søndag den 25. september 2016

Dværge #29 Fangekældre og frihed

#29 Fangekældre og frihed

”Jeg håber bare, at Erik kan holde eventuelle egern væk fra døren længe nok” hviskede Marintra, da hun og Monolo sneg sig ned ad trappen til selve fangekælderen. ”Det skal du ikke bekymre dig om. Han viser dem sikkert nok et trylletrick eller sådan noget. Kort er hans speciale” svarede Monolo hende ubekymret. ”Jeg havde helt glemt, hvor munter du nogle gange kan være” kommenterede Marintra ”og hvor meget det nogle gange driver mig til vanvid. Da jeg lige ankom til Frangica, var du helt seriøs og lovede din hjælp til at dræbe Rugbert”. Dosnen trak på skuldrene. ”Gode nyheder bringer mig som regel i et godt humør”. Marintra svarede ham ikke og forsatte blot med at snige sig videre i mørket. ”Sådan der” hviskede hun så, da de omsider nåede bunden og kom ind i selve fangekælderen. Det var et stort rektangulært rum med bure til begge sider og en fri passage i midten. Der var ingen vagter hernede, men mange af burene var fulde af fanger. Marintra kunne se dusinvis af mørke, beskidte skikkelser klædt i pjalter. ”Monolo!” lød det pludseligt fra et burene, da en kvindelig, ung dværg rejste sig op ”luk mig ud! Brennus har min søn. Han har Alfie!”. Monolo fandt straks nøglerne frem og gik hen til buret, som dværgen befandt sig i. ”Lige et øjeblik, Camilla” sagde han og gav sig til at låse døren op ”ved du forresten, hvor min fætter er?”. ”Jeg er lige her” lød det fra buret ved siden af, hvor Dogro Mortus, den berømte, sandfarvede dosne forfatter fra Ørkenia, pludseligt rejste sig op. ”Skønt” sagde Monolo smilende og åbnede celledøren. Camilla løb hurtigt ud derfra, men stoppede så op. ”Hvor er alle de andre?” spurgte hun og kiggede mod indgangen til fangekælderen, hvorfra en højlydt stemme sagde ”men er det her ikke dit kort?”. ”Vi skal mødes med dem lige om lidt, så hvis du lige vil vente et øjeblik” fortalte Monolo hende og rakte nøglerne til Marintra, som gik i gang med at bikse med låsens til Dogros celle, hvori der også var et par andre fanger. ”Men Monolo du forstår det ikke” sagde Camilla utålmodig ”Brennus har virkelig en verdenvandrer som fange. En mand ved navn G'Apertor eller sådan noget, og han vil bruge ham til at åbne portalen. Han var her i fangekælderen sammen med os. Var. Brennus er nok allerede i gang med at åbne portalen og hente sin hær. Vi er nødt til at redde Alfie!”. ”Hvem navngiver sit barn Alfie?” mumlede Marintra, da låsen til Dogros bur gik op ”nå lad os så se at få tævet den portalmus, hvis han er så stort et problem”. Men Dogro gik ikke ud af buret lige med det samme. I stedet stirrede han på Marintra i et par sekunder, imens han tænkte, så det knagede. ”Du er Marintra Lofar” sagde han pludseligt til Marintras ekstreme overraskelse. Hendes blod frøs til is, og hun stirrede på Dogro i flere sekunder ude af stand til bearbejde, hvad han lige havde sagt. ”Hvordan kan du kende det navn?” spurgte hun ”jeg har ikke brugt mit efternavn i over et halvt århundrede... hvordan kan du....”. Men Dogro begyndte pludseligt at smile. ”Du er virkeligt hende” udbrød han glad og trådte til siden ”jeg tror, der er en person her, som har savnet dig”.

Fangen på stengulvet rørte let på sig ved synet af den velkendte dværg. Først sagde den intet, men så begyndte den pludseligt at grine. ”Nå så du kom tilbage? Jeg troede, du var færdig med mig. At du havde glemt mig”. ”Hvordan skulle jeg kunne glemme dig?” spurgte dværgen uden skyggen af et smil ”du torterede en af mine venner, sprang mit hjem i luften og var lige ved at starte en borgerkrig, men nu ved jeg endelig hvorfor, du gjorde alle disse ting. Det var lokkemad. Alt hvad du gjort det sidste års tid har været lokkemad. Men for hvem? Hvem er Gwora? Og hvorfor er du så opsat på, at hun finder dig?”. Bageren rejste sig op og gik hen til tremmerne for at kigge ud på Faros på den anden side. ”Den seddel, du fandt blandt mine varer, var ikke til dig” hvæsede Bageren, og han lød for første gang rigtigt vred ”den var til hende. Det hele var ment for hende. For at lokke hende frem”. Faros kiggede et øjeblik dybt ind i øjnene på den ynkelige dværg foran sig. Siden sin indespærring i dinorens fangekælder var Bageren faldet af på den. Han lignede en møgdynge på rekordtid, og ifølge vagtkaptajnen Tjarn brugte han ikke sin tid på noget som helst. Han tegnede ikke på væggene, som de tossede fanger gjorde det, men han brugte heller ikke sin tid uden for cellen på hverken at socialisere med de andre fanger eller på at skaffe sig information om noget som helst. ”Hvis du havde ønsket, at jeg ikke skulle finde din lille besked, så skulle du nok ikke have givet dine varer til Thorna Den Farlige og hendes lakaj” sagde Faros koldt ”jeg skaffede mig af med alle dine prototyper og din lille besked. Din kære Gwora, hvem hun så end er, kommer ikke til at få nogen af delene. Hun kommer ikke og redder dig”. Bageren pressede sit ansigt ind mellem tremmerne, så han blev mast, og hviskede til Faros ”hun ville ikke redde mig. Aldrig. Aldrig redde mig. Hun ville dræbe mig, hvis hun kunne, men jeg skal nok dræbe hende først. Når jeg finder hende, så er hun død”. Så tog han pludseligt et skridt tilbage fra tremmerne og satte sig ned på gulvet. ”Jeg troede, at min plan ville virke, men det gjorde den ikke. Selvfølgelig gjorde den ikke det. Planer virker aldrig. Aldrig. Ikke når Gwora er alt for travlt optaget med sine planer. Nej... hun har mere tid til mechai, end hun har til mig”. Faros forstod ikke meget af, hvad Arolnar sagde. ”Hvad betyder mechai?” spurgte han forvirret, men Bageren ignorerede ham bare. ”Aldrig. Aldrig. Aldrig. Aldrig. Aldrig. Virker overhovedet ikke” hviskede den tossede dværg til sig selv, og da han endelig blev stille, var han faldet i søvn.

30. Gar 1076AA ombord på skibet, Charybdis
”Kom så. Stille og rolig” hviskede Marintra, idet hun hjalp den halvt bevidstløse elverkvinde ned mod jollen. ”Vi er der næsten” lød det fra Benjamin Gyldenuld, som blev mere nervøs for hvert sekund, der gik. ”Næsten” hostede elveren under Marintras arm ”er vi der næsten, Blækblink?”. ”Ja” svarede Marintra med tårer i øjnene ”kan du ikke se jollen, den er lige dernede. Vi tager den og sejler tilbage til Dragefjeldet, hvor vi venter på de andre”. Men Tsyseria var allerede faldet i søvn igen. Det betød dog intet for Marintra, som lagde sin højre hånd ind under sin elskedes ben og løftede hende op. ”Shhh” hviskede hun, da Tsyseria vred sig i søvne ”du er i sikkerhed nu. Alt skal nok gå, møgdue. Alt skal nok gå”. Hun listede lige så forsigtigt ned til jollen og lagde Tsyseria på bunden af den, hvorefter hun sammen med Hr. Gyldenuld og alle hans nyerhvervede arbejdere satte sig ned ved siden af hende. ”Hun er sandelig heldig, at hun har en god ven som dig” hviskede han kærligt til hende. Marintra smilede over Gyldenulds naive valg af ordet ”ven”, men hun sagde ikke noget. ”Jeg håber bare, at de andre klarer den der Brennus-mus, eller hvad end han hedder” sagde hun uden bekymring for at skifte samtaleemne. I virkeligheden kunne hun slet ikke tænke på det og da slet ikke bekymre sig. Alt var jo, som det skulle være nu. ”Ja... lad os håbe det” svarede Hr. Gyldenuld og rettede på sine briller, hvorefter han fandt en lille flaske frem fra sin lomme skjult inde i en falsk pibe. Han tog en slurk af flaskens gyldne indhold og rakte den til Marinta. ”En smule rom?” tilbød han, men Marintra rystede bare på hovedet. Hun havde intet behov for alkohol i øjeblikket for at holde sig selv i højt humør. Hr. Gyldenuld lod i stedet flaske passere rundt til sine nye arbejdere, som lettere mistænksomt tog imod den. ”Var det ikke noget med, at du ville have saboteret samtlige kanoner på Charybdis med det samme?” spurgte Marintra uden sand interesse. ”Tjo...” svarede Hr. Gyldenuld tøvende ”det lader ikke til at være det bedste tidspunkt med alle disse dragekrigere og Tidens Mestrer, der kæmper alle vegne. Mine arbejdere og jeg kan klare det i morgen, hvis vi altså lever så længe”. ”Ja ja” sukkede Marintra og lod sine fingre løbe igennem Tsyserias bløde hår ”jeg er sikker på, at de andre får has på ham Brennus. Hvor svær kan en almægtig skabning fra et andet plan være at besejre?”.


”I tåber!” hostede Brenus blodigt med sine sidste kræfter ”I kan ikke dræbe mig. Jeg er udødelig. Jeg er evig”. ”Åh hold din kæft” lød det irriteret fra Støvbold, netop som portalen lukkedes bag den store, lysende hyperion. ”Vi klarede det” lød det muntert fra Monolo ”efter mange måneders kamp er Brennus endelig blevet besejret”. Mange andre stemmer udbrød straks i sejrs dreven jubel, men Za-Sien sluttede sig ikke til de andre. Han trak den sidste pil i sit kogger, som han ikke havde brugt på hyperionerne og rettede den mod Rugbert, som stod på kanten af det høje tårn på midten af Charybdis. Den skallede pyromantiker lagde mærke til dette og smilede til odderen. ”Virkelig?” sagde han lettere irriteret ”jeg har lige hjulpet jer med at ende store slemme Brennus derovre, og så vil du stadig arrestere mig?”. ”Ja” svarede Za-Sien uden tøven ”uden dig kommer jeg aldrig med i Det Grønne Broderskab”. ”Nå” sukkede Rugbert og trådte et enkelt skridt nærmere odderen, som sænkede sin bue en lillebitte smule. ”Det er bare surt for dig”. Så sprang Rugbert lynhurtigt ud over kanten på tårnet, før odderen kunne nå at reagere, og fløj væk omgivet af ild. ”Firedobbelt Køter” bandede Za-Sien og brækkede frustreret pilen midt over.

Første Afsnit                  Forrige Afsnit