mandag den 2. november 2015

Fortællinger fra Mortlan #1 Cinators Skæbne

#1 Cinators skæbne

Fortæller: Dogro Mortus den anden           
Periode: 968AA, 1060AA og 1070AA   
Placering: Cinator i Crymron i det sydøstlige Mortlan.

Så hvor skal jeg begynde? Måske ville en introduktion være på plads? Mit navn er Dogro Mortus den anden af den sydlige gren af Mortus-slægten. Jeg er dosne af hjerte, blod og udsende. Født og opvokset i Ørkenia, så jeg har en fantastisk flot sandgul hud, som selv gobling kvinder ikke kan stå for. Men nu skal det ikke handle om mig, eller hvor fantastisk flot jeg er. Jeg er en selvudlært barde, og jeg har rejst hele Mortlan rundt i mange år i søgen efter kilder, historier og fortællinger. Og det er netop sådan en fortælling, jeg skal til at… tja fortælle. Så spænd bæltet, sæt dig til rette og læn dig tilbage, for nu skal du endelig høre sandheden. Sandheden om Cinators skæbne.

For at forstå dagens historie er vi nødt til at gå lidt over et århundrede tilbage. Tilbage til dette lille riges begyndelse. Omkring det Monicas år 968AA blev shrakiren Atrandar udstødt af sit eget folk fra Ashas. Ingen ved rigtigt, hvad der skete, og det er sikkert en helt anden historie, men pointen er, at Atrandar Udstødt nu stod uden noget hjem. Heldigvis havde den tidligere shrakir en plan og de rette venner til at udføre den. Atrandar havde i sin ungdom rejst rundt i hele Mortlan, og han havde især bidt sig mærke ved Crymron. For de der ikke ved det, så var Crymron dengang et paradis for fortabte sjæle, politiske flygtninge og folk uden et hjem. Enhver med nok penge eller folk kunne indtage en del af området og kræve det som sit eget. Men på dette tidspunkt i vores historie var det meste af Crymron allerede beboet. Der var kun et lille område tilbage, og det var et ekstra besværligt et. Der boede mange dæmoner og uhyrer i landet, og langt inde i det boede der også en mystisk kult. Men Atrandar tog alligevel chancen i 968AA og sammen med elwareren Arthur, elveren Trinaril og nogle stenulve, bosatte han sig i landet. Uhyrerne og dæmonerne faldt hurtigt til deres sværd, og den mystiske kult, der kalder sig Søens Udvalgte, bød Atrandar hjerteligt velkommen. Således indtog Atrandar landet, og Cinator blev til. Mennesker bosatte sig i de vestlige sletter og kaldte sig Det Arthuriske Folk. Stenulve slog sig ned i den nordøstlige del, hvor de opførte sig, som stenulve nu engang gør. Trinarils elvere bosatte sig i Smaragd Bjergene, hvor de blev umådeligt rige og gik under navnet Grønne Elverene. Atrandar tog selv midten af landet og grundlagde hovedstaden, Ignitar, hvorfra han kunne holde øje med sine landsfolk og den mystiske kult, hvis leder, Evienne, ofte besøgte Atrandar og ønskede at rådgive ham. Atrandar fungerede som landets midtepunkt og sande leder, men de fire folk og kulten styrede ellers bare dem selv.

Sådan blev Cinator grundlagt, og et stykke tid efter sluttede et sjette folk sig til Cinator. En masse hekse fra Itrildar ledt af dværgen Morge le Fay blev skænket en masse lande, da Morge reddede Ashkargar af Atrandars slægts datters liv. Heksene deltog knap så meget i den politiske del af landet, og de fleste holdt sig blot langt væk fra dem. De var mystiske, mærkelige og skræmmende, og heksene foretrak at blive ladt i fred. Men selv om at Ashkargar, der nu regerede Cinator, reddede sin datter Sjalkras liv ved at skænke land til Morge, skabte det også problemer. Mange brød sig ikke om heksene og deres veje. Samtidigt foregik der en krig i nabolandet Kodin, som var gode venner med Det Arthuriske Folk. Det Arthuriske Folk ønskede at assistere Kodin, men Ashkargar ville ikke tillade det. Dette førte til Cinators første borgerkrig i 1060AA. Robert af Arthurs slægt ledte et oprør mod landets grå leder, og både grønne elvernes Trinaril, der stadig ledte sit folk, og Søens Udvalgte var på hans side. Stenulvene forblev loyale over for Ashkargar frem til enden, men heksene forblev neutrale. Borgerkrigen endte i Ashkargars nederlag og død, hvorefter Robert af Arthus linje blev kronet konge af Cinator. Han blev gift med Trinarils datter Guinetil, og de to fik en lille søn ved navn Arthur (af Arthurs slægt). Lederen af Søens Udvalgte, Evienne, spåede en storslået fremtid for den lille prins, og hun mente, at han en dag ville redde landet fra en stor trussel.

Efter borgerkrigen var der fred i Cinator, og landet trivedes. De skabte en alliance med Kodin, og stenulvene svor Kong Robert deres loyalitet, selvom forholdet var anspændt. Ashkargars gamle land blev skænket til Roberts generals søn, Albert søn af Sigfred, selvom det var tydeligt for alle, at Albert ikke ønskede landet. Han var en ung eventyrlysten sjæl, som havde tilbragt mange år i Frangica, og der gik rygter om et venskab mellem ham og Rotternes Konge. Men på trods af disse små anspændtheder klarede landet sig i flere år, indtil en mystisk sygdom pludseligt udbrudte. Hævnpest blev den kaldt, og med den forsvandt folkets glæde og blev erstattet af rastløshed. Kong Roberts nære ven og livvagt Sir Uther S. Anthony mistede sin kone til uhyrer, og hans datter sluttede sig til heksene. Morge le Fay begyndte at omgås en mystisk ridder, der gik under navnet Mordred, og Stenulvene blev fjernere og fjernere. Nyheder nåede Cinator om krigen i resten af Mortlan, og alle blev rastløse. Stilhed før stormen.

Det var svært at finde ud, hvad der præcist startede landets anden borgerkrig, men jeg har søgt grundigt. Jeg har opsøgt selveste Morge le Fays spåmand, Baltzer, og jeg har talt med Katia Anthony, Evienne og lejesoldaterne Asvin, Gilbert, Leoveticus og Sak fra De Frie Lejesvende. Det har et været et puslespil, men jeg vil mene, det har lykkedes mig at få brikkerne på plads. Jeg ved, hvad der skete.
Det hele startede, da stenulvene sendte en meddelelse til Kong Robert. Kongens råd, der inkluderede general Sigfred, Morge le Fay, Albert, Evienne og Trinaril, der endnu levede og ledte grønne elverene, blev samlet. Stenulvenes meddelelse viste sig at være en pose med knuste klipper, og Robert forstod straks beskeden. Det var en krigserklæring, og han fik Uther til at dræbe budbringeren af vrede. Hans vrede skyldtes dog ikke blot beskeden. Han havde nemlig en hemmelighed. Kongen var blevet ramt af hævnpesten, og hans sind var begyndt at drive gæk med ham. Kongen hørte stemmer hele tiden, og han var svagere end nogensinde før. Han var døende. Så efter at have udsendt rådet med den ordre, at de skulle forberede dem på krig, kontaktede han Morge le Fay og udspurgte hende om en kur mod hævnpesten. Heksen svarede straks, at hun skulle bruge et par ingredienser, men den vigtigste af disse var hjertet på den person, Roberts bedste ven holdt mest af. Roberts tanker vendte mod hans general Sigfred og sønnen Albert, og han begyndte at ligge en plan. I mellemtiden besøgte en mystisk skikkelse grønne elverenes land, og Trinaril opsøgte denne. Det var en tjener af De Tre, og han tilbød Trinaril en bedre fremtid, hvis han ville støtte dæmonerne i fremtiden. Trinaril sagde, at han ville overveje muligheden, da han ønskede at vide mere om denne dæmonpræsts planer. Men dæmonpræsten forsvandt få dage efter uden nogen forklaring. Samtidigt følte Albert søn af Sigfred sig truet. Det var ikke, fordi han kendte til kongens planer, men fordi han var blevet afpresset. Nogen kendte til hans hemmelighed og truede med at afsløre den. Derfor gjorde Albert brug af sine mange spioner for at prøve at skaffe dokumenterne tilbage, der forbandt ham til dronning Guinetil. Ingen måtte kende til deres hemmelighed.

Stenulvene var altså på krigsstien, Albert var i problemer, kongen var døende, og en dæmonpræst ønskede støtte til sine planer. Men det var ikke alt, der skete. En ensom ung kvinde blev set rejse rundt i landet, og hvor end hun kom frem, søgte hun efter Morge le Fay, som dog havde travlt med sine egne affærer. Dværg heksen var blandt andet væk i godt to måneder, da en flamme drage blev set i den nordlige del af landet. Men netop som landets hære var klar til at rykke ud mod stenulvene, udviklede situationen sig yderligere. En nat i den nye hovedstad, Williamsborg, hørtes der et skrig gennem slottet, og den næste morgen var både dronningen og prinsen forsvundet. Kong Robert påstod, at de blot var taget til hans ferieresidens i Richards Ende, men folk vidste bedre. Trinaril var ude af sig af vrede over sin forsvundne datter, men han opperede i det skjulte og udsendte spioner for at lokalisere hende. Samtidigt var kongens tid ved at udløbe, og han blev tvunget til at igangsætte sin plan tidligere, da han mistede en hel hær til mystiske ånder nær Morgain Skoven. Kongen inviterede hele sit råd til en fest i Williamsborg, men alle vidste godt, at noget var galt. Albert havde hørt fra sine spioner, at kongen planlagde at myrde ham. Med noget besvær fik han overbevidst sin fader, om at der var noget galt, men general Sigfred drog alligevel af sted til festen. Morge le Fay valgte at blive hjemme på sit slot, hvor hun hørte om den ensomme unge kvinde, der havde ledt efter hende. Samtidigt forstod hun, hvilket nederlag det ville bringe, hvis general Sigfred skulle dø til kongens fest. Derfor udsendte hun sin trofaste ridder, Mordred.

Kong Robert, der nu var døden nær, blev fyldt med vrede, da han så, at hverken Albert eller Morge le Fay var mødt op til festen. Han forstod nu, at heksen havde forrådt ham, og at Albert ikke ville møde op. Den eneste, der ellers kunne beskrives som hans bedste ven, var Sir Uther, men Uthers datter var forsvundet mange år tidligere, så han kunne ikke bruge hendes hjerte. Robert var nu desperat, og han tænkte drastisk sine muligheder igennem, imens han kiggede ud på sine to eneste gæster, Trinaril og Evienne. General Sigfred var forsvundet ved ankomsten til slottet, og vagterne mente at have set en ridder i sort rustning kort forinden. Mordred havde kidnappet Sigfred for at vogte over hans liv, men det var alligevel lykkedes nogle af vagterne at fange Mordred, og de bragte den sorte ridder foran kongen. Kong Robert genkendte med gru Mordred, hvis sande navn var Lot. Han var kongens forsvundne tvillingebror, som Robert havde efterladt til at dø mange år forinden. Mordred/Lot spyttede efter kongen og sagde, at han foragtede sin broder. Men netop som kongen skulle til at tage Mordreds liv, kom en ung kvinde ind i salen. Hun var klædt som en heks i sort og med mange fjer i tøjet. Hendes navn var Katia S. Anthony, og hun var Uthers forsvundne datter. Katia gik straks i gang med at fortælle kongen, at en hær af dæmoner skjulte sig i Morgain Skoven, og at de var klar til marchere ud i landet. Men Robert lyttede ikke til hendes ord, for han så en mulighed for at overleve i Katia. Han greb sit sværd og beordrede sine vagter til at dræbe alle gæsterne til festen. Uden at vente på deres svar gik han til angreb på Katia, som straks blev gennemboret af hans sværd. Uther blev blændet af vrede og stormede mod kongen, men hævnpesten og den sidste anstrengelse havde taget livet af Robert af Arthurs slægt. Kongen var død. Der var kaos ud gennem slottet, og mange døde i kampene. Uther beskyttede sin datter og låste hende inde i et højt tårn sammen med en masse læger for at redde hendes liv. Evienne var for længe siden taget af sted fra festen, og det lykkedes den gamle Trinaril og Mordred at kæmpe sig ud sammen. De nåede ud lige i tide til at høre nyhederne. Stenulvenes hær var draget af sted, og den blev ledt af Ashkargars forsvundne datter, Sjalkra.
Den følgende måned var rent kaos. Uther blev knap nok hørt eller set til, da han passede sin datter, Sigfred tog kontrol over Det Arthuriske Folk, Trinaril hyrede massevis af lejesoldater, Albert søgte endnu efter sin elskede Guinetil og prins Arthur, og stenulvenes hær stoppede op, da nyhederne om kongens død spredte sig. Morge le Fay fokuserede nu al sin opmærksomhed på den dæmoniske trussel, der eftersigende skulle gemme sig i Morgain Skoven, og hun samlede resterne af det gamle råd sammen med Evienne og Sjalkra. Sjalkra krævede alles fulde troskab og tronen tilbage, hvis hun skulle hjælpe dem med at besejre dæmonerne, og det hele udviklede sig hurtigt til en politisk debat på ny, men Morge var kun fokuseret på at stoppe dæmonernes angreb. Til sidst fik Sjalkra alle til at sværge hende troskab bortset fra Morge le Fay, der fortsat ville være neutral, og Albert, der endelig havde fundet sandheden om Guinetil. Robert havde myrdet hende, men hans bastard søn Arthur levede stadig, og han var i sikkerhed hos Søens Udvalgte, der endnu mente, at en stor fremtid ville komme for drengen. Albert forlod sit land og drog hen for at være sammen med sin søn, imens resten af Cinator gjorde sig klar til angribe dæmonerne, men det var allerede for sent. En horde af udøde, vampyrer, gravrøvere og andre uhyrer havde forladt Morgain Skoven, og de styrede nu mod Williamsborg. I spidsen for dem var selveste Kong Robert, hvis legeme nu var besat af dæmonen, Forrådnelse. Det Arthuriske Folk forsøgte at samle alle deres tropper, men de var ukoordinerede og uforberedte efter kongens død. Kun Trinarils hær stod klar til at møde dæmonerne, og den var vokset drastisk, da han havde hyret De Frie Lejesvende. Mange elvere og lejesvende faldt for at sænke dæmonernes fremskridt, men det var ikke nok til at stoppe dem. Før forstærkningen kunne frem til grønne elverene, nåede dæmonerne frem til Williamsborg. Det var en massakre. Tusindvis af mennesker faldt, og mange mener, at en tredjedel af Det Arthuriske Folk døde den dag. Sir Uther kæmpede bravt til sidst for at give general Sigfred og hans datter en mulighed for at undslippe, og ifølge nogle rygter kæmpede han med selveste Lysets Hammer, som Albert havde sendt ham for at hjælpe sin far. Men det var ikke nok, og selvom han reddede mange liv den dag, faldt både og byen til sidst under dæmonernes kontrol…


Således endte Cinators anden borgerkrig. Ashkargars slægt sad endnu en gang på tronen, og landet var forenet igen, men Williamsborg var faldet til dæmonerne, og den kaldtes nu for ”Den Døde Konges By”. Krigere fra alle folkene holdt konstant øje med byen og dæmonerne inde i den, og det område blev aldrig fredeligt igen. Flere paladiner kom også til for at bese byen, men der var for mange dæmoner i den til at et angreb ville virke. Dæmonerne var blevet Cinators nye naboer, og det så ud til at være permanent. Sjalkra blev landets nye dronning, og alle svor hende deres troskab. Sigfred ledte fortsat Det Arthuriske Folk, men mindet om deres gale konge plagede dem dag og nat. Trinaril og grønne elverene fortsatte med at være rige, men også de blev plaget. Trinaril begræd tabet af sin datter, og han beholdt De Frie Lejesvende i sin tjeneste. Albert bosatte sig hos Søens Udvalgte som en gæst, hvor han kunne være nær sin søn, og han havde igen frihed over sit liv. Stenulvene forblev loyale over for Sjalkra, og landet oplevede en nogenlunde fredelig tid, hvis man ser bort fra det nu dæmonbesatte område. Og Morge le Fay… tja hun fortsatte med at manipulere landets skæbne og bekæmpe dæmonerne. Hun tog Katia ind igen for en tid, men den unge heks blev ikke evigt, og da hun var helbredt, rejste hun videre. Mordred blev dog hos sin herskerinde, og han gjorde aldrig noget krav på tronen eller Roberts land. Og således ender vores historie for nu… men Evienne påstår endnu, at det værste ikke er overstået, og at Arthur vil komme til at spille en stor rolle.

Krysters Historie