tirsdag den 15. december 2015

Dværge #21 En fortsættelse

#21 En fortsættelse

7. Gar 1076 Anden Alder i Braldirborg
”Jeg er ked af det, mand, men der var ikke andet, jeg kunne gøre” undskyldte Dolun og rakte brevet til Faros ”resten af varerne lader bare til at være forsvundet”. Faros var skuffet, men det var helt forståeligt, at Dolun ikke havde fundet mere. Zrulfs kriminelle underverden lod til at have samlet hele sin opmærksomhed imod Bagerens prototyper. Tyvenes Broderskab, Dødens Hånd, Krakkensønnerne og adskillige andre grupper var vildt ivrige efter at anskaffe et middel, der fjernede fri vilje. Faros havde ingen kvaler med at skulle komme i konflikt med nogen af de grupper, hvis det var for det bedste. Men han ville alligevel helst undgå det, da han havde arbejdet sammen med flere af dem før i tiden, og han vidste udmærket, hvad de var i stand til. Det var faktisk ret overraskende, at det var lykkedes dem at udslette så mange af Bagerens leveringer, som de havde. ”Tag tilbage til Mizil og rapporter til mig, hvis du hører noget nyt” instruerede Faros sin skæggede spion og gav ham et klap på skulderen, hvorefter den unge dværg skyndte sig videre ned ad Braldirborgs hovedgade. Faros kiggede dog ikke efter ham, da han smuttede væk. Dværgkrigerens opmærksomhed var nemlig fuldt optaget af en pludseligt tom lomme, hvor der for et kort øjeblik siden havde været en pung.

20. Monic 1043 AA på Klippeøerne (snedværgenes hjem)
Thorhalls skattekammer var kun oplyst af en enkelt fakkel, der brændte med et orange skær. Den var samtidigt den eneste varmekilde i det iskolde rum, og Marintra var meget glad for at have den. Resten af det underjordiske skattekammer var dækket af et lag is, der forhindrede tyve i at åbne nogen af kisterne. Det ville dog ikke stoppe Marintra, og hun vidste præcis, hvad hun var ude efter. Der blev dannet dis, hver eneste gang hun trak vejret, og kulden trængte igennem hendes jakke, men hun fortsatte urørt gennem den frosne, mørke kælder, til hun nåede den rette kiste. Marintra lagde sin bue ved siden af sig og gik i knæ foran kisten. Så stak hun den tomme hånd ned i sin lomme og fremdrog en rund lille sten, hvorpå der var indgraveret en enkelt rød rune. Stenen udgav straks en dejlig varme, da hun lagde den på kisten, og kulden syntes nærmest at dampe helt væk. Runestenen skulle nok gøre sin del af arbejdet, men der kunne gå et lille stykke tid, før det blev muligt at åbne kisten. Hun trak derfor sine ben op under sig, krummede sig sammen og holdt faklen ud fra sig, så hun bedre kunne udholde den ekstreme kulde. Det var stadig virkelig ubehageligt, men Marintra kunne lette sit ubehag ved at lade sig selv distrahere af skattekammerets indhold. Der var over hundrede kister magen til den, hun var ved at optø, og det mørke kammer havde også mange vægtæpper. De fleste af dem fortalte historierne om diverse artefakter, der blev opbevaret i skattekammeret. Et af vægtæpperne viste eksempelvis en lang, hvidblå stav med en krystal i enden, og Marintra genkendte den fra sin barndoms viden. ”Et vintersolhvervs eventyr” hviskede hun til sig selv ”Xenrons stav. Gad vide, om de gemmer på andre gamle eventyrs relikvier?”. ”Det skal du ikke regne ved” svarede en velkendt stemme fra den anden ende af skattekammeret. Marintra vidste med det samme, hvem det var, og hun spildte ingen tid med at lade sin bue og pege den mod vedkommende. ”Hvad vil du, dit forbandede egern!” spurgte hun helt opslugt af vrede, da elveren trådte frem i lyset. Den kvindelige elver var i klædt en tyk uldfrakke, og hun havde også en fakkel i hånden, som oplyste hendes rødbrune hår. Der var et bekymret udtryk over hendes smukke ansigt, og hendes onyxsorte øjne så triste ud. ”Jeg vil hjælpe dig, før du gør noget, du kommer til at fortryde” svarede Tsyseria, men hun stoppede pludseligt op, da hun så Marintras ansigt. ”Hvad er der sket med dig?” spurgte hun grufuldt ”hvad har Jarskon gjort ved dig?”. ”Det er ingenting” sagde Marintra vredt og vendte sig bort fra Tsyseria ”du forstår det slet ikke. Han har ikke gjort noget?”. Men Tsyseria lod sig ikke skræmme væk. Hun trådte nærmere Marintra med et medfølende blik og satte sig i knæ ved siden af hende. ”Rlatos” sagde hun tøvende og lagde sin hånd på Marintras kind, som straks blev skubbet væk ”hvad skete dernede? Jeg troede, at Jarskon ville tage med dig”. Marintra følte vreden vende tilbage, men hun vidste godt, at den ikke var rettet mod Tsyseria. Den var rettet mod hende selv for at have stolet på Jarskon i så mange år. For at have elsket ham. ”Han var nødt til at gå” hviskede Marintra og lod Tsyseria kigge nærmere på de blå streger i hendes ansigt ”jeg blev fanget og straffet for hans gerninger”. ”Efterlod han dig?” udbrød Tsyseria chokeret ”hvordan kan du forsvare ham efter det?”. ”Jeg forsvarer ham heller ikke” svarede Marintra, og hun kunne føle, at tårerne truede ”og jeg skal blot gennemføre denne opgave for at slippe ud af hans gæld. En sidste rejse og så er Faros, Bruntop og jeg frie”. Tsyseria tøvede et sekund, og da hun talte, lød hun meget forsigtig. ”Jeg ved, hvad det er, du søger her. Kan du forestille dig, hvad Jarskon vil gøre med de plantegninger? Han vil uden tvivl opnå alt, hvad han ønsker. Forestil dig ham som lederen af Krakkensønnerne?”. ”Jeg har ikke noget valg” sagde Marintra vredt og rejste sig trodsigt op ”det er den eneste måde, jeg vil blive fri på. Jeg er nødt til at gøre det”. Tsyseria kiggede overvejende på Marintra i et halvt minut med urolige øjne. Hun endte med at sukke opgivende. ”Så lad os gøre det” sagde hun fortrydningsfuldt ”jeg skal nok hjælpe dig med at opnå din frihed”.

9. Gar 1076 AA i Frangicas vande

”Vi er der om nogle få timer” meddelte skibets kaptajn dem, før han gik videre for at hundse på sin besætning. Marintra sukkede, da Frangicas kyst kom til syne på horisonten. Hendes sidste besøg hertil havde ikke været et lykkeligt et, og hun vidste stadig ikke, hvordan hun skulle have det med slutningen. Tsyserias morder levede endnu, selvom at han var indespærret i Stenhals fangekælder, og hendes hævntogt var aldrig blevet fuldendt. Hun håbede bare på, at de helt kunne undgå Rugbert på denne tur. Marintra havde ikke brug for flere dårlige minder lige nu. ”Så hvordan går det med hukommelsen?” spurgte hun Manwe, der stod ved siden af hende ”hvor meget kan du huske om din mystiske ven?”. ”Ikke meget mere” sukkede han træt og lagde sine arme på skibets ræling ”der skete noget med Det Angloriske Imperium og os. Za-Sien og jeg var i problemer for nogle år siden, og vi blev vist isoleret. Der var vist en ildebrand. Mine tidligste minder efter det var fra min ankomst til Yngol, hvor Faros reddede mig fra nogle tyve. Jeg kan virkelig ikke huske mere end det”. ”Hvad så med din pludselige åbenbaring tilbage på kroen i Mizil?” spurgte Marintra ”har søluften inspireret dig til at genvinde andre minder?”. Manwe kiggede anklagende på Marintra. Han havde været meget søsyg siden deres afrejse. ”Fint fint” sukkede hun ”jeg lover at lade være med at drille... medmindre jeg ser en drage. Men kan du huske andet om Den Ensomme Skygge, end at han pludseligt viser sig at være din far? Eller skal vi alle vente i tre år, før vi endelig får en vag forklaring af en gammel, religiøs mand i en kåbe?”. Manwe, som allerede var bleg nok takket være søsygen, kiggede uforstående på hende i nogle sekunder, før han svarede med et andet spørgsmål. ”Improviserer du bare alle dine mærkelige indskydelser, eller planlægger du dem lang tid forinden?”. Marintra trak på skuldrene og fandt et af sine pilebundter frem, som hun begyndte at pille ved. ”Det ved jeg ikke rigtigt selv, prøv at spørg min bedstemor. Men tilbage til mit spørgsmål. Husker du noget andet?”. ”Nej” svarede Manwe vagt (som det var blevet spået få linjer tidligere i denne samtale) ”jeg har bare det her billede i mit hoved af mine forældre, da jeg var et barn. Jeg ved bare, at han er min far... hvis det giver mening. Det lyder ikke særligt troværdigt, det ved jeg godt, men det er noget af det eneste, jeg er sikker på i øjeblikket”. Marintra nikkede kort og bed sine læber sammen. ”Så lad os håbe, at din ven odderen har nogle svar til os”.

Første Afsnit     Forrige Afsnit                                                                           Næste Afsnit