Bag of Holding (The Name of the Wind, The Lego Batman Movie, Of Orcs and Men, Dirk Gently)

Vinterferien er ved at være ovre, og jeg har forsøgt at mase et spil, en bog, en tv serie og en film sammen i dette blogindlæg. Lad os, hvordan det går. Lad os starte med den ting, som det er længst tid siden, jeg oplevede, og som jeg derfor har den korteste anmeldelse af.

Dirk Gently's Holitisc Detective Agency

Jeg har vist nævnt en gang eller to tidligere, at jeg har læst og elsket Douglas Adams The Hitchhiker's Guide to the Galaxy, så da en mystisk trailer dukkede op på internettet med ordene: "Based on the novel by Douglas Adams" efterfulgt af Elijah Wood... tja... lad os bare sige, at jeg tog imod maddingen, og at fælden klappede i. Nu har jeg så ikke læst bogen eller set den britiske udgave, men lad mig alligevel sige, at Dirk Gently helt klart er noget for sig. Sæson 1 har kun otte afsnit, otte sjove, mærkelige og til tider deprimerende afsnit, og sammen udgør de en bizar, men forunderlig og underholdende oplevelse. Jeg kan ikke rigtigt forklare, hvad serien handler om uden at afsløre for meget, så jeg vil bare prøve at sælge den med ordene: bidemærker i loftet, steampunk kriger, "hvad pokker foregår der?" og så følgende billede:

Og ja, det er Frodo under girafmasken

Of Orcs and Men

Videre til computerspillet. For lidt over to år siden anmeldte jeg her stealth-gobling spillet Styx Master of Shadows. Det var et fornøjeligt, lille spil med en gobling som hovedperson, der tvang en til at tænke meget strategisk og overveje ethvert træk, da man var en svag lille gobling. En toer er også på vej, som jeg frem til, men jeg har også i nogen tid overvejet at spille forgængeren til det første Styx, altså Of Orcs and Men. Egentligt foregår det bagefter begge Styx spil, men... pointen er den, at det foregår i det samme univers, hvor man spiller som både en ældre udgave af Styx og så orken Arkail. Jeg tror i hvert fald, det var Arkail, han hed. Ligemeget. Pointen er, at jeg købte spillet i juleferien, da det var på tilbud til en tyver, og her kommer altså et styks amatør anmeldelse som sædvanligt:

Sig hej, Styx. "Sok af!". Okay....

Så konceptet med Of Orcs and Men er den efterhånden lettere udbredte ide med, at man får historien fra orkernes synspunkt. Man lærer, at de egentligt ikke er så slemme endda, og så gøres en masse mennesker ellers til skurke. En fin ide som ofte virker snedigt og i flere tilfælde kan få seeren til at holde med menneskernes fjender såsom i Rise+Dawn of the Planet of the Apes. Så orker mod mennesker virker som en ret ideel konflikt for sådan en historie, ikke sandt? (Altså så længe vi taler de grønne, almene fantasy orker, som rollespil af forskellige slags og især Warcraft efterhånden har gjort mere udbredte end Tolkiens uhyrlige skabninger). Det er som sådan heller ikke en dårlig tanke, og der er et par øjeblikke i spillet, hvor man virkeligt kan se undertrykkelsen af orkerne. Desværre er orkerne helt vildt kedelige... altså, flere af dem har gode koncepter bag sig, og Arkail har sikkert virket som en interessant protagonist på skrift... glem, hvad jeg lige sagde, for der har vi netop Arkails største problem. Han og alle de andre orker for den sags skyld taler som en flok tolvårige, der netop har lært at bande. Misforstå mig ej, jeg har intet imod, at karakterer bander, og jeg kan sagtens elske det, hvis det gøres på både passende eller helt upassende tidspunkter, men det er ikke tilfældet her. Der smides bare f-ord (lad os bare sige, at det rimer på duck) overalt i manusskriptet, og så går det galt. Der går inflation i bandeordene. I stedet for at være sjove, upassende, mørke eller endda provokerende, ender orkerne bare med at være anstrengende at høre på. Der var nogle få øjeblikke med god brug af bandeord, men man begynder at blive ligeglad, når hvert tredje ord rimer på luck. Styx har et par gode replikker nu og da, og hans er ofte de bedste, men også han lider til en vis grad af problemet.

Men jeg vil lige blive ved orkerne, da Arkail jo skal forestille at være hovedpersonen. Udover inflationen af ænder i ordforrådet så har de altså også flere andre problemer. For det første er de alt for klumpede og virker meget begrænsede og livløse. Halvdelen af dem ser ud som om, de har krampe i skuldrene. Den anden halvdel af dem har til gengæld dårlige skuespillere, og det triste ved det er, at de stadig væk er langt foran menneskerne. Der var nogle få mennesker i spillet, jeg ikke havde lyst til at dræbe efter at have hørt på dem i to sekunder, men det var kun ganske få. En blanding af dårlig lydkvalitet, mærkelige accenter og dårlige replikker får en til at sætte pris, at man har en ork som hovedperson. Måske var det meningen? At gøre menneskerne så irriterende, at orkerne virkede interessante og charmerende ved sammenligning? Tja, det ved jeg ikke, men jeg kan sige dig en ting, som det opnår. Man kommer virkeligt til at sætte pris på Styx. Uden den lille, snedige, luskede gobling ville Of Orcs and Men have været et fuldstændigt forglemmeligt spil, som ikke havde fortjent bedre. Styx bringer liv til de fleste scener selv på trods af kun at være i besiddelse af en animation, og på grund af ham virker Arkail faktisk. Den store, traumatiserede og vrede ork er som sådan ikke en dårlig protagonist, i hvert fald ikke så længe han har Styx ved sin side. Deres småskænderier og voksende venskab fylder en ellers livløs verden med humor og håb, og uden Styx ville hverken spillet eller Styx ikke fungere. Der var også en anden karakter, jeg fandt fornuftig nok, og hele kapitel 3 er klart den bedste del af spillet, hvor disse tre glemmer den kedelige verden omkring dem og bare skaber plottet på samme måde som tre spillere, der har fået nok af spilmesterens forbedredte historie. Dette kapitel hæver sammen med Styx spillets kvalitet fra middelmådigt til halvgodt, men interessant, og jeg forstår udmærket, hvorfor de valgte at skabe Styx bagefter. Han var essensen af det bedste ved Of Orcs and Men, og desuden er et gobling stealth spil langt sjovere end dette.

Og med disse ord vil jeg kaste mig over det sidste område. Selve gameplayet. Der var også en helt bestemt grund til, at jeg har gemt/glemt det til sidst. Det er nemlig... nogenlunde okay. Altså kampsystemet er intet at råbe hurra for, selvom det forsøger sig med lidt taktik og til tider har tilfredstillende øjeblikke, for i det store og det hele bliver det hurtigt ret tørt, da man ofte skal bekæmpe gruppe efter gruppe af fjender i træk. Heldigvis ikke alt for mange vil jeg dog også pointere, da det kunne have været langt værre. Spillet forsøger sig også med en smule stealth, som leverer dejlige pauser i den ellers grå rytme, og selvom de på ingen måde er udfordrende, så er de egentligt sjove nok. Igen så var der en grund til, at Cyanide Studios valgte at lave et Styx spil efter dette. Der var dog en ting, jeg lige må nævne angående kampsystemet, som jeg fandt fornøjeligt. Man kan få Arkail til at kaste Styx, hvilket var langt sjovere end al anden kamp, og som ofte førte til, at jeg brugte den taktik hele tiden.

Så det var Of Orcs and Men. Lad os nu komme videre til noget sjovere. Til den sejeste lille, ensomme plastik mand i hele verden, som helt sikkert ikke er Bruce Wayne:

"Computer, Overcompensate!"

The Lego (Because I'm) Batman Movie

Lad mig sige det helt ærligt, som det nu engang er. Jeg elskede The Lego Movie, og jeg har set frem til denne film i et godt stykke tid med hvad, nogle ville kalde lidt for blind optimisme. En blind optimisme som filmen kun viste sig at have fortjent. Fra start til slut er Lego Batman en satirisk, genial og hæsblæsende film, som faktisk fortjener kategorien familie film. Ofte kalder man det en familie film, fordi en familie kan se den sammen, men hvor det egentligt kun er de yngste, som virkeligt kan nyde den. Denne film har derimod på samme måde som Pixar og How to train your Dragon noget for alle, men måske endnu mere i dette tilfælde. Den indeholder både barnlig humor, intelligent humor, bizare referencer og en masse dejlig satire af både Batman selv og andre superheltefilm, men også film i det hele taget.

Filmen føles som en familievenlig udgave af Deadpool eller et afsnit af Robot Chicken, som ikke er bange for at angribe sig selv, DC, Lego, Marvel eller noget som helst andet for den sags skyld, og det er virkeligt en af dens stærkeste sider. Filmen har den frihed, den behøver for at fungere, og den gør det med stil. Med rettighederne fra både Warner Brothers og Lego så har den et stort arsenal at bruge fra. Samtidigt føles filmen ikke på noget tidspunkt overfyldt, og den mister aldrig fokus fra selve Batman. For selv om den har en masse humor og fantastisk nørdede referencer med kommentarerne "google det" eller "spørg en af dine nørdevenner", så indeholder filmen altså også en reel historie, som heller ikke er så ringe endda. Den præsenterer ensomhed på en måde, som er forståelig for alle, samtidigt med at være dyb nok til ikke at blive den slags alt for åbenlys-lad os smide det i hovedet på publikum-morale, som børn ofte får serveret i film. Den har en smule mørke og vægt på sig uden at tage sig selv for seriøst, hvilket resulterer i, at seeren tager den langt mere seriøst. Omvendt psykologi med en indsprøjtning af metahumor, tresser referencer og elskværdige, farverige lego figurer. Jeg siger ikke, at Lego Batman filmen fortjener en Oscar nominering... eller vent lige, det er præcist, hvad jeg siger. Måske ikke lige for bedste drama selvfølgelig, men den kunne sagtens nomineres for bedste animerede film. Så ja, hvad ellers kan jeg sige. Den er sjov, den genial, den har en god balance mellem seriøsitet og humor, og så er den klart den bedste DC film i biograferne siden The Dark Knight, men man behøver ikke have noget særligt tilhørsforhold til nogen af dem på forhånd. Har man bare hørt lidt om Batman, er det en film, man kan nyde, selvom der er mange referencer til fans af både Batman, men også mange andre film (et eller andet med Tom Cruise og The Matrix som eksempler)

Batman out!

Så er det tid til noget lidt mere seriøst på den der seriøse Lego-fri måde.

Hov vent, det var ikke, hvad jeg mente!

Nå, lad mig prøve igen. Nu er det tid til noget mere seriøst på den der FULDSTÆNDIGT LEGO-FRI MÅDE... jeg tror, det virkede. Nå, men det er i hvert tid til at snakke om Patrick Rothfuss' succesfulde fantasy roman: The Name of the Wind.

The Name of the Wind

Så da det var tid til at ønske sig ting til jul, gennemsøgte jeg internettet efter de bedste, mindre kendte fantasy romaner. Nu ved jeg så ikke, hvorvidt denne faktisk er mindre kendt, men i hvert fald dukkede the Name of the Wind op på ni ud af ti lister, jeg fandt. Jeg fandt det til at være en rimelig solid anbefaling, så den første af Patrick Rothfuss Kingkiller Chronicle triologi blev altså en af mine julegaver. For to dage siden blev jeg så færdig med den over syvhundrede sider lange roman, så lad mig lige afslutte dette indlæg med endnu en positiv anmeldelse.

The Name of the Wind er fortællingen om en mand, en ganske speciel mand ved navn "Mary" Kvothe "Sue", og lad os lige "høre", hvad han har at sige om sig selv:

"I have stolen princesses back from sleeping barrow kings. I burned down the town of Trebon. I have spent the night with Felurian and left with both my sanity and my life. I was expelled from the University at a younger age than most people are allowed in. I tread paths by moonlight that others fear to speak of during day. I have talked to Gods, loved women, and written songs that make the minstrels weep. 

You may have heard of me. "

Bogen starter egentligt meget stille og rolig ud med en kro, som så mange andre historier også gør det. Nogle folk sidder og snakker rygter om plottet på kroen, og så træder en mand ellers ind, som netop har oplevet noget alvorligt og farligt, der selvfølgelig signalerer plottets ankomst. Som sagt begynder historien ganske traditionelt for fantasy romaner. Hvad, den gør anderledes, er opbygningen. Et meget kort stykke inde i historien afsløres det, at en af karaktererne i virkeligheden er den legendariske Kvothe, og så begynder han ellers at fortælle sin historie. Det er derfor en langsom beretning, der begynder med begyndelsen og fortæller om en legendes begyndelse. Begyndelse, begyndelse, begyndelse.

Den tager sin tid om at komme i gang, men romanen bringer liv og sjæl til alle sine dele, sådan at ingen føles irrelevante eller i vejen. Historien kræver tålmodighed, idet den opbygger både universet og Kvothe til, at legenderne kan begynde.

Hvad universet angår, så er det et typisk eksempel på mørkere low fantasy i stil med ASOIAF. Der er en masse myter, som fortæller om sagnomspundne guder og helte og tider, hvor disse vandrede i de dødeliges verden, men nu er væk. Det meste magi er videnskabelig og så langt fra den mere almene "ildkuglekastende troldmand", som man næsten kan komme. Altså drejer det sig om low fantasy med stort L. Til tider kan man endda frygte, at det bliver for umagisk, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg elsker fantasy for dets uforklarlige sider, og jeg har ikke brug for en logisk beskrivelse af alle fænomer og da slet ikke magi. Så længe magien holder universets egne regler, siger jeg bare: lad drager være drager.

Dog fandt jeg alligevel noget interessant over Rothfuss univers, og det var heller ikke fordi, der ingen magi var tilstede. Den langsomme opbygning med de jordbundne problemer gjorde det endelige møde med de magiske elementer mere tilfredsstillende, men heri ligger en fare også. Den næste bog har bare at indeholde noget, der er legendeværdigt. Han snakker om at have mødt gravhøjs konger og væsner fra andre verdner, men ingen af disse ting berøres i denne bog. Plottet heri fungerer som en god begyndelse til en større historie, hvis den altså kan levere.

Men lad os lige snakke om Kvothe i et øjeblik, for der er noget, jeg virkeligt ikke kan beslutte mig for, og det er, hvorvidt jeg kan lide ham som hovedperson eller ej. Ikke for at spoile noget, men han starter ud præcis som så mange andre fantasy hovedpersoner og mere end et dusin superhelte ---)

Det har dog en lidt anden effekt her og virker faktisk fint som begyndelsen på hans historie. Kvothe har så et par hårde tidligere år, og især kapitlerne i den den by, hvis navn startede med T, kunne jeg godt lide, da de viste flere sider af hovedpersonen, hvoraf mange ikke var hverken kønne eller positive. Derefter begyndte Kvothe dog at udvikle sig i en lidt for ensformlig retning. Mange på internettet har kaldt ham for en Mary Sue og for at være helt ærlig, så har de ret. Efter perioden i den der T-by, begynder han at være alt for god til alting, og hans svagheder er for få. Jeg elsker komplicerede og menneskelige karakterer, som begår fejl, og jeg forventer det godt nok fra en så voksen fantasy roman som The Name of the Wind. Altså Kvothe blev aldrig en forfærdelig hovedperson som sådan, og han havde nogle få mangler, men listen af ting, han var alt for god til, voksede konstant i løbet af bogen. Det ville også have været fint nok, hvis hans mangler ligeledes var vokset, eller hvis han havde begået flere fejl undervejs. Men nej, når han begår en fejl, belønnes han for det og bliver derved hævet op over os almindelige dødelige. Jeg kunne godt have brugt lidt mere realisme, hvad Kvothe angik, og der ligger min største forhåbning til toeren også. The Name of the Wind har introduceret os til karakteren, der senere bliver en legende, men for at leve op til det løfte, så må Kvothe komme i flere problemer. Han nævner selv gang på gang, at han ikke er så god, som alle historierne gør ham til, men den ydmyghed er nogle gange også for meget, da den bruges på en pralende måde. Han begår et par fejl til sidst i bogen, og selvom der aldrig kommer nogle negative konsekvenser for Kvothe personligt, så var det en start, toeren må viderebygge på.

I sidste ende er det dog en god bog, en rigtigt god bog, som dog ikke er perfekt. Den har nogle problemer, hvad Kvothe angår, men den er velskrevet i et interessant univers med masser af potentiale. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at læse efterfølgeren: The Wise Man's Fear på et tidspunkt, og jeg håber virkeligt, at den gør Kvothe mere menneskelig, selvom jeg nu lidt tvivler på det. Tja, så igen har jeg trods alt set større problemer i andre historier, og en lidt for perfekt protagonist er nu engang desværre alt for almindeligt. Og hvis man endelig skal have en lidt for perfekt protagonist, så kan det lige så godt være i romanen om en legende.