elveren ”det burde ikke være noget. Det går mig bare på, at I holder et møde uden så meget som at nævne det for mig”. Marintra åbnede straks munden, men Tsyseria fortsatte hurtigt. ”Jeg ved godt, at det ikke burde gå mig på, efter alt jeg har været igennem er det forståeligt, at jeg hviler mig for en tid... men det er altså frustrerende, at jeg knap nok får noget at vide... undskyld for at afbryde. Sig endelig, hvad du ville sige”. Men Marintra sagde intet og sendte bare Tsyseria et smil. ”Jeg ved det godt...” sukkede Marintra lidt efter ”og jeg vidste også, at det måtte ende på et tidspunkt... det er bare fordi, at alt er gået så godt, siden vi kom tilbage. Det har været som en velsignelse eller en drøm, hvor vi ikke skulle bekymre os om noget... og jeg ønskede ikke, at det skulle ende. Men du har ret, nattergal, og som Traks bror vidst lige har vist, så er vores meget korte pusterum ovre”.

Første Afsnit                      Forrige Afsnit                                                              Næste Afsnit