torsdag den 31. december 2015

Assassins Creed Syndicate

Efter de sidste par års AC spil har jeg været (som så mange andre) bange for, at serien aldrig ville rejse sig fra graven og blive, hvad den var engang. Nu er svaret på det spørgsmål så hos os i form af Assassins Creeds Syndicates rejse til London med de ustoppelige Frye tvillinger. Og hvad er svaret?
You were never good at chess either

Svaret er ja. Ja, ja og ja

Assassins Creed Syndicate starter ud som et sjovt eventyr med to (ja to!) nye elskværdige hovedpersoner. Man spiller som Frye tvillingerne (m.m.) på en hæsblæsende, sarkastisk, eksplosiv rejse gennem Londons gader, hvor transporten kan være alt fra hestevogne, både, parkour og den nye ropelauncher (lidt i stil med Batmans Bat-Claw). AC Syndicate starter som en morsom fortælling med masser af gode karakterer (Freddy, Clara, Greenie), men i løbet af spillet udvikler den sig til så meget mere. Man begynder med tiden at bekymre sig om karakterne, og deres kampe bliver så meget mere virkelige. Dynamikken mellem tvillingerne er fremragende, og de mange støttende karakterer (Charles x2 hjælper også til) gør deres for at lade spilleren nyde opholdet i London.
Who is a good horse? You are
Alle skurkene er måske ikke lige gode, men der er et par mindeværdige blandt dem (en som Charles Vane fans vil kunne lide), og så føles snigmords missionerne ikke nær så rodede som i Unity. Alt er i det hele taget blevet renset siden Arnos forglemmelige færd, og det føles som om, at AC bare har glemt, at spillet fandt sted. Og det er godt. Meget godt. Samtidigt er der en del referencer og forbindelser til de tidligere spil, der skaber en dejlig sammenhæng i serien igen. Jeg begyndte helt at drømme om, hvad der kunne have været i stedet for Unity (et afsluttende Kenway spil med både Connor, Haytham og Edward måske?), men lad os ikke hvile ved fortiden, for dette spil er fantastisk. London er fyldt med aktiviteter, sidemissioner (jeg er endnu ikke færdig med dem alle), områder, der skal indtages på nye og sjove måder, og hestevogne. Åh ved Tolkien hvor er hestevognene fantastiske. De er virkeligt sjove at bruge, og man kan let springe fra vogn til vogn midt i en jagt. Det nye kampsystem er også meget godt, og det fungerer rimelig fejlfrit. Og så siger det nye eagle-vision en TARDIS-lyd, hver gang man aktiverer det. Jeg ved ikke, om det er med vilje, men jeg elsker det.

Shaun "Danger" Hastings

Man bliver måske chokeret til at starte med over Shauns nye udseende, men nutids delen af spillet er bedre, end den har været siden AC3 (hvor han, som hunden er opkaldt efter, stoppede med at være hovedperson), og der er en del hjerte og sjæl i disse små scener. Jeg er så glad for, at Shaun og Rebecca endelig laver noget igen. Samtidigt med at nutiden er mere spændende end i flere år, så sluttede spillet også af med et fremragende klimaks, der både var rørende, spændende og morsomt.

Nogle problemer, der ikke betyder noget

Selvfølgelig er spillet dog ikke perfekt. Der er lidt for få ansigter til npcerne, hovedskurken kunne godt være lidt bedre, jeg har oplevet nogle klassiske AC fejl, og så er H.C. Andersen ikke med, men hver gang jeg kommer i tanke om et af problemer, kommer jeg også i tanke om alt det gode. Syndicate har en fantastisk open-world med så meget at lave, se og gøre, at det føles som om, man aldrig bliver færdig (jeg er endnu ikke færdig selv). Der er så mange gode karakterer, at man næsten kan tilgive de knap så originale. Og spillets klimaks og slutning overvejer den skuffende bosskamp (der er lidt for overbrugt), men så igen helt seriøst. Hvornår er en bosskamp ikke skuffende? 10% af alle tilfælde. Så lægger man det hele sammen, har man stadig et spil, hvor det gode helt klart overgår det dårlige. Lad os håbe, det varer ved, og at serien aldrig falder tilbage til Unity niveau.