#31 Nyt håb
15. Xen 1076AA nogle timer uden
for Braldirborg
”Naturen kalder” mumlede røveren
til sine kammerater, rejste sig op og gik væk fra deres lille lejr
hen mod træerne. De havde slået lejr i en lille lysning i skoven,
og deres bål var den eneste lyskilde under stjernerne i denne del af
skoven. Nogle af mændene havde ment, at det var for risikabelt at
slå lejr så tæt på Braldirborg, men deres leder, Torben
Kræmmerslagter havde sagt, at det nok skulle være helt
sikkert. ”Vi er tættere på landevejen” havde han argumenteret
”og derfor tættere på bytte”. Røveren åbnede bæltet og trak
bukserne ned, da han nåede frem til træerne. ”Ahhh...” sukkede
han tilfreds og skulle lige til at trække op i bukserne igen, da en
pil pludseligt dukkede op ud af den blå luft og begravede sig i
struben på ham, men ingen af røverne i lejren hørte noget, da han
var gået væk fra dem. ”Og det var en” hviskede Za-Sien
selvtilfredst omkring halvtreds meter derfra ved synet af den faldne
røver. ”Hvad gjorde du det for?” hvæsede Trak til højre for
ham ”det var ikke en del af planen”. ”Han var isoleret”
svarede Za-Sien ham gnavent igen ”ingen af de andre hverken så
eller hørte noget”. ”Men hvis der var gået galt” fortsatte
Trak ”hvad hvis Manwe og Bruntop var blevet opdaget, hvad så?”.
”Shhh” hvæsede Za-Sien pludseligt, da en af røverne pludseligt
rejste sig op for at tjekke på sin kammerat ”så for Køter...”.
Trak sendte odderen et vredt blik, og så begyndte de begge at snige
sig langsomt frem mod lejren. De var nået cirka halvvejs derhen, da
bålet pludseligt voksede til den tredobbelte størrelse. Flere af
røverne udstødte chokerede råb af rædsel, da nogle af dem blev
fanget i flammerne. ”Trolddom” var der en af, som råbte,
hvorefter han satte i løb fra lejren. Flere fulgte hans eksempel, og
til sidst var der kun håndfuld tilbage. ”Fjolser!” råbte Torben
Kræmmerslagter og løftede sin økse ”det er ingen trolddom. Kun
en smule alkymi. Man kan lufte det på ilden”. Det faktum lod dog
ikke til at berolige hans mænd. Flammerne døde hurtigt ud, men hvor
de havde været, stod nu en elver med et tohånds sværd i stedet
for. ”Hvad i...” nåede en af røverne lige at udbryde, før
Manwe huggede ham ned, hvor han stod. Samtidigt fløj endnu en af
Bruntops miksturer gennem luften, men denne ramte Torben i stedet for
bålet. Han brød pludseligt ud i brand og sprang i stor smerte ned
på jorden, hvor han begyndte at rulle rundt. ”Det var vores tegn”
hviskede Trak ”hvor vi indgår i planen i stedet for at handle
kaotisk”. Za-Sien sendte ham et irriteret blik og affyrede en række
pile, samtidigt med at Trak sprang frem og stak en kniv i den sårede
Torben. ”Sådan” sukkede Manwe, da den sidste røver var faldet
”den var den bande. Jeg er godt nok sulten. Lad os komme tilbage og
få noget at spise”.
Samtidigt på Smedens Datter i
Braldirborg
Kroen var
fuldstændigt pakket med gæster, hvoraf størstedelen var enten
havnearbejdere eller rejsende sømænd. Kroens placering nær havnen
lokkede mange kunder til derfra, og da først Faros havde fået
renoveret den gamle kro og åbnet den igen, var mange af de gamle
stamkunder vendt tilbage. ”Jeg kan ikke huske, hvor længe det har
været, siden jeg bare sad på en kro og slappede af” sagde
Tsyseria afslappet med et smil om munden ”du havde ret. Det var en
god ide at komme herop til aften”. Monolo, der ligesom hele den
forrige uge fungerede som barmand, sendte hende et smil, samtidigt
med at han tog imod betalinger for nogle måltider mad. ”Tugy,
Snothvalp” råbte han muntert ”fiskesuppe til bord fem hos den
venlige besætning fra Blæstens Øer”. Den lille dværgpige og
ashas-drengen, som Faros havde ansat på kroen sammen med flere andre
af de hjemløse, skyndte sig straks hen for levere maden.
”Selvfølgelig var det en god ide” smilte Monolo til Tsyseria,
som sad på en stol ved siden af ham ”du havde brug for noget frisk
luft”. Tsyseria gengældte hans smil. ”Man skulle ellers tro, at
alle gåturene med Blækblink ville være mere end frisk luft nok?”
lo hun. Monolo viftede bare med hånden og rystede på hovedet.
”Gåture, pfff..” sagde han ”det er ikke sand frisk luft. Den
rigtige slags kan kun fås på en fyldt krostue, hvor folk sidder og
snakker, spiser, drikker og synger”. ”Jeg kender ellers nogle
folk, der ville argumentere for, at den slags slet ikke er frisk
luft” svarede Tsyseria ham igen med endnu et smil. Monolo rystede
endnu en gang på hovedet. ”Folk ved slet ikke noget” sagde han
”for at kunne få frisk luft, skal den helst være fyldt med
kultur. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle folk, du lytter til, men
de virker altså ikke særligt fornuftige”. ”De kaldes læger”
svarede Tsyseria ham igen, og så lo de begge hjerteligt, netop som
kroens hoveddør gik op. Ind trådte en lav skikkelse klædt i en
mørk kåbe, som i nogle få, men lange skridt trådte hen til
bardisken. ”Hej, mit navn er Monolo Mortus” hilste Monolo Mortus
”hvad skulle det være?”. Den fremmede trak sin hætte tilbage og
afslørede sit gobling ansigt. ”Jeg søger Trak-Nal-Tox” sagde
han ”jeg fik at vide, at han kunne findes her”. ”Det er også
ganske rigtigt” svarede Monolo ”men han er ude i øjeblikket. Du
kan vente på ham, hvis du vil”. Det så slet ikke ud til at gøre
goblingen tilfreds. ”Jeg er her i et ret påtrængende ærinde, der
ikke kan vente” sagde han ”jeg er nødt til at se Trak-Nal-Tox
lige nu. Det er angående Elementernes By”. Ved det navn blev
Tsyseria pludseligt helt bleg. Det bemærkede Monolo straks og sagde
så til goblingen ”det er meget muligt, men han er ikke til stede i
øjeblikket. Sæt dig og vent på ham. Jeg kan ikke pludseligt trylle
ham frem”.
”Sagde
han noget andet end det?” spurgte Marintra. Hun befandt sig med
Faros i deres nye hovedkvarterer under kroen i planlægningsrummet.
”Ikke meget andet” svarede Faros ”ikke noget vigtigt i hvert
fald. Jeg tænker, at vi først og fremmest må finde ud af, hvad
mechai betyder”. ”Ja” svarede Marintra bekymringsfrit ”det må
vi vel. Mon ikke dine spioner kan finde ud af noget?”. ”Det er
jeg ikke sikker på” svarede Faros tøvende ”jeg skal nok prøve,
men mit netværk er stadig ganske begrænset, og jeg har ikke råd
til at investere yderligere i øjeblikket. Jeg var nødt til at
anskaffe os en fast indtægtskilde og et skjulested”. ”Det
forstår jeg godt” svarede Marintra ”men mon ikke nogen af dine
duer kan finde noget?”. Faros trak på skuldrene. Marintra havde
været i så godt humor, siden hun kom tilbage, at han ikke ville
ødelægge det, men indtil videre havde deres søgen efter en
forklaring på ordet mechai eller navnet Gwora været
håbløs, og han tvivlede stærkt på, at det ville ændre sig lige
foreløbigt. ”Du behøver altså ikke bekymre dig så meget”
forsikrede Marintra ham muntert ”Bageren er under lås og slå, og
som du siger, så sagde han selv, at denne Gwora ikke ville dukke op
lige foreløbigt. Jeg tror ikke, vi behøver bekymre os lige nu. Vi
er endeligt blevet givet et pusterum, og det synes jeg, vi skal nyde.
Nå, nu må de andre snart være tilbage, vil du ikke med op?”.
”Lige om et øjeblik” sukkede Faros ”jeg skal lige have en læst
en rapport igennem fra Dolun”. ”Åh mand” smilte Marintra. ”Åh
mand” bekræftede Faros.
Kommentarer
Send en kommentar