fredag den 11. november 2016

Bag of Holding (The Tower of The Swallow og Doctor Strange)

Her til aften/nat (i går aftes nu) har jeg to ting at berette om. Den ene er en Witcher bog (4 i hovedserien) og den anden er Doctor Strange, som jeg er på vej ind for at se. Jeg har nemlig tænkt mig at anmelde den, før jeg har set filmen med mine netop erhvervede spådoms kræfter: den kommer til at bliiiiiveeee mææærkeeeeliiiig, bizar og forunderlig. Måske endda, og undskyld lige mit engelske, det britiske adjektiv: Strange. Build up, pay off, og min humor er lige så plat som sædvanligt. Den er bare lidt mere finpudset... Den er ikke bare plat, den er platin. Jeg stopper nu og kommer i gang med bogen.

The Tower of The Swallow (TT)
Jeg skriver ðet på iPad igen, så derfor er der en forkortelse. TT er den fjerde bog i Witcher hovedserien og den sjette i det hele, og det er den sidste, som er oversat til engelsk. TT følger op, lige hvor Baptism of Fire ender med Geralts lille rejseselvskab et sted i historien, imens diverse politiske spillere spiller deres spil. Den har mange af de samme elementer fra Baptism, som jeg godt kunne lide, og der kommer en smule pay off for den enorme mængde build up, der var i tidligere bøger. Dog sker der ikke helt vildt meget plotmæssigt, selv om der er en masse god character delopment, og jeg mistænker, at femmeren har rigtigt meget at komme igennem for at afslutte historien. Jeg kunne rigtigt godt lide TT, men jeg er lille smule urolig for femmeren, hvor der bare har at ske pokkers meget.



Den Sære Dokter (uden en TARDIS)
Så har jeg set Doctor Strange, og jeg må sige, at jeg er glad for, han kke fik en le... For så ville han være Lestrange... En troldmand ved navn Lestrange... Hvis kone myrder søde sokkealfer... Forstår du den? Nej? Okay så.... Nå men tilbage til filmen. Jeg er meget glad for, at jeg så den i 3D, for effekterne var virkeligt imponerende. Få film har været så farverige og psykedelisk samtidigt med at være original i brugen af effekter. Det var ikke bare en Inception klon som flere andre film, og der ikke overdreven brug af irriterende dubstep. Samtidigt kunne jeg rigtigt godt lide det frie fantasy element i filmen. Så mange moderne film er bange for at bruge ordet "besværgelse" eller "troldmand" af frygt for at lyde platte eller nørdede såsom de forfærdelige "ikke-Thor-film-for-Thor-har-en-stridsvogn-og-bor-ikke-i-et-gyldent-ogel-film". Det var fantasy film, samtidigt med, at det var en Marvel, og det kunne jeg godt lide. Skuespillet var også fornuftigt og især Beneditch Cumberbatch spillede den arrogante Stephen Strange så godt som Sherlock. Mads Mikkelsen var skurken i denne Marvel film, og selv han ikke var en Krillgrave, Kingpin, en Hannibal Lector (ikke her i hvertfald), en Darth Vader, en Saruman eller Lestrange, så var han dog bedre end den gennemsnitlige Marvel skurk. Det siger jeg heller ikke kun fordi, det var Mads Mikkelsen. Han havde en intimiderende aura og en del mere screentime end andre. Jeg tror, det var fordi, hans karakter var så forbundet til både plottet, birollerne (ham skurken fra Serenity, en fyr ved navn Wong spillet af en fyr ved navn Wong og hende fra Mean Girls, som jeg ikke indrømmer at have set og aldrig vil) og Strange selv, så han havde en del mere at gøre. Desuden kan de effekter ikke ligefrem skade hans skurkagtighed sammen med det faktum, at han kastede besværgelser. Alt i alt føltes Doctor Strange mindre formelagtig end Marvel på samme måde som Guardians og Ant-Man, og Fantasy Nørden giver bonus point for dedikation til åben fantasy, som ikke skammede sig over at være det.