Bag of Holding på A niveau (Servant of the Empire, A Knight of the Seven Kingdoms, Good Omens, Solo - A Star Wars story)

Oprindeligt havde jeg ikke tænkt, at dette afsnit på min blog nogensinde ville blive til noget med den stressede tid, jeg befinder mig i. For nogle timer siden havde jeg heller ikke besluttet mig endnu, og faktisk er jeg endnu ikke overbevist. Men lad os nu prøve alligevel.

Servant of the Empire

Puha, hvor skal jeg gå i gang? Det er jo lige spørgsmålet ved denne bogserie, for gå i gang det tog mig en del tid. Jeg tror, jeg fik Empire triologien tilbage i 2011 som adventsgave. Desværre var mit engelsk ikke særligt skarpt dengang, og desuden var jeg nok for travlt optaget at genlæse Skyggens Lærling, Harry Potter eller Percy Jackson for gang nr. 8.

To år senere fik jeg så læst den første bog i serien: Daughter of the Empire, og på bloggens tidlige dage skrev jeg en anmeldelse. Jeg husker at have nydt den første bog, og min blog taler også pænt om den, men alligevel har det taget fire og et halvt år, før jeg nåede til toeren grundet et rimeligt komplekst sprogbrug, der dengang var for meget for mig, og så nogle besværlige navne, der ville få selv Tolkien til at sige stop. Udover det så er skriften ret lille. Det er heller ikke, fordi jeg er løbet tør for romaner i mellemtiden, så den er virkeligt bare røget i skammekroen i alle disse år. (Jeg har stadigvæk også en fem Steven King bøger, jeg ikke er blevet færdig med)

Men nu er jeg omsider kommet videre. Det er jo trods alt læseferie, ikke sandt, så hvad bedre findes der at bruge tiden på end at få kæmpet sig igennem reolen, og da jeg først havde fået samlet Servant of the Empire (som toeren hedder) op, havde jeg svært ved at få den lagt fra mig igen.

Men måske er en lille smule information på plads først. Denne serie (skrevet af Raymond E. Feist og Janny Wurst Wurts) foregår i et asiatisk inspireret fantasy univers (der dog alligevel har adskillige forskellige til virkeligheden), som så er knyttet til et mere traditionelt vest europæisk univers via disse rifter i tid-og-rum. I Kelewan, som førstnævnte verden hedder, er ære hævet over alt andet, og en række adelige slægter udkæmper et evigt magtspil om herredømmet. Hovedpersonen, hvis navn er Mara, har for få år siden arvet sin families land, da de blev dræbt i krig, og hun er nu nødt til at føre slægten videre og overleve, imens adskillige politiske rivaler, diverse røvere og magikere truer både hende og selve imperiet.

Så ja, det er den slags roman, fyldt med intrige, med forskellige politiske slægter og så en god del venten. Noget jeg nemlig rigtigt kunne lide ved bogen var, at tingene ofte tager lang tid, i selve verdenen, og ofte springer den flere måneder ad gangen frem i tiden. Det får forholdene, der udvikler sig, til at virke mere realitiske, og historien bliver ikke så meget bundet af de almindelige troper og træk, der ellers er meget gældende for genren. Det breder sig samtidigt til plottet, som har en meget sammenflydende struktur, der får det hele til at føle mindre kunstigt. Der er selvfølgelig nogle få ting undervejs, man kan se komme, da det jo er en konstrueret historie, men den bryder nok fra normerne til, at man kan bemærke og nyde det. Ofte tilbringer man nemlig lang tid med en karakter for lige så pludseligt at finde ud af, at han er død, uden at man får en rent faktisk dødsscene eller direkte repræsentation af handlingen. Det kan selvfølgelig også være frustrerende til tider (især når der er så få karakterer, hvis navne man kan huske i første omgang), men det er nu dejligt at prøve noget lidt anderledes. Desuden tilføjer det en smule realisme til historien.

Jeg synes også, at jeg blev en smule bedre til at huske navnene denne gang i modsætning til den første bog, men forfatterne gør det nu altså ikke nemt, når de skiftevis refererer til personer ved deres fornavn, titel eller slægtsnavn uden helt at forklare, hvordan disse hænger sammen og med hvem. Især når der er så mange adelige karakterer i historien, så bliver man let rundtosset. Men nu kan jeg altså både huske Mara, Keyoke, Arakasi (tæt nok på) og så den nyankommne Kevin (jeg ved det), så det er flere end sidste gang. Hvad disse angår, så synes jeg også at have holdt mere af dem end i etteren. Mara er fremragende som hovedperson endnu en gang, imens hoffet omkring hende enten er funktionelle eller stærke støtter. Hvad skurken angår så er der ikke rigtigt særligt at sige, desværre. Den skifter lidt frem og tilbage mellem nogle forskellige, og lige da en af dem begyndte at blive interessant, endte der ikke rigtigt at blive gjort noget med denne. Der er heller ikke noget dårligt at sige, så det på den anden side er jo meget godt, og man kan også til tider være nervøs for skurkene, og hvad de mon kan finde på med deres ondskab.

En karakter, jeg dog vil snakke lidt om, er denne Kevin. Jeg tror, jeg godt kan forklare, uden at afsløre alt for meget, at han stammer fra verdenen på den anden side af riften, og at han kort fortalt tjener som læserens uinformerede udgangspunkt i bogen. Hans verden er mere alla vores fortid eller i det mindste vores klassiske fantasy litteratur, og gennem ham får man en masse ting forklaret, der ellers ikke rigtigt havde givet nogen mening, både i forhold til kultur, lovgivning, planter og dyreliv. Hvad han dog også repræsenterer er en masse værdier, som vi finder mere hjemlige.

Til at starte med brød jeg mig slet slet ikke om dette. Hvad der netop var så anderledes ved denne serie, var den helt anderledes moral, tankegang og livsopfattelse i Kelewan, og jeg havde ikke noget behov for at få værdier så nære til vores egne trukket ind i dette. Til tider synes jeg også, han blev lidt for vigtig for plottet, denne Kevin, og at han trak fokus lidt væk fra den reelle hovedperson.
Dog begyndte jeg nu at kunne lide ham mere hen imod slutningen, og jeg forstod også godt, hvad hans rolle i det hele var, og i sidste ende var det nu alligevel Mara, der måtte klare ærterne, så det var godt.

Selv om bogen er en smule lang, har virkeligt små bogstaver og besværlige navne, der krævede i hvert fald to-tre timers skimmen af allerede læste sider, så jeg kunne følge med, så giver jeg den en varm anbefaling herfra, især hvis man er ude efter et anderledes fantasy univers i modsætning til de mere traditionelle europæisk inspirerede.

Det vil så sige, at jeg er 2/3 færdig med denne serie, og I kan roligt regne med en anmeldelse af treeren engang i efteråret 2022, hvis jeg statistikken holder.

A Knight of the Seven Kingdoms

Nu ser det jo fortsat ud til, at vi må vente nogle år endnu på "the Winds of Winter", men lidt af ventetiden har jeg valgt at fylde ud med George R. R. Martins mindre fortælling om ridderen Dunk, der sammen med sin trofaste væbner Egg drager ud på eventyr i Westeros lidt under et århundrede, før A Game of Thrones finder sted. Kort fortalt så var det en absolut fornøjelse.

A Knight of the Seven Kingdoms er en samlet udgivelse af tre kortere historier om denne charmerende duo, der kommer ud for lidt af hvert, imens de rejser rundt i kongerigerne, og ved det netop at give slip på meget af det, der ellers får A Song of Ice and Fire til at fungere, nemlig det komplekse plot, de mange hovedpersoner med forskellige og modstridende ambitioner samt et løfte om, at næsten hvem som helst kan komme til at dø, så virker den bare.

Der er kun en håndfuld af karakterer at finde i denne bog, en håndfuld som virkeligt betyder noget i hvert fald, og man er udmærket klar over, at der ikke kommer til at ske noget virkeligt alvorligt med hverken ridder eller væbner. 

Alligevel så lykkes det Martin den Mørke at få én til at frygte for dem, og ved hjælp af en smule charme og masser af hurtigt flydende prosa så trækker han med ud på et fremragende eventyr, der er både sjovt, spændende og til tider tragisk. Intrigen og politikken er heller ikke helt forsvundet, selvom den primært hviler i baggrunden, men hvad der virkeligt skinner her er Martins evner til at skabe troværdige, elskværdige karakterer og, i denne situation, helte. Der er lige nok mystik og magi i baggrunden til at minde læseren om, at det trods alt er fantasy det her, men mest af alt så er det bare en skøn hyldest til fortællinger om de romantiske "knight-errants" eller omvandrende riddere (her kaldt for "hedge knigths"), som kan læses af enhver med interesse inden for enten genren eller universet. Begge er ikke påkrævet. Desuden så er denne samling fyldt med smukke illustrationer, er det lige værd at nævne.

Så til...

Så fik jeg også læst Good Omens her i starten af læseferien, før jeg rent faktisk nåede nogen eksamener, dvs. Terry Pratchet (Discworld) og Neil Gaimans (altmuligt inklusiv diverse tegneserier og Doctor Who) fantasy komedie om verdens undergang, kampen mellem godt ondt og godt og så lige en forsvunden antikrist. Jeg havde hørt meget godt om denne bog, før jeg gik i gang med den. Måske lidt for meget hvis jeg skal være helt ærlig, men sådan er det jo bare nogle gange, når man venter for længe med et eller andet. "The Book of Relation if it was told by Monty Python's Flying Circus" står der bag på mit eksemplar, og så har jeg nogle venner, der har den meget kær.

Jeg synes også, den var god. God, helt klart. Lige det ord, jeg vil bruge om den. Ganske underholdende. Jeg begyndte adskillige gange at grine, imens jeg læste den, det er jeg fuldstændig sikker på. Mange af karaktererne kunne jeg godt lide, især Crowly og Aziraphale, og jeg synes, deres dilemmaer var rigtigt interessante. Pratchets sædvanlige alt for lange fodnoter fungerer også fint her, ja... ingen tvivl om det...

...

...

Meeeeeen, og hør mig lige ud her, måske så synes jeg ikke, den var helt lige så god, som jeg havde hørt. Jeg ved det, jeg ved det. Sjældent har man hørt så blasfemiske ord, og så vidt jeg kan forstå på de generelle meninger om Good Omens, så fortjener jeg allerede en hængning. Måske er det også bare fordi, jeg lå og var syg, da jeg læste den, og havde en forfærdelig hovedpine. Eller måske så synes jeg bare, der nok var et sideplot eller to for meget, og at jeg godt kunne have tilbragt lidt mere tid sammen med englen og dæmonen, som bagsiden og bogens første par kapitler ellers sælger så fremragende. Det er heller ikke, fordi resten af bogen er dårlig (især delen med apokalypsens fire ryttere kunne jeg godt lide), det er bare, at de specifikke dele med Crowley og Aziraphale føltes så overlegne i forhold til resten.

Jeg ved det ikke. Det kan også bare være, at jeg gik i gang med bogen med én bestemt opfattelse af, hvad det kom til at være og så blev lidt skuffet, da den ikke holdt hele vejen igennem. Det er som sagt heller ikke, fordi jeg ikke nød, nej frydede mig over den. Jeg ser også frem til fortolkningen som tv-serie, der kommer næste år, og jeg tror faktisk, jeg godt kunne tænke mig at læse den igennem igen på et senere tidspunkt, hvor jeg hverken er syg eller plaget af tårnhøje forventninger.

Solo - A Star Wars Story

Lad os lige slutte af med en film, som verden lidt lader til at have glemt alt om, og af gode årsager, og som jeg næsten var ved at udlade fra dette indlæg: Solo - A Star Wars Story. En film der let kunne blive kaldt for den mest unødvendige Star Wars film nogensinde. Hvilket den også lidt er.

For hvem gad egentligt have den her film, udover Disney selvfølgelig, der er nødt til at tjene deres årlige Star Wars check ind. Personligt synes jeg ikke, den burde være blevet lavet (jeg mener: Han Solo uden Harrison Ford?), og det lader til, at mange andre er enige. I hvert fald klarer den sig rimeligt middelmådigt i forhold til både anmeldere og biografgængere.


Hvis jeg er helt retfærdig overfor filmen, så er der dog ikke noget helt vildt galt med den som sådan udover dens eksistens. Det er faktisk en fin nok film, bedre end den havde ret til næsten, men på den anden side vil jeg heller ikke sige, at den er mere end fin nok. Den er definitionen af en underholdende, men ellers bare okay action science fiction film.
Solo har sine stærke sider, hvor iblandt skuespillerne i hvert fald indgår, ja selv ham der spiller Han er bedre, end jeg havde frygtet, og Donald Glover som Lando Calrissian er faktisk ret fremragende, men den har også en masse "meh"-sider. Der er ting undervejs i plottet, som bare føles lidt ufærdige, næsten som de stadigvæk var i konceptstadiet, og flere ting er en smule underminerende. Til tider kan den også føles lidt som at sidde med en tjekliste. "Nå, der så vi ham så få sin pistol, lad os sætte et kryds. Og et kryds for første møde med Chewbacca. Og der var Lando... hmmm... Falken..." og så videre, hvilket gør den for forudsigelig. Hvad angår nye oprindelige karakterer, så er der nogle få, som virker, men i de flestes tilfælde så er de lidt for uudforskede til min smag. Måske fordi Solo nogle gange prøver at sluge lidt for meget på en gang, især efter midtpunktet.

Et andet kritikpunkt kunne også være, at Han måske er lidt for rar i denne film. Der er selvfølgelig nogle øjeblikke, hvor han minder mere om den luskede smugler, vi kender fra de gamle film, og jeg ved godt, at det er meningen, han skal være ung og naiv her, men det virker bare lidt for meget af det gode til tider, når han med sine uskyldige hundehvalpeøjne siger "I am an outlaw".
Der er også nogle ting undervejs, som jeg ikke rigtigt ved, hvordan jeg har det med det endnu, og som jeg ikke kan snakke om, da de tydeligvis lægger op til flere film, og derfor vil jeg lade være med at komme ind på dem. Men også disse virker nogle gange lidt unødvendige i den større helhed.

Så lad os lige kort gennemgå de bedste og de værste ting ved filmen.

Det gode: Alt med Chewbacca, Donald Glover som Lando, overraskende nok Eldenreicht (eller hvad han nu end hedder) som Solo til en vis grad, filmens begyndelse, sabac-spillet og så tilstedeværelsen af Woody Harrelson, for han er altid sjov.

Det dårlige: En mærkelig struktur og lidt for mange plotpunkter, der føles unødvendige eller bare eksisterer for fyldets skyld. L-3 var måske også lidt for meget, selvom hun, og ja det er en "hun", ikke nogen droide, det nægter jeg at kalde hende, egentligt kunne være sjov i små doser.

Det "meh": Resten. Stort set.

Ikke at jeg har noget imod Emilia Clarke selvfølgelig, men hendes karakter må desværre også falde i denne kategori, er jeg bange for. Der var potentiale, men jeg synes bare ikke rigtigt, filmen gjorde så meget med hende.

Så hvis du overvejer at tage ind for at sige Solo, så vil jeg ikke fraråde det. Det er en hyggelig biografoplevelse. Jeg kan dog på den anden side heller ikke med god samvittighed give en strålende opfordring. Måske en glødende en, men ikke mere.
Gør i stedet som mig. Lad være med at have nogen forventninger, og nyd, hvad den har at byde på.