tirsdag den 24. november 2015

Fortællinger fra Mortlan #2 Dæmonernes Pil

#2 Dæmonernes Pil

Fortæller: Dogro Mortus den anden           
Periode: Bral 1076AA   
Placering: De Enøjede Øer i det sydvestlige Mortlan.

Dogro her igen. Den næste historie er en, jeg oplevede selv, i kyklopernes hjem for ikke længe siden. Jeg var taget til Enøjede Øer for at få undersøgt historien om den mystiske Nattelæge, der var dukket op i havnebyen Agora. Jeg havde hørt, at en mystisk sygdom skulle ragere byen og have taget livet af mange flygtninge, der var kommet dertil efter Kolonikrigens ende. Så helt uselvisk drog jeg af sted for at kunne berette om disse flygtninges problemer. Jeg havde ingen anelse om, hvor meget jeg ville finde ud af.

Nattelægen i Agora

Agora er en enorm havneby, som alle rejsende i den del af Mortlan passerer. Det er det eneste sikre at gøre, hvis man ønsker at sejle til andre af De Enøjede Øer. Kykloperne er nemlig, som mange af jer sikkert har hørt, meget strikse med hvem, de tillader i deres land. De vil gerne sikre sig, at alle betaler den rette sum i told, og derfor sænker de alle skibe, der ikke kan fremvise et pas. Og Agora er det eneste sted, man kan få sådan et pas.
Dette er grunden til Agoras velstand og størrelse, men det er samtidigt også skyld i byens stærke hierarki og tilstand. Kykloperne og deres rige handelspartnere udgør byens overklasse, og de fleste af dem skjuler sig inde bag byens indre mure. Kun få får lov til at komme derop, hvor alting er skønt, og sygdom og sult er et fjernt koncept. På havnen forholder det sig helt anderledes. Her kæmper de fattige, de syge og flygtningene hver eneste dag for at overleve sulten og den mystiske sygdom, der længe har plaget dem. Et enkelt lille hospital og dets alkoholiske læge Andros er det eneste, der har holdt folk i live. Jeg forstod også godt Andros behov for at drikke sig døden nær, da jeg opdagede, hvilken sygdom plagede Agoras underklasse. Det var hævnpest. Jeg genkendte straks den på symptomerne. De smittede hostede konstant, og der kom ofte blod op. Sygdommens ofre bliver blege, svedige og urolige. Mange kan ikke sove på grund af mareridtene. Hævnpesten var kommet til De Enøjede Øer, men det var umuligt. Indtil nu har sygdommen nemlig kun ramt Cinator, og enhver der forlod landet blev straks rask. Det er en forbandelse, som ikke burde kunne eksistere i andre lande, men alligevel er den nu kommet til De Enøjede Øer, hvordan det så end kan lade sig gøre. Lægen, Andros, har længe været den eneste, der har forhindret byens lavere stående borgere i alle sammen at dø. Ham og så Nattelægen.

Ingen ved rigtigt, hvem Nattelægen er, men uden ham ville det lille hospital være gået ned for mange måneder siden. Denne mystiske skikkelse dukker ofte op om natten og leverer medicin og mad til byens trængende. Forsyninger han uden tvivl har stjålet fra de to bander, Krakkensønnerne og Lyssablerne. Nattelægen må virkelig være modig, for ingen andre tør blande sig i de to banders affærer. Krakkensønnerne og Lyssablerne er over hele Mortlan, og ingen blander sig i deres sager. Ingen. Begge grupper var derfor meget opsatte på at fange Nattelægen, men så vidt jeg ved, leder de stadigvæk. Jeg forlod netop selv Agora, da situationen udviklede sig yderligere. Jeg havde dog andre årsager til at tage af sted, da en eller anden tosset kvinde var blevet forelsket i mig (sådan noget sker jo). Det var derfor heldigt, at jeg mødte min fætter, Monolo, og resten af Stenhals folk, da jeg gjorde.

En besynderlig gruppe med et besynderligt mål

”Navnet er Dogro Mortus, og jeg tror virkelig, at I kan hjælpe mig ud af nogle problemer. Jeg har brug for at komme af øen, så hurtigt som muligt, og jeg har på fornemmelsen, at I er de rette at spørge” introducerede jeg mig hastigt til den skønne dværgkvinde, Camilla, og hendes to smukke veninder (den ene var en ung ashas-pige og den anden endnu en dværg i ringbrynje og med et sværd på ryggen). ”Kan du betale?” spurgte Camilla skeptisk, og jeg bukkede dybt for hende. ”Jeg kan undvære ti guldmønter, min fulde opmærksomhed og et kys til gengæld for hjælp væk fra disse øer” tilbød jeg hende, men hun var stadig ikke helt overbevidst. ”Du er en Mortus” sagde hun langsomt og overvejende ”og jeg må sige, at jeg respekterer din slægt eller nogle af dine forfædre i hvert fald. Betyder det, at du kan historien om din forfader Satomir Mortus?”. ”Jeg kan minsandten alle fem og halvfjers vers i digtet” svarede jeg ”og jeg skal med glæde fremføre det hele for dem, når vi er på jeres skib”. ”Vi tager ham med os” sagde Camilla beslutsomt ”men du kan få lov til at gøre dig nyttig. Jeg kan sagtens få brug for en barnepige til min lille søn, Alfi”. ”Det vil være mig en ære, deres overmoderlighed” svarede jeg lettet. Jeg havde ikke noget problem med at passe børn, og dette virkede alt i alt som en meget fin handel, som jeg nok skulle blive tilfreds med. Det viste sig hurtigt at blive endnu bedre, da jeg fandt ud af, at min fætter Monolo (som også er en barde af talent, men som jeg ikke havde set i mange år) var blandt besætningen på skibet. Vi snakkede længe, da jeg blev ført ned på deres skib (hvis navn, jeg må sige, var en smule mærkværdigt), og min fætter fortalte mig en helt masse. Han havde sluttet sig til en gruppe folk nær Dragefjeldene, som boede i det gamle fort, Stenhal, og hvis formål var at bekæmpe de mystiske og magtfulde Tidens Mestrer, som havde manipuleret med de sydlige lande i mange år. De var taget til De Enøjede Øer efter svar og information om deres fjenders leder: en mystisk dosne ved navn Duncan. Monolo og resten af besætningen på skibet kunne fortælle nogle helt vidunderlige fortællinger om deres bedrifter, og de var godt nok en besynderlig gruppe.

Der var selvfølgelig min fætter Monolo Mortus, som er en udmærket barde og musikant, der i mange år har studeret den mystiske Ensomme Skygge og fulgt ham gennem Mortlan, men det lader til, at han har fået andre interesser. Så var der dværgen Camilla, som viste sig at være en symbolmagiker, og hendes søn Alfi var faktisk adopteret (men det er en helt anden og meget længere historie). Der var den anden dværgkvinde, Støvbold, som var en tidligere paladin, der (uheldigvis) havde kastet sig over alkohol af ukendte årsager. De havde en smed ved navn Wahd, som ikke talte helt vildt meget, en meget aggressiv og nedbrudt gobling shaman ved navn Shakalaka-Kon-Ga, en bortløben ashas-pige kaldt Aiola, hvis far var selveste shrakiren (ikke at hun ville fortælle mig det, men alle de andre lod ikke til at bevare hemmeligheden særligt godt), en meget øh… loyal elver med svampe i håret, en meget behændig nissetyv, en meget excentrisk elverkvinde, to stædige musikanter og en præst for Amalosh, som vist kun var der, fordi han skyldte goblingen og min fætter penge. Der var selvfølgelig også den lidt offensive odder, Za-Sien, som kaldte min slægt for en flok ”avlende kaniner”, men man skal måske medregne, at denne odder lod til at have haft en hård fortid, så jeg tilgiver ham. Han fortalte mig ikke noget om sig selv, men jeg overhørte en del fra de andre, og så lagde jeg mærke til det angloriske brændemærke på hans brystkasse. Han er en undsluppen slave, og ifølge de andre er han også en søn af skytternes gud, Sagittarius, men jeg vil ikke fortælle mere om mine nye kompagnonger, for flere af dem lod ikke til at være særligt glade for spørgsmål om deres fortid. Det skal dog lige bemærkes, at den bortløbne ashas-pige bar en rødlig hammer, som for længe siden havde tilhørt Sankt Loui af Parin. Det var Elementernes Hammer.

Historien om Brennus, og hvordan han skulle dø

Men jeg fandt hurtigt sympati for deres sag. Efter at have rejst rundt med denne gruppe i De Enøjede Øer i to uger, opdagede jeg hurtigt en masse nye ting om deres fjende. Denne dosne (Duncan som han kaldte sig) viste sig at have en meget kompliceret fortid, og hans mål ville blive katastrofalt for hele det sydlige Mortlan, hvis hans planer skulle lykkedes. Duncans virkelig navn var Brennus, og han var slet ikke en dosne, det fandt vi hurtigt ud af. Han var i virkeligheden en af ”De Fremmede”, som folkehistorier kalder dem. Hyperionerne. Skabninger af rent lys, der blev skabt ved magten skjult i Tidens Skriftrulle for flere tusinde år siden, og som mange gange har plaget Mortlans folk. Jeg ønsker ikke at fortælle alt for meget om selve Brennus, da det ikke er op til mig at afsløre hans fortid, og da jeg frygter, hvilken straf Amalosh mon ville give mig for det, men jeg kan fortælle jer, hvordan han kan besejres. For jeg har set, hvad en hyperion er i stand til, og det er ikke noget, jeg nogensinde vil gennemleve igen (selvom det nok bliver uundgåeligt).

Efter at have rejst til mange af kyklopernes øer, fandt vi endelig en smed ved navn Borga, som kunne hjælpe os. Han var en gammel ven af Brennus, som nu frygtede for sit liv, og han havde derfor udregnet en metode til at dræbe disse skabninger af rent lys. Det var dog en forfærdelig metode, som helt afgjort ville kræve et stort offer.

Mortlan består af de otte elementer: Vand, jord, ild, luft, kulde, mørke, varme og lys. Syv af de samme elementer findes i alternative former i dæmonernes rige, Dae-Zelon, men lyset gør ikke. De har i stedet en form for dæmonisk energi, vi ikke rigtigt kender i Mortlan, da det ikke kan eksistere her i sin reneste form. Det er den samme energi, dæmonernes magi og magt udgår fra, men den har ikke sin sande fysiske form her. For at virkelig have en chance mod en hyperion, ville man blive nødt til at stabilisere et stykke dæmonisk materiale længe nok i Mortlan til, at man kunne forarbejde et våben ud af det. Et våben, der så ville kunne blive brugt en, hvis årer guden Halwars blod strømmer igennem, til at dræbe en hyperion. Alt dette fortalte Brennus os, og vi lærte hurtigt fra selveste Mindak, galskaben og ambitionens gud, at vi ville kunne finde en dæmon på den sydlige ø, Taviuk, som ville kunne hjælpe os. Og vi drog til øen i søgen efter denne dæmon, selv om jeg må indrømme, at selve tanken gjorde mig en del nervøs, selvom jeg også så frem til at skrive en sang om det. Men da vi ankom til øen, blev det straks tydeligt, at Agoras situation var stærkt forbundet til dæmonen. De fleste af Taviuks borgere var faldet til hævnpesten, og den lod til at være langt stærkere her, end den havde været i Agora. Og det hele blev forklaret, da vi fandt dæmonen. Midt imellem De Smås Bjerge fandt vi resterne af en gammel portal, som var ved at lukkes. Og på den anden side af portalen stod Cinators gamle hersker, Kong Robert af Arthurs linje. Han var bleg med døde øjne, og bag ham kunne man se resterne af Williamsborg, der lå i ruiner. Udøde og dæmonerne løb rundt bag ham, og jeg kom straks i tanke om alt, jeg havde fået at vide i Cinator. Det var dæmonen Forrådnelse søn af Urgundar, som havde taget over Robers krop, og det var gennem denne portal, at hævnpesten var kommet til De Enøjede Øer. Det faldt mig straks ind at lukke den, da de syge i Agora så burde blive kureret, men Forrådnelse var den eneste, der kunne hjælpe mine venner, og det var ikke min beslutning. Jeg vil hverken fordømme eller bifalde, at de slog en aftale af med Forrådnelse. Det var måske den bedste af to dårlige situationer, de endte i ved at stabilisere portalen i bytte for det dæmoniske materiale, som shamanen Shakalak og ashas-pigen Aiola med Elementernes Hammer fastholdt i Mortlan. Det var nok det nødvendige for at besejre Brennus.

Men det dæmoniske materiale ville ikke forblive i Mortlan længe, hvis det ikke blev forarbejdet, og vi lærte hurtigt, at vi blev jaget af Tidens Mestrer, som havde opdaget, hvad mine venner var ude på. Så vi løb mod den nærmeste by, der desværre viste sig at tilhøre mørkets gudinde, Hegana. Byen lod til at være helt forladt. Hegana måtte have fjernet sine tjenere for at beskytte dem mod hævnpesten, og selveste nattens fyrstinde ventede på at modtage os. Hun ville ikke have os i sin by længere end nødvendigt, men vi fik tilladelse til at bruge hendes smedje. I ti skræmmende minutter slog Wahds hammer mod det dæmoniske materiale, imens Shakalaka og Aiola brugte deres al deres viljestyrke på at forhindre elementar-ånderne i at stoppe ham. To pilespidser. Det var alt, hvad der nåede at blive smedet, inden resten af metallet forsvandt. Og det var lige i rette tid, for Tidens Mestrer var ankommet.

Det var mit første møde med en hyperion, for det var Brennuses egen søn, der var kommet for at slå mine nye venner ihjel. Og hans magt oversteg de fleste, jeg nogensinde har set. Min fætter og hans andre musikanter distraherede hyperionen med deres mest provokerende sang, imens nissetyven, dværgkrigeren, de to elver druider og Amalosh præsten gik til angreb. Men alt deres angreb opnåede var at købe tid til Aiola, Shakalaka og odderen Za-Sien. Aiola brugte sin hammer til at nedkalde en frygtelig storm, og denne storm brugte Shakalak til at skabe et lyn, som han sendte lige i hovedet på hyperionen. Lynet (selvom det var en lille smule skuffende) fik hyperionen til at udstøde et brøl, som ødelagde Za-Siens første skud med de dæmoniske pile. Pilen borede sig ned i odderens fod, men odderen, der gennem sin faders Sagittarius var efterkommer af Halwar, sagde ikke en lyd. Det første angreb på hyperionen havde fejlet. Aiola tøvede dog ikke, og lige før hun løb tør for energi, samlede hun mørkets ånder og sendte dem mod hyperionen, som blev ude af stand til at se noget, længe nok til at Za-Sien kunne affyre sin anden pil. Hyperionen skreg endnu en gang af smerte, og vi røg alle til jorden. Så trådte den nærmere odderen, som dog havde et sidste es i ærmet. Med et brøl af smerte trak Za-Sien den anden dæmoniske pil ud af sin egen fod og stak hyperionen i dens ædlere dele. Med et sidste, skrækkeligt skrig døde hyperionen og blev til støv…

Jeg er havnet midt i det hele… igen


Sådan døde den første hyperion, jeg mødte i mit liv, men jeg ved allerede, at det ikke kommer til at blive den sidste. I øjeblikket er jeg på vej tilbage til min fætter og hans venners hjem, byen Stenhal, hvor jeg nok vil slå mig ned for en tid. På trods af deres aftale med Forrådnelse så har de vundet min respekt. Desuden har min fætter brug for mig, og så er der nogle smukke kvinder af adskillige racer (hende dværgkvinden Camilla spiller bare kostbar) blandt dem, så det var svært at sige nej. Så min nærmeste fremtid kommer altså til at indeholde flere møder med Tidens Mestrer, flere eventyr med min fætter og hans venner, og så har jeg også hørt en hel del gode historier fra dem, som jeg har tænkt mig at skrive ned. De har oplevet en masse, og jeg overvejer at skrive en bog om det hele, hvis jeg overlever så længe. Jeg har endda overvejet en titel: Legenden om Stenhal og Tidens Mestrer… eller måske: Den Hemmelige Krig. Nu jeg tænker over det, så lyder den sidste ret elendig. Nå, men jeg skal nok finde på noget, for der er trods alt et stykke igen. Jeg har ikke engang set Stenhal endnu. Det skal nok blive lærerigt, og så ser jeg også frem til at møde det medlem af Tidens Mestrer, de holder fanget. Han hedder vist nok Rugbert eller sådan noget.

Stenhals Historie
1 - Dæmonernes Pil          2 - Et Skæbnens Slag                          3 - Stenhals historier


Forrige Afsnit                                                                                                           Næste Afsnit