#33 Skjulte fjender
17. Xen 1076AA, Elementernes By...
eller resterne af den
”Tak for turen” sagde Kiq-Nal-Tox
og kastede en mønt til færgemanden ”mine rejsekammerater her
ville nok sætte pris på det, hvis du vendte tilbage om nogle dage”.
”Hmmm” brummede færgemanden og kiggede nervøst ud over ruinerne
foran sig ”måske... måske ikke. Vi får at se, hvilket humor jeg
er i, og om i overhovedet er i live”. ”Det skal vi nok være”
svarede Za-Sien irriteret ”så hvis du vil betales, må du hellere
møde op... men så igen, du finder nok betaling overvurderet”.
”Okay, okay” sagde færgemanden opgivende ”jeg skal nok være
der... jeg har brug for de penge”. ”Og du skal nok få dem” bød
Manwe hurtigt ind ”når du har hentet os... skal vi se at komme
videre”. ”Lad os” istemte Kiq, og så begav den lille gruppe
sig af sted. Færgemanden havde sat dem af på øens østlige kyst,
hvor der engang havde ligget en stor havn. Nu var de afbrændte
ruiner af den kun tilbage, og det meste af kajen var brændt ned. Der
var ikke en levende sjæl at se. ”Hvordan kan nogen have overlevet
dette?” spurgte Manwe, da han passerede forbi en sammenstyrtet
bygning. ”Jeg var nede i fangekælderen, da det skete...” svarede
Kiq bittert ”som ironisk nok ikke brast sammen... sammen med de
fleste af fangerne, som overlevede... selvfølgelig var det
hovedsageligt de kriminelle og kujonerne, der klarede skærene... er
det ikke bare dejligt, når verden er et retfærdigt sted?”. Trak
kiggede stift ud i luften. ”Men hvis alle de kriminelle overlevede”
sagde Manwe langsomt ”hvad er der så sket med dem?”. Kiq svarede
ikke og fortsatte bare med at vandre gennem den ødelagte by. ”Stop”
lød det pludseligt og alvorligt fra Za-Sien, der selv var frosset på
stedet med en hånd på sit kogger ”betyder det, hvad jeg tror, det
gør... dine folk, dem vi er kommet for at redde, det er kriminelle,
som overlevede eksplosionen”. Kiq stoppede også op og vendte sig
mod odderen. ”Nogle af dem” svarede goblingen udfordrende. ”Så
vi er altså taget med hertil for at redde tyve og mordere”
konstaterede Za-Sien gnavent og sukkede ”fantastisk. Simpelthen
fantastisk. Det kunne have været dejligt at vide, FØR JEG
BESLUTTEDE MIG FOR AT TAGE MED!”. Odderen knyttede en lille, pelset
næve med sit vrede blik rettet mod Kiq. ”Nogle af mine folk var
kriminelle, ja” sagde herren over Elementernes By hårdt ”men
hver og en af dem har gjort sin del i at holde de resterende
overlevende fortsat i live. Jeg ville selv været død, havde det
ikke været for flere af dem”. Trak kiggede skamfuldt væk, og både
Manwe og Bruntop så begge utilpasse ud. ”Det ændrer ikke, hvad de
har gjort” hvæsede odderen, men slappede alligevel en smule af.
”Måske ikke” sagde Kiq og trak på skuldrene ”men de er mine
folk, og du lægger ikke en hånd på dem”. ”Det lover jeg”
sagde Trak hurtigt og trådte ind mellem sin bror og odderen ”vi
vil ikke skabe problemer for dig, det giver jeg dig mit ord på. Vi
hjælper med uhyret og tager hjem igen”. ”Enig” mumlede Manwe,
og Bruntop nikkede ivrigt. Za-Sien så stadig utilfreds ud, men
klagede ikke yderligere. ”Godt så” sagde Kiq og vendte omsider
blikket væk fra odderen ”lad os så komme videre”.
19. Xen 1076AA i Braldirborg
”Hvad så
med ham med krigsøksen?” spurgte Faros, og Tugy lod diskret sit
blik løbe over den fremmede mand. ”Sølle lejesoldat” svarede
hun ”hverken vigtig eller særligt sjov”. ”Hvordan kan du vide,
at han ikke er særligt sjov?” spurgte Faros skeptisk. ”Fordi han
ikke lo ad min vittighed, da jeg fortalte, vi ville holde ham og hans
chef under opsyn” svarede Tugy. ”Meget morsomt” kommenterede
Faros uden skyggen af et smil. ”Jeg sagde jo, det var sjovt”
svarede den lille pige igen. De sad begge på en bænk i den sydlige
ende af Braldirborgs markedsplads, hvorfra de havde udsyn til
Gjortnals spion, som havde vist sig at være en handelsmand med en
eskorte af tungt bevæbnede, ”ikke særligt sjove” lejesoldater.
”Hvem vil du antage for at være lederen blandt krigerne?”
spurgte Faros. ”Det ved jeg sku' ikke, makker” svarede Tugy med
et træk på skuldrene ”hvor sku' jeg vide det fra? Og hvor kommer
alle de her spørgsmål fra? Du ansatte mig som tjener, ikke spion.
Jeg bliver ikke betalt ekstra for det her”. ”Javel” sagde Faros
og gjorde tegn til at rejse sig ”hvis det er sådan, du har det, må
jeg hellere få dig tilbage til dine vigtige tjener tjenester”. Men
før han nåede at komme på benene, tog Tugy hurtigt fat i ham og
sukkede opgivende. ”Fint” mumlede hun og vendte igen blikket mod
handelsmanden og lejesoldaterne ”men jeg ser ik', hvorfor du ik'
ka' gøre det her selv. Det er tydeligt, at ham med buen er bossen.
Det kan enhver tåbe da se”. ”Jeg synes nu ikke, du er en tåbe,
min kære Tugy” kommenterede Faros med et selvtilfreds smil ”og
desuden er dette ikke arbejde, for ellers havde jeg selv gjort det,
tåbe eller ej. Det er træning”. ”Så hvad?” spurgte Tugy ”jeg
er din lærling eller sådan noget sludder?”. ”Jeg tænkte mere
praktikant” svarede Faros ”stadig lønnet som tjener, men også
med krav på fremtidige tjenester, hvis du gør det godt”.
”Praktikant? Det' et rigtigt ord?” fnøs Tugy ”det er det
mindste bedre end tåbe”. ”Selvfølgelig” sagde Faros ”og vær
nu lige en god praktikant og stjæl den spions pung”. ”Ska' ske”
svarede Tugy og sprang op.
17. Xen 1076AA tilbage i
Elementernes By
Det tog dem godt en time at nå frem til øens nye hovedbeboelse,
hvorfra Kiq organiserede alt og udsendte ordrer. De havde passeret
flere mindre lejre og vagtposter på vej dertil, men denne lejr
huserede godt to hundrede goblinger og var placeret på en stor
plads, der lå op til resterne af shamanernes højtempel. ”Vi havde
oprindeligt overvejet at slå os ned ude ved kysten” fortalte Kiq
dem, da de trådte ind i lejren ”men sørøvere blev ved at angribe
os, og vi havde også et problem med nogle havuhyrer, så i sidste
ende blev hjem kære hjem til øh... hjem igen”. Manwe forstod også
godt valget af lejrplads. Den store plads var omgivet til alle
retninger af bygninger, som måske var ødelagte og sammenstyrtede i
mange tilfælde, men de gav læ og en slags mur, som kun tillod tre
indgange til lejren. Ved hver af dem var posteret to bevæbnede
goblinger, og det så ud til, at Kiq havde placeret sine eneste
ikke-krøblede krigere her, og ved hver indgang var en mur med
improviseret port af murbrokker og celledøre. Goblingerne her så
underernærede og trætte ud, og det blev kun værre, da de kom ind i
selve lejren. Hver tredje gobling manglede en arm eller et ben, de
fleste så syge ud, og alle så ud til at være sultne. I midten af
lejren var en høj, hvor Kiq boede i et telt, og de satte straks kurs
mod denne, men før de nåede frem, kom en anden gobling løbende dem
i møde. ”Kiq” udbrød han lettet ved synet af ham ”det er
godt, du endelig er tilbage...”. ”Greku” afbrød Trak
forbløffet ved synet af goblingen, og deres blik mødtes.
”Trak-Nal-Tox” hilste goblingen ved navn Greku uden spor af
følelse i stemmen ”det er længe siden”. ”Ikke længe nok”
svarede Trak koldt, men lod så sagen ligge. ”Hvad var du ved at
sige?” spurgte Kiq hurtigt og ignorerede den tydelige foragt mellem
de to ”har Blodbideren slået til igen?”. ”Også det” svarede
Greku ”men det er ikke det øjeblikkelige problem. Shaka er gået i
gang igen”. Kiq bandede og lagde ansigtet i sine hænder fortvivlet
i et øjeblik, hvorefter han sagde ”jeg kommer og tager mig af det
lige om lidt”. Greku nikkede og skyndte sig så videre, og sekundet
han var uden for hørevidde, blev Kiq angrebet med spørgsmål. ”Hvem
er Shaka?”. ”Hvad er Blodbideren? Er det uhyret?”. ”Fortæl
mig, at det ikke er den samme Shaka...”. Den eneste, som ikke havde
et eneste spørgsmål, var Trak, der blot kiggede bittert efter
Greku. ”Blodbideren er uhyret” svarede Kiq ”eller i hvert fald
hvad nogle af folkene kalder det, men det skal jeg nok komme ind på
senere. Lige nu må jeg se at få taget mig af Shaka”. Han sukkede.
”Han var en almindelig shaman i templet før eksplosionen, men han
er for nyligt vendt tilbage... øjensynligt kun for at gøre mit liv
mere besværligt. I kan komme med, hvis I vil”. Så fortsatte den
lille gruppe frem til højen, hvor Kiq boede. I øjeblikket var der
samlet sig en større folkemængde rundt om den, og på selve højen
stod en gobling i skindklæder med en træstav løftet højt over sit
hoved. ”Vi er alle fortabte” råbte goblingen ”vi er
fortabte... det er for sent at rede os. Byen er død, og det nytter
ikke noget at flygte... jeg har rejst Mortlan rundt, og jeg har mødt
flygtninge flere steder, som havde det lige så slemt, som vi har det
her. Ingen ønskede dem, og de blev efterladt ude i kulden. Jeg har
set goblingen herfra, vores landsmænd, sidde på dørtærsklen til
en kro på De Enøjede Øer, hvor de ikke måtte komme indenfor.
Vores folk bliver behandlet som affald i resten af verden, og selv
ikke vore slægtninge i stammerne har plads til os... det nytter ikke
noget at følge Kiq og hans planer, for de vil føre os alle i
døden”. Der lød en desperat mumlen blandt publikummet. ”Godt,
godt, Shakalaka-Kon-Ga” sagde Kiq og trådte frem fra mængden ”det
er rigeligt. Det nytter ikke noget, at du står og prædiker
dommedag. Da du kom til os for en måned siden, blev du budt
velkommen for dine egenskaber og den hjælp, du kunne tilbyde... men
du skal ikke stå der og fortælle folk, at der intet håb er”.
”Åh... Kiq-Nal-Tox” udbrød shamanen ved synet af ham og de
andre ”og jeg kan se, at du har medbragt den hjælp, du
ville hente. Din forræderiske bror, to medlemmer af racerne, som
stod bag vor ulykke, og den mest uduelige odder i hele verden”.
Manwe og Bruntop sendte begge Za-Sien et nysgerrigt blik. ”Vi har
mødt hinanden før” svarede odderen hviskende ”gik ikke så
godt”. ”Folk fortjener at høre sandheden” fortsatte shamanen,
samtidigt med at Kiq nåede op til ham på toppen af højen ”dine
planer er forgæves og nytter ikke noget. Vi dør som fluer. Hvis
ikke sygdommen får os alle, så gør Blodbideren det”. ”Var din
mund, Shaka” sagde Kiq kontrolleret og vendte sig så mod mængden
af goblinger ”I skal ikke lytte til ham. Vend tilbage til jeres
arbejde. Jeg har sagt det mange gange før, og nu siger jeg det igen.
Vi skal nok komme igennem det her, hvis vi arbejder sammen.
Tag jer ikke af shamanen, han ønsker bare opmærksomhed”. ”Dine
planer får os ingen vegne, Kiq” blev Shaka ihærdigt ved ”selv
hvis vi får helbredt de syge og fodret de sultne, så dræber
Blodbideren stadig op til flere af os hver nat. Siden, han dukkede
op, er over halvtreds af vores egne døde”. ”Ignorer ham,
folkens!” råbte Kiq til folket ”jeg har medbragt allierede, som
vil tage sig af Blodbideren. I skal ikke bekymre jer om ham meget
længere. Snart vil uhyret være dødt og begravet... eller i hvert
fald dødt, og så kan vi rette vores opmærksomhed mod de andre
problemer”. Shamanen sukkede dybt og gestikulerede mod Kiq. ”Du
fører os ingen vegne” sagde han igen ”men jeg skal nok lade folk
komme tilbage til deres arbejde... men vogt dig, Kiq... dommedag har
allerede været over vor folk en gang, og vi kan ikke holde til endnu
en dag”.
Kommentarer
Send en kommentar