søndag den 19. februar 2017

Fortællinger fra Mortlan #17 "Mindre" besværligheder i ødemarken

#17 ”Mindre” besværligheder i Ødemarken

” Efter at Blodnymferne forrådte guderne, var der ingen vogtere tilbage til Den Dybe Hule, en af portene til dødsriget. Derfor tog en ny vogter sig af ansvaret af at lede de døde til Herroth i området, og denne vogter var fuldblods varulven Anwunn, som ønskede at gøre det godt igen for sine synder. Anwunn trænede De Hvide Ulve til at lede døde til Herroth, og de dukker kun op, når en person snart kommer til at dø eller lige er død.”

Fortæller: Tash Rizzian
Periode: Sulf 1071AA
Placering: Crymron (Nolgar)
Det var først hen på eftermiddagen, at vi kom på farten igen nu med Valt’Er som medlem af vores lille rejseselvsskab. Jeg gabte søvnigt, da vi traskede langsommeligt af sted mellem de gamle, grå høje. Jeg var ikke den eneste, som godt kunne have sovet lidt længere, men i forhold til hvad Kryster gik igennem, så var en smule træthed det rene ingenting. Det lod til, at de tomme vinflasker endelig havde indhentet ham, og nu vraltede han af sted med en skæbnesvanger omgang tømmermænd. Det skal ikke udelukkedes, at malerionsygen stadig havde en effekt, men troldmandens drikkeproblem vandt nok alligevel førstepræmien for afgørende faktor. Jogge smuttede ned bagerst i gruppen fra tid til anden og vrissede ad drukkenbolten på crym. Jeg forstod måske ikke sproget, men tonelejet var ikke til at tage fejl af. Efter en halv times gang styrtede Kryster også helt sammen, og Kobbel blev nødt til at give ham en eller anden mikstur, før han kom på benene igen.

Hvad mig selv og Midea angik, så var denne vandring heller ikke ligefrem behagelig. Med udsigten til at søge asyl hos Gulkapperne og truslen om inkvisitorerne i ryggen var stemningen mildest talt anspændt. ”Men hvad skal vi gøre?” spurgte Midea for hundrede og syttende gang, da vi nåede de sidste af højene. ”Det ved jeg ikke” svarede jeg ærligt, men bittert ”for nu ser situationen ikke ud til at have nogen lette løsninger. Jeg har intet tilovers for Gulkapperne, men hvis, hvad Kobbel siger, er sandt, og det frygter jeg, det er, så har vi ikke andre muligheder”. Jeg fnøs arrigt og kastede et sammenbidt blik mod bjergene på horisonten, som vi styrede imod. ”For nu må vi vel bare bide i det sure æble” konkluderede jeg ”men hvis der kommer et valg… hvis en bedre mulighed skulle byde sig... Men Kobbel har sikkert ret. Det kommer ikke til at ske”. ”Jeg mente Thadrun” svarede Midea hæst, og jeg lagde min hånd på hendes skulder. ”Jeg ved, hvordan du må have det lige nu” sagde jeg til hende ”men det vigtigste er, at du ikke tænker, det var din skyld. Det var det ikke, hører du mig? Dine eneste muligheder var at redde dig selv eller at forblive en fange. Jeg lover dig, at Thadrun forstår det”. Om hun troede på mig, vidste jeg ikke. Faktisk var jeg næsten sikker på, at mine ord ingen effekt havde, men jeg var nødt til at prøve. ”Men hvad med at… at redde dem?” foreslog Midea med en svag og nærmest tiggende stemme. Jeg tog en dyb indånding og overvejede mine næste ord med stor omhu. ”Det er ikke til at sige” svarede jeg til sidst ”og jeg har absolut ikke tænkt mig at give dig nogle tomme løfter, men tro mig, når jeg siger, at jeg ønsker dem begge frie lige så meget som du”. Jeg tog hendes ene hånd mellem mine og gav hende et hårdere klem end sædvanligt. ”Min første prioritet er at få dig i sikkerhed, Midea” sagde jeg til hende ”men jeg ved også, at du er en voksen kvinde. Du har en ret til at tage dine egne beslutninger, og jeg ikke længere din lærer. Alligevel giver jeg dig denne instruks: Vær beredt og forbliv i kontrol. Uanset hvad der sker, så husk på at være stærk nok til at handle. Det kan meget vel være, at vi bliver angrebet inden længe, og så er du nødt til at være klar. Det kan også være, at muligheden for at redde dem skulle byde sig. Så må du også være klar. Men ligegyldigt hvad der sker, så skal du være villig til at kæmpe. Vær i kontrol”. For første gang bemærkede jeg en forandring gå over Mideas tilstand. Hendes blik blev fast, klemmet blev gengældt og gjort til et solidt håndtryk, og hun nikkede beslutsomt. ”Godt” sagde jeg ”lad os så komme videre”.

Ikke mange minutter senere var vi ikke længere omgivet af høje, men i stedet en utæmmet, overbevokset vildmark. Vi var også tættere på skoven nu, men ifølge troldkarlen Steffan burde vi ikke være inde på røvernes territorium. ”Det skal dog ikke betyde, at de ikke kan være her” korrigerede Jogge skarpt og lagde en daggert i hånden ”hele Nolgar er røvernes domæne. Glem det ikke. Alle I magikere bør have øjne og ører åbne, hvis I ønsker at nå frem til Gråtårn i et stykke”.
Dette terræn var langt mere besværligt end blandt højene, og der gik ikke længe, før vi befandt os i et sumpet marskland omgivet af træer og buske. Bjergene mod sydøst kom hele tiden nærmere, imens vi gik, men det blev snart mørkt. Jogge havde netop givet os ordre til at holde inde med vor vandring, da jeg så den mellem træerne. Lydløst listede den slørede skikkelse sig langsomt frem mod os på alle fire, indtil den pludseligt stoppede op og rettede sit blik mod mig. Dens øjne funklede rødt i mørket. Det var en snehvid ulv. Stor, stærk og farlig så den ud til at være, og der var noget ildevarslende over den. Jeg vidste instinktivt, at den måtte være noget overnaturlig og ikke bare en albino, men efter at kigget nærmest hypnotiseret på den i adskillige, lange sekunder, indså jeg, at det ikke var så simpelt. Det var intet uhyre, ingen troldmand eller magisk skabning i forklædning. Det var end ikke et spøgelse, selvom den godt kunne ligne et. Nej, den var noget andet. Noget både farligere og fredeligere på samme tid. Jeg kom i tanke om en historie, jeg havde hørt på en kro i min søgen efter Zok, og tanken gav mig kuldegysninger. Så blinkede jeg, og den var væk.

Vi tilbragte natten der mellem træerne, buskene og vandpytterne i en rimeligt improviseret lejr. Først nægtede Jogge at lade os tænde et bål, indtil Steffan tilbød at gøre røgen usynlig og lugtfri. Der er visse fordele ved at rejse med en hel flok af magikere. Alle kender et eller andet snedigt trick, og disse nomader havde længe været på farten. Så på ingen tid fik vi sat en forholdsvis komfortabel lejr op omstændighederne taget i betragtning med et par magisk fif, som mangen en rejsende sikkert ville kalde for snyd. Der sad vi så og spiste, da vor samtale fra tidligere begyndte på ny. ”Så I er stadig hos os, kan jeg se” sagde Kobbel med et provokerende smil. ”Det er vi” sagde jeg, og alkymisten lod sagen ligge. ”Hvor langt er vi efterhånden fra Gråtårn?” spurgte Valt’Er forsigtigt, og Kobbel lagde overvejende en hånd på hagen. ”Hvad siger du, Jogge?” spurgte han og sendte vores anfører et spørgende blik. ”Endnu en dagsrejse” svarede elveren ”og hvis vi er heldige, forløber den som i dag. Uden hverken besværligheder eller problemer”. Det friske minde om ulven dukkede op i mine tanker, men jeg skubbede det væk. Hvis det virkeligt betød, hvad det efter sigende skulle, så var der ikke noget at gøre ved det. Vi havde allerede gjort, hvad vi kunne for at placere et par beskyttende besværgelser over lejren samt uddelt vagttider. ”Så sker denne slags ofte for jer?” spurgte jeg henvendt til Kryster ”at I bliver nødt til ligefrem at flygte for inkvisitorerne”. Den syge troldmand holdt inde med at spise og samlede sin spidse hat op, som han begyndte at pille ved, sådan som nogle gør for at fjerne stress. Han tog også en dyb indånding, som gav mig et lille stik af dårlig samvittighed, før han svarede hæst og med tydeligt ubehag. ”Det plejede at ske ofte, da jeg var på egen hånd… jeg var engang rigtigt uheldig og for helt vild… havnede i selve Kahjn, deres land”. Der gik en krampetrækning gennem Krysters ansigt, og hans pilleri af hatten intensiverede. ”Men efter jeg fandt en plads hos Hrin, blev det bedre” fortsatte han efter endnu en dyb indånding ”vi har været i problemer nogle gange, men vi har aldrig været nødt til at flygte før på denne måde. Vi har så heller ikke taget til Nolgar før… normalt undgår vi bare områder, hvor inkvisitorerne kommer i større antal. Det er nemmere, når man er i flok… sammen med andre. Der er mange desperate folk, som kunne tænke sig at sælge en enkelt magiker ud til at inkvisitorerne. Det er sikkert… der er ingen konsekvenser. Men hvis du rejser med andre, så bliver det mere risikabelt”. Han holdt inde med at pille ved sin hat, da Kobbel lagde en beroligende hånd på troldmandens skulder. ”Magikere har det ikke nemt i Crymron” supplerede alkymisten ”især ikke så langt mod øst”. Jeg nikkede langsomt, imens jeg overvejede mine næste ord med omhu. Til sidst besluttede jeg for mig, at der ikke var nogen diskret eller høflig måde at spørge på. ”De desperate som stikker en til inkvisitorerne” sagde jeg, og Kryster kiggede skræmt op ”var det, hvad de tog dig for? Jeg mener, siden de gav dig penge”. Elverens blik flakkede, og så nikkede han en enkelt gang ganske voldsomt, hvorefter hans hænder søgte feltflasken, der som sædvanligt var fuld af alkohol. ”Er du nu sikker på, at det er en god ide?” spurgte jeg en smule mildere, men han var allerede gået flere meter væk med den. Kobbel kastede et bekymret blik efter sin ven, men vendte sig så mod mig, og hans øjne glimtede nu advarende og mistroiske. ”Du stiller mange spørgsmål” konstaterede han ”og uanset hvad dine motivationer så end er, så vil jeg bede dig om at lade være. Det er ikke værdsat”. Sådan endte den samtale.

I stedet vendte jeg så min opmærksomhed mod troldkarlen Steffan, som sad og snakkede med Midea. Faktisk viste det sig, at de sad og spillede kort, og jeg følte en hengivenhed for den nordiske troldmand, da min gamle elev begyndte at grine af en af hans vittigheder. ”Skal du være med, Tash?” spurgte han indbydende, da han opdagede mit iagttagende blik, og jeg takkede ja. Efter et par runder af et eller andet spil ved navn dragehale, som jeg aldrig havde hørt om før, lavede Steffan et hovedkast i retning af Kryster og Kobbel. ”Du skal ikke tage dig af dem, hvis de virker lidt uvenlige” sagde han ”de er bare nervøse. Det er, hvad Crymron livet gør ved en. Før man ser sig om, er alle, man kender, blevet kolde og paranoide. Men de mener ikke noget med det…”. Jeg nikkede forstående. Han havde sikkert ret. ”Men hvad så med dig?” spurgte Midea henvendt til troldkarlen ”du virker ikke hverken kold eller paranoid”. ”Tja” sagde Steffan ”nu er det trods alt forår, og jeg har varmt tøj på”. Jeg sukkede højlydt over hans dårlige humor og vandt et grynt af latter fra troldkarlen. ” Jeg har heller ikke været i Crymron så længe som visse andre” tilføjede han smilende ”og desuden har jeg aldrig kunnet modstå attraktive elvere”. ”Jeg er smigret” sagde jeg tørt ”men du er ikke min type”. ”Jeg mente nu din smukke veninde” fnøs Steffan og blinkede til Midea. ”Stop det der” sagde jeg småirriteret ”hun har allerede…”, men tav så pludseligt, da glæden forlod Mideas ansigt ved tanken om Thadrun, som endnu blev holdt fanget af inkvisitorerne, Moniem måtte vide hvor. Og sådan endte den samtale.

Vi stod tidligt op den følgende morgen, og rejsen fortsatte. Krysters tilstand var den samme, men jeg holdt min afstand til både ham og Kobbel, da jeg ikke var sikker på, hvad jeg skulle tænke om dem. Det var tydeligt, at de skjulte noget, men det var ikke min sag. Ikke endnu i hvert fald. Alligevel holdt jeg nu et vagtsomt øje rettet mod dem af både nysgerrighed og mistanke.

”Hvad tænker du på?” spurgte Midea den morgen, da vi traskede af sted i mudderet. ”Jeg… jeg var lige ved at regne lidt på tiden” svarede jeg ærligt ”og hvis jeg har beregnet rigtigt, så ligger min søns endelige eksamen om ikke mere end nogle få måneder”. Midea fik straks et skyldigt blik og slog hænderne op for munden. ”Det må du virkeligt undskylde” sagde hun dybfølt ”jeg havde slet ikke tænkt på… du har jo ikke været hjemme i årevis… der må være så mange ting, du er nysgerrig efter at høre”. Jeg smilede til hende og sukkede. ”Du har haft rigeligt at tænke på” forsikrede jeg hende ”du skal ikke undskylde for noget, men jeg ville nu sætte pris på det, hvis du kunne besvare nogle få spørgsmål”. Midea nikkede ivrigt, og jeg tænkte, at dette måtte være en lige så behagelig distraktion for hende som for mig. ”Richaras” sagde jeg langsomt ”hvordan klarer han sig i skolen?”. ”Godt” svarede hun ”nu er det nogle måneder siden, jeg selv var hjemme, men sidst jeg så ham, havde han lige fået en varm anbefaling fra højmagiker Nott. Jeg tror, at Claudia var lidt skuffet over, at han ikke valgt alkymi på højere niveau, men han virkede nu til at være ret lettet selv”. ”Hvad ellers?” spurgte jeg med et smil ”har Lycan været efter ham?”. ”Ikke så vidt jeg ved. Du var altid den, han ikke kunne udstå. Dig og så Zok. Og du har ret angående eksamenen. De var ved at afgøre datoerne, da vi rejste ud, men de burde ligge på et tidspunkt i Zyval. Den sidste mulige var vist den 30.”. Jeg nikkede, imens en varm følelse bredte sig i mit bryst. Tanken om min søns eksamen fyldte mig med stolthed. Jeg havde for længe siden opgivet håbet om at kunne være til stede, men at høre om det fra Midea var bedre, langt bedre, end den uvidenhed, jeg tidligere havde svævet i. ”Den 30. Zyval” mumlede jeg ”kunne vise sig at blive en god dag…”. ”Hvad så med Carina?” spurgte jeg så til sidst efter en lille pause, og en velkendt længsel ramte mig. ”Hun…” sagde Midea tøvende, men begyndte så at smile ”hun er Carina le Fey, præcis som hun altid har været det. Jeg ved, at hun savner dig ligesom Richaras, men…”. Hun holdt inde, som om hun frygtede, at hendes næste ord ville såre mig. Jeg kendte dem dog godt, og det var ikke tilfældet. ”Hun lader ikke den slags røre sig” fnøs jeg og lo så ”det er jeg udmærket klar over. Men det vidste jeg også, da jeg giftede mig med hende, og det er ikke noget, jeg har fortrudt”.

Opmuntret fortsatte jeg så vandringen, og omkring middagstid ophørte det sumpede landskab, og vi kom ind et hårdt, klippedækket terræn, der snoede sig som en labyrint af bakker, dale og kampesten. Ifølge de andre burde Gråtårn nu være nær, men det betød også en anden ting. Vi var nu nær grænsen til Kahjn, hvor inkvisitorerne havde hjemme. Lad mig bare sig, at vi alle var ivrige efter at nå frem til Gulkappernes hjem. Selv mig. Men selvfølgelig gik det ikke efter planen. Det ville have været en ganske anderledes historie, hvis det var. Om den ville have haft en bedre eller værre slutning, kan jeg ikke sige. Uanset hvad så begyndte problemerne med det andet varsel. Med mit andet møde med ulven.

”Videre, videre, videre” skyndede Jogge utålmodigt på os, da vi passerede over en stenet høj, hvorfra man kunne se og blive set i alle retninger. Som en af de sidste vandrede jeg over højen, og ved synet af ulven stoppede jeg selvfølgelig op som en idiot. Mange meter væk på en hel anden høj stod den, hvid og rød på horisonten. Her i dagens lys funklede dens øjne ikke blot, de skinnede, og de var rettet lige mod mig. Jeg tog en dyb indånding og samlede min vilje for at gengælde dens blik uden at vakle. ”De hvide ulve” havde en gobling tilbage i Grolanar fortalt mig en sen aften ”når du ser dem, kan det kun betyde en ting”. ”Kom så, Tash” hvæsede Jogge ad mig ”skynd dig nu, ellers efterlader vi dig her, og så kan du selv bekæmpe inkvisitorerne”. ”Jeg kommer nu” skyndte jeg mig at sige og kastede et sidst blik efter ulven, men selvfølgelig var den væk. Om det var godt eller skidt, vidste jeg ikke.
Det var ikke engang fem minutter senere, at vi fandt dem. Jogge havde placeret mig forrest i gruppen efter min lille stirre konkurrence med dødens budbringer, så jeg var blandt de første til at se dem. Steffan og jeg var netop drejet om et lille hjørne, da vi kom ind i dalen, hvor de lå. ”Ved Håkon-Loke!” hviskede Steffen hæst ved synet af deres livløse kroppe og faldt så på knæ. Selv vaklede jeg baglæns i en kampesten, imens den forfærdelige, rådne stank gav mig kvalme. ”Hvad sker der?” hørte jeg Midea sige et sted bag mig. Jeg tænkte på at stoppe hende, advare hende, gøre et eller andet, men jeg var ude af stand til at røre mig. Ved synet af de døde gav hendes krop et spjæt fra sig, og så lå hun ellers på jorden i fuld gang med at kaste op. Jeg kæmpede mig kvalmt til hendes side med stort besvær og lagde mine arme om hende. ”Stille og rolig” hørte jeg mig selv hviske ”tag en dyb indånding”. Hun gjorde, som der blev sagt, imens resten af vores rejseselvsskab nåede frem og mødte synet af de døde. Flere af dem havde den samme reaktion som Midea, men til min overraskelse var Kryster ikke blandt dem. Valt’Ers reaktion var ganske forståeligt blandt de værste. Rystende over hele kroppen satte han sig bare på jorden op ad en høj, ude af stand til at sige et eneste ord. Det var der ikke noget at sige til. Han havde netop opdaget, at han selv var blandt de heldige af sin slags i Crymron.

Der var måske et dusin satyrer på den kolde stenjord. De fleste af dem var gennemboret med pile, imens andre så ud til at være blevet flået i småstykker. Det var svært at afgøre, for de skyldige havde ikke ladet de døde ligge i fred. Jeg vil helst ikke gå i detaljer, men lad os bare sige, at der var blevet taget trofæer. Blandt de døde satyrer var der også omtrent det samme antal dryader. De smukke skovånder var heller ikke blevet skånet for noget, men for både min egen og jeres skyld vil jeg ikke beskrive grufuldheder. I midten af hele forsamlingen var der også en større skabning, som ved første øjekast godt kunne ligne et væltet, ophugget og brændt træ. Det var en leshy, hvis jeg ikke tog helt fejl. Men på trods af skabningens størrelse og tydelige styrke så den ikke ud til at have kæmpet imod. Den havde ikke haft chancen. Scenen foran os var ikke fra en kamp eller en slagmark. Den var fra en nedslagtning.

”Hvem kunne have gjort al det her?” hostede Midea, da hun efter flere minutter kom på benene igen ”inkvisitorerne?”. ”Nej” sagde Kryster og løftede så blikket mod en høj på den anden side af dalen og de døde ”de er måske skiderikker, men de ryder op efter sig. Det var dem”. Han rettede en rystende finger mod den fjerne høj, netop som en snes sortpelsede og tatoverede gobling-lignende skikkelser med ladte buer og skarpe kløer kom til syne på den. Det var gnormer, de forbandede magikerjægere. ”Heldet er med os i dag” knurrede den største og grimmeste af uhyrerne og løftede sin bue i sejrrigt i vejret ”manablod!”.

Pile fløj om ørene på os, og vi ville alle være døde, hvis ikke Steffan havde nået at reagere først. Lige i sidste øjeblik fik han placeret en magisk barriere imellem os og dalen, som stoppede pilene i luften og lod dem falde til jorden. ”Tilbage!” beordrede Jogge, og et kaos udbrød som svar på hans ordre. Alle løb alt, hvad de kunne, tilbage hvor vi var kommet fra i håbet om at nå væk. Alle med undtagelse fra Steffan, Midea, Kryster, Kobbel, Valt’Er og mig selvfølgelig. Satyren sad endnu lænet mod højen, ude af stand til at bevæge sig eller sige noget som helst, og min gamle elev forsøgte desperat at komme igennem til ham, men han nægtede at lytte. ”Midea, kom væk herfra!” sagde jeg strengt til hende, men hun fortsatte bare med at tale til satyren. Endnu en regn af pile ramte barrieren, og Steffan vaklede et halvt sekund. ”Valt’Er” sagde jeg hårdt og sendte satyren et truende blik ”jeg er virkeligt ked af, hvad der er sket her, men nu rejser du dig. Hvis du får Midea dræbt, så vil jeg personligt dræbe dig, er det forstået?”. Jeg vandt et chokeret blik fra min gamle elev, men også satyrens opmærksomhed. Han nikkede og skyndte sig så efter de andre. Midea tøvede et halvt sekund, imens hun kiggede en smule forstyrret på mig, men Kobbel tog så fat i hende og førte hende videre. Tilbage var nu kun mig selv, Steffan og Kryster. ”Kunne du virkeligt have gjort det?” spurgte troldkarlen mig, og jeg nikkede uden den mindste tvivl i sindet. ”Godt” sagde Steffan hæst ”så har hun altså en chance for at klare den med dig som hendes vogter. Hun er en god pige. Hun fortjener bedre”. ”Hvor meget længere kan du holde besværgelsen oppe?” spurgte jeg bekymret. Før Steffan kunne nå at svare, ramte en tredje pileregn ind i barrieren, og han trådte en kvart meter bagud. ”Lidt endnu” svarede troldkarlen med sved piblende ned over panden. Jeg bemærkede for første gang en stor, rød plet i hans højre side. En af pilene var altså nået forbi, før han havde fået barrieren op. ”Mareridt” sagde Kryster, og jeg kiggede uforstående på ham. Så pegede han på en stor, mørk skikkelse, der var kommet frem blandt gnormerne. Den lignede lidt de andre, men var meget større og så ud til at være langt mere ulv end gobling. ”Den kaldes et mareridt” forklarede Kryster og sank en klump. Uhyret sprang ned fra højen og brølede, ivrig efter frisk blod. ”Steffan…” sagde jeg til troldkarlen, men han rystede voldsomt på hovedet. ”Løb!” hvæsede han hæst ”og gør hele den der sorg ting, når I er i sikkerhed”. ”Tak” sagde jeg, gav ham et enkelt klap på skulderen, og sammen med Kryster skyndte jeg mig så efter de andre, alt imens mareridtet løb blodtørstigt frem mod Steffan.

Vi var måske nået femten eller tyve meter længere væk, da Steffans dødsskrig hørtes bag os efterfulgt af et jagthorn og mareridtets triumferende brølen. Vi stoppede dog ikke op og fortsatte bare med at løbe, imens jeg overvejede, hvor langt foran de andre måtte være. Noget jeg aldrig fik svar på. Som om skæbnen havde planlagt det hele forhånd, var det selvfølgelig ved den samme høj, hvorfra jeg havde set ulven, at jeg blev ramt. En skærende smerte borede sig pludseligt igennem mit ben, og jeg faldt så lang, jeg var. Forslået og blødende kæmpede jeg mig krybende videre, men jeg havde ikke meget håb i lige det øjeblik. Gnormerne ville snart være over os, og jeg tog derfor en beslutning. ”Vi kan ikke undslippe dem” sagde jeg til Kryster ”så vi kan lige så godt købe de andre lidt ekstra tid at løbe på”. Et spjæt gik gennem elveren, og han kiggede blegt på mig i flere sekunder. Og så flygtede han. Ærligtalt havde jeg heller ikke ventet andet.

Under stor smerte kom jeg på benene igen og vendte mig mod de to fremstormende gnormer. Hvor resten af dem var, vidste jeg ikke, men disse høje var forræderiske og som en labyrint. Måske havde de allerede fundet frem til de andre? Jeg havde ikke det privilegium at kunne nå at bekymre mig, for uanset hvad så det her ud til at være slutningen på min historie. Fast besluttet på at kæmpe til det sidste trak jeg mit sværd og pegede det mod den ene gnorm, som sænkede sin bue med et smil. ”En udfordrer” lo den og rakte så buen til sin ven ”kæmp godt, manablod!”. Den sprang straks på mig med sine kløer, og jeg svang mit sværd som svar. Når en kriger eller stor ”helt” senere fortæller om sine eventyr, i sikre omgivelser, ofte på en kro, og med en lille flok beundrere omkring, beskriver de ofte kampene i hver eneste detalje. Hver eneste hug, hver eneste finte og vigtigst af alt, dødsstødet som gjorde dem til sejrherre. Jeg husker ikke meget fra min kamp med gnormen bortset fra smerte og frygt, og da min fjende til sidst faldt død om, var jeg overrasket. Jeg kan til denne dag endnu ikke huske, hvordan jeg dræbte gnormen. Alt jeg husker var min næste udfordrers provokerende, selvsikre smil og følelsen af håbløshed. Jeg kunne knap nok stå oprejst på dette tidspunkt. Jeg ville umuligt kunne dræbe endnu en gnorm. Eller vent, jeg husker faktisk en ting mere. Jeg husker ulven.
Den var dukket op bag den anden gnorm, hvor den med sine røde øjne kiggede på mig, som den havde gjort det to gange tidligere. I det øjeblik var jeg sikker på, at jeg endelig forstod, hvis død den varslede. Det måtte selvfølgelig være min egen. Hvor tog jeg dog fejl…

Jeg snublede, før den anden gnorm overhovedet nåede at tage et eneste skridt, og der lå så jeg, knust, blødende og færdig på jorden. Jeg kunne umuligt komme på benene, ikke igen. Ikke for alt i verden. Det var ovre. ”En skam, manablod” sukkede gnormen og løftede sine kløer ”men du kæmpede godt”. Sekundet efter indtraf døden. Gnormens død.


Det sidste jeg husker fra den dag er billedet af min ironiske redningsmand. Billedet af inkvisitoren med lyn og torden i hænderne som vendte rundt i luften på sin prægtige ganger efter at have dræbt gnormen. Den maskerede skikkelse værdigede mig ikke et blik og satte straks kursen mod den større kamp, der blev udkæmpet mellem inkvisitorer, nomader og gnormer ikke langt derfra. Og det sidste jeg husker at have tænkt fra den dag… tja… det var måske ikke den mest rationelle tanke i verden. Selvfølgelig havde jeg tænkt med en smertefuld, mørk og meningsløs latter, selvfølgelig rider himmelkrigerne på himlens heste, idet inkvisitoren på pegasussen forsvandt fra mit synsfelt.


Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv   Afsnit 2 - Vandringsmanden   Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs Eventyr
Afsnit 4 - Den Første Djinn   Afsnit 5 - Et Indespærret    Fængsel  Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron  Afsnit 8 - Kryster og Kobbel   Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken  Afsnit 10 - Gråtårn    Afsnit 11 - De Røde og De Hvide Ulve  Afsnit 12 - Xenrons Arving