søndag den 6. november 2016

Dværge #33 Skjulte Fjender

#33 Skjulte fjender

17. Xen 1076AA, Elementernes By... eller resterne af den
”Tak for turen” sagde Kiq-Nal-Tox og kastede en mønt til færgemanden ”mine rejsekammerater her ville nok sætte pris på det, hvis du vendte tilbage om nogle dage”. ”Hmmm” brummede færgemanden og kiggede nervøst ud over ruinerne foran sig ”måske... måske ikke. Vi får at se, hvilket humor jeg er i, og om i overhovedet er i live”. ”Det skal vi nok være” svarede Za-Sien irriteret ”så hvis du vil betales, må du hellere møde op... men så igen, du finder nok betaling overvurderet”. ”Okay, okay” sagde færgemanden opgivende ”jeg skal nok være der... jeg har brug for de penge”. ”Og du skal nok få dem” bød Manwe hurtigt ind ”når du har hentet os... skal vi se at komme videre”. ”Lad os” istemte Kiq, og så begav den lille gruppe sig af sted. Færgemanden havde sat dem af på øens østlige kyst, hvor der engang havde ligget en stor havn. Nu var de afbrændte ruiner af den kun tilbage, og det meste af kajen var brændt ned. Der var ikke en levende sjæl at se. ”Hvordan kan nogen have overlevet dette?” spurgte Manwe, da han passerede forbi en sammenstyrtet bygning. ”Jeg var nede i fangekælderen, da det skete...” svarede Kiq bittert ”som ironisk nok ikke brast sammen... sammen med de fleste af fangerne, som overlevede... selvfølgelig var det hovedsageligt de kriminelle og kujonerne, der klarede skærene... er det ikke bare dejligt, når verden er et retfærdigt sted?”. Trak kiggede stift ud i luften. ”Men hvis alle de kriminelle overlevede” sagde Manwe langsomt ”hvad er der så sket med dem?”. Kiq svarede ikke og fortsatte bare med at vandre gennem den ødelagte by. ”Stop” lød det pludseligt og alvorligt fra Za-Sien, der selv var frosset på stedet med en hånd på sit kogger ”betyder det, hvad jeg tror, det gør... dine folk, dem vi er kommet for at redde, det er kriminelle, som overlevede eksplosionen”. Kiq stoppede også op og vendte sig mod odderen. ”Nogle af dem” svarede goblingen udfordrende. ”Så vi er altså taget med hertil for at redde tyve og mordere” konstaterede Za-Sien gnavent og sukkede ”fantastisk. Simpelthen fantastisk. Det kunne have været dejligt at vide, FØR JEG BESLUTTEDE MIG FOR AT TAGE MED!”. Odderen knyttede en lille, pelset næve med sit vrede blik rettet mod Kiq. ”Nogle af mine folk var kriminelle, ja” sagde herren over Elementernes By hårdt ”men hver og en af dem har gjort sin del i at holde de resterende overlevende fortsat i live. Jeg ville selv været død, havde det ikke været for flere af dem”. Trak kiggede skamfuldt væk, og både Manwe og Bruntop så begge utilpasse ud. ”Det ændrer ikke, hvad de har gjort” hvæsede odderen, men slappede alligevel en smule af. ”Måske ikke” sagde Kiq og trak på skuldrene ”men de er mine folk, og du lægger ikke en hånd på dem”. ”Det lover jeg” sagde Trak hurtigt og trådte ind mellem sin bror og odderen ”vi vil ikke skabe problemer for dig, det giver jeg dig mit ord på. Vi hjælper med uhyret og tager hjem igen”. ”Enig” mumlede Manwe, og Bruntop nikkede ivrigt. Za-Sien så stadig utilfreds ud, men klagede ikke yderligere. ”Godt så” sagde Kiq og vendte omsider blikket væk fra odderen ”lad os så komme videre”.

19. Xen 1076AA i Braldirborg
”Hvad så med ham med krigsøksen?” spurgte Faros, og Tugy lod diskret sit blik løbe over den fremmede mand. ”Sølle lejesoldat” svarede hun ”hverken vigtig eller særligt sjov”. ”Hvordan kan du vide, at han ikke er særligt sjov?” spurgte Faros skeptisk. ”Fordi han ikke lo ad min vittighed, da jeg fortalte, vi ville holde ham og hans chef under opsyn” svarede Tugy. ”Meget morsomt” kommenterede Faros uden skyggen af et smil. ”Jeg sagde jo, det var sjovt” svarede den lille pige igen. De sad begge på en bænk i den sydlige ende af Braldirborgs markedsplads, hvorfra de havde udsyn til Gjortnals spion, som havde vist sig at være en handelsmand med en eskorte af tungt bevæbnede, ”ikke særligt sjove” lejesoldater. ”Hvem vil du antage for at være lederen blandt krigerne?” spurgte Faros. ”Det ved jeg sku' ikke, makker” svarede Tugy med et træk på skuldrene ”hvor sku' jeg vide det fra? Og hvor kommer alle de her spørgsmål fra? Du ansatte mig som tjener, ikke spion. Jeg bliver ikke betalt ekstra for det her”. ”Javel” sagde Faros og gjorde tegn til at rejse sig ”hvis det er sådan, du har det, må jeg hellere få dig tilbage til dine vigtige tjener tjenester”. Men før han nåede at komme på benene, tog Tugy hurtigt fat i ham og sukkede opgivende. ”Fint” mumlede hun og vendte igen blikket mod handelsmanden og lejesoldaterne ”men jeg ser ik', hvorfor du ik' ka' gøre det her selv. Det er tydeligt, at ham med buen er bossen. Det kan enhver tåbe da se”. ”Jeg synes nu ikke, du er en tåbe, min kære Tugy” kommenterede Faros med et selvtilfreds smil ”og desuden er dette ikke arbejde, for ellers havde jeg selv gjort det, tåbe eller ej. Det er træning”. ”Så hvad?” spurgte Tugy ”jeg er din lærling eller sådan noget sludder?”. ”Jeg tænkte mere praktikant” svarede Faros ”stadig lønnet som tjener, men også med krav på fremtidige tjenester, hvis du gør det godt”. ”Praktikant? Det' et rigtigt ord?” fnøs Tugy ”det er det mindste bedre end tåbe”. ”Selvfølgelig” sagde Faros ”og vær nu lige en god praktikant og stjæl den spions pung”. ”Ska' ske” svarede Tugy og sprang op.

17. Xen 1076AA tilbage i Elementernes By

Det tog dem godt en time at nå frem til øens nye hovedbeboelse, hvorfra Kiq organiserede alt og udsendte ordrer. De havde passeret flere mindre lejre og vagtposter på vej dertil, men denne lejr huserede godt to hundrede goblinger og var placeret på en stor plads, der lå op til resterne af shamanernes højtempel. ”Vi havde oprindeligt overvejet at slå os ned ude ved kysten” fortalte Kiq dem, da de trådte ind i lejren ”men sørøvere blev ved at angribe os, og vi havde også et problem med nogle havuhyrer, så i sidste ende blev hjem kære hjem til øh... hjem igen”. Manwe forstod også godt valget af lejrplads. Den store plads var omgivet til alle retninger af bygninger, som måske var ødelagte og sammenstyrtede i mange tilfælde, men de gav læ og en slags mur, som kun tillod tre indgange til lejren. Ved hver af dem var posteret to bevæbnede goblinger, og det så ud til, at Kiq havde placeret sine eneste ikke-krøblede krigere her, og ved hver indgang var en mur med improviseret port af murbrokker og celledøre. Goblingerne her så underernærede og trætte ud, og det blev kun værre, da de kom ind i selve lejren. Hver tredje gobling manglede en arm eller et ben, de fleste så syge ud, og alle så ud til at være sultne. I midten af lejren var en høj, hvor Kiq boede i et telt, og de satte straks kurs mod denne, men før de nåede frem, kom en anden gobling løbende dem i møde. ”Kiq” udbrød han lettet ved synet af ham ”det er godt, du endelig er tilbage...”. ”Greku” afbrød Trak forbløffet ved synet af goblingen, og deres blik mødtes. ”Trak-Nal-Tox” hilste goblingen ved navn Greku uden spor af følelse i stemmen ”det er længe siden”. ”Ikke længe nok” svarede Trak koldt, men lod så sagen ligge. ”Hvad var du ved at sige?” spurgte Kiq hurtigt og ignorerede den tydelige foragt mellem de to ”har Blodbideren slået til igen?”. ”Også det” svarede Greku ”men det er ikke det øjeblikkelige problem. Shaka er gået i gang igen”. Kiq bandede og lagde ansigtet i sine hænder fortvivlet i et øjeblik, hvorefter han sagde ”jeg kommer og tager mig af det lige om lidt”. Greku nikkede og skyndte sig så videre, og sekundet han var uden for hørevidde, blev Kiq angrebet med spørgsmål. ”Hvem er Shaka?”. ”Hvad er Blodbideren? Er det uhyret?”. ”Fortæl mig, at det ikke er den samme Shaka...”. Den eneste, som ikke havde et eneste spørgsmål, var Trak, der blot kiggede bittert efter Greku. ”Blodbideren er uhyret” svarede Kiq ”eller i hvert fald hvad nogle af folkene kalder det, men det skal jeg nok komme ind på senere. Lige nu må jeg se at få taget mig af Shaka”. Han sukkede. ”Han var en almindelig shaman i templet før eksplosionen, men han er for nyligt vendt tilbage... øjensynligt kun for at gøre mit liv mere besværligt. I kan komme med, hvis I vil”. Så fortsatte den lille gruppe frem til højen, hvor Kiq boede. I øjeblikket var der samlet sig en større folkemængde rundt om den, og på selve højen stod en gobling i skindklæder med en træstav løftet højt over sit hoved. ”Vi er alle fortabte” råbte goblingen ”vi er fortabte... det er for sent at rede os. Byen er død, og det nytter ikke noget at flygte... jeg har rejst Mortlan rundt, og jeg har mødt flygtninge flere steder, som havde det lige så slemt, som vi har det her. Ingen ønskede dem, og de blev efterladt ude i kulden. Jeg har set goblingen herfra, vores landsmænd, sidde på dørtærsklen til en kro på De Enøjede Øer, hvor de ikke måtte komme indenfor. Vores folk bliver behandlet som affald i resten af verden, og selv ikke vore slægtninge i stammerne har plads til os... det nytter ikke noget at følge Kiq og hans planer, for de vil føre os alle i døden”. Der lød en desperat mumlen blandt publikummet. ”Godt, godt, Shakalaka-Kon-Ga” sagde Kiq og trådte frem fra mængden ”det er rigeligt. Det nytter ikke noget, at du står og prædiker dommedag. Da du kom til os for en måned siden, blev du budt velkommen for dine egenskaber og den hjælp, du kunne tilbyde... men du skal ikke stå der og fortælle folk, at der intet håb er”. ”Åh... Kiq-Nal-Tox” udbrød shamanen ved synet af ham og de andre ”og jeg kan se, at du har medbragt den hjælp, du ville hente. Din forræderiske bror, to medlemmer af racerne, som stod bag vor ulykke, og den mest uduelige odder i hele verden”. Manwe og Bruntop sendte begge Za-Sien et nysgerrigt blik. ”Vi har mødt hinanden før” svarede odderen hviskende ”gik ikke så godt”. ”Folk fortjener at høre sandheden” fortsatte shamanen, samtidigt med at Kiq nåede op til ham på toppen af højen ”dine planer er forgæves og nytter ikke noget. Vi dør som fluer. Hvis ikke sygdommen får os alle, så gør Blodbideren det”. ”Var din mund, Shaka” sagde Kiq kontrolleret og vendte sig så mod mængden af goblinger ”I skal ikke lytte til ham. Vend tilbage til jeres arbejde. Jeg har sagt det mange gange før, og nu siger jeg det igen. Vi skal nok komme igennem det her, hvis vi arbejder sammen. Tag jer ikke af shamanen, han ønsker bare opmærksomhed”. ”Dine planer får os ingen vegne, Kiq” blev Shaka ihærdigt ved ”selv hvis vi får helbredt de syge og fodret de sultne, så dræber Blodbideren stadig op til flere af os hver nat. Siden, han dukkede op, er over halvtreds af vores egne døde”. ”Ignorer ham, folkens!” råbte Kiq til folket ”jeg har medbragt allierede, som vil tage sig af Blodbideren. I skal ikke bekymre jer om ham meget længere. Snart vil uhyret være dødt og begravet... eller i hvert fald dødt, og så kan vi rette vores opmærksomhed mod de andre problemer”. Shamanen sukkede dybt og gestikulerede mod Kiq. ”Du fører os ingen vegne” sagde han igen ”men jeg skal nok lade folk komme tilbage til deres arbejde... men vogt dig, Kiq... dommedag har allerede været over vor folk en gang, og vi kan ikke holde til endnu en dag”.

Første Afsnit             Forrige Afsnit                                                                       Næste Afsnit