#32 Den Spæde Begyndelse (Salte Mary del 1)
”Salte Mary var en legende på havene, en episk fortælling blandt pirater og en forbandet ed blandt diamant-dværgene på Runvur og det meste af de angloriske kolonier.
Hun var selv en pirat og datter af gudinden Chaotica, men alligevel et dødeligt menneske med en sabel i den ene hånd og en armbrøst i den anden som det primære forsvar mod havets mange andre forbrydere. Salte Mary betragtes som den sidste store sørøver fra Latynia, og hendes bedrifter er legendariske. Især erindres hendes sidste togt til Guldets Korsvej og hendes efterfølgende død i Latynia, da hun blev forrådt af sine allierede, de luskede Sø-Rotter.”
Fortæller: Brune Måne
Periode: 670 à Efterår 699AA
Placering: Latynia à Frangica à Barbaros
Dette er en historie om eventyr, om mod, om venskab og fjendskab. Den indeholder gode tider, dårlige tider, store bedrifter og luskede bedragerier. Men mest af alt er det en historie om guld.
Mary påstår selv, at hun stjal sin første guldmønt, da hun var fire måneder gammel. Sådan som historien går, kom en bankmand forbi børnehjemmet i Latynia for at give en donation. Det var ikke noget særligt stort beløb. Den slags man tilskriver, hvis man skammer sig over, at ens uægte barn i al hemmelighed opfostres på stedet, bare for at rense samvittigheden lidt. Det blev sagt, at bankmanden var far til en dreng i børnehjemmet, der var nogle få år ældre end Mary. Hans navn var Brian, men ham kommer vi til.
Børnehjemmet modtog Mary ikke mange timer efter hendes fødsel, og der tilbragte hun de første ti år af sit liv.
Det var et snavset sted, men indtil Marys ankomst var det vist rimeligt stille og roligt.
Stedets varetager Gamle Ida kaldte hende ”Det Røde Lyn” af den årsag, at hvis man kiggede væk i fem sekunder, havde hun stjålet alt af værdi, der ikke var naglet fast, og smadret resten.
Til at starte med skulle hun have fundet det charmerende. Da tøsen blev lidt ældre, begyndte hun at finde det irriterende. Da hun blev lidt ældre igen, hændte det, at Gamle Ida fandt det indbringende.
Det var omtrent på samme tid, at varetageren blev smidt ud af børnehjemmet. Noget hun senere nægtede at omtale. Med sig tog hun Mary og Brian, som hun lige nåede at snige med sig ud ad bagdøren. Børnehjemmets nye bestyrer lod som ingenting. Så slap hun for den hovedpine.
Du kender uden tvivl den næste del af historien, for det er allerede her, at Mary begyndte at blive berømt.
Fortællingen om den gamle sørøver, der benyttede sig af en ung pige og en dosne dreng til at udføre alverdens svindelnumre på Merias gader, er nået vidt og bredt. Selvom du ikke kender det hele, har du uden tvivl hørt om dengang Brian og Mary konkurrerede om, hvem der kunne sælge flest ”sølv” brocher til den samme mand på en dag, så den vil jeg ikke spilde tid på at genfortælle. Ej heller om den dag Mary mødte sin mor og fik sin sande arv at kende. Disse historier er allerede blevet fortalt langt bedre af andre folk, og det ville være nyttesløst at forsøge på at konkurrere med dem. Til gengæld kan jeg give jer en anden historie, en som ikke er nær så berygtet, og som kun de færreste kender. Det er ikke en historie, som hverken Mary eller Brian selv ville fortælle jer, medmindre de var meget fulde, meget trætte og meget nostalgiske, omgivet af nære venner. Denne historie ender, i modsætning til så mange andre ikke med et stort bytte eller en spændingsfyldt sejr, men med lidt af et antiklimaks. Dog føler jeg den er vigtig, hvis man virkeligt vil lære Mary at kende, og det er mere end noget andet mit formål, imens jeg skriver dette. Det er nemlig histoiren om, hvordan Salte Mary fik sit allerførste piratskib og sin første besætning.
Hvis jeg beder dig om at forestille dig en trettenårig Mary, vil du nok se en elegant, letfodet og mere eller mindre perfekt ung pige. Lidt ligesom en statue fra Sangenes År af en ung, smuk gudinde eller måske en dryade, dog med et lusket glimt i øjet.
Jeg har det på god autoritet, at det ikke var tilfældet. Faktisk har Mary aldrig været særligt køn ud af til og da slet ikke på nogen traditionel måde. Nej, når jeg skriver i balladerne og viserne, at alle bliver tiltrukket af hende, så skyldes det hendes energi og hendes livsånd. Det er umuligt ikke at have opmærksomheden rettet mod Mary, når hun først er i gang, uanset om hun ønsker det eller ej. Selv da hun var en ranglet, bumset og kejtet trettenårig pige, var det tilfældet.
Så længe jeg har kendt Brian, har han været misunderlig på denne egenskab ved hende. For at kompensere prøver han ofte at overgå hende, men det er sjældent, det lykkes. Mange har spekuleret, at jeg døbte ham Stille Brian på grund af hans legendariske bedrifter som listetyv og spion, men det startede egentligt som en vittighed, fordi han aldrig holder kæft, når han ikke arbejder.
Hvis Mary skulle være kaptajnen på denne, deres første pirat-aktion, så mente han at i hvert fald fortjene titlen som kvartermester. Til at fuldende deres lille besætning valgte de Gamle Ida og Ulysses Skrull. Ida var efterhånden blevet gråsprængt og havde overladt meget til de to unger, og nu bidrog hun primært med sine mange fortællinger. Hun påstod at have sejlet med l’Ollonais den Smilende i sine unge dage, og gennem Idas røverhistorier var det, at Mary og Brian første gang hørte om Runvurs skatkamre og piratfristaden Barbaros, der var som Latynias ligesindede fjerne slætning. De fleste rystede på hovedet over hendes fortællinger, men de var lige noget for Mary og Brian.
Ulysses til gengæld gav ikke meget for dem. Han fik rigeligt af historier i Skrull-Hjemmet, hvor han var vokset op blandt de øverste ledere af Sø Rotterne. Selv på den tid var det ikke den mest respekterede bande på havene, men det var dog en bande og bedre forbindelser end, hverken Mary, Ida eller Brian besad. Det siger nok lidt om Ulysses status hos resten af Skrull familien, at han tilbragte meget af sin tid sammen med Mary og Brian på Meria, hvor han til tider var deres ven, til tider deres rival.
Planen var simpel.
Ida havde hørt fra ”Hellige” David, der havde talt med Blinde Maria, hvis tante var Døve Meike, som arbejdede for guvernørens fætter, at der ville være en uatoriseret transport af Inferno-Øl fra Dværgeø til Meria den selvsamme aften. Handlen var eftersigende ikke blevet godkendt af hverken guvernøren eller nogen af De Fire Store (så meget havde Ulysses alligevel fået ud af sin bedstefar, der i dage ledte Sø Rotterne), hvilket betød, at den ikke blot var ulovlig. Den var også strafbar.
Første trin var at skaffe et skib. Det lyder måske som en god ide at stjæle et skib i verdens største pirat fristad, men sandheden er, at du ville få brug for et mirakel, hvis du skulle slippe ud af havnen.
Latynia er en fristad, hvilket betyder, at der er færre mord og arrestationer end mange andre steder. Til gengæld slipper man nemmere afsted med ”acceptable” forbrydelser. En acceptabel forbrydelse i Latynia kunne for eksempel være forsvaret af ens ejendele og forretning, og når man som pirat ved, at resten af havnen ligeledes er fyldt med pirater, sætter man gerne vagter op for at vise, at man ikke er interesseret i at fusionere med deres foretagende. På den måde er det ofte den forsøgte tyv, der ender med at miste sit skib.
Denne uskrevne regel var slænget bekendt med, så de tog i stedet den fornuftige beslutning.
De købte et skib. Det var ikke særligt stort. Eller særligt flot. Eller særligt rent.
Men det var dog et skib, og det var alt, hvad de havde råd til. Hvis alt gik efter planen, ville det også være alt, de fik brug for.
Skibets navn var Lemmingen. Det er ikke til at sige om den tidligere kaptajn havde ment det som en vittighed eller alvorligt, men Mary kunne ikke nænne at omdøbe skibet. Man siger jo, at den slags bringer uheld.
Mary selv tog roret, da de satte ud. Hun havde før fået lov at sejle mindre skibe, men aldrig uden nogen til at se sig over skulderen og give ordrer imens. Dette var øjeblikket, hvor hun indså, hvad hun ville bruge sit liv på.
Forbrydelser, ballade og at tjene penge var en ting, men følelsen af at stå der ved roret og fintfølelende dreje skuden i den rigtige retning, imens hun mærkede efter vinden og vejret, og hun råbte ordrer til Brian, Ulysses og Ida, den gjorde noget for hende, hun aldrig havde oplevet før. Normalt er hele Marys væsen i brand, sådan er det at være en datter af Kaos. Men når hun fører et skib fremad, er hun mere fredfyldt end i søvne.
Prøv at forestille dig hende i dette øjeblik. Der er ikke nogen til at bestemme over hende, og verden ligger for hendes fødder. Hvis hun ønskede det, kunne hun være sejlet afsted fra Latynia og aldrig komme tilbage igen. Det er ikke til at sige, hvor langt hun ville nå i den elendige skude, men jeg er ikke tvivl om, at hun blev fristet.
De sejlede nogle runder om Meria for at øve sig med skuden, inden aktionen skulle sættes i gang.
I lasten havde de knive, sabler og gribekroge. Ida havde også medbragt en flaske rom, hun gav sig til at smage lidt på. Det var bare lidt for nerverne, forsikrede hun de yngre folk, og tilbød dem en tår.
De genkendte deres udsete bytte på flaget: en plukket høne. Der var én kaptajn i hele Latynia, der kunne finde på at sejle under det banner, og det var Eoin Holmberg, en højlænder der skulle være stukket af fra sit hjemland efter et mislykkedes gederøveri. Holmberg var hverken den klogeste, den heldigste eller den stærkeste sørøver på havet, men han var både dum, dristig og dumstristig, og det gjorde ham farlig.
Dog regnede Mary ikke med, at han ville blive et problem. Sagen var bare, at hun ikke var alene med den tanke.
De kom så tæt som halvtreds meter på byttet, før Holmberg satte farten op. Ingen af de to besætninger havde nogen balistaer, så bordingen måtte foregå med hånd-slyngede reb og kroge. Ulysses stod i stævnen med en bue, hvis der skulle ske noget. Da en fjendtlig skytte viste sig på Holmbergs skib, sendte han en pil over dennes hoved, og personen forblev nede.
Mary kæmpede Lemmingen op på siden af deres mål og trak sin sabel. ”Kast!” brølede hun til Ida og Brian.
Kroge landede på Holmbergs dæk og fik fast i rælingen, da der blev trukket i rebet. Et medlem af den anden besætning greb en økse og forsøgte at kappe rebet, men Gamle Idas nu tomme romflaske ramte ham lige i hovedet. Snart var de alle på dækket af Holmbergs skib med trukne våben og truende miner.
Mary fremsagde et krav om at få udleveret lasten, og den anden besætning, der var samlet midt på dækket, var lige ved at give efter. Men så trådte Holmberg selv frem. Han har aldrig været noget særligt imponerende syn, men han havde alligevel en sabel og mere værdighed end resten af sin besætning tilsammen.
Han udfordrede Mary til en tvekamp. Vinderen ville få den andens skib og last. Taberen kunne få lov at svømme i land. Ulysses rådede hende til at lade være; de kunne sagtens klare en rigtig kamp, mente han. Brian undlod at blande sig, imens han på samme tid misundede og frygtede for Mary. Gamle Ida insisterede højt og helligt på, at en duel ville være god skik og i overensstemmelse med de gamle regler, som de var blevet formuleret tusind år tidligere af de første Fire Store.
Men hvis der skulle kæmpes en duel, skulle det også gøres ordentligt. Mary udnævnte Brian som sekundant, og Holmberg en af sine egne mænd, og så trådte de alle fire frem og gav hinanden hånden. Ida havde udnævnt sig selv som dommer sammen med en luset sømand fra Holmbergs skib. Hun forsøgte at fremsige en bøn til Havherren, men ud fra hvad, jeg har hørt, fremkom det lidt ævlende.
”Oh herre af bølgerne bidende og blæstens blå, øhhhh, blæsterne blidende og bølgen… foran mig og dig og de andre, i dit, den almægtige digs, åsyn står to kaptajner, der vil strides. De har en høne at plukke og en aftale på nakken, og det skal altså afgøres, sådan som det vides bedst af dem, der siger således: Den ene tager sin klinge og peger den mod masten i en ret vinkel, imens den første anden gør ligeså. Derefter deres klinger mødes, og der danses på dækket, men på en farefuld manér. Thi sådan er det og skal være og vil komme, og vinderen tager prinsessen og det halve kongerige. Skål og skide være med det. Amen”.
Duellanterne tjekkede gentagne gange, om Ida var færdig med at tale, men da hun tilsyneladende ikke kunne komme på mere, begyndte de at cirkelere hinanden. Mary havde været i utallige slagsmål før, men dette var hendes første kamp som kaptajn, og som følge var der en række nye forbehold at tage i betragtning. For det første stikker en kaptajn ikke af fra en kamp foran sin besætning, hvis denne ønsker at vedholde sin position for fremtiden.
Marys besætning bestod måske kun af Brian, Ulysses og Gamle Ida, men det var dog en besætning, og det gjorde hende til en kaptajn. Denne tvekamp kunne være altafgørende for hendes fremtidige karriere som sørøver.
Hun var overbevist om, at det ville blive et stort øjeblik, og hun ventede tålmodigt, før hun slog til.
Først da de havde set hinanden an i omkring et halvt, intenst minuts stilhed, langede hun ud med sablen.
Holmberg undveg, og så var kampen i gang. Lige indtil den blev afbrudt ti sekunder senere.
En krog greb fat om masten på Hombergs skib, og hele dækket gyngede, da et nyt bordingshold slog til.
”Overgiv jer, I usle søhunde” brølede den bistre dværg, der anførte kapringen. ”Træd nærmere, Holmberg, og mød din overmand i stedet for at stå der og få tæv af en lille pige”. Det var Hellige David, ham der havde fortalt Ida om den dyrebare last i første omgang. Han havde blot glemt at nævne sin egen interesse i sagen, eller måske havde Ida fortrængt den del. I hvert fald blev stemningen hurtigt muggen, og duellen var sat på pause, idet Ida forsøgte at udrede sagen med den trufne sørøver.
Til sidst foreslog hun et nyt alternativ.
”Der eksisterer i situationer med mere end to parter et alternativ, som måske er sjældnere, men ikke desto lillere gavngyldigt for de tvivlsomme stævninger, man kan havne i. Thi der skrives: Er parterne ikke to, men tre i uenighedens strid, skal det ikke lades nogen komme til gode, men i stedet lades det vides, at man byder de andre lykke og held, men kun i høflighedens navn. Tre former en figur, hvis areal regnes ½ * h * g, hvor h = held, og g = ’galt afsted’. Figurens navn er den ’latynianske hårdknude’, og dens sum er lov. Så hvis I vil tage plads, så må den bedste slyngel vinde”.
Efter en kort diskussion affandt de sig med dette alternativ, og de to duellanter blev til tre. I mellemtiden var sekundanterne trådt lidt til siden, hvor de stod og diskutterede vejret. Mary så igen sine to modstandere an.
Hun kendte ikke David så godt, men havde hørt, at han skulle være en udmærket slagsbroder. Han var nok en større trussel end Holmberg, og dog tog han ikke rigtigt blikket væk fra denne. Kunne det være, at han ikke så hende for en trussel? Holmberg kiggede til gengæld fra den ene til anden.
Mary startede kampen igen med et hug mod David. Men selvom han ikke havde set forberedt ud, var han klar. Han efterlod Mary med et blodigt øre og sprang så på Holmberg, imens hun pressede på såret. Rent medicinsk var det overfladisk, men det havde ramt hendes stolthed. Hun sprang tilbage ind i kampen, ligesom Holmberg gav David en skade, og leverede højlanderen en flænge. David nikkede muggent, men imponeret, imens Holmberg ulmede af vrede.
Før han kunne nå at få sin hævn, greb endnu en krog skibets agterstavn.
”Hænderne i vejret, hvis I vil beholde hovederne!”. Den nyankomne var en hav-elver, ingen nogensinde havde hørt om før, og hvis navn jeg aldrig har fået. Hverken Mary, Brian, Ida eller Ulysses erindrer det. Også hun insisterede på at kræve byttet.
Gamle Ida var lige ved at gå til af spænding i sin rablen.
”… fire sønner fik fire høns, og hver lagde fem æg. Oldermanden tog fire. Hvor stor en omelet spiste den ene søn, når de andre lå døde? Visdommen i fortidens tænkere er, som altid og forevigt, ikke til at betvivle, men gruble det kan selv den mest sultne sømand, når han stilles med et sådant dilemma. Skal han selv medbringe saltet, eller kan han også forvente, at de andre har sådanne på sig? I en fodnote noterer Bjørn Bjarkesøn, at ’enhver anstændig ædel mand af havet bør have mindst et kilo salt og tretten løg i sin last under alle omstændigheder. Ikke blot er disse essentielle for livet på havet, men de udgør også acceptable offergaver i mangel på bedre’. Så kort fortalt er skuden skudt og landet lagt, sådan at det ikke kan fortolkes uden at være op til fortolkning”.
De nu fire duellanter udvekslede blikke for at sikre sig, at Ida var færdig med at tale, og at de kunne gå i gang.
Men de nåede ikke at tage mange skridt, før Ida genoptog udregningerne.
”… hvis tre er en for mange, er fem et kaotisk blodbad. Pentagonets rektangulære ovalisme overgåes kun i densistet af Ivans mor”.
Holmbergs tålmodighed nåede bristepunktet. Han løftede sablen og lavede et stormløb mod Mary.
Sådan som Brian fortæller historien, reagerede han hurtigt og løb frem med sin kniv. Han insisterer på, at han ville have nået det, men når alt kommer til alt, er det ikke til at sige, hvad der ville være sket, hvis ikke den femte kaptajn havde skudt Holmberg. Armbrøstens projektil skar hans håndled halvt over, og sablen faldt til jorden.
Sekundet efter tacklede Brian den skrigende Holmberg og, med hans egne ord, ”gav ham sit livs lag tæsk”.
Resten af duellanterne vendte forvirrede sablerne fra den ene til den anden, men sænkede dem så, da de genkendte den nyankomne. Kun Ulysses holdt sin bue oppe på trods af den ældre mands tvære blik. Til sidst gav han efter og afleverede våbnet.
Det var hans bedstefar, den ældre Skrull, der var slægtens og Sø-Rotternes overhoved samt en af De Fire, Latynias mest magtfulde skikkelser. Dette var endnu femten år, før Mary selv kom til at indgå i dette tal, og der var ikke noget, de kunne gøre imod Skrull. Han tog lasten, smed Holmberg ned i et mørkt fangehul, og sendte de tre andre kaptajner derfra med strenge adsvarsler.
Ikke mange måneder efter forlod Mary og Brian Latynia ombord på Lemmingen, der nu havde været igennem flere reparationer. Med sig tog de Gamle Ida, ikke fordi hendes visdom havde helt den samme vægt hos dem længere, men de holdt af selskabet.
Ulysses blev i Latynia, hvor han trådte ind i familiens forretninger som svabergast. Der gik en del år, før de hørte fra ham igen.
Heksen og Gedden
Lad os springe de næste seks år over, hvori vi finder Marys første succesfulde togter. I har uden tvivl hørt om Blodmåne-Plyndringen, Bagholdet i Rlatos, Syv-Dages-Flugten, Himmel-Klatringen og mange andre af fortællinger fra disse år. Det var her, Mary og Brian for alvor fandt dem selv og de roller, de havde påtaget sig. Sørøverlivet passede dem som fod i hose, men på trods af en masse successer skete det lige pludseligt, at vi befandt os i lidt af knibe. Uden noget skib sad vi fanget i Parin, Frangicas hovedstad, dette sydens metropol, med en dusør over hovedet. Lemmingen var gået tabt tre år tidligere, og vores lille besætning var gået fra det ene til andet faretøj ligesiden. Dette er historien om, hvordan Mary fik sit sidste skib, der har tjent hende lige siden.
Mary fik en ide og listede ud i natten, imens Brian, Ida og jeg ventede på et af havnens værtshuse.
Jeg glemmer aldrig den nat i Parin. På den ene side var jeg helt tryllebundet af byens smukke gader og dens charme, det er ikke for ingenting, at man kalder den kulturens hovedsæde, men jeg kunne ikke undslippe frygten for, hvad der mon var hændt Mary, siden hun tog så længe om at vende tilbage.
Brian sad og legede med en kniv ved indgangen til vores soveværelse. Han havde kommandoen og ansvaret for, at der ikke skete os andre noget, men det irriterede ham bare. Både at han var bekymret for sin ældste ven, men også at ikke kunne gøre noget ved vores nuværende situation. Selv forsøgte jeg at fokusere på at stemme min drejelire.
Gamle Ida lå på sengen og havde som den eneste ikke svært ved at sove. Men hun mumlede så forfærdeligt i søvne. Størstedelen af det var på frangicansk. Mon det var byen, der bragte gamle minder tilbage til hende? Belejligvis forstår jeg sproget, selvom jeg ellers kommer langvejsfra.
”… ja, hr. Kaptajn, den er i orden… kan se det for mig… stjålent land, stjålent guld…”.
Brian sukkede.
”Skøre gamle tosse” mumlede han. ”Hun har sgu aldrig været helt klog. Så længe jeg kan huske, har hun påstået, at hun plejede at være førstestyrmand for L’Ollonais den Smilende. Ikke at jeg nogensinde har troet på det”.
Det var en løgn.
”Men hun er god nok, Ida. Uanset hvad kan man regne med, at hun vil gøre sit bedste på dækket, og hun holder hovedet koldt i stormvejr. Selv hvis det meste af hvad, hun siger, skal tages med et gran salt”.
”… bølgebrydningsfaktoren er lig med cosinus af agterstavnen * vindhastigheden…”.
Nogen larmede ude i værtshusstuen, og Brian og jeg blev helt stille. Selv Ida stoppede med at mumle i nogle minutter.
Det var en skidt situation, vi var havnet i. Jeg ved, at Brian skammede sig over den rolle, han havde spillet, selvom han på tidspunktet tænkte, at det ville være en god ide at stjæle fra Eudes LeClair II af Frangica. Der var helt bestemt nemmere at måder at samle penge ind til forsyninger på end ved at liste en ring ud af kongens lomme, imens han kiggede væk. Ikke at Brian var blevet taget i forbrydelsen, nej, ”Stille” kunne han trods alt være, når han ønskede det. Men han havde ikke forudset, hvor savnet denne ene ring ville blive, eller hvor store problemer det bragte, da han forsøgte at sælge den. Han nægtede at tage ansvar for hændelsen, men jeg kunne mærke på ham, at det nagede.
Inden længe var larmen stilnet af, og Ida mumlede videre. Hun havde efterhånden kun grå hår og ikke mange tænder tilbage.
”Det dummeste ved det hele er, at ham i butikken kunne have tjent en formue, hvis han ellers gad tie stille” fortalte Brian. ”Du var der selv, Måne. Er det ikke rigtigt, at der ikke var nogen vidner? Manden var jo idiot. Han skulle bare have taget imod ringen. Han var jo ikke ligefrem nogen lovlydig borger, ud fra hvad jeg har hørt, så hvorfor ikke handle med os? Idiot”.
Jeg hverken be-eller-afkræftede hans udgave af historien. Alt jeg huskede var det skræmte blik i butikindehaverens øjne, da han genkendte guldringen med rose-seglet. Nu var vi eftersøgt i hele byen.
Som det ofte før var hændt, stod det hele op til Mary. Men det havde Brian ikke behov for at blive mindet om.
”Det her er åndssvagt” sagde han og greb en kniv. ”Hun kan ikke bare storme afsted og forvente, at vi skal sidde og lave ingenting. Hun er måske kaptajnen, men vi har ikke noget skib længere! Uden et rigtigt skib er man ikke nogen rigtig kaptajn, og hvis hun ikke er en rigtig kaptajn, kan hun næppe give rigtige ordrer. Så jeg er den, der er skredet. Hvis du vil, Måne, kan du lov at blive her og passe den gamle tosse”.
Pludseligt vågnede Ida. Hun gryntede og kløede sig på hovedet.
”Hvordan taler du dog sådan om kaptajnen, når hun kan høre dig?”.
”Jeg tror ikke, du har hørt rigtigt efter” advarede Brian med en kniv rettet mod Ida. ”Så bliv bare liggende, hvis du ikke vil komme til skade. Vi har ikke noget skib, og ingen skal give mig nogen ordrer. Ikke Mary og i hvert fald ikke dig”.
”Ikke det?” lød en stemme fra døråbningen. Bag ham stod Marys rødlige skikkelse. Livet til søs havde tvunget hende til at blive hurtigt voksen, og for hver en fregne havde hun fået et tilsvarende ar. Men som altid smilede hun på samme tid ungdommeligt og vejrbidt. Hendes pande var gennemblødt af blod og sved. De fleste mænd ville ikke vove stå i vejen for hende i dette øjeblik, men Brian er alligevel ikke de fleste mænd.
”Hvor har du været! Her har jeg passet på disse to i fem timer uden et eneste ord fra dig”.
”Jeg har arbejdet” fortalte Mary. Hun lukkede døren bag sig og trådte forbi Brian hen i et hjørne, hvor hun satte sig. ”Og jeg har en plan ud herfra”.
”Nå, det har du?”. Brian slikkede sig om munden. ”Og det er uden tvivl en sikker plan? Som ikke kan slå fejl? Præcis som da vi mistede Enhjørningen og halvdelen af vores besætning. Jeg synes, jeg husker et løfte om en utvivlsom sejr og utallige rigdomme, der var lige til at hapse, men da det kom til stykket, viste det hele sig at være en fælde. Hvis det ikke var for mig, ville vi alle være døde. Også dig Mary, men det er som om, du har forsøgt at glemme det. Men nu har jeg fået nok. I øjeblikket er du ikke mere af en kaptajn end mig, så du skal i hvert fald ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre”. ”Ida og Måne er enige” tilføjede han. ”Vi har fået nok af dine tomme løfter”.
Gamle Ida kiggede forvirret fra Mary til Brian, imens jeg forsøgte helt at holde mig ude af diskussionen.
Mary begyndte at smile, da Brian var færdig med at tale. ”Tomme løfter siger du? Hvad nu, hvis jeg fortæller dig, at det eneste, jeg kan love dig i denne omgang, er dårlige sats for at vinde, den sikre død og hårdt arbejde”.
Hendes ord kom bag på Brian, der kølede lidt ned. ”Øh… det har jeg ikke så svært ved at tro på. Men hvorfor skulle vi vælge at følge dig på sådan et togt?”.
Mary blinkede. ”Lige præcis. Hvorfor skulle I nogensinde være så dum? Især da jeg hverken kan love guld, juveler eller andre glimentede skatte for enden af vejen”.
”Hvad så?”.
”Det smukkeste faretøj der nogensinde har passeret dette farvand og en ny ven ovenikøbet”.
”Men de ældste skrifter fortæller jo, at de rigtige venner, er det guld, man plyndrede undervejs?” påpegede Ida.
”Hvilken ven?” insisterede Brian. ”Og hvor har du hørt om det her fra?”.
”En heks ombord på en fangestransport med retning mod øst. Og hvad kilden angår, så lad os bare sige, at jeg fik mig en god snak med en af byens rotter”.
Skibets navn var Paihauki’tem, eller Gedden oversat til fredsmål fra det arkaiske sprog Urt-Myak, og det var ulig noget andet faretøj, jeg nogensinde før havde set. Formen minder mere om en rent faktisk fisk end et skib, og det er ikke til at sige, hvem der byggede det i sin tid. Hver en krog af skibet lugter gammelt og fjernt, næsten som noget fra en anden verden. I årene siden har jeg forsøgt at opspore historien bag, men jeg er aldrig nået i mål. Heller ikke besætningen eller den mystiske fange gav særligt mange svar.
Skibet lagde ikke til i Parin, men på Mågeøen i syd, hvor kun ganske få indbyggere lever. Vi undslap Parin ombord på en minetransport med retning mod Den Tørre Kyst. Mary måtte trække Idas to guldtænder ud for at sikre betalingen, men vi havde ikke meget tilbage at tabe alligevel.
Da vi passerede forbi Mågeøen, forlod vi ekspeditionen i en ussel jolle. Nu gjaldt det om at opspore Gedden, inden solen gik ned. Af en eller anden årsag rejste dette mystiske faretøj kun om natten. Jeg var ikke sikker på, hvad vi skulle gøre, og det løb mig koldt ned ad ryggen, da vi omsider opsporede den mørkegrønne skude ud for Mågeøens østlige kyst.
Solen var kun lige synlig på horisonten i vest, men det var som om, at skibets form blev tydligere, som mørket faldt på. På dækket befandt ikke en levende sjæl sig, men alligevel satte Mary fuld fart på frem mod skroget.
Bagerst i jollen havde hun en sæk med fornødenheder, vi eftersigende ville få brug for ombord. Hun havde ikke fortalt os, hvad der gemte sig i den, men indimellem lød en skramlen, som om noget bevægede sig inde i den.
Gamle Ida skævede målløs op mod skibet, da vi kom tæt nok på til, at galleonsfiguren kom ordentligt til syne.
Det var en gedde med store røde øjne.
”Havherre, skån mig og skænk mig blide strømme” mumlede Ida. Hun bandede og tog en slurk af den vinflaske, hun havde i hånden. ”Paihauki’tem. Nu husker jeg. Jeg vidste, at jeg havde hørt det navn et sted før. Vi skulle aldrig være kommet her. Så hellere blive hængt i Frangica. Men den, der er ved at drukne, bekymrer sig ikke om at svømme ind i dragens gab. Først for sent kommer erkendelsen, at druknedøden måske var hurtigere overstået”.
Vi nåede ikke at spørge ind til, hvad hun mente, for pludseligt satte det grønne skib i bevægelse.
Mary kylede en krog op på dækket, der var bundet med reb til vores jolle, og vi blev trukket med af det hastigt accelererende faretøj. Snart kunne vi ikke længere se Mågeøen bag os. Jollen hoppede afsted på vandet og knirkede utilpas. Mary kastede endnu en krog for at sikre skibet. En rådden brædde fløj af bag hende. Hun bandede.
”Det ser ud til, at vi bliver nødt til at klatre ombord nu – alle sammen” fortalte hun. ”Bare så længe der ikke venter nogen på dækket. Når vi først er ombord, må vi ikke lave den mindste støj. Og hvis I ser et medlem af besætningen, så gem jer. Lad dem ikke røre jer. Lad dem ikke høre jer. Hold vejret, hvis de kommer tæt på. Kæmp kun, hvis det bliver absolut nødvendigt. Og sidst, men ikke mindst”. Hun løftede sækken op i luften. ”Hvis vi slår fejl i at befri heksen, kan vores frelse findes i denne sæk, så vogt den med jeres liv”.
Hun trak en gang i det første reb for at mærke efter, om det var stramt. ”Brian, du klatrer først”. Endnu en brædde forlod jollen. For en gangs skyld adlod han uden beklagelser og omfavnede rebet. ”Ida, du tager den anden”. Men den gamle sørøver var allerede halvvejs. Så meget for druknedøden og dragens gab.
Jeg stod nu alene tilbage med Mary i en halvt druknet jolle. Brian var lige nået ombord på skibet, da hans krog fløj løs og forsvandt i vandet bag os. Nu var der kun ét reb til både mig og Mary.
Vores kaptajn tog en hurtig beslutning og kastede sækken til Brian. Så tog hun mig under den ene arm og greb det sidste reb med den anden.
Det krævede hende en ufattelig kraftanstrengelse at få fodfæste på skibets side og at trække os op på dækket.
Jeg har aldrig afgjort, hvad der imponerede mig mest: hendes råstyrke, eller det at hun brugte så mange kræfter på at redde mit liv. Min værdi for besætningen havde aldrig været noget at prale over. Ulig Stille Brian, Gamle Ida eller Salte Mary betyder Brune Måne ikke noget. Hvis jeg ikke allerede elskede hende, kom jeg i hvert fald til det efter dette øjeblik.
Vi landede pladask på dækket, og jeg fik hudafskrabninger på begge hænder. Men jeg var dog ombord og havde undgået at drukne. Jeg havde endda stadig min drejelire. Så fik vi at se, hvad dragens gab havde at byde på.
Ved siden af mig drak Ida lydløst af sin vinflaske. Mary spejdede rundt på dækket, men der var endnu ingen besætningsmedlemmer at se. Hun åbnede sækken, og jeg nåede lige at få et glimt af en hane, før hun rakte os hver en spids, tynd trædolk. Jeg synes at huske snak om noget ferskentræ, Mary tog med fra Parin. Hun pegede mod sin brystkasse med en dolk og lagde en finger på læberne. Derefter trak hun os væk fra midterdækket til et hjørne, hvor vi ville være så skjult som muligt. Det var endnu for tidligt til at lede efter skibets fange. Vogterne var kun lige vågnet og alt for tæt samlet.
Den første viste sig på dækket ikke længe efter. Jeg havde svært ved at se vagtens ansigt på denne afstand, men jeg kunne skelne brun rustning og et krumt sværd ned ad ryggen. Skikkelsen stod stille nogle sekunder, før den tog sit første skridt. Bortset fra at det ikke var noget skridt, for den trådte ikke. Vagtens to ben så nærmest ud til at være klistret sammen, og den vraltede fremad i et klodset hop. Sådan, i lange hop, patruljerede den rundt på dækket, og jeg kunne ikke tage blikket fra den. Selvom væsnet havde mange ligheder med et menneske, var det ikke sådan et. I hvert fald ikke længere. Dets hud var indsunket og grønlig, og læberne var helt forsvundet, så et sæt af gamle, knækkede tænder stod frem. Som det eneste var øjnene ikke skrumpet ind, men vokset til den dobbelte størrelse, så de var lige ved at hoppe ud af kraniet. Jeg begyndte at overveje, om de mon overhovedet fungerede, da væsnet hoppede rundt. Det lod til udelukkende at afhænge af sin hørelse. Jeg gjorde mit bedste for ikke at trække vejret, før den var passeret, og det lod til at virke. Den tog nogle hop hen ad dækket og sprang så fem meter lige op i luften og landede på den midterste masts mærs (en udkigsplatform). Jeg var lige ved at hviske lettet til de andre, men nåede i sidste øjeblik at stoppe mig selv.
Selvom Mary ikke havde fortalt os særligt meget (tildels fordi hun ikke vidste særligt meget selv) om dette skib og dets besætning, så lod hun alligevel til at have en plan. Da vagten var forsvundet, fandt hun en armbrøst fra sækken og stak fem bolte i bæltet. Ferskentræ ligesom dolkene. Det tydede på, at hun vidste, hvad hun lavede.
Hun rejste sig, og vi fulgte vores frygtløse kaptajn ned i skibets dyb, imens vi håbede på, at vagtposten blev, hvor den var.
En dunst af død hang over skibets indre. Det havde jeg regnet med. Hvad der overraskede mig, var, hvor steril, den forekom. Det var ikke råddenskab eller forfald, men den parfumerede duft af balsamering, der fyldte gangen.
Selvom det er flere år siden, og der er blevet renset godt ud, både hygeijnisk og spirituelt, lugter skibet stadig lidt af eddike.
Ellers har jeg svært ved at beskrive vores udforskelse af Gedden, da skibet siden har forandret sig meget. Mary havde ikke fortalt os meget mere, end at skibet fungerede som en fangetransport, og at dets besætning ikke var dødelige. Vi trådte forsigtigt ned langs korridoren, der løb på tværs af hele skibet, uden at støde på nogen vogtere. På begge sider kom vi forbi døre, der ledte ind til forskellige kahytter, og for enden, i skibets agterstavn, var to trapper. Den ene førte ned i lastrummet, den anden gik op til kaptajnskahytten og styrhuset.
Vi var lige nået denne trappe, da en af kahytsdørene gik op, og en vogter hoppede ud.
Her i mørket under dækket (vogterne gjorde ikke brug af lamper), lignede den blot en oprejst skygge.
Vi frøs på stedet og gjorde vores bedste for ikke at lave den mindste lyd. Vogteren trak sig lidt sammen og udstødte en snerren. Endnu en dør gik op, så en til, og i løbet af få sekunder stod hele fem vogtere i korridoren og snerrede ad hinanden. Jeg genkendte enkelte ord på Urt-Myak, hvoraf ”morgenmad” optrådte flere gange. Den første vogter vendte sig ned mod trapperne i agterstavnen, hvor vi endnu stod, og tog et hop.
Gamle Ida tabte sin nu tomme vinflaske. Det er svært at sige, om det var os, eller vogterne, der først sprang afsted.
For mit vedkommende tilbrage jeg den næste time med at gemme mig i lastrummet blandt flere opskræmte grise, imens jeg forsøgte at undgå min egen forfølger blandt vogterne. Da denne rædsel efter nogen tid opgav at finde mig, trådte den i stedet hen til en af grisene, der blev opbevaret i jernbure. Jeg forventede først, at den ville trække sværdet fra sin ryg, men blev skuffet, da den blot lagde en hånd på grisen. Faktisk virkede våbnet ikke til at være andet end ornamentalt, indså jeg ved observationen, at det nærmest var rustet sammen med sin skede.
Jeg var så fascineret, at der gik noget tid, inden jeg bemærkede grisens pinte hylen. Den led under vogterens berøring og faldt sammen i buret, hvor den rullede rundt, indtil den ikke længere havde kræfterne til det. Til sidst blev den også helt stille, idet dens sidste livskraft forlod den. Stakkels skabning. Siden den oplevelse har jeg aldrig spist svinekød igen.
Vogteren hoppede tilfreds væk fra dyret og satte kursen ovenpå igen. Da den var væk, listede jeg hen til det faldne dyr. Den så dehydreret og udmarvret ud, og dens hud var blevet indsunket og grønlig ligesom vogternes.
Jeg ønskede at gøre noget for skabningen, men vovede ikke at røre den, så i stedet satte jeg mig bare på gulvet, imens jeg spekulerede på, hvordan det mon gik resten af besætningen, og om der var noget, jeg kunne gøre.
Mary og Ida havde (stik imod hendes egne ordrer) gjort et kortvarigt forsøg på at kæmpe for at købe os andre tid, inden de tog trappen mod styrhuset og kaptajnskahytten. Ferskenstræsdolkene viste sig at påføre vogterne smerte, men ikke meget mere, og det lykkedes dem kun lige at nå indenfor og barrikadere døren bag sig, da en af vogterne forsøge at slå den ind. Heldigvis besad de ikke nogen særlig styrke, og inden længe gav de op.
Mary havde knap nok tid til at se sig om i rummet, før hun havde fået skubbet de fleste af møblerne hen foran døren. Et sted til højre lå Ida, ude af stand til at rejse sig. Hun var stadig ved bevidsthed, men hendes ben nægtede at adlyde. Da Mary blev færdig, undersøgte hun dem efter skader og fandt et stort, grønligt mærke omkring lårene.
En af vogterne havde lagt hånd på Ida, og selvom hun ikke var død, ville hun aldrig komme til at gå igen.
Mary hjalp den ældre sørøver op og sidde langs væggen sammen med sækken og fik først nu tid til at kigge kahytten ordentligt igennem. Oldgamle kort og rustne våben prydede væggene, og hun regnede allerede lidt i hovedet på, hvad de mon kunne være værd, indtil hendes blik faldt på kisten for enden af kahytten.
Den var lavet røde sten, og låget var dekoreret af en jadefigur, der forestillede en knæler. Før hun nåede at færdiggøre overvejelsen om, hvorvidt det var en en god ide eller ej, opdagede hun, at hun havde åbnet kisten.
En mumie i en silkekåbe lå i den.
Det var en helt tynd kvindeskikkelse med velbevaret sort hår. Om halsen hang en amulet med en krystal i midten.
Mary stoppede et øjeblik. Godt nok var hun en tyv, men hun var ikke dum. Det mente hun da i hvert fald ikke.
Da hun igen kiggede ned på mumien og bemærkede, at amuletten nu befandt sig i hendes venstre hånd i stedet, begyndte hun at genoverveje.
Mumien satte sig op i kisten og drejede hovedet mod hende. Mary tog et skridt tilbage og lagde sin sabel mod den afdødes hals. I én bevægelse sprang mumien op fra kisten og afvæbnede hende. Instinktivt holdt Mary amuletten så længt fra mumien som muligt, og den afdøde kæmpede for at generobre den. Da det mislykkedes, tog hun i stedet en bid af Marys arm. Hun prøver selv at bilde folk ind, at mumien ikke ville spise hende, fordi hun ikke havde været i bad den sidste måned, men hvis det havde været en hvem som helst anden af os, tror jeg, at det havde været dét. Heldigvis havde Mary en lille fordel. Hendes moders blod reddede hendes liv. Det er ikke sådan lige at sluge ekstrakt af kaos.
Frastødte veg mumien tilbage til sin kiste og spyttede Marys blod ud. Den var ikke glad.
Mary kastede amuletten til Ida, og gjorde sit bedste for at holde mumien fra hende. Det var en hård og udmattende kamp, der involverede adskillige møblers pludselige død.
Hver gang hun troede, hun havde fået skubbet den døde tilbage, fandt den pludseligt en ny vinkel at angribe fra. Heldigvis var Mary mindst lige så skarp, og uforudsigelig har hun altid været. Det lykkedes hende efter en del anstrengelse at slå mumien til jorden med en skammel, og hun skyndte sig at fæstne den til gulvet med en kniv.
Mumien hvinede og kæmpede for at komme fri, men Mary havde købt sig den nødvendige tid. Hun løb hen til Ida og åbnede sækken. Men hendes hemmelige våben var borte.
I mellemtiden sad jeg stadigvæk i lagerrummet. Flere af vogterne havde været forbi for at mætte sig i grise, men det var noget tid siden den seneste, da en helt anden skabning viste sig for mig. Jeg blinkede flere gange, og hanen gengældte ligegyldigt mit blik, før den begyndte at prikke til et trug med grisefodder. Den var stukket af fra Mary og Ida under forvirringen tidligere og havde nu besluttet sig for at undersøge skibet nærmere med en stor interesse. Den struttede så selvtilfreds rundt, at jeg næsten fik ondt af den, da Brian dukkede op ud af det blå og fangede den. Under forvirringen ovenpå var det lykkedes ham at gemme sig, og han havde benyttet muligheden for at udforske lidt mere af skibet.
Alt dette fik han forklaret mig gennem fagter og ansigtsudtryk, imens han kæmpede med at holde hanen fast.
I en aflåst kahyt fandt han et bur, hvis lås han fik lirket op. Der var en fange i buret, den som Mary havde fortalt os om. Denne fange havde bedt ham om at bringe hende hanen, som vi havde haft med fra Parin i Marys sæk.
På en eller anden måde var fangen klar over, hvem vi alle var, og hvad vores plan havde været. Hvis hun fik hanen, kunne hun håndtere vogterne. Det eneste problem var, at de nu stod og fyldte korridoren ovenpå, så Brian ikke kunne komme ind til fangen igen.
Det krævede en distraktion at lokke dem ad vejen. Her havde Brian brug for min hjælp. Heldigvis var min trofaste drejelire endnu hos mig. Jeg tog den i hænderne og overvejede en sang at spille. Brian var væk, da jeg kiggede op igen. Til min skam tøvede jeg og overvejede at gemme mig igen. Måske kunne jeg klare natten og springe af skibet den næste morgen, når det sejlede nær land eller et andet faretøj.
Jeg vidste ikke, hvad der var sket med Mary eller Ida, eller om nogen af os havde den mindste chance for at overleve. Jeg ville gerne overleve. Koste, hvad det ville. Men mon ikke Brian havde en reel plan? Ellers havde han nok selv forladt skuden.
Jeg begyndte at spille en gammel vise, min bedstefar lærte mig som lille. Den var blød og sælsom, og jeg havde ikke spillet den i årevis, men af en eller anden årsag kom den til mig den nat. Med det samme lød flere hop på etagen ovenover. Få sekunder efter dukkede den første vogter op på trappen.
Det havde måske været den bedste ide at stoppe med at spille og at gemme mig, imens de gennemsøgte kælderen, men i stedet fortsatte jeg. Jeg spillede, som mit liv afhang af det, og da den sidste vogter blev synlig på trappen, brød jeg også ud sang.
Musikken havde en forunderlig effekt på vogterne. De bevægede sig i langsomme hop hen mod mig, indtil de omringede mig fuldstændigt, men stoppede så op. Jeg tvivler på, de forstod ordene, jeg sang, og alligevel tryllebandt den dem. Deres falmede ansigter fik en smule farve. Det så endda ud som om, en af dem forsøgte et gyseligt smil gennem sine manglende læber uden særligt meget held. Der var alligevel noget levende tilbage i disse ellers døde kroppe.
Jeg begyndte at fryge, hvad der ville ske, da jeg nåede sangens afslutning, men det kom aldrig så langt.
Jeg manglede kun det sidste vers, da en hanes galen lød. Med ét blev vogterne igen kolde og døde. Jeg frygtede, de ville angribe, men i hastige spring skyndte de sig op ad trapperne, og jeg stod alene tilbage i kælderen.
I sidste øjeblik nåede en enkelt af dem, den der havde smilet, at skæve i min retning, før den også var borte.
Det tog nogle minutter, før jeg vovede bevæge mig ovenpå.
Dørene til vogternes kahytter var alle blevet smækket i, og et lys kom fra trappen opad.
Jeg fulgte det og fandt døren til kaptajnskahytten åben. Lige på den anden side fandt jeg kilden i form af Brian med en lampe. Han forsøgte at hjælpe Gamle Ida op og stå, men hendes ben virkede ikke.
Ovre i hjørnet stod to kvindeskikkelser over et eller andet, der vred sig på gulvet. Endnu havde jeg ikke hørt noget om mumien, men det var lykkedes Mary at binde den fast med dens egne bandager og adskillige knive. Den dystre skikkelse ved siden af hende måtte være den mystiske fange, som Brian havde befriet. Hendes navn var Filda le Fey, og hun er en heks.
Hun har sejlet med os lige siden, og jeg har aldrig set hende smile.
Brian og jeg lod de to være alene i rummet med mumien, imens vi hjalp Ida op på dækket. Jeg så det aldrig selv, men de ville udføre et ritual for at rense skibet og sende mumiens sjæl til dødsriget. Personligt trængte jeg til frisk luft og Ida endnu mere så. ”Hvad sker der, når man er undsluppet dragens gab?” mumlede hun.
Det var stadig mørkt, da vi nåede op, og tog plads ved roret, men i skæret fra Brians lampe havde vi nu bedre mulighed for at se skibet an. Vi brugte nattetimerne på at udforske, uden noget behov for søvn.
Først da solen stod op, sluttede Mary og heksen sig til os. Deres arbejde var overstået, og vi lagde os alle sammen til at sove på dækket. Første hen ad eftermiddagen satte vi kursen mod en sikker havn, hvor vi kunne fylde lageret med frisk proviant og adskillige nye besætningsmedlemmer. Her skildte vi os ligeledes af med den tidligere besætning.
Barbaros året 699AA
Men hvorfor fortæller jeg om dette? Det er nu flere år siden, Mary kom i besiddelse af Gedden, og hendes bedrifter er vokset tifoldigt siden. I dette øjeblik, imens jeg sidder og skriver, har vi lige lagt til i Barbaros sent på efteråret, hvorfra hun agter at planlægge vores næste store kup. Under alle omstændigheder kommer det nok til at blive vores sidste store kup. Enten lykkedes det, og så vil vi have rigdom nok til at kunne leve lykkeligt til vores dages ende, eller også går det galt, og så vil der ikke være flere kup fremover.
Selvom jeg stoler på min kaptajn og hendes mangeårige erfaring, er jeg nervøs. Planen afhænger ikke blot af vores egen besætning, men kræver også, at hun kan overtale flere andre kaptajner til at slutte sig til os.
Hendes indflydelse er måske stor i Latynia, og vi har medbragt fem allierede derfra, men vi har aldrig prøvet os med så stort et bytte som det, der nu ligger foran os. Jeg er i tvivl om nogen forbryder, nogensinde har forsøgt at slippe væk med så meget guld. Så for at komme tilbage til spørgsmålet; jeg skriver disse historier, imens jeg endnu ved, der er tid. Marys historie er blevet fortalt før, men aldrig disse detaljer, jeg nu giver jer. Det ville være en skam ikke at få dem med, hvis historien skulle nå sin afslutning – enten på den ene eller den anden måde.
Kommentarer
Send en kommentar