søndag den 6. december 2015

Doctor Who sæson ni er ovre, og den sluttede med spillerkaos

Så er den niende sæson af Doctor Who (siden seriens fortsættelse i 2005) ovre, og dette års Doctor Who har som altid haft sine højdepunkter og sine knap så høje punkter (jeg elskede de to afsnit under havet med spøgelser)

En øh... bekendt slutning

De sidste to afsnit af sæson ni virkede på en måde meget bekendte. Det første afsnit, Heaven Sent, syntes jeg var helt utroligt godt, og jeg elskede virkeligt de konceptet og ideer, der blev leget med i afsnittet. Jeg havde ellers ikke forestillet mig, at en episode med kun Peter Capaldi kunne være så god (og ikke fordi at jeg ikke nyder ham som 12). Afsnittet var skræmmende, klaustrofobisk og dystert, og plottet var godt, selvom det var ret simpelt.
Heaven Sent var fremragende
Det følgende afsnit havde en hel del at følge op og gøre rigtigt, da det var blevet bygget op til i meget lang tid, og jeg så virkelig frem til at se, hvordan de ville håndtere situationen. Jeg nød virkelig de første seks-syv minutter af afsnittet, selvom de havde udskiftet skuespilleren for en gammel karakter, som ellers var blevet spillet perfekt af den første skuespiller, men derefter blev det lidt et værre rod. Hele det opbyggede plot blev kastet til side for at gøre et for genkendeligt trick, som drejede sig om karakter, der ellers havde fået en fremragende afslutning allerede. Ved at få det hele til dreje sig om denne, ødelagde de både den tidligere afslutning på karakteren og det opbyggede plot. Jeg vil ikke nævne nogen navne af frygt for at spoile det hele, men hele situationen mindede mig om en, jeg kender alt for godt. Jeg snakker selvfølgelig om det tidspunkt på aftenen til et bordrollespils scenarie, hvor spillerne ikke orker (aha... orker... elver... jeg stopper nu) resten af det tunge plot og vælger at fokusere på noget, der skete meget tidligere på aftenen, da de sagtens kan huske det. Det sker oftere end George Lukas ændrer på en film, han lavede for længe siden, og det er altid den mest stressende del af aftenen for spilmesteren. Desværre fik det omtrent den samme effekt på mig i Doctor Who, hvor jeg brugte resten af afsnittet på at overveje, hvad jeg kunne have fået, havde det holdt sig til plottet. Doctor Who havde endelig en chance for at fastslå sammenhængen og gøre seriens plot langt mere stabilt. Det kunne have været en ny start for serien, men i stedet stilles der blot nye spørgsmål, som jeg ærligtalt ikke ved, om jeg vil have svaret på længere. Endnu en gang tror jeg desværre, at vi bliver nødt til at kigge mod fremtiden og prøve at glemme fortiden.
Hell Bent var et rod