tirsdag den 29. november 2016

Dværge #34 En Blodig Bider

Så er jeg endeligt blevet færdig med det her afsnit... det har taget mig alt for længe. Jeg har vidst haft det såkaldte "writer's block" et stykke tid nu... ligesiden sidste bordrollespils scenarie. Jeg håber, det er ovre nu.

#34 En blodig bider

18. Xen 1076AA i Elementernes By
Ved daggry vågnede dværgen, goblingen, elveren og odderen op og fik hurtigt klargjort deres grej. Trak spændte sine daggerter fast, Bruntop fandt sine eliksirer frem, Za-Sien fyldte sit kogger, og Manwe trak sit sværd. ”Hvor starter vi?” spurgte Manwe, da Kiq kom hen for at instruere dem, inden de drog længere ind i ruinerne på jagt efter Blodbideren ”er der noget, vi bør vide?”. Kiq svarede ikke med det samme og kiggede blot alvorligt mod den lille improviserede port i pladsen, som den lille gruppe ville rejse ud af. ”Uhyret slog til igen i nat” sagde herren over Elementernes By langsomt ”tre af mine krigere blev dræbt, og Greku er forsvundet. Taget til fange frygter jeg”. Trak knyttede en næve, men sagde intet, imens Manwe og Za-Sien havde flere spørgsmål. ”Tager denne blodbider folk til fange?”. ”Nogle gange” svarede Kiq alvorligt ”men vi finder dem som regel et par dage senere fuldstændigt drænede for blod”. ”Drænet for blod?” gentog Manwe og kastede et blik over på Bruntop, der febrilsk kiggede sig tankefuldt rundt. ”Præcis” understregede Kiq ”jeg ved ikke, om det fortæller jer noget nyttigt om uhyret, eller om det blot vil forvirre jer, men jeg håber på det første”. ”Yderst hjælpsomt, hmmm... potentielt i hvert fald eller måske knap så hjælpsomt” mumlede Bruntop lige højt nok til at blive hørt af alle tilstedeværende ”kan vise sig at være forvirrende alligevel, men det begrænser mulighederne. Men så igen... Blodbider siger vel lidt sig selv”. ”Øhhhh... godt så” sagde Kiq tøvende ”jeg har nogle pligter, jeg må vende tilbage til for at forhindre, at alt falder sammen... jeg frygter, at Shaka snart begynder på sine dommedagsprædiker på ny. Tak igen”. Han nikkede og vendte sig om for at gå, men tilføjede så i sidste øjeblik ”jeg kunne forresten godt tænke mig at få Greku tilbage i live, hvis det bliver en mulighed. Jeg ved, at det ikke er til at sige, men han er en stor hjælp og en god mand... uanset hvad han så har gjort før i tiden”. Trak fnøs, men nikkede over kommentaren. Da hans bror så var forsvundet helt ude af syne, sukkede han frustreret og gnubbede sin hage. ”Lad os komme af sted” sagde han muggent ”I hørte min bror. Vi må ikke lade hans elskede forbryder komme til skade”.

De forlod kort efter lejren og begav sig ind mellem ruinerne. Det var et besværligt område at færdes i, da kun ganske få bygninger endnu stod op. Hver gang de fandt en brugbar vej gennem ødelæggelsen, blev den hurtigt blokeret af store bunker murbrokker, og de blev tvunget til at gå en anden vej. ”Hvordan finder Kiqs folk rundt herinde?” udbrød Za-Sien frustreret, da deres netop fundne sti viste sig at være ubrugelig for hundrede og syttende gang, men de andre havde ingen svar at give. ”Lad os gå et stykke tilbage” foreslog Manwe ”og se, om vi ikke kan finde en vej udenom alt det her”. Trak brummede enigt og fulgte med elveren. De forsøgte at finde frem til det gamle fængsel, hvor der ifølge Kiq var blevet fundet flest af de døde, men Traks forsøg på at finde vej dertil havde indtil videre været uden nytte. ”Vi går i ring” klagede Za-Sien sig på ny, da de godt en time senere blev mødt af flere murbrokker ”jeg siger, at vi går tilbage til lejren. Din bror må have nogen, der kan finde igennem det her”. Odderen vendte om, men Trak blev stående helt stille foran bunken af murbrokker. Manwe og Bruntop stod begge utilpasse imellem dem. ”Kommer du, Trak?” spurgte Bruntop, da Za-Sien næsten var forsvundet ud af synsvidde. ”Jeg kender det her sted” sagde goblingen langsomt og satte sig knælende foran murbrokkerne, hvor han begyndte at rode igennem dem, som om han ledte efter et eller andet. ”Det hus der” fortalte Trak og pegede til højre ”var en lille butik, hvor de solgte krukker, og hvis jeg husker rigtigt, så burde der være... ja, her er den”. Han kastede nogle få sten til siden og åbnede så en metallem, der sad i den ødelagte vej. Den førte ned i et mørkt, stinkende hul, der ikke kunne være andet end resterne af en gammel kloak. For første gang siden ankomsten til Elementernes By, smilede Trak. ”Kald hellere din ven tilbage, Manwe” sagde han selvtilfreds ”vi behøver ikke at fare vild heroppe længere”.

”Jeg forstår ikke helt selv, at jeg spørger om dette, men hvorfor tog vi ikke bare kloakkerne fra starten af?” spurgte Manwe, da han som den sidste var kravlet ned i den mørke, fugtige, klamme tunnel. Lyset fra oven strakte ikke langt, så de tændte to fakler, som Bruntop og Trak bar. Za-Sien holdt en længere afstand end sædvanligt til dem begge af netop det faktum. ”Jeg spurgte Kiq, om det var en mulighed, da vi var tilbage i lejren” svarede Trak og viftede en smule stank væk fra sin næse med sin ledige hånd ”men alle skakterne nær lejren var blevet blokeret, eller også var kloakken under dem faldet sammen. Ingen i lejren kender åbenbart til denne indgangs tilstand”. ”Hvor er vi bare heldige” mumlede Za-Sien ”vi har fundet en genvej med både ild og stank. For en gang skyld ville jeg ønske, at jeg ikke havde mit folks skærpede sanser”. ”Og for en gangs skyld er jeg enig med odderen” sagde Bruntop ”jo før vi kommer ud af denne gærede afføringssump jo bedre”. Så ledte Trak den lille gruppe videre i fuldkommen stilhed. Han havde en nogenlunde fornuftig ide af, hvilken vej de skulle gå, og de kom meget hurtigere igennem kloakken, end de havde bevæget sig igennem ruinerne ovenpå. Fra tid til anden kom de forbi en sammenstyrtet del, men det ikke andet end irritationer, og snart var de fremme. ”Her” sagde Trak og stoppede foran en gammel træport, som stod på klem ”den burde føre ind til det gamle fængsel”. ”Burde?” gentog Za-Sien skeptisk, og goblingen fnøs irriteret. ”Hvis du vil gå tilbage gennem kloakken, gør du det bare” sagde Trak ”men jeg foretrækker nu spjældet”. Han trådte frem til porten og skubbede den op. Bag den var en beskidt, mørk gang, som nu engang var renere end kloakken. ”Se her” sagde Manwe lidt efter, da de nået et par skridt ind i gangen. Han var stoppet op og holdt nu et lille stykke klæde i hånden. ”Hvad er der?” spurgte Bruntop, tog stoffet ud af hænderne på ham og rakte ham faklen. ”Blod” observerede videnskabsmanden ”frisk”. ”Uhyret” kommenterede Za-Sien og kiggede sig søgende rundt med en pil på strengen. ”Der har i hvert været noget forbi inden for det sidste døgn” bekræftede Bruntop og stak klædestykket i sin taske, hvorfra han samtidigt fremdrog en lille flaske. ”Nu har du haft tid til at tænke lidt, Bruntop” sagde Trak og trak sin ene daggert ”hvad tænker du om det, Kiq sagde”. ”Blodmagiker eller vampyr” svarede Bruntop. Han frøs pludseligt, da et smertefuldt skrig skar igennem stilheden. Det endte hurtigt. ”Kunne være både fuldblods eller halvblods vampyr” tilføjede alkymisten. ”Nogle råd?” spurgte Manwe og rakte faklen tilbage til Bruntop, så han kunne trække sit sværd. ”Hvis det er en vampyr, så hold godt fast på faklen” svarede Bruntop, og Trak nikkede ”prøv på at drive den ud i solens lys, især hvis den er i jægerform”. ”Jægerform?” gentog Manwe nysgerrigt. ”Stor, grå flagermus” svarede Bruntop ”sollys vil tvinge den tilbage til sin naturlige form. Hvis det er en blodmagiker, så lad den ikke kaste magi”. ”Noteret” mumlede Za-Sien og pegede på to døre lidt længere fremme ”jeg tænker, at vi deler os. Manwe og jeg...”. ”Nej” udbrød Bruntop pludseligt med en dyb hvisken ”jeg går med Manwe. Gangen til højre ser ud til at være faldet en smule sammen. Ikke plads til brug af hverken tohånds sværd eller bomber, men pile og daggerter kan godt gå. Desuden er I to de mindste”. Trak og Za-Sien sendte hinanden gnavne blikke. ”Fint” kommenterede odderen ”men skal vi ikke se at komme videre”.

Odderen og goblingen listede af sted det mørke stykke i fuldkommen stilhed. Trak holdt faklen i den ene hånd og en daggert i den anden, imens Za-Sien fortsat havde en pil på strengen klar til at skyde. ”Så...” hviskede Za-Sien langsomt efter godt fem minutter ”har du nogensinde været oppe mod en vampyr? Jeg mener; du må da have mødt en, da du byvagt her?”. ”Hold op” brummede Trak. ”Hold op med hvad?” spurgte Za-Sien tydeligvis fornærmet ”jeg har ikke gjort noget”. ”Hold op med at snakke” sagde Trak ”hold op med at spørge ind... det er påtrængende”. Odderen stoppede op med et fornærmet blik. ”Hvordan skal jeg ellers lære nogen af jer at kende” fnøs han sarkastisk ”nå ja, det skal jeg ikke. I er fuldstændigt ligeglade med mig. Havde det ikke været for Manwe, havde jeg aldrig været hos jer, og ingen af jer kan døje mig”. ”Det er ikke det” svarede Trak, selvom han vidste, at odderen ikke tog helt fejl ”det er bare at... vent, shhh... kan du høre det?”. Han stoppede op og lagde en hånd på Za-Sien, som også frøs på stedet. En næsten uhørlig gråd lod til at komme fra det næste lokale. ”Fælde?” foreslog odderen som for at sætte ord på Traks mistanke. ”Ku' være” svarede goblingen og hævede sin fakkel ”lad os finde ud af det”. Han sneg sig lydløst hen til døren, åbnede den og sprang ind klar til at forsvare sig selv med Za-Sien lige i hælene. Men intet uhyre og ingen fælde sprang på nogen af dem, og efter et par sekunders mistænksom gennemsøgning af rummet, vendte han i stedet blikket mod den sårede skikkelse, som lå midt i rummet. Det var en ældre gobling kvinde, som blødte fra adskillige, store bidemærker. ”Hold øje” hviskede Trak til Za-Sien, som nikkede bekræftende, og trådte hen til kvinden. ”Hjælp” hviskede hun svagt ved synet af ham ”vil du ikke nok hjælpe mig... det gør så ondt”. ”Shhh” sagde Trak i et håbløst forsøg på at være beroligende ”tag det helt roligt, og fortæl mig, hvad der bed dig”. Den gamle gobling åbnede munden for at svare, men bed så sammen af smerte. ”Stille og roligt” sagde Trak ”dybe indåndinger... slap helt af... jeg har brug for at vide, hvad der bed dig”. ”Det var” mumlede gobling kvinden og spyttede en smule blod ud på stengulvet ”et uhyre... Blodbideren. Uhyret som tog min fætter og flere andre tilbage i lejren”. ”Ja” sagde Trak for at få hende til at fortsætte ”vi blev sendt af Kiq-Nal-Tox for at finde uhyret og jage det”. ”Kiq” gentog den gamle gobling en smule fraværende ”Kiq, ja, ja. Uhyret har Kiqs elskede”. ”Hans elskede?” udbrød Trak overrasket, og han fik straks en tom fornemmelse i maven ”Kiqs elskede. Kiq har en elsket?”. ”Trak” sagde Za-Sien for at minde ham om situationens alvor, og goblingen forsøgte at ryste denne overraskede nyhed af sig. ”Ja, selvfølgelig, undskyld” mumlede han og vendte så tilbage til de vigtigere spørgsmål. ”Hvad er Blodbideren?” spurgte han ”var det den, som bed dig”. Den gamle gobling nikkede langsomt med stort besvær. ”Stort, gråt uhyre” hviskede hun endnu mere fraværende end før ”flagermus, men også en trold. Drænede min fætter. Drak ham. Tømte ham”. ”Godt godt” sagde Trak for at opmuntre hende, men indså så, hvad det betød. ”Var uhyret en flagermus eller en trold, da det bed dig?” spurgte han så alvorligt, at det skræmte den gamle dame ”hva?”. ”F-f-flagermus” fremstammede hun, og Trak blev med ét mere rolig igen. ”Godt” sukkede han igen og rejste sig så ”godt”. Han vendte sig mod den lettere forvirrede Za-Sien og forklarede sig med: ”Blodbideren er tydeligvis en vampyr, men vampyrisme smitter kun i deres naturlige form, og ikke når de er i jægerformen, hvor de er store, grå flagermus. Du havde ret. Jeg mødte en vampyr eller to i mine dage som byvagt”. Han vendte sig så mod den gamle dame igen og hjalp hende forsigtigt på benene. ”Du må hellere komme med os” sagde han en smule tvivlsomt og kiggede sig rundt i det mørke lokale ”vi ved ikke, hvor Blodbideren befinder sig, og der er i hvert fald ikke sikkert her”. ”Er du nu sikker på, at det er smart?” spurgte Za-Sien, men makkede ret efter et alvorligt blik fra Trak. ”Okay så” sukkede odderen og vendte sig mod den næste dør ”lad os se, hvad det næste værelse i vampyrens efterladte fængsel har at byde på”.


”Tror du, de hader os lige nu?” spurgte Manwe skyldigt. ”Meget muligt” svarede Bruntop ”men de er nødt til at gøre det her. Ellers vil de aldrig holde op med at skændes”. ”Måske” mumlede Manwe. De var nået et godt stykke ad gangen til venstre uden at have mødt nogen eller noget. De var bare passeret forbi en masse gamle celler, hvoraf størstedelen var faldet sammen. ”Så angående Trak” sagde Manwe lidt efter en smule tøvende ”ved du så, hvad det med ham Greku gik ud på? Han lod virkeligt til at have noget imod ham og ikke bare fordi, at han har været en kriminel. Hvis han havde så meget imod tidligere forbrydere, ville han nok ikke...”, men han stoppede pludseligt sig selv. ”Arbejde med mig, Faros, Tsyseria og herskerinden” fuldendte Bruntop sætningen med et lille smil ”og du har ret. Selv efter at vi stoppede med at arbejde for Jarskon i 1043AA, arbejdede vi som en lille, effektiv tyvebande i mange år. Det var først i de sidste år af Kolonikrigen, at vi blev trukket med ind i alting... det var ikke let beslutning på tidspunktet, men jeg tør slet ikke tænke, hvor vi ville være, var den ikke blevet taget. Trak har sandelig også givet sin mening i forhold til vores fortid, men han har for længe siden accepteret den. Hvad Greku angår... så bliver tingene lidt mere personlige”. ”Javel” sagde Manwe, der havde indset, at han snagede i ting, der ikke vedkom ham. For at dreje samtalen videre stillede han et andet spørgsmål. ”Hvorfor er det egentligt, at du kalder Marintra for herskerinde?” spurgte han, og det var virkeligt noget, han længe havde undret sig over. ”Lang historie” svarede Bruntop vagt ”ikke hvad du tror, det er. Mest af gammel vane. Heller ikke hvad du tror, det er. Min læremester blev kaldt det, hvor jeg blev trænet i alkymiens kunst”. Han stoppede pludseligt op, da de nåede til midten af et stort, rundt rum med mange celler. ”For mørkt” mumlede han og prøvede at løfte sin fakkel højere op, men mørket blev blev næsten ikke brudt ”for dig altså. Dværge har intet problem med mørke”. ”Vent” sagde han pludseligt og mest ment til sig selv, hvorefter han trak en flaske frem til Manwe ”drik”. Elveren gjorde, som der blev befalet og tømte flaskens indhold. Det var ikke en behagelig oplevelse, men da han havde blikket tre gange af ubehag, forstyrrede mørket ikke længere hans syn. ”Tak skal du have, men hvorfor gav du mig ikke den tidligere?” spurgte Manwe ”jeg er sikker på, at Trak og Za-Sien også godt kunne have brugt en”. ”Du har mest brug for den, og jeg havde kun én” svarede Bruntop helt afslappet ”men mest på grund af vampyren lige over os, som tror, den ikke er blevet opdaget”. Der lød et pludseligt brøl, og Manwe kiggede op lige i tide til at øjne det store, grå flagermuseuhyre, der havde hængt på loftet med sine skarpe kløer, inden det sprang ned efter ham. Manwe trådte instinktivt til siden og huggede ud efter uhyret, som endnu hurtigere undveg og hvæsede vredt ad ham. ”Hvorfor advarede du mig ikke!” råbte Manwe og udførte endnu et sidestep for at undgå bæstets kløer. ”Det gjorde jeg lige, samtidigt med at du fik mørkesyn” svarede Bruntop selvtilfreds ”hold op med at være så pivet”. Han holdt selv faklen op for at forsvare sig imod vampyren, samtidigt med at havde en flaske klar i den anden hånd. Manwe huggede på ny efter vampyren, men den var simpelthen for hurtig på trods af dens enorme størrelse. Den var et godt stykke over to meter høj. Den var faktisk så hurtigt, at Manwe ved sit fjerde angreb blev fanget i vampyrens greb, og han gav ufrivilligt slip på sit sværd, da dens stærke kløer skar i hans underarm. ”Fejl!” råbte Bruntop pludseligt og kylede flasken efter vampyren, som ved kontakt ikke blot splintredes, men også antændte det store uhyre. Blodbideren skreg af smerte og trådte tilbage. Manwe reagerede hurtigt, greb sit sværd og gennemborede uhyrets ben, og det brølede på ny. Men netop som han halvt regnede bæstet for besejret, blev han kastet til siden og landede smertefuldt på ryggen, så al luften blev slået ud af lungerne på ham. ”Av” stønnede han og satte sig hurtigt op, men vampyren var forsvundet. Tilbage stod kun Bruntop, som endnu havde faklen i hånden, og som havde samlet Manwes sværd op. ”Her” sagde han og rakte det til elveren, da denne var kommet på benene ”dumt at give slip”. ”Jeg havde ikke rigtigt noget valg” svarede Manwe småirriteret og tog imod sit våben ”var det så en vampyr?”. ”Hmmm...” brummede Bruntop ”teknisk set ikke vampyr, hvis du spørger nogle videnskabsfolk, magikere eller vampyrer selv. Ikke fuldblods i hvert fald. Halvblods troldevampyr i jægerform. Deraf størrelsen og en smule af styrken. Fuldblods er værre”. ”Den var ellers slem nok” stønnede Manwe og kiggede efter det blodige spor, uhyret havde efterladt ”vi må hellere finde den, før den undslipper eller skader nogen andre”. ”Eller henter hjælp” foreslog Bruntop ”vampyrer lever ofte i grupper, flokke eller reder, om du vil. Styrke i mængde fordelen, og desuden er selv vampyrer sociale væsner. Bliver ensomme uden venner. Trist at være alene... selv for uhyre”. ”Kan du venligst lade være med at sympatisere med det uhyre, som lige skar i min arm, tak?” vrissede Manwe. ”Åh, men ikke uhyre” rettede Bruntop ham ”vampyrer er aldeles ikke uhyrer. De er langt klogere og ofte farligere”. ”Skønt” sukkede Manwe ironisk.

Første Afsnit                   Forrige Afsnit                                                                  Næste Afsnit