#1 Cinators skæbne
Fortæller: Dogro
Mortus den anden
Periode: 968AA, 1060AA
og 1070AA
Placering: Cinator i
Crymron i det sydøstlige Mortlan.
Så hvor skal jeg begynde? Måske ville en introduktion være
på plads? Mit navn er Dogro Mortus den anden af den sydlige gren af
Mortus-slægten. Jeg er dosne af hjerte, blod og udsende. Født og opvokset i
Ørkenia, så jeg har en fantastisk flot sandgul hud, som selv gobling kvinder
ikke kan stå for. Men nu skal det ikke handle om mig, eller hvor fantastisk
flot jeg er. Jeg er en selvudlært barde, og jeg har rejst hele Mortlan rundt i
mange år i søgen efter kilder, historier og fortællinger. Og det er netop sådan
en fortælling, jeg skal til at… tja fortælle. Så spænd bæltet, sæt dig til
rette og læn dig tilbage, for nu skal du endelig høre sandheden. Sandheden om
Cinators skæbne.
For at forstå dagens historie er vi nødt til at gå lidt over
et århundrede tilbage. Tilbage til dette lille riges begyndelse. Omkring det
Monicas år 968AA blev shrakiren Atrandar udstødt af sit eget folk fra Ashas.
Ingen ved rigtigt, hvad der skete, og det er sikkert en helt anden historie,
men pointen er, at Atrandar Udstødt nu stod uden noget hjem. Heldigvis havde
den tidligere shrakir en plan og de rette venner til at udføre den. Atrandar
havde i sin ungdom rejst rundt i hele Mortlan, og han havde især bidt sig mærke
ved Crymron. For de der ikke ved det, så var Crymron dengang et paradis for
fortabte sjæle, politiske flygtninge og folk uden et hjem. Enhver med nok penge
eller folk kunne indtage en del af området og kræve det som sit eget. Men på
dette tidspunkt i vores historie var det meste af Crymron allerede beboet. Der
var kun et lille område tilbage, og det var et ekstra besværligt et. Der boede
mange dæmoner og uhyrer i landet, og langt inde i det boede der også en mystisk
kult. Men Atrandar tog alligevel chancen i 968AA og sammen med elwareren
Arthur, elveren Trinaril og nogle stenulve, bosatte han sig i landet. Uhyrerne
og dæmonerne faldt hurtigt til deres sværd, og den mystiske kult, der kalder
sig Søens Udvalgte, bød Atrandar hjerteligt velkommen. Således indtog Atrandar
landet, og Cinator blev til. Mennesker bosatte sig i de vestlige sletter og
kaldte sig Det Arthuriske Folk. Stenulve slog sig ned i den nordøstlige del, hvor
de opførte sig, som stenulve nu engang gør. Trinarils elvere bosatte sig i
Smaragd Bjergene, hvor de blev umådeligt rige og gik under navnet Grønne
Elverene. Atrandar tog selv midten af landet og grundlagde hovedstaden,
Ignitar, hvorfra han kunne holde øje med sine landsfolk og den mystiske kult,
hvis leder, Evienne, ofte besøgte Atrandar og ønskede at rådgive ham. Atrandar
fungerede som landets midtepunkt og sande leder, men de fire folk og kulten
styrede ellers bare dem selv.
Sådan blev Cinator grundlagt, og et stykke tid efter
sluttede et sjette folk sig til Cinator. En masse hekse fra Itrildar ledt af
dværgen Morge le Fay blev skænket en masse lande, da Morge reddede Ashkargar af
Atrandars slægts datters liv. Heksene deltog knap så meget i den politiske del
af landet, og de fleste holdt sig blot langt væk fra dem. De var mystiske,
mærkelige og skræmmende, og heksene foretrak at blive ladt i fred. Men selv om
at Ashkargar, der nu regerede Cinator, reddede sin datter Sjalkras liv ved at
skænke land til Morge, skabte det også problemer. Mange brød sig ikke om
heksene og deres veje. Samtidigt foregik der en krig i nabolandet Kodin, som
var gode venner med Det Arthuriske Folk. Det Arthuriske Folk ønskede at
assistere Kodin, men Ashkargar ville ikke tillade det. Dette førte til Cinators
første borgerkrig i 1060AA. Robert af Arthurs slægt ledte et oprør mod landets
grå leder, og både grønne elvernes Trinaril, der stadig ledte sit folk, og
Søens Udvalgte var på hans side. Stenulvene forblev loyale over for Ashkargar frem
til enden, men heksene forblev neutrale. Borgerkrigen endte i Ashkargars
nederlag og død, hvorefter Robert af Arthus linje blev kronet konge af Cinator.
Han blev gift med Trinarils datter Guinetil, og de to fik en lille søn ved navn
Arthur (af Arthurs slægt). Lederen af Søens Udvalgte, Evienne, spåede en
storslået fremtid for den lille prins, og hun mente, at han en dag ville redde
landet fra en stor trussel.
Efter borgerkrigen var der fred i Cinator, og landet
trivedes. De skabte en alliance med Kodin, og stenulvene svor Kong Robert deres
loyalitet, selvom forholdet var anspændt. Ashkargars gamle land blev skænket
til Roberts generals søn, Albert søn af Sigfred, selvom det var tydeligt for
alle, at Albert ikke ønskede landet. Han var en ung eventyrlysten sjæl, som
havde tilbragt mange år i Frangica, og der gik rygter om et venskab mellem ham
og Rotternes Konge. Men på trods af disse små anspændtheder klarede landet sig
i flere år, indtil en mystisk sygdom pludseligt udbrudte. Hævnpest blev den
kaldt, og med den forsvandt folkets glæde og blev erstattet af rastløshed. Kong
Roberts nære ven og livvagt Sir Uther S. Anthony mistede sin kone til uhyrer,
og hans datter sluttede sig til heksene. Morge le Fay begyndte at omgås en
mystisk ridder, der gik under navnet Mordred, og Stenulvene blev fjernere og
fjernere. Nyheder nåede Cinator om krigen i resten af Mortlan, og alle blev
rastløse. Stilhed før stormen.
Det var svært at finde ud, hvad der præcist startede landets
anden borgerkrig, men jeg har søgt grundigt. Jeg har opsøgt selveste Morge le
Fays spåmand, Baltzer, og jeg har talt med Katia Anthony, Evienne og lejesoldaterne
Asvin, Gilbert, Leoveticus og Sak fra De Frie Lejesvende. Det har et været et
puslespil, men jeg vil mene, det har lykkedes mig at få brikkerne på plads. Jeg
ved, hvad der skete.
Det hele startede, da stenulvene sendte en meddelelse til
Kong Robert. Kongens råd, der inkluderede general Sigfred, Morge le Fay,
Albert, Evienne og Trinaril, der endnu levede og ledte grønne elverene, blev
samlet. Stenulvenes meddelelse viste sig at være en pose med knuste klipper, og
Robert forstod straks beskeden. Det var en krigserklæring, og han fik Uther til
at dræbe budbringeren af vrede. Hans vrede skyldtes dog ikke blot beskeden. Han
havde nemlig en hemmelighed. Kongen var blevet ramt af hævnpesten, og hans sind
var begyndt at drive gæk med ham. Kongen hørte stemmer hele tiden, og han var
svagere end nogensinde før. Han var døende. Så efter at have udsendt rådet med
den ordre, at de skulle forberede dem på krig, kontaktede han Morge le Fay og
udspurgte hende om en kur mod hævnpesten. Heksen svarede straks, at hun skulle
bruge et par ingredienser, men den vigtigste af disse var hjertet på den
person, Roberts bedste ven holdt mest af. Roberts tanker vendte mod hans general
Sigfred og sønnen Albert, og han begyndte at ligge en plan. I mellemtiden
besøgte en mystisk skikkelse grønne elverenes land, og Trinaril opsøgte denne.
Det var en tjener af De Tre, og han tilbød Trinaril en bedre fremtid, hvis han
ville støtte dæmonerne i fremtiden. Trinaril sagde, at han ville overveje
muligheden, da han ønskede at vide mere om denne dæmonpræsts planer. Men
dæmonpræsten forsvandt få dage efter uden nogen forklaring. Samtidigt følte
Albert søn af Sigfred sig truet. Det var ikke, fordi han kendte til kongens
planer, men fordi han var blevet afpresset. Nogen kendte til hans hemmelighed
og truede med at afsløre den. Derfor gjorde Albert brug af sine mange spioner
for at prøve at skaffe dokumenterne tilbage, der forbandt ham til dronning Guinetil.
Ingen måtte kende til deres hemmelighed.
Stenulvene var altså på krigsstien, Albert var i problemer,
kongen var døende, og en dæmonpræst ønskede støtte til sine planer. Men det var
ikke alt, der skete. En ensom ung kvinde blev set rejse rundt i landet, og hvor
end hun kom frem, søgte hun efter Morge le Fay, som dog havde travlt med sine
egne affærer. Dværg heksen var blandt andet væk i godt to måneder, da en flamme
drage blev set i den nordlige del af landet. Men netop som landets hære var
klar til at rykke ud mod stenulvene, udviklede situationen sig yderligere. En
nat i den nye hovedstad, Williamsborg, hørtes der et skrig gennem slottet, og
den næste morgen var både dronningen og prinsen forsvundet. Kong Robert påstod,
at de blot var taget til hans ferieresidens i Richards Ende, men folk vidste
bedre. Trinaril var ude af sig af vrede over sin forsvundne datter, men han
opperede i det skjulte og udsendte spioner for at lokalisere hende. Samtidigt
var kongens tid ved at udløbe, og han blev tvunget til at igangsætte sin plan
tidligere, da han mistede en hel hær til mystiske ånder nær Morgain Skoven.
Kongen inviterede hele sit råd til en fest i Williamsborg, men alle vidste
godt, at noget var galt. Albert havde hørt fra sine spioner, at kongen
planlagde at myrde ham. Med noget besvær fik han overbevidst sin fader, om at
der var noget galt, men general Sigfred drog alligevel af sted til festen.
Morge le Fay valgte at blive hjemme på sit slot, hvor hun hørte om den ensomme
unge kvinde, der havde ledt efter hende. Samtidigt forstod hun, hvilket
nederlag det ville bringe, hvis general Sigfred skulle dø til kongens fest.
Derfor udsendte hun sin trofaste ridder, Mordred.
Kong Robert, der nu var døden nær, blev fyldt med vrede, da
han så, at hverken Albert eller Morge le Fay var mødt op til festen. Han
forstod nu, at heksen havde forrådt ham, og at Albert ikke ville møde op. Den
eneste, der ellers kunne beskrives som hans bedste ven, var Sir Uther, men
Uthers datter var forsvundet mange år tidligere, så han kunne ikke bruge hendes
hjerte. Robert var nu desperat, og han tænkte drastisk sine muligheder igennem,
imens han kiggede ud på sine to eneste gæster, Trinaril og Evienne. General
Sigfred var forsvundet ved ankomsten til slottet, og vagterne mente at have set
en ridder i sort rustning kort forinden. Mordred havde kidnappet Sigfred for at
vogte over hans liv, men det var alligevel lykkedes nogle af vagterne at fange
Mordred, og de bragte den sorte ridder foran kongen. Kong Robert genkendte med
gru Mordred, hvis sande navn var Lot. Han var kongens forsvundne tvillingebror,
som Robert havde efterladt til at dø mange år forinden. Mordred/Lot spyttede
efter kongen og sagde, at han foragtede sin broder. Men netop som kongen skulle
til at tage Mordreds liv, kom en ung kvinde ind i salen. Hun var klædt som en
heks i sort og med mange fjer i tøjet. Hendes navn var Katia S. Anthony, og hun
var Uthers forsvundne datter. Katia gik straks i gang med at fortælle kongen,
at en hær af dæmoner skjulte sig i Morgain Skoven, og at de var klar til
marchere ud i landet. Men Robert lyttede ikke til hendes ord, for han så en
mulighed for at overleve i Katia. Han greb sit sværd og beordrede sine vagter
til at dræbe alle gæsterne til festen. Uden at vente på deres svar gik han til
angreb på Katia, som straks blev gennemboret af hans sværd. Uther blev blændet
af vrede og stormede mod kongen, men hævnpesten og den sidste anstrengelse
havde taget livet af Robert af Arthurs slægt. Kongen var død. Der var kaos ud
gennem slottet, og mange døde i kampene. Uther beskyttede sin datter og låste
hende inde i et højt tårn sammen med en masse læger for at redde hendes liv.
Evienne var for længe siden taget af sted fra festen, og det lykkedes den gamle
Trinaril og Mordred at kæmpe sig ud sammen. De nåede ud lige i tide til at høre
nyhederne. Stenulvenes hær var draget af sted, og den blev ledt af Ashkargars
forsvundne datter, Sjalkra.
Den følgende måned var rent kaos. Uther blev knap nok hørt
eller set til, da han passede sin datter, Sigfred tog kontrol over Det
Arthuriske Folk, Trinaril hyrede massevis af lejesoldater, Albert søgte endnu
efter sin elskede Guinetil og prins Arthur, og stenulvenes hær stoppede op, da
nyhederne om kongens død spredte sig. Morge le Fay fokuserede nu al sin
opmærksomhed på den dæmoniske trussel, der eftersigende skulle gemme sig i
Morgain Skoven, og hun samlede resterne af det gamle råd sammen med Evienne og
Sjalkra. Sjalkra krævede alles fulde troskab og tronen tilbage, hvis hun skulle
hjælpe dem med at besejre dæmonerne, og det hele udviklede sig hurtigt til en
politisk debat på ny, men Morge var kun fokuseret på at stoppe dæmonernes
angreb. Til sidst fik Sjalkra alle til at sværge hende troskab bortset fra
Morge le Fay, der fortsat ville være neutral, og Albert, der endelig havde fundet
sandheden om Guinetil. Robert havde myrdet hende, men hans bastard søn Arthur
levede stadig, og han var i sikkerhed hos Søens Udvalgte, der endnu mente, at
en stor fremtid ville komme for drengen. Albert forlod sit land og drog hen for
at være sammen med sin søn, imens resten af Cinator gjorde sig klar til angribe
dæmonerne, men det var allerede for sent. En horde af udøde, vampyrer,
gravrøvere og andre uhyrer havde forladt Morgain Skoven, og de styrede nu mod
Williamsborg. I spidsen for dem var selveste Kong Robert, hvis legeme nu var
besat af dæmonen, Forrådnelse. Det Arthuriske Folk forsøgte at samle alle deres
tropper, men de var ukoordinerede og uforberedte efter kongens død. Kun
Trinarils hær stod klar til at møde dæmonerne, og den var vokset drastisk, da
han havde hyret De Frie Lejesvende. Mange elvere og lejesvende faldt for at
sænke dæmonernes fremskridt, men det var ikke nok til at stoppe dem. Før
forstærkningen kunne frem til grønne elverene, nåede dæmonerne frem til
Williamsborg. Det var en massakre. Tusindvis af mennesker faldt, og mange
mener, at en tredjedel af Det Arthuriske Folk døde den dag. Sir Uther kæmpede
bravt til sidst for at give general Sigfred og hans datter en mulighed for at
undslippe, og ifølge nogle rygter kæmpede han med selveste Lysets Hammer, som
Albert havde sendt ham for at hjælpe sin far. Men det var ikke nok, og selvom
han reddede mange liv den dag, faldt både og byen til sidst under dæmonernes
kontrol…
Således endte Cinators anden borgerkrig. Ashkargars slægt
sad endnu en gang på tronen, og landet var forenet igen, men Williamsborg var
faldet til dæmonerne, og den kaldtes nu for ”Den Døde Konges By”. Krigere fra
alle folkene holdt konstant øje med byen og dæmonerne inde i den, og det område
blev aldrig fredeligt igen. Flere paladiner kom også til for at bese byen, men
der var for mange dæmoner i den til at et angreb ville virke. Dæmonerne var
blevet Cinators nye naboer, og det så ud til at være permanent. Sjalkra blev
landets nye dronning, og alle svor hende deres troskab. Sigfred ledte fortsat
Det Arthuriske Folk, men mindet om deres gale konge plagede dem dag og nat.
Trinaril og grønne elverene fortsatte med at være rige, men også de blev
plaget. Trinaril begræd tabet af sin datter, og han beholdt De Frie Lejesvende
i sin tjeneste. Albert bosatte sig hos Søens Udvalgte som en gæst, hvor han
kunne være nær sin søn, og han havde igen frihed over sit liv. Stenulvene
forblev loyale over for Sjalkra, og landet oplevede en nogenlunde fredelig tid,
hvis man ser bort fra det nu dæmonbesatte område. Og Morge le Fay… tja hun
fortsatte med at manipulere landets skæbne og bekæmpe dæmonerne. Hun tog Katia ind igen for en tid, men den unge heks blev ikke evigt, og da hun var helbredt,
rejste hun videre. Mordred blev dog hos sin herskerinde, og han gjorde aldrig
noget krav på tronen eller Roberts land. Og således ender vores historie for
nu… men Evienne påstår endnu, at det værste ikke er overstået, og at Arthur vil
komme til at spille en stor rolle.
Krysters Historie
Afsnit 1 - Cinators Skæbne Afsnit 2 - Karavane i Crymron Afsnit 3 - Kryster og Kobbel Afsnit 4 - "Mindre" besværligheder i ødemarken Afsnit 5 - Gråtårn Afsnit 6 - De røde og de hvide ulve Afsnit 7 - Kroki
Kommentarer
Send en kommentar